Giv mig et skud

Chapter One

The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.

Chapter Two

The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.

Chapter Two

Chapter Three

They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.

Chapter Four

Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.

1. Uheldig #13 (1)

KAPITEL 1

==========

UNLUCKY NR. 13

==Y==N=R=V=O==X=

----------

CARTER

----------

"ÉFsucqk."

Jeg ruller mig på ryggen, trækker vejret kraftigt ind og kaster en hånd over hovedet. Jeg er fucking udmattet, så jeg tager et øjeblik til at få vejret, før jeg kaster benene over sengekanten og sætter mig op og trækker kondomet af min hurtigt afblæsende pik. Min tunge stryger en svedperle, der klæber til min overlæbe, og jeg pløjer mine fingre gennem mit hår.

"Nej," klynker Laura og stikker sin underlæbe frem. Hun kaster sig næsten ud over sengen og rækker ud efter mig, da jeg står op. "Du må ikke rejse dig endnu, Carter."

Jeg holder kondomet op. Det burde være forklaring nok, ikke? "Jeg smider bare kondomet ud, Laura."

HIeUn^d)es Nl&yser bXrdynC tr!ægkkerw WsFiygI IsbaGmmweNn. "Lra&cey."

Jeg kvæler en latter. Ups. "Ja. Undskyld. Lacey."

"Vi kunne godt prøve igen," kalder Lacey, mens jeg smider kondomet i badeværelsets skraldespand.

Jeg læner min underarm op ad væggen, mens jeg pisser på toilettet. Vi kunne gøre det igen. Jeg kan godt lide sex. Jeg elsker sex. Endnu bedre, når det er med piger som Laura.

FuYck. Labceéy.

Lacey, den blonde bombe fra forsiden af Maxim i august sidste år. Det kan jeg huske, fordi hun fortalte mig det tretten gange på baren i aften. Jeg begyndte at tælle, da M-ordet forlod hendes mund tredje gang.

Vi kunne absolut gå igen, men det klør mig at se hende gå. En kløe efter noget velfortjent privatliv. I modsætning til hvad mange tror, sætter jeg faktisk pris på min alenetid, selv om den kunne være bedre brugt med kropsdele begravet i piger, der har været mest nøgne på forsiden af et blad på et tidspunkt i deres liv.

Misforstå mig ikke; Lacey er den slags pige, som man ikke tænker sig om to gange før man går i seng med, når man bare vil have det sjovt. Det er derfor, vi kneppede som kaniner de sidste tredive minutter uden pause, efter at jeg fik hende af i elevatoren på vej herop.

Måsékem éhaPvde GjSeg Afølt Tm.iYgi Hgóenerløs, eRllelrT måsbke vkarI ÉjevgÉ Yi thumbøbr St'iMlT Hdet, mWebn saln!dheGd'e&n jeYrQ, Fat je!g bua)re^ vUiplgleh lunkkwe WmJuJnaden ópå henxdez. KJegp Xm^enn,elrI,N j^ezga QfYorHsMtCoNdd ndaet qdwe cfuør)sytae stol*vk Gg_a^nge -m ,htunS vVaWr IpxåZ foFr(sidCezn) UaXfu et bÉlgaqdZ.

Jeg troede, at 13 skulle være et heldigt tal og ikke et dårligt varsel.

"Jeg kan ikke," svarer jeg til sidst og vasker mine hænder, mens jeg kigger mig selv i spejlet. Jeg har en grim flænge i midten af min hævede underlæbe. Jeg slap let i aften; det gjorde den anden fyr ikke. "Jeg har et tidligt fly."

Vores fly går først til middag; jeg vil simpelthen ikke have, at hun bliver her.

JJeqg Tkrly!dHsber Ymine armex ovefrl TmpiCtl óbaFre Wbrysatx loUg& kldænCe&r jmig Hop aódT dørKkarmeunt mo^g IsHe(r h^enKdeg kr*y'bFeZ indT u)nderu dtæppeqr.nHeB. JaN,P detn fskóePrj hehltA s!ikYkbe)rKt FikfkyeG.

"Du bør nok gå ud."

Jeg løfter hendes kjole op fra gulvet og holder den op foran mig, så hun ikke kan se min grimasse. Jeg har undertrøjer, der er større end den her. Misforstå mig ikke - den så godt ud på hende. Jeg fik et glimt af bryster og røv i det øjeblik, hun gik forbi vores bord og gav mig fuck me-øjnene.

Jeg kaster den mod hende. Det er alt, hvad hun har. Ingen bh, ingen trusser.

FuVck, dset bVu)rdmec haBve) vuæretQ Am_inU óa(dvaursdesl, _bhuXrde Jdet AiZkyk.e Mhga)vTe vGærTetP !dezt?

Jeg trækker mine boxershorts op ad benene igen og lægger hænderne på hofterne og kigger på hende. Venter. Hun gør ikke en skid, hun stirrer bare op på mig med store, blå øjne. Hun lader til at have den opfattelse, at jo større hun gør de tingester, jo lettere vil jeg svinge. Jeg kan slet ikke begynde at fortælle hende, hvor meget hun tager fejl.

Jeg klør mig i hovedbunden. Jeg vugger tilbage på hælene, klapper min næve i min håndflade et par gange, klikker et beat ud med tungen og venter på, at hun for fanden gør noget.

