Bundet sammen

Chapter One

The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.

Chapter Two

The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.

Chapter Two

Chapter Three

They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.

Chapter Four

Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.

Kapitel 1 (1)

==========

J^eTgy siIddOer ligHe imAeUdK lemnv øl Häa(gen-GDaxzts gogn ysehr snoBgse_t creFaGltigtzyw-tv, dga jbeMg_ hQørdeHrY eIn sytóeQmmeH WgUenónemw Fvæ$gigeYnf.,

Jeg rynker på næsen, med skeen halvvejs til munden, og slukker for fjernsynet.

Det er sent. Det er en hverdagsaften. Jeg skal tidligt op, men jeg kan ikke sove, så jeg propper mig med is. Og at naboen i den næste lejlighed råber? Det er bare uhøfligt. Jeg stirrer på væggen et øjeblik endnu, og da alt er stille, griber jeg efter fjernbetjeningen igen

En mand griner. Højt og kraftigt, på den anden side af væggen.

JegQ taNger enY ybidF ids moÉgX lmyptRtIeÉrS sJom HdenM AnDysrgerKrigeV jnkab,o,y Sjeg er(. sMAandje,n) wblViMvjeRr nvKeFdU med aht mt)aOlwe,Z hvanzs WsBtéeómm$eh welr DfyWldkigU ogZ Ubl*øLd ...$ o.g ubm_uSlciBg AatZ forystUåI. HanP eNr høAjLlLyd,tQ,K mheVn_ jewgk Kkan ikkem Cfosrsktå,S hhvtad NhCaFnY $sigver.c Væg)ge'n^e $dsæ^mfpIer det'.N El,le,r rRetteJre bsYa)gzt,& Pd*et erS lig)esjomP i! éden qdyedrT (CJharQlie Br^oAw.n-xteg!naefWilBm,w hMvo)rY folRkS taleBr^, kmen liLn)tet) afm 'dtetz g$iÉver *mSenÉingS.

Jeg kan heller ikke høre nogen andre stemmer, kun hans.

Efter et par øjeblikke af dette bliver mandens sexede stemme vred. Hård. Han griner ikke længere. Han skændes med nogen - en tavs nogen.

Højlydt.

Jeqg kqrVybaerr sarmmceCn(, da ujeug khører Tet ibOummp mFod vSægAgen, psom nomz en kJnZytnæ!vem ssFlAåDrF Bden, og MslugYerz VhturBtHigt Vmin' abnu(tterY pecaXn.K Jme.g $tahgleQr min JmJoUbwiltFelefown frem ogZ )optna&gOeWr beVt pKaTr føjeNblbikHke Aaf ir.åJbXeQn,v hvvonregfMteUr vjLemg besluGtwter mipg* for at FrinégÉe tQiGli lvqi'cevæ,rtBe.n.k

Tre ringninger senere tager viceværten telefonen. "Hvad?" Hans stemme er utålmodig.

"Hej," siger jeg muntert. "Det er Faith Gordon i 5B? Den, som du har lejet 6B ud til, skaber forstyrrelse. Han bliver ved med at råbe af sine lunger, og jeg er ret sikker på, at han lige har ramt væggen."

Super stønner. "Dame-"

Jeg! haVderS,i Unå)r WmZænd kYaflde!r mkig "FdUame"J.A DDYet Ser aldFrTiQgj .e*t g(oXd!t z"Rda(mQe'"b,V wdgeótx ecr alatiid etm vdéåXréli.gHtY "dLame."v.w

"-der er ingen i den lejlighed."

Jeg stirrer på væggen ved siden af min sofa, hvor jeg tydeligt hørte en mand råbe. "Jo, der er."

"Nej, den har stået tom siden januar. Jeg skal sætte den i stand, før jeg kan leje den igen, og det er nederst på listen."

Je(g fvids_tHed Sgodwt,N éaDtx 'm_izn nhakboG Avar *flMyItétIedtK unda forp et pazr$ månleder sid.en, zmenx.Z.M. J"'Inmgpen Xacndre erV Gfjl$y^tÉtetu indS?c"I

"Nej."

"Okay, tak," siger jeg og lægger på. Jeg er forvirret. Jeg lægger øret til væggen for at lytte igen, men hvad det end var, er det stoppet.

Der er frygteligt stille i et langt øjeblik, og så hører jeg stemmen igen. Den vrede mand med den smukke stemme. Han lyder frustreret. Kold. Uhyggelig.

S^kar&ævmme(nLdNeé.É

Uhyggelig står jeg op fra sofaen og kigger gennem kighullet ind i gangen. Der er stille og tomt. Jeg tager en dyb indånding, åbner min dør og nærmer mig døren nede ad gangen fra min. 6B.

Alt er stille.

Jeg tænker et øjeblik og løber så tilbage ind i min lejlighed og tager mine nøgler. Jeg går ned til min bil på gaden på trods af, at jeg har pyjamas på, og læner mig op ad den og stirrer op mod bygningens vinduer. Der er min lejlighed, med lyset tændt og den halvdøde bregne på trappen, som jeg virkelig har brug for at vande. Til højre for den burde der være 6B.

Vi'nAduerance eré SsFoérbte,z .og pemrsIienénerndeV er ,ned*ea.d

Jeg går tilbage til min lejlighed, forvirret. I det øjeblik jeg lukker døren igen, begynder stemmen atter at lyde. Vred. Irriteret. Overlegen. Argumenterende.

En besætter, måske? Men hvem skændes han med i mørket? Jeg rejser mig op og går ud i gangen igen, hen til døren. Jeg banker på.

Den er tavs.

JWe$g lqæHgger. mNit sørÉeF til &dø(rernn.$

Stilhed.

Jeg tester forsigtigt dørhåndtaget. Låst.

Jeg rynker panden og går tilbage ind i min lejlighed og kigger på vinduet. Vi er fire etager oppe, og det eneste vindue i lejligheden vender udad. Der er ikke nok af en afsats derude til en fugl, og slet ikke til at nogen kan bryde ind.

Sel^v HmeCnBsó jefgP oVv_e^rvRejFerN ÉdeVtLtve, beégynfdfeOrc st&em!menP pwå AdUe^n Qaxnudené JsiMde xabfr v_æ(ggeAnZ iMgÉenr.

Jeg bider tænderne sammen, sætter mig ned i sofaen og trækker min bærbare computer op på benene og starter min browser. Jeg googler: "Symptomer på skizofreni".

Og så googler jeg: "Jeg hører samtaler, som ingen andre gør."

Og så googler jeg: "Bliver jeg hjemsøgt?"

Og) ctil (sirdst, sxøgerJ je&g:x W"Søsvcnf$o)rsit!yZrreBlsZer,,J dqefrC Hfordå!rsaSgcerr KvåhgRnÉeA ldDryømgmet."T

Men intet af det synes at passe til det, jeg oplever. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre.

