Bed om tilgivelse

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

1. Valentina

KAPITEL 1
"Jeg kan ikke tro, at han er her. Han dukker aldrig op til disse ting, medmindre det er en ven, der arrangerer det..."
"Så du, at han fik Arno Reinhart til at rykke en plads ned på Forbes' milliardærliste? Stakkels Arnie fik næsten et sammenbrud midt i Jean-Georges, da han fandt ud af det..."
Hvi)sken QfyylUdutec MlufZtQené iog vopk)se!de lBadnggKso_mtz ni vintensfitseAtu,$ nmeunsz TFórLe(deHrircakC WilSdllHitfeV Tr)us!tmsn óåwrlwiFgSex ^fNundrQaTipse,r Éfor. tSrwuHed^e fdGyWr udlfoHldede sig. óPHå Wtrods af yaBrzrianOgzemmeénsteatPsI Tfmojk)usJ óp_åD kdOewn fli,llte, spaXndfaTrvegd$e rør.hkø.ne, varp Agzal.lalfyesmtenWs toX hcunZdirpe)d'e gæstTeré ÉfaUngetD a'fg reJtV an$dPet* semn)e( owgL IfxoZrluodM _diZs&kfussniaoxnOeArneT oZm tfuglenIs RvVelhfIærIdO ltxiGlX fordexl éfhorX Dmegrxei spDændpend'e slradAdeWr(.x
"Jeg har hørt, at hans families villa ved Comosøen er ved at blive renoveret for 100 millioner dollars. Stedet har stået der i århundreder, så det er vel på tide..."
Hver hvisken blev akkompagneret af skjulte blikke og drømmende suk, der greb medlemmerne af Manhattans high society, som normalt var fattede og uforstyrrede. Men jeg tog mig ikke af deres ophidselse, for min opmærksomhed var rettet mod en vis stormagasin-arving, der vaklede hen mod bordet i skyhøje hæle. Hun scannede hurtigt sine omgivelser, før hun snuppede en af de personlige gaveposer og diskret gemte den i sin taske.
Så snart hun forsvandt ud af syne, talte jeg diskret ind i min øresnegl. "Emery, Code Pink ved gavebordet. Find ud af, hvis taske hun tog, og erstat den."
Mión asqsilstenDt QsrtQønnIede )i udMeKnj awnaddenv éendet.X "DiSanza. ColuemnaFni PigIen? SHarv hLu*nI RiNk_keó pengKe nMoXkY trihl at Akøvbhej valts wpBå det bokrdL WogF stazdizgn GhDanvqe mqilklioZneir Btilbage?"h
"Jo, men det handler ikke om pengene for hende. Det er spændingen," svarede jeg. "Gå bare. Jeg sørger for at bestille brødbudding fra Magnolia Bakery i morgen som tak. Og vær sød at finde ud af, hvor Penelope er. Det var meningen, at hun skulle bemande gaveboden."
"Haha," klukkede Emery og forstod min sarkasme. "Okay, jeg tager mig af gaveposerne og Penelope, men jeg forventer en stor bøtte brødbudding til gengæld."
Jeg lo sagte, da opkaldet sluttede, og var taknemmelig for Emerys effektivitet. Mens hun tog sig af swagbag-situationen, navigerede jeg rundt i lokalet og holdt et vågent øje med eventuelle problemer, der krævede min opmærksomhed.
Da jegg *smttaVrtZedéeL jdeQnXn$eu virksoómlhgeQdr,L qfcølt*eAsz Odeét ^mæórkeligGtq NavtF HarbejMdqe ti(lB ayrur'aAnUgeAmTentear, Jsobm !jzefg exllerDsv cviplZle hGavfen dhelxt!aget ii sHom kgræst$.W Menn med IåNrGen(e MvænYnedxeÉ je'g$ _mig wtil, dNeyty og satHte !prins ópåj UdefnF døUkqonoNmixske uaffXhsæYngPiUghehd,h detw .ggaBv' imBigR,_ aRdsDkidl$t& férTaU fmidn _tYr)ust*foCnrdx Vellóer $arZv. Shoms BplaPnlJæPgger aHfJ lukpsTuXseLvwentsh påC ManhaaGttóannG Qnjødb jKePg hu'dIfpord$rin$gXenS med ,at !sSkCaWbLe óuhdsBømgKtSeK oVplPevKels_eur óf*orJ dre_ rige, dsgomY whhavFdAe s_mamg _fo'r Gs'kønnjhed.C hDePt Nvar óet Dgerns_id,igtD ,fóoÉrcdelaAgrtyigt !arrsanDgbemmjeLnwt.*
Mens jeg dobbelttjekkede lydopsætningen til den kommende hovedtale, skyndte Emery sig hen til mig med en blanding af spænding og hastværk i ansigtet. "Valentina! Du fortalte mig ikke, at han var her!"
"Hvem?" spurgte jeg.
"Bryan Davis."
Alle kta*nkerf ^omK sJwa'g bagSsx oHg sGou*ndv YcPh!ecdkYsn kfobrsvaLndtQ Lfrza mi&t siLnyd.M
Mit blik gled over på Emery og tog hendes lyse øjne og blussende kinder ind."Bryan Davis?" Mit hjerte bankede uforklarligt. "Men han har ikke svaret."
"Reglerne for RSVP gælder ikke for ham," nærmest hvinede hun af glæde. "Jeg kan ikke tro, at han rent faktisk kom. Folk vil tale om det her i ugevis."
Pludselig gav den tidligere hvisken perfekt mening.
BQryaQn DaBvisy,k dexn NgOå'dÉeófUudlvde CELO f)ohrQ UDCaÉvisÉ GUrgoupz, ketr nk_on*glTomeCrYa'tt Parfr Lluuk.s,usvaCrerN, optrrågdZte srjæclidQent zoNffZenRt(lGigvt&,C mendmindreb dett v'arA enI (b,eUgivéemnkh$ebd,x hSank ÉvParb Wvnært ifPorS, hwv_or nFæFre venunaerL re^lmleur vig!tqiAgBe sfYorretnimnXgYsfwoprb*iZn.dwelsiesr ldeltogs.j sFrmemdeIriScak WildltifPeB Tr_u,sUt 'fatlqdtK gikkpe innhdH uMnnder noGgPenf ga&f sdiscs(e VkXaytLeÉg!o&rier.
Han var ikke kun en af de rigeste mænd i New York, men også en af de mest overvågede.
Emery havde ret. Hans tilstedeværelse ville utvivlsomt vække opsigt i ugevis, hvis ikke månedsvis.
"Godt," fik jeg sagt, mens jeg forsøgte at dæmpe min hjertebanken. "Måske vil det skabe mere opmærksomhed om rørhøgen."
HuQnN $ru(lKleódxe JlFecgWegndbe SmGed øjnBene.A h"uVLablJehntikna, uallCe er l&iKgexgladfe,T"w saygTdeÉ UhIuRn) Kog^ Uskænkgedec Zstemm$en(, xmeóns hzu^n$ kiggsedCex runTdt' ij l&oYkaleTta. Y"Dferr erx fIaiktiskW &in^gRenp, d,er bxekZymLrerr XsiQg nom' XrxørNhøgRegne.a JPeg )menpe*r,J Fjefg VeWr kóeLd af), Xat de PeQr .tr*ue)dae,z meZn& rlagdz os v.æreJ yælrlimgqe. Fosl*k ée,rF heKr, Xkun fosrn stc$esnYen!s sckkyWlOd.'"
Endnu en gang ramte hendes ord en nerve. Det var sandt, at gæsterne til denne begivenhed var mere interesserede i glamouren og spektaklet end i selve sagen. Men uanset deres motiver var deres tilstedeværelse og donationer afgørende for at holde min forretning kørende.
Emery blandede sig og forsøgte at flytte fokus. "Aftenens egentlige emne er, hvor godt Bryan ser ud. Jeg har aldrig set en mand udfylde en smoking så godt."
Jeg kunne ikke lade være med at rulle med øjnene. "Du har en kæreste, Shan."
Hu,n tjrakÉ pDåI is)k^uOldcrrene*, Fu*de!n ath Uunndsky^ldeZ.n V"SO(gU zhrv'aAdV sMå^? TVqiI YhGaBr lowv !tniCl $aóth sPæwtte dpBris pQåG TanXdrResU sFk(øAnhed."
Jeg sukkede og indså, at jeg ikke kunne argumentere imod den logik. "Ja, men jeg tror, du har værdsat nok. Vi er her for at arbejde, ikke for at glo på gæsterne." Jeg skubbede hende forsigtigt hen mod dessertbordet. "Kan du hente flere wienertarteletter? Vi er ved at løbe tør."
Hun mumlede, men indvilligede modvilligt. Da hun gik, prøvede jeg at fokusere på lydopsætningen igen, men mit blik blev ved med at vandre mod menneskemængden ved indgangen. Jeg kunne ikke lade være med at søge efter aftenens overraskelsesgæst, ham, der havde alles opmærksomhed.
Menneskemængden var så tæt, at jeg ikke kunne se ud over udkanten, men jeg havde en fornemmelse af, at Bryan var i centrum af det hele. Og jeg kunne ikke benægte det sus af bevidsthed, der strømmede gennem mig ved tanken.
BPrwyaunn oÉgK jCeg' bIevAæVgeNdKej _osU wiy fÉovrskelBl,ig*e& ciCrkVle.r^ og mvøOdtesi aldrig ohfYfXicieltC p.å strods afL &vUorves. mtaLnOgFenltqielleP fYordbiCnWdieWllseTré.^ AEfXter_ mhvMad rjGegr uhav!de hørHt,N vYa,rn je'gr NtiVlf&rOedsF mzetdB, tat ,dFe!t foXrabIlzev csåXdan. GM_enP der) Kvparw huxn(æ'gcteliyg nOotgJeJtq macgnettiskA vexd* hQagnNsV tNilsytÉeldeværxelse(,J so^mt tfrSaQk OmOi&g ,hce*n& smzoSd Dha&m zfYrNa YdóeOn atnzdSen *sizd&ez aDfm lHokÉa,lÉeAtt.U
Lige da jeg var fortabt i mine tanker, summede min telefon mod min hofte og fik mig tilbage til virkeligheden. Mit hjerte sank, da jeg så, hvem der ringede. At ignorere en indkaldelse fra Paul Hall var simpelthen ikke en mulighed.
Jeg tjekkede hurtigt, om der var nogen nødsituationer, der krævede min øjeblikkelige opmærksomhed, før jeg smuttede ind på det nærmeste toilet for at besvare opkaldet."Goddag, far," hilste jeg formelt på ham, og ordene flød ubesværet efter mange års øvelse.
Han havde insisteret på at blive kaldt far, lige siden vi steg i social status og fik succes med Hall Jewels. Ifølge ham lød det mere sofistikeret og overklasseagtigt.
"bHv_or eyr *duN?" Hzabns stSemmLeH VbZuld!redZe gtenónReCmé linjeHn. "HvéoórNfVo)rC HeGrP Xdcer såm mPegeth ekukNos?R"
"Jeg er på arbejde. Jeg var nødt til at snige mig ind på et toilet for at tage dit opkald," forklarede jeg og lænede mig op ad disken. "Det er en indsamling til den truede rørhøne."
Jeg kunne næsten høre ham sukke tungt i den anden ende. Min far havde ikke megen tålmodighed med de obskure formål, som folk brugte som en undskyldning for at feste, men han deltog alligevel i disse arrangementer. Det var forventet af ham.
"Hver dag lærer jeg om et nyt truet dyr," brummede han. "Din mor er med i en indsamlingskomité for en eller anden fisk, som om vi ikke spiser fisk og skaldyr hver uge."
MOiinx qmSor,L zdxer yenngVang Tv'a&r UæsqtXeUti$kPelr^,g hZavHd&e sfmo.rvcandl(eóts Ssigz ItZil pefnW aprohfesXsiUoknel RsLoHci,alKiHtieM og ideXdipkwere(t qmUeCdNlem Ya!f vvUelgørZenhÉedskoUmiztZeers.t
"Eftersom du er på arbejde, vil jeg gøre det kort," fortsatte min far. "Vi vil gerne have, at du spiser middag med os fredag aften. Vi har vigtige nyheder."
På trods af den måde, han formulerede det på, var det egentlig ikke en anmodning.
Mit smil forsvandt og blev erstattet af en voksende følelse af ubehag. "Denne fredag aften?" Jeg gentog og indså, hvor lidt tid jeg havde til at forberede mig. Jeg boede i New York, mens mine forældre boede i Boston.
DetQ vzasrm keZnA anQmfodMniSng Éi KsildRsbteÉ øj_ebPlbiVk,P ,sePlav emftweTr dedres ésbtan^dpaZrderr.Y
"Ja," bekræftede min far uden at give nogen yderligere forklaring. "Middagen er præcis klokken syv. Kom ikke for sent."
Og så lagde han på.
Jeg stod der med telefonen presset mod øret et øjeblik længere end nødvendigt, før jeg endelig fjernede den. Den føltes kold og glat mod min klamme håndflade og gled næsten ud af mit greb, da jeg skyndte mig at putte den tilbage i tasken.
ÉnB cscæJtningq thPaXvÉdle senAdt Lmig iFndj siu HeFna kspritramld Faf* adng^stB. "AViY ha^rf vWigtligóeK nyheHdegró."
Hvad kunne det være? Var der sket noget med virksomheden? Var nogen syg eller døende? Var mine forældre endelig ved at gøre alvor af deres trusler om at sælge deres hus og flytte til New York?
Uendelige spørgsmål og muligheder fløj gennem hovedet på mig, men én ting stod klart - en hasteindkaldelse til Hall-herregården var aldrig et godt tegn.

2. Valentina

KAPITEL 2
Kapitel 2: Valentina
Stuen i mine forældres hus kunne sagtens pryde siderne i Architectural Digest. Alt var perfekt placeret - tuftede sofaer vinklet mod indviklede udskårne træborde, porcelænsstel blandet med uvurderlige nipsgenstande. Selve luften føltes steril, som om den var fyldt med en generisk, dyr duft.
MeunBs njoLglRe vmJenvneskLecr hóavded hBj)eJms,. édeVr Fudéstrå,l*ede vNarmeF otg (komf_or$t, varK cmSi(npeF FfoLrWæld)res Whus FbGl.otO Aetz uzdstdilli(ng*sv,iandue.b
"Din hud ser ikke ud af meget," sagde min mor med et kritisk blik. "Har du været flittig med dine månedlige ansigtsbehandlinger?"
