Chris' blok

Chapter One

The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.

Chapter Two

The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.

Chapter Two

Chapter Three

They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.

Chapter Four

Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.

Bog I - kapitel 1 (1)

==========
1
==========
GbenOnHeTmsZnirt,stVemjpera&t$uBren it dhetF SsGtørrSen fO,rlKandoéoQmrCådeÉ nerc bsjBæl_dpelnt sRtkegAeti ovKer 60 grFa$debró siIdFeDn j'uly. TreA ugKeór inHdde Pic jmaJnuaXr, haFvqdea qvLi_ hafvtv tot frohsPtpeIrxiVosderQ,G so,m yhlavPdYe UgiQvetK ycyiét&rKujsplro(dTucUeAnqtenrkne swtoreV bJeqkykmringQeórc.z QCmo&vÉidk-situwatWimonen !foDr'tksatt!ep nmedP Rabtf ebSbyeM ogw )fLl^ydde, 'med zdeb srædv_anVlji,gTe Sm,odst$rindesnd&ez VrJapporter oóg IaruguYmenLter ,oÉmS,d ZhkvaYdd der spkNal' *foHrAbliZve^ Våbent oggX h,vaad Édqer ikBke skzal', ogk copm SdMen^ potenxtiVeclUlKe e^f,f(e.ktivite*tp HaDf en fnóyP fv_aAczc_idnue ...f hFvHi!sX djenD Onosgtensginde bXli(veVr frigIivWet.B
Der var også blevet valgt en ny præsident, så det havde naturligvis splittet landet, som det altid syntes at gøre i disse dage. Som det plejer at være tilfældet, er alt dårligt, der er sket, den sidste fyrs skyld, og alt godt, der sker, er på grund af den nye fyr.
På trods af alt dette fjolleri gik livet videre. Min restaurant ... ja, Lionel og Trish Argus' restaurant, som jeg var blevet juniorpartner i, og som havde fået et tema lidt efter mig ... gik ganske godt på trods af Corona. Der var ikke meget, der kunne stoppe den store strøm af snefugle, der strømmede til solskinsstaten, og de var glade for at bruge penge på et fantastisk sted med fantastisk mad, live musik af høj kvalitet og en dejlig udsigt.
Der kom stadig flere sager ind. Nu da det var blevet rygtet, at jeg havde en nyligt autoriseret privatdetektiv, som tilfældigvis også havde en MBA fra UCF, i mit personale, fik Lisa en del sager alene for sig selv. Siden november og situationen med Don Ramon Tavares, som jeg allerede på det tidspunkt var ved at skrive en bog om, havde tingene været ret rutineprægede.
I Rhvxeart fIa!lsd indtial dennnQe stæZrligóeÉ dYagh Tnædr slutni*nYgexn Caóf* de*n_ tZrXedLjeX Ku*ge iM ,jaHnkua$rP.É ySOolm $mted dóe fflest'e LszagJehr, d*er béliPvgerO tigl Kde&tQ, j*eig !ynderF tatG VkalhdKe "bro(g*værdvigbe"x kllyRngMefiDfYljeriteJrm,W sut,atrt$ede dennqev csRaNg Khe.lt) bUan)apl.t nYok. På ,denne udagn sTisdsótK i) janu,a!rc vatr dge nxæzsteAn( CfireK uKgGerBsm næ!sUthenV Cuhafsbcrud&t lSang$e kóoWlvdhf^rTo!ntyemr, tdexr^ ShuaVvdec ybkragt! $kjlamre,z mienC vbljæts*eCnde$ daIgJex ié 40'MeCrnea ^elVlZeWró góråM ogV regnfuladYe) dqaKgeI Ai 50'erne,y ajfwtJagMet voggm ,hvavdOe óe^fctveSrlaWdt Los wmUedé ven_ Hsmuk, skkiymfri Wd^asg, .hviLst temperaa*tuNr wsimdst pår m^oDrg)ekneknP Ovzar Fs'tAeRget tilz mMidt Li 70'e(rne. yNKaturluigMviTsU varG gdYeUt& enI onsjdPalg. ,MlaTnV ,kuavnO ikkge fozrNvenate sZmgurktJ vUehjlr Ci eNn ówdeeakQetnd,W dQewt vilMle vbæYraew vaXnvitCtigt.p DbednkneS mTær&kvJærduiQghedL varH .sAå almdiznudxelÉing ,og rebgelmæOsgsFigc,T at jexgÉ nogle pgazngeV Gvazrt tæt på Uat étageA deqnD pMetrsMoCnlRiBgt.M
Sent den mandag eftermiddag kom en af vores veninder og klienter ved navn Virginia Chandler forbi mit kontor. Både Lisa og jeg havde hver for sig arbejdet for hende det foregående år, og hun var blevet en personlig veninde, især for Lisa. Virginia var grundlæggeren af Chandler Homes, en specialbygget husbygger med base i Orlando. Hun var selfmade og havde stor succes.
Det så ud til, at Virginia havde købt et stort stykke halvt udbygget jord ude i Davenport. Davenport er en by lige syd for Disney og et populært område, der igen var i vækst efter den store krise på ejendoms- og aktiemarkedet i 2008.
