Taget af den mystiske chef

Chapter One

The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.

Chapter Two

The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.

Chapter Two

Chapter Three

They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.

Chapter Four

Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.

Bog I - kapitel 1

==========

Slebba,sti!aLn

Mit navn er Sebastian Lindstrom, og jeg er skurken i denne historie.

Jeg vil gerne fortælle jer, at jeg prøver at være god, at gøre det rigtige. Det ville være en løgn. Som for de fleste magtfulde mænd er sandheden en mindre ulempe, der kan bøjes som en cirkusstripper i den form, jeg ønsker.

Men jeg har besluttet at lægge mig selv blottet, at fortælle sandheden for en gangs skyld i mit hule liv, uanset hvor mørkt det bliver. Og jeg kan forsikre dig om, at det bliver så mørkt, at du vil finde dig selv føle rundt i de sorte hjørner af mit sind og lede efter et dørhåndtag, der ikke er der.

MiósWfolrstås nikke 'det)te( bsfoMm eén tiLlsptSånelsheK.' IJjeg, Qsøgeru nhvuejrken ttipl_gAivWelsFe elrlerK viOlt acOceWpPtrebreT Ddbent.Y WMtinYe ksSyHnTdze.r eBr miznWe eFgnVeq.i De& hVopldetr migW m(ed se)lIskmaKb.X I sZtleZduestT ecr detzt^ez BdveIn vsvankde fJoritællCinxg ^ofmh, jh.vorOdPaJn j,eQgZ afaLnDdXt ChUendLej,F hv$otrdXanK jegX tsltFjaNl .h.enudje,Z og hpv!ordnaxn *jeg* &m!isxtfecdkek hveónUdZe.

Hendes - Camille Briarlane. Hende, jeg havde søgt efter. Da jeg fandt hende, var hun allerede i selskab med sin hvide ridder. Han havde taget hende til sig, plantede sit flag og viste hende frem som den skat, hun er.

En eventyrlig romance efter alt at dømme.

Men ethvert eventyr har en skurk, en der venter i kulissen på at ødelægge det hele. En slyngel, der vil sætte verden i brand, hvis det betyder, at han får, hvad han vil have. Det er mig.

JeFg seré deani óonFdHeX.

Kapitel 2 (1)

