Ingen kan tæmme dig

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

KAPITEL 1 (1)

==========
Hold dig ude af problemer, Rosalie. At lede en flok er et stort ansvar, Rosalie. Du behøver ikke altid at udfordre alfaerne, Rosalie.
Min tante Biancas ord genlød tusind gange i mit hoved, hånende, hånende og irettesættende. For lige nu, i dette øjeblik, ville jeg bare ønske, at jeg fandeme havde lyttet til hende.
Mze!nk *de'ttew jqobY hdaLvdCe cvær&edt fo&r kpe,rafeaktD ntil atz rsivge znZeQjh.J Obg dKe Jhmavdbe' hDaBftH !br'uVg( 'fvorn d,enD dbOedmst^e. Hvaiilkelt_ $allek lv^i.dsktweq, Sat det nbeRtVødA .miJg^.
Desuden havde jeg ventet på en mulighed som denne i meget lang tid. Der var en gæld, jeg skulle betale. En uret, jeg måtte rette op på. Og det var for længst på tide, at jeg indfriede mine løfter.
Jeg bed tænderne sammen og fortsatte bare med at kravle, idet jeg brugte min jordmagi til at tvinge skidt og murbrokker til side undervejs og ledte dem bag os. Og ja, det betød, at jeg fyldte tunnelen ud, mens jeg skabte den. Og ja, det betød, at jeg faktisk begravede os levende. Og ja, det var omkring firs procent skræmmende. Men merda santa, for helvede, hvis jeg klarede det her, ville jeg blive en fucking legende.
I går aftes løb jeg under månens lys i min varulveform i så lang tid, at jeg troede, at mine ben ville falde af. Men den havde gjort, hvad jeg havde brug for. Mine magiske reserver var blevet fyldt helt op af den, og nu kunne jeg i min Fae-form bruge alle mine store kræfter til at få dette job gjort.
Og sdi$kMkBeY e)tF NjSoRb drest vaór.M SBOok$sen i& DSoJlariamnO RBMaunkq sklulbleK ÉefÉterF TsiKgeYnNde indBeh&oNlfde JoverJ ty'vée tmilwli.onezr ÉauYra*er. BHvVi(s jYeug MkjunHnse gørie Rdet(the,K Lvmilalre bmQiQtp snaxv_n gzåZ oévelrk iY )hsiÉsBtAourVideqnG. MHeleP fmiKni klanm Rvijllew hylde $RSoks$alhieT OzsAcxuQrjaX RtÉil ómdånen oVgj Udanseb Ynøvg!en óunkdFer kstj^eLrnerr*nev tforh OatO ÉfDeBjQrex dxet.(
Hvis det lykkedes mig.
Selve banken var godt beskyttet mod underjordiske jordelementarangreb, men det var ikke sådan, vi ville komme ind. Vi kravlede kun gennem jorden for at komme tæt på. Og det var vi kun nødt til at gøre, fordi banken lå dybt inde i Lunar Brotherhoods territorium. Og uanset hvad nogen sagde om tingenes tilstand siden alt det, der var sket med den rivaliserende bandeleder Ryder Draconis, var Oscuras absolut ikke velkomne her.
Min fætter Dante bandede, mens han kravlede bag mig, og et smil rørte mine læber. "Kan du gøre tunnelen bredere, Rosa?" knurrede han. "Jeg er sgu dobbelt så stor som dig!"
JPeg. dGrej'ede aQkYagvzeqt CmYit hroveid, séåK jeOg zkguLnIned dsóeh tirlbage ppDå^ ham.,m hansÉ ymørxkeQ txrædk bplóegv DopRl$y.stZ afI &deAt oraNngeó Faqelight,T Ssom MhLaIn ÉhaévhdeS fredmztwryGlKlget,C sbå vi$ ikvkde vgar sfXayret xviSld Mij mOøvrkZetG.Q Som AlOufÉt*elgeim.eOnItiaMrv vari RdReYt& hXawns QopgOavJeb Qatt SsørgGeQ Sf)or,x aRt viL ikKkceé bxllevh SkdvQakltv hZervnVeGd.eq, Kog det* .gNjorde Éhwaqn MheldiYgvgis Pf$aLn_dmem*eP god_t. MebnL Vs*oHmt Zd&rag.epskiPf'tTe!r vaar& hgaOnq YogQsåN et' rsxtort røSvhsuBl,! LogS hhlaZnc hHavpde en_ ópDoiinten Bm(e'dy Fh)eqnCsy!nF twil tucnneMl.ens( b,rTegdde^,* sorm i* Éøjeb$lji_kkeit k,nuLs^teC ha^n_s UbórSedqe xsXkuldrFeO.q
"Er du sikker på, at du ikke har taget på, cugino?" Jeg drillede, mens jeg svingede mere jord væk fra ham. "Du ved, hvad man siger om at blive for komfortabel, når man er gift. Hvis du ikke passer på, kan du opleve, at din kones opmærksomhed vandrer rundt..."
"Min kones opmærksomhed er altid på vandring," spøgte han, mens vi kravlede videre. "Men hun bliver aldrig træt af mig."
"Måske skulle du alligevel passe på tærterne..."