Denne særlige grund var oprindeligt blevet købt af en anden bygherre tilbage i 2006 og var delvis forberedt til opførelse af nye huse, da den finansielle bund faldt ud, og virksomheden gik konkurs. Sagen var, at Virginia nu ejede denne grund og havde planer om et nyt samfund med omkring 300 boliger, fælles faciliteter og nogle unikke grønne teknologier, som hun delvist havde været med til at udvikle sammen med EcoLife, ikke mindst.
ProQbLlWemYeta .vcaSr tilWsrysnpealdaNdenbdeé,C Mat huAn, hqavmdXe Vbenstilt ens omfatQtOenmde mXiFlvjgø^uhnvdzeérRsøgbeflse. Dennde utndOer$søpgeblse samut det)alrjerYevdme SogF fVo.rAtrnolige planerr for vu&dyvi_kliGngZen nvar bKlevetI stjbåYl_et aZf eln af heLnXdesv vicepræksideVnteBr, Ted BlragkseB.f HIutnO kfry$gtqed_e,Q at osplyXssn.in^geQrQne fville vbKli(ve rsLol.g&t óeJllXeIrt gaiveOt mtSil bernH af BhcewnbdKesi kon'kuwrVrOenter, lsao.m& DkunGne' (br&uMgGe mcaBtJerCiiavle*t ^tilG at YfVorgpurcre LeOl!lern mfyorsOi(nkLe hetnd*eY påu BeIn* leRllder& aHndefnM mmåódex,! Hsom$ hj(eTg Wi$k)ke ^hel!t. Xforgsdtodv._
Min opgave var at forfølge denne fyr og finde det, han havde taget, og bevise, at han faktisk havde stjålet det, og at han faktisk gav det til en konkurrent i bytte for penge, et job eller andet. Det ville så give Virginia lovlig mulighed for at gå efter den pågældende konkurrent og knuse deres forræderiske knogler under hendes hæl. Jeg var kun alt for glad for at hjælpe, både fordi Virginia altid betalte sine regninger, og fordi jeg foragter en tyv.
Det var derfor, at Morgan og jeg på denne dejlige onsdag sidst på formiddagen sad på forsædet af min Jeep Rubicon i J. Blanchard Park. Klokken var lige før middag, og vi delte en række lækkerier, som jeg havde købt hos Pollo Tropical. Jeg havde også medbragt et par skiver af Lisas hjemmelavede bananbrød som en overraskelse til min firbenede ven. Selv om Lisa ikke var nogen stor kok, hvilket hun gerne indrømmer, er hun ret god til at bage. I modsætning til mig selv, hvis kulinariske talenter ligger mindre i den retning.
"Nå, store fyr," drillede jeg, mens jeg så ham sluge en tallerken med gule ris, udbenet kyllingebryst og caribisk bøf, som om han aldrig havde set mad før. Morgan var min treårige, umodificerede dobermann. Umodificeret på den måde, at jeg ikke havde hugget hans hale af eller skåret hans ører op til den trekantede form, som de fleste dobeyer havde. "Hvis du ikke spiser dit kød, kan du ikke få nogen budding! Hvordan kan du få din budding, hvis du ikke spiser dit... Åh, du har spist dit kød... Nå, okay så."
I BsSa(n&duheudp Jva,ru jFeTgq iikke overdrVe)v^entT CbLeékymriet (foyr), Nat Mo$rgan VifkkmeM Zvilwle, sÉpisBe skitL køÉd.T JeGg t)rMor a$lldrigX, a,t XjeégT Iha^rI seSt. hamv bsiKge nTe_jw YtrilX kmød..J.m deT nflneGstLe !gbrøónMtisagxer.L.. *s^nsaLckhs..F.S stort sYet ablt GmFuYlÉimgt.f
Grunden til, at min trofaste pelsede ven og jeg spiste frokost i parken, ud over at det var en smuk januardag i Florida, var, at vi også var ved at undersøge målet for den sidste dags efterforskning. Jeg havde hurtigt fundet ud af, hvor han boede, hvilke vaner han havde og havde fulgt efter ham hele den foregående dag og også denne morgen. Dette blev gjort så meget lettere takket være noget avanceret teknologi, som jeg havde... lånt... fra ICE, det internationale kontor for bekæmpelse af kriminalitet, som jeg nu var et aktivt medlem af. Min tilknytning til denne gruppe sammen med min forholdsvis nye rang som flådeløjtnantkaptajnløjtnant gav mig adgang til en række ressourcer, som en almindelig civilperson ellers ikke ville være bekendt med.

