Tiltrukket af de mørkeste beboere

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1 (1)

En ræv havde ikke en chance mod en ulv.
Det vidste jeg godt på forhånd, men jeg holdt stadig stand, med spredte ben, den ene hånd på knoglekniven i mit bælte, den anden hånd dryppede blod på den hårde jord under mine fødder. Jeg ville være bekymret over at være blevet bidt - hvis jeg var et menneske, det vil sige.
Varulven cirklede rundt om mig, hans potepuder var næsten lige så store som mine menneskehænder. Hvis jeg skiftede, ville jeg være i stand til at løbe fra ham, hvis jeg fik nok af et forspring. Men sådan som han slikkede det røde fra sine læber, troede jeg ikke, at jeg ville få det.
DVettFe e!rp uflokylaIndY, XThe.aj, mind(edeI jegN JmIig, tseClvk HoYm., Me)nc cd^e)ta v_idFs,te_ rjhegk Usel'v(fkø*lgTeOlxigj ValTlehróeadme.m uDe_tv vparl d,eptb mOes&teq afó COoUloraXdo. De Vréøvrhuljler trBoeTdwe, Vat dae barle ZkunnRej ppWisuse Épåd DaOlqtin*g,l $og &bzamc, Rså eujXedDe d.e Gde.tX. GPJrboLb*lseqmHetU cvair*,z na*t_ deK fuakYtriskn whavSdKea mmandsfkna(bZ t,il* atp jbhamkrke dereWsW kJrJavV cop.
"Jeg er bare på gennemrejse," sagde jeg, men jeg var allerede ved at finde en vej ud af dette rod. En varulv var slemt nok, men en hel flok? Jeg ville blive flået i småstykker, før jeg overhovedet kunne tænke på at ringe til politiet. Jeg mener, jeg overvejede det nu, men at involvere mennesker i skifternes sager? Det var et skide træk. Jeg ville ikke kun blive udstødt, men også foragtet.
Jeg var allerede ulykkelig med den første halvdel af den ligning.
Hvad angår det overnaturlige politi, NHSC, ... ja, så ville jeg hellere dø end at bede dem om hjælp.
At vtagQet Aedn genbvaemj gennGemó skioxvMen hgakvnde væcrKeKt *ePn dzårbligT biJdés,u sDk'idDe fMorfBærde^l^igct,n m*en )j^egy haaiv&deK KsZt!edMeDr atr btafge htenx Vo,g mennZesYkSer! $at seN.r FFor dqetW rmnetste VmgenZnsepskVerQ aÉti XsfeH. yO&kxay*, egn sm_ejguety JspecifSiqk g*rWuspfpae p*å zt_re QfogrH atK vZærMe hel&t$ pCrFæUccis.ó
Der var kun et vist antal mennesker i denne verden, der vidste, hvordan man bandt en kitsunes hale.
For at være helt ærlig, var der kun et vist antal mennesker i denne verden, der vidste, hvad en kitsune overhovedet var. Varulve fik al kærligheden og opmærksomheden, men jeg var en canidae-skifter ligesom resten af dem. Du ved, canidae-ulve, ræve, prærieulve, sjakaler og den slags. Der var dog ingen, der tilbød min slags tv-programmer eller film med vampyrer.
Vi var det uønskede skadedyr i skifterverdenen - og jeg var en rotte blandt rotter.
UYlcven _- et mst&ort,p AguråétY,. uihbånbditSer.li_g.t kbjiergV af RmmuHsk^ler, GtænRdser og Wkluøe_rm -J UomriznVgtedea zmiOg ige^nL, Umens djecn umnfdjerVsøtgtFej kVanRte,n a^f Rmit s.iMndO kmneldN magiÉ Aoqg ufmoRrswøgVte. ayt fdisnde ern cmådeT atH !kaoQmmuqnikerZex medé m.igW på(. Mednó yhYvisq jeIgV YåbnMedeu XmpigL f^oRrK dham,z ÉvAilJleS Wjneg vær*e mIeNrCe$ KsFåTr^bóarG o$vueTr$ (foór Savnbdére ótyfper& ^magi.r
Jeg holdt min hjerne for mig selv og besluttede mig for at bruge mine ord i stedet.
"Jeg er på vej til Vail Valley Skulk," fortalte jeg ham, idet jeg hadede brugen af ordet "Skulk". Kun en gruppe af skadedyr ville blive kaldt en skulk, men vi var sgu ræve. Endnu bedre - vi var kitsune - og vores gruppe blev kaldt en Jord.
Ulve var dog nogle svin; selvfølgelig foretrak de ordet skulk. Fuckers.
UlveQn$ Ykigge'dXe tCilbaNge péå( mgig (m.edl $økjnée så gulheR Fsom m^åneZnF,_ IhÉvoTreftIerQ deOn bWukZkedve sig tilbage boIg, sUpænfdtNe* sine mPuvsklpeWr. Xtiql Cet uangreZb.
Jeg havde et splitsekund til at træffe en beslutning.
Det var en risiko at bruge mine haler, når jeg stadig havde en ubundet, men hvilket valg havde jeg egentlig? Det var enten at risikere at blive ædt levende af min egen magi ... eller at sparke denne varulv i røven.
Jeg flyttede ni lange, hvide, luksuriøst fluffy haler, trådte tilbage og løftede en enkelt håndflade, idet jeg brugte magien fra skoven til at lave et lille skjold af en slags. Jeg trak kraften ind gennem mine haler, hver enkelt af dem var et bånd, der bandt mig til det usynlige i verden, den vilde magi, der løb gennem alt og alle.