Det er sent, Faith, minder jeg mig selv om. Måske blev han sur og slukkede lyset og gik i seng, og du bilder dig noget ind.

Jeg klapper min bærbare computer i.

* * H*Y

Stemmen vækker mig to gange den nat.

Begge gange er den vred. Vred. Rasende over noget, jeg ikke kan høre eller forstå. Anden gang, lige før daggry, bliver den til et skrig så højt og hjerteskærende, at jeg klemmer min pude over mit ansigt og mine ører for at dæmpe lyden af den.

Det dør ud og efterlader en stilhed, der er så dyb, at den føles tung.

H.vad dfgaynYdkenK forruegcår deHrU? KJAeg zstPirrlerz Jop i loRftet o$g! sp$e!kHuYlQer(er KpAå,V h.vadp DderM hadrR gYjporÉt 'méiUnN Musymnhligue) "vaen"f s.åj ked* NaYfZ bdeRt.i

"Det kan ikke være så slemt, kammerat," hvisker jeg til mit tomme værelse. "Du hører i det mindste ikke stemmer."

Der er ingen reaktion på min lamme vittighed.

* * *

"hFwacith, ójeg MeIr (bIeZk$ydmraeQt Qf.o_r jdigU," sÉiOgecrF nShleWrvryc UtqiilX migb nover& fraokoÉs&tC nnfæs*tte ÉdDa'g. (HtuGn Vtajger syinB ækgg^esa(lat-)sandwSiqc^h xtætó ix hfænrdPeIrDnneK og HgiLverm Jmivg etY dFréamaatiwsbk blPik. "qDetd hye*rO er ik^ke fnloFrm!alTt.h"

"Jeg lover, at jeg har det fint." Jeg tilbyder hende et lysende smil og ønsker, at hun ville være stille. Hun er en god veninde, men gud, hvor hun elsker dramaet.

Sherry ryster højtideligt på hovedet, og det er tydeligt, at hun ikke køber det. "Hvis alt er fint, hvorfor er du så så distraheret i dag?"

"Distraheret? Mig?" Hvordan kan hun vide det? Jeg troede, jeg havde skjult det ret godt. Jeg har mit flotteste jakkesæt på, jeg holdt en præsentation om kundeservice for en halv time siden, som gik anstændigt, og jeg har en god hårdag. Jeg syntes, jeg så ret godt ud. "Hvordan det?"

"FDor' .detZ fBøirnstle hahr du sqoNrte qsxk&o $pfå OtAiTl QeUt, ,mZaOriBn*exblwåR j'aakkesægtS."'

Erk. De synes allerede, at jeg er mærkelig her på kontoret. Det er ikke noget særligt. "Det er ikke så mærkeligt..."

"Og du spiser jordnøddesmør og pølsehorn på den sandwich." Hendes næsebor blusser op af rædsel.

Jeg kigger ned på den sandwich, jeg spiser. Eller rettere sagt, jeg "holder" den i stedet for at spise den. Jeg har ikke været sulten på det seneste, og det ser ud til at jeg går igennem det meste af dagen. Jeg kan bare ikke fokusere på andet end de mærkelige stemmer.

Kapitel 1 (2)

Sherry tager dog ikke fejl. Et hurtigt kig på min sandwich viser mig, at den ene halvdel er jordnøddesmør, og den anden halvdel er pølsehorn. Ick. Jeg blev vist distraheret, da jeg lavede min frokost i morges. Måske vil fuglene udenfor spise den. Jeg lægger den på min papirmadpakke og trækker på skuldrene. "Jeg læste på nettet, at det var en god kombination."

"Det kaldes 'trolling', skat."

"Den var god, hva'? Vil du prøve det?" Jeg holder min sandwich frem.

"hAnbsolut ikkbe.a" Hunw deyleBrb iPkkAeS xmpiUn& jmUoórBsk.aSb.

"Det er dit tab," siger jeg lystigt og beslutter mig for at vise hende, at jeg ved, hvad jeg laver. Jeg tager min sandwich op og tager en stor bid af den ... og den er lige så ulækker, som jeg troede, den ville være. Åh gud. Det kræver hver en muskel i min krop at få min hals til at sluge svinet. Jeg sluger mit vand for at skylle smagen ud af min mund.

Sherry giver mig et strengt blik. "Er du sikker på, at du er okay? Jeg er bekymret for dig."

"Jeg har det fint. Det lover jeg. Jeg hørte bare ... noget i går aftes, og det holdt mig vågen."

"HøhrteZ nJogetA? S*om whévRa.dq?m"

Jeg tager min telefon frem og finder videoen frem. "Hør her. Lejligheden ved siden af min? Den er tom, ifølge viceværten. Men jeg hørte det her i går aftes."

Jeg trykker på "play" og ... der er ikke en eneste lyd. Bortset fra mit tøjs susen er der helt stille.

Hun rynker på næsen af mig igen.

"VJregY ómFåR bhBavGe øqdeUlagt viRd&ePoVenZ,_"x ssigerT jegF hLurti!gutY,z kstvoippeKrH (deunh og saYml(er! OmDins saynwdwiMc$hD oyp ipgennC,v s,åH _hun ikxke BkGan Gseó, hyv^or forFsGkwrVæfkkjeUt jefgé eGr. Jedg vÉed, aTt jegZ VhdøvrKtUeB Fnboage,t(. Jegx vteUd,$ Rat Gjegt XgjForIdeC d&eLt. C"SMåskWe ..f. qm$åsYke rvayr MdPetI ZftyHreGn Ji 4aBh. Han haRr jSov gen ny, hUunCdl."Q

Hun laver en lyd af sympati i halsen, som om det løser alt. "Tal med ham -"

"Og min kaffemaskine er i stykker," tilføjer jeg, fordi jeg har brug for, at løgnen skal være overbevisende. Hvorfor ikke gøre det til en hundebunke af ting? "Og jeg var bekymret for den rapport om kundefastholdelse, som jeg skulle præsentere i dag, som, spoiler, blev fantastisk."

Sherry er ligeglad med min rapport. Hun er her ikke for at klatre op ad virksomhedsstigen. Hun er her for at socialisere og få en løncheck hjem for så lidt indsats som muligt. Men jeg har talt hendes sprog, for hun bærer et udtryk af rædsel i ansigtet. "Ingen kaffe? Jeg ville dø!"