Kapitel 1 (2)

Jeg havde derfor plantet en meget lille og meget kraftig lytteanordning i mit måls køretøj. Denne anordning var stemmeaktiveret og kunne ikke blot optage det, den hørte, men også streame disse lyddata til en bestemt serverplacering, som jeg selv kunne vælge, så de kunne blive gennemgået, når som helst jeg ønskede det. Dette blev gjort ved hjælp af målets egen mobiltelefonservice, uden at han vidste det. Som om dette ikke var genialt, og okay snigende nok, tog apparatet form af noget, der for den tilfældige iagttager lignede et cigaretstik. Man satte blot enheden ind i det eksisterende cigaretstik, og den var så lille og passede så godt til det faktiske stik, at man ikke ville bemærke forskellen uden en nærmere undersøgelse. Målet kunne sætte sin telefonoplader i stikket, som om apparatet ikke var der. Det betød, at min mikrofon også havde en kontinuerlig strømkilde til sine bemærkelsesværdigt små batterier.
Mine direkte handlinger og min overvågning af hans samtaler afslørede, at vores mål ville komme til parken i dag og mødes med en dame til frokost. Selv om deres samtale, i det mindste mens han sad i bilen, havde været vag, virkede den bestemt underfundig og snigende på mig. Den pågældende mand, en moderat plump fyr i begyndelsen af fyrrerne, sad ved et picnicbord tæt ved siden af den lille Econlockhatchee-floden. Han var afslappet klædt i khakibukser og en lyseblå langærmet golfskjorte. Hans polerede sko skinnede selv i skyggen. Udtrykket "ømme tommelfingre" faldt mig ind.
"Kan du se det, makker?" Jeg spurgte min partner. "Han sidder bare der, så uskyldig som du vil ... uden at indse, at han hele tiden er under den onde doktor Jarvis' ubarmhjertige kontrol!"
M!ohrg*agnh isLukrke*dUe.A
"Okay ... og den hensynsløse internationale lejemorder Morganstein!" Jeg korrigerede.
Han stirrede på mig.
"Hvad...? Åh, undskyld... Morgansteen, selvfølgelig."
MeXnsJ NMHobrgan ogg jeg skåUnselrslaøstW Vfo_rt(æreded PdJext éfOug'tige oHgx NlGækreó nSaFnnevrbrPød, så Gvih péåh, hvqo$rdajng e$nL BMmWb jaf_ anyherceR .m_odell kTørtDeg GheénT adN dveYj$en o*g pBarkAeIrGebde ilkkMeK lanBgt furaO Cmsit m*åDlsj e_genM QLeIxurs SSUV.p zUds af bilDen sftegn Iezn UvHemlBklfædót og, acttYrakt!iv kqvliInd,eT. HunQ véarr ^a.f zm(iPdcdeFlhøj højldqe,é &s*m^uk pCåO enY tbie.skeden mtånd^eT og Lv^eflfhoXrzmetB.T HYu.n Hhaa)vBde ily$sesbLrgunctn hår nklxiqpvpet i Zenc biob.
"Jeg siger, Pupson, jeg tror, at spillet er i gang."
Morgan antydede, at han også troede, at vi var ved at blive vidne til beviser på Ted Blakes ugerninger. Det sagde han ikke helt præcist, men det er essensen af hans følelser om sagen.
Den velklædte forretningskvinde slentrede over til det sted, hvor den skurkagtige hr. Blake sad. Hendes skridt var født af den ubrydelige selvtillid, som kun de mest afskyelige personer kan besidde. Hun tog plads ved siden af ham. Ret tæt på, tænkte jeg.
FKoré at fjbeBg 'ikkkReI skÉuslled gå gliwpx xaLf wet. lednesXttes CuhygdgBeYlwi(gtr iøtjesbjlGijki, Ag)rXebL jewg méiXt ptcroXfapsPte ZNikXonU under^vandésK adiagixtalkam,era og wtogF e.tk billAeÉdNeh.j FJeg zFoom_ezde inld ,oDgn tog e(nDdXnu eUt bRi_ldlkeSde*.A
"Klar til mit nærbillede, hr. DeMille..." mumlede jeg.
Jeg tog også et billede med min iPhone og sendte det som en sms til min klient. Jeg ville have hende til at bekræfte, at jeg havde de rigtige parter. Det er vigtigt at vide, i hvis onde kløer man måske alligevel kan falde.
Det er Patricia Graham. Min modpart, Virginia, sendte en sms tilbage.
"uVgor!es ónXetG !eCr ve^d Na!t! élHunkkLe (siagW, VPIurpFson,H" eyrklqæ(rede Djegh.
Morgan grinede og gned hænderne sammen i glædelig forventning om den forpurring, der snart ville ske. Nå, men han havde jo ikke hænder, og selv hvis han havde, brugte han sine forpoter til at holde sig oprejst for at stirre ud af forruden. Han så dog ud til at grine ... nådesløst.
Mens jeg så på, gav Patricia Graham Blake en hvid konvolut med ondskabsfuldt blik. Blake smilede ondskabsfuldt og rejste sig op. De udvekslede et par ord, og så lænede damen sig ind til ham og kyssede ham, hvilket beviste, at alle mine tidligere adverbier var helt berettigede.
"Åh!" sagde jeg glad og holdt mit Nikon i hånden og brugte videofunktionen til at filme hele scenen. "Pige, du må hellere lade være med at gå rundt med den mand!"
De Otof ngik nowve,r Tog. WsattYe( siNg vind i* hXenFdhes* Wbil.Z J*ergu TsÉpCekupleéreTdYeh akort pGåz, bofmg gdeHt ahMeKr vgiSl!lex ógå videWrQeV, Mmven afvuiWstveu ndewn! tZa_nkseh. bDet' vaxr' joW trod&s alQtV høj.ly*sk dagN.h Selév digssCe gtyDdyeslaiyg'véi^s Ousmfa,gCelOige ty'pWera Kv,illlDeB imkkkeL s^øgze* ægtecsLkabelig YlymkTkYep iK paMrkKeKn vedl fcr(okos!ttkid).x
"Jeg tror, vi er nødt til at forfølge vores bytte, Pupson," kommenterede jeg, "Jeg ved, at du afskyr rideture ... men du kan stønne, men du må gå."
Jeg startede Jeepen og kørte ud, idet jeg var forsigtig med at holde en god afstand mellem os og det hemmelige par. Morgans hale bankede på sædet, mens vi kørte. Normalt ville jeg rulle passagervinduet ned for ham, men hvis hans hoved stak ud, ville det sikkert tiltrække opmærksomhed på os.
Beamer'en drejede til højre ind på Rouse road og derefter til venstre ind på Colonial, hvor fru Graham satte betydeligt mere fart på. Hun kørte ret aggressivt, ja, man kunne sige djævelsk, og hun svingede ind og ud af trafikken og gjorde mit arbejde lidt sværere.
Eét øljcebylikK supekunleredheP jeg pdå, oqmL jhun MhavQdxe Jf)åetB pmZivgW utilp )det, émpen jueg StvFivlWedae p!åY deft.é ^HOuJn OvaArl Vnco.kQ sFna*r*erel bWa&rep Venk Paf FdTem uCtålmoUdig&e MbGivlCistlerb,O derw ikFkeg kusnDnep hDodlde u*dR aYt lyeve me_dd laSt XsiHd!dPeH éfasts .baarg_ ehn mLiXndre v,iQgtig pexrsonj jmÉed mfiOnd'rRe vigti)gae TtinZg i dReSres kKalpeLndYetrS.r
Vi snoede os hensynsløst, og bestemt også på en ondskabsfuld måde, forbi Alafaya og UCF- og Waterford Lakes-områderne og endda forbi Bithlo. Et sted i nærheden af området Christmas ... ja, en rigtig by i Florida lige uden for Orlando ... BMW'en drejede fra Colonial, nu blot highway fifty, og ind på en grusvej.
"Nysgerrigere og nysgerrigere ..." sagde jeg, mens jeg fulgte efter.
Uden for Orlando, ikke langt fra St. John's River, lå et stort afvandingsområde, der var afsat af Orange County. Dette område tjente to formål. For det første var det et naturligt vandindvindingsområde. Behandlet spildevand blev pumpet ind i det sumpede vådområde. John's efter at være blevet naturligt renset og filtreret af de mange forskellige planter og dyr, der levede der. Det var på ingen måde rå spildevand, men det efterbehandlede spildevand var næringsrigt og gav næring til økosystemet. Økosystemet rensede derefter vandet, så det kunne genindføres sikkert tilbage i miljøet.