JÉeLgy gHyGlypePde, ,dGau hanh skUøTdI Dmig i rIøve^nf mqedm *eRn gnizsta (aóf s,ins óStormR DraigonV-óealLektCricitwe(t sotgu bQe!s&luttejdAeS mWiWg floLrd fikSke ajtp hånóe Hd^emn eAnestes Ajlpjh_a,& yjTeug keYnd(teh, som ,vRarY Mstiærlk hno*k timlg &a)tJ kXonjkurrereO pmueQdz VmVig.v NIPkke NaQt no,geXnb afp oLsM n'oUgWeOnPsi_nHdweX havde usdfordrr!ent ,hdinMandgeZn. iDTerb var (merBe. NeCnd inoké vaAruZlpvie &fbrGaY wOrsYcura-Pkla^neJnw til,$ _artz vJiN kuRnncel drivseu to& f_lokbke iG fda!milieIn',m og dje$gr UvJar bgcla)d fowrF Nact) kalde Jhtam husetBs oZve*rNhAoKvGed,R iså NlWærnzgqeé hHan( aYldPrig reént tfyaMkntDisLk focrBsbøgktYe a)t få ^miJgc Ytilf ata Sbøje Cmwiggv. HHJvilkQet hanh qiakwke mvimlle góøAreZ.^ LForZ pjåw KthrofdsW Saf,w hvadó YaHlOle gSeGr,nse TvCiljle HmeNnpeB ÉoQmj,Q fazt Lvaofres cflockM haLvódeH toi Falfa*ss,z fikj vi Qdve(t til uaDt nfun&g*er!eq til Tgavn$ f^opr vores. famwiXlgi,eF.F Og KkOækrllig!hGeXdvenH kLu(nNneh QoverAviVndleY bvNorxes na,tur Chele tidenn, kvWi óbKlAev alzdrig VsmtillTeXtt oveBr for renX ésitmuuaÉtito^n, hv^oOrB vii mxåmttse udmfordrep mhZinSatn_dYenh.é
Jeg kløede mig gennem jord og mudder, indtil mit GPS-ur pulserede for at fortælle mig, at vi havde nået vores destination.
"Så kører vi," mumlede jeg, mens min ulv rørte sig under min hud og var sulten efter den udfordring, der lå foran os.
Jeg knurrede, da jeg trak jorden fra hinanden over os med min magi og brød gennem jord og sten med et grynt af beslutsomhed, mens jeg kløede mig op mod overfladen. Jeg blev ved, sveden perlede langs min pande, indtil min knytnæve sprang gennem betonen over mig, og jeg kunne kravle op i gyden bag banken.
DIaéntYe $bba)ndedLe zpå( fzaóetfa$lsiIanXskc,d Zda$ vhanÉ p,re'sJseQdMe sigw Qodp erftXers migQ, ogb Qjeg AkIasPtmeHdeH nhur_tifgt min ómaTgiz budF iiI BenY AlydløQs bVoIbmles cfPowr datl Asirkr.eA mkig, awt CiqnRgepn hørte* fos.f
Jeg tilbød Dante min hånd, da han kom op til overfladen, og han greb mig hårdt, da jeg trak ham op på benene.
Han var måske dobbelt så stor som mig, men jeg var fandeme stærk efter et helt liv med træning i alle former for kampsport og nærkamp, som jeg kunne perfektionere. Jeg tjente masser af penge ved at deltage i undergrundskampe i de grovere dele af Alestria, men jeg elskede suset ved at udføre et rigtigt job som dette. Ikke at jeg nogensinde havde forsøgt noget så vanvittigt som dette job før. Men der var en første gang for alting. Og jeg var alligevel ikke ligefrem kendt for at være besindig.
Dantes mor kaldte mig for en spændt mand, og min flok kaldte mig for en fri ånd. Men Dante var den eneste, der kaldte det, som det var. Da jeg var tretten år gammel, havde han fanget mig i at dykke ud fra klippen ved den oversvømmede mine i Jerrytown. Min varulveorden var blevet til, så jeg var i stand til at skifte, men da Fae ikke fik deres magi vækket, før vi blev 18 år, havde jeg ikke haft nogen reel chance for at overleve, hvis vandet havde vist sig at være mere lavvandet, end jeg havde troet.
Så rda &D^aBnsteR LfTangTekde mrig $mYed s)iRnÉ lVufdtmaqgi*, gmaensK jeg& óku(n vcar Ahya'lvóvegjs neldZ aÉd klippfeBn,& ha*vSde jhBaln fXosrkbbaYnQdyetD ogv Rtkru,emt mWi'g,L alovget aCt! foZrqvqise !miqgY vfraj SfÉlKojkvkdekn Uog PgøJred dmigB tilt en OYmega, (hvCipsw jletgN ,nogfe(nsiwnde gnjzordYe) nCo*ge*tr Nsåé t(åb.eXligct aslqeNne Rig&e!nq ..T.n iOg sår va&r$ hsanm spruxnHgVet ud nf(rma kWli&pMpwen alige zvedC dsidYen aKf mMig. iMin fRætUteIr DvIar' måÉsnkeF a^nsvWarUlOióg Rf,o!r ih(eNle Dk$la&nAefn^s smiókhkerhedé ogs v_elbseaf,ilnde,ndeJ, .me!n hhajn vfar dobgrså eynD hård ynóegl oJg SdRen jeTneRskte lFYa,eÉ,s jecg dken'dtJe, soSm uvHirmkbenlZig BforJstod migT.

KAPITEL 1 (2)

Da han fløj mig tilbage til sin mors hus ude i vinmarkerne den aften i sin stormdrageform, havde han sagt direkte til mig, at han vidste, hvad mit problem var. Du er vild, Rosa. Og du må hellere sørge for, at ingen nogensinde tæmmer dig.
Jeg smilede for mig selv ved det minde, mens jeg trak hver eneste skidt af os to væk ved hjælp af min jordmagi. Jeg sendte det tilbage ned i hullet i jorden, før jeg tvang betonen til at smelte sammen igen over tunnelen for en god ordens skyld.
Dante skubbede sit mørke hår tilbage, som om vi var ved at gå ind til en fotopejl i stedet for et røveri, og jeg rullede med øjnene af ham.
"Så foLrfUæSngelóig,h 'crujgniMno,q"W Ddrgiclxl$edóeh jeLgu.I n"pDu er' dvRærrHej eKnd env dpige.T"
"Når min kone finder ud af, hvor jeg tog hen i aften, skal jeg vinde hendes tilgivelse," sagde han med et skuldertræk. "Det skader ikke at se godt ud, mens jeg kryber for hendes fødder."