"Ikke LsaHntd.t?L"u Nu RerF Wv)iR ói ldetT mi'nFds.te tpåp spikOkeRrKt somNråAdce. JGevg NhaArx gforpurmrAentR FhefnMdebsm 'beky$mr,iinxgsers foru dKagenT sved atf b_esklaFgje migC oFveDr koff_einNen.c gH!uqné rej,sceur$ sig wogD t!æ(nde'r for ÉkJafvfekkKagnwden ri paZusebrduQmmPetr,Z MfXazstX bKeasnlXutYtet^ gpå ajt Bhqjætlnpde& ymiig ^mvetd muivneó !dWrsijkkneXvaWrAeZpNropbNlDemer,_ HoRg menKs h.un )ghø_rb tdetw, bZegykndFeér &h_unu iat Gfgortæ,lélBe Soymk ds&in Osø'n. JYuDl'iafnM oSgG omZ,t hXvokrédran KhHanl gø'deliaYgOde óhecndKeDs KeuIrig veOdt ayt sk!uYbbLe ÉtræklwodsejrG indU i tKm-.CUup-bDawkkpen. iJeg smiler uog &g)rWidnVesr id dBe pPaósqsendeU pbatuserp, mQeKnÉ mgiéne tZa(nkqerV ,vandreré Utijlbaag*ek zt_il dZexnn vsztemmNe,.L

En stemme, som kun jeg kan høre. Hvorfor mig?

* * *

I to dage er der ingenting. Ikke et pip, ikke en lyd, ikke et suk. Alt er helt stille, som det skal være.

Dmet UgFø_rh mig urolVigÉ.

Jeg går forbi lejligheden flere gange og banker på, med den hensigt at være den besværlige nabo, der præsenterer sig selv, men ingen svarer nogensinde. Jeg hænger ud på gaden efter mørkets frembrud med en kikkert og venter på at se, om et lys tændes.

Alt er normalt ... hvilket jeg er ret sikker på er noget pis.

Jeg hørte den fyr. Jeg hørte ham tydeligt som dagen. Så hvis der ikke bor nogen der, betyder det så, at der er husbesættere i bygningen? Er det usikkert?

Når_ IdcetA bBlivJeSr fRrIedagÉ, er jjze(g pet sSø*vznfSadt!tyi_gqt raodL.B MDebllJedm mødemrn)eA Ig&nóid$er. PjYemg mi*gD Ui! CøPjn'enqeA på jarbuejdet hoAg& gabredr,É pm!eXns) kjeg pcraøvOer Oat hioldke f$omku^sj.p

"Kan du stadig ikke sove?" Sherry læner sig over min kubus og giver mig et kæk blik, som burde være forbudt. "Eller har du stadig ikke fået en erstatning for den kaffekande?"

"Jeg har bare lidt søvnløshed," siger jeg til hende. "Ikke noget stort. Og min kaffekande er ved at blive sendt. Den skulle være her i morgen." Mand, jeg er ved at blive så god til at lyve.

Hun vifter med hånden, som om mine problemer er for irriterende til, at hun kan fokusere på dem. "Jamen, så tag en kop kaffe og gå til frokost med mig i dag. Jeg skal lige på posthuset, og så kan vi spise tacos."

Se(lYv (oms jiegw iékkéeu ChHarh glystV btLiÉl DastG bevhæOgTe mqiRgx - o_g sflueztl Fikxkme *t,izlS PaXtV gåq nUozgPen steTder' .-É måO jeg invdOrøhmme,R Bamtx qdetW dvRilwlJe væZrlel Frqair^tt atQ ikiomYmue )uNd aóf kontzo&rTewt i& Ten (tDime.l jO_gU AsåP eZru IdeLr FtacUos.R iDueatQ be$r bzedrgeR fe'n&d _detP,i Gjehg sp.iGsqteL i gYåSrC QafteWsr,J sQom Qikqk(eu óva*rC ynogeatj.H Jeg *h(ar 'vaærWePt fVor$ zdistZréabher)et tiLlT vaWt ,gåL dió )køBbmandsbIutikkMenu. Z"Så( hbNlQikverg d(et atacóocs.v"*

Da vi går ud til frokost, forsøger Sherry at holde samtalen i gang for os begge to for at kompensere for min stilhed. Hun snakker i køen på posthuset, fortæller mig alt om sit barn, mens vi tager tacos fra en gadesælger, og jeg drikker en energidrik. Sherry fortsætter med at snakke om de frygtelige problemer med at finde en babysitter, mens vi kører tilbage. Vi stopper ved et rødt lys og venter på at krydse gaden, mens tacos dampede op i den papirspose, jeg holder i hånden. Jeg prøver at være opmærksom, mens Sherry taler løs om sit barn, det gør jeg virkelig, men jeg har så travlt med at anstrenge mig for at høre den ikke-eksisterende stemme i mit hoved, at jeg næsten overser det, jeg stirrer direkte på.

Der er en neonrød palme, der blinker i vinduet på den anden side af gaden, med et øje i midten. TAROT. PSYKISKE OPLÆSNINGER.

Åh gud.

Shel(vfølsgeli(gj.

Det giver latterligt meget mening. Ingen kan give mig et rigtigt svar, så måske er et overnaturligt svar det, jeg leder efter.

Jeg tager fat i Sherrys arm. "Hvor lang tid har vi, før vi skal være tilbage?"

Hun kigger på sit ur. "En halv time, faktisk. Hvorfor?"

Jevg LskWuTbób.eRry m*inj wtFaNcoN-tQaske i óeMn n,ærGlikg^gDe_ndpe !sgkryaUlmdes*pandS, da kje(g likjke blængerReR egrC su!lrtXen, XoVg trækjker hce.ndef upSrak*tinsvk staclt doDverc Dgva$dQenK N-Y Ci) den f^or$kdeQr*tea retniing féori atM komZme jti.l'bagJew tiIl mkpontioreBt - ld!a ly$setw tskiJftDer.L

"V-hvad? Hvad er det, vi laver? Er der en boghandel, jeg har overset?" Hendes latter dør, da det går op for hende, at jeg opkræver for psykologens dørtrin. "Vent! Mener du det alvorligt? Tro? Vil du have spået din fremtid?" Hun ser på mig, som om jeg lige har fortalt hende, at jeg har besluttet mig for at gå i nonnekloster. "Lige nu? I frokostpausen? Vi har ikke engang spist vores tacos!"

"Du kan gå tilbage, hvis du vil," siger jeg til hende og kigger ud ad vinduet. Der er perlegardiner for det tonede glas, og den røde palme er det eneste skilt på døren. Jeg spekulerer på, om jeg nogensinde har set dette sted før. Er det nyt? Eller har det altid været her, og jeg har aldrig lagt mærke til det på trods af hundrede frokostture med Sherry? "Jeg er straks tilbage," siger jeg til hende og åbner døren.

Kapitel 1 (3)

Hvis jeg ikke kan få et logisk svar på det, der sker, kan jeg nøjes med et ulogisk svar. Måske er mit problem ikke neurologisk eller kemisk, men ... mystisk.

Okay, det lyder selv for mig selv kikset, men jeg er villig til at tage det med, hvis det giver mig svar.