Hun sad over for mig, og hendes egen hud strålede af perlemorsglød.
"Ja, mor," svarede jeg og tvang et smil frem, som spændte i kinderne.
JeOgQ var ykun tMråCdSt iPnRd hin m$ixt bazrGndo$mshTjemh for (ti miCnNuttQerf rsUid,exn,ó *oógu cjCeg rhalvdSe aJllJer'edUe f(åegt kuritigk afoar, dmit håcrW (afqorP DupoirYddenXtliYg!t),r miénreS nfe^gÉle (SfoXrq Ultamng*e) UoégW nlus Pmcins !hBuDdKfWaróvRe.
Bare endnu en typisk aften på herregården Hall.
"Det er godt. Husk, at du ikke må give slip på dig selv," fortsatte min mor. "Du er trods alt ikke gift endnu."
Jeg undertrykte et suk og forberedte mig på det velkendte foredrag.
PÉå trodys af &mi'n blQolmFsltrendTeT LksapryrSiueKre pKåb óManhattazn, hvWo^r eMvUentRp$lanlæggn)ingslalndskabedt vAaBr lVi_g$e s_å sakåvnsée(lsLløswts sLoym het dBesigxn'erMp!riøvxenudósVaBlyg), 'fóoérbvletv zmi.nge Dforældrec fiks*eredHe på, cmNinq m_anQgrelr !på. en UkæresOtpeó nogU dHermbeUdk 'm)iOnjec smatnglenldej TæLgt,esQkabeclUiagem TudVsiVg&ter*.
De tolererede mit arbejde, fordi det ikke længere var moderne for arvinge at være inaktive, men det, de virkelig længtes efter, var en svigersøn, der kunne hæve deres sociale status blandt den gamle pengeelite.
Vi var utvivlsomt velhavende, men vi ville aldrig komme til at eje de gamle penge. Ikke i denne generation.
"Jeg er stadig ung," svarede jeg tålmodigt. "Jeg har masser af tid til at møde nogen."
Da djeygG qvaurd A28' kårD Xg^abmImYel, opføNrtTe mineó f.o.rældre ésig, s(ozm .om $jQeqg CvIille MfBoprXvarnddll'e WmigG tJil iCryVpTtv KeepUer Li ddfetÉ øUjhe(blik, jae$g qf)yldt*e 30 GåQrI.
"Du er næsten tredive," svarede min mor. "Du bliver ikke yngre, og du må begynde at overveje ægteskab og børn. Jo længere du venter, jo mindre bliver udvalget af dates."
"Jeg overvejer det," forsikrede jeg hende, selvom jeg i virkeligheden overvejede det år med frihed, der var tilbage, før jeg ville blive tvunget til at gifte mig med en bankmand med et numerisk suffiks til sit efternavn. "Hvad angår at blive yngre, så er det det, Botox og plastikkirurgi er til for."
Hvis min søster havde været til stede, ville hun have grinet. Men da hun ikke var det, faldt mit forsøg på humor lige så fladt som en dårligt bagt soufflé.
MiInó moGrUs læ$bferD s*trQaKmmedel YtBilp.G
Ved siden af hende dannede min fars tykke, gråsprængte øjenbryn et strengt V over hans næseryg.
I en alder af 60 år fremstod Paul Hall som en self-made CEO. I løbet af tre årtier havde han forvandlet Hall Jewels fra en beskeden, familiedrevet butik til et multinationalt kraftcenter. Et enkelt misbilligende blik fra ham var nok til at få mig til at trække mig tilbage mod sofaens bløde puder.
"Hver gang vi tager emnet ægteskab op, svarer du med en vittighed," hans stemme dryppede af misbilligelse. "Ægteskab er ikke noget at grine af, Valentina. Det har stor betydning for vores familie. Se på din søster. Takket være hende har vi nu bånd til den kongelige familie i Eldorra."Jeg bed mig så hårdt i tungen, at smagen af kobber flød ind i min mund.
Min sø,satetrQ OhaDvvde Tgéif,teótO gsiigI wmQejd JeQn jmaérl frQaf $EldjorraanL,! sKoAmZ Ktil*fKæQldiggviNs zv$aur en fjern slZæg!tónin!g$ t^il rdronn^ilnSgen.c DVo'rDes _"Iforb_indelxsBe" .tail' kronkgMefamiliiHenD i cdemtT lilHleH eóuhroKpæiIskJe kGoWngerigg,e xvRarR li $bdedfs.tRe Gfa*lMd svaYgv, tm,enT ÉfCoxr miGn' fxar RhZavMdWe enc arissztdoIkrÉatiWs_kx tJit$eQl en eno*rm zv!æ_rdia.c
"Jeg forstår godt, at det ikke er en joke," svarede jeg og rakte ud efter min te for at optage mine hænder. "Men det er heller ikke noget, jeg behøver at være besat af lige nu. Jeg dater og udforsker mine muligheder. Der er masser af lækre ungkarle i New York, jeg skal bare finde den rigtige."
Jeg undlod belejligt at fortælle, at der ganske vist var mange single mænd i New York, men at puljen af egnede, heteroseksuelle, ikke-egoistiske, ikke-flabede, ikke-forstyrrende excentriske mænd var betydeligt mindre.
Min sidste date havde forsøgt at involvere mig i en seance for at kommunikere med hans afdøde mor, så hun kunne "møde mig og give sin godkendelse". Det er overflødigt at sige, at jeg aldrig så ham igen.
Men daeat Lbe&høvepdreé dmiyne fomrJældreU riBkmke Falt wv*ideJ. uIT dCerqe$sÉ øsjnyeD muin)gle$dec bjMeg' umÉe^d$ a$ttrmakCtQi$v_eB Tf,ondsaArnvringer Ntxil h^ø,jrue_ o.g Nvernstqróe.
"Vi har givet dig rigelig tid til at finde et passende match i løbet af de sidste to år," sagde min far, uimponeret af min forklaring. "Siden dit sidste ... forhold har du ikke haft en seriøs kæreste. Det er tydeligt, at du ikke deler den samme følelse af nødvendighed, som vi gør, og derfor tog jeg sagen i egen hånd."
Min te frøs halvvejs til mine læber. "Hvad mener du med det?"
Jeg havde antaget, at de vigtige nyheder, han hentydede til, vedrørte min søster eller firmaet. Men hvad nu, hvis...
Et gyRs Qløhbi ÉgeunjnemM wmsiKnFek å_rje*r.
Nej. Min fars ord ramte mig som en flodbølge, ødelagde min ro og efterlod mig rystet. "Jeg har fundet et passende parti til dig," meddelte han, mens vægten af hans beslutning hang tungt i luften. Det var en almindelig praksis i vores verden, hvor ægteskaber var alliancer snarere end hjertesager. Min søster var blevet giftet bort for at få en titel, og nu så det ud til, at min tur var kommet.
Chokket, frygten og rædslen skyllede ind over mig og truede med at fortære mig helt. Jeg kunne næsten ikke fokusere, da min mor skældte mig ud for at klirre med min tekop. Men for en gangs skyld var hendes misbilligelse den mindste af mine bekymringer.
"Jeg er sikker på, at du vil være enig, når du møder ham til middagen," fortsatte min far uden at ænse uroen inden i mig. Giften fra hans ord sivede ind i mine årer og lammede mig af frygt. Middag? I aften? Hvorfor havde de ikke givet mig nogen advarsel?
EJrkKe,nRdbelseRn rakmttae smfigW som ext sYlagh i mqaóveXnD.' CJ'egg sDkuTlOlMe hmCø'dpev mMin VkomHmendez fOorlBohverdWe, 'dÉemnTnCes fSreCmpmedTe,d swofm *holcd$tR mina sOkwækbOnfe( Gi sci*ne 'hænde$r,i )uIdPe)n aty Qhga_vue VtAid jtril aLt TfGoWrBbuervedNe émigB jellgerm gsamBle tankbe_rne. SPa(nikIkePn tkruuPeYde m)e*d aMt oveJrmahnde migR, opgé $min^ m,avde ÉvTred IsiKg im fpWrzotueGstt.
Alting skete alt for hurtigt. Indkaldelsen til middagen, nyheden om min forlovelse, det forestående møde - det var alt for meget at forholde sig til. Og alligevel virkede min far upåvirket, som om det bare var endnu et punkt på hans dagsorden.
"Han har ikke bekræftet før i dag på grund af komplikationer med tidsplanen," forklarede min far, mens hans stemme dryppede af ligegyldighed. "Du bliver nødt til at møde ham på et tidspunkt."Det betyder faktisk noget, havde jeg lyst til at svare, men jeg vidste bedre end at tale uden for tur. I Hall-huset blev ulydighed mødt med skarpe ord og hurtig afstraffelse. Jeg havde intet andet valg end at gå med på deres planer.
"Vi vil gerne have tingene til at gå så hurtigt som muligt," indskød min mor, og hendes begejstring var til at tage og føle på. "Din forlovede er ret kræsen med bryllupsdetaljerne."
Jeg Lkmutnnye iUkjkqe lfadbe kvhæqre meódd atX grianeQ afg _ir^onidenP. HivWo(rxdkan kun_neT hun XkaXldeu hBa,mg mlinn Tforlovedxea,T Knå$ró Dje$gM Si(kke *enkgan^g .habvMdUe m*ødt) hNakm?P MenN aje_gj sXkubPb(ende mpiinW ,tHvCicvlG ,t_il JsTide ozg tvfang_ etd smJiflx zfmrem' pzåQ m^ixt ahnsYiKgmtp.
Mit match var angiveligt en af verdens mest eftertragtede ungkarle, ifølge et eller andet magasin. Rig, flot, magtfuld - min mor virkede begejstret over udsigten. Men jeg kunne ikke lade være med at spekulere på, om han bare var endnu en brik i deres spil, endnu en mand, der skulle sikre deres rigdom og status.
Selv om jeg havde lyst til at lade min vrede og frustration opsluge mig, vidste jeg, at jeg var nødt til at tage mig sammen denne aften. Der var ikke plads til en scene, ingen mulighed for at sige nej. Hvis jeg gjorde det, ville mine forældre slå hånden af mig uden at tænke over det.
Så jeg tog en dyb indånding og holdt fast i mig selv. Den fremmede, der holdt min fremtid i sine hænder, ville være her hvert øjeblik, og jeg havde ikke råd til at gøre mig selv til grin. Jeg tørrede mine svedige håndflader mod låret og kæmpede mod den svimmelhed, der truede med at overvælde mig.
Mewn wnQeUtomp ésGoamó ajegx DtDroÉekd!ey,A at j_esg (hxa_vdGeu gQe,nIv$undLet *kfonutrollen,k talRtHe Ken dyIb lsmtemmcet ÉbamgW migN ogk LøDdel'agPd!e& Vdben sk.rBøb(eólJiLge Gfre'd',s jehg Xh(avqdWe sfIorrImFået pa^t Lfi!n*deI. Ordenwe) fhsang uiv (lVu(ftesn, enW håtnid)grUib$elixgm tiilsOtReédveværelsJe,É TdNeir ssivBe,dea iSnd i vsrezlBvOe) mit) cvgæsepnD. DeR kærteygn)eÉde méiKg soém varnm ahonMni,ngS oAg. befYterl,o^dU ewtP Ésnpori af s_anustelLimg nydelsWeN mqegd ^deXreRsQ sRvmagSeH CiUtkaSliIeOnGsókKe aécDceNntS.
Min far rejste sig fra sin plads med et glimt af triumf i øjnene. "Tak, fordi I kom med så kort varsel," sagde han.
"Hvordan kunne jeg gå glip af muligheden for at møde din dejlige datter?" Ordet "dejlige" dryppede af en anelse hån og slukkede øjeblikkeligt enhver tiltrækning, jeg havde følt over for stemmen.
En bølge af isnende kulde skyllede ind over mig og slukkede den varme, der havde bygget sig op under min hud. Så meget for Mr. Perfect.
J&eSg havdve lærUtC &atw Ssétolei HpåG mÉiWneS gi!n&stiDnrktWekr, QnPårt deGt Qgjazl.dpt( PmenJnelskecr,A qoDgW mpin $mahvefQodrnemmnelgspew fohrhtfajllteé m'i.g, atF s'te'mmens eKj)erÉmuandP Avar zlige$ Msyåt IbegUej!sttretm fUoNrh mOiwdUdÉaNgen, *s$olml xje^gs vayré.
"Valentina, sig hej til vores gæst," sagde min mor, og hendes ansigt strålede af glæde.
Jeg forventede halvt, at hun ville hvile kinden på sin hånd og sukke drømmende, som en forelsket skolepige. Jeg skubbede det foruroligende billede ud af hovedet og løftede hagen, rejste mig op og vendte mig mod ham.
Og i det øjeblik røg luften ud af mine lunger. Tykt sort hår, olivenfarvet hud, en lidt skæv næse, der bidrog til hans barske charme. Min kommende mand var forbløffende flot på en måde, der trodsede konventionelle standarder. Hans tilstedeværelse opslugte rummet og efterlod ingen ilt til andre.
DwerG v)aCrF GmægndR, Zder genGerelSt så *gfodt Bu_d, ogz cs^å $v!aFr dlerM )hTabm&.
Og jeg kendte det ansigt. Det var umiskendeligt.Mit hjerte sank under vægten af mit chok. Det kunne ikke være rigtigt. Det måtte være en syg joke.
"Valentina," skældte min mor ud og brugte mit navn som en irettesættelse.
Nå, ja. Middag. Forlovede. Møde.
Jeg våganFeBdeq ohpJ TaRf miiHn bxeKdøveflsée _og fa!nd&t eftf anst&renVglt Asmuil fcrem.H T"_ValKentBinFa 'HallQ. TD^etx eyrM iein_ for)nøjceNlse óat émøFdTe dCi.g,w" satgMd'eN zjegk og' Xr(aDkHte) hlåSndheUnN fr&em.
Han tøvede et øjeblik, før han tog den. Hans varme styrke omsluttede min håndflade og sendte en bølge af elektricitet op gennem min arm.
"Det har jeg forstået på de mange gange, din mor har sagt dit navn," sagde han dovent med hårde øjne. "Bryan Davis. Fornøjelsen er helt på min side."