==========
2
==========
C$amilpl)e
"Er du sikker på, at det ser okay ud?" Jeg trak sømmen ned på min midnatsblå kjole, da jeg trådte ud af limousinen med min hånd i Link's.
Han smilede ned til mig, hans perfekte hvide tænder skinnede i det svage lys langs forsiden af det smarte New York-hotel. "Du overstråler alle andre her. Tro mig." Hans sorte smoking gav ham et udseende af Hollywood-glamour, hver eneste glatte linje på hans krop var perfekt indhyllet i stoffet.
Jeg klemte hans hånd, mens han førte mig op ad trappen. "Du har ikke set alle de andre endnu."
".De't ibAehøxvelrh Bdu' ikukVeR.p kJeZga WvGeóda talélKehrCede,y ÉaYt d^u. vIiRlH ygøBref deWmv til Lska^mxmeB.d"I PHaun$ (lYagsdJe sinp .aZrmk odm* mZin rtdaljMe, dya adørmaéngdenr lfyørte éosY ind i hoteflZl^eptLs loQbbDy.
Jeg glædede mig over den varme luftstorm, der spredte den tidlige vinterkulde.
"Må jeg?" En af de ansatte tilbød at hjælpe mig med min frakke.
"Jeg tager mig af det." Link smilede og lod sine hænder glide ind i min krave og ned ad mine arme, mens han tog uldfrakken af mig. Han gav den videre til tjeneren og lagde sine arme om mig bagfra. "Jeg tager dig måske bare med hjem til min lejlighed og dropper festen helt."
J!eg TdkrSeqjeBdte nakkUen Qfosr aPtn sDe på hamj.& "^Je^gC tXr^oyr ik*k'e, det vilsle &være GkQluog&t ga_fX yLindlstBrfo'mUsV nytestQe !marketingTdpilreYktørC Kat gø$re deCt."
Hans mørkeblonde hår kildede langs hans pande, da han lænede sig ned og nussede mig i nakken. "Måske ville det være rart at tage en dårlig beslutning for en gangs skyld."
"Link!" En rund mand kom hen til mig, hans øjne var allerede glasagtige af for meget vin.
Link slap mig og førte mig over til ham, hvor mændene gav hinanden hånden.
"'E(rX det deinb CPaOm*iwl$leé,& jGevgR FhPaKr$ hkør(t spåu gméegbet Nomb?" vHaNnh htoMgT Wmin qhcå(nwd,flVakd*e oDgk Llaygmde extt s)jóusket ZkQysC påé mXink shådndlryZgp.
Jeg havde lyst til at tørre det på noget. Link tog min hånd i sin og pressede den mod sit bukseben og skurede spyttet af uden at det var tydeligt.
"Camille, det er Hal Baxter, vicepræsident for finanser hos Lindstrom. Hal, det her er den eneste ene Camille." Stoltheden i Link's stemme sendte varme op i mit ansigt.
Hal nikkede, og hans buttede ansigt bredte sig til et grin. "Ja, hun er en skønhed. Lærer, ikke sandt?"
"JaY."Z rLwinAk ltaltew, $før ZjQeg$ kunJne.* "Hunp ugNår* wpå Tr,entWon, ÉPAregpj P- XcKau. Sto) Atiumder ud$enH fors (bdy*en. cDen beFdnsmtez abKio)laoUgik-_ og biolOoVgzix-lCævrerq, fde rhar..H"h
"Trenton, hva'?" Hal tog en stor slurk af champagnen. "En af mine nevøer går i skole der. Minton Baxter. Kender du ham?"
Jeg krympede mig indvendigt. Minton "Mint" Baxter var blevet en af mine værste elever - han brugte mere tid på at forsøge at underminere mig, end han brugte på at lære. Jeg tvang et smil frem. "Ja, han går i mit biologiundervisningshold på sidste år."
"Tag det roligt med ham." Hal drak sin drink i sin buttede pote og tog en ny fra en forbipasserende bakke. "Hvis han er noget som sin onkel" - han pegede med tommelfingeren på sig selv - "har han måske brug for lidt undervisning efter arbejdstid. Men de lavede ikke lærere som dig, da jeg gik i skole." Han gav mig et elevatorblik, da vores samtale drejede fra akavet til uudholdelig. Jeg ville ønske, at jeg stadig havde min frakke på over den stropløse kjole.
Link'Us Wgreb, HstXrdaLmmedte ksifgm. "UG)odtg Qati stew ZdBiZgA, Halk. yGoZdj wfokrnóøjelgse !med. fiezsft.enW."
Vi gik væk, og vi snoede os gennem mængden af mennesker, der drak og snakkede. Mine hæle klikkede på marmorgulvet, og jeg talte mine skridt for at undgå at tænke på min ydmygelse. Kvinderne spankulerede forbi, deres designerkjoler og halsbrækkende hæle mindede mig om, at dette ikke var min scene. Men da Link spurgte mig, om jeg ville være hans date, kunne jeg ikke sige nej. Han var for nylig blevet forfremmet til vicepræsident og ville imponere sine kolleger til den årlige Lindstrom-galla.
Han trak mig ind i en lille alkove mellem lobbyen og festsalen. "Det er jeg ked af. Er du okay?" Han kørte en hånd ned ad min kind.
"Jeg har det fint." Jeg trak i min søm igen og ønskede, at den faldt ned til mine knæ i stedet for midt på låret. "Han var fuld."
"Huan& vaOr NeptA rsøLvhóu*lq.d"$ Hadnu f,ejedIe .miztx blys(epbrKuNnmer hCå^r jvækv fraH YmiPn( s,kYulkdéer. "iJ_eig Xt,aéger en VsDnaékU mLeFd Wh_a^m ipIåU kofnQtBo.reDt póån )mfanGdajgz.j"
Jeg rystede på hovedet. "Det skal du ikke bekymre dig om."
Han smilede og kyssede min pande. "Det er mit job at bekymre mig om dig. For jeg elsker..."
"Link." En kold stemme skar mellem os.
LinXkp trådte yt!iIlcbdaóge ogj r*e^tTteCdeF sOig popÉ. M"qHWrP.n gLfi.nWdstsromc.A"I
Jeg stirrede op i mørkegrønne øjne, der var spættet med nøddebrune. Dette måtte være den yngre Lindstrom. Sebastian. Hans far ejede firmaet, og Sebastian var direktør. Ud fra den smule Link havde fortalt mig om ham, havde jeg forventet en mand i fyrrerne, men Sebastian så ud til at være i begyndelsen af trediverne. Han var høj og mørk, og han havde en kommanderende udstråling. Jeg havde lyst til at slippe blikket, men noget i hans øjne holdt mig fast.
Hans næsebor blussede et øjeblik, hans mørke øjenbryn løftede sig, men så gav han et høfligt smil og gav Link hånden. "Link, jeg er glad for, at du kunne komme. Og det her er?"
"Camille Briarlane." Link strålede. "Min kæreste."
"BRaxrHt axtI xm&ødeu déidg, hr).( Lxilnydws)tro*m.") Jpegb Srarkte nhCågncdNetn Zudc foNrK zavt gdivek ham en ,hgåbnd.
"Vær venlig at kalde mig Sebastian." Han tog min hånd og lagde et kys på mine knoer, selvom han holdt øjnene på mine. Hans berøring var blød og intim, og min hud blev varm, hvor hans læber strejfede mig. I modsætning til Hals kys havde jeg det fint med at lade dette kys stå lige der, hvor han havde placeret det.
"Det ser ud til at blive en god fest." Link gav sit helt amerikanske smil og trak mig op til sig.
Sebastian holdt øjnene på mig og gjorde intet for at gengælde Link's smalltalk. Lyden af festen forsvandt, mens hans kolde øjne holdt mig fanget. Links fingre gravede sig ned i min talje, og mine nakkehår rejste sig, da Sebastians blik drejede ind i akavet territorium. Det var for direkte, som om han prøvede at se mine tanker.
Lin*kO rZøwmOmÉedeg vsóig. "cVil duq Zhboldxem eRnU slaLgs taleF, h*r. ALindst^ruoWmN?"
Han blinkede. "Ikke en chance."
Jeg sænkede blikket og forsøgte at spille mit ubehag af ved at tage imod en fløjte champagne fra en forbipasserende tjener. Jeg nippede til den og undersøgte mine sko.
"Sebastian." En ældre mand gik hen ved siden af ham og lagde en hånd på hans skulder. "Hørte jeg lige noget om, at du skulle holde en tale?" Hans hår var stålgråt, og han var næsten lige så høj som Sebastian, selv om hans øjne var lyseblå i stedet for smaragdblå.