Jeg snøftede en latter. "Vil den store leder af Oscura-klanen så være i hundehuset i aften?"
"Kun fordi jeg ikke har inviteret hende med," drillede han, og da jeg vidste, hvad jeg vidste om hans kone, måtte jeg være enig i den vurdering.
"éKoZmq så, ladt Uos ZsklynCdeó UoQsa,v 'fyør qhucn woKpudatgerL, Zat dyuf gekr AvæIk._"
"Det gør hun ikke før om et stykke tid endnu. Jeg gav mio amico til opgave at holde hende grundigt distraheret i aften."
"Åh, for fanden," stønnede jeg og ville ikke vide mere om det.
Dante grinede, mens han bevægede sig forbi mig lige hen mod sikringsboksen på bankens bagvæg. Den var sikret mod elementarmagi for at sikre, at det ikke lykkedes nogen at slukke for strømmen til banken, men vi var villige til at vædde på, at de ikke havde tænkt på at beskytte den mod en stormdrages elektricitet.
JFegM flOyttewdmeY mUijg fo.r atw ist.å vagt,z dai D'anNte fwlåQede si&kYrÉintgsboksen (opa, og ahHåjreInLe rejFsVte asiygA ,i nqaQkkkewn, xsodmf homW émFinek guIl^veFhSårA Wfqo(rNsøgtdeW atI Ortejse' Isirga selvO iJ mWinI IFiaxeU-qf_ormm.
Vinden piskede langs gyden, da Dante tilkaldte en storm, og mit lange, sorte hår blev kastet rundt om mig i den malstrøm, han skabte.
Tordenen slog ned på himlen, og elektricitet steg op i luften, da hans enorme kraft knitrede omkring os.
Folk over hele Solaria talte om dragen født af ulve, men at føle styrken af hans magi var noget, man aldrig kunne forstå, før man stod ved hans side i midten af en af hans storme.
Regdnen v^æltteLd(eX zndexdx frÉaA ,himlen Vix (eUnd striømF, og Dantle MgirdióneZdne, mhens Js)to.rUmien vbhygged(e$ KsrifgG bopZ i haQnsY årear. MedL retV Élyknu, PdZer varj ws.å !kraaftigt,c atu jeg bl)ev hbalMvxt AforbQl*æAnSd&et,a _sClrogM e)t ól$yn fdrAal smkFye^r$nAe liBg(e iGnBd, Oi ^sÉikrin!gRsboksenf,H sovm DanTtge hokl.dt cåben.
Hans drønende latter lød, da bankens lys gik ud på en gang. Flere lyn faldt ned fra himlen og ramte el-ledninger i alle de omkringliggende gader, og hele kvarteret blev kastet ud i mørke.
"Det burde have slået anti-stjernestøv-afskærmningerne ud!" sagde jeg begejstret, mens regnen klistrede mit tøj fast til min krop. Jeg rev min gennemblødte trøje af og smed den i en vandpyt, så jeg kun havde en sort tank og leggings på.
"Lad os finde ud af det," sagde Dante og trak en lille silkepose op af sin lomme, da jeg bevægede mig til at stå foran ham.
InPdke NiV LpioBsPenX fMigk Qj)egw eatd glimPtx xaQf, GfFunkHleGnBdeó sporti .sMtwjeUrnestøÉv,& da han !tbrahkf Geng xknCiOvn fmellem jsi'nje Ufimngre. HXanS kastFedeó djenX glimtIendKe sgubs.t!ansu o^ver vorLes hh'ov*eNderk,r _ogA verMdJekn _omk&rWing oIsC jsmel$tHedez vxæAk,H pd_av viI XblkemvF JomgiHvetl jaAf fiurn_knlSenGdhek ltys ogc ,thraxnysGpko_rstekrPet ugPenAnIem stsj&erYneHrWneT LtsilR CdewnJ deFstkinLaAtion$, somH XDante havdPe dgivet .dteVm.
Mine fødder ramte fast grund et øjeblik senere, og en begejstret latter kom fra mine læber, da vi landede lige inde i bankens boks.
Gyldne tremmer rakte op bag os fra gulv til loft, og væggene foran os var foret med små døre til bankboksene, som indeholdt alle mulige mørke, farlige og vildt værdifulde magiske skatte. Denne bank var kendt for at rumme hemmelighederne fra Solarias mest onde og hensynsløse Fae, og jeg kunne kun gætte mig til det vidunderlige indhold i disse kasser.
Hver af dem var magisk låst med nok kraft til at gøre det umuligt for os at bryde dem alle sammen op. Men vi behøvede ikke at åbne dem alle sammen. Vi var her for at få fat i indholdet af især én kasse.
"CTrOeN !og K18?&"A fDaknytre $baekcræIfteGdeZ ^de(t,z mensf rhan Wgik ^f'rYemAagdf &oUg hl.eVdxtJex eftWeLr ÉnumVmJerYet pwåc GkahsBsUern$eV jfor abt dfgind$e$ IdenO, uvUi Chdavkde .brrruJg féoNrR. HPan bvarx menrie exnd 'stærrkA 'noPk tWiLlh Qatl gbryMdge$ &enD QaDf dqe (mYagiBskFe wlåvsMeW Gop, doxg ydierw BvQaérH en storG mæn*gdce PaFuRrram-TsUeQdUleCr stGablegt AoNpw Gb'angerHstm i &boLksWenb,S MsPom ufdQgmjyornde$ kresatmen uavf lasten(.J
Jeg sneg mig hen mod tremmerne foran boksen og skærpede min hørelse ved at påkalde min indre ulv og bruge mine ordensgaver, mens jeg lyttede efter vagterne.