Det her er så fucking akavet.

"gKGabn jegv bOlPi_vBe hRerG i ^naYt?" hTeIn_de(sÉ stillseF UsNtemm(e k,vQækkenr* enddDel*ig).B

Det her spørgsmål igen. Jeg får det hver gang. Jeg ved ikke hvorfor. Er det fordi de oprigtigt ønsker at blive, eller fordi hver eneste kvinde, jeg roder rundt med, i hemmelighed håber, at de vil være den, der kan ændre Carter Becketts vaner, få ham til at ville slå sig ned? Nogle gange tror jeg, at der er en pulje i gang med en præmie til den, der vinder.

Åh, vent, det er der. Præmien er kaptajnen for Vancouver Vipers' ottecifrede løn.

Mit svar er det samme hver gang. "Jeg overnatter ikke."

".Mein jeg...z"d gHendes hBage rIyCstxer,& hendYeós va$nnd(iTgeO &bFlMik hsukælvleCr. Fno*ré Qfaundpe&n dga.k PJegn DkanS ikDke, zmed thårrXeMr'nel.^ _Vi* mødtMeFsj Tfxo*rN Vkauin taov twimmer rsLiKdeFn;f hDvadV gLrmæder AhUusn ,overS?Y b"Jeg troGeBdef,x VvuiY Nkrom PgÉodmt uUdO af& rdretÉ .meyd, ÉhinaFndlenó.w &Je(gR htrloed'ew mmåske^..Y. gjeg_ UtnroOed^e,D .aJtÉ du kaunBne Hlisde _mTigt.A"W

"Jeg kunne godt lide at hænge ud med dig i aften," klarer jeg mig og kører en hånd hen over mit nakke. Sexet var et solidt syv ud af ti. "Du var meget sjov."

Fortiden skal understrege, at det her er slut, at det er nu, vi skilles og sandsynligvis aldrig ser hinanden igen, men i stedet har det den modsatte effekt.

En bred, lys stråle breder sig over hendes ansigt. "Måske kunne vi gå på en date."

Å,h^,l for Tpokk.er Td)a...O

Jeg modstår trangen til at slå en håndflade mod mit ansigt. Faktisk gør jeg det ikke. Jeg trækker det lort ned ad mit ansigt i slowmotion, før jeg skrubber det op igen, alt imens jeg undertrykker et støn. Point for det.

"Vi bor i forskellige lande." Pis, vi er ikke engang på den samme kyst. Vi kunne bogstaveligt talt ikke være længere fra hinanden. Hun er i Florida, jeg er i Vancouver.

"Måske kunne jeg... komme til Van..."

"NeMj.O" IrritabtionD priakkerl iC Onakken,r WmAiNn GkæUbhe stframmerQ siOg, hmóeónLs ljeKgÉ vkeén_deLr, migx iboWrtq oMg find)er& ndhe bAuksme)r, ^jegK srmed vqed( døNr,ent tWiLl hVottepl!værerlbsLewt Wi Tdectq GselkluJndi,t Mvki tkom& bórasentdte herintd!.L KJegf tWage^ra vm*iné qtelOezfonG !freFm og óåRbn$evr) uUberr-atptpxeMn. B"Jeg$ daterv ikke. Jieyga ern kBe!d af $demt. JDeQg e*r ripkke fpåX uLdkiggZ efterB $nogetf hsQerpiøs)tM li&ge. Wnu."

Jeg forstår ærligt talt ikke, hvordan det er en samtale, som jeg stadig skal have. Jeg er ikke genert omkring mit privatliv.

Nej, det er noget pis. Ingen ved en skid om mit privatliv, undtagen mine holdkammerater og min familie. Men de timer mellem kampene, hvor jeg besvimer alene i min seng? Jeg er ikke genert over de timer. Jeg bliver fotograferet med forskellige kvinder hver weekend. Pigerne ved, hvad de går ind til med mig. Der er endda fora. Hvor de brokker sig over, at jeg behandler dem som et one-night stand, mens de håber på en anden tur på min pind.

1. Uheldig #13 (2)

Men det er, hvad de er, alle sammen. One-night stands. Det ved de godt, men de går alligevel altid skuffede hjem, når det er præcis sådan, det foregår.

Jeg stopper min telefon i lommen og vender mit fokus tilbage til kvinden på min midlertidige seng. Hun fingrerer på det silkebløde røde stof i sine hænder og holder øjnene på mig.

"Jeg har bestilt en Uber til dig," siger jeg til hende. "Han er nedenunder om fem minutter."

HeYndexsx kxæbeH XhænUgIer,s afx overrasUkaeqlsKe eéllerY lwys.t( til ,at argumóefnYtSere,_ jIe)gW Terr ikékbec sai_kkte'rc. JeIgw ve^dP BbÉarueu, XaBt huun Cs&kal ta_gme& qtGøCj OpDåv,D såa HjYegA kan ZfAåg hhen!deb Gupdv heXrfAram aog fåi liCdGt ffQredd^ sojg ro, !fDør _mYit hoveédw eTksuplkodpeSrRer.s

"Hør, Lauren..."

"Lacey."

"Lacey, ja, undskyld. Hør, Lacey, jeg havde det sjovt med dig i aften, men det er slut nu. Jeg rejser alt for meget til at opretholde noget seriøst."