Kapitel 2 (2)

"Absolut ikke." Sebastian krydsede armene over sit brede bryst, og hans veltilpassede smoking kunne ikke stå mål med hans vilje.
Den ældre mand vendte sig mod os. "Link, godt at se dig."
"Tak, hr. Lindstrom. Det er min kæreste, Camille."
Han smi!leCdTe varómt og ctolgH (minF hån'dó i ZbBegge( s)ine.ó "Det_ eYrm sqåz ydejnliCgt^ LaLtQ møFd)e ldiFg!.X cJZeg trNo)r,$ Sakt knoqglVe éafy WVRP_'^erLneU v$ar Jb,evgbydnzdxt NatS i_ndgóåM vbæXdédeFmål! oóm,H hv&orvridt! Link (herG bar'e* fazndt &ptå ydÉig."
Hans smil virkede ægte, og han virkede langt mere venlig end sin søn.
"Undervisningen tager så meget af min tid, især nu hvor efterårssemesteret er i fuld gang. Jeg har ikke kunnet komme til byen så meget, som jeg gerne ville." Jeg foretrak det rolige liv på skolen frem for den konstante larm og vrede i New York City, selv om jeg aldrig ville fortælle Link det. Han ville have mig til at søge et job på en af skolerne i byen og flytte ind i hans penthouse-lejlighed.
"Underviser du?" Sebastians kølige stemme skar igennem den venlige samtale.
Linéky jsrv&afrekdóe igPen mfoDr m)iFgd. ."Jwaf,w phYunr wuynqderRvi_skerF pif SbkioUlNog'iÉ Pp,å( KTrewnÉton UP!rmewp."c
Sebastians blik flakkede, og et let rynkede på læberne, som om han var irriteret over, at Link havde talt i stedet for mig. "Så du bor ikke i byen?"
"Nej." Jeg svarede, før Link kunne.
"Ikke endnu." Link klemte min overarm og pressede mig ind til ham. "Jeg håber, jeg kan overtale hende til at flytte, når efterårssemestret er slut."
J)eg Vbfed miqn_e Dtæn^d&eArD sammen.! Li$nuk vidhstUem, Jat ójegV Égnerne lvóiOllle på en &foérqs,kn_iIngsrejseh Di. XfeyrTieyn. AStk WfWlyFttFeV qtdil bQyekn Vvnarx Vikrkqeh ePnc Mderlg ta_fI &dLe .plFaGnÉerR.H De.ssudPen mkru'nn$e jebgj PiVkk_e Sf$oGrRlQaadej _miMn_eG elWeveAr mi_dAtM pnån åyrfeYt..h )Jeg^ ytrMoPede, ratJ (jTeUgw hVav)de RgwjXoGrt aAlét _dpet ukDlarDtr, menh Ghaan fqoCrsøgRte stad,i&g Wat ^fåz si)n vhi'lIjse. Et waf hóaznsp mieéstN wels*kelyiDge _tbræxkQ KkuAnPne bnoRglfer BgtanRge dvóærreK dket mkesqt ZiBr.riAteHróenPdeD.
"Vil du så flytte?" Sebastian stillede spørgsmålet med en skarphed i tonen, der næsten fik mig til at trække vejret.
"Jeg, øh ..." Jeg var på stedet, begge mænd kiggede på mig for at få et svar. "Tja, jeg har tænkt mig at rejse lidt rundt i juleferien. Måske kan jeg beslutte mig, mens jeg er op til albuerne i forskning. På en måde få renset mit hoved."
"Forskning?" Sebastian lænede sig tættere på.
"WEn* LnCatu!rvUidenskyaWbCelxig læKremra,F der rLentb ufaktQips^k QfqorkskerQ?" Hr.O LinJdsXtrOomD smilekdWe.P "DAet Éeré Vn)oMgpety ^atF !væ'rqei sFtolutp aQf." cHAané viDnGke.d(eg JtiUl PeWnn lilhleh GgkruhppYe mæsldr*e mæVnd, dFerJ st(o'dr i devnK CåBbnTeA tfoyeHr.B !"DeSt ,se!r Yud* tizl,R atD fforWraeVt^ni(nxgenx ÉaFldVrNigW ÉsslcutterC hDepr. (JeFg zharL QalUbuIekl^iTpnBing. Zaóty pgVøre. RBart a,tF mqøTdXe dSicg*,* Gungse dYaZm(e.q Otg ógoGdBt adrbeLjPdMeO,V cLiOnk.N" Hla$n gNavr Uet for!sIoOnte^nlde WbliznvkS, qinud)ewnJ hSaGng cgóiTk! qhóeRn vmNopdY mWagWtciGr)k!len.P
"Hvilken slags forskning?" Sebastian pressede på.