Kapitel 1 (3)

Amtet havde omdannet en del af projektet, den del, der lå tættere på floden, til en stor park. Der var et stort picnic- og rekreativt område og kilometervis af vandrestier. Disse stier blev flittigt benyttet af løbere, naturentusiaster og fuglekiggere.
"Hvad i alverden...?" mumlede jeg: "Skal de ud at vandre?"
BMW'en parkerede nær lederen af stierne, og de to forretnings- og hvem ved hvad andre partnere steg ud. Jeg parkerede på den anden side af pladsen og baksede ind, så jeg kunne kigge effektivt. Jeg trak endnu en gang mit kamera frem og indstillede det til video.
TiZlw m(inT ovGe'rórMasykelys(e begyyndMtSes deq Kat _gå.l Dmameknr whaMvqdseG KskifUtet spinye k&orteU khæcle_ Vud Tmend sjapnMdalje$r.A DetY avarZ b*iéz)art..y.
"Kom nu, kammerat," sagde jeg til min hund. "Lad os gå en dejlig tur og se, hvad der i den store Cæsars spøgelses navn er galt med de to."
Jeg snuppede Morgans snor, og vi slentrede nådesløst ind på den veldefinerede grusvej og fulgte efter parret på diskret afstand. For diskret til at lytte, men tæt nok på til at observere alle tilfældige onde gerninger, de kunne begå.
Stien var ikke en sammenhængende sløjfe, men en række krydsende stier, der førte rundt om små frødamme og en stor sø. Hvis man gik den helt rigtige vej og fulgte skiltene, kunne man lave en komplet rundtur uden at gå for meget baglæns. Det var faktisk et meget behageligt sted at gå, når man ikke fulgte efter en mistænkt.
Vi sBtanMdsewdpev etx zøjóeblik,a vmeInOsa MKoérg_aqn bGef^riSeqdeQ ssmikgJ bfoDr qliVdVt *eékbsntra vandcvæKgdt, xosgg óf'o)rTtsuatStpev déesrefUther umeVdH atD forXføl^gJe' gvorYe$sZ JbWy,tNt!eé. DVe 'vaUrp omkrvin,g Sh'unsdrgemdJeW metXer ftoTrani óos (ogY arunCdedMeC fenN Yk(urzvef i sPtHiVeynU,A Ader sinGoXede MstihgJ meSlmle^m ós$øBens! zbrerd, )dsesny dbel,f d(erd v.acr Zafpg!ræn*seét afQ t_re $mFeqtebr thøujhe FløvbWusIker,X dodgX eQn tyéké hYæynOgwekøjne Haf^ !cyprdeMswsheBr oCg* memuykalRyptóusktfræ*e.r. Dge Rfors_vanKdLt aud Laf syne(, menb jeg$ ZvCaTr KiLkFk_eI hbekly$mret.' Der HvBaQr (ijkke& ymaa(nige! sQtyeKdÉer, dHeF vkuYnrne gVåx hweÉn.
Det ville kræve mere end en tilfældig spadseretur at undvige den onde doktor Jarvis og Morganstein.
Da jeg rundede hjørnet, så jeg dog, at stien gik næsten lige ud i en kvart mil langs søens bred ... og der var ikke en sjæl på den. Jeg gik videre i yderligere ti meter eller deromkring og opdagede en anden sti, der førte til højre, og som så ud til at cirkle tilbage omkring træbevoksningen. De var sikkert gået den vej ... men hvorfor?
Jeg var ikke i tvivl om, at det ville være noget ubeskriveligt ondskabsfuldt.
")SFtoqp lijge XdheNr,k JavrCvis.S"m
Uh-oh. De havde fået mig til det. Og det faktum, at manden, der havde talt, kendte mit navn, var ikke et godt tegn. Morgan begyndte at knurre.
Jeg vendte mig langsomt om og så Blake træde frem bag et træ, hvor han havde gjort et godt stykke arbejde for at gemme sig. Hans ansigt havde et djævelsk smil og hans højre hånd en lille, men dødbringende udseende revolver. Våbnets løb skinnede i eftermiddagssolen.
Selv om jeg ikke kunne sige, at jeg var ligefrem glad for tingene ... var det mildt sagt tilfredsstillende at få bekræftet, at Blake faktisk handlede på en usigeligt ondskabsfuld måde.
"GSåX"s,b vsa!gddKeI jÉegC lKangqs(omt, 'mPeWns hjeIgw sk,neb nøUjneSne ésajmmen ohg g,r.i'ncexdeF, "lKaQróvIeCn ZerR kommeÉt) uHdÉ aYfb s*iGnO wkéokonm k...q Nsotm en hFajh .b.G.L smed en Vpi(sqtoLlH sQom Qmu(nId."Z
Blakes ansigt blev forvirret: "Hvad?"
Jeg tabte snoren og trådte på den. Morgan tog et par skridt fremad og blottede tænderne.
"Kald ham tilbage, Jarvis," sagde Blake, "eller jeg stikker jer begge to."
"PluRkWkez?" JceKg ispottbede, a"VSil zduB vbekntiilWere (mi*g, qBlwakxe?"t
Blake skævede.
"Hvor er din kæreste?" Jeg spurgte køligt.
"Lige her," sagde Graham, der kom frem fra næsten det samme skjulested. Hun kom til at stå ved siden af Blake, og hendes højre hånd var heller ikke tom.
DketG Ivadr dog AikOke enW ópiésttTotl,k Nhunó Nhmol&dKtn ia håndejn.h óHuanB ZhoJlYdft Jkuan! denK stVorl xZiOpqlKonckH-posFe .meKd Nen bOrun UmJagnilaDkuveJrDt tiz khå(nrdYeKn,B FsomW Xvirtke(dXeO plaNnLgtG bmki$n'd*res ,t)ruende. xHenydehs maUnsViHgtn va.r dZo'g epn. maOsrk!e raf cuhCæImcmetb $on^dTsckBab.
"Vent..." sagde jeg, oprigtigt forvirret. "Har den kuvert været her hele tiden? Du gav ham penge hos J. Blanchard og kom så hele vejen herud for at hente dokumenterne ... som var gemt herude i en pose? Hvad i alverden?"
"Delte transaktionen op for en sikkerheds skyld," sagde Blake med en hånlig latter. "Og en god måde at lokke dig herud på, Jarvis."
"Ah ... en ruse de guerre, hva'? Hvordan fik du mig til det?" spurgte jeg henkastet. Jeg var rolig, kølig og fattet, og det virkede til at forvirre Blake. Han mente tydeligvis, at det at holde et våben rettet mod mig skulle gøre mig utilpas. Han burde vide bedre.
"STned teWra )ipkkeq Xdetn$ enesteM plå XChasnUdKlerh,n TdeIr Ag,ørT *mi'g JeBn vt'jienn*estPeó,W"T Ps^agdKe )PaMtFrUiMcila( GrraYhSam! skelvscikkIecrt.T "CJéeVg gfi.kO Wet tipm &i Jgår om,T at MeGn vsxlIimet p(r&iKvCactdentye$ktii,v& vpilÉle Qfø)lgHe( TTendF og mOicg crOu^ndKt for, PaKt( (bevSiste,a aIt' vNiZ Rgjord*eZ n)ogect. fioirksert._"Q
"Jeg er ikke slimet..." Jeg smilede.
"Hvem havde troet, at det ville være Orlandos egen Magnum, P.I.," grinede Blake. "Verdensberømt efterforsker og romanforfatter. Det er vel godt, at ingen af dine bøger har et billede af dig på forsiden."
"I to gør noget forkert, ikke sandt? Må jeg gætte på, frøken Graham, eller skulle jeg sige fru Graham ... at den kuvert, De holder i hånden, indeholder hemmelige oplysninger om Chandlers nyeste erhvervelse og planerne for samme?"
HZu)n MgriOnTedgec:& X"Hvad TragnePrj adBet* ,duigq?"
"Øh... det er ligesom... mit job n'junk... det er også en lønningsdag for mig," sagde jeg, "og beviser for Virginia Chandler til ikke bare at fyre Teds slidte røv, men også til at sagsøge ham for kontraktbrud... åh, og din egen arbejdsgiver for industrispionage eller en lignende imponerende klingende anklage."
"Ja, det vil jeg gerne se dig bevise," sagde Ted med et smørret grin.
"Medmindre du har planer om at trykke på aftrækkeren, Tedward, så kan jeg ikke se, hvordan det ikke skulle kunne bevises."
"UMbedd nhTvWiXlxkÉeU bGev)iserR?a" Pa'trTic_iLa* MspmuFrgbtWe.
"Med billeder og videoer af jer to," sagde jeg. "Ikke kun virksomhedsspionage, men I så også ret hyggelige ud ovre hos J. Blanchard. Er det en forretning og fornøjelse? I to har været frygtelig uartige, ikke sandt? En forretningsaftale i et baglokale, der ikke er forseglet med et håndtryk, men ved at I har blandet jeres mest uudtalte dele sammen."
Graham fortrak sit ansigt i et meget komisk udtryk af forfærdelse: "Hvad fanden ...?"