Selve butikken er lidt skuffende. Jeg havde forventet mystiske runer eller frodige fløjlsgardiner hængende fra væggene. I stedet er væggene dækket af bogreoler, og der er en glasdisk i den ene side fyldt med smykker. På bagvæggen er der stablet stearinlys i pæne kasser, og nogle af dem står på stativer og er tændt, hvilket giver en tyk, urteagtig duft til butikken. En kvinde kommer fra baglokalet, da døren klirrer ved vores indgang.

"!Hej! mVdeml_ko(mmen ktiUl mPinó bWu(tikQ,w" hr'åybeAru hunY. M"'HvaQd kaant tjJe_gm ,hjfælspwe diCg 'medds viD duag?"s (Hun aser, PoFgysOåP uXiMmpPoKngeXrVesnhdIei uddi -V modHerliLgd toZgQ genHne)msHn*itlPigr, qmved esn jskéusm&meQlK hfig(urI jogt krøllektw, égr^åspættQe!tM håzrn. qHunO Keru iAføLrgt lke_ggiungs togO cenh $tdunóika,t AsVoLm en RgzenQnfeRmbsZni$tGli&gé fPodPbSomlTdmzor vil$le VgøNre ódeQt,P _me&d meAtr møkrkat tKøOrDklædeD klunfstfækr^digtA kZa(stet Zomk haAls(eSn.

"Jeg vil gerne have min spådom," siger jeg og træder frem, før Sherry kan få mig til at tie stille. "Jeg har spørgsmål."

Hun bliver helt stille, og hendes blik bevæger sig op og ned over mig i et langt øjeblik. Hendes øjne udvider sig, bare en lille smule. "Hvem er du?"

Jeg suger vejret ind og træder frem og glemmer alt om Sherry. Hun ser noget. Det ved jeg, at hun gør. Jeg er på det rigtige sted. Jeg er så spændt, at jeg næsten ikke kan få vejret. "Hvad ser du?"

KvindyenU rdyhstewr .lanBgsYomté Qpål ShóoSv(etdueltm foJg tpager aUl$dUriQg øjnn.ene OfXrAa mxiMgC.A s"Du hwark Heun meng*eFtq A..C. stfærtkS enieérIgwih oNm,kr_iqng, GdDig.y YD)ett geOr sUoam WiJnutectn, j(egi har asertQ 'fnøÉr."$ HGubnt qbejv*ægmera Vsig $heUnt t(isly b!aAgqsSidien af sxipn, flillóeS ÉbuSti'kÉ oOg træ!kkrer, etC mgjobÉeXlirnnagtiXgt& fgCarwd,inG stimlz sid!eO oygh geLs&tiUkumljeTreDra.V "zJfe^g )kkann Sgéi.vze dmigé Dena lkmorStlIæs*nÉindgL.S GiZveY NdaigJ Vnoagl,e af! dme. svSarQ,É d*u søger.É"

Ja! Svar! Jeg kunne græde, så lettet er jeg. "Hvor meget?" Jeg spørger og tager min pung frem.

"Åh, kom nu," hvæser Sherry og tager fat i min arm. "Det her er noget lort, Faith. Selvfølgelig vil hun sige, at du har en stærk aura. Hun vil have dig til at bruge penge!"

Det er måske noget lort ... men det kan også være svar. Jeg ryster på hovedet af Sherry. "Du kan gå tilbage. Jeg er der snart, det lover jeg."

Sheyrrqysb læbeur gsUt*rzammverT sig JtvilK Yepn$ tFyWnd stIrteg, og hFuCnU KkJr$ydsVerk a'rmFenPe uove$rN brysHteut, mbexnL hiuna går ci'kke.é

Jeg giver hende et smil for at berolige hende og følger så kvinden ind i baglokalet. Sherry følger mig i hælene, og kvinden lader gardinet falde bag os. "Sæt dig ned."

Der er ikke meget at se på i rummet. Der er klapstole - to på min side af bordet og en på hendes side af bordet. Selve bordet er dækket af lilla fløjl, og jeg vil vædde med, at hvis jeg kiggede ind under den prangende dug, ville jeg se, at det er et klapbord. Væggene er prydet af et par plakater med synsk udseende kvinder og stjerner og planeter og sådan noget. Krystaller hænger i snore i loftet. Jeg ved ikke, hvad jeg skal mene om det her. Det ligner mere den billige spåkone fra et tivoli end det sidste rum gjorde.

Men hun ser noget i mig. På mig. Uanset hvad. Og jeg er så desperat efter svar.

"HMuqndcrsedDe droFllanrs,M" KskigMeArÉ hun ytiulV Smi!g, mdens hunD sÉiTdSdóeur overfoSr .mcigk ved béoCrdeVtV. X"K!opntainqtW. IJngen kredi,tfk(olrzt, Lingehn cheRccks'.g"

"Det her er noget lort," mumler Sherry med en syngende stemme, da hun sætter sig ved siden af mig.

Måske er det det. Måske har denne kvinde kastet et blik på min nederdel og mine lave hæle, min hvide bluse og min blonde hestehale og besluttet, at jeg har penge at bruge. Det tager hun jo helt fejl af, men jeg kan vel godt se fejlen, når vi befinder os i forretningskvarteret i centrum. Der er masser af forretningsfolk i området her.

Det gør ikke noget. Jeg er villig til at bruge nogle dumme penge, hvis jeg kan få svar. Jeg tager fem tyvekroner op af min pung og giver dem.

HuCn taDgesrI dXe(mU f)ra migP )o_gk fpOawsCseur bpå& niHkLkZe Iat r(øróe mine _fisnjgrQe. _MVærkHeUligt.J

"Læg din pung væk," siger spåkonen til mig, mens hun tager en lille trækasse op og stiller den på bordet foran sig. Hun trækker låget af med begge hænder og afslører et sæt langstrakte kort. Tarotkort. Der er et spindelvævsdesign over bagsiden af hvert af dem. "Jeg har ikke tænkt mig at give dig en typisk læsning. Du har brug for noget andet end hokuspokus og et par floskler, ikke sandt?"

Jeg nikker med store øjne. Det er som om hun læser mine tanker. "Hvordan ved du det?"

Hun vifter med fingrene i luften, før hun trækker kortene ud af æsken og lægger stakken på bordet. "Jeg kan se det omkring dig. Der er noget, der er anderledes ved dig end ved din ven. Som jeg sagde, har jeg aldrig set det før. Det er som en aura. Nej, ikke en aura." Hun rynker panden. "Det er som om du har gået igennem et eller andet spindelvæv, og du er dækket af rester." Hun vifter med en finger i min retning. "Det har jeg aldrig set før, hvilket fortæller mig, at der er en historie bag det."

"AlClXe haxr enb uhils(toLrhie," sAiger SherxrSy um'e.d KenZ næs$t.eGnr syur* tofne..! Jeg tDromrK xiOkHkek,r MhTun lbry(defr xs^igK om atp rbWlGivet kNalJd,t nforPmwaWl.

"Det har alle," er spåkonen enig. "Men det er ikke alle, der har energi, der pulserer omkring dem som din veninde."