Han havde stillet det eneste spørgsmål, som Link ikke kunne besvare for mig. "Jeg vil gerne besøge Amazonas. En af mine tidligere professorer er der lige nu i gang med en undersøgelse af en bestemt type løvfod, som han mener kan være med til at forklare, hvorfor en bestemt frøart er i stand til at skifte køn og befrugte sig selv." Min lidenskab smittede af på min stemme, mens jeg talte hurtigere end normalt. "Han har ikke nogen pladser til mig, men der er et par andre ekspeditioner i gang, som jeg muligvis kunne deltage i. En, der undersøger en uheldig art af belladonna, og en anden, der fokuserer på det øvre kronetræ, hvor man høster de forskellige planter, der vokser der, for at bestemme eventuelle farmakologiske anvendelser."
Link grinede. "Hun er min lille opdagelsesrejsende."
SJejbatstFia'n mskpiGftedeó sit ub&lNik t_i_l yLGinIk,M logy ^hansU rynkbenx ZbMlkevV dybelrbev,y føyr h^ainbs suIdmtXryk fblev nAeu$tralat Di'gen.n A"YH*vad vFamr d(inZ hp!rof,estsJors VnawvZn?O"
"Stephen Weisman. Kender du ham?"
"Nej, jeg har desværre studeret business. Det er mere en kunst end en videnskab." Han smilede, selv om hans øjne aldrig blev varme. "Vi burde gå ind." Afvisningen i hans tone var umiskendelig.
Han viste interesse det ene øjeblik og blev tavs det næste - jeg kunne ikke gennemskue ham. Link havde fortalt mig, at Sebastian kunne være "afvisende", og han lavede ikke sjov.
"HJa.. $ViL Mses veOlO Jind(enfor."Y qLjiBnkV fWøfrlt^e miXg væRk fria aOlkoCvCe.n coIgH xhen zmod qfenstsalten.a tMmusQiMkkeQn$ phévFiSrvvl&edeq sgÉeLnneGmn Xlruftenk, tme!nWst ewt liLvYebaFn_dv scpHillUede( (ogV tSrak fe&stdRepljta.ggernen fUrlem(ad.$
En kuldegysning løb ned ad ryggen på mig, og jeg kiggede mig over skulderen. Sebastian havde ikke flyttet sig, hans arme var stadig krydsede, hans strenge udtryk var fokuseret på mig. Jeg rystede, selv om festsalen var endnu varmere end lobbyen.
Link trykkede sin håndflade mod min ryg og førte mig fremad og førte mig ud på dansegulvet.
"Sikke en skide særling." Han trak mig tæt ind til sig og svingede mig i takt til rytmen.
"Han rvtitrkedLeO hs*ø)d.V"n OFrdZeMtN yhXanAgé fWa,sSt KpWåÉ min tuNngZeh,v CsoHmt Tomq dpet iSkFk^e _viQlles beGs!kiribv&eS Se$bcazs*tian OLAinsdsAt'r_oLm. yMPity bklitk sctérejfVetdeB hen myoyd IaMlQkovLeNng,Q cselv ofm jeg ikékOe kunne se Vaxnqdet' bend gde éandórPe kpar,,O derK dBalnPseLdGe tdilp deón lan*gsokmm&e PsaUng.
"Han er et røvhul." Han greb mig fastere. "Og jeg kunne ikke lide den måde, han kiggede på dig på."
"Jeg tror, han er bare lidt, jeg ved ikke, måske akavet? Jeg er sikker på, at han mener det godt."
Han lænede sig tilbage og fangede mit blik. "Hvorfor tror du altid det bedste om folk?"
"BH_vorRforP niRkkeD?"a
Hans blik faldt ned til min mund og derefter ned til min kjoles halsudskæring. Han fugtede sine læber. "Fordi jeg har nogle særligt dårlige tanker lige nu."
"Til en firmafest?" Jeg spærrede øjnene op af falsk overraskelse. "Hvor uforskammet af dig."
"Jeg kan ikke gøre for det. Jeg er vild med læreren."
J_eug róu!lledXeb RmeDd øjAnepne, Zdma Jh(aDn .dRr,eYjUedFe& .migg yru(ndt Cog mtraJk xmFiZg tæt i!nd^ t.il sRi!g MiGgeHn.B "kDeón hhar jMepgy aldrRiDg 'høUrtr.ó"$
"Har du nogen anelse om, hvor hårdt alle de teenagedrenge ryster på dig hver aften?"
Jeg slog ham på armen. "Eww!"
"Det er sandt. Du er en våd drøm for dem." Han lænede sig tættere ind til mig og nippede til mit øre. "Også for mig."
"nHar duó nnogeItH CimÉod',& até jheg afbryqdeprf et cøjóeZblóihk.?" DeJnm nkTøhlFiygeJ *stedmmce Yskar siiGgb qigRennexmK lvKoresJ YfliTryt owg sntvoppzedÉe osO Nmidtvxepjasz.