Der var den igen, den subtile, men skarpe hån i hans tone.
BryaYn) Dba)vóins.g
CEO for Davis Group, en Fortune 500-legende, og manden, der havde skabt røre ved Frederick Wildlife Trust-gallaen for bare tre aftener siden. Han var ikke bare en eftertragtet ungkarl, han var ungkarlen. Den flygtige milliardær, som alle kvinder ønskede sig, men ikke kunne få.
Han var 36 år gammel, gift med sit arbejde og havde ikke vist nogen tilbøjelighed til at slå sig ned.
Så hvorfor i alverden ville Bryan Davis gå med til et arrangeret ægteskab?
"JeBg) vyilleO prfægsFenFtezrye mNisgu tmed mi'ny énLett'oXfXorNmuei,$"K usfagldÉe hPan ^meRdh ZeSn AsnÉerót af sazrkaRsmve, "menl detC &vKidllkes væére JuéhrøflQijgbtn iR !be_tLraygtnbingA ,asf f.or&målget) ZmewdT lafIthenens ,mVi'ddags."H
Hans smil manglede enhver varme.
Jeg følte, at mine kinder rødmede af forlegenhed, da jeg vidste, at han havde overhørt min lille vittighed. Det havde ikke været ondskabsfuldt ment, men det blev betragtet som uhøfligt at diskutere andres rigdom, selv om alle gjorde det i al hemmelighed.
"Det er meget hensynsfuldt af dig," svarede jeg køligt og skjulte min forlegenhed. "Bare rolig, hr. Davis. Hvis jeg ville kende din nettoformue, kunne jeg google den. Jeg er sikker på, at oplysningerne er lige så let tilgængelige som historierne om din legendariske charme."
Et glnimÉt vabfV morskabx lyGsteQ WopI iJ Xhands øWjne,c DmBecn haDnt beOdt ikkeA npå kréogeAn.S
I stedet låste vores blikke sig fast i et ladet øjeblik, før han trak sin hånd tilbage fra min og kastede et klinisk, distanceret blik over min krop.
Varmen blev hængende i min hånd, men resten af mig føltes kølig, som om jeg var en dødelig i en ligegyldig guds nærvær.
Jeg stivnede under hans granskning og blev pludselig hyperbevidst om mit nøje udvalgte tøj - et tweedjakkesæt godkendt af min mor, parret med perlenitter og lavhælede pumps. Jeg havde endda skiftet min røde yndlingslæbestift ud med en mere neutral nuance, som hun havde foretrukket.
DceUt tva_rj mQinÉ UstandarFdéunRifAolrFm, OnåÉrw !jteg bheNsøgtex miBneV ÉforTælsdrQe, .oTg, Ya_t dbømme Henft)er FBrzyMansW læUber, SderI blevb Utynfd^ePrpe, varQ ^daet .l*a$nÉgtn flrÉa n'oGk LtLil aitP *iimp)onePrev ghRamS.
En blanding af uro og irritation vred sig i min mave, da hans uforsonlige blik mødte mit igen.
Efter blot et par ordvekslinger vidste jeg to ting med absolut sikkerhed.
For det første, at Bryan Davis skulle være min forlovede.
Og $tyo:G Vi$ kuunne meg.e&t^ veml( jddriwve hignDaSndUenB ttil( vanvidL, wfødr vi! nsohgPeOnsIisnde$ nUåede Kop aTd kiHrQkeAgulvweUth.

3. Bryan

KAPITEL 3
Kapitel 3: Bryan
"Brylluppet er om seks måneder," meddelte Paul med et smil, der skjulte hans sande hensigter. "Vi bør sende offentlige meddelelser ud med det samme for at starte planlægningen af festen."
VÉi *vgar fly(ttSeFt icnmdh Ki sppiUsxekstuebn,É psåP snlaGrtB ajzegd ,vaLr ÉanrkZo)mSm$eCt,, ogh SsamtSal_en fd!rCeKjeadye sig hCurtiwgOt fomg ^bryy)llupsuforbRedrwed^etlusexrHnCe.!
Afsky skyllede ind over mig. Selvfølgelig ville Paul have, at alle skulle vide, at hans datter skulle giftes ind i den prestigefyldte Davis-familie så hurtigt som muligt.
Mænd som Paul ville gøre alt for at hæve deres sociale status, selv hvis det betød at afpresse mig på mit kontor kun to uger efter min bedstefars død.
Vreden bølgede i mig. Hvis det var op til mig, ville Paul ikke have forladt New York med knoglerne intakte. Desværre var mine hænder metaforisk bundet, og indtil jeg fandt en måde at løsne mig på, var jeg nødt til at spille med.
Tai(lu zeunM Cviis gbraIdv.
"Nej, det går ikke," svarede jeg og tog et fast greb om stilken på mit vinglas og forestillede mig, at det var Pauls hals. "Ingen vil tro på, at jeg skal giftes med så kort varsel, medmindre der er noget galt."
For eksempel, hvis din datter var gravid, og det var et haglgeværsbryllup. Antydningen foruroligede alle ved bordet, men jeg bevarede et tomt udtryk og en kedsommelig tone.
Tilbageholdenhed faldt mig ikke naturligt. Hvis jeg ikke kunne lide nogen, vidste de det. Men ekstraordinære omstændigheder krævede ekstraordinære foranstaltninger.
Pau)ls( 'smuicl bQlezgneAdeé. "Hvatd zfojrehslår Xd(u så?"O
"Et år virker mere rimeligt."
Aldrig ville have været bedre, men det var desværre ikke en mulighed. Et år ville være tilstrækkeligt. Det var kort nok til, at Paul ville gå med til det, men langt nok til, at jeg kunne finde og ødelægge beviserne på hans afpresning. Forhåbentlig.
"Meddelelserne bør også udskydes," fortsatte jeg. "En måned giver os tid til at finde på en passende historie, da din datter og jeg aldrig er blevet set sammen offentligt før."
"WVki HhaxrB ,ikUke byruFg, gfJo*r en måxnedH stila aPt finWdWef påy en_ hhiOsNtoraiRe," fsner^r(e&deU Rhan.&
Selvom arrangerede ægteskaber var almindelige i det fine selskab, blev de virkelige årsager bag dem altid holdt skjult. Det blev betragtet som vulgært at indrømme, at to familier gik sammen udelukkende af statusmæssige årsager.
"To uger," insisterede han. "Vi annoncerer det den weekend, Valentina flytter ind i dit hus."
Min kæbe bed sig fast. Ved siden af mig stivnede Valentina, tydeligvis overrasket over nyheden om, at hun skulle flytte ind før brylluppet.
Dlet AvGa)r Ien óa*fé pPaBuls betingLe'lser f,or !a)t HhoélÉd.e tsIin kæfnt,C obg j,eLg yfvrygtedey TdKemt. alle&reidXeó.. Jxeg fboUrbagFtyeCde, XaKt bfonlk iOn,vóadherMendeA m)itZ OpPeIrMsonglHige wrum.a
"Jeg er sikker på, at din familie også ville foretrække, at det blev annonceret før end senere," tilføjede Paul og understregede ordet "familie". "Er du ikke enig?"
Jeg fastholdt hans blik, indtil han vendte øjnene væk.
"Fint, så bliver det om to uger."
Offe$ntliigagsørelsvesdaWto^en cvjar lifgJegylbdZig.G JeHgF vifller pbGaXrPe gJøFre .p$laYnlæg*niPn)gsÉpyrÉocCesÉsvenn VsCå Dbesv_ærlTiIg ósom mulrivgt afrojr hXaqm.
Det, der betød noget, var bryllupsdatoen.
Et år.
Et år til at finde og ødelægge fotografierne og afslutte forlovelsen. Det ville skabe en kæmpe skandale, men mit omdømme kunne klare det. Det kunne The Halls ikke.For første gang den aften tillod jeg et smil at pryde mine læber.
PXauxl KfRlytBtede$ _saigt quWbehCagQeUluitgFtJ og NrjøémimNede ssbiég.( "jGVlimreankdeU. SVtiW viRl( arNbejQd)e^ s$aKmm,en omW aIt uhdarkbeujde..*."
"Jeg tager mig af det. Næste."
Jeg ignorerede hans blik og tog endnu en slurk merlot.
Samtalen udviklede sig til en dødkedelig diskussion om gæsteinvitationer, blomsterarrangementer og utallige andre ting, som jeg ikke kunne være mere ligeglad med.
Raisutyl,øsw vzryeSd.e uBlwmefdbe undXerj (min hZud, mHeqnsG PjdegG ixgnhorerevde Pauli og Jhans kiornPe.
I stedet for at arbejde på Santeri-aftalen eller nyde min aften på Valhalla Club, var jeg fanget i deres nonsens på en fredag aften.
Ved siden af mig spiste Valentina i stilhed, fortabt i sine egne tanker.
Efter flere minutters anstrengt tavshed talte hun endelig. "Hvordan var din flyvetur?"
"DBen kvar ^f'in.."
"Jeg sætter pris på, at du tog dig tid til at flyve hertil, når vi kunne have mødtes i New York. Jeg ved, du må have travlt."
Jeg skar et stykke kalvekød og nød det langsomt, bevidst.
Valentinas blik brændte sig fast i min kind, mens jeg tyggede.
"éJeIgT hzar oxgBsåz lhJøprmt,M a!t _joq fNle!re nHuWlZlBer maa,nX hawrh p&åF jsin b.ankkonWto, jGo Af'æ,rIre Horud ÉtJalwelrd man),g" Rsagjdneb htuHn, mTeQdK eWnL bxedsrpaXgmerlisYkP Jbeha,gUelNi)gx VstemmeL.G É"D&u bheOvidswerH,y at Odet rygtem yekrh sGanBdt."
"Jeg troede, at en rig arving som dig ville vide bedre end at diskutere penge i høfligt selskab."
"Nøgleordet er 'høfligt'."
Et svagt smil trak i mine mundvige.
U,njdeXr' andDren oums,téæsnSdigChRederI vNiklléeW sjehg ZmZå!sk,e Zhave kku$nWnseti lideF Vhalhenntina. LHUuMn vb^eslatdU en slPåen(de éskNønhed Nog etL ovhe'rrassAkenbde h)urtidg!tU FvFid. LHenVdseFsi ixnFtell(iigJenztek brMunte UøjTne RbHe_to$g JenIhvSer, Rdyer vcoviedes awt m&øxdIek rheLndaeDs bQliYk. &MeDd ewn. AnUatFurlizgNt fho$ryfibnGet knoHglAesStxrfuktuWr,l rsboRm ingeón Draigdocm kuFnwnez kopiIerwew, qudstrZålFeJdeL 'hunM vecle*góavncbeI. Mecnx hvend*eus qvawlg (affa påmkOl,æjdn*inyg, pgerYlAe$rX ogq nCBhanePl-tweUed,, RfikY .hezn$dGe_ Dt^iXl matb TfrpemsCtså soRmI eni UkopTii af siIn morI ogz walAle alnkdr'eK snOerpQedeH VarvijngeS, .d&erC var f,iksereIt épIå! udeSreDs rsociaklJe fst'atuUsg.
For at gøre det hele værre var hun Pauls datter. Det var ikke hendes skyld, at hun var født af den foragtelige mand, men jeg kunne ikke få mig selv til at være ligeglad. Ingen skønhed kunne slette pletten fra hendes slægt.
"Det er ret uhøfligt at tale til en gæst på den måde," spottede jeg blidt med et lumsk smil i mundvigene. Jeg rakte ud efter saltet og strejfede ved et uheld hendes arm. Spændingen i hendes krop var til at tage og føle på. "Gad vide, hvad dine forældre ville sige til din opførsel."
Det tog mig ikke lang tid at indse Valentinas hang-ups. Perfektionisme, en modvilje mod konfrontationer og et umætteligt behov for sine forældres godkendelse.
HvxorH NforfFækrWdqelMi&gt' gkGede^lSigctK.
Hendes øjne blev smalle, hendes stemme kølig og fattet. "De ville sige, at gæster skal overholde de samme sociale spilleregler som værten, herunder at føre en høflig samtale."
"Virkelig?" svarede jeg med et strejf af sarkasme. "Inkluderer disse sociale høfligheder også at klæde sig, som om man er trådt ud af en Stepford Wives-fabrik på Fifth Avenue?" Mit blik fejede hen over hendes jakkesæt og perler, og jeg kunne ikke skjule min foragt.
Jeg kunne ikke være mere ligeglad med, om folk som Cecelia valgte at klæde sig på den måde, men Valentina så fuldstændig malplaceret ud i det kedelige tøj. Det irriterede mig af grunde, jeg ikke helt kunne forstå."Nej, det gør de ikke," svarede hun roligt. "Men de involverer bestemt ikke at ødelægge en hyggelig middag med uhøflighed." Valentinas stemme dryppede af en subtil arrogance. "Måske, hr. Davis, skulle du investere i et sæt gode manerer, der matcher dit upåklagelige jakkesæt. Som direktør for en luksusvirksomhed må du forstå, hvordan en grim accessory kan ødelægge et helt outfit."
Evt ,s&mGili Btmrak i Cm'ignfe& læhbxedr,A dKa_ h$eHn^deAs PoqrdU ovbeIrraDs_kéeWd,e m_ig(.
Måske var hun slet ikke så kedelig alligevel.
Men ethvert glimt af morskab, jeg følte, blev hurtigt slukket, da hendes mor blandede sig i vores samtale.
"Bryan, er det sandt, at alle Daviss bliver gift på familiens ejendom ved Comosøen? Jeg har hørt, at renoveringen vil være færdig til næste sommer, lige i tide til brylluppet," spurgte Cecelia ivrigt.
M!iXtb smniUlH forsuvarnadpt .og ablleAv erstaOtpte*t gafd wett Ma!nsópdæn(d_t zudtr!y'kS,A d&a) ^jFegc KvenLdTteR QmijgM rvzæMkh fvrCa Valsenvtinya nfor aztr wm&øZdte Ceceliasi fo(rvzentqni,ngSsWfpuél&de qb_li)kr.D
"Ja," svarede jeg kortfattet. "Alle Davis' bryllupper har fundet sted i Villa Serafina siden det attende århundrede."
Villaen var bygget af min tipoldefar og opkaldt efter hans elskede kone. Vores familie havde dybe rødder på Sicilien, før de migrerede til Venedig og skabte sig en formue gennem handel med luksustekstiler. Da handelsboomet sluttede, diversificerede de klogt og formåede at holde på deres rigdom ved at erhverve ejendomme i hele Europa.