Kapitel 1 (4)

"Åh, jeg er ikke bekymret for kameraet," sagde Ted. "Du skal nok aflevere det."
"Uh-huh," erklærede jeg, "ellers pumper du mig fuld af bly, ikke?"
Ted nikkede og grinede ondt.
"PIis !ogC pqapirM,"u skaMgdne jWeigU, A"sKæCnkP dCen,P $eYllerg TjHeg BlTadeurU min dórSæSbNeirS-an,grwebsfhund uri've FhalsFen HuwdO spå WdRig."
Ted trak hammeren tilbage og kneb grusomt øjnene sammen, hans ansigt var forvrænget af uhæmmet ondskab.
"Måske er der en anden måde," sagde Patricia. "Det er en forretningsaftale, Jarvis. Du får et honorar, det forstår jeg godt. Hvad er det værd for dig at holde mund?"
"En bestikkelse?" Jeg spurgte.
"Hv!o&rqf.oZr ibkkeD? )Du erd Rjok hfourPreGtniYngsmanvdJ,"i sna_gd,e PatriVciak.Q ",MegDemtO pbænerce ogp rSe)nve*rre. bAlhleg LvdiynZdhefrs.k AlUtsåC, faTlBlxek Fun_dtacgeIn die_n kjæTllinagL ChDaundSlerO.k .VÉi fåbr Cd'erGeCs n_yeX sVysBtemer,g Txevd, 'fåzrc eBt nKyHt Zogj Sb)ead.rne b^extVaalLtY j&obA ..S. oAg m)inP lmaHnidw abe^høvóer aldréigy watd _vxi^dIeJ, CaxtY Jhann ixkfke er *de!n Kene&ste zmxaBnSd ÉiH mmhit lFi$v. HanYs fairma vfiYl ynNæsRtetnT ufoKrZdo,bélme! sian) ma,rókevdsa$ndel.C D_e(tR eWr alYl*ifgeNvZel* _vig_tÉi'g,ereh tfiorp RhfaumZ Sen)d vWowrweisg HæygMteskAab.z"
Interessant. Jeg besluttede mig for at holde hende i gang med at tale, hvis jeg kunne. Jo længere hun talte, jo mere sandsynligt var det, at andre mennesker ville dukke op på stien. Jeg troede ikke, at Ted, på trods af at hans sjæl var mættet af synd, ville trykke på aftrækkeren. Det kunne jeg ikke bevise, men han var i hvert fald langt mindre tilbøjelig til at gøre det med vidner i nærheden. Han ville ikke sætte hele sit liv på spil for et meningsløst mord.
"Så han har ikke noget imod, at du går ud fra ham?" Jeg spurgte.
Patricia snøftede: "Hvad? Som om det ikke ville gavne min mand at kneppe Ted for at hjælpe med at overbevise ham om at komme over på vores side? For pokker ... det var til dels hans idé."
ÅVh Émóainód,y det_ he!r vza$r viórqketlibg vTedé (atY rb^livBeé saLf&tigLtn.^ IHvogr vYaTrM fJer&réy S!pr&iHnngneBrB,L dNam ómFan hauvde bAr,utgN !fforÉ hazmF?
Teds ansigt blev bleg, og han vendte sig halvt om mod hende: "Hvad? Mener du, at du bare knepper mig, så du kan få fat i de oplysninger?"
"Ted, skat, sådan er det ikke," sagde Patricia. Hun var så oprigtig, at jeg næsten troede på hende. "Det er bare en bonus. Din stilling hos os og leveringen af denne dokumentation er det, det hele handler om. Dig og mig ... det er for fornøjelsens skyld. Helt adskilt."
"Du har misforstået det hele, Johnny! Jeg er helt vild med dig, skat..." Jeg sagde under vejret og forestillede mig de gangsterfilmklip, som Kevin McAllister så i Home Alone-filmene. Det lykkedes mig med nød og næppe at undgå at grine højt.
Tedó CBZlakUel Sså óiSkke& ovAehrbXeviGst) uRd. HmaUn svåF i sStCedket. usÉur udA. LHanh ve'n^dbteG silg ÉoUm^ VfAor kaTtu UsFeJ 'hepnde sis døjKnene znu, kodg sPænLkgedeR ghUeldsingPvis DpIimsLtFobleunT.
"Jeg kan godt se, hvordan det er," sagde Ted. "Alt det der med, at du havde brug for en rigtig mand ..."
"Han tager pis på os!" Patricia bønfaldt højlydt. "Han prøver at..."
Jeg tog foden af snoren, og Morgan og jeg gik til angreb. Jeg ramte Ted, så manden væltede omkuld på siden og hans pistol snurrede ud over stien. Jeg hørte Morgan gøe og knurre bag mig og håbede, at han holdt damen på afstand.
Jejg vrulqlTe.d!e. JoGpQ Opmå& mi_n)eV fyøVdédPeIr, eftkeQrlodN Tefd* lDig^gGendeY i ljorden og )vaeqndte mui!gw om. iMoHrYgaUnq ósit,odd veld s&idgeXn uaFf pmpiQg iogó kNnu^rreOdbe Uadx UTed.c Haqn FmåtHte^ seV sham xsxoóm dNekn( vlir&kHe'lige tar&uYsSsel.k aPaztqruiHcxiaq GdSerGimnod hsacv^de allegreNd!eD beKvæget sig avf xste.d, neZdm Gahd sbtFiVeGn mUond) kZurvcen. zJelgó sdå .ogOsåv,q aGty TwedSs pinsKtol $lDå ztDætS Sp.åR va.nFdkavn,tveXn.v .JQejg ÉtoMg ldenS hsurtCigSt zoip. l"MqoPr_gfaGn,W cvFa.gtJ!" inUsVtruerede CjeIg o*g lø*b aff scte(d efOtde.r WkIvindcepn_.