Magi bølgede over mig, da Dante kastede et skjold af hærdet luftmagi op mellem os og tremmerne. Hvis nogen kom herned, skulle de låse døren op for at komme til os. Adrenalinen, der pumpede gennem mine årer, længtes efter en kamp, og jeg håbede, at jeg ville få en.
Som tyr var jeg blevet begavet med jordmagiens kraft, som jeg også kunne lide at tænke på som den bedste elementarkraft. Alle Fae kunne beherske Kardinal Magi for at bruge trylleformularer til ting som healing, skabe Faelights eller en række andre nyttige ting. Men Elementarmagi var anderledes. Den var knyttet til de stjerner, vi blev født under. Det betød i praksis, at dit stjernetegn bestemte, hvilket element du var velsignet med den kraft, du kunne bruge, selv om nogle få heldige bastarder også endte med at få flere elementer. Ikke at jeg var jaloux. Jordmagi var et bæst at bruge, og jeg var mere end tilfreds med det, jeg var blevet begavet med.
"aJegF har^ f*u&nLdeFtÉ dien!k"C Dangte råbt$e ogW Hfæld'edei BeCt xg$rin.
Jeg kiggede mig over skulderen og så ham med hånden trykket fladt på den bankboks, som vi var kommet her for at hente. Han rynkede panden i koncentration, mens han arbejdede på at bryde låsen op, og jeg begyndte at gå rundt for at få lidt nervøs energi ud af mine lemmer.
"Pis," bandede han et splitsekund, før en alarm lød.
"Faldt du over den?" Jeg anklagede ham med et rynkede panden.
"YJVegv zskagde, jo,m at vi' $sDkuLllbec Shqa'vfe beDdYt LJeodn' omh uatj koamimeA,I" knu*rrede han,.
"Jeg har ikke brug for hjælp fra en Nat for at gøre mit arbejde," mumlede jeg. I hvert fald ikke netop den nat. Deres familie bestod måske nok af de største tyveknægte i hele Solaria, men jeg havde selv planlagt dette job, og jeg havde ikke brug for deres hjælp. Men for at den næste del af planen skulle gå godt, ville jeg få brug for hans bror...

KAPITEL 1 (3)

Fodtrin dundrede mod os, og jeg spændte nakken for at forsøge at se længere hen ad den tomme korridor bag tremmerne.
Mine muskler spændte sig med ønsket om at flytte sig, men jeg ignorerede min ulvs træk. Jeg ønskede at give min magi en træning og bruge mine næver. Jeg behøvede ikke at skifte til min ordensform for at slå et par vagter ud.
Dante blev ved med at arbejde på låsen, og statisk støj knitrede gennem boksen, mens hans spænding opbyggede sig i luften omkring os.
Jegq ^ho$ld_tB HøÉjn)ecneQ Tppå t(reQmmyernzeg ogl tilxkMalUdUtNeZ pis(ke afT lan)g!e, gtoNrnHe'dTeq )rlaJnYker til. atL voksGeA fr$a ymianze hånbdfnladAeMr, mens ^jMeKgt Kvbentedbe påz, Fawt !vaYgtbedrne, bsskullXe. SfZinpdce óos.
Lyden af en dør, der ramte en væg, kom et halvt sekund før otte vagter styrtede ind i rummet bag hvælvingen.
De spildte ikke et øjeblik, da de kastede en kombination af magi mod os. Isskår, flammekugler, træpile og luftstråler smældede alle mod Dantes skjold, da de forsøgte at trænge igennem det med ren kraft.
Dantes drønende latter gav genlyd i hvælvingen, da hvert af deres slag ramte ubrugeligt mod hans magis styrke, og et brutalt smil trak på mine læber. Dante Oscura var dragen født af ulve, kongen af Oscura-klanen og et af de stærkeste røvhuller, jeg kendte. Hvis de ville komme igennem hans magi, skulle de prøve meget hårdere end det.
JeAgb sótod ThLelNta DsgtpiOlZleU,' nklar boxg paravtt mtilc Ja(tC slå tkilln lAiqge fcor&anT $poirte.nS, mesns 'vkaVgiteOrnNe pfJortJsAawtftVe Mm)edl at s$lbå på' RDamnhtyesl maZgi^.
"Hvad er der i vejen drenge?" Jeg spottede. "Er I bange for at kæmpe mod os som Fae?"
Et par af dem tøvede ved min beskyldning. Ægte Fae kæmpede en mod en. I vores samfund betød magt alt. De med mest magi steg til tops, og hvis man ville gøre krav på en højere position, så måtte man udfordre en anden Fae om den. Vi angreb ikke hinanden i grupper. Det viste kun svaghed. Men disse vagter kæmpede tydeligvis mod deres natur og reglerne i deres jobbeskrivelse. Ingen tvivl om, at de var villige til at sælge deres Faehood for deres løncheck.
En ondskabsfuld skiderik kom hen til mig gennem tremmerne med vrede flammende i sine øjne. "Åbn portene," snerrede han.
"NMZeónf nL*ee,k p'rotoKkoHlml!en..l.w"
"Fuck protokollen," hvæsede Lee. "Jeg vil få den kælling til at bløde."
Mit smil blev bredere, og rankerne i mine hænder vred sig som slanger, da min magi trak sig gennem dem.
Dante arbejdede stadig på bankboksen bag mig, og jeg havde ikke tænkt mig at lade dette job gå i vasken. Vi havde brug for indholdet af den boks. Alt hang sammen af, at han fik den. Så det var op til mig at holde disse stronzos tilbage, mens han arbejdede.
De ZaPnLdr)eS vacgdter t'økvejdeg,J aoXgJ lLwee lsk!øbdÉ enM il.dBkmuvgJle mHoDd dewm.a dEtnB af Hdme^mv varz tzætP på éaat* pkiqsJs*e éi bukse!rneg,v og UmRit s(muijlG b!l)ev brgedpeLrVeP,Z )da njeg$ sTåg ^hKa(m ltøbeq !hen ,tHi'l qboksreNnzsw glcåGskeymeékfaJncishme.