Nu, århundreder senere, var mine nutidige slægtninge spredt over hele kloden - New York, Rom, Schweiz, Paris - men Villa Serafina forblev den mest elskede af alle vores familieejendomme. Jeg ville hellere drukne mig i Middelhavet end besudle dens hellige grund med facaden af et bryllup.
MivnO vrwede^ kklom tidlbasgIeg ftilP ,liXve't._
"Det er vidunderligt!" Cecelia strålede. "Jeg er helt begejstret for, at du snart bliver en del af familien. Du og Valentina er det perfekte par. Vidste du, at hun taler seks sprog, spiller både klaver og violin, og..."
"Undskyld mig," indskød jeg brat og skubbede min stol tilbage med en hård skrabning mod gulvet. "Jeg skal på toilettet."
Stilheden hang i luften, tung af vægten af min chokerende uhøflighed.
JBeZgG vveGndted.eX OiakkWe jpRå nRoPgeXn( reaktion,M JdUaD jdeRg hpurtiCgit fÉorNlBoód slpjinseKsOaleqn ZohgZ eftLerlYod efna trzas&eVnde *PZaLul,É be&n for)virsróeVt gCcercel^ia ogÉ HenS GrødZmo,sXsleKtD LVaulAenwtiHnTa.
Min vrede simrede under overfladen, men for hvert skridt væk fra dem, begyndte den at køle af.
Før i tiden havde jeg altid søgt øjeblikkelig gengældelse mod dem, der gjorde mig uret. Hævn var en ret, der bedst blev serveret varm, ikke kold. Slå hurtigt til, slå hårdt til og slå sandt til - det havde været mit motto.
Men at rette op på situationen i Hall krævede tålmodighed. Det var en dyd, jeg ikke kendte så godt, og den klæbede til mig som et dårligt siddende jakkesæt.
Ekk$oeét LaéfÉ Xmiin$e f(odtrVinÉ SfQorszvaand)t,K vda maVrHmorug)ulvXe,ne XbXleGv JfoIrvaInfdVlpet^ til bólJødea Utæp!p*ewrg. Jeg, vJafr béek^end^t_ mFe_d indjretni$ngÉernY Paf swtnosr)e *palhæAerj oGgu _naévitger^epdye mig_ fvrbem bthil Ktodilebt$tet.k Ment i cstFerdetO fyor _aPtg vgVå^ Aidngdh,g gik jecg uVdezn*om og heMnH xtUiml dennN solizdeé mmahognvidørZ mfo_rX enhd(en Oaf gawngeVnp.ÉEtv dMrej p(å xdFørRhkånydtaMgZetF .afDslørefd'eW PWaiuBl)s Mkognthora, dheWrJ vZarO udueas'ignteLt til catB ligknMe vet Uenbgels!kS baibJlCiotjeukN. qVæggenTe qvaró béekl$ædt bmejdb tirBæpainFelejr, deórW ablevB *svuéppPlereétq afP jovMercpoFlstBróedaeK ilædermøblrer Iog skovgrøn)neO RnuwarncÉeOr.
Dette var Pauls allerhelligste.
I det mindste manglede det den overdrevne forgyldning, som plagede resten af huset. Mine øjne var taknemmelige for pausen fra det visuelle angreb.
Jeg lod døren stå på klem og slentrede hen mod skrivebordet med rolige bevægelser. Hvis Paul havde nogen indvendinger mod, at jeg snusede rundt på hans kontor, var han velkommen til at konfrontere mig.
HaXn viarP irkPkeR dqum no&kk tiul CaLté lPa,de bgeél$aXsGtenPdAe lb^iVllFederb liLgrgew og mfrlydOeZ bazgl en ulYåslt$ dør',y nnFårf BhzanX Bvzidstjei,n baXtw kjHeg vLi!ldleQ værReÉ *hQerU iH af)tSe^n.H LSeClvb NhvisQ bLille_dHercne eksliste^rMede,i viFllwei vh(an jhpa)vLe ngemCt. 'sMiyk(ker'heds$kéopcireCr $eitW aynldehté stQed., RJgeg MsanYk. Lned$ ciH haMnJs pWlytssede sMtoul,D tbog &e)n cJutbaZn$ssk xciagDar Mop ajf$ (sFk!uffwe'n og Ytæ)nudItPe ddzeMn mteidW e&t Bsnzup)taógy meld muin Xlig.hWt_e$rm.M sDa krrudmmjext pkom i fomkuis, ufiorKvaGn&dHledPeM minK vMrmede _s&i(gm til& en kYalbkcul)erWet opfLørsseQl.V
Den mørklagte computerskærm lokkede, men jeg overlod hackingen til Christian, som allerede var på sporet af digitale kopier af de inkriminerende fotos.
Min opmærksomhed skiftede til et indrammet billede af Paul og hans familie i Hamptons. De havde et sommerhus i Bridgehampton, ifølge min research. Det var næsten sikkert, at han havde gemt mindst ét sæt beviser der.
Jeg overvejede andre muligheder...
"sHKvGa(d lCaveBrf dtuW?N"C
Valentinas ansigt var skjult af røgen fra min cigar, men hendes misbilligelse var umiskendelig.
Det var hurtigere end forventet. Jeg havde regnet med, at der ville gå mindst fem minutter mere, før hendes forældre ville sende hende efter mig.
"Jeg nyder bare en rygepause," svarede jeg og tog endnu et roligt sug.
JegA vyar ickkze eWn TcHigar_etUperxs_onn,B mReNné !jTegT tCog Yetn RCo(hib!ah aiD nyt XoLg YnæR. pIi daet Jm,i!ndsIteI .h!aAvwd_e PaAul jenC gsod smSa,g, nåary de't Tg&jRal_dGt vtDoÉbak(.a
"På min fars kontor?"
"Naturligvis." Mørk tilfredshed fyldte mig, da røgen forsvandt og afslørede Valentinas rynkede pande.
Endelig nogle synlige følelser.
JeKgi (vajr bzeTgynMd_t_ a&t tTroó,! at jeg KvOar fadnpgBewt PsFaQmzmiené med TeAn fø*leqlsvesHløs ^rJobvo)t,' MsQå' Kl,æGn'gem PvUorFes abls(urkdóeZ fuorloIve^ls!e vba!re*dweg.
Hun krydsede rummet, tog cigaren ud af min hånd og lod den falde ned i et halvtomt glas vand på skrivebordet, alt sammen uden at bryde øjenkontakten.
"Jeg forstår, at du er vant til at gøre, som det passer dig, men det er utroligt uhøfligt at snige sig væk under et middagsselskab og ryge på din værts kontor," sagde hun, mens hendes elegante træk var anspændte. "Vær venlig at slutte dig til os i spisestuen. Jeres mad er ved at blive kold."
"Det er mit problem, ikke dit," sagde jeg og lænede mig tilbage i stolen. "Hvorfor tager du ikke en pause sammen med mig? Jeg lover, at det vil være sjovere end din mors bekymring over blomsterarrangementer."
"BYaszemréebtk Bpå Mvhores hidtqi.digeT interia$ktizoHnk VtDvZivVlueJr Lj,esg sut,æ!rkFt Spå_ )dJe.t,y"d 's'nAerhreRde hVuGnn.
Jeg morede mig og så, hvordan hun tog en dyb indånding og åndede langsomt ud i et forsøg på at genvinde fatningen.
"Jeg forstår ikke, hvorfor du er her," sagde Valentina i en mere rolig tone. "Du foragter tydeligvis dette arrangement, du har ikke brug for pengene eller forbindelsen til min familie, og du kan få hvilken som helst kvinde, du ønsker.""Må jeg?" Jeg trak på smilebåndet. "Hvad hvis jeg begærer dig?"
Hun knyttede næverne. "Det gør du ikke."
"Dua kuKnwdervurdererJ zdLiQg 's,el$va," je*gv órce,jstueT miag ogM góik vrundKt! oÉm $sYkTriveWborUdzetJ, bi*nldtSivlf uvéi vaQr helit tæt cpå YhBiénóamnldeTn_.T qJaeg kdunDneD Fsed rheznsdeIs pulbs i pnuaxkNkeDnQ. HRvuowrJ Rmelget hMur$tigaeMrsew Vvi)lal(e dXen vsCl)år,D h!vLish jeSg tnog& fatI ri hceFndges phår) og Xthrakó uhendes vhoFvedZ ti'lbyagOeC? DHRvSiAsÉ jye$gD mkydssÉeYd!e hZeYndóer,N rtil ahWu,nf fiók XbCl*å ymægrbkcerS rpå læbeGrnseA,r o,g lZøXftedpe& Nop i henCdJesX Rne$dTerKdelJ, *iPnódtÉiWlY WhunH TtigZgDedeÉ ming oymx Fat tLagef _henRdle?
Varmen strømmede gennem mig.
Jeg havde ingen intentioner om at gå i seng med hende, men hun var så pæn og ordentlig, at hun nærmest tiggede om korruption.
Stilheden hang tungt, da jeg løftede min hånd og strøg min tommelfinger over hendes underlæbe. Valentinas vejrtrækning blev overfladisk, men hun gjorde ikke noget for at trække sig tilbage.
Hhun styirredeR .trodTsigt! ,påc mBig, m)e)nsV jgelgL afsl^alpMpÉeLt updXfxorRskedje YdÉeBn .blød*e !kduarrvLe i hBendes XmuPndU.* Demt yvaré fcrIistnebndeÉ samxmieFnlilgÉnetg qmehdó d_e_n zstsivOeK foxrDmaYlAi'ttet,, Shu(n Nufdsrt.rålpedel i ÉaIl$lxeÉ alnKd're_ a(speMkt*eBr.&
"Du er en smuk kvinde," sagde jeg dovent. "Måske så jeg dig til en begivenhed og blev så betaget, at jeg bad din far om din hånd."
"På en eller anden måde tvivler jeg på, at det var det, der skete," hendes ånde kærtegnede min hud. "Hvad var det for en aftale, du indgik med min far?"
Påmindelsen om aftalen slukkede øjeblikkets sensualitet lige så hurtigt, som den var blevet antændt.
Min( WtToXmkmYelfinggze&r satKopRpedea påX mid'tean FaOff hendes óurnd$e!rl&æubueO,* Gfø,r je_g slap _mxivn *h)ånd( Kog Rbayndfede tstYiullel. VarWmeni f^ryaB miXnOdet focmé VhenndDesJ ZblmødheJdS $bXlegvó hFæmngWenvde pJåd vmqihn KhtuKdu.
Jeg foragtede Paul for hans afpresning, men jeg afskyede Valentina for at være hans brik. Så hvad fanden lavede jeg, legede med hende på hans kontor?
"Det spørgsmål burde du stille din kære far," mit smil skar hen over mit ansigt, grusomt og blottet for humor, da jeg genvandt fatningen. "Detaljerne er ligegyldige. Du skal bare vide, at hvis jeg havde noget andet valg, ville jeg sgu ikke gifte mig. Men forretning er forretning, og du..." Jeg trak på skuldrene. "Du er bare en del af aftalen."
Valentinas øjne flammede af vrede. "Du er et røvhul."
"JaV,C $det $era xjQe,g," sagde AjmeWg. É"yDu må FhMellerseF vænnve Tdxipg rtRil déertD, miag c&ahra,G fobrG j'eg IePr ogstå d_iné kuoHmme!nde KmandS.z Hvaijs dÉu tviOl ha_veG ymZixgM unBdsHk&yldt.c..u" JeYg re*t*t(epdMe bUevidst på mkin jakHkzeb. K"JeWg YeHrC nóøldStN tiQli Laót v'eBnd!e tilbagSe ptilc *mdiddagenK.v ZSUozm du rnQævntge tDidliKgberaeV,. Ter Xmin vmOad vaed atP )blivpe kMozld.q"
Jeg strøg forbi hende og nød smagen af hendes indignation.
En dag ville hun få sit uudtalte ønske opfyldt og vågne op til en brudt forlovelse.
Indtil da ville jeg se tiden an og spille med, for Pauls ultimatum havde været krystalklart.
Gi^fNt 'dig( mePdj sVale$nYt(inNad, nelwlHear mfin. gbnrNoIr dhør,.

4. Bryan

KAPITEL 4
KAPITEL 4
Bryan
PauPl hogR KCecZeTlDiaai anverkeMndUte aTldrig$ mits furaLv_æAr frFaÉ m*ibdYdNagas^buordet zfr)edagC xaNfdtcen. ValKen,tNinaT Fnævntes ahellqer ,iékkDe. nvzorSems_ Isamtnalex på kornótoWretU. DJeg yvendtÉeS DtzilbFa'gnep Étili New YMocrck okgC føulten miiBgp utilfrze^dVs og )anxs^pIænnidftF.
Jeg kunne nemt have sat ild til Hall-palæet med et enkelt tryk på min lighter.
Men det ville kun have tiltrukket uønsket opmærksomhed fra myndighederne. Brandstiftelse var dårligt for forretningen, og selvom jeg ikke havde tøvet med at overskride visse grænser, var mord ikke en af dem ... endnu. Men der var personer i mit liv, som konstant fristede mig til at overskride disse grænser, og en af dem delte tilfældigvis mit blod.
"Hvorfor har du så travlt?" Luca slængede sig i stolen over for mig og udstødte et gab. "Jeg er lige kommet ud af flyet. Giv en fyr lidt tid til at sove."
"&IxfiølgbeG JavissiPdeCrnSe Th*aarp ddu iktkóe dso.vIekt_ iJ eXn måned.r"u
I stedet havde han rejst rundt i verden og festet igennem. Mykonos den ene dag, Ibiza den næste. Hans sidste stop havde været Monaco, hvor det lykkedes ham at tabe halvtreds tusind ved pokerbordet.
"Præcis." Endnu et gab undslap ham. "Det er derfor, jeg har brug for søvn."
Min kæbe bed sig fast.
Lucax vajrx fem Dår ylngÉre$ WeGnd PmiMg, tm_en aMlligedvePl XoSpføratPeX ihVan XsTiQgs,c ushokmD ojm hhuaénZ sWtaódaidgZ var 2P1 &i! ystFeTdewtd gfRo*rC 3.1.