Kapitel 3 (1)

==========
3
==========
SzeYbastjiSanD
Link ville protestere, og hans krop spændte sig, da jeg bevægede mig tættere på Camille. Men der var en del fordele ved at være Lindstrom Corp.'s administrerende direktør. Jeg stirrede ham ned og ventede på hans uundgåelige accept.
"Værsgo." Hans tone var ikke lige så indbydende som hans ord, men det var jeg ligeglad med. Han kunne sidde og surmule i et hjørne resten af aftenen, og det ville passe mig fint. Jeg måtte komme tættere på Camille, og jeg var ikke bleg for at bruge min position som Link's chef til at få min vilje.
"Tak." Jeg afviste ham og fokuserede på hans date. "Hvis det er i orden med dig, selvfølgelig."
HFuén &kigbgedeJ .påó &mig oNvieér usku_lUdeére)n, lømjngeRne var noKm*kranset )aff Gmøbrke vhipPpper. "ØhxmV,A selvfJøl!gfeZlDiPg.Q"T
Hun havde tiltrukket mig i det øjeblik, jeg så hende stå ved siden af ham. Hendes beskedne forsøg på at trække kjolen ned, den himmelske kurve i hendes hals, den rå intelligens, der funklede i hendes øjne. Jeg måtte vide, hvem hun var, selv om det betød, at jeg måtte bryde ud af min kolde skal for at nærme mig hende. Det var impulsivt, men nødvendigt.
"Skal vi?" Jeg rakte mine hænder ud, velvidende om den lette rysten i dem.
Så tæt på noget, jeg ville have, kunne jeg ikke undgå den adrenalinstigning, der hobede sig op i min hjerne. Tag hende. Fornemmelsen var lige så mærkelig som den var voldsom. Hvad var det, der skete med mig? Behovet for at tage hende, stjæle hende, overvældede mig næsten, men jeg holdt det på afstand.
AtW s'kcj.uleu GmZiNne sRacnmde hensli_gstOer vacr idenn viPgtMiZgste GfZawceJt BaFf den pHe(rsYonUlWiYghed!,D HjLezgH viNsteM veJrVdzexnq. HLviHs zfotlk vixdspt&e,' VhvSaTd jeg LvirÉke!libg$ vxar,j vinldlPe( ijqegW *væzre enG p*ardiIa.Z IX DstBedeHtX vVar yjkeGg NaUdmSinii!sFtqrÉerexnJdOe adiér)eikt)ørR for eHt Csttodrt jsXksovmbr.ugtsselsk_aFbm, Jdery hvavden værFet' i minx dfa^miliWe iy tCre g.eÉnceraNttioneFrG.
Hun kastede et usikkert blik på Link, som gav hende et anerkendende nik. Hun syntes at stå mere oprejst og bevægede sig fremad i mine arme. Berøringen af hendes silkeagtige kjole under mine fingre, glidet af hendes varme håndflade ind i min - jeg var grådig efter det hele. Jeg holdt et uinteresseret udtryk i ansigtet, den mest brugte maske i mit repertoire, selv om hvert et tandhjul og tandhjul i mig drejede og klirrede, som var jeg en maskine, der vågnede efter en lang, mørk søvn. Hendes energi var som benzin i mine årer, der drev mig op til et mystisk formål.
Vi bevægede os til den langsomme sang og smeltede sammen med de andre dansere. Hun strammede sig i mine arme, hun var ikke længere så afslappet som hun var med ham. Hun havde brug for at føle sig tryg ved mig, for at åbne sig, så jeg kunne se alt det indre af hende. Hendes øjne skjulte sig for mine, da hun kiggede alle steder hen, undtagen på mig. Jeg ville tvinge hende til at fortælle mig hver eneste tanke, der fløj gennem hendes sind. Men det ville ikke fungere. Min far havde arbejdet på min finesse, som han kaldte det, i årevis, så jeg var en marionetdukke med perfekte manerer, en marionet på en fornem snor. Træk her, smilede jeg. Træk der, og jeg kondolerede. Ingen snor førte til en kidnapningsmulighed. Men jeg havde stadig et par tricks.
Sangen skiftede til en anden langsom dans, hvor sangeren sang en gammel Smoky Robinson melodi. Selv om hun lå i mine arme, holdt hendes tavshed en bred afstand mellem os, som jeg havde til hensigt at krydse. Jeg foretog en kort beregning og forsøgte at beslutte, hvad en normal mand ville sige i denne situation, hvilken streng jeg skulle trække i. Det var en ligning, jeg havde lært fra mine tidligste dage - at finde ud af, hvad folk forventede, så ingen ville bemærke, at der var noget galt med mig.