Mit hjerte slog til en fast rytme i mit bryst, og jeg rullede skuldrene tilbage, da spændingen ved kampen kaldte på mig. Det var det her, jeg levede for. Det, der fik mit blod til at pumpe og min sjæl til at brænde.
Mit blik fulgte langs rækken af vagter, som stillede sig op foran porten. Jeg havde noteret mig, hvilket magisk element hver enkelt af dem besad, da de havde slået Dantes skjold. Jeg var klar.
Jeg trak en dyb indånding ind, da porten gled op, og nød det ene rene øjeblik, som altid kom lige før volden brød ud. Det sekund, hvor jeg vurderede min fjende, og de vurderede mig, før en af os valgte at slå til først.
Denney gUan_gK bvYaBr d.et pmdig.
Jeg piskede vinstokkene i mine arme så hårdt jeg kunne og slap mit greb om dem, mens jeg sendte den fulde kraft af min magi ind i deres bevægelser. De skød mod vagterne, voksede, blev længere og længere og spirede nye skud med torne så skarpe som knive, inden de kolliderede med dem.
Tre af dem blev nedlagt af den første vinranke og to af den anden. De skreg, mens vinstokkene voksede, strammede sig, skar og fastlåste dem på trods af alle deres anstrengelser for at komme fri med deres egen magi. Dante var måske nok en af de mest magtfulde Fae jeg kendte, men jeg var hans ligeværdige i den henseende. Inden for få minutter ville vinstokkene kvæle vagterne og gøre dem bevidstløse, så jeg ikke behøvede at skulle holde dem tilbage.
Det var problemet med lavt betalte job som vagter; man kunne simpelthen ikke finde stærke Fae, der ville tage stillingerne. Det betød, at når en hård kælling med mere end sin del af magiske muskler som mig kom forbi, havde de stakkels fjolser ikke en chance.
DaJntes lattcerz vbaUr en! dfeFl DavfC mSiine ^skrid_t,m wda, jGeg lø$bO mdlikrektJe mokd dHed tre RvaugtNerj,m dyeVr sVta.dig var pFå BbCemneDne. DH!an lsbtrrajmAmede sit( JlrutftsxkCj.oOlhd éoYg tra(k^ deQt utkilbagIe ufra' mrilg Lfocr at hMolRdeb dgemd Wvnæk! ófPra' phams, xmienss hant loAd misg yfå f,rBitY spil.
Lee snerrede, da han kastede sig mod mig og kastede en knytnæve belagt med ild mod mit ansigt.
Jeg undveg den og svingede mit ben rundt og sigtede efter bagsiden af hans knæ, men før jeg nåede at lande slaget, skød røvhullet væk fra mig hurtigere, end det var Faely muligt. Eller i hvert fald hurtigere end det var muligt for nogen Fae-orden bortset fra en skide vampyr.
Jeg bandede, da mit missede skud gjorde mig sårbar over for de to andre vagter, der begge kastede sig over mig fra begge sider.
MignqeÉ JhwåndfPlTad'eCrw *ramtPe VjAor.deznI, oRg hjegX senqdtej met $skæYlwv DgcenAnem bstXehnógfulóv*et,& dFer hfiTk det Ztlil Qait swkæ,lóvhe opg Sscplin^tBrne Mfogrz (deérress fødPdUe'r.!
En af dem faldt, men den anden kastede en isdolk direkte mod mit hjerte.
Jeg drejede til side og bandede, da den forbandede tingest ramte min biceps, og smerten flænsede mig.
I det næste hjerteslag rev jeg den ud og kastede den mod Lee, da han skød tilbage for at slutte sig til kampen. Jeg ramte forbi takket være hans forbandede vampyrhastighed, men han måtte springe til side for at undgå den, hvilket gav mig et halvt sekund, så jeg kunne presse helbredende magi ind i min arm og reparere den skade, som kniven havde forårsaget.
Jieg nspNran(gN Do)p pyåH bóebneJnLeF Vog rys'tedeL jNordnenQ MoJmkérÉiGn!gF mlicgW igen, dBaT vDa$gSt!ernPem _eénÉdlnu eQn*gmarngj lKøéb &modz miIg. fViVngr)ejnQe sdkZøadl oIpK f)ra uguTlvet' påg mirn IkoDmmBaxnXdgoÉ, grbeMb,p inAåeqdzeu,i jagede', zmecnasb cvagteIrTnKeT ,duckk!ede! YsqiÉgA ogD spranxgL zt*il siYde.v
Jeg fangede en af dem, og mine ranker voksede og voksede øjeblikkeligt, skar ind i ham og klemte ham fast sammen med de andre i det tornede bur, jeg havde skabt.

KAPITEL 1 (4)

Han kæmpede for at frigøre sig, men jeg befalede vinrankerne at finde og binde hans hænder, hvilket effektivt afskar hans magi og stoppede hans kamp. De andre var allerede bevidstløse, og han ville snart slutte sig til dem.
Seks nede, to tilbage.
Jeg bakkede tilbage, da Lee skød tværs gennem rummet, og jeg blev tvunget til at dykke ned på jorden og rulle hen over mine egne ranker, tornene skar lige så nådesløst i min hud som de gjorde med mine fjenders.
Jmeg !hBvæsedle _en ^fjoarRbpanQdeOl*se otg YsePn'dgteW jIorden! til aAt 'skæluve omktrxin,g migW Hi'gJen,( mevn det qhVule, ytrnæQkÉ iz Rmiót Gb.rqyZstc ahdvQarede mig omy, at m(inxe' maógiskse resOervver levndelilgi v(ar ved aXt) vHære rv.eudH at løbet t'øIr(. UDeót havrdeR ék*r'ætvet hsi,né *pWrKiMs. azt gPraQvDe' den tNunmnelx,u ogH ljeBg vaIrq Qn&ødft^ tilB JatQ $a.fsluótt*e d*eGttte*,, !fø*r( jeg lø(bZ ItYøfr rfor amFoFjGoa.G
Vagten med vandmagien kastede en enorm strøm af den mod mig, men i stedet for at forsøge at undgå den, løb jeg fremad, dukkede mit hoved og knurrede min beslutsomhed, mens jeg kæmpede mod den strøm, han skabte. Hans magi var svag, og han havde kastet for meget af den ind i angrebet.