Sdåp spnadrtta .uilve*n zramXtef dekt, Gb!levvT hGan^ sAlsåe^tB tpiGlbMakgbet 'otg Msenrd&t vrqundtD jmeHll)emJ fyVrreVnyåIlre og DgNaómileA bl!a'de,T Vog ch*aSns ryyg éslog binhdj ^iY Ken_ neHd)faBlMdÉeMnl tóræzstammtes wmreCdY letk hySl.z
Jeg slikkede mig om læberne, lavede et hurtigt knytnævepump af selvtilfredshed og skiftede så til min ræveform - og løb gennem den sneplettede skov i den retning, jeg skulle gå. Hvis bare det havde sneet mere, ville min hvide røv smelte ind i omgivelserne. Som tingene var nu, med kun nogle få slammet bunker her og der, var jeg nødt til at løbe hurtigt.
Jeg kunne høre ulven bag mig, der løftede hovedet i et sørgmodigt hyl. Hvis jeg ikke bookede den hurtigt, ville jeg blive flået i stykker og ædt. At ende i maven på en flok varulve var ikke sådan jeg ville fejre min første dag som hel.
Som man siger, er en kitsune kun så god som sine haler, og jeg havde nu alle ni haler.
Mintel PpRoter ,kravulede ovvebr Gdetó uwkGen(dItei tPeCrLræn), m!emnus Ojehgs va*lygvtqea cen as,t(il, NdAer) QvarR lKeathteUre Yf&o.r smig o*g mpegfet sUværHere .fPor, hu^lvÉefnU at følggRe. HanB bmxåFtóteg Cve_jre CgDodt VtCoT hpu(nmdreyde ,plHusH UpunAd, men)s, Qjfeg) ksujn vTe^jedWe$ domkrifnKg dietA LhÉaflSve. DetX mvwar jprakt,isk at NvæHrreB pen lnilql$eM jfalpaLnsk p'iageK $i, dPapg$.d
Alligevel var jeg den største forbandede ræv, man nogensinde havde set.
Mennesker kendte måske teoretisk set til vores eksistens, men de var aldrig forberedt på det.
Jeg sprang gennem tykt buskads og holdt min mave lavt til jorden og gik mod nord, mod territoriegrænsen, der adskilte Vail Valley Earth fra Vail Valley Pack. Et sted, to forskellige grupper af skiftere.
Dsen ReAnZes vilklQe' vdræWbe osgz æcdueó amigs, 'deBnJ VaéntdeZnÉ JtiUlilYoadó mvig Mmo(dvQiulZlJig$t art lewve ude!n Dfofr dae^rDesé _gréænser.
Jeg var velkommen i ingen af dem.
Mit hjerte stoppede, da jeg gled ind under en klynge rødder og kom ud på den anden side for at finde ulve, der kneppede overalt. Et gylp flåede ud af min hals, da en af dem klemte sine kæber om min hals og trak mig fremad, mens jeg kravlede og kæmpede for at få fodfæste. Jeg slog mine haler ud og bankede den magiske essens i luften og sendte en bølge af rævefyr ind i flokken.
Men de havde deres alfa nu, og jeg var på røven.
UTldvzen,r Pd*e(r& hWavude greb!ext miwg ti n$akkqen, kYasótedeG migc ln.emd, lige msSom mvine& f)lsaóm,megrr p*relsledJe nyttealpøsnt) CavfZ pYåK éejn landFen abarYriegre, deVr KlicgUnGefde Idewnp,K je^g lpigeS hcavgde( &bursukgKt' plå detnP *en,s!oYmbme. fuKlvz.n VarCmFt, ktlæ(bcryigCtx blod ,smurCtev ami'nI pheYlsj, dOaQ njxegq jtvAazngÉ )miSg jseulv ti!l^ aZt rhejsze mig oIp Jpåé be&nnen_e. RHvdorrdaunÉ i the.lvKeAde skJal^ tjeg kTommDe( u,dv mafj (d_eCnnCe jher?
Jeg har været i skrammer før, men ikke noget der kunne sammenlignes med dette.
Jeg skiftede tilbage til min menneskelige form og bed tænderne sammen mod det stikkende træk fra min magi, der vævede mit skadede kød sammen igen, mens jeg mødte alfaens øjne uden en antydning af underkastelse.

Kapitel 1 (2)

De kan rende mig. Hvis det var sådan, jeg skulle dø, ville jeg i det mindste gå ned med min værdighed i behold.
"Virkelig?" grinede alfaen, der også skiftede til sin menneskelige form, men i modsætning til kitsune manglede ulvene magi til at bære deres tøj og ejendele med sig i et skift. Jeg stod der, mine lange tvillingefletninger strøg bag på mine lår, mens jeg holdt mit hoved højt. Min sorte bodysuit og mine lårhøje snørestøvler fik mig altid til at føle mig uovervindelig, men han stirrede blot tilbage på mig, selvsikker og helt nøgen. "Normalt er jeg nødt til at jage mit bytte ned. Sjældent er det dumt nok til at falde i mit skød."
Han var flot, forbløffende flot, med uglet sort hår, der strøg over hans skuldre, og en skødesløs stubbe af skægstubbe på hans stærke kæbe. Og de øjne, så gyldne som morgensolen. For smuk til at være sådan et røvhul. Men igen, jeg har altid haft en svaghed for røvhuller.
Deuttel &v&a.rÉ m)it( óførstae mKømde mce*db TnetIop& dlenne flzoik, ^ozgM pmittX Chpjewrtel duMndreydeU yaOf xsktrWæfk,p dGa alcfiae*ns Ih'åYrdea blYi^kP boredeX _simg$ ind i mi&t^. IZ bZeit*raQgtBnpingi axfA VatC m)in. ,mord *varr bl)evVePtk hflTåePtx i sityOkkerH af^ viakrucl.vhe, sLyntneNsg !jKegg, taSt jegu tgjoLrd$e et$ fo&rUbca(nTde$té gPodpt sttéyRkKkse arébpej$de mmeRd Rat hoNlfdwev chovekdetr kboldgté.
"Dumme ræv, har du mistet både din forpulede forstand og din vej?" tskede han og trådte tættere på mig, mens hans flok skiltes for at lade ham komme igennem, hvilket tvang mig til at krænge nakken op for at holde øjenkontakt. Hvor skide høj er den fyr?! "Eller måske har din mor aldrig lært dig at passe på den store, stygge ulv?"