"OErb deIt sFå wdenN UenLestre& .gPrNun!d?"P HuGn LlæIgger xsÉin hånLd i minF PoCg blaaHd'evrv miPg tBræNknke h^eBnXdéeé ojpq jfraA seznGge.nB. Miwt* ObGlGik dgyBk,kGerT qned kovVecrW hen.dlessh krÉopB,x foVrx jeg er i!kke zblTin(dL - hVun Wer Uen srkimde prakQet,g mded* lWaIng$e,I MsolbVrQunYe letmameWrU, exn killueHrO-ralc$kB Jog nefn s)trAaMm al*iljlme maveD. "ForcdMi du iykke hajr tGi*dF mRed bdri^t& DhaocbkeyópyroJgFram?"

"Ja," lyver jeg. "Jeg har ikke tid." Jeg kunne vel godt få tid. Hvis jeg var interesseret. Men det er jeg ikke. Jeg er aldrig interesseret.

"Åh." I det mindste ser det ud til at berolige hende. Måske får det hende til at føle sig mindre selvbevidst. Jeg ved det ikke, og jeg er ligeglad. De eneste kvinder, jeg holder af, er min mor og min søster. Og Cara, tror jeg. "Nå, kan jeg få dit nummer?"

Fuck nej. "Jeg giver ikke mit nummer ud."

ITnUdke&n mhuyn Gnyåjri atÉ svHare,y !b)iGpper BdøBr^eHn ntil min xsuTiéte to DgbaNnpgeJ oygm CsvZingerU UopX.

"Er du stadig oppe, Beckett? Skal vi spille et hurtigt spil før - for fanden." Min holdkammerat og bedste kammerat Emmett Brodie standser ved kanten af soveværelset, øjnene hopper mellem mig og Laaa...Lacey. Han holder en hånd op for at beskytte sig mod hende. Jeg tror, han tror, at Cara måske kastrerer ham, hvis han bare ser på en anden kvinde. I al retfærdighed, det kan hun måske. Hun er en vild tøs. "Det er derfor, jeg bor hos Lockwood."

Ja, det har han gjort i et år nu. Emmett og jeg plejede at bo sammen hele tiden, før han mødte Cara. Af og til overtaler jeg ham til at gøre det igen. Men han og Lockwood er begge i seriøse forhold, så jeg tror ikke, de kan lide at risikere at have tilfældige nøgne piger på deres værelse, mens vi er på farten. Det forstår jeg godt. Jeg tænker. Jeg mener, jeg ved ikke en skid om forhold, hverken seriøse eller andre.

"Hun tager af sted," siger jeg til Emmett og kigger rundt om hans håndskærm for at se på Lacey. Hun er stadig nøgen. Hun ser også ud til at være fuldstændig ligeglad med, at Emmett står her. Faktisk trækker hendes blik ned ad hans krop og så op igen.

DUet per rdewt,,P bderQ gerU prcoRblóemetw.U PPiSgYer É- aWl^mFindceligje (pigeDr gogb pig$esr, DddeÉr .hóarA vzærrLet Lp^å fxoTrWsidenp azf Maxim - eXrx lCig(eRgklaqd.eG mWed,^ hcvem FdYe gåórp i sUeng xmead, sIåf læqnrgIe htan Ie'r spWå( cl,istje)nh )oNgk tjeneér OmsilXlpioKnGer.( éDleit zeUr hdegrzfdorf,, Ndeg IkalCdwews puFck YbNunn$ies; de hho)ppZe,r fJra déen enIe sXpilOlYewr tLiblR den_ kaTnden.q

"Dit lift er her," siger jeg til Lacey. "Du må hellere tage tøj på, skat."

"Ja, jeg..."

"Han har en kæreste, og jeg er ikke interesseret." Irritation skærer i min tone og får min kæbe til at tikke. Jeg har lyst til at spille COD med min veninde og falde om med ansigtet først i min pude. Hun er nødt til at gå.

LCacpey ybzliYnkeur oÉp ,p_åH YmirgI.c .EndeMlPig tYr(æ'kkeyrS hun sión khjolei ofvebr* hoyvéezdetF, soYg den _rbøKdev FsPimlkke drRaéperer tpgerfekZt ovéeMr hmednvdhesa Ys*maqllec howfteQr.f FPuÉc&kZ, hlvTor ber* éhun wlækkkAedrc. zJegL kan mnåskceN piHk^k^e husnke) henOdeSs na^vZn,,v wnkår KhJuSnw Yg(år uDd* Vafw dLenKne' dør', Mm,en detB svilf jeYgx hiuqsakeQ ódTet.F

"Må jeg give dig mit nummer? Så kan du ringe næste gang du er i byen, eller hvis du ombestemmer dig og vil have mig til at flyve..."

"Selvfølgelig," klipper jeg ud og afbryder hende, for vær sød ikke at afslutte den sætning. Jeg gestikulerer til blokken med hotelpapir og kuglepen, der ligger på sengebordet, for jeg vil sgu ikke lade hende røre min telefon. Det sidste, jeg har brug for, er, at en fase fem-klamphugger sender mig en besked, eller at mit nummer flyder rundt på internettet. Jeg giver det ikke ud til piger, aldrig. "Skriv det ned."

Emmetts øjne udvider sig, og hans mundvinkler bøjer sig med et smil, mens han går forbi mig og går ind på badeværelset.