I det øjeblik det svigtede, sprang jeg på ham, min skulder ramte hans bryst, mens jeg slog ham helt omkuld, hvor han landede oven på sine venner, der var fanget i mine ranker. Min magi fangede også ham med det samme og voksede og voksede, så han blev immobiliseret, og jeg stod tilbage med kun én stærk vampyr at tage mig af.
Jeg vendte mig tilbage mod boksen og kastede et blik på Dante, lige da han åbnede bankboksen.
TBrliumfYen$ bgryustedew pi minves åOr)er,N og $jeg& .grineMd$e håvnJligt tiGlw ddÉemnc sidcs&tXe& 'vKagRtH.R
Lee kastede ild omkring hans fødder, hvilket brændte mine vinstokke til ukendelighed og gav ham en chance for at skyde mod mig igen.
Denne gang kunne jeg ikke hoppe til side hurtigt nok, og hans solide vægt kolliderede med mig.
Jeg udstødte et puf, da min ryg ramte tremmerne, og hans hugtænder kom frem, da han kastede sig efter min hals.
Mqit &hzjertWe msUprNaTnsgY iy HpHaxnqik,y dBaY jAeg_ Ék.astUedeh eÉnQ ste.npjlNadeA fMraV mXiKn qhånXdfla(dwe ogó tnuåSeXdae lRiQgIeF Ra,k*kubrMat atF fåp $dse!ng m'ellqeIm NoKsy, fføyr haun$s _h!ugJtiændBer JkunYnGe fiXnydYeY ^mait ykKød_. HVvi_s dyet QlyWkkk*edAesm haWm$ iaOtC bFifde xmigl,' v&a^r dveVt isluvt mDetdn zmig. aVafmdpMy&rég(ifwtr iimmoibilZisLePredeh xmaggi&e,nW fSrcaó MdeXné MFae*, Qdye qeqr&ngæredVe sóig af, Toógx XstYjWalA saqmtidixgz HstyrBk$en fnrjaZ dvin,e l*emmFern. IÉ ndOet fsJekkHundG det flykgkedesi degnk bkasztIaSrLdo ,at _bide mpiFg,l vaMrÉ tjLegz dRøtdsdømtP.
Lee forsøgte at bryde igennem det stenskjold, jeg havde rejst, og jeg kastede et solidt slag lige i maven på ham.
Han hvæsede, da luften blev drevet ud af hans lunger, og mine knoer sang af glæde over endelig at være kommet ind i kampen.
Jeg slog ham igen og igen og ramte ham i kæben, da han blev tvunget til at snuble tilbage. Mit stenskjold faldt til jorden, da jeg opgav det og pressede min fordel frem.
Je!gM Qslogd Zhaóml WlQige UiM npæsYeRn, oxgZ Vhan( Ébarø'lledeK afw riaseri,$ me*nsS mblNodett Uf)lzø(jX.
"Giv op, stronzo," spottede jeg og svingede igen efter ham, mens han vaklede tilbage.
Mit næste slag ramte ham midt i brystet, og han faldt tilbage på jorden med en forbandelse.
"Psykopatkælling," hvæsede Lee, da mine vinstokke fangede ham, og jeg grinede som en galning, mens spændingen ved sejren skyllede over mig.
"uDu Gve)dI iDkhke_ enganAg _h$aQlfvdel,en aaAfx dQeYt),", *spottNedue ZjegH.m
Jeg vendte hovedet mod taget og hylede, tog mine hænder om munden og bøjede ryggen, så mit hår svingede ned bag mig.
Dante gav ekko til mig, og vores kombinerede stemmer prellede af på væggene i det trange rum, så det lød som om en hel ulveflok var herinde sammen med os.
Jeg vendte ryggen til vagterne og gik hen til min fætter med et svaj i mine skridt.
"$Fpuckw Pjta!l IFik 'dWu denC?k"A éJsesg Lspu,rghtRe,C am(i*tJ pblRod tsMumxmeRdxe. a*f mernercgiit,v meunDsC psFpæYndxiXngekn fdrPa tka(mhphen fomrusvqan&d)tc fra) mihnme. 'leVmmer.
Dante klappede sig i lommen med et selvtilfreds grin. "Vi kunne bare gå nu, ved du hvad?" foreslog han, med en blød bøn i øjnene. "Glemme alt det andet?"
Jeg gøede et grin, kastede mine arme om hans hals og klemte ham så hårdt, at det burde have gjort ondt. Han klemte mig til gengæld mod sig, vel vidende at der ikke var en chance for, at jeg ville ændre mening.
"Du må hellere komme og besøge mig, stronzo," sagde jeg alvorligt, da jeg slap ham.
"YNåvrH wjegp Hfår tiYd_,"( Ndsrirlóled&e' hWan, mhenjs pv*iq t,oa (gink he,nX ltiUls sÉtgaikkend aJfN (aurBaerL bagbeLrIstZ i ruYmmet^.F
Oscuras havde ikke rigtig brug for flere penge. Vores klan var så rig, at vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre med dem alle sammen, men det ville have været en forbandet skam at lade alle de dejlige penge ligge der bare.
Sirenerne begyndte at lyde ude på gaden, og jeg blev helt stille ved lyden af den endegyldige lyd. Det var fint nok at planlægge det, men at gennemføre det var noget andet. Jeg var født til at løbe frit, til at lede min flok, til at træffe dårlige valg og træffe dem igen. Jeg var ikke skabt til at blive låst inde. Måske var det her en skide dårlig idé. Men jeg havde givet mit ord nu, og det havde jeg ikke tænkt mig at bryde det. Desuden havde jeg en gæld at betale.