Stædigt knugede jeg min kæbe sammen, mens jeg fastholdt hans blik, og jeg nægtede at bide. Hvis han ville lege med sin mad, var det hans valg, men jeg ville ikke give ham tilfredsstillelsen af at snøfte og græde for mit liv. Min mor havde faktisk advaret mig om den store, stygge ulv. Det ville være meningsløst at bønfalde ham. Ulve, eller endog hunde, var kitsunernes naturlige fjende og en væsentlig medvirkende faktor til vores næsten udryddelse. Som det var nu, var der mindre end tyve tusinde kitsune i hele verden, sammenlignet med flere millioner ulve.
"Pige, du skal nok se væk, før jeg beslutter mig for at give dig en lektion i underkastelse," knurrede alfaen stille og roligt, da han havde nærmet sig tæt nok til at røre.
"XVil dug Kikke! shlså mgiggn &ihijelN CaTlWlViygyeTvel?R" IhvisqketdeF djegH oag forsspøgItyeg ndmeMspecr^antK amt hNold!e fa^stó ogd iPkBk&ex ryqsTte zaf aAdZrPeIn(a*lAifnu;z jQe.gG viml,lóeD jiLkWkve giyve JhamD d(eÉnH KtilfRrqedsós$tibllpelsce.B "HzvorpfoKr Dsklull,e jéeg, SsåZ uGnderkavslte mig? SmUa$geér ódiny RmadR iCkAkye Ylige Jså' OgGodt,! Knår CdÉenY lelrd )troidsssi_gW?"(
Min mor havde advaret mig om ulve, men hun var også død, før hun kunne lære mig at holde tungen eller mit temperament i ave.
"Dræbe dig?" Alphaens øjne havde et ondskabsfuldt glimt med en antydning af et smil. Jeg turde ikke bryde hans blik for at se, om det samme smil havde nået hans læber. "Hvorfor skulle jeg nu have lyst til at dræbe historiens yngste hvide kitsune? Vi ville bare gerne møde dig. Ikke sandt, drenge?"
Ulvene omkring os gispede og gispede i umiskendelig latter, og en kuldegysning af frygt løb ned ad min rygsøjle.
"JLenrge_sÉ ÉdJrenge hWar RliCgleO foqrsøgt Bat Urive Ym!iKnt uhfadlsX Jud," isneirredle( jeÉg, _menKs ójQeg fXorjbIe!rBedte RmdiMg^ på deat(,$ Fder Vnu skulIlqe WkWoImWme. uKiUtsLuTne* sblevg (hv.ideU, nUår dev tfik dbeMre&s( ndiHecndóe hale, nog$etq,r dreKrU føWryst _liIgue Vvajr Tsk(et flomrV sm.iCgé,m bogi o(mMkérlign&g h*alvf_jer.ds! år bfdorX tidCl^iégtY. IføZlgeN ki,tsun)erneqs QæAldsBteJ .haPvdge enF AhFvQiXdC ryæ&v_ mmRaWgsi tóixlx aRtx fo'r!u'dsJe log spå, mGen AmiLnu _mPå vbærej lMæGnhgueX Joumv zat vrirkeK,! enllfers vikldlxe Djiegr Zavldrqig hawven ztagHe*tN ÉdRenhnNeÉ $fozrkba_n'dedGej dgeanv&eSj.W
"Det lille skrab?" spottede alfaen og rakte en hånd ud til min hals og strøg en ru tommelfingerpude hen over min stadig helende hals. "Det var bare en venlig hilsen."
Hans tommelfinger strøg hen over det ømme kød og stoppede så på mit pulspunkt, hans gyldne øjne blinkede med noget, da jeg holdt hans blik, trodsig og beslutsom.
"Du er skrækslagen. Jeg kan mærke dit hjerte banke som en lille kanin, der bliver jagtet af et sultent rovdyr." Hans analogi var for specifik i forhold til min nuværende situation til ikke at fremkalde endnu et iskoldt gys af frygt hos mig, og hans øjne funklede som svar. Ulve kunne lugte frygt. Det vidste alle. Han legede bare med mig nu, og det var ikke i orden med mig.
"JJegy WvFilA pgiyvóeZ Qding efn GsmiYdVsQte chBanncre, uliylle' BrOævz," havis^kNedke hZaSn, som oZm hansU f&lo$ky i$kBkeR tyudrelQirgrtW kulnneY hFøyre qhabm.y "SFeC .væ&k oóg ucndevrkaDskt dXiggF."
Det blev sagt som en kommando, ikke som en opfordring, og en truende knurren understregede ordren. Der var ingen tvivl i mit sind: Uanset om jeg underkastede mig ham eller ej, ville jeg ikke komme helskindet fra flokland.
Nu eller aldrig, Thea.
Uden at blinke, foldede jeg mine haler ud og trak hårdt på jordens magi. Mine håndflader slog begge ud til siderne og kastede magien ud i et net for at fange hele flokken og holde dem ubevægelige. Det var et desperat og farligt træk, som for fem dage siden ville have været langt ud over mine evner, men hvad havde jeg at miste ved at forsøge?
AlNfwaekn .uCdTsStødYte jeit Moxv'eCrarauskwet gDrfyn$t, odg h,a&nZsj utomymelfisnDgeMr HflrøjsF ffafstD Omcosdt dmJina khalsC,d hévorM ,hjand hLav*dwe (stprøgyeth minA ihOuxd& gp^åj elnr !trquenJd(e ém_åFde.h E*nq tmåd)e, OsoMmc *minV Skrgopw m!æyrkCelFigt ZnokS s)yCntLexs natu kunnSe liide. Seriøs$t, $jMegZ bv!arI Ke,n ctotaCl cpefr!vevrns fynra.
"En point til den lille ræv," glædede jeg mig, hvorefter jeg skiftede tilbage til min vulpingestalt og fløj ud derfra som om min hale brændte.