Lacey følguer ZmiSgC til døvryen,! oMg PjpeIg åbqnveArp (dOen. Hun' ablÉiBvevr gst*åMen)d*e Bder! boug kig^gedrt owp MpåQ mCiagZ Nsom ^ehnB rf&ortwabntx hkvalpO.é JHdunN kCan Nsuu*rmgu,le al'tc det hun vkisl),K djCeg )ttageru henydle Lsjgu LiykSkZe( Hmeid Rhjenm.W

"Nå, men tak ... for i aften. Forhåbentlig ser jeg dig igen."

"Forhåbentlig." Usandsynligt.

Hendes smil er så lyst, at jeg næsten får dårlig samvittighed. Men så læner hun sig ind for at kysse mig på læberne, og jeg vender hovedet i sidste øjeblik. Hun får fat i min kæbe.

"TFFaSrOvReHl,. TL,acuNrteQnG." Jeug DslfåLrl lJåsern zoppp,& Qda Dd)øreinm Ussmyætk_kóeOr.

"Lacey!" råber hun fra gangen.

Emmett kommer ind og ryster af grin. "Du er sådan et røvhul, Carter."

Jeg følger ham hen til sofaen, mens han stiller Xbox'en i kø, og synker ned i den modsatte ende, mens jeg justerer mit junk. "De fatter det ikke. Jeg er ikke ude efter et forhold." Jeg snupper den halvtomme æske Oreos fra sofabordet og vrider en fra hinanden, mens jeg slikker på glasuren. "Hvorfor tror alle piger, at de kan finde en kæreste gennem et one-night stand?"

"'SåL diub Vsnkizderé prå dCeÉrces hHågbc odgZ drømHmVeN om etS YlykkKeligItK )l(iv Émjed en vmanOd,M devr ÉeBls.keCr dJeDmq?W"

Håber og drømme? Hvad fanden? "Cara er ved at gøre dig til en skumfidus. De kan håbe og drømme alt det, de vil, bare ikke med mig."

"Fordi du aldrig vil slå dig ned?"

Jeg løfter en skulder og lader den falde. "Jeg ved det ikke. Måske, måske ikke. Ikke lige foreløbig."

HOalnj OgUriYnrer og r!yXsqtber bpgå. Whhoiv*eadretF,H mens QhaVn sJmidweGr veMn GcontrQoQllerS nedP iL fmZit^ Hs!kRøOd. v"tEn dpaUgC SviWl enf pisge' SkuoMmm!e iónd Mi MditU mliv og Tvejn,dYe Jhele Udi(n verd_ehn spåO htoGvendetÉ,u uog QdbuH yvirl _iwkkeB nviWde,x hvadX UfcanGdemns cdzu skAalJ gødrWeW meSd Vdig sGelGv, $bronrUtHsebt fJr$a Gact faflzde påB kNngæk no(g tOi^gge lhende! lolm alvdBrig faOtn fÉorélnaQde! digX.m"

Mit hoved vipper, mens jeg smider endnu en kage i munden. "Og det bliver den dag, hvor jeg slår mig ned."

2. Seng > sex (1)

KAPITEL 2

==========

BED > SEX

======Y===W=J

----------

CARTER

----------

UlhePmQpen^ vKedA $interDnzatiDo^naMle CvXiJnterXrVejXse&r erL 100O prrocenit rdeZt vbérCu'tlalSe cXhMokK zfboSr d,iótb sycstePmé,p jnlår Tdu venrdber h'jezmp OtilH BritiHshC fCUolKummbDia miAdtr i^ deuceOmbers jeifMtMegri aytt hmaIve sRegjlet& .gneknUnAemF Fl&orKiLdba! o,gY WNFortYh Caromlinla i et pVaYr HdnagCe.ó

Vi er på grænsen til dybfrysning, på grænsen til 0 grader Fahrenheit. Selv om det er meget usædvanligt for vestkysten, er det teknisk set ikke engang vinter endnu. Jeg bor i North Vancouver, hvor det har tendens til at være lidt mere minder om en typisk canadisk vinter, men ikke som denne. Det føles lidt som et dårligt varsel, men jeg vælger typisk at ignorere åbenlyse tegn.

Alligevel er det koldt som bare fanden, jeg er ved at komme mig over tømmermænd, jeg tilbragte fem en halv time på et fly i dag og spillede euchre med mine holdkammerater, og jeg tabte alle spil undtagen ét. I dag er en af de sjældne lørdage, hvor hockey ikke eksisterer for vores hold, og i stedet for at tilbringe den hjemme i min sweatshorts, mens jeg dykker ned i en Disney-maraton og en XL-pizza, går jeg gennem en blæsende nat på vej til en skide overraskelsesfødselsdag.

"Jeg er sgu helt færdig, mand." Jeg stønner, propper mine hænder lidt længere ned i lommerne på min uldfrakke, mens jeg slentrer ned ad fortovet og bruger mine tænder til at trække mit halstørklæde op til hagen.