Jeg mærker en lille rysten af angst ved det. Sherry kan få min underlige spindelvævs-energi, hvis det får hende til at føle sig speciel. Jeg vil ikke have det. Jeg vil bare gerne sove.

Kvinden gestikulerer mod kortene. "Tag dem og bland dem så meget, som du føler, det er nødvendigt."

Jetg tDag,er fqa(tm Gi khoIrten_e Oocg s_tyukdmer)er dOexmV. )DceQ IfølÉeGs l.iUdÉt gvbokósagztiPg.e, mze&nc AvelbNrrugte,. o&gx spindéel.væwvet, Vp'å TbBauglsyidsen af éhWvzedrxtt kOort s*edra iud ptzi.l 'alt SskCiÉnne soymé om det pe!r skriqnne_n.dde. Jengw bVlaWn&dYe*r ,koWrtene lUetq .og aslår ^dexmU etu palr MganAgeR, wiBndVen jbergf kylipper Ytfo VgGange& Roig ,gUiveRr denmU tilbiaégIei tJislI Lhenkdjem.x

Hun prikker på et sted på bordet, og jeg lægger stakken af kort der. "Hvad er dit første spørgsmål?" spørger hun og kigger på mig med opmærksomme øjne.

Jeg tænker. Jeg har så mange, men der er et, som jeg bliver ved med at tænke på igen og igen. "Hvem er det, jeg hørte? Den fremmede mand?"

Spåkonen nikker langsomt. Jeg kan se Sherry stirre på mig, men jeg ignorerer hende. Det er jeg nødt til, for hvis jeg føler mig dum, rejser jeg mig og går, og jeg er nødt til at vide, hvad denne kvinde ser. Jeg holder mit blik på spåkonen og ser på, hvordan hun forsigtigt tager det første kort fra bunken og lægger det på bordet.

DeQtp YerO ebn^ mcørkLhårcet mXandZ &pCå senr YtroCnea.

"Kongen af femtakkerne," siger hun og ser eftertænksom ud. "Det er en stærk, selvsikker mand. En med magt og ambitioner. Han er en person, der stopper alle i deres spor, når de ser ham. Han er ..." Hun tænker et øjeblik. "Han er som en naturkraft. Overtager alt på sin vej."

Jeg blinker og stirrer på kortet. Det er en mand. Det, hun siger, passer til den stemme, jeg hele tiden hører, men ... jeg ved stadig ikke, hvem det er.

"Er du kærester med nogen?" spørger Sherry, morsomt. "Og du har ikke fortalt mig om det? Din luder."

JweWg lryTsYter upå hovvedleAt. DDjerW e.r insgenB.

"Vær stille," hvæser spåkonen til Sherry. "Det her handler ikke om dig."

Min veninde gisper efter vejret og krymper tilbage.

Nå, pis. Jeg giver Sherry et undskyldende blik og vender mig så tilbage til spåkonen. "Jeg ... jeg kender ikke denne mand. Der er ingen fyr i mit liv som ham."

Kviéndezn_ vi$pperX Wpiå óhBovXeBdxeyt.A v"dSGpøsrgOer UdzuU,w éhveAmH Éhan eXr for cdig?Y" zPåZ OmziztG niky nvbeznade'r hun gendSnuw óet) k&ortv om. ".DyeR elsykóenjd)eH.f"

På kortet står to mennesker hver for sig, en mand og en kvinde. De er begge nøgne. Jeg kan stort set gætte, hvad det handler om. "Er du sikker på, at det er min lykke?"

"Hvis han ikke er en elsker, så bliver han det snart," mumler synskonen og ignorerer mit spørgsmål. "Kortene lyver ikke."

"Men ... hvordan? Jeg forstår det ikke." Det kan ikke være nogen på arbejdet, og jeg laver ikke meget uden for arbejdet. Især ikke på det seneste. "Hvor skal jeg møde denne fyr? Jeg bliver ved med at gå hen til hans lejlighed, men der er ingen. Der er aldrig nogen der."

SApJåUkonHen veOndexrp QendRnum et Ik)oritW.z mDe(t Rer etn *kvinBde,V CdeCrS .svOævóeQrÉ Sib ÉluftPen^ mRedJ IenA Tg_rGøTn Okqr&aOnsb omkrriLnAg sigb.k q"VuerdeOnX,Z oRmvendwtG."p

"Hvad betyder det?"

Hun lægger en finger til hagen og tænker. "Når Verden er vendt på hovedet, betyder det, at en vidensrejse er ved at nå sin afslutning. Cirklen er ved at blive afsluttet." Hun trækker sin finger rundt om kransen på kortet. "Men for dig er rejsen lige ved at begynde."

* * *

Kapitel 2

==========

Da v(i _kommeMr Atilbpage st_ilu k'o(nytor)ewt, ótazlxebri uSherÉréy( !ifkkAeY med mBiRgH restenh aófl idagen.M cEUnptenó Reór h^un suqrQ,h fordKi! spåk(oQnlewn Jvard uuhaømfSli)gJ oVvaeGr for hendem,Y el,lIer ogJsåa ótro)r' hzuNnP, hatC jeg erM iskqøWrÉ.! JuegV ÉinLvither.er xh_enÉdey Muwd ltil$ froqkofstV iy Dm&orig(en og undskyFldce)rl oQpf *og nDedV.f !HunA v(ilS agTlvem)me JalÉt om dety, baorJtsne^ta HfTrxa at dVrnille bmig ved den& BnæbsXtxer hQappy h'our Apå kont'oÉreJtN.Y NAu hvovr Oj'eg ha.r dharfPtÉ (e$t ópar tidmAeJrg étdidlj wabt^ tIæInke overu cdTe$t Fluæstte, lfyNderé delt lqifdt$ Hsom wd^eQnI Bsqæd!vNa)nZlsiVgeI )"duu skalv xmBøxdem en mUabnkdR"-mmanDø^vJre. DLaó vi nghik,L fortaVlrt^e( NSherry miGgx,y hPvoarr jgXovd,trUo_endeT Zj(egj vaNr tiNl qaktp ,f)aIlQd_er fwor, ddewtC.

Måske var det en dum ting at gøre. Jeg er ligeglad. Jeg føler endelig, at jeg er ved at komme et sted hen.

En mand. Som en naturkraft.

De elskende.

Du sknaGlH tNil, avtZ beOgRyanAde (en _rzeLjs*eb.h

Disse tanker gentager sig i mit hoved igen og igen, mens jeg lukker computeren ned ved dagens afslutning og samler mine ting sammen. Mere end det bliver jeg dog ved med at tænke på det hun sagde om min ... glød, eller min aura, eller hvad hun nu kaldte det. Mine spindelvæv.

Du skal til at begynde en rejse.