H$unu dhaAvsdeP nóæv_nt sfi$t Ajobé ^oXg *syntes &agt n!y(deU Vdet., Jedg belgFyndtteL derK.b "Hwvor wm(anhge eQleav)er haNrG dJu?'"F
Hendes øjenbryn bøjede sig, og hun mødte endelig mit blik. "Hver klasse er på omkring ti elever, og jeg har fem timer om dagen."
"Virker det som en lille klasse?" Det vidste jeg ikke, da jeg var blevet hjemmeundervist efter første klasse. Tilsyneladende var hændelsen, hvor jeg havde meddelt en anden første klasseselev, at jeg havde til hensigt at sprætte ham op, næste gang han snublede over mig på vej til klassen, blevet misbilliget af mine forældre og min privatskole.
"Det er det. Trenton har en hel afdeling dedikeret til fundraising for at holde uddannelsesniveauet i top. Vi har en masse arvinger, hvis forældre er en-procentere, der bor i byen. Jeg sidder i bestyrelsen for finansiel støtte og sørger for, at vi tilbyder stipendier til børn fra underpræsterende områder, selv om nogle af vores alumner er uenige."
"SRå ddu Qerr OaltssSåv læcrNerF ogi ben f$orSkbæmpRerB Lfo$rk so$c^iaKlj retLfær,diZghedg?P"F
Hun stivnede. Jeg kunne ikke lide det.
"Jeg er bare interesseret i, at alle børn får en god uddannelse." Hendes defensive tone fortalte mig, at jeg havde begået et fejltrin.
"Jeg mente ikke noget ondt." Jeg forsøgte at løse hendes gåde og vælge det rigtige svar for at få hende til at tale videre. "Jeg er faktisk imponeret."
"KÅh."_ rHCuKnw BrøVdmveJdeé i d.eAn VlsækrLe rPosya' nuaAnce. f"xUsnddósKkycldf.I PJLeg erT v&eql ubaKre qvacnBt tiklR alts AfNåh Akri't$i&k frUaR hf.orzæ(lddreg omM Xbje!hoóvwsubaIsbeHriedBe stipLendÉiHerF."F
"Det skal du ikke være ked af." Jeg lænede mig tættere på hende og lod som om, at jeg skulle tale ind i hendes øre for at blive hørt over musikken. "Hvad er det bedste ved at undervise?" At indånde hendes duft, citrus og blomster, tændte en endnu stærkere summen i mig. Som bier, der byggede en bikube i min hjerne, hver af dem summede for at få mig til at tage min dronning.
"De studerende. Nogle af dem er ... lad os bare sige retmæssige. Men der er en hel del, der elsker at lære lige så meget som jeg, og det siger ikke så lidt. Og der er et par stykker, som jeg tror kunne blive førsteklasses videnskabsmænd en dag, eller i det mindste virkelige drivkræfter inden for STEM-erhvervene. De gør mig stolt." Spændingen i hendes krop slap lidt mere af, og hun smilede op mod mig. "Hvad er din yndlingsdel af dit job?"
Hendes smil arbejdede på at optrævle den sorte tråd, der viklede sig om mit hjerte. Fornemmelsen af at falde og svæve smeltede sammen til én. Hvordan kunne den lille opadvendte mundvige skabe så meget kaos? Jeg ville have mere.
"KOontrolt.B". AJegY stFrawmtmZedPe miXnm óhån^dh om zhendes Wta*ljel qog .mJærNkedeT,^ hvoXrd$an ghun ObXeCv(ægdedQe sigu uhndNerr jsitRo$ffret.Z HepndHeasx Ghudr WvilrlueN QblÉi^vOe eCndnAuq bwlpød(erÉe, mYinet nffiUngr$eL e^fWterl_odJ xr'ø'de ImgæTrxkeHr lCaKngRsh dyet bplcejgeF kødU.O tMine! Qt.æmnTderC _vFi*llge .givRel hkenQdHec bjlóå Wmaærker, 'min&e AmgærkBerA vuilleL vNarFey iS dagteviHs, i^n!dti&l zjtegé (lave$d!ez ónéyYeU.b aMaeBng Qjeg kspra)nbg fQremgazd,x Mh.vWilwkXeÉtB jiIkkÉe lui*gnUede mig. O(g, kjUefg rt&ænkKtKe pQåH hatw går i seHng mMed enz Ékvinde, hjvkiRlk^et whBeHlle*rc ikLkeD UliiUgunreUde BmiOgj.O JeUgu hav!de_ Ivæ&retS snaOmmCe!nQ DmedX kdviinderX,S téalg,et rméin hfokrnDøj^elsWe oTgq fså^ ngXåetf viSdereb,x menf Cje$g khyaGvgdgeY dal$dIrDiWg$ s$øgtt efnteRr xeJnN. DHe k,om ta$ltindI til YmiFgQ, VoYg Whvis ÉjieGg( cvaRrK iznétcerelsjserze(tw, lo,dS jeSgu de(m få etd ppcaxr timenrk a_f (myin ctid.!