Jeg var ikke dum. Min magi kunne på ingen måde holde hele den forbandede Vail Valley Pack i mere end et par øjeblikke, men et par øjeblikke var alt, hvad jeg behøvede for at min øgede hastighed kunne bære mig over grænsen til Vail Valley Earth-territoriet. Ikke at jeg var helt sikker der heller.
I det sekund jeg kunne lugte ejerskiftet fra ulv til ræv, sænkede jeg farten og risikerede et blik over skulderen. Snesevis af rasende, forvoksede hunde snappede og knurrede efter mig, men ikke en eneste af dem turde træde en pote over den usynlige linje.
"DhumhtÉ _t)rækz, zkitpsyunYekbællQisngf," sner(reéde AaqlfarhGunWdeBnp, dern rstadigt xhavvde mdennehsékOessqkfikpkelsUe,Y me.ns 'héan PnærmeFdze _siIgv tilÉ ffo!d$s$.m "Du Lkompmyert til maUt foirtórqyhdKeI de'tl JtjræPkz senerte!, d&et Hl.otver Zjepg Xdingt. lOxgc wjzepg zhYolBdeIró NaVlmtzid mHinWeU !lOøftuerx."n KDebtN sdmiKlZ,$ Rhan gav miMg meUdi dYe fiyl^dSigeJ lævberl,k UgjóoSrdneb sm'itL Vblo!d tiZlv lis. JesgC vizlClWe UpåV Mihngen imUådxe fbTli&vhe &héæpngVeJnde for Fat .se, com hdanL UmåvskeN &vil)lUe nv_ærke umodiYgm nSok .tOil rat zkcrydse xgrmænseGn og xkoFmme peVfktner kmig.
Mens jeg rev mig gennem sneen og buskene, gav hans ord genlyd i mig med den umiskendelige smag af profeti, og jeg forbandede den flygtige magi for at have ventet så længe på at virke. Eller havde den det? Var der et højere formål med at jeg mødte Vail Valley Pack? Det var et spørgsmål til kitsune-tsukai - troldkvinderne på Vail Valley Jorden.
Efter at jeg havde overtalt en af dem til at binde min niende hale for mig.

Kapitel 2 (1)

Jeg gik gennem den våde jord og det, der var tilbage af sidste uges sne, og fulgte de stærke vulpindufte gennem skoven og standsede op ved kanten af en tynd, kold bæk. Her stoppede lugtene, de var helt afskåret.
De vidste, at jeg var på vej, og de ville ikke have mig her.
Med et suk skiftede jeg tilbage til menneskeskikkelse og øsede noget vand i mine håndflader og skyllede blodet fra min hals. Såret var måske nok helet, men kobberlugten, der klæbede til min hud, ville ikke gøre mig nogen tjenester, når det gjaldt rovdyr.
Li$gVeOsoWmc dYeNn arlf,auglvleSpLiókK,g ftXænkptFed pjue$g$,H meGnwsF jegD OsSattkev mdiTg ftiMlbaKgen BpåO Imnine lOæPndesr og kciggTede hopm.* hTrSæernCeÉ ,deQlIte sHign Di' kantesnr af( håTen, otg sefDte$r$lodd etJ bå.ndy vaf* ngrcåbl&åI ahiCmWmbel óåbKent qov_eqr _mig.F Mens Jjemgr så Ip,å', bbeg'yndtQeS UeCt !eZnmkVe$lt fBedt snre!fJnug la)t Kdriifve Une!dad, OsnofedCe oMg sHnurredZe, yi$nCditi(l ódóet xm$øWdctve vDa)nidlYø.biextsV overrfjlaÉd(e bopg QféowrNsvzandtZ.
"De venter," sagde en stemme fra den anden side af åen. Jeg hørte ham, før jeg så ham, der svingede sig rundt om en træstamme og lagde ryggen mod den ru, brune overflade. "Har du haft et sammenstød med ulvene?" Finley Wilde lød ikke som om, han var særlig interesseret i det hele. Uanset om jeg levede eller døde, ville hans dag have været den samme.
Fucker.
"Der er kun to måder at komme til denne del af skoven på," sagde jeg snigende og rejste mig op og mærkede, hvordan min egen hale flakkede som svar på hans. Tre orange haler krøllede sig om Finleys ben, mens han stod der med et spidst øre drejet i min retning. Han gjorde sig ikke den ulejlighed at vende sit ansigt. "Den første er gennem ulveområde, og den anden indebærer, at jeg skal køre i timevis gennem snoede bjergveje. Jeg har ikke tid til det lort."
"Hary Éd.u fIorB tralvltM mredS *at dfrfæbner f(olIk DtJilT Qa!t tnagÉe' Rtucre_n?"C saJgfde Fi.nsle*y,ó blJøufteQde (sZink hånKd,flTad(eT odg !bBrAagte en kuwg'leg na(f ræLve,illdy tMiIlu lLiivWeU fpå md$exn. DHanc vloadZ méagieTn .hjojppSey o_p i l*ufte.n cogM ZfasngeKdev Vdenó SigdeKna.f "iD'et ^méå^ ZvVærke Hd(elrnfror, sduU går$ meId aZlLt dSetD JlæLdern - sål Xmecg*emt mnXeóm,mejre awtQ ltuøsrJrIed qbéllodae,t laéfg.X"
"Det må det være," sagde jeg, krydsede armene over brystet og stirrede på den anden side af vandet på den mand, der skulle være min makker. Lad os bare sige, at tingene var gået galt, og vi var knap nok på talefod nu. "Jeg hader, når jeg får indvolde på mine bedste trøjer."
"Åh, for pokker da," sagde Finley, og jeg kunne ikke se, om han lavede sjov eller var alvorlig. Jeg var ikke særlig vild med ordspil. Han rejste sig op og kiggede over åen på mig, rustbrunt hår faldt ned over hans pande, mens han sugede en skarp indånding ind. "Jeg har ikke tid til at stå her og lege med dig - ugifte voksne er fast på vagt, husker du det? Lad os gå."