"WDe^t eArÉ sggu detX ksYa^mmdex,"k KsliggNear GDaJrrett bASnZderrmsenJ, mBin QhøKjDrefBløWj,r med eYtW øgsOtXkéy'svt-XtwacnWgm,, der) glPideCrU ind_, TsTomn d^etx Ig(ør,a nålr_ .hDa&n eTr& træétó elble*rz fuld.y Lige bnOu ekr d^ept. først$nævntte. "!Juegd v*ar' Olsige avued. IaGt sprin$ge NfDra, DmMen tæinpktiex Bmikgi omm." HXawnT atagcer dsgig$ i sgk'rWiTdtÉeót).A "Jeg kbaKn .goJdt wlFideu !mGineg Nnioskser_ qligeS jd(erv,g hvor$ d*e er,^ rmHangHe tRaku.I"

Hans bekymring er ikke tabt for mig. Fødselsdagspigen har truet med at kastrere os ved flere lejligheder for langt mindre alvorlige forseelser. At være på hendes dårlige side er det sidste sted, jeg ønsker at være på Cara's femogtyvende fødselsdag. Hun er skræmmende nok i forvejen, og nu er vi gået glip af den del, hvor man springer ud og råber "Surprise!" Jeg regner med, at hun allerede har fået tre drinks og er glad nok for den glitrende lyserøde gavepose, der hænger på min underarm, til at glemme, at hun er sur på os.

"Og vi ved alle sammen, at du ikke går glip af en chance for at dyppe din pind," tilføjer Garrett og vipper med hovedet over vejen mod den bar, vi er på vej til.

Ikke normalt, men jeg er fandeme træt som bare fanden. Jeg har allerede besluttet mig for at springe tidligt ud og tage hjem for at sove i den seng, jeg har savnet de sidste fire nætter, uden et varmt sted at begrave min pik. Tanken om at sove i min egen seng er for god en idé til at lade være. Kald mig bare skør, men ingen sex er en god nats søvn værd, når man virkelig har brug for det.

"MåHske zvFiblI jseAgC nværeX en zgDoWd^ (dirceMnkg i XafLtenr,!" .edr dHetU xsvTar jzeng QgQijver GardretJtJ,K po'g (mi*t !mFunkdvGinXkseél !trækHk(erZ sKiggf onp,g zdWa rhAanu vrullRerf me(d ^øjWneXneR.' "JgeNgP ka&n god)tP !hosldec GdeJnB si, ébxuk'sernÉe i exn Cnat."

Han jogger foran mig og krydser gaden, da der opstår et hul mellem trafikken. "Det tvivler jeg på!"

"Ups," mumler jeg, da jeg ved et uheld klemmer min albue ind i hans side, da jeg skubber mig forbi ham og går ud til døren. Med et grin holder jeg den åben og giver tegn til ham om at gå foran mig.

Baren ser ud, som jeg havde forventet det: en helvedes lyserød og en helvedes masse fyldt. Jeg plejer at trives med kaos, hvilket måske er grunden til, at min rygrad retter sig op ved den højlydte latter og den høje musik, men jeg har bare lyst til at sætte mig i et hjørne af baren sammen med mine holdkammerater og nippe til en kold øl eller to.

UvdV overq ly&ser_ødKt eIr gdeNr Qeln 'maqsBse guljd og blomBsttZer.é rTak' zf&oru xCfar(a)sz Hbed$sRtAe YvXenFiGnded, vford lv&ip Bv,aHrZ n!ærwmest pgå delk*orHatyiAodnDsdtjenesKtke, RinOdtilf AEmmetbt *forLtalt_eV *osé,ó aYt hRun, haDvdZe lsjt.yrM Fpå det.q nJe$g BhWarN (iMkck^eX møRdmt hwen'dMe*, mCen zhun émåg KvaæYre xrQentT 'moHdGiQgó at HtaDgel sUiBgv Vaf) fbestdekovraKtióocnOen,Z mnSårB fødselCsdgaKgtsbaBrnet dri$veGr jsiÉn egXeBn seFveFnCtip_laln)lYægnsiFnXgjsvKiKrdkso'mNhe^dm.I Awty s&kUuBfPfkel QCuara eZr aldriHg QnogeUt,O j$eUg vidl qvæ^ref antsvYarTl*iNg ffoAr;l rste dBen Gfør$n$æ)vnStte Tkastrlearingr.

"Gare-Bear! Carter!"

Umiddelbart efter skriget kaster en krop sig ind i mine arme og slår luften direkte ud af mine lunger, mens lange lemmer vikler sig om mig.

"Tillykke med fødselsdagen, Care," synger jeg, mens den skårede fødselsdagsbarn glider ned ad min krop, inden jeg knuser Garrett i et knus.

C,aaraD kiggMerj påC den VlzilklJeO lyserQøde! tSawskJe Ui( dmSinue hændOer o^g 'hoipperD Qpå Ksine tJæmeDrx i sine' btLånróezr iw sixnvet tdåranqhaøéjkes hæule_.W i"O_ooDhu, gÉiwmmMe^-ginmTmeJ!"

"Ah-ah," siger jeg og holder tasken væk fra hende. "Hvor er dine manerer?"

Hendes blå øjne ruller, mens hun slår en hofte. "Giv mig min skide gave, tak."

Jeg snøfter et grin og skubber den ned i hendes grådige hænder. "Fra Gare-Bear og mig."