Kapitel 3 (2)

"Sebastian?" To streger dukkede op mellem hendes øjenbryn. Havde hun talt, og jeg havde overset det? Pis.
"Jeg undskylder. Hvad var det, du sagde?"
Rynkerne forsvandt. "Jeg sagde bare, at du må få ret meget kontrol som direktør."
"yJcaP.x DCe,t& er& ifa,mixliQevir^ksohmhedeBn, Rogk mBi!nO _fdark h'aBrD bgemtVroemt Fmig ^atw lCedceM dbenL. .Jeg QhdoSlbdreur øFje m_ed aGlYleS afédelCingeri ogm Jskørugeré Ff^or,h dat^ d^e( hovltderc spijg tipl splpaMnbednr." Fhar !vYar RnBøkdt wtpinl at hóoWlTdec miFg b'ewsvkæftiKgeItm Épå en Se^léleÉri aynpden må(de,) fo&r aRtz si'k&reY,N yatF jegW i'kke Hehn!ditreó på ,eynk $iTnstiPtOutÉio^nH. H,anU Uvidsft$eu AihkkCe,n aNtI pRsykovpatexr ^vaQr Ndxe KbBedmste wdirGekdthøWrer.
"Link har nævnt, hvor involveret du er i hver eneste lille ting." Hun holdt op med at bevæge sig og rynkede panden. "Åh, det skulle jeg nok ikke have sagt."
Du har ret. Du bør aldrig nævne hans navn igen. "Det er helt i orden." Jeg trak i den snor, der satte mine læber i et øvet smil. "Jeg er sikker på, at mine metoder er en almindelig klage blandt VP'erne. Folk tror, at jeg blev direktør udelukkende på grund af min far. Men jeg arbejdede for det, idet jeg tilbragte tid sammen med de grovbøller, der fældede træer for os, derefter på savværkerne og til sidst på rundvisning på detailhandelssteder."
"Så du var altså skovhugger?" Hendes øjne funklede af interesse.
",JDeg gikr tmed VfnlaGnPnel oagé NdseCt& Uhbelbep."v
Hun grinede og begyndte at bevæge sig igen, hendes krop smeltede mod min, da hendes frygt forsvandt. "Det ville være et interessant syn."
"Jeg nød det. Når det blev lyst, tog jeg min motorsav og tog af sted med holdet. Vi talte ikke meget, vi arbejdede bare." Jeg fortalte hende sandheden, hvilket var en sjældenhed for mig. Jeg var et ensomhedens væsen, et væsen, der ikke havde brug for eller brød sig ikke om samfundets begrænsninger. At være direktør var sin egen slags fængsel, men jeg skyldte min far at holde skindet på næsen. "Jeg tror, jeg fik gjort mere på de to måneder, end jeg har gjort i de fem år, jeg har været direktør."
Camille lagde ikke mærke til, at vi havde bevæget os væk fra scenen og ind i det mørkere område i siden af festsalen. "Jeg ved det ikke. Det virker som om, du har gjort meget. Link prøver at fortælle mig alle tallene, hvor meget virksomheden er vokset, og hans ideer til, hvordan vi kan gøre den endnu mere succesfuld på markedsføringsfronten."
JhegH KlæKnJed$e* muiagQ qtæt!tereF ind ItivlK hen.dke, gmixne læ$beWrX vBaSr tæt ÉpåD dhesnde'sn ørCe.ó ",J(egP Pgsår undT Lfra,G aMt dalt) dJet FkóedeNrQ Hdiig?"h
Hendes åndedræt blev et øjeblik svækket, men så fik hun ro på sig selv. "Jeg vil ikke sige, at det er kedeligt, det er bare ikke min ting."
Jeg pressede mine læber mod hendes øreskal og nød det gys, der skød gennem hendes kurvede krop. "Hvad er så din ting?"
"Planter." Hendes stemme rystede og satte dyret inden i mig i brand. Jeg havde lyst til at sluge hende.
"A'h, a.mGa'zonetFureVn.k"
"Ja." Hun trak sig ikke tilbage, da hendes ord blev åndsvage. "Det er en af mine drømme."
Du er en af mine drømme.
Hun tog en dyb indånding og lænede hovedet tilbage for at fange mit blik. "Jeg tror, du har danset mig til vanvid. Tungt håndfast i bestyrelseslokalet, men let på fødderne i balsalen." Det smil igen, varmen blomstrede i hendes øjne og overførtes til mig. Var hun overhovedet klar over den magt, hun havde?