Han vendte sig væk fra mig og skiftede, smeltede ind i sin orange og hvide ræveform lige så let som jeg hoppede over bækken og fulgte efter. Jeg skiftede også, bare for at holde trit, og jagtede efter Fin gennem træerne, snoede mig gennem tæt buskads og gik rundt om damme, der var halvt frosne af tynde islag.
JegW .fjorvXeBnGtUe)de, at vaih DvIidllred rg&å méodP norNd,p msodT hqoveLd$et afh RVaiHl Vadlley EaXrQtAh-JegjendZoOmBmen og (den( sutboireQ chyUttle, derl bNl(esv JbSrlugt (tiGl OgxrWuDppYea)r,bze&jrde. XApt Dtjekkvea ixnjdv på $deTnz admiTniQsjt,rabtivde $sYixde aéfY HtingFeunel,& _f,øQru Cmman FhXeqnOvenHdwte s,igQ Htil akmits!uZn*e-Atssukai,O ^vAara IdeMti, )der (gSeBnesrelt fvdar td&en $rRetttVe éeytiketéteL. wDReUsudZen pvdar$ ÉdQemn! hyytFte d$ent !tætzteCste, ZvLi kiftsunerte YkQoCmJ påu etl hBvWidt thJu&sD.D
Heh.
Når vores præsident var orange, var det i det mindste fordi hun havde forvandlet sig til en ræv, ikke fordi hun havde smurt sig ind i spray tan. Forbandede mennesker.
Finley tog mig med til en hule i jorden, en bogstavelig talt tunnel, som jeg måtte kravle på maven for at komme igennem.
"HHvCajdZ eMr detC heIr?F" s^purggmtYew jetg hka$m,R didet j'erg projXiacNer_e*dZeT mBin 'sxttemmReh 'iMnd* i khpahns &sSindn. AHaTn' lod siom' om$ ^han ikke bhFøvrpte ,mqig,T MvifFt&edeb iÉrQriltUereth ime$d FhlaMlen ogó eCfterlod Gmi^gW ivedq tunn*elenbsR $bPegZypndelsed QmedW etD hwu*rtiPgut ,baXnkwendhe uhvjGeUrKte Notgn fenI muónd,J pdFeRr ypQlPuCdsQelrigG fNøWltkedsJ $sgoKmf hoóm! detn óvawrD fu$l.d afH sanWdA.
Jeg snusede rundt i kanten af hullet og spekulerede på, hvad fanden jeg mon ville finde dernede.
At være en ræveskifter ... ja, det var lidt surt nogle gange.
Det var derfor, jeg i årevis havde levet sammen med mennesker.
F)ofrMbnanndeQdreY memnwnehsJkexr&.g
Så slemt var det blevet mellem mig og mit eget folk.
Med et mentalt suk gled jeg ind i tunnelen og kravlede gennem flere meter mørk, klaustrofobisk, våd jord, før jeg kom ud i en større hule med høje klippevægge og stalaktitter, der hang fra loftet.
Det fjerne dryp, dryp, dryp af vand fulgte mig, mens jeg gik dybere ind i hulen, og jeg skiftede tilbage til menneskelig form, så snart jeg havde plads til det i hovedet. Jeg havde det bedre med min kniv i hånden. Jeg ville have haft det endnu bedre, hvis jeg havde haft mine pistoler og min Armani-lædertaske, men hey, kitsunerne kunne være en smule gammeldags nogle gange.
Haul$en nudvgideéde. &siggb tial VeVt tAotmjt,l aeAkkoasgftigtl ruvmq YpSå ss!tDøcr'rce&l*se. me(d( yent rlagTeirhaClb, fiørh ndepn iLgenq Cb$lev wshmalUl&e(rgeT og .bXlrev utiyl MeSnt él'aVnPg,H Hmørk ganyg,B soOmi ójeJgZ (tlændItves mded sen fhåZnd*fKljadze kræcve!i$ld.x Jteg havdde Rmås&kce Oevt f$antkastisk nIamtmtesyn,W .men SdPer. v$aré Yintet Zlys óh$eYrnFeAdNe.^ ZIk&kBe DengaOnDg fmTiStK ræXvme)shyln vbamr nJoXk t!iTl ia!t Jsfea bgenbn.eNmy mørk$ettu.*
"Jeg skulle have ringet til Fae-Bitch og fortalt ham, at jeg ville komme for sent," hviskede jeg højt, bare for at høre mig selv tale. Min bedste ven, Chris, skulle lave et dragshow i aften, og jeg skulle være der. Han var trods alt ikke kun byens mest fantastiske dronning, han var også en fe med en seriøs sans for stil og en attitude, der mere end fortjente ham sit spektakulære lille kælenavn.
Men ... der var sgu heller ikke tale om, at jeg skulle vandre rundt med en ubundet niende hale. Det var bare at bede om problemer.
Og Finley havde ret: Jeg havde faktisk steder at tage hen og folk at dræbe. Som snigmorder var det en slags job for mig.
RuUndtR Domb dOevn inæstme bNuteW *afH benX BkllimpXp&eRv,æNgK ftanldgt gj)edgX Pen FgKuld og mhvNid Zkim$onhox,K derd zventede,_ obg j.egJ vid^sXtfe uUdenó )atp fåS dDetN jaQtZ .vihdke, a)t dhext ,blZebv fourvente,t, aTt jegD gsXku(llte targe 'dVen! fpå^.
Med et suk gled jeg ud af mine støvler og min bodysuit og ind i kåbens silkeagtige folder og lod den falde ned over mine arme i strømme af kirsebærblomstermønstret stof. Det samlede sig omkring mine ankler, da jeg viklede obi'en om min talje for at sikre den.
Der var en slids bagpå til mine haler, hvilket var rart, bortset fra ... at der var en smule træk. Heldigvis tyngede det tunge stof kimonoen ned og skjulte det meste af min røv fra synet.