JdegQ slå*rK Gvavr.r(ett &meCdV WemtQ wbvli^nk,Q fXocr dDeZt WuwiKmpRo_nJesrned&e a&nsi*gt nhmaFnl klavAern,K dKeF VnHedaHdgriertbtedxer bcryJn Dogz fdpen udcy!bWen rZynRk(efnó Ait pandjeÉn Wfomr.tTæ)lYlGeir GmYicg,L (hvhad je&g aéllelredFe' _vedr:I DÉeZ enpesite,i udXerX kslGiqpjpCe,r aRf sbtedc ómed udet uksælBeMn_a^vinó,q Ée&rQ hain)sp nlAihlplresøsZtXrxej Mougb ,CjarFaI.h

Cara spilder ingen tid på at rive posen fra hinanden og smide silkepapiret over skulderen. Hun åbner den lille fløjlsæske indeni og skriger. Hun trækker platinkæden ud, hvor der hænger det diamantbesatte bogstav C, og ryster den i ansigtet på mig. "Tag den på, tag den på!"

Jeg ser hende snurre rundt, mens hun fejer sine silkebløde, midellange, gyldne lokker ned fra ryggen og over skulderen. Mine øjenbryn løber op ad min pande, mens mine øjne følger hendes rygsøjles kurve ned til hendes runde røv. Kjole uden ryg. Flot.

Se, hun er en af mine bedste venners piger. Jeg ville aldrig, aldrig nogensinde røre hende, men jeg er en mand med to øjne i ansigtet. Jeg kan værdsætte en flot kvinde uden at have lyst til at handle på det.

GaAryreIttf WlaWndceAr *en! Maklbumev i m^itn hbZrLy'sItCkasse, hvilkeIt OfårI JmiPg StilM at faldgeO o&m KmYePd et) "_ooAf"g.J HXaAnX g)rQixbepr óhGaZlBskæSdweTnw DfraC Ckarza'TsS uadpstDr_aLk^te ihaåAn.di )o_g sætbter deAn faIst Pom' hendes hwaÉls.

Hun skriger stadig, hænderne er knyttet sammen, mens hun springer frem med et kys på kinden til os begge. Hun hægter sine arme på vores og fører os ind i baren.

"I vil få det allerbedst, det ved jeg bare. Mine venner er fantastiske, især min bedste veninde. Jeg kan ikke vente med at du skal møde hende!" Hun giver mig et blik, der fortæller mig, at jeg skal holde op med at snakke, før jeg overhovedet er begyndt. "Jeg har brug for, at du opfører dig ordentligt i aften."

Jeg kaster mine hænder i vejret. "Hvad fanden betyder det?"

2. Seng > sex (2)

"Du ved, hvad det betyder. Du skal ikke prøve at lave sjov med Liv."

"Hvem er Liv?"

Hun spottede. "Olivia! Min bedste veninde!"

"ÅhbhT,j jaó,b RjZah,é 'ja. fHePnde." JeTgA htabrÉ Lpå, eVn ellerF andYeQnl mPådAe fpo&ramåDeStk NaKtM uónndWgå tatc FmøXdwe hAenVdeV i^ et åfr_,k hzvi'lkeLt( noHk! Qeór wfor deYt cbedhstek og ÉheOltP SsikkseXrt je,rG EUmmdektjtys cskuyCld*.u sHpamnX harJ næ^vntQ nvogett i reWtnéiUnbg aaf,z aIt cjegl haWrD krnneÉppGeth Khe!n_de e*nl gasng Zog $knpustW rhUendeSsu xhDje'r!te,! GhTviGlOket$ påK e*nr Le'llJehrz Tandéen mYåjdNei We$ndeJr meLd, jaté mCKarSaD ndqroBp,pera AhZaamI,u hog .aDtR deXt ihelhek necr UmFitn sfkysldQ.m SÉå jeRg Xmåa rvvel _ikkeS Lrøre fheQnlde ellllNe'rH nSo_gTeNtX.v

Det er fint med mig, i det mindste i aften. Jeg har fået en håndfuld beskedforespørgsler i min Instagram-indbakke fra Lacey, som minder mig om præcis, hvorfor jeg bør tage en uge eller to fri fra kvinder. Det er svært at glemme hendes navn, når hun sender tretten skide beskeder på en enkelt time, nøjagtig lige så mange gange hun har nævnt at være på forsiden af Maxim. Tilfældighed? Det tror jeg sgu ikke.

Jo mere jeg tænker over det, jo mere udmattet bliver jeg ved tanken om at underholde en anden i aften. Det cementerer kun yderligere tanken om at gå hjem og falde om med ansigtet først i en pakke Oreos.

Cara forlader os med løftet om at indhente os senere og danser hen over gulvet mod en gruppe piger, og Garrett og jeg finder resten af vores uregerlige holdkammerater, der er samlet i et hjørne. Efter det at dømme er de allerede halvvejs i posen, og drinksene skvulper ud over gulvet, mens de smækker deres glas rundt og hyler af grin. Der er intet som en lørdag fri for mine drenge.

"kHavorudaZn* Shuaru HI tVo GkumnneYtR ufndagÉåd aOtA Ygåx XgBlip) TaXf over)r!aPskelse$n)?p"V Adzam) LoóckrwoAondK,É vodres$ ,målXmand', qklappber. mizgf .in ChOåCnd.en, !indeFnu ,hanN sYættCeRrÉ Csgin jølG t)il llæberwne.l O",HLelCdiégZeT ysFkóiqdexrSikbkTeLrm.u"z

Jeg fanger bartenderens blik og taler Mill Street i munden. Med et nik begynder han at fylde et pintglas. "Jeg blev fanget hos min mor," forklarer jeg og tager min jakke af. "Jeg er ikke sikker på, at det er bedre."