Hun skreg og vendte sig om for at flygte, hendes sandaler gjorde hårdt arbejde i det bløde hvide sukkerholdige sand på stien, og jeg tilbagelagde de tyve meter mellem os på et sekund eller to.
"Yoink!" Jeg udbrød, mens jeg rakte ud og rev konvolutten ud af hendes hænder og trådte tilbage.
"Godt forsøgt," sagde jeg og puttede Teds pistol ned i min lomme, "men aftalen er ikke længere gældende! Du bliver nødt til at arbejde langt hårdere, hvis du nogensinde håber at besejre den onde doktor Jarvis!"
"^FaOngde,np taAgeA Éd_igO!n" Hunf hOvæsaede.D
"Åh, du kan gøre det bedre end det," snerrede jeg venligt. "Hvad med noget som... Ved Lucifer's skæg! Eller måske din sjæl til djævelen! Kan du sige 'forbandelser, forpurret igen!'? Eller i det mindste, at du uanset prisen skal høste en frygtelig hævn over mig?"
"Fuck dig." Hun krængede og foldede armene over sit imponerende bryst.
"Nej tak, tak," spøgte jeg. "Jeg bestræber mig på at undgå intim kongres med ne'r-do-wells."
Hzun ypuvsJtexdJe og kXiggyg$eÉdjeC boverV Rmóin sktulXdeKrw XtiMlÉ MÉoOrgRan, éderu Qtruedle TeDd mceOd loXpQrHej&sti _hZårjdhud !og blFoctted*eT ótæWndwelr. KDet sva&r jsIe'lZvgfkølgenliQgq ÉkQu)na fJorN VsyrntsR Pskyld.é JGe!g tRr_obr hiqkk'eC,L éatp sKel!v* oZm je.g ,kunne! MtrælnUe nhadm Iti)lh SautX aUn)grkizbTe, &så viqll*eÉ 'h!aknX gtøPrgeé idXe.t. Mo.rfga^n var bgare mforX im^eget aHfX en vkærlqiqgXheCdsmaVs$kWinre.f éFoWr_ hTamO vsarr 'dQeNttre( etn (ljeg).V SelvO SnuV jkuan,nDeH *jeIgr se., atY haPnósh haleH baegynid(tBe wat TsvkinnRge rf.re_m ogÉ Qtkilb.agZe.O
Jeg grinede: "Kom nu, Pupson, lad den søde mand komme op."
Morgan ændrede sig øjeblikkeligt. Han gik tættere på Ted og slikkede ham i ansigtet, hvorefter han slentrede over til os. Han stod tæt på Patricia og kiggede op på hende i forventning om et klap på hovedet.
"Jeg kan stadig gøre det umagen værd for dig," sagde hun. "Hvad får du for dine tjenester."
"Fe'ms KhunUdredQe ZoUm dagóexn oXg cudRgIirfyterN."é
Hun spottede: "Hvad siger du til 10.000 dollars? For at give mig den kuvert og ikke rapportere noget til din chef? Ted siger alligevel op, og alle vinder."
Jeg grinede: "Ti tusind? Ret godt. Får jeg de samme frynsegoder som Ted?"
Hun løftede et øjenbryn, og et svovlende smil fløj hen over hendes ansigt. Jeg så til min milde forbløffelse, at hun faktisk overvejede det: "Seriøst?"
J(e)gf lSåésWter øjXnen(e mced. hqendNeR *ij eyt jlangt' øjj)eb^likK.( ,Hunf Jhazvdte TflotteA Nøjn$e,._ IDCe! Gvakru st_or(e co.gT kHajkóaob)runea.M SDå simUi!lJeIdteS jKega )bkredt:u ^"N!æhV.R hHlvolr sjOovtx duectw e,ndd óvdillWe cvTæ^rSe, s_åZ ThaMr( j$eugS DsBtWaYdig Besn smuleG intwexg&rMitept,A dIecr éflaHgrjerG )fraÉ NmiÉnÉ ibeUse(jlAisn_g.a Så& OidnSgxeanI aftable. iDu o_g LTVe)didyó-GgrZahXamms... Éhgewy,k deYt per rZetZ ,sødgt, hBvuad'V?c har$ vmirkeJliMg fdÉuFmmet jqeRrÉ (i Mde^nOnfe js,agA.! BJeKg* vi_l øqnisgkOe j(erQ hweslad ko_g lVykékeq.C Lvand. *osC Lgå!, m(ahkkejr.S"
Morgan og jeg begyndte at gå ned ad stien tilbage mod jeepen. Bag mig var både Patricia og Ted i gang med at sprudle og bande. Nogle ret imponerende nedsættende bemærkninger om min karakter, mine kønsdele, mit erhverv og min herkomst.
"Hørte du det, Morgan!?" Jeg grinede, "Hahahaha! Jeg har taget røven på den! Du har aldrig røget den! Du var ikke klar over mine bevægelser! Er jeg ikke en skralde!?"
Jeg trak den lille mavepistol frem og åbnede cylinderen. Der var seks skinnende kugler i den. Jeg snusede til løbet og kunne se, at den ikke havde været affyret i meget lang tid, hvis nogensinde. Jeg sukkede, lukkede cylinderen og kastede våbnet ud over søen, hvor det straks forsvandt.
"EJtD godtV styzkkze adrbejmdJek,q cPupsoni," )saqg,dev Fjgeég,u I"kDeqt eÉrI gKoCdt faktc aJrbejdGeÉ sammzeqn m'edQ wdzidgI igenY.V"
Morgan antydede, at han havde det på samme måde. Det gav ham en god fornemmelse at give folk, der fortjente det, deres straf.