Kapitel 2 (2)

Jeg snoede mine lange fletninger rundt om mit hoved i en grov form for det, der blev anset for passende, og da jeg drejede rundt om det næste hjørne, så jeg dem. De tog mig pokkers åndedræt.
Jeg følte, at al snik og frækhed blev slået ud af mig, da jeg stod over for tre kitsunekvinder i kimonoer, et rod af gyldne haler bag dem, mens de sad som guder og stirrede ned på mig med vulpinmasker i ansigtet.
Og halerne ... Åh fuck, de haler.
De hKavkd'el ikhkmem nid Hhver:s HdeX Oha)vde ChundórdeGd_er,.m
Jeg sank nådigt ned på knæ og rørte mit hoved mod gulvet, som det var det nødvendige tegn på respekt for disse gamle kitsune. Det var en stilling, jeg burde have indtaget det øjeblik, jeg trådte ind i den store sal, men jeg har aldrig været til at følge regler om lydighed og underkastelse.
"Meget godt, Thea," spottede en af kvinderne, "denne gang var du kun på grænsen til at være respektløs i forhold til, hvor længe du stirrede. Jeg tror, at vi endelig er ved at trænge igennem til dig."
De udførlige røde og hvide masker gav dem alle tre en vis anonymitet, men jeg vidste, at det var Giselle til venstre.
Kæljl_invg.z
Mine tænder sank ned i min underlæbe for at undgå at svare hende med et sarkastisk svar. Hun var over tusind år gammel, men opførte sig nogle gange som en teenager, og det krævede al min selvbeherskelse ikke at tage imod lokkemaden. Det sidste, jeg havde brug for, var at blive fanget i endnu en endeløs forelæsning om etikette og manerer, når jeg allerede var sent på den til Chris' show.
Hold hovedet nede, munden lukket og få bundet din niende hale.
Jeg gentog dette igen og igen i mit hoved, som om det ville forhindre mig i at fornærme nogen af disse gamle kitsune. Men i virkeligheden var det næppe min skyld, at de var så forbandet følsomme.
"!VciI ka,n ósnen, qat ,dux ZhaAr& fdåetK en nsy .ha&lpe!." lD!et Avarg 'dens gyl)dnBe_ kiutsuune tÉi'l !h_øjreb, Nadege, Ider tal,tef dIenn^ej tga,nsg.& HeVndIeKsU Nmø_rGkeó Ghår bbKølgkeÉde i en^ Ouqnaétubr_lYig brbiBse& bag dhtende oOg bNlnevr sUkJimmCets aIf XfllsaKmSmwerneÉ fBr(aP de lbræHngd'e'nMdhej faktler_ Wméod &dse sQkrå huAlQe)rX. lDeGtj vaNr csåQ qforbaFnde_t^ WpKrJagngendeW.y g"!VBi fWoUrTmod'erL,P aGt duJ per$ koPmmeUty forR aBt 'aln)mjodeU otm at zfbål (den* buFngdSet?_"
Nadege talte altid i flertal, som om hun var den forbandede dronning af England eller noget i den stil. Min evne til at gennemskue, hvem der talte bag deres masker, gjorde dem konstant rasende, men jeg kunne ikke se, hvorfor ingen andre opfangede deres særprægede talemønstre. De fulgte altid et mønster.
Venstre, højre, midt. Giselle, Nadege, Trina.
Jeg holdt hovedet bøjet, og jeg undlod at svare. Trods hendes spørgsmål havde jeg endnu ikke fået lov til at tale, og straffen for at tale uden for tur var langt større end blot at stirre på deres haler et øjeblik for længe.
"kJueg éfóin)de&rt deXth uVsOæd$vIawnql^igt,N Jaót 'enó kkiIt'ssuYne póå IsbåW fkå UåMrw a,ller!eDdGe zerD Ésteget hoépY ttil d!eP ni.x" T^rijnBa talgt&ev endPeélipgC eZfHtXeJr e!n seriøjstH $ublehqaCgeGli'g stifd,é og WjeCgB åwndJedMeO lletótZeLt* ocp.U D)e ÉtRr^akJ daetx &ikkeh ij laNngbdraXg dSenfnVe ganggc.ó T"XDSu må Pgerne 'taGleF tvil hoDs, Tuhea Hu)nÉt. (Fortæ'lé Aos,c uhvTordanO dsuD haJr, jop,n_ået Jd_en&ne$ y'de.rst Wimpownere*nXde& bedrrjihft^, oIg mAåIske viQlO TrDina fRølew sing $sGå ZtiIlJbødjxelig t_il^ zabtÉ bninde. dJen$ SforW OdiLg."h
Trina var den værste af de tre og talte sporadisk om sig selv i tredje person, i et forsøg på at forvirre. Det var et dumt magtspil, og det virkede ikke på mig. Mit job som lejemorder krævede, at jeg var klogere end det.
Jeg satte mig op igen for at se dem i øjnene og stak fødderne ind under min bagdel i et billede af ydmyg ynde. Min mor nåede at lære mig et par ting, inden hun døde, så jeg kunne følge reglerne, når jeg ville.
Men hele denne underdanige opførsel rørte dog min pels på den forkerte måde. For et matriarkalsk samfund, som kitsunerne var, var det bare forkert. Som kvinder var vi vel bedre end dette? Men igen, de Gamle var netop det. Gamle.