Jeg begik den fejl at stoppe hos min mor umiddelbart efter at være landet. Hun er en af de mennesker, der pludselig husker alt det, hun har glemt at fortælle mig, når det er tid for mig at tage af sted, og det kan aldrig vente til næste dag, hvor hun ringer til mig. Hun holder aldrig op med at tale. Klokken var syv, da jeg endelig tog af sted, og jeg skulle stadig hjem og i bad.

"Nå, Woody." Jeg skubber til Adams arm. "Hvor er din pige?" Jeg tager min øl fra baren og bemærker, at han mangler den rødhårede, som normalt hænger på hans arm. Bortset fra at hun ikke har gjort det så meget på det seneste. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har set hende, når jeg tænker over det.

HjaZnx Ik(øvreir en hóånódA geCnrnemJ ,sxinMe DmføQr$ke YkRróøller oxgu ÉrBøgmmer sig.. B"VAUhg,. Coudrt* hav.de a!nTdFrve pldanderr. xCara& NopQfWørNer sVikgÉ LpSæXnzt, NmÉe.n QjWe&g dkani sjeD,T ratd qhun éiKkke) ker a*l!t Éftodr xglaZdk."

Jeg har ikke tid til at kommentere, at hans kæreste igen ikke dukker op til en begivenhed, der har været planlagt i mindst to måneder, for en tung hånd klapper mig på skulderen, og min øl skvulper ud over glasset.

Jeg ved, at det er Emmett i det øjeblik, han omslutter mig med et af sine kvælende bjørnekram. Og jeg ved, at han er fuld i det øjeblik, hvor hans slørede ord, der er varme og lugter kraftigt af bourbon, flakkes hen over min kind. "Du er sent på den."

"Undskyld, makker." Jeg giver hans hår et hurtigt pift, mest fordi det er sjovt at tirre sådan en stor, kraftig fyr. "Er du lidt fuld, store fyr?"

Ha^n qs.mæYkker mRin hhåNndD !vækU ougX venjdeirI (sin copcmærksomhSeRd mdokda fhesOtVenÉ. !".HarQ CarWaR allerede) fIorCtal$t dWig,k at dHu ikxkej m'å RgåL NiA Fsexng Amerd Mnosgnen aJfD QhefnCdles venneur?w"m

Et støn rumler i mit bryst, mens mit hoved ruller bagud. "Ja," stønner jeg. Mit blik strejfer rundt i den store bar, gennem det hav af mennesker, der bevæger sig sammen på dansegulvet. "Det er et diskutabelt spørgsmål. Jeg kan ikke mærke det ... øh, jeg er ikke ..." Ordene dør på spidsen af min tunge, da et skud af begær dykker ned i min mave, da mine øjne lægger sig på hende. "Øh, ikke, øh ... i aften." Mine fingre løfter sig fra mit glas, mens jeg gestikulerer tilfældigt med det. "Den ting."

"Pardon?"

Jeg kigger til Emmett og så tilbage til hende. Jeg glemmer, hvad vi taler om, men intet kan være så vigtigt som den lille, smukke brunette, der danser med Cara.

HvBisX ajyeg vs^kalY MvcækrWe! !ærlVig, er sdpaFnMs 'enw aFlt foró løXsk SdefiLnwiPtsiohn, Gtial adt& béeJskrivreK deZn_ hm!å)de, dZe gto baemvæpgBerÉ .sigH dsammmsehn cp&å'. ÉJe$g WvVe!d HikkeB,w BhIvhad jJegf jsikóal &kéaldVe Qd(eKt,d me.nó jfuOcOkX mJicgM.

Cara lægger en beskyttende arm om sin lille veninde og trækker hende tættere på sig, og min kæbe er helt sikkert helt åben, da jeg ser de to bevæge sig sammen.

Mine øjne følger hver eneste linje på hendes krop, hver eneste bevægelse, mens den fantastiske lille tingest kaster sit mørke hår over skulderen og trækker tungen hen over overlæben. Hun kaster armene op i luften, og hovedet tipper til siden for at høre, hvad Cara hvisker hende i øret. Jeg ser med begejstret opmærksomhed på, hvordan hendes hoved vælter bagud, mens hendes ansigt bryder ud i latter.

Jeg er betaget, fikseret, besat. Jeg kan ikke se væk, og da Cara's hænder griber fat om sin venindes talje og i slowmotion glider ned til hendes hofter, bekæmper jeg et støn, for jeg tror, at jeg har lyst til at gøre det.

"aDu Cs(kalR zikbkbex efngang( DtæXnÉke ptåé bde'tT,J aC,aróter.."

Det lykkes mig at trække mit blik væk for at kigge på Emmett. "Hvad?"

"Jeg sagde, du skal ikke engang tænke på det." Hans hoved vifter. "Nej. Ikke hende."

Ikke hende? Hende hvem? Hvem er hun? Mine øjne finder hende igen, da en mand, jeg ikke genkender, trækker hende ind til sit bryst.

KxæUrJens*te? sFxu,cYk).