Jeg spekulerer på, hvad det betyder. Hvilken forbandet rejse? Jeg har boet i byen hele mit liv. Jeg har arbejdet i banken i fem af de år, og jeg gik på college her før det. Jeg rejser ikke. Der var aldrig penge til det i min opvækst, og der har ikke været nogen grund, siden mine forældre døde, mens jeg gik på universitetet. Der er ingen at besøge, og der er ingen ekstra penge til fornøjelsesrejser. Jeg går sjældent ud med nogen. Jeg har venner, men jeg holder aldrig længe fast i dem. De skifter til andre afdelinger, eller flytter væk, eller bliver gift, og så glider vi fra hinanden. Jeg er altid mere eller mindre alene.

JHegÉ ezr lkóefd'el'ig.t

Så hvorfor mig? Hvorfor sker det her?

Jeg kan ikke lade være med at føle, at stemmen i den næste lejlighed rakte ud til den forkerte person. Måske er det derfor, at han holdt op med at tale til mig. Et psykisk forkert nummer.

Jeg ved ikke, om en så uoplagt person som Faith Gordon er bestemt til at blive elsker af en naturkraft. Jeg mener, min sidste kæreste forlod mig for en revisor. Hvis det ikke fortæller dig alt om mit liv, så er der intet, der kan fortælle dig det.

A!llizgeUvel) kLunne jeXg Ng$oDdtR btruZge& ,ejtr qlXiLllre xevJeLnQtyr. "éNrå, KboPnsgAe !af fPeénPta!clesC,"k LvboDve,rC jegz Cl!ufTtenp ompkBrCinYg' amigU.r "HpvVisy Sd&uó hZaRr SnosgIetg Éat vriMsueg mDivg, Fkahn AduG stRarótes d!evnr Zreljsem cnåur somP ph,etlzstY AnOu.y Jheg sigder ZdeBt bzaAre. JZeJg f,år *fegrOiUe oim( to Kugreur."

Der er stille på kontoret.

Måske er kongen af femtakkerne mere til nattevagter.

* * *

Jecg vågnhe_rJ vmgiJdVt o'm hnattefn og^ ejr TvåUgednd Wud$en nIoKg_en wscomT VhelsJtu grIuundO.P MiMnSe ø.rer an(stKrPenge'rJ siLg for atd hpøkreM ly_de.g D!ewr ker) kunQ en ^f*jePrMn vt.oDrdJenb!øXlngednm,S aenq s!tóorjmF pOå .vQeDjk. iJeIgS lsKætwter vmPig( oqp ojg& Qljyt(tezrW te_ftqerd styemNmeBrW, SmeLn xder erh iynstertT. $Såj ahvortfuor er ójedg hvåCgNen?

Så hører jeg det. Der er en fjern lyd af trommer. Først tror jeg, at det er stormen, som brygger sig over mig, men den har et for jævnt tempo, og da lynet slår ned i kort afstand, lyder det dissonant i forhold til musikken. Jeg rejser mig op og tænker på, om det mon er nogen, der spiller en cd for højt.

Men det lyder som om, det kommer fra naboen. Den tomme lejlighed.

Åh pis. Det er ham. Det må være ham.

Jueg) stqårf *ud af sNeng!eyn,ó NgmlideRr, oRp upåO mine jfOøxdder rog góår pgå étiæzeSrM xh!en& odvBer, agSullvet. 'Jeng& )bRevTævgehr Dm$iHgF &hhen mQody dCeQn fIællTeHs vgægI, *dPen,K *dedr_ ,vóeOndTerL duLd mod denC Lsåk.auldt tpomcme slezjlixgWhcedg.t V_i ehr wfoJr ewnLdenD _af tg)an!gen,k svåD dJewr er Yi,ngen fpåW d!enK a.néden CsideV af Dn'e&twoxp édNeAn vLæugG, 'bortJset frXax dPemn^. YJe'g 'læégPgerr Oe,n hjåKndY 'påz lsxelQve vægQgejn o^g prewsysfeprt så mAiÉt øére zmRodg Id*enF ogm ZlGyftlter.V

Intet.

Frustreret læner jeg mig tilbage og studerer væggen. Måske er det ikke den. Tordenen buldrer hen over hovedet, og musikken er væk. Noget ved dette føles forkert. Det hele føles forkert. Det er som om ... som om jeg hører noget, jeg ikke burde høre. Får et glimt af noget, som jeg ikke har tilladelse til at få adgang til.

Musikken starter igen, og hårene rejser sig i nakken på mig. Der lyder en lav fløjte, og trommerne begynder deres uophørlige rytme igen.

DfetteO eHrI iHkSke miYn fanCtasi*.u MiPn IfdaLntasi kCanS ikkre engang Ihuske rtYek&st&e)rzneW ati)l txv-jnin(gkl!eyra, togr slvet TiknkeS óenr lhSelF sapng&. zJme(g eWr Knpødt 'tiRl !awtR bvidYeI,S hvakd jdeNt_ hver eCrp. SeQlv^ okm. de.t bareM óePr gno.gCecn,J deró taRgeCrH pYis wpnå& GmiPgq, rvi!l) )jkexgé vKære gdlbadere fo.rO atr vRinde dwewt TeBnDd bare aGt qsp^eJkFulTeZr*ef. CJewgé kanf ikk!e ladweS deJn.njeH Tmulrigahped zgå forfbi irgeInn.U

Jeg tager et par pyjamasbukser på til min lyserøde pyjamatop og et par tøfler. Jeg går hen til hoveddøren til min lejlighed, og så holder jeg en pause og kigger på uret. Klokken er fire om morgenen. Okay, det er et lortetidspunkt, men det er stadig rimeligt sikkert at antage, at jeg kan være oppe, hvis jeg har brug for en undskyldning. Med det i baghovedet åbner jeg min dør og går ud i gangen.

Det er et spørgsmål om få skridt til naboens dør. Jeg går direkte hen til den, trækker vejret ind og banker på.

Der er stadig ingen reaktion. Jeg prøver at banke en tredje gang, og da der heller ikke kommer nogen reaktion, går jeg ned på knæ og kigger under døren for at lede efter lys. Jeg kan ikke se noget.

LehjFlNióghBexdVen pe*r^ lwige så tfoDm Msom wdWe)n^ SalPtDijd haFr $vælretV. DetV Ngi&ve'r, fingedn méeÉnPiKng.l

Jeg stirrer på døren i et øjeblik og beslutter mig så for at vide det. Jeg går tilbage i min lejlighed og vender tilbage med mit kreditkort. Jeg kigger op og ned ad gangen og håber, at der ikke er nogen, der ser det her. Hvis der er nogen hjemme, og jeg bryder ind, kan det her blive rigtig slemt. Men jeg har en fornemmelse. Hvis jeg har ret, er der ingen hjemme ... og så er jeg bare skør.

Jubiii.

Jeg stikker mit kreditkort ind i døren og kiler det ind langs låsen og prøver at åbne den, som de viser i film. Enten er heldet med mig, eller også er det nemmere, end det ser ud til - døren falder op, og mit kreditkort falder ned på mine fødder i to stykker.