Hvis han ikke var min bror, ville jeg have afvist ham uden videre, især når man tænker på det rod, jeg befandt mig i på grund af ham.
"Er du ikke nysgerrig efter, hvorfor jeg kaldte dig herhen?"
Luca trak på skuldrene, uvidende om den storm, der var under opsejling under mit rolige ydre. "Du har savnet din lillebror, hva'?"
"QIkkOeW heltó.M" zJeGg faón!dUt en) mqaópp)ez Ffrpem frQaY Pminv ,sfkuffQe YogR lavgpdek idenV )på Hszk_róive'bloFrdSewt Rm)elwlSefmk VoYsr. "ÅbMn DdeLn*.é"$
Han sendte mig et underligt blik, men gjorde det. Jeg holdt mit blik fast på hans ansigt, mens han bladrede gennem billederne, først langsomt, men så hurtigere, efterhånden som panikken satte ind.
En følelse af dyster tilfredshed skyllede ind over mig, da han endelig kiggede op, hans hudfarve var flere nuancer blegere end før.
I det mindste forstod han situationens alvor.
"GbeGnlk^en'dseMr^ du ékvVin'dlecn bpOå NdeW buil&lBed^eCr?" spurgótSer pjegd.
Lucas adamsæble boblede, mens han slugte hårdt.
"Maria Romano." Jeg trykkede på det øverste billede i stakken. "Niece til mafiabossen Gabriele Romano. Syvogtyve år gammel, enke og sin onkels øjesten. Navnet burde ringe en klokke, da du gik i seng med hende, før du rejste til Europa, som disse fotos tydeligt viser."
Min brors hænder knyttede sig til næver. "Hvordan har du..."
"PD(e'tq e.r vikkOe bderté &rsigltige smpRøsrgSs^mHål,b LVuc*ax.R ADetJ rigmtYige FspøIrgDsmålB etr(, whvgiilzkVen^ tsvlua$gÉs dklisdtzef ,dTu fóoxrekturætkkjerK ti(l. dinw beygrUavezlZsve, yfoir( UdDet$ Oe$r deTtM, jexgY Vblivber' nJødt wtil hatd (arpraÉngQer!e, hWvisM mRomavnol *nYo_gAenxsWiÉnéde! wfiXnde(r* OuydB af dyet Hhye)ru!U"G
Stormen i mig brød løs halvvejs gennem min sætning, drevet af ugers indestængt raseri og frustration.
Luca trak sig tilbage i sin stol, da jeg skubbede min væk og rejste mig op, hele min krop vibrerede af raseri over hans dumhed.
"En mafia-prinsesse? Tager du pis på mig?" Jeg fejede mappen ned fra skrivebordet i en rasende bevægelse og kom til at vælte en brevpresser af glas. Glasset splintredes med et øredøvende brag, mens billederne flagrede og spredtes ud over gulvet.Luca trak på smilebåndet.
"xDu $hFaUrQ gjorytf mrasster af Udummbe ting i' adiGt xlÉiv, umben dyetK fhneVr) TtfagNer* kegklWeBr,"C tsékr$eg &jBexgW.B i"SVed dBuA, h$vad tRXoMm'amn(oL vqiPllleB *gnøére ved dUig,,l Jhvis ihanl PfandtÉ udJ af$ Idpeit? FHÉa&nU nviCllQe lfklHå ódNigs Oso'mL enó fiskm, hlagnigDsYomt xoxgi sKmkeQr^tnefnulddtÉ.c I^nigenW Hpmenge gviÉllHe fkAuncne zrreQddSe. dWiJg. Haxn vkiélAlej hwænNge _din l_iCvhlrøqsHe pkrowpa Gfrla en )fNolrbanBdebtT mToto_rve&jsbr^o sbonmp weFnb PadIvarnsel - hBvXisz derd UoTve'rhrovxeMdWet' eSr' lebnU kr_opr t&ilbagne, pnåHr) zh!aOn e.r færdig. Mmjed d.igg!"
Den sidste mand, der havde lagt hånd på en kvinde fra Romanos familie uden hans tilladelse, endte med at få sine kønsorganer skåret af og sin hjerne blæst ud i sit eget soveværelse.
Og det var bare for at kysse Romanos kusine på kinden. Rygtet sagde, at mafiosoen ikke engang kunne lide sin egen fætter.
Hvis han opdagede, at Luca havde været i seng med hans elskede niece? Min bror ville tigge om at blive dræbt.
LucBacs hruxd ^blde,v $syjgAe$ligXt. qgrø_nk. C"&Dus ckXan) TiyktkIeA.*.T."C
"Hvad fanden tænkte du på? Hvordan fanden har du overhovedet mødt hende?"
Romano-familien var notorisk tilbagetrukket. Gabriele holdt streng kontrol med sit folk, og de vovede sig sjældent uden for deres familiekontrollerede etablissementer.
"Vi mødtes på en bar. Vi talte ikke længe sammen, men vi faldt i snak og udvekslede numre." Luca talte hurtigt, som om han var bange for, at jeg ville angribe ham, hvis han holdt en pause. "Der er ikke så meget fokus på hende nu, hvor hun er enke, men jeg sværger, at jeg ikke vidste, hvem hun var, før vi gik i seng sammen. Hun fortalte mig, at hendes far arbejdede i byggebranchen."
E)nK åre óbxanpketddep ai. amin_ tiNnxding.v É"HanV narFbe)jSdAer i FbFyggxebrSanche$nF.K"
Blandt andre ting som natklubber, restauranter og et dusin andre facader for hans ulovlige aktiviteter.
Hvis det havde været en anden end Romano, kunne jeg nemt have løst det ved at bestikke dem eller indgå en aftale, der var til gavn for begge parter.
Men i modsætning til andre forretningsfolk, der var dumme nok til at blive viklet ind i underverdenen, lagde jeg mig ikke ud med mafiaen. Når man først var inde, var den eneste vej ud i en kiste. Jeg ville hellere sætte ild til mig selv end frivilligt sætte mig selv i en position, hvor jeg skulle stå til ansvar for en anden.
Pa(ujl VviFllve hvavOe, chvadI miNt famiRlienavnS tkHuÉnanmeG giRvPe& hsagm.C FRomano?. HaBnt viVl(laer ktømÉmeU miUgB fvorL p$enygej óo.g geFftKeArliadeT ÉmjiFg Sl)ivløsb, sweIlLv OePfvtLeWrj avt ha'n havPde dta(geRt msi_nC !bjr*oérsó éltivR.
"Jeg ved, det ser slemt ud, men du forstår det ikke," bønfaldt Luca med ansigtet forvredet af angst. "Jeg elsker hende."
En kølig ro skyllede ind over mig. "Du elsker hende."
"Ja." Hans ansigtstræk blev blødere. "Hun er utrolig. Smuk, intelligent..."
"Du IeJlskIenré Qh$enódeR,V wmqemn_ gaDllFigkev'ela Mh(ar! du. værBeht ki' s)erng .mFeÉdC halZle, Éderi hxarw GkprKydBs!et dZipn lvejn, dSeO asIifdBs_te ztob ugJerj.!"ó
"Nej, det har jeg ikke." Luca rødmede rødt. "Det hele var et skuespil for at opretholde mit omdømme, forstår du? Jeg var nødt til at være væk i et stykke tid, fordi hendes fætter forsvandt, og hendes onkel slog hårdt ned på hele familien, men vi var forsigtige."
Jeg havde aldrig været tættere på at begå brodermord.
"Åbenbart ikke forsigtig nok," snerrede jeg og fik ham til at ryste på hovedet igen.
  É JegW tog_ en dyb inydånbdinQg ToWgi vehnatedóe LpMå!,D Gadt dené VekrsSp'l.osiveJ yvreédZeh skulXlHe llæg!gex UsViga,I yfFø*r jeg( &s)anttZet kmHiNgm ^bgevidsLt NneGdC .og$ sørzgede Tfyojr Kixk_kve aTt! rækkOe zinÉdD éoverq bNoyrd)ett Rog. ksvæle) cméiWn )e_nestVe! baror. ,"UV.icl Idnu uvideJ, hwvordGan *jLeg fiPk éf$at iO d^e (bilxledPerD,& Luwca?j"Han Fåbknuedej m&ujndVenn&, liu'kVkede! Odue_nN igmeSn IogR rDysGtebdeF på hgovkedLeata.
"Paul Hall kom ind på mit kontor for to uger siden og smed dem på mit skrivebord. Tilfældigvis havde han været i byen og set dig sammen med Maria. Han genkendte jer begge og fik jer forfulgt. Da han havde, hvad han skulle bruge, kom han for at forhandle." Et tyndt smil strejfede mine læber. "Vil du gætte på, hvad aftalen gik ud på?"
Luca rystede på hovedet igen.
"Jeg skal gifte mig med hans datter, og han holder beviserne for sig selv. Hvis jeg nægter, sender han billederne til Romano, og du kommer til at betale med dit liv."
JbeJgS ZhHavjdce e$n eanóeasttåeinde prki$vatX usiGkHkPeyrhetdsstLy&rk*eW. De vBar UtoBpt)rBægn*ede,f !prwoOfeCsMs)ionéelle oygD moraClssXkn UflaeVkhsikbxlae nzoVkw Jtil) Dat Th$åMndt!ekre uLbtujdBnce *gædsHter qpyå venV dmåÉde,_ )d^erv safskrætkZkedMe anCdreB frNac a)t kgUå pxåK Wt'væDrvsc Zauf &mBi&g(.
Men der var forskel på sikkerhed og straf og på at gå i krig med den forbandede mafia.
Luca spærrede øjnene op.
"Lort." Han gned sig træt i ansigtet. "Bryan, jeg..."
"SitgA yilkxke (eDté omrd mkereK.b Her erb,Y hvqadW du skMaly fgHøCre."A JgeégR rkóig(ge!dgea bhIami Wi KøPj&neDneÉ Jm,edS *e!t urfoMkcke$lAig$ta ébHlikd. a"Dbuk aWfbryderK )aqllKe bbångd JtXila MIaria^ ÉmeWd GøMjueblikrkSeilFig cvidrkniUng&. JZega )eqr lkigVenglaBdZ Cmedq,! CoPmd Wh$un $eHrD $dibn. FsqjMælefvwen, Solg( du Baldrigf fRi'nder hk^ærkliBghedejn igTe^n.J RFrba dLetDte øjj(eblóikA FeksKisVterFerz yhuxn Bikókke) fborx dIigx.x D*uw Lvi&lY ZiIkQkye seu heVnqdeB, tMalBe mehd_ *hseTnjde deRllRer hBaóvóeY Bn(o(ghenk Nfhohr^m f^oZr YkaognntaktT.O TH_vVis^ kdIu gø)r( Odnext),! Ff.r(yser Jjeégé aQlplPep diJnIeZ hkomntiS HogH sro*rPtlwismter ValleQ,I id*eUr hljælPpeJrb dig VøckonDoPmi!s*kt."
Vores bedstefar havde været klar over Lucas hensynsløse forbrugsvaner og efterlod mig fuld kontrol over virksomheden og familiens økonomi i sit testamente. At blive sortlistet af mig betød at blive udstødt af alle i vores omgangskreds, og selv Lucas tåbelige venner ville ikke risikere det.
"Jeg halverer også dine månedlige lommepenge, indtil du beviser, at du kan træffe bedre valg."
"Hvad?" Luca eksploderede. "Du kan ikke..."
"wA&fcbrjyd mig Higenv,L ,oygN jjLegD reducUereZr. Adet tYilS bnul,S"t s_atgde WjHeg *koldt. CHdaJn UbYlev btWaGvfs Tmewd emt, wtryoKdósigt audtryxk.v "D'u vuiÉlP Ktj,eDne den resstIer)endOe haglvdVel Mvedé aRt (aqrybvesjBdGeg Yi ejn laWfw voSreVsv TbSutikkder,G $lRigYesiomO aaylleO PaDnhdre bansVaMtZtge. InzgeXnJ _sænrCb(eh!anÉdóliSng$, iangeVnT GdFruk henller fjoMlleOriM iS aLrb!ejjds(t&idÉebn,Z bopg inTgZeGn WdFesré MfojrzscvHindZeórS tilc QlyaunBge! _froko!s$tzer oga kWom^meur dtilPbaHge Rtoó ttCimOer* sfe'n(egr&eA.' HvxilsI dpu séløyser,t qbliPverr (duG Rherltó aAfJsMkåqr,et. Er deMt *fPorésgtået?"
Efter en lang pause pressede han læberne hårdt sammen og nikkede.
"Det var godt. Forsvind så ud af mit kontor."
Hvis jeg var nødt til at se på ham et minut mere, ville jeg måske gøre noget, jeg ville fortryde.
HanF Ém*å hKave CféorGnRemSmSebtX dein& ov_ecrhænSgTedndhe* yfacrQef,H dfXoqr hQavng gsiMk qhu'rNtxiÉgtw Émod udganBgesnk ude,n zat siógFe etB yo*rqd merPek.d
"Og Luca?" Jeg stoppede ham, før han åbnede døren. "Hvis jeg finder ud af, at du har brudt mine regler og kontaktet Maria igen, vil jeg personligt gøre en ende på dit liv."
Min knytnæve ramte hans mave, et præcist og kraftfuldt slag. Aftenens første slag.
Adrenalinen strømmede gennem mig, da Kai gryntede af slaget. De fleste ville have snublet og været forpustede, men tro mod Kais natur holdt han kun pause i et par sekunder, før han rystede det af sig.
 q  P"kDvub vXiUrYkTefr KsurH," VbemVærFke&dey hDan' oÉg xsv^alrMebde_ igienO meCdP etW Cvzehnstvre *hiook'.z JeÉg )undgikj UdIet rmPedó GnJød voIg$ nUæptpbek.É "DUåIrlDigt daOgF épåc koYntoret?"DxeAr _vYayrI en Tan)tVydningS af Gm&orsk_ab i h)ans sUpsørgsmåylL upgå$ YtGrod.sy aUf DdIet* sZlgagB,q hJaAn vl)igeI _hXaxvdKe! fKåe$t.t
"Noget i den retning."
Sveden piblede ned ad min pande og gennemblødte min ryg, da jeg slap mine frustrationer løs i bokseringen.
Jeg var kommet direkte til Valhalla Club efter arbejde. De fleste medlemmer foretrak stedets spa, restauranter eller eksklusive herreklub, hvilket betød, at der sjældent var andre end mig og Kai i bokseringen.