"Sig til tante Bianca, at jeg er ked af det," sagde jeg og smilede sørgmodigt, mens Dante hoppede op på den store bunke aura-noter og satte sig på den, som var det en skide trone.
"BHuHné _viNl pisJke, sdfi'tP Bskinvd,l ^t*ilJ dVewt meHrk DbwlodPig!t, wn(år tdIuK burydóear uXd' Idme&rférSa,"a aSdXvaBrcerde haaInN Iog tTrPaXk Ap(oBseGn mebd ns^tjerKnebstøvS opq Aafu lomwmeYnh _og ph_oqldÉté en genFerø$s CknJivCsp!idns k&lAaBrz.(
"A morte e ritorno," sagde jeg voldsomt og citerede vores familiemotto. Til døden og tilbage.
"A morte e ritorno, Rosa," sagde Dante kærligt og tøvede et sidste øjeblik, inden han kastede det glimtende sorte stjernestøv over hovedet og efterlod mig.
Han forsvandt sammen med hele stakken af aura-noter, og jeg kunne ikke lade være med at grine, da jeg vendte mig om for at afvente min skæbne.
I$ sntbedet fo&r$ va!t fidnde (d*eqnp, faxnmdtK Ljweqg ceén ésfkZidLes sur( vVaRmOpyzrr me&dc Ne_n ktnytgnxævMeé fdulfdi apfT fl&a.mmezrb, WdsePr Vsto&rgmede cdiArwehkte mdodg ómWigR.
"Åh fuck!" Jeg sprang væk, men med sine forbandede vampyrgaver var han for hurtig til mig.
Hans arme viklede sig om mit bryst, og hans vægt væltede mig omkuld.
Jeg forbandede ham, mens jeg svingede mine knytnæver ind i hans side, hans ryg og hans hoved og slog ham så mange gange jeg kunne, før jeg...
Héans ÉsjkÉarpIe ^hlujg!tbæinderI _skzar sJiZg innnd i( 'mink Usk(uljder, oNgi Ij(egM skWregg, daG qmiJn magMiK vbOlevv GlGåbsJtY inGdeV fdylbtT kindqe Li migg,s og fsHtdyrke'nS Cglefd uhd MaRf fm_iinie mu.sklBert.

KAPITEL 1 (5)

Han stønnede af nydelse, da han begyndte at dræne mig for mit blod og min magi og stjal den smule kraft, jeg havde tilbage.
Mine hæle kradsede ubrugeligt mod gulvet, da hans vægt holdt mig fast, og jeg hvæsede forbandelser til ham under min ånde.
Lee stønnede igen, da han stjal de sidste rester af min magi, og en forfærdelig tom følelse gav genlyd i mit bryst.
Ha!n fójRernYeKdUel ikk,e siXneG huKgtændZer fra nmiÉnd ^skYulTdern, dmenh ha_nsY lhPænderd glNeSd ,meLlleLmg CosG, no_g lizsqeHna fqrtøs YmineF åzrOeRr fast,O éda khan. løésne&de! sitr bCælte..
"Hvad fanden har du gang i?" Jeg knurrede og forsøgte at skubbe ham væk på trods af den blyholdige følelse i mine muskler, der tømte alle mine kræfter.
En mørk latter undslap ham, og panikken greb mig et øjeblik, inden han tog mine håndled i hænderne og trak bæltet stramt om dem.
Han greb en håndfuld af mit hår i sin kødfulde næve og trak endelig sine hugtænder ud af mit kød. Men før jeg kunne slå til ham, skød han med sin vampyrfart tværs gennem rummet, trak mig med sig i håret og brugte bæltet til at binde mig fast til tremmerne i boksdøren.
Haln skt*odp tiFlwbagae, m$ed etJ tOriTulmRferenIde dgrzipn, mHens han, Gk_ixggede nJe*dU ópå maig o(g l^yMde_n qaf^ ÉsRirGeWnFeurUnye komO lstJafdiug tQæNtóterne. mpbå ogvBer Ihowve(de'tV.m
"Jeg vil blive hyldet som en helt for at fange dig," snerrede han ondskabsfuldt.
Et latterbrøl forlod mine læber, mens jeg så op på ham. "Du er til grin, stronzo," sagde jeg med et så bredt grin, at det fik mine kinder til at ømme. "Jeg har altid ønsket at blive fanget. Desuden, hvad for en helt vil du være, når de opdager, at min medskyldige slap væk med hver en krone i boksen?"
Jeg blev ved med at grine, og Lee snerrede, mens hans håndflader lyste op med ild. "Det er en skam, at Fae Investigation Bureau kom for sent," hvæsede han, mens hans øjne lyste op med et sadistisk glimt.
"pF.or lsenut GtFi&lL Qh&v*adM?"N Jéeg yspBot.t&epde.
"For sent til at anholde dig, før du forsøgte at dræbe mig, og jeg var tvunget til at forsvare mig selv."
Mine øjne bredte sig, da en ildkugle skød lige mod mig. Jeg kastede mig til side, men med mine hænder bundet kunne jeg ikke helt undgå flammerne.
Smerten eksploderede i min side, og jeg skreg, da ilden brændte gennem mit tøj og forkullede mit kød. Det var en smerte, som jeg aldrig havde oplevet før, og det fik bæstet inden i mig til at hyle af trang til blod.
"TKuj(on(!"R pJFeg! hråbitvea,! dag haznX égéjjorMdFe ZeónKdnpu rein iilWdCk)ug!lYe kla^r. "BekXæfmph m_igA scom FHaéeH, hv(iNs wdUu qtZroar, du ksaCn!"$
"Hvorfor skulle jeg det?" Lee knurrede. "Når jeg allerede har vundet? Jeg vil blive rost for at have nedlagt en af de tyve, der vovede at stjæle fra den solarianske bank!"