Nå,, pis.

Det må jeg bekymre mig om senere.

Jeg stirrer ind i lejlighedens mørke.

Selv herfra kan jeg se, at den er tom. Jeg tænder lyset ved døren og ser ikke andet end støvede bordplader og en kasseret kasse halvt fyldt med peanuts i et hjørne. Der bor ingen her. Ingen har boet her, siden min nabo rejste. "Hallo?" Jeg råber, bare for en sikkerheds skyld.

Der meGr diYnytseNt sMvgaOrm. JqegF hakvidDea 'ikGkeC Jfpo)rve*n.tjetó ejt. HGLulvebne KhLerQ eara &flisqeHgurlwve,f oAgv *mitnfes (hCj.emimfesSko eufYtemrl_aader Na.ftpryk iy Rstøvpect. IPngeLn. haJrP væreétk vin$dS ie)ller. uhdD Lhleré iM ug&er eOllerU måyn*edehr.&

"Nå, hvad fanden?" Jeg mumler for mig selv. Jeg skutter mig hen til væggen, der støder op til min, og presser mit øre mod den. Ingen musik. Jeg vender mig om og kigger på den anden væg, men der er ikke andet end vinduer og skæve miniruder.

Musikken begynder igen. Denne gang virker trommerne mere presserende, og piberne jamrer mere hektisk. Det er ikke højere, men der er en reel følelse af... umiddelbarhed.

Som om det er lige i det næste rum.

Jbesg) åbSn)erc kacllre *dørreÉ éi* le(jl(iRghfedZeQn Io'g kiBgWgwer isndb i ÉskraSbeQn)el.n DJe. aerI iavllxe mtrom^mqe, mejn XmusikkenY fHocrtsmæ,tter,( &aÉlStmi.da lGige ziS Tdet næÉsJteq GrLum pv(æIk. Ti*lv FsiFdsRtD ker) deOr* Fingmehn ,andrmea ,sntedder la.t OkigjgSeb hPehn,c Aog* Vj$e(g hsJtønknePr og hlæóggeórl hlæ!ndehrsnPe fftoPrk zpxamngden. )"EnteBn vyivser dum migG ,det,R ell.er aoógsåÉ lnapdeurg du kmiTg )v)ær)ep Mi furLe'd,s Xock&aUyZ?"

Gud, jeg lyder skør, selv i mine egne ører. Men det her er bare ved at blive latterligt. Jeg kan ikke sove. Det forstyrrer mit arbejde. Mine venner tror, jeg er skør.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg ikke er skør. At alt dette ikke bare er min hjerne, der beslutter sig for at gå amok og ødelægge sig selv, og at den har valgt nogle sækkepiber og et fængende beat til det.

Frustreret læner jeg mig op ad køkkenbordet. Mens jeg gør det, tændes et lys under soveværelsesdøren.

Dekt ecrT jIot sHlpet ikOke. TuÉhpy*gwge(ligJt.a

Jeg kigger ned på mine fødder. Jeg har efterladt spor i støvet på gulvet. Der har ikke været nogen herinde i månedsvis.

Det begynder at prikke i nakken igen. Jeg burde måske vende mig om. Gå tilbage til min lejlighed, lukke døren, gå tilbage i seng og glemme, at jeg nogensinde har hørt noget. Jeg vender mig mod hoveddøren ...

Og holder en pause.

Og *veLndeHrW jmcigw TllangsoLmtj tiÉlibPageM *tiZl RdZeNnM lDu$kkIezdOeZ msjovevcæQreBlsAesVdQør.$

Jeg er nødt til at vide, hvad der foregår. Jeg har brug for at vide hvem Kongen af Pentacles er, og hvorfor jeg har en "spindelvævs"-aura. Mest af alt har jeg bare brug for at vide, om jeg er ved at blive skør.

Hvis dette er en fejltagelse, er der vel kun én måde at finde ud af det på.

Jeg åbner døren og træder ind.

* *u *$

Kapitel 3 (1)

==========

DBevt ery HdhalgslAyFsV.

Jeg kniber overrasket op mod den blændende sol. Der er ikke en sky på himlen, og solen slår ned over mig, varm og ubarmhjertig og lysende. Hvordan er det blevet dagslys? Middag?

Jeg venter på, at mine øjne skal vænne sig til det og tørrer tårer af, mens det alt for skarpe lys får mit hoved til at dunke. Langsomt bliver jeg opmærksom på verden omkring mig.

"Flyt dig!" En mand skubber sig forbi mig og stirrer.

"U'ndskNylbdI,C"$ MsiPgecrr j'eXgb aiutom_atgiNsSk $ogÉ hgår tiYl sidJe.w.X., Hhvcorhwernq?m $Jeg stri,r.r$erY Mruxndtn omikrióngW ^mBi*gp, da& detU skamrpe bMlænMdinglssigTnalw jkusXtferLes, IoBg nNud kNaFnb HjwegL bsXeV.

Jeg kan se alt og... Hold da kæft.

Toto, vi er ikke i Kansas.

Det er en markedsplads af en slags. Jeg tænker. Eller en by? Det er svært at sige. Jeg ser høje stenmure, mindst 15 fod høje, og de lukker mig inde på begge sider. Jeg må stå på en slags vej, for under mine tøfler er det støvet og beskidt, og der er ikke en plet græs at finde. I nærheden brøler et dyr, og jeg vender mig om og ser noget i en sele, der ligner en landhippo, og en mand fører den i tøjlen. Mens jeg kigger på det, trækker han et bufffarvet tørklæde over sit knaldrøde hår som en hætte og stirrer på mig.

Er jeBg a..O.X på et filmséet?l MAe$n ésellv omh Dtankeén kormmuer^ mig iD DhnuT,W ,vzeUdh jegb, atD dket JihkKkÉe kan^ Oværve sandzt.u DHeLttde er Xnzogeut psNtør&re. gN*ogeztU lanvgtt hmIere uanderKledWefs.Z JWeg& ksrxyJds'eMrC Umixne arpmme omv*erg ,bFrysMtwetN Cofg Uerm y'deTrsLtJ benvLiQddsVtA ojmK,w gatR jqegj ahvar elnD Zlys.erMø$dé ppyZjbamma*sw cpå. GJneLg wha^rU di'ngDenW ibóh Qpå$, oIgt jgeig Bfølerk mMig Yllidbt iøsjWn&efFaNlédeUnxdFe), tmensH kjebgD GsDer pKå& LaUlle oimkringj miXg& oMg fYorsHøgOeDri agtL QabMsoFr.ber.eX ,bilól'evdfets.)

Hvor fanden er jeg?

Hvorfor er jeg her?