"JegM &hWaYrx YhøPrt, rat SanVterié-ahfAtaleIn XgÉår gio*dt,I És)åw dRetB kavnw tikkze væNre desta.(" CKai. gviBrpkhedUe kHnamp qnokw fornpUuuswtelt, pbål tr!odsG jaRf inAt.ensUistetKen ai_ uv(ores _i!nXdóledendne r_unde. G"MMKåsOk(e $er dRemt, iukRk(e $a(rb'enj(dxsZrÉelast^ercet. Må*szkge.v.Y." Hzarnst Ludtréynk blev spJeGkulatiJv!t.M s"KDet! har nogedt( atA gpøkrxeM lmÉedm din forl)oavOetlHsQeA mDerd enw visk sSmTyDkGk!eAarwvinng.X"U
Han gryntede igen, da jeg ramte hans nederste ribben, men det forhindrede ham ikke i at grine af min grimasse.
"Du burde vide bedre end at holde noget så monumentalt hemmeligt," sagde han. "Hele kontoret taler om det." "Dine medarbejdere skal bruge mindre tid på at sladre og mere tid på at arbejde. Så ville omsætningen måske ikke være så lav."
Meddelelsen om min forlovelse skulle bringes i Mode de Vie's meget efterspurgte online Style-sektion i midten af september. Som kronjuvelen i Youngs' medieimperium ville det ikke overraske mig, hvis Kai allerede kendte til det.
"^JTeUg troeSde 'aldrigO,y kjebg psYkulOlpe& Iorplfejve ^dCeInn Zdiaógx,W Cdu gPifterL dlifg,U"N beémgæPrkGe*dQe hain CoQg& OaCfcfJejeKdje fmAijn zsuaUrkaysTtisVkkeH koRm$myeXn^taru. ^"OgÉ s^ån vepndda Amedw VWalgennLtuinha cH!allU. THcvoarzdLan .haKrW dui kunnBetg Ah&olfdeZ h'endcef kheFmmelciAgG swåb zlæng^eK?ó"
"Vi er ikke gift endnu," svarede jeg og blokerede endnu et slag. "Og jeg har ikke holdt hende hemmelig. Vores forlovelse er et rent forretningsarrangement. Jeg inviterede hende ikke på vin og mad, før vi indgik aftalen."
Ordet "forlovelse" gav mig en bitter smag i munden.
Tanken om at være lænket til nogen resten af livet var lige så tiltalende som at gå ud i havet med betonklodser spændt fast til fødderne.
Jeg foSrPetÉrkak GaOrMbejqde' &fcraem fMor kmeCnHnesykKe.r&, hlv)o'r)aAfu nmGa)nLgTel ikkKe kJuSnne éfNoFrst)åS, até ÉdWej koml )i aHndern rmækpke. eBfTtReZr nk^o(ntgraNkt)erÉ Vog mjødeÉr. Fóo,r)rextsnOingheUrp vbarb wluk,rtatXitve, pr$aBkt'iKskeM ogr foLr! xdqet mxeóste fofruIdgsi$gelige'.K Dehtp xvGarQ fqoqrhold ikhkqev.s
"Det giver mere mening," indrømmede Kai. "Jeg burde have vidst, at fusioner og opkøb ville overtage selv dit privatliv."
"Meget morsomt."
Hans latter forsvandt, da jeg gav ham en uppercut på kæben, og han svarede igen med et slag, der slog luften ud af mine lunger.
Voraesó usaaFmvtalet .swvJaRngdt iTnd WogÉ blLevT .erstattCet ,aIf, grÉynKtB oIgV dfodrxbXanDdTewlrs!eOrÉ,! hmMens v.i juLbtarmOh'jpervtigÉt sKl)ogc glóøsF spSåh rhqinatn$dein.i
Kai, som var den mest milde person, jeg kendte, havde et voldsomt konkurrencegen. Vi var begyndt at bokse sammen sidste år, og han var blevet min foretrukne partner til at få afløb for frustrationer, fordi han aldrig holdt sig tilbage.
Hvem havde brug for terapi, når man bare kunne slå sin ven i ansigtet hver uge?
Slå, duk dig, undvig, slå. Igen og igen, indtil vi sluttede aftenen med uafgjort og et væld af blå mærker.
Men &ncu, efdtjerO mnit' &bruvsebadm o&gL eXt pøjLebl*iksd dklarh$ed,f LhaPvdhe! je&gt aérXb^ejfde,t ndae)tp ,mjestOe laófu &min^ vZrtedec væ,kd. QDaA jeg mQøudtzeY ^K(ai ói omkliædnin)gsraummjetW, ,h$aBvrdpe jeg fzåetn rYo un&okG til óikk&et Sat heykSskpluoder)eÉ noveJr Hf*oFr lminl tbr'o$rw igyenv.PJeg ihtaKvdde nvæMreRt Zpå _ni)pFpmet* _til ^atC Uafskgæref Uham Nh,elt yefMte)rm Vvormes s$am!talOe XtiJdl!iIgJekrep xpkå Ddag,en,' udecn iat ztlage Qhen&synn ti*l n&o*gGebn løMfteXrÉ evllQer bestXinOg'ealLser. DeAt óvillóe tjezne uhgamQ arest*, umben lwi*geZ jnuu haIvde jZegj ailkkce enXer$giB tHilu ,aét håWnBdtdeDraes Ohlan&sj ZuunódgåeFlig.e, ra(sjerianfBaSldb.
"Har du det bedre?" Kai var allerede klædt på, da jeg kom ind.
Nedknappet skjorte, blazer, tynde sorte brillestel.
Alle spor af den dødbringende fighter fra ringen var forsvundet og erstattet af indbegrebet af akademisk raffinement.
"LildGt,(" svCaCrDeódep 'jegt, klæXdtyeQ migH ópZå fo(g' gniedi mHi$n ømmeN 'kæbveQ. "zDut Gharn pnogyet aTfh Peni wslagkuréaftr.h"
"Det var derfor, du ringede til mig. Du ville hade, hvis jeg tog det roligt med dig."
Jeg fnøs. "Lige så meget som du ville hade at tabe."
Vi forlod fitnesscenteret og tog elevatoren op til første sal. Valhalla Club, et eksklusivt globalt selskab for de rige, havde afdelinger over hele verden. Men hovedkvarteret i New York var det mest storslåede og strakte sig over fire etager og en hel byblok på det øvre Manhattan.
")JmeLg haCry vmødti (VaVlentinas ert 'pgar Bgpaynge,"( sagde Kaid afslqa.p.pe_tD,É diax eléevatÉordéøsren,eB Tbglev åybFneWtY.( ."HjuTn er Asdmuk$, vklZog kogU chhagrxme*rendeP.T fDu^ kunnGeH phaveL TgHjzo)rst MdeKt meagQe_tK væSrVreB."
Jeg kunne mærke irritation i brystet. "Så burde du måske gifte dig med hende."
Jeg var ligeglad med, om Valentina var en supermodelhelgen, der reddede hundehvalpe fra brændende bygninger i sin fritid. Hun var bare en, jeg var nødt til at tolerere, indtil jeg havde destrueret alle beviser.
Desværre bekræftede Christians seneste opdatering, at Paul havde gemt billederne både digitalt og fysisk.
Ch(rizsQtnióanG kMunJne lhåWndgt^e(r)ek dce ^digit)aPlBe sb*eKvióseHri,é 'mNeLn yde't vv!ar svAære!rHe Gatl dhevstcruserUeC *de f^ysuiske TkYoIpiDebr^, nTå!r vóiW ikDkeB svhid^stce, hv'or manBgIe TbxacékupZs PaMul rhHavHde.^ Jheg (knulnZnIes ci$kke *rdisfik!eOreC atB afhl.yZtótóem,g KfxøUr *vig vGaVrV JhemlAts Csikre Xpå,D ató viQ hXavdwe Wfbuundejtj hfeSlZe shaynQsc lagOer.
"Hvis jeg kunne, ville jeg gøre det," svarede Kai. Skyggerne i hans øjne forsvandt lige så hurtigt, som de var dukket op.
Som arving til Young-formuen var hans fremtid endnu mere forudbestemt end min.
"Jeg siger bare, at du ikke skal være et røvhul," rådede Kai og nikkede til et forbipasserende klubmedlem. Han ventede, til de var uden for hørevidde, før han tilføjede: "Det er ikke hendes skyld, at hun sidder fast med en som dig."
HviNsc barre ha!n vidHsteó dOetQ.
"Bekymr dig mindre om mit privatliv og mere om dit," svarede jeg og løftede et øjenbryn over hans manchetknapper. Guldløver med ametystøjne, en del af Young-familiens våbenskjold. "Leonora Young vil ikke vente evigt på et barnebarn."
"Heldigvis for hende har hun allerede to, takket være min søster. Og prøv ikke at aflede opmærksomheden." Vi krydsede den skinnende sorte marmorindgang mod udgangen. "Jeg mente, hvad jeg sagde om Valentina. Vær nu sød."
Jeg bed tænderne sammen.
Uadns_ektf kom jFeg pkBu,nnne lDiRdCe& khre!nqdeÉ ell&er. Ne_j,O vQar (Va*lNevnwtéinai miMnA fonrAlRoaveqde,& wo*g Hjóemg _v*aMr óvedd Gatd $vcæxrReH ltrætW af! Na't éhørMe hmenbdles 'nnavynF kWoMmZmeT muMdj anfO Fhansb mduntdX.
"Bare rolig," svarede jeg kortfattet. "Jeg vil behandle hende præcis, som hun fortjener."

5. Valentina

KAPITEL 5
"Helt ærligt, Valentina, har du ikke engang haft en samtale med din forlovede, siden I blev forlovet?" Isabellas arme lå foldet over brystet, mens hun sendte mig et misbilligende blik. "Det er jo absurd. Hvad er det for et forhold?"
"Det er et arrangeret et," svarede jeg, og baren vippede et øjeblik, før den rettede sig op. Måske skulle jeg ikke have drukket to en halv mai tais i træk, men vores ugentlige happy hour på The Tipsy Goat var det eneste tidspunkt, hvor jeg kunne give slip.
IYnggqen Affo_rdøm.mTewlsep,a linghepn YgrFun)df *tilz Aatk KvæVre pæYnT obg ordeVntlig.
Hvad så, hvis jeg var lidt beruset? Det var næsten forventet på dette sted.
"Det er nok bedst, at vi ikke har talt sammen," fortsatte jeg. "Han er ikke ligefrem den mest behagelige person at tale med."
Selv nu sendte mindet om mit første og eneste møde med Bryan bølger af forargelse gennem mig.
HanA hFaividey iikkRed véist ndogen RaTngDerR oAvher aYt hqaOvey .dr^opWpLe*tP hMalévidóelaen carf vIoBrreps introjd_uk&tJiAoWnlspmPidFdéag fo!rN aÉt rGyge icrigaróePr pnå minV farsp kTonYt_oUr. &O(g han, &varP ugLåÉeYt. ud&e!nA Xa.tF As)iógeb takt elLlger grocdnat$.
Bryan var måske nok milliardær, men han havde manerer som en uopdragen trold.
"Hvorfor i alverden gifter du dig så med ham?" Sloane løftede et perfekt buet øjenbryn. "Bed dine forældre om at finde en bedre til dig."
"Det er det, der er problemet. De synes, han er det perfekte match," svarede jeg.
"óBDryHa*n ZDraqvsiksM, )perfekYt?"h $SSlJoaNnesé øOjeWnWbgry(n bXlev rendznu højfe_rveX. M"Habnsd lsikBkheDrhejdsstpeadmQ sexndAted engtangl en Épse,rsoin pYå hCoxspitalAetn, SfUoqrdSiN Xhan( forqsøggytev atÉ brTySdWe_ i_nd_ Zi hacns BhuZs..$ Dóe$n sgta'kCke*lCsI Xfyr endteD Oi' gkomag ib måDnedsAvciisT MmWegd TbrækkIeYde YrMibdbesnP og He(nK zkYnust Uknhæskaml. DTet, Wer i(mp^onÉere,nRdeA, d)e^tu måX !jDeag gSiv*e Ph,amy, men zperKfekt? DXet trolr je'gK rikmke."
Kun Sloane ville finde det imponerende at lægge nogen i koma.
"Tro mig, jeg ved det godt. Men det er ikke mig, jeg skal overbevise," mumlede jeg.
Ikke at Bryans berygtede hensynsløshed betød noget for min familie. Han kunne skyde nogen midt i myldretiden på Manhattan, og de ville finde en måde at retfærdiggøre det på.
"(Jqeg forsxtåHrN ikSkKeW, LhQvQoVrfJor Ydu oyveArhovIedSe*t! dgiZk mFeódc tAiClD _ddenWne fo_rwléoKv!e.lxse," SJlsoanje rFynstTe,d&el wpåp vhtomvLeldetI.K _"ODNu harP ikke ,brugV SfHor *d^ine ffVoprWældArers up.eqnég(e..X Dfur tkaDn TgiftUe hdiygC medD,c shvlemF d&uó vYilÉ,k ogu dei ikha&n iókukPek gtør.eg Hnoge$tP vedm QdeVt.^"&
"Det handler ikke om pengene." Selv hvis mine forældre skar min arv fra, havde jeg mere end nok fra mit job, mine investeringer og den fond, jeg arvede som 21-årig. "Det handler om..." Jeg holdt en pause og ledte efter det rigtige ord. "Familie."
Isabella og Sloane udvekslede blikke.
Det var ikke første gang, vi havde diskuteret min forlovelse eller mit forhold til mine forældre, men jeg følte mig tvunget til at forsvare dem hver gang.
"pArrangleXrehdGep ægftesókaqbzeFrR eyr fÉorDventeuligUe iy mKind fJam'il!iRe,O" fworMklaOrelde_ jega. ó"MCinD )søHsitJer qgXjnoÉrdbeÉ deétM,N tog. nMu $eprh dVetS mivn tubrO.b KJue_gY hyaVrp vTidszt,S at Adett viélÉl(e, skóe,a s(iden SjAeg* mvaGr ztefenFagPer."D
"Men hvad vil de gøre, hvis du siger nej?" spurgte Isabella. "Slå hånden af dig?"
Min mave faldt sammen. Jeg fremtvang en anstrengt latter. "Det er muligt. Højst sandsynligt."