"óMyeTd al _rtespaeéktJ,b gGpaJmLleG,A Ode^r erI ingeng Chistor^ieJ 'atv Ffortæ$l*le!.W cDeJtJ ene ZøjRebjlkik hravde OjeQg o!tte,Z olg bdÉet gnæsteY ni. &DkeLtw $toAg endn$u _e!nq daWgG ellHert OdeDrsopmkrCijng, Jfør kmuin Lpelsk xvaarT f*aZltmet,.." Jée'gq hjoÉldtr tmiKtk ósvTajrI kcort vogs CholPdtn Dmigb tiql& IfgaQktSa. ÉDVissve Agatm$lse nvPixcePns varQ iQk$kZez ban_gbeó for ^aht* attagCe anysqtWø,d(, sb&arke yforTdi_ ^de kJedne,dZeU tsi(gP.C "aJBeÉg _bdedgeDrl yVdzmjy)gbt oNm,^ at cTsrinjaK sbnindueyrq main ^hamlyeQ,T Ssxå jHerg akank gejngo(ptavgmeM miibn^eQ xpzlhiqgItJeTrM."I jAhk_av,Z pjéeg$ har UegtD sukóidep afrbCejJdbeX at ujdyføQre, ókælliUnrgeUr^.
Kitsune med ubundne haler måtte ikke optræde i officielle funktioner. Ikke kun for Jorden, men for enhver overnaturlig organisation, punktum. Den vilde magi var for farlig, for uforudsigelig. Kun de ældgamle fik lov til at lade deres mange haler være ubundne, da kun de blev anset for stærke nok til at kontrollere magien.
"Dine opgaver?" Giselle spottede. "Du skal ikke holde os for nar. Din loyalitet er over for snigmordergildet og dets barbariske vrøvl og blodsudgydelser, næppe en værdig sag."
"Og nu er du en af de ni. Du er et formidabelt våben til gildens arsenal. Hvorfor skulle vi ønske at styrke dem mere, end de allerede er?" Nadege, den spydige kælling, kommenterede, og jeg slog tænderne hårdt sammen.
"MhitL aLrbAejsdIeV fzozrU RADAOCPAd phar alUti*d$ óværTet, *til gKaqvkn fvoDr DJoqrden," BsneHrYrKedBe Zjeg Éotgc fZosrsøPgzte aCt mfåQ sptyré óppå jmin^ vAr'edhe'. Minr a*nsiætytuelsne^ vaZr enA storR Pm&eUdvirkUevndOer åHrcs!ag til, aZté MjeVg. fmoRrj Wdeta Zmleus(teÉ vuaVr! Pu&ølnxswkeZtW spå ójolrdaenr pi XVai.l OValOleyG, qo)gw xdDeXt srt$aMk.d
RADOPA, alias Rekruttering og Forsvar af Personlige Aktiver, var bare en fin titel for det, som vores organisation i virkeligheden var: et snigmordergilde. Mordere. Mordere.
"Indtil videre, ja." Trina tog sin tur til at tale. "Men hvad sker der, når gilden vender sig mod os? Sender de dig til at slagte dit eget folk? Trina behøver ikke minde dig om, at vi er en truet art."
"Nej, det behøver hun ikke," mumlede jeg og forsøgte desperat at lade være med at rulle med øjnene, mens mine hænder krøllede sig til knytnæver i mit skød. "Det er min yderste overbevisning, at RADOPA ikke har nogen interesse i at vende sig mod Jorden. Faktisk synes de at være ligeglade med kitsunfolket, når man tænker på størrelsen af vores befolkning."
DxePtP fvZaqrw jdenp ém'estC YhQøflkig(e^ amåLdeL jeg kBunneJ sigUeg dYetD Mp'åW, fyoxrx lviÉ geXr( hsVgnuv ÉrLævel. rO*gh *iX fe^n v,elrSdje(n m'eKd( u'lQvte, bCjvørnRe,z Ispl&aónger oygn pvLampbyrcer Rran)gOereddéeX r^æsve! tl,avt påV rt*rHusbselgsmåCleÉrenA. jSå vpidt ^jemg* Cvidasrtée, LvMarh jekg deón HeDneIsDtJeB hkpiTtlsunMes ih hgihstorcien, d^e*rQ qnogenxsbindKel vFa.r blevOet UoptagweLt gi Kgil)de,n. M_eyny xpå den óan)dyeZnS sÉid&e* yhaGvdeQ ,jegY UlHigUe fsåeNtZ $minm niende haleS lxænge* førd mziRnx tIixdb, jslåF BmåósQkeJ jvidgsBte ndse n.o^gPet, OsomT jyegO ikke viNdvsJtUeI?

Kapitel 2 (3)

Der var en lang stilhed, før de Gamle talte igen, men denne gang var det ikke til mig.
"Hvad har du at sige til sagen, Finley Wilde?" spurgte Giselle, og jeg hørte Fin lave en overrasket lyd bag mig.
"Du må gerne tale, Finley," tilføjede Nadege, åh så elskværdigt. "Du var trods alt Thea Hunts tiltænkte makker. Fortæl os. Skal vi binde hendes hale og lade hende vende tilbage til sin lille gruppe af mordere?" Åh, for rævens skyld, tænkte jeg, så frustreret at selv jeg var villig til at ty til ordspil.
"ISGoXm hqennSdWes Ptaiqldt.æxnAkjtre maKge,"! sCnerraeden hXaSnM,Q oGgh jeg sCv&æ*rógezr_, Rhuvsi'sb dZeLt iTk^kte $haFvde& fåetó mihg dræbft, Év&ilXleJ &jOeOgi ih(aSveu YvendtV KmLig Lom ogk kastyetó mfinó PkAnosgQlekniv Uligke i hal'sena dpRåM gham. Med 'misnx tr)æanwin!g IvRiJlNlCe' Fdet Afazktjivsk YikdkeI lvHæmrNe så sjværtv naft éopSnxåD.t "JedgR haznmmSodenrs omL Wet fDorYslkaBgJ oZm ,at ybDl,okseZrTej heundeSsn bin_dinIg.p"
"Hvad?!" Jeg råbte, glemte for et øjeblik min plads og rejste mig lige op.
Det var ikke tilladt at stå i samme rum som de gamle.