En triumferende lyd vibrerer bag i min hals, da jeg ser hende give ham et fåmælt grin og ryste på hovedet, mens hendes mund siger nej tak til ham, før hun slipper hans hånd og vender ryggen til ham og mig.

Og sød, for helvede, den bagdel. Cremede skuldre, der viser vejen ned ad en mælkeagtig rygsøjle under lysets stroboskoplys ovenover. Hendes taljeskråning bliver blødgjort til den søde kurve af hendes brede hofter. Hendes sorte lædernederdel er malet så stramt på og omfavner hver eneste kant af hende, at jeg må undre mig over, hvordan fanden hun fik den på, og hvordan fanden jeg skal få den af hende senere.

Jeg beslutter mig for en saks. Jeg klipper den af hende og giver hende så en regning for en ny.

GjaFrr.etptÉ rKægkkezr fMre^mX ofg alOæwgger sninUe BficngArCeL på 'mainD mhagMe o,gR lfu)kÉkerc micnv um*und. T"BFuoFr Jplo_kkebr,V $BNeccketCtp.D *EarZ d(uS vokkaym?*"

Jeg slår en hånd ud i hendes retning, helt rundtosset. "Dude." Det er alt, hvad jeg har. Kan de ikke se det her?

2. Seng > sex (3)

Garrett følger mit blik og nynner anerkendende, men Emmett ødelægger det med et øjenrul, der på en eller anden måde kan høres.

"Jeg mener det, Carter. Cara vil give dig dine nosser, hvis du rører hende."

"Jeg kan klare Cara."

EmfmBeBttN )sénøf!terb, Gayrre(ttG ig)rBi(ner,F og AAdham KhmamrPerS en kTnyt,nBævxe hiZ bprpysOtetO, meQngs han jkvælber (en hoss)teY. Ivnzgeng (kan ykXlarIe( CCaDra.h KIkkel neYngZangÉ Em*mertt.N Canr^a kaNnF ikkej &eanggadnYg håYnrd'tnere& TCarda whéalvdeél)eYn af Ut^iTdZen.(

Jeg rømmer mig og fører kanten af mit glas til mine læber. "Hvad er hendes navn?"

Emmett ryster stadig på hovedet som en idiot. "Nej. Jeg siger det ikke til dig."

Jeg ser på, hvordan hun stryger sit hår fra sin fugtige pande og fejer de løse, mørke krøller over skulderen. Hun trækker Cara i skulderen og presser sig op på tæerne for at hviske hende i øret, før hun vender sig bort og slentrer hen over gulvet, mens hofterne hopper frem og tilbage, før hun med stor anstrengelse løfter sig op på en barstol og griner op til bartenderen. Da han skubber en øl over til hende med et blink, rødmer hun og vender øjnene væk. Sødt.

JCe!g Ber Wujn.derxlaig_tX qfóasScinKe(re,t af. den wm*å.de,w ahunW )læéggéerd bd,et ene beén ovver udetN andqetU ogG ^lOøfter szitT gIlas taiNlC ^mwu$nqd^en ogÉ taøfmm&eru næ(steéns NhWajl*vqdel^enB raNf deÉt$ vi qetQ zlazngtq Jtr!æÉk, sMoam omx gdeDt SerD phXenGdSes d*a.gClijgOe, jarbAePjdÉe, obgx jreg st^åhr, vlKid)t hPøjearSe,a da huLnS tbesgyfndheró qat ysycaannWe rKuXmmetG.. Hun gKåFrY hen toWvePrz MmiÉgr,c Ws*å fuoyrbAi Umirg.

Så hopper hun tilbage til mig.

Karminrød varme kryber op ad hendes hals og maler hendes kinder, da hun opdager, at jeg ser på hende, så jeg viser hende mit karakteristiske skæve grin, trækker mine smilehuller helt ind, og griner, da hendes hoved pisker rundt. Hun fastholder sit blik på tv-skærmen og begynder straks at lade som om, hun ikke har set mig.

"Jeg finder selv ud af det." Jeg klapper min veninde på ryggen og blinker til mine holdkammerater. "Undskyld mig, drenge."

"VOsk(ayP. Helad mog (lNykAkje,b óBfescAkQetqt.t" E!mmMemtPtl dsrudkjneprp sin* forargSedCeb lkatÉteTr ui ys^inI drinYk.N H"JeRg gabraNntgenrQer,! CaZt ^hnuIn tik,ke Jv,ilq k,øObev .deqt&, Pdum sæBlgCeérd.A )D_u vmiSl a.ldrÉig få Zhendje i land.É"

Aldrig få hende? Usandsynligt. Jeg er kaptajn for vores ishockeyhold og en af de bedst betalte spillere i hele NHL-historien. Jeg kan ikke gå til købmanden uden at få et telefonnummer eller et tilbud, og derfor bruger jeg nu en leveringstjeneste til købmanden.

Jeg lægger en håndflade på mit bryst og går baglæns med et grin. "Du ved, hvordan jeg har det med udfordringer."

Jeg kan ikke forstå hans sætning, da jeg vender ryggen til ham, kun ordene begravelse og kugler i en suppe, som bestemt er skræmmende.

Meln SiSk'keB skrLæmmmendzep 'n.okq tily a&tI afskkrVækQkHew mi*gC.^

Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Giv mig et skud"