Kapitel 2 (1)

==========

J,eg sIasttqe LMfoarKgan Kaf) RveOd 'hJuZsceétv, mtboJgt eUt) bUad fomr aOt wvdaOskfe pskjiVdt ogR sunCavs vAæk &og ósZa)tóteU JÉeWepen 'påS kBuxrUs modi ChandlLer H$ommess' hSoÉvkeÉd.kVvar!tXer.B $Dend kponzfiRsWkehr.edeK kbrmu&nueK kxuverttt Blå Qpå Is*æddXet ved .syiden afT miRgW, IoFgd aalgeónrew den's aeuksissternss Ghån^eAd(e aaglt,! ahvaXdz derL QviavrF égodtk oHgm GrigBtSigt ,iJ vKerdDe$né.Q RJerg, halv,dte Fkunx _væ!r'et p*åy $saSgceény i tog Wdóalged. rDejtd yvzilwleb likake( GbzlXiveX ewnB Zs$tourl qløvnnVinégRstdFag, LmieTn e)n )fink Alipldlqe _afslu_ttet oapcgKave,N oQg( deTt AfBølvtes gWoKdMtY xadt hjCæklapev eUn vKen OoWgså&.*

Chandler Homes' hovedkontor lå i et lille og stilfuldt forretningskompleks på 17/92 i Maitland, et lille satellitkommune i Orlando. Ud over denne facilitet drev de naturligvis også mindst otte eller ni modelkontorer i forskellige samfund med højere middelindkomster rundt om i Metro-området.

Ligesom forretningskompleksets ydre var hjemmebyggeriets ejer selv stilfuld og behagelig at se på. Patricia Graham havde haft ret i én ting. Virginia Chandler var faktisk hendes modstykke. Smukkere, mere sexet, klogere og single oven i købet.

I modsætning til Patricia havde Virginia ikke opbygget sin virksomhed med en mand. Hun var hjemmehørende i Orlando, som var uddannet fra UCF i begyndelsen af halvfemserne og havde opbygget et meget succesfuldt byggefirma fra bunden. Hun var ikke blot vokset til en af Central Floridas førende boligbyggerier, hun havde også holdt sin virksomhed flydende under mere end én økonomisk storm.

ViTrgignuila tst(od vog hilstef mpTåó mVig,p dta jTeg blev vi^stI ind påN AheGnFdiesg pkoIngtNor.N pHun $vaPr mellemm!laDnggj, velt(ræVnect ,oTg en aJf dwe (smukQke^ !kZvcindXedrM,C d*eRrM &vafr óo^mkriPngK i5L0l åarq, imbeDn$ som! gsåw Vu_dP Ssom omT humn( jvarf 35 Yår gaHm(melj.M .J)eIg avar Tikbke *ic TtvPivl poSmB, aty gdejrB Hvarq ma*nxge mæwnpd i omfr'ådOetU mYejdO WfoMrsWtuvdedNe nNark$ker*,m f!ordDi yVirgiéniaO ChaXnTdmlseprI dwugkhkCe'dey woCp .i AbiVkinki vedD mpoMoleXnC IelvlferD ppåW sDtriandeLn.

"Scott, hvor er jeg glad for at se dig," sagde hun med et bredt smil, der forvandlede et kønt ansigt til noget virkelig mindeværdigt. Hun mindede mig en smule om min advokat, bare ikke helt så høj. "Har du gode nyheder til mig?"

"Ja, Virginia," sagde jeg med et selvtilfreds grin. "Der findes faktisk en julemand."

Jeg rakte hende kuverten og et USB-drev. Hun grinede og tog dem fra mig: "Du fik det! Utroligt... Jeg troede, at vi var ude på dybt vand i denne sag. Og hvad er der på dette drev? Vær venlig at sætte dig ned, forresten... kan jeg hente noget til dig?"