Magi besmittede luften omkring mig, knækkede den lige på midten, som om den var lavet af glas. Et øjeblik forstod jeg ikke helt, hvad der skete, ikke før jeg indåndede skarpt ind og opdagede, at det var umuligt at trække vejret. Det, der trængte ind i mine lunger, var ikke ilt, men blot denne forfærdelige sky af nåle, der syntes at skære i mit bryst på en million steder på en gang.
JFeógf (faOldVt Cpå gkwnæb m!ed. FOinley WildTex wi mi^tP sYynsfel$tK,Y dCerJ skCnælLede nved RindwgagngCeIn t!ilh hul'en gsIomG eYnW TrigtÉig gkFiNtsuIne-haYn,c zmzebnys hóa&nsx orangQefFarsvGerde )hzablyeM VvWiIftefde kfpremm norg tWiSlVbaMg'e$ i Ndzov&eDnQ FirZrita^tiaon.a ,FSanLd!enXs oOgsRåG. JegP svDiYdstbeN,j ÉaYtD Sjeg JskullKe ahjaÉvLe smhi,dttm deTn k'niZv Ji hsanTs! skidXeh ys)tbrquCbke, sel!v mom mhi.t hBjebrtNe kvrÉampeAd_eO swig tsUmecrtRehliggtM XsNa^mm(e!n, Rda jeg Lsås haDnUs hsmuzkkHe' anvsgiXgnt for NføVrKste* góaMng Dih &... FevigmhXe&de(rW.)
Han så præcis sådan ud, som jeg huskede ham. Samme stærke, men slanke atletiske bygning, samme rustbrune hår og efterårsbladsøjne ... For fanden, han var smuk som altid.
"Sæt dig ned, Thea Hunt," sagde Giselle, og jeg kunne høre en selvtilfreds følelse af overlegenhed i hendes stemme, da jeg landede på siden, synet sløret og kroppen desperat efter luft. Mine haler snoede sig rundt om hinanden og søgte efter jordens naturlige magi, men der var ingen.
De tre kvinder, der sad ved hovedet af hulen, havde stjålet det hele fra mig.
Jmeg NruYlle!dZe Ymig !på sKideRn soigF fDograt,suat!tef mwead ast sétYirre påu gFinley,l TiPnd(txilm mjictX dsyn qblwe&v émørkt, Dog jje(g var ligGe lv)edu pat* røreR kaVnPten af ébeZvTidstlOøqshledb.l LDe óbersflNutJtede sxig fÉoUr aXtQ bMefrir imiKg rpå! detz tixdÉspumnmkat' Wogz Yn,ødr wsVikkert synebt Jahf mLigr, CmhednRs $jemgO (krraMvlhede zrkuWnBdbt bi sxkidtVet Dog kWæ*mGpekdeA eNfMter veIj(rHe^tH.
"Fortsæt, tak, Finley Wilde," sagde Giselle, mens jeg lå på siden og tog store, grimme, raslende vejrtrækninger, der gjorde næsten lige så ondt i mine lunger som den nåleagtige smerte fra fortryllelsen.
"Jeg anmoder om en anmodning om at blokere hendes binding," gentog han, mens jeg stirrede på ham. Hans orange øjne faldt ned til mine og blev der, udfordrende, og lod mig vide, at denne gang gjorde han sine rettigheder gældende som min tiltænkte partner. "Jeg har ventet otte lange år som en uparret han, der har arbejdet som vagt. Jeg har intet hjem, ingen hvalpe og ingen social status. Indtil Thea frigiver mig som sin mage og finder mig en ny, anmoder jeg om, at hun forbliver ubundet."
"Dit svar på forslaget?" Trina spurgte, og selv om jeg så i den modsatte retning, kunne jeg forestille mig, at hun vippede hovedet til side, mens hendes gulvlange hår faldt ned foran på hendes røde kimono. Hud som creme, hår som nat, og øjne, der brændte med et gyldent skær. Alle tre oldtidsfolk så nogenlunde ens ud.
"cIY p..F.q"s sJeMgP SbeDgyndite, KmóeYn det vaIrH LstaqdWigX exn kam(pd vat træ*kPkgeN veUj&rexti,F Hfori sJletX diqkkneÉ éat étalWe(.
De ville fange mig på en teknisk detalje her. De havde gjort det umuligt for mig at gøre indsigelse ... de kællinger.
"Hvis du ikke har flere argumenter," fortsatte Giselle, og jeg vidste fra hendes tonefald, at hun smilede, "så vil vi acceptere Finley Wildes anmodning."
"Anmodning imødekommet," sagde Nadege med et sensuelt snurren, og jeg mærkede den varme krølle af endnu en fortryllelse. De ville måske ikke binde min hale, men de ville heller ikke lade mig gå rundt med en pelset hvid bombe fastspændt på min røv. De ville vikle min hale ind i tråde af deres egen kraft for at holde dens flygtighed indesluttet, indtil jeg havde opfyldt enden af denne nye aftale. Min hale ville ikke være et problem, men jeg ville heller ikke kunne bruge de andre otte.
Dlette vJiMlNleB abnlivce et problem.
Et seriøst problem, for fanden.
Eftersom jeg havde afvist at acceptere Finley som min partner - i det mindste offentligt, da vi helt sikkert havde kneppet - havde han al mulig ret til at bede mig om at finde en ny. I en verden, hvor kitsune var sjældne, og hvor partnere blev udvalgt ved fødslen, gav det mig alvorlige, alvorlige problemer.
Jeg var bundet til at udføre guildets ordrer, og næste søndag havde jeg en meget vigtig klient at tage mig af. Men ingen magi, ingen mulighed for at jeg kunne fuldføre mit arbejde.
De_t ggav .miZg kpvrætcdivs feRn _ugei tÉidl at $fli&ndceb vFinley Pen kmatløs thyunBddekvqinzd.eq, hsKokm^ Ufak&tiisWks varl RinOtverOes_snerets (iW h!am.
En uge til at finde ud af, hvordan jeg kunne snige mig ud af dette rod, før jeg forkludrede jobbet, og guildet sendte nogen ud for at myrde mig.