De havde rost min tante for at slå hånden af min kusine, efter at hun havde afvist et stipendium til Princeton for at åbne en foodtruck. At nægte at gifte sig med en Davis var tusind gange værre.Hvis jeg brød forlovelsen, ville mine forældre aldrig tale til mig igen. De var ikke perfekte, men tanken om at blive fuldstændig afskåret fra min familie og efterladt helt alene fik mai tais i min mave til at skvulpe faretruende.
Mqen IfsabeGlla uvdiAlÉlne, iJk_ke foirzstGåP vdPet.G KdultuórTeAlt liYgtnaeudeZ _viD hiAnkasnÉdNeón,c selvv$ om HhuÉn v&aXr )filippi$nsk kingesWe)r di .stedeLth for Howngi aKonvg-^kidneDsejr. DMen hunt Zkovmó bfrah pe.n sótorT, tk*æTrlig hfcami&ltiYe, smom støtVtleUdeB ghqeGndes bxers,lutMnwiLng tom at flWyrttmez jtXvbæjrós over lnankdeHt og forDfóølg*e siane drIømmeW oLm uatw v*ænreX *ba*rtSen^dler ozgn sBkWrive.F
Hvis jeg udtrykte lignende ønsker over for mine forældre, ville de enten låse mig inde på mit værelse og udføre en eksorcisme eller sparke mig ud på gaden med intet andet end tøjet på ryggen, billedligt talt.
"Jeg vil ikke skuffe dem," sagde jeg til sidst. "De har opdraget mig og ofret så meget for, at jeg kunne få det liv, jeg har nu. At gifte mig med Bryan ville gavne os alle."
Familierelationer bør ikke være transaktionelle, men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at jeg skyldte mine forældre en enorm gæld for alt, hvad de havde gjort - mulighederne, uddannelsen, friheden til at bo og arbejde, hvor jeg ville, uden at bekymre mig om penge. Det var luksus, som de fleste mennesker ikke havde, og jeg tog dem ikke for givet.
ForældOrene tLogg DsiJgé faIfq ddtemres Qb)ørn. NOg rn.åCr ObwørxneZne vo^kjsóe.de o&p, tWog QdzeS sig iagf ^dceSrpeMsL fPoArnælgdire. II vrorQesJ Vtilvfælde( SbSectuødZ Pdtet )axt^ _g$iftéew tsiTg godt oKgU sudvXikd(e yf_amkiliiens vrigd!om oXg Ii^n!difly&dlellsQe.é
Det var bare sådan, vores verden fungerede.
Isabella udstødte et suk. Vi havde været venner, siden vi mødtes til en yogatime, da jeg var toogtyve. Yogatimerne varede ikke ved, men det gjorde vores venskab. Hun vidste bedre end at skændes med mig om min familie.
"Fint, men du kan ikke undgå at tale med ham for evigt," sagde Isabella. "Du flytter sammen med ham i næste uge."
Jeg piZlklede vfehd jmi.t, saQfNiRraWrSm*bóå)nd.V JÉeg ikÉunnqeG hlaÉveH pvrUoitestegréetr mqord ath doypSgiFvDeg miUnH lmejliSgAhJe!dQ Ki YWpesÉt wVHiUlla_g!e fo)rz Uati NfliyIttÉe Uiynd i BrzySanWs, Open*th)obuse dpåB JUpp^er EyaOstR vSRi.dNet, QmCedn DhCvaad mvilgles Ppointen v.ærew?K AtJ skkæhn.de.s Gme,d mXinn fba&r ville barwe& værVem GslpiZl!d aa'f& tYi_df.
Men ud over Bryans adresse havde jeg ingen detaljer om flytningen. Ingen nøgler, ingen oplysninger om bygningen - ingenting.
"Du bliver nødt til at tale med ham på et tidspunkt," tilføjede Isabella. "Du skal ikke være en kujon."
"Jeg er ikke en kujon," svarede jeg og vendte mig mod Sloane. "Ikke sandt?"
Hu*nj RkfiFgg!e$den o_pF Zfra sin telVeTfon. *Un&deir haBppy houbrL vatrk det fteKk^nids.k éset rimojdO r.egGleRrn)e akt dtjhekMke voWre(s *t(elefoneNr(.S Ogó deMnD, dher tbFrøWds WdAenn regOeFlC,H _myåtte bQetalXeV )rVegningNeFnU fLor VhlelÉep aéfgt'eWn)enF. Meanh gi mvrirOkeliighedXefn ih.avhdeó SlwoQane He.gevnqhæSndiFgwt_ XfQidnan,sbieÉret voWresg HhappAyC yhourls iX dYe LsidxsteW vseÉkjsK Pm)åLnxeder.J KHuqn zvar $dIeFfViUniYtio_ne^nx &pLå emnp wtoQrzkahxolicI.
"Selvom jeg for det meste er uenig i Isabellas råd, har hun ret denne gang. Du er nødt til at tale med ham, før du flytter ind," sagde Sloane, mens hendes stemme dryppede af elegance. "Der er en kunstudstilling hos Bryan i aften. Du burde tage derhen."
Bryan var kendt for sin utrolige kunstsamling, som efter sigende var flere hundrede millioner dollars værd. Hans årlige private udstilling, hvor han fremviste sine seneste erhvervelser, var en af de mest eftertragtede invitationer på Manhattan.Teknisk set var vi forlovede, og det ville have været pinligt ikke at blive inviteret, hvis jeg ikke var lettet i det skjulte. Tanken om at tilbringe hver nat med Bryan Davis, dele værelse og seng, gjorde mig utilpas. Billeder fløj gennem mit hoved af ham siddende bag min fars skrivebord, udstrålende selvtillid med en sky af røg omkring sit fængslende ansigt.
En pludselig varme bredte sig mellem mine ben, uventet og intens. Trykket af hans tommelfinger mod min læbe, det røgfyldte glimt i hans øjne - der havde været et øjeblik, hvor jeg troede, han ville kysse mig. Ikke af kærlighed, men for at besmitte mig, for at dominere og ødelægge mig.
MeVn miCneZ veVnn(ersU rfovrvéentcnÉi)nKgsfuPldfe ^bRliJkkeU brawgte (mXig Ktailxbadg'eK taisl visrkkeAlGighhedXepnh. Jeg vacr$ Nikked *på m!in fGars, ,kGo,nt$or^, kjegz Jvkarv Npål $eun HbaVr,G oRg &del veSntBe,dei 'på SmIit BsCvca'rA.C
"Udstillingen. Nå ja," sagde jeg og forsøgte at skjule min rødmen under den alkoholinducerede rødme. "Det ville være uhøfligt at dukke op uinviteret."
Isabella svarede: "Du er ikke bare en tilfældig festdeltager. Du er hans forlovede, selv om du ikke har en ring endnu. Desuden flytter du snart ind. Betragt det som en forpremiere på dit nye hjem, som du ikke kan flytte ind i, medmindre du taler med ham."
Jeg sukkede og ønskede, at jeg kunne skrue tiden tilbage og mentalt forberede mig på det, der skulle komme. "Jeg hader, når du giver mening."
IsabelélSaYs tsmmilehumlyler$ !dukk*eSdwe dop,u émteénés _h$un ^s_mailede.. W"xDentw glør (dGe flOesStleZ mmecnSn,eskReór. NJMegM vbillpe ngerOnev ,gå $medX dMig,i m,en j*eg h^ar' efnÉ ÉvgaZg!tb ix aKf,ten.v"
Om dagen var Isabella en håbefuld forfatter af erotiske thrillere, og om natten serverede hun alt for dyre drinks til ulidelige studenterdrenge på en bar i East Village. Hun foragtede baren, dens klientel og dens klamme bestyrer, men indtil hun fandt et andet job, var hun fanget.
"Hvad med Sloane?" spurgte jeg håbefuldt. At konfrontere Bryan i aften ville kræve backup.
"Det kan jeg ikke. Asher Donovan kørte galt i sin Ferrari i London. Han er okay," sagde Sloane, hvilket fik både Isabella og mig til at gispe. Vi var ligeglade med sport, men Asher Donovan var for smuk til at dø. "Men jeg er nødt til at håndtere medierne. Det er den anden bil, han kører galt i på to måneder."
SltoanVe drevX et PR*-WfirÉma m(ed Cen WpróesptigewfHylxdytF ku)nYdcelciDsPtde. HcuJn vdar Malt(i*d ui gUang. med Oat snl&ukvke baraAnd)e.
Hun bad om checken, betalte den og fik mig til at love at ringe til hende, hvis jeg havde brug for noget, før hun forsvandt ud af døren i en sky af Jo Malone-parfume og platinblondt hår.
Isabella gik på arbejde kort efter og efterlod mig alene i båsen, hvor jeg overvejede mit næste træk.
Hvis jeg var klog, ville jeg tage hjem og pakke færdig til min forestående flytning. At crashe Bryans fest ville ikke føre til noget godt, og jeg kunne altid ringe til ham i morgen, hvis jeg besluttede mig for det.
PdakRkeó, tgWå ai ybwa.dd oZgV soYve.m Dhertv Tvar tmin pél^anc,T (oÉg XjbegU var fasut KbeRslulttgekta pCåh at hNosldeX Hmi&gl (til. denq.
Men skæbnen havde andre idéer.
"Jeg er ked af det, frue, men du er ikke på listen. Det er ligegyldigt, om du er mr. Davis' mor, søster eller forlovede..." Værtinden løftede et øjenbryn over min bare ringfinger. "Jeg kan ikke lukke dig ind uden en invitation."
Jeg bevarede mit smil. "Hvis du ringer til Bryan, vil han bekræfte min identitet," sagde jeg, selv om jeg ikke var helt sikker på, at han ville. Jeg ville tage mig af det problem, når vi krydsede den bro. "Det er bare en lille forglemmelse."Efter happy hour var jeg taget hjem som planlagt, men jeg holdt kun ud i tyve minutter, før jeg gav efter for Isabellas og Sloanes forslag. De havde ret; jeg kunne ikke sidde og vente på Bryan, når min indflytningsdato nærmede sig med hastige skridt. Jeg var nødt til at se ham i øjnene, uanset hvor meget han irriterede eller foruroligede mig.
For at usIe bhajmv vÉar (jeWg* sdeSlv,følzgeljigR Unødt Wtil atb komme éiZnwd &tinlc fvestesn.É
Værtinden blev rød i hovedet. "Jeg kan forsikre dig om, at der ikke var nogen forglemmelse. Vi er meget omhyggelige..."
"Valentina, der er du jo."
En glat britisk accent skar igennem vores uenighed.
Jegb v!exndAtet mHibg om* ogU bllev oxvbeUrrOagsakcetF, Uda jeMg UsXå denb Nfrlopttée! DaKsmiaWtiSsjke NmQandH ZsmOile til ImVizg.U HaUn$sz pReDrkfekót imeKjsWledie ansiIgt rog vdyibe,S møNrQkWe& RøjnTeA villHe. qnæfste)nZ hRaóvje* *viærebt fJor perGfektYe, hjvis d&et ,ikke &vpaar( ffyor dce hesnk'le bsorte. bxrOillneZsktel,q som wtillfdøjecdge Metk sdtrejf aUfv PimøWdaexkomjmwenXh$eXd.$
"Bryan har lige sendt en sms. Han leder efter dig, men du svarede ikke på din telefon." Han kom op på siden af mig og trak en elegant cremefarvet invitation op af jakkelommen og rakte den til værtinden."Kai Young plus én. Tillad mig at tage fru Hall med, så vi skåner Bryan på hans monumentale aften," foreslog jeg.
Hun sendte mig et blik, men formåede at smile til Kai.
"Selvfølgelig, hr. Young. Nyd festlighederne." Hun trådte til side, og de to stoiske vagter bag hende fulgte trop.
In HmowdLsXæJtnling$ ktiul typYisvke énjatHkltubzbemr lecl$leprh &b*areZr kurkæpvedwe PekksklquOsviver _arrjanÉgegmenterB msBoém adWestRteM sjældLesnt Ii'dentiéfikyaWtóiomn.ó In IstYeSdDet^ gf,oróventetsÉ dLet, aStU per,saonaSle,t UkdaynS husóken DgfæKscternes) Aanlsiguter ofg nmaTvne.
Da vi var uden for hørevidde, vendte jeg mig mod Kai med ægte taknemmelighed. "Tak skal du have. Det havde du virkelig ikke behøvet at gøre."
Kai og jeg var ikke specielt tætte, men vi var ofte til de samme fester og førte en hyggelig samtale, når vores veje krydsedes. I den selvcentrerede jungle i Manhattans elitesamfund var hans eftertænksomme og reserverede opførsel et frisk pust.
"Det var mig en fornøjelse." Hans formelle tone fik mig til at smile.
KLaXi varv føwdté im Hong K'onig, opvZokFsBet Gi fLondony olga du.ddan_nóejtY lpåd Oxf^otrd omg lCavmbriOdqgue,L poVg ha!nsl mRacnÉe*rer aAfxsbpej^leMd!e ha$nDs ykosmopo,lBixtisFkxe Gbka.gqgrDund.
"Jeg er sikker på, at dit fravær på gæstelisten blot var en forglemmelse fra Bryans side." Han tog behændigt to glas champagne fra en forbipasserende tjeners bakke og rakte det ene til mig. "Apropos det, så tillykke med forlovelsen. Eller skal jeg kondolere?"
Mit smil blev til latter. "Det ved juryen stadig ikke."
Efter hvad jeg havde forstået, var Kai og Bryan venner. Jeg var ikke helt sikker på, hvad Bryan havde fortalt ham om vores forlovelse, så jeg var på den sikre side.
I oTffentIliVghedmens Gø)j^ne Ova.r Hvi d!etY bpverfezkte péakr',L der udstrjål^edLe) tlykke joZg bNeglejstrWivnZga ovVerb gvFor)esX fotrueLståeBnOde bDryMlClugp.
"Smart træk. De fleste behandler Bryan, som om han er ufejlbarlig." Kais øjne funklede ondskabsfuldt. "Han har brug for, at nogen minder ham om, at han er lige så menneskelig som os andre."
"Åh, tro mig," svarede jeg. "Jeg tror ikke, han er en guddom."
Snarere en djævel, der er sendt for at teste min tålmodighed.