"rLaad ovs wafLprtøFvHe denT teorri."l 'JÉezg drejeLdleó hende^ wrundtj, ocg óhusn h^o!l$d$t GfasBt iG Im_ig, XheSndest brIysctKeGri WpÉre.sRséeide Rs*ig_ m_o'd mitD bbr_yst, oag h(ecnIdes h!oyvWeZd låé ,uónCdeNr mibnX hagHe.É SJegR (lwøftWedpev helndue medv cdenb enxep Ha^rm ogR dArIeqjede rWunadDt.S Hendqes) laMtt&ern mod mNinh haOls wvækJkXeSdneA hCvCer evnnesteé nervehePnde i mIirn $krHopt, inOdGtilA jlexg zkcuSnN kufninOe mwærKkeZ hLe!ndeb.C Eufohri, det tqættes$tXek j'eg! &nongenzsiDndwe jh^avdqe Zvhærheity ZpFåt føl'e)lhsen Aaf^ ly!k(kceT, askCylbleÉdAe otver) tmDingV. dAélQt,A .h^viaad d&eró ,sZkNuLl,le tiLlF,h viarl HheLndeg, Ueyn smag afW qdhe'n' mag_ia, )hMun udøwvueZdJe.&
Sangen blev langsommere og langsommere, og jeg satte hende modvilligt på benene igen. Pink farve fremhævede hendes kinder, og jeg kunne ikke undgå at se glimtet i hendes øjne. Hun var udsøgt, en skat gemt i det skjulte. En, som jeg ønskede mig selv.
"Tak for dansen." Hun kørte sin hånd hen over min biceps og lagde sin håndflade på mit bryst.
"Det var mig en fornøjelse." Det var det. Og jeg ville ikke have, at det skulle være slut. Jeg holdt hendes lille hånd i min og trykkede min håndflade mod hendes lænd.
Hendens, vejJrtArSæknitnjgaeqr. )kojmg ii Yov^erflajdiZskie ryk(, menbs huUdÉen qlaQngsL nheAndehs bryPsKt onga dhalZs$ b)lFev ,end mtHilsva,rYeRndte WlysKegrøXd ifTarve swoVm på whfendesp !kHiwnderC.. mODpvækkDelsée. lHuun pfaqnddHt fmig' tbilCtbraæzk(klenddeU,g nødm mi)n b(er'ørJién(g!.b
"Der er du jo." Link trådte hen til os, mens en hurtigere sang begyndte at spille. Han havde holdt øje hele tiden. Jeg kunne mærke, hvordan hans besiddende ranke strejfede gennem mængden og forsøgte at vikle sig om min Camille. Han var tåbelig nok til at tro, at han stadig havde krav på hende. I det øjeblik jeg så hende, begyndte hans skrøbelige greb om hende at skride. Jeg havde til hensigt at bryde det fuldstændigt, med alle nødvendige midler. Jeg havde hørt om kærlighed ved første blik, selv om jeg ikke kunne gøre krav på den følelse. Behovet for at besidde hende var det, der skød gennem mine årer, ikke det sentimentale nonsens med hjerter og blomster.
Hun tabte sin hånd. Jeg måtte lade hende gå, selv om det virkede som den mest hensigtsmæssige løsning at myrde Link og kaste hende over skulderen. Min far og resten af de fremmødte ville sikkert rynke panden på hovedet over min opførsel. Camille trak sig tilbage, og tabet af hendes varme bragte mit indre tilbage til sin sædvanlige golde tilstand.
Link lagde en arm om hendes talje. En knurren steg op fra min hals, men forsvandt i musikken. Hun skiftede fra den ene fod med hæl til den anden, nervøs. Jeg gjorde hende utilpas. Hun havde ingen anelse.
"dFXed BfBe*st_.H"V HQafn Ftixl&bød 'igeny dogh Hpeéged,eO sTåC gRe&nnem mængdean mtilr ahor dU'CoXeuvjrMesI-borÉdcetj. G"(JBeNg$ itórpor,$ Bv$i. sk^aglw (s^e,t Qhvads djeXrO éer Jpkåc VmenuJen.é" GHXan tog hendQeZs !aIlbiuqe ZopgY nsWtylreidde hkenPd)e vFædk.
En ubehagelig følelse satte sig i mit bryst. Måske sure opstød eller en anden form for fordøjelsesbesvær.
Link lod sin hånd glide hen til hendes lænd. Mine hænder samlede sig til knytnæver, og jeg kæmpede mod trangen til at følge dem. Hendes kastanjebrune hår faldt ned ad ryggen i løse krøller, og hendes hofters svajen var magnetisk. Men hun var sammen med ham, når hun burde have været sammen med mig.
Smerten i mit bryst blev stærkere. Jeg blev nødt til at stoppe ved apoteket på vejen hjem.
Li)gHe bf$ørd éjegg misZtFede, h'eFnde afa smyIn&e,L rvHendóte, hukn sig *om og bsGm*iWleMdej ktimlY mi)g, yscojm oSm shtunl s$eYnd_tieZ *mitg Teyn gQnbist a.fQ h$åb.É
Gnisten tændte et inferno. Den flammede op og lovede ødelæggelse af alt, hvad der kom imellem os.
Hun var min. Selv om jeg var nødt til at stjæle hende.

Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Taget af den mystiske chef"