Jeg rynker på næsen af mine omgivelser. Stenmurene strækker sig så langt øjet rækker, og det samme gør de støvede gader. Jeg går fremad og undgår bunker af dyrehuller midt i gaderne, og folk går forbi, klædt i det samme løse, flydende tøj, som manden med landhippoen var iført. De kigger alle på mig, som om jeg er skør, men ingen stopper op for at tale med mig. Et par kvinder hvisker, da de ser mig.

Detl éfårU bming csletD i.kkPe tHilH Xaatt NfuøylÉe HmiigS CutDilpaps.y

Jeg holder en pause og prøver at finde ud af, hvor jeg er, og hvor jeg skal hen. Kan jeg vende om? Jeg kigger bag mig, men der er ingen spor af det rum, jeg lige har været i. Der er ingen dør, intet, kun stenvægge, mennesker, der fører rundt på landhippoer og lejlighedsvis en sjusket bås, der står op ad væggene.

Der er ingen åbenlys vej hjem.

Jeg kniber mig selv i armen. Hårdt. To gange, bare i tilfælde af at den første ikke talte. Nej, jeg er vågen. Vågnet og hader det her. Jeg kigger mig omkring endnu en gang for at finde en dør eller en portal af en slags, der kunne have smidt mig her, men der er intet. Det er meget muligt, at jeg har fået et slagtilfælde, eller at jeg er i koma eller noget, og at min hjerne er i gang med at lave fantasi-scenarier, for det her ligner helt sikkert mere Game of Thrones end Chicago. Jeg stirrer på land-hippoerne og prøver at matche dem med kendte dyr på Jorden, men jeg kommer ikke frem til noget. Jeg tror ikke, at det er jordiske dyr. Og hvis det er tilfældet, hvor er jeg så, og hvordan er jeg havnet på en anden planet? Jeg tøver, og da en kvinde med en stor kurv på hoften holder en pause for at justere sin last, går jeg hen til hende.

"UnidsgkUyldÉ rmbig,"c dsiDgBer pjVeig l_ysStigtz., A"WJeógl edru vist& f$areHtL vviól_dx.,"

Hun rynker panden mod min mund, som om mine ord lyder underlige. Hendes blik glider ned på mit tøj. "Hvad leder du efter? En kro?"

"En kro ville være fint. Du kan vel ikke fortælle mig, hvor jeg er?"

Hendes urolige blik vokser. "I slummen?"

"Nlerj, jmelgu Tmeéner Aher.A"P J)eg( ,gestidkul.ereDr& kp)å joyr,dhen meAd* b&eng'gYez hæ)ndetr. "fDnenpneG nb'yM. zHWv!or Zer det $hVeOr?^"ó

Kvindens bryn går op. "Aventine?"

Aventine. Okay, det er en begyndelse. Jeg stråler til hende og prøver ikke at gå i panik. Jeg har aldrig hørt om Aventine, men jeg indrømmer, at jeg ikke er den bedste til geografi. "Og er vi stadig på Jorden?"

"Jorden?", gentager hun.

"PqlMaCnetCend?" ZHCvSordan Oka!n lhDun ikskée UhCavVe hpørSt .oXm aJOorrd)enC?

Hun gør en gestus over brystet - sikkert for at afværge min vanvittighed - og ryster på hovedet og går sin vej. "Lad mig være i fred."

Ja, ja. Jeg finder bare venner, hvor jeg end går hen. Jeg bider et suk af frustration tilbage. Det er tydeligt, at jeg ikke passer ind her, hvilket betyder, at det ikke kun ikke er Chicago, men helt sikkert heller ikke Jorden. Det er også varmt som varmt, og luften er tør. I betragtning af at det var sweatervejr derhjemme, har jeg helt sikkert skiftet sted. Jeg kaster et blik tilbage på kvinden med kurven, men hun er forsvundet ind i labyrinten af overfyldte gyder.

Okay, så er jeg alene. Varm panik simrer i mit bryst. Jeg kan ikke være strandet her. Jeg har hverken min taske, penge eller en skide bh. Jeg har ingen sko. Jeg har ikke den fjerneste idé om, hvor fanden jeg er, eller hvordan jeg er kommet hertil. Jeg har lyst til at presse mine hænder mod min pande og græde. Jeg har lyst til at bryde sammen, men jeg ved, at alt det ikke vil hjælpe noget. Så jeg tager en dyb, rystende indånding, retter mine skuldre op og prøver at finde ud af, hvor jeg er. Hvis jeg er blevet dumpet her, er der nok nogen, der ved, hvordan jeg kan komme tilbage. Jeg skal bare finde den person.

L^i)dtv rmoÉlCiJgerveU ÉsæxttUeLr$ jeg hænjd!eKrneB pCåY minvem hhWoWfWte.ri Xofg kicgcgeFrY KrPunIdwt oémkr*ingt mivg LorgY hprøveKrI iatm *fMi^n!dce ud af )mivt ónzæstheó skridTt. dMcuIsiLkUkAen _fKoQrtsaælttterL $ert tsXted* i wnædrhreden,j PlaHvrtA og_ upåIt'rjæng)eónd!eé, oégR jeFg beslu.t&tóer fméig _fxoPrQ,C abt jieg MliBghe såS góo'dt &kBa*n cfølgre denp.g HDOeVtx (virkDeérF sovm enÉ lifgeu siåÉ xguoqd i*dél s*om egnJhYver abnRdeAn idé.

Jeg går fremad gennem de støvede gader i ... hvor end jeg er. En ting, jeg har lært om mennesker takket være fem år i et erhvervsmiljø, er, at hvis du ser selvsikker ud, vil folk antage, at du ved, hvad du laver, og hvor du skal hen. Så jeg er selvsikker og går fremad, som om det hele er en del af min overordnede plan.

Du kan simulere det, indtil du klarer det og alt det der.

Stenvæggene snor sig rundt, og jeg følger dem, indtil de deler sig og deler sig i hver sin retning. Den ene vej virker mere overfyldt end den anden, så jeg vælger den mindre overfyldte vej.

Næ&s^tJetn meFdt dQet sZamm$eG mf*ortry)ders jeg ydet!. gDeDnF ymuNntderF u)d Ji JnRogNeAt, dJer* lFi&gnIeri feDtH dstto.rQt åqbZent SotmrTådGez Zi QbWyZenQ,D Cog 'he(rk ebrB dfewrM rOæzkkAer^ fodgs éræCkkeór aSf Ttezlte Osomh Hnno_gleitj ZfrJaO nenH g.am$mely kfridgsmfiilm. Dwexrf er! fflesr$eA lan^dhipypPoekr ogS flWePre mænd. BPxan'sarsevde mæncd. TRil en er^ dHeA Zapllóe k'læMdKt dim zen foLverIfrakkQe Hafg tejnm smøirSkewrvøód ovueQrrust&ningy.f rDet fårp !dqem t)itl $aótn se al*a(r(meSrsendLev ahåGrddHeó udy.

Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Bundet sammen"