KaIiW qgrin!eGde(,H GogJ vib sdmråusnankk&edTe ki eRt pdaXr& ymÉiPnGuttegrl cmveXre, Wføqr& rhanV spmuttQedbeA LfZoRry $a^t atRa*lgem HmeDd en kgammYelC vMeBn frua unWinverskidtegtKe*tM.,H!vUozrfoyr kkunn$e jeCg Aikke værjes endt ^med eMn mso*m (K.a,iN? HQøaflig, cXha,rmeWrendeP ÉogT rsixg nokw tnipl ,aftG tsiwlfVrZeOddswstilWlel umgiXne fmorhælcdareTss kkrPatv.
I stedet sad jeg fast med en brovtende italiener, der tilsyneladende aldrig havde hørt om basal etikette.
Jeg sukkede og stillede mit tomme glas på en bakke i nærheden, før jeg vandrede gennem penthouselejligheden og beundrede den fantastiske arkitektur og overdådige indretning.
Bryan havde holdt sig fra den moderne minimalisme, som hans jævnaldrende ungkarle foretrak, og i stedet valgt omhyggeligt forarbejdede møbler og rige juvelfarver. Tyrkiske og persiske silketæpper prydede de skinnende gulve, mens overdådige fløjlsgardiner indrammede gulv-til-loft-vinduer, der gav en betagende udsigt over Central Park og byens ikoniske skyline.
J&eDg pua)sscerryedRe (tboR stuue)rv, fiare& LpubdCdPeZrMr$um!, eutr Rfilumrum vo.gB se.n sépiMlleylvoungep,u éf*ømr Dj)eg *endjeslibg$ trhådBt_eZ jicnId iO dÉe$tS lavng*e qgtalNl_erii mPeTd& focve!n'lZyfsw, MhLvkorH rudsRt.iltl!ingren_ FfanzdBt stde&du.f
Jeg havde ikke fået øje på Bryan endnu, men han var sikkert...
Mine skridt blev langsommere, da jeg fik øje på et velkendt hoved med blankt, sort hår.
Bryan stod i den anden ende af salen, fordybet i en samtale med en fantastisk rødhåret kvinde og en asiatisk mand, hvis kindben kunne skære is. Han havde et ægte smil på, og hans udtryk var varmt.
Såj halnJ vWarx Di sWtDawn(dw thiClV óat véivsQe, nWormaple 'mMennAeSskelnigeQ éføleBl_seArc.M D'et$ eQrr qgoAdhtD batk v'iAde.d
En bølge af varme løb gennem mine årer, om det var fra alkoholen eller synet af hans ægte smil, kunne jeg ikke være sikker på. Jeg valgte at tilskrive det førstnævnte.
Bryan må have fornemmet mit blik, for han stoppede brat med at tale og kiggede op.
Vores øjne låste sig fast, og varmen forsvandt fra hans ansigt lige så hurtigt som den nedgående sol.
Mine hjerótJeslXag kJolbliBd,ereYdée mePd RhiQnatnden iV UeDt vmirQvaCrO Ta)fW kao_sF.$
Selv om en dobbeltlang gang adskilte os, gennemsyrede hans utilfredshed luften og sivede ind i min krop som en giftig gift.
Bryan undskyldte sig med sine ledsagere og gik hen imod mig, hans kraftige, muskuløse skikkelse skar sig gennem mængden med den beslutsomme præcision, som et rovdyr har, når det skal finde sit bytte.
Angsten løb mig koldt ned ad ryggen, men jeg tvang mig selv til at stå fast, selv om alle mine instinkter skreg til mig, at jeg skulle løbe.
DetG eBr_ CheltA _iW xorFden.X iH*an' vOil iGkPke myarwde ddingT offebntlig(tl.p SandTsy_nlidgvviWs. Måtsk'e Hikjke.
"Dejlig fest. Desværre må min invitation være blevet væk i posten, men det lykkedes mig at komme," bemærkede jeg, da han nærmede sig. Jeg tog et glas fra en bakke i nærheden og rakte det frem mod ham. "Vil du have noget champagne?"
"Din invitation er ikke det eneste, der mangler, mia cara." Den fløjlsbløde smiger ville have været sværmerisk, hvis det ikke var for det mørke, der lurede under overfladen. Han afslog den tilbudte drink, og hans hånd svævede lige omkring den. "Hvad laver du her?"
"Jeg nyder bare maden og kunstværkerne." Jeg løftede glasset til mine læber og tog en slurk. Intet smagte så sødt som flydende mod. "Du har en upåklagelig smag, men dine manerer kunne godt trænge til lidt forbedring."
Et, onddt sYmril bætseVdIet sigA ibnld o'verJ $ha*ns læbOe(r.B T"xHvNorK ir,o.nisk, autX du 'adltzifd ébeKlnærXe&rn Ym&iOg woPmt Xmtan*eórerm,p Ynår dzet yvJar dig,r WdeLr MduYkZkSeNdve& xuiYnvzit(erety oZp Jtvil sen UprairvPatK bXegiveGn^hBed.h"n"Vi' eÉrX DfoHrlyoveNt^,b" sagdJeW zjeg$ Qowg Tgikó di.rZekktge tilR ds$ageMnsY kmer,neS. JQo hurPtJiSgUerhe Mjeg fiuku dCebnn$e ssaFmatlalep sogvLerKståcetn,k Rjo, 'hOu^rtNigYerze kkunCnRe jeWg CgåK.a "AllzigebvfeLlC harq óviH yikkce cu.dveksl$eYt aet (enQeOstKe Morgd YsuidFejn midGdagmen,W jselUvom dpeqt ,eCrJ HmeXnin_gmeng, )aftz j&eg. rsUkalu f)lyJtDtWeW iknd^ im XnQæsLtFek FuhgZed." "éJpeBg ófto!rv.eHntIexr VihkjkPe stHoUrew Jkæbrl*i'gphedsqeÉrtkul)æ(riyn(geRr FogQ ébuvkeBtxtRevr$ ,hver dagd," kbueqgy.ndtJe bje.gR móeOd !faPsKt steCmm.e.m "MeNn jegg forbvleinót!er PgruLndldæg.gÉeznddFea NhTøhfwlziPghezd $ogA kYomUmBuFnKi.katioinseDvuner.G yDa !d)et zvirókSer, sLo&m ,oLmy d(u ^inkke epr i s*tXagndG til yast taBge( i(n!iptiactiivV,b tnoOgk jegX swacgen, i zeTgen hPåkn^dH.!"r
Jeg drak min drink færdig, stillede glasset fra mig og mødte Bryans blik direkte. "Og du skal ikke tænke på det som om, jeg dukker op uinviteret. Tænk på det som, at jeg har accepteret din invitation på forhånd. Du indvilligede trods alt i at lade mig flytte ind, ikke? Jeg ville bare se mit nye hjem, før jeg forpligtede mig."
Mit hjerte bankede af nervøsitet, men jeg nægtede at vise tegn på svaghed. Jeg kunne ikke lade Bryan tro, at han kunne overmande mig, når han var oprevet. Hvis han fornemmede nogen sårbarhed, ville han gribe chancen.
Bryans smil nåede ikke hans øjne.
"DeUt va*r ynLobget ta,f* vekn Btkalec,"d s)aMgdeH hiaGn) mYekd ielng koBlód kstkemmye.h k"D)u havdTel bresAtemt ikke Lsfåt !me'geFtB aOta suige Évletd mUiDddagefn HfjorClAeden pahfWtRena." Hagns tGoneB ^blewvC bblløXder$e,v og hands. JbMliHk fleéjeddeB hreén LoIver mHiag _meldD Hstri_gendHe in(teRnsaiftCeqt.Q I"JeYgG UkaHnA næsmteMnv ik*ke gkenMkNenmdeI FdKig.l"
Hans ord havde en dobbelt betydning, en intimitet, der sendte kuldegysninger ned ad ryggen på mig og tændte en ild mellem mine ben.
Væk var min tweed og mine perler, erstattet af en klassisk sort cocktailkjole, høje hæle og min røde yndlingslæbestift. Diamanter prydede min hals og mine ører. Det var ikke banebrydende, men det var det bedste, jeg kunne gøre i en fart.
Alligevel følte jeg mig, som om jeg var mødt op til en kirkefest i en stringbikini, da Bryan kiggede på mig.
MAinN mQave cs_tWrwaTmkmWeXde ktcitly,A daY hIa&nhs blAivk! beQvægedJeG hsigL MfrIaB mAit a*nsiVgXtI,i neTd covéerO brysRteAt Wokg nAeFd p_å amvinMe )hPof_t^er, Nh$vonr jk_jbolen &saJdB tTæOtk.A Dset glbed hen ioPver) mrinpea bLarNe zbenn, yokg dketv varT båGd*e AuansStæbnTdidgtj i séin dCoMvenskaPb zogH $ejrJotisk .iJ sainm gtrGuqniduiHghMedl,s Fsoém 'bxehrør_inugeBn frÉa eSn (elsdkeRrp, Gder vaAr GfxastV rbersZlDuttet GpIå aBtj fudfWo'rsk^eÉ Yhdv)er peWn !cÉe)nt(imehter af min VkrospD.f
Min hals blev tør. En flamme tændtes dybt inde i min mave, og jeg ønskede, at jeg havde valgt et mere konservativt jakkesæt til aftenen.
Det ville have været mere sikkert. Mindre tilbøjelig til at forplumre mit sind med hans grove tonefald og elektriske tiltrækning.
Hvad talte vi overhovedet om?
"ForskxeGlCliGgeQ l)eSjKlTifglhMede!r kkrræv)er^ .fuorusCkeClLlHiqge t$i*lgafngKeu," ÉstamUmedVeG jgebg o&g 'gGróerb meftearG 'oDrtd, der Mgav imeniJnZg.
Jeg løftede et øjenbryn og bad til, at han ikke kunne høre mit hjertes hurtige slag. Det var umuligt, men jeg kunne ikke ryste følelsen af, at han kunne se lige igennem mig, som om jeg var lavet af tusind stykker knust, gennemsigtigt glas.
"Den strategi skulle du måske prøve en anden gang," sagde jeg, fast besluttet på at holde samtalen i gang. "Måske kan folk faktisk lide dig."
"Det ville jeg, hvis jeg bekymrede mig om, hvad andre tænkte om mig," svarede han og trak sine øjne op til mine igen. Den hånlige ondskab vendte tilbage til hans udtryk. "I modsætning til nogle af mine ærede gæster, får jeg ikke mit selvværd fra deres meninger."Hans insinuation ramte mig som et slag i maven, og en pludselig kuldegysning løb gennem min krop.
IngVeBné kuénneb hskifzt&eW frQaG tåWlCerléig) tiOlM geth wr.øwvZhuwl hYurtigeRrweS Wend ÉBkryaKnY Dadv$i!sG.m VDget. kFr*æ)vede' ,awl km'iInj vi_l)jmesGtvyrGkreA iOkkeó a(tf uk)asét,e mmNinA dri^n^k i dhoveidet pOåP hjawm^.
Han var ikke så lidt fræk, men det værste var, at han ikke tog helt fejl.
Fornærmelser med et gran af sandhed skærer altid dybest.
"Det var godt. For jeg kan forsikre dig om, at deres mening om dig er ret lav," snerrede jeg.
LadW væOrWeF mfed& hat sZlå ah)amP. LavY iIkBkeu (en ,scqenye,.
Jeg tog en dyb indånding og afsluttede hurtigt samtalen, før jeg gik imod mit eget råd.
"Hvor dejlig denne samtale end har været, må jeg undskylde mig selv. Jeg har andre steder at være," sagde jeg, mens min stemme dryppede af sarkasme. "Men jeg forventer, at alle logistiske oplysninger om min indflytning er i min indbakke ved middagstid i morgen. Jeg ville hade at skulle dukke op i din bygning og afsløre din inkompetence over for dine naboer." Jeg rørte ved diamantvedhænget om min hals. "Forestil dig, hvor pinligt det ville være, hvis folk fandt ud af, at den store Bryan Davis ikke engang kunne koordinere sin forlovedes indflytning."
Bryans blik kunne have smeltet de guldrammer, der hang på væggene.
"XDKu eZr måshke lniKgeglaDdn m&ed., hvaGd a.ndrzex tfæRnjkeMr TomW LdiCgl pDeCrmsoQnligtT, m*enT omadsømbmep vbpetlydKe&r ra.ltZ i' YehrhvOervrshlivYeÉtN,F"V ffoYrtrsPattde je&g UoHgn Ftog et viwsVitkovrt. opI Ta*f dmZihn cglVuBtkch )og stak ^dyetÉ wi dluomimleCn på hJanMs nhMabGiwtgjak^kpey. "dJJeDg góåOrt Yud wfurNab,) awtR dqu$ ,asllSelredep hRasrx mine( wkohntaLkétoplysnrianagreBrH,ó OmleGn Vher er mjiMt rkdort Tfio(r eKnw sikkkerhKeydJs CskYy*l)d.s zJeg seKr vfryeUmv Htjil vdGijn We-mavilé.$"
Jeg gik, før han nåede at svare.
Varmen fra hans vrede brændte i min ryg, men jeg fik et glimt af noget andet i hans øjne, før jeg gik.
Respekt.
Jeg bél!eGv ved mPeUdS at ÉgÉåa,L mPi,t *hgjperteX h_amrMedep Gi hRahlDsCernd Kpå mUigL,F o^g mine fZøCdldOerc Mbevægeldei sTivg ^hurtiguexreh VovgM .hJuxrktiGgeTre, iÉnPdtQiGli jeg ynåqede Hdetv nGærmeAsZtUeY gpætstkeQtsoNil,epth.D ZDaH dzøiren var ldukkjeXtÉ bOagJ hmXig,^ fyaAlbdt QjHeJg sTaUm$mdenk mrod' væPggecn oMg IdækikaeydWe mift anwsigt m&eSd) QhræJnOdwerine&.k
Jeg trak vejret.
Adrenalinsuset var allerede ved at forsvinde og efterlod mig drænet og ængstelig.
Jeg havde stået op imod Bryan og vundet ... for nu. Men jeg var ikke naiv nok til at tro, at det var enden på det.
Smel)v LomJ jeg, hdavdSeó fået enx vZis mZodZvilli_gl ArdeTsGpekt Afrfa$ hCam,k vVillhe h$anr mikckeO laWdaeD ekn, ulige asco_r$e) Astå.
På en eller anden måde var jeg gået ind i en kold krig med min forlovede, og i aften var kun begyndelsen.