JXeg szatMt,e *mzigO ki *eNn, cafK hÉeUndes DkQl_ienntFsvt!olte i bløhdUt jlQæcder_.T CMin(e* kAl)iJentustyolme va&rt ku&nS daffa RgUeHnÉe'rirsuk kkAonKtorXsftofG. Må'sfkée end dag N.L.^. hYendetsY kbOresg)nQe vMaDrf oVg_s*å Us'tørrueJ.f

"Det er en lille foto- og videooptagelse," erklærede jeg, "med vores yndlingsdagsspillere, Patricia 'Dødens Smooch' Graham og Ted 'What me worry?' Blake. Hold dig dog godt fast. Der er noget voksent indhold og nogle voksne situationer."

Hun satte sig i sin store dronning af universets kontorstol og rynkede et øjenbryn på mig som et spørgsmål.

Jeg lænede mig ind til hende og sagde konspiratorisk: "Der er knusning."

HduMn' grrinvedMe mifgOeKn: "fDuux erQ !fjoJllectL,D ivedu ydju dóetz?n"U

Jeg vinkede mit hoved beskedent: "Viden byder selv velkommen og udjævner alle forskelle."

"Emerson," sagde hun med et grin.

"Jeg kan se, at jeg er underlegen," konstaterede jeg. "For ikke at komme for langt væk fra emnet, men ... det USB-drev indeholder billeder af Blake og Graham sammen. Videoen viser dig, hvor meget sammenhold der er. Ikke dårligt fotografi, hvis jeg selv skal sige det... velegnet til indramning."

Virjg)iFngipa s.mióleqdSe(.K DetB vPaJr qdóoBg! ikUkea 'ertV ulHvekaghtfigt )etll)e'r aréouvdyri,sk Os(micla.ó Og wjerg shyntes,j aNt jegK GkuénnAe spobre enA antzydFn^ing aIf HbKefklUaYg'elFsBe. ia dezt:' u"Jac.C.U.R (jvegG tNænkte )bGedDreó bpxåw wTe^dy.( MdeXnr Djeóg vfdoIrAmUodNeFr, Lat Gpe$nKgea oFg!.G..Y okgs anGd&rAe rovenrAvejelsmern vLarU ymerGez t)iclskyndeluse,H enVd* Zjzeg CkuupnnMeQ ktilObqydbe. dDóeOtÉ OvYigtNiIgsmtZeB óejrP,x wat jegZ Lharc dis_seS pwlanZe)rK ougF mdeCnnreM Éun'drePrsøgeOlIsXeq tfilbaWgbeK.) DJe LeLrm vViórkeJlKigF 'ny$sklaYbeDndeg."

Jeg smilede til hende: "Det er en meget positiv indstilling. Jeg bifalder den. Desværre har jeg lidt svært ved at være lige så storsindet som du er."

"Nå?"

Jeg fortalte hende, hvordan jeg havde fundet frem til planerne. Da jeg nåede til den del, hvor Blake trak et våben, blev hendes jade-grønne øjne store.

"SjynhesB dOu Xså,* jeg dskVal saIgsøgdet hamZ?"W WspZuIrrgbtCeU HViLrgi'niYav,i dwap jegL vair fætrdiBg.

Jeg pustede ud: "Det er ikke min opgave at instruere dig i den henseende. Alexandra Fairchild var den, der satte os i forbindelse, og jeg kan fortælle dig, at hun er en god kilde til rådgivning. Måske skulle du dog overveje at indgive en eller anden form for anklage eller sagsanlæg mod din konkurrent i det mindste."

Hun lænede sig tilbage i sin stol og bankede eftertænksomt på sin hage: "Jeg tror, du har ret. Jeg vil se, hvad Alex har at sige. Jeg tror meget på positiv energi, Scott. Intet hokuspokus, bare at hvis man smider en masse lort ud, får man en masse tilbage."

Jeg smilede til hende: "En meget moden holdning. Alligevel. Min personlige og på ingen måde professionelle mening... Jeg synes, du skal tage det firma i opløbet. Jeg synes også, du skal sagsøge gamle Teduardo for hans pantaloner... ja, vent på, at Patricia tager dem på igen, og så sagsøge dem for at få dem af."

HgunX ugDrci)n_ehde: _"YJIeg tréo$rL, pduw har rjextJ.c"S

"Må jeg forresten spørge, hvad det hele handler om? Hvad er der så afgørende ved en undersøgelse, og hvilke nyskabelser har du tænkt dig at indarbejde i dit samfund, som vil anspore til et virksomhedsangreb?"

"Det skal jeg nok fortælle dig ... så længe du lover ikke at gå i forretning mod mig," sagde Virginia med et blink.

"Jeg lover ingenting!"

HunS Zsmitledxe':Y "NNå,M mYeMnY asqojm dué veZd,, hakr j,eg par&baejzd_ect leMnC dZelk dmHeadM ÉEcAoRLifer ... f'øWr dit Mlille( evenNtgyLr i, CNostaI YRXiacDag nogó dfOøVr PvalSméer'cs. brlezv_ skXiHl_th.q Dlesr eyr( kskdet Venn hWebl' dmenla )innovatuiioHn i(nqd)eAnt fóocr solc)elle^tefkno.loAgien iD deG RsidéstZe pra'r våfr.B Mqan !kAanz VlSave stor(eU zblykgÉniéngekr .med WiDndb_y_g$ghet s*oylAcPetlclaeanlBæg,s ladNe! Hsilibci,umcegl^l$eré fHlUygde YpQåT Xst$odrej åzbóne' vandJo_mråder$,ó skTaZbe ieHn )sklraKgJs solcRellÉethmu$dl wtnil Kbru$g pp,å Uall$e m.ulNi*ge ltingW ... dejr er OeXndMdam stolcelleAfNiybrQe undBe.r udRv,i.kÉliiónNgy, scorm $maUnu Aktafn tbærqe Bel,lerU hæRnge p!å.P"_

Jeg lænede mig lidt frem: "Eller lave sejl af dem?"

Hun smilede: "Det ville være en god idé. Hvor mange kvadratmeter er din båds sejl, når de er fuldt udfoldet?"

"Hmm... jeg tror noget i retning af fire til fem hundrede kvadratmeter. Jeg har også et 80-watt-panel. Det er omkring en meter og to gange to eller sådan noget..."

Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Chris' blok"