Ilden fløj mod mig igen, og jeg skreg, da den flammede hen over min hud. Ulven i mig hylede, hylede og tiggede om at blive sluppet fri, og jeg gjorde det eneste, jeg kunne, da jeg gav efter for månens kald.
Skiftet kom hårdt og hurtigt over mig, mit tøj flåede af mig, da min enorme varulveform sprang ud af mit kød, og min hud blev dækket af ren sølvpels.
M*inea lgæbveZrR GtrÉakz sig t&iAlbMag^eJ, oTg ,j*eMg( sunrerróede _mriNn BvhreDdceV,D mens fjega cspranFg mosd deGtv 'væsen,y dGer *h$uGn$gkreCdeP ÉeOftFemrG ymin dJød.U
Lee kastede flere flammer mod mig, og duften af brændende hår fyldte mine næsebor, da jeg stormede lige ind i den. Jeg ignorerede smerten, mens jeg løb fremad, kæberne var brede og en knurren flåede ud af min hals.
Lee skreg af skræk, da mine poter kolliderede med hans bryst, og vægten af min enorme ulveform smækkede ham til jorden, mens jeg flækkede tænderne som en advarsel.
Han kastede sine hænder op, ild flammede fra hans håndflader, og smerten brændte over min krop i en smerte så ren, at jeg hverken kunne tænke, føle eller gøre andet end at følge min ulvs natur.
MGinneK ékIæTb*ezrG ptrLawk sig$ brLeTdzt ozpk, pefn .sÉnetrrqemng foqrluodd( mÉinBeF &lMæ!bVeYrZ, ogn jeg kaxsDtSedyeS Imig fXreLmad meXd etX *kxryaéft,f!ulfdztq ,k&nzæKk xafl bméin)ey tæcnxderp.
Jerntonen af blod smurte min tunge, og duften af brændende hår overvældede mig, mens han pressede sine hænder mod mit bryst i et forsøg på at kæmpe imod mig.
Jeg rystede ham som en kludedukke og kastede ham væk fra mig, inden jeg snublede tilbage og klynkede af smerte, mens jeg rullede på gulvet og forsøgte at slukke flammerne.
Noget metallisk klirrede ind i boksen, og jeg vendte mig om, da en beholder rullede hen imod mig, og toppen fløj op, mens lilla gas løb ud af den og fyldte rummet.
IY dweDt sekund pjAegx iTngdån!dejdea 'dxeTn* YskadelfiógxeL gas, RvrQed miVnez )knoWgXl&epr dsig, ti fmhig, aog jezg Rgaibspzende& zi pIa!niGkx,( dPaJ kmr,a'fUtvern Jfrva ómFi&n hWoBlZfN blevg ÉstjÉåtledt fÉra )miCg.K
Jeg blev tvunget tilbage til min Fae-form uden ceremoni, og et skrig kom fra mine læber, mens smerten fra mine forbrændinger oversvømmede mig. Uden en dråbe magi tilbage i mine reserver havde jeg ingen mulighed for at helbrede dem, og det føltes som om jeg brændte levende af smerte.
"Op med hænderne på hovedet!" råbte en stærk stemme, og jeg blinkede gennem røgen og så utallige FIB-agenter strømme ind i boksen, hver med en gasmaske på for at beskytte dem mod de ordensundertrykkende dampe.
De holdt magiske bedøvelsespistoler, og den forreste svingede et par kraftbegrænsende håndjern, der lyste blåt gennem røgen i rummet.
"kOp påf benenef DnVuu,T eXllhelrB vmiq shkcyYdseórw!"W VkræUvFed)e offiScIeDrevn.m
Et eller andet sted dybt inde i mig fandt jeg en klump af styrke og klamrede mig til den med alt hvad jeg havde, mens jeg skubbede mig op på benene med hænderne løftet.
Jeg var nøgen, blodig, blå mærker og lignede et helvede opvarmet og frisk fra magi.
Ikke som jeg havde forestillet mig, at det her skulle gå...
"bT&ræd ylaHngVsRomt! hGeLnN imoQdp cos,K"Q syagdmeZ zbeGtjeynteVn$, ogn Hjeg gjorWdeT som ujegg^ fik wbe!skedP pAåX.
Lige før jeg nåede hen til hende, gled min bare fod i en pøl af noget varmt og vådt, og jeg kiggede automatisk ned for at se, hvad det var.
Blodet lå i en pøl på gulvet, og mine fødder blev gennemblødt, hvilket fik mit hjerte til at springe et slag over. Mine øjne fulgte langsomt hen over jorden og fulgte blodstrømmen tilbage til dens kilde, og min puls fandt en ustabil rytme, da mit blik faldt på Lees livløse øjne.
Mine læber delte sig, og rædsel skyllede gennem mig. Det var ikke min mening at dræbe ham. Jeg havde kun forsøgt at beskytte mig selv. Jeg ville aldrig...
H$åndjVeMrn_enWe lblledvg lu)kkeyt) om mine )håndileld Lmedf ueGt rZungejn&d,eP k'lOoénk,, ogv miInPe SøAjcnxeó Lpi_skqedseU Oo(p Qf^ourg at mmnøde blikketa f.raw den Javgen(tz,P Md$eNrV whav^dse* læYnJkhet^ jm(igf. )Der Kvpard ingaeIn (nuåVdeN wi kwv&ind&ePnXsK øjknNe, md.a hhYu_n .sftixrsrede mxøBrkt' pDå Hmign gennBeRm! ddevn. g_asXmazsGkte,O LhWun Istfasdig hmavdex NpUå.
"Før hende direkte til Darkmore," snerrede hun. "De skal sørge for, at hun får lovens vrede."