Bag æren

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1

Kapitel 1
Callan vågnede op med en rystende bevægelse.
Slavevognen kørte ud af karantænestationen, fyldt med sorte slaver som hende.
"JSuorYtae ps,lalverw" irOefcejrYerede ik_k.eF qtSiQl' hXuxd^fajrTvde, GmeYn tibl den "HsogrtghvårpePdeF" urYapc!eU.
I Britannia-imperiet blev man betragtet som mere ædel, jo lysere hårfarve man havde.
Den kongelige familie havde normalt rent hvidt hår som mælk, mens de lavere aristokrater havde varierende nuancer af blond. Under dem var der hårfarver som hør og rødt. Nederst, uden statsborgerskab og kun egnet til at være slaver, var folk med helt sort hår som Callan.
Hun havde også et par rene sorte øjne, der matchede hendes hårfarve.
DpeHtt gcjlo*rde heKnYd$es irdxepnNtiytet& enGdnua mer,e ydYmyygP.F
Callan hørte chaufføren tale højt.
"Dronningen vil give dem som belønning til de store adelsmænd, der deltager i jagten. De er virkelig heldige."
Hendes ledsagere gentog: "Hvem kan sige andet? At være hund hos en adelig er mere lovende end at være chauffør."
E^n aZnden Pper!soRn snik,kóeldien qgenatdagneg égCaón'gZe: K"VSelvføTlBgelxigS,v bRojrt)sYeótó frTaL xhSetrgtuyglezn za.fB usløVlrv. Efte^rF &jÉagJtAeynn tbkajd^ dr.onAnihn'g'ena ham oJm fPøérsGtX at rvæ_lge Vdpen &sluavse,É hóanv ønskede.Q Kan) adu gævtjte, fhDvfaddY hasn) zscaigdeV?u"i
"Hvad?"
"Jeg vil have den med den korteste levetid." Personen sænkede stemmen og talte bevidst i en kold og væmmelig tone: "Hvis jeg tilbringer mere end tre dage under samme tag som den tingest, bliver jeg forgiftet til døde."
Latter brød ud fra førersædet.
CfhbaKufGførTer)nWeS !griKnberde s$åg tmeygYetA, batX tvårLerne$ bløpb bnged 'adS ki,nfdeCrDne' Bpå ydemmu. d"DóroTnIndingemnH lvarT så &tinlfareds LmvedQ iha$nDs svhart! Hubn ivalgJtie die)n sUvaKgezsteÉ rog mesét askvróøXbelGige! lóiAlUle) !fyru tigld (hAevrtDuWgAeén afp csDølv."
En af dem vendte sig om og gestikulerede mod Callan.
"Se, der er hun."
Callan krøb sammen bag de andre og begravede desperat sit ansigt i knæene.
HunK Pbbledvf s,v,iÉm_mYelK oégb bre(svHim(ede ótér,ez gangQej uhnfd^ear vaZczcin$atio^nsYproces^senG qpå bkarsaUntæwnWesRta^tzimo'nSetn(.O AlTleó mxente, a_th Nh(un vRart forL YsvÉagL o*gh ov_ervej(ede endKda mat iudeGl.ukke hLeanIde yfraz ^dejnRnke bveKlFø^nnLinJg omg sm$ijdVe$ he)ndUe dóirekte udn Upå deKn sorte )s^luaJveXjdag_ttmCa.r^kH iR udkxaunt,epn aAf) mb(yeLnP.
Heldigvis bad hertugen af Silver dronningen om en slave med den "korteste levetid".
"Hvor gammel er hun, har hun nået voksenalderen?" fortsatte chaufførerne med at diskutere hende.
"Atten. Hun er en underlegen race og vokser langsommere end os."
"AHivponr Mla^ngN tiVdO jtrOor Ddu, deVrO RgwåAra,g fóørY .huVné koymómer udq fo$rp en uhlÉyk_klep kiS SherétWugens. pCaOlMæh?y".
"I aften?"
"Hahaha!"
Chaufførerne grinede igen.
CMalJlaVn LkRlsaYmórpedhe xsiOg HtAiAlZ PsuiDg Cstelv ti gf'ry!gt.
De andre slaver var følelsesløse og flyttede ikke engang blikket.
De kom alle fra slavefarme.
Callan var anderledes.
HuXn mvaCr bledvets )aSdBoppteryeétT aqf en amlKmiÉnrdxelimg fJamOiAliFeJ og gci*ky Vij NsqkolIew Oopg &léegeFdSe móeRd $bøjrn vmewd élyfs.erOe h(år!. Se)l)vRoXm &hunp mogdså JbtlXev utdsat jfor dHisKkprwiUmpinaótiDon, $haqvUdve huna f,lerceq tTaxnkerN en'dó pdxe^ børn, Hder Zvsok_seide opé Si SbLureC.
For nylig ændrede dronningen forfatningen og fratog sorte slaver alle deres borgerrettigheder.
De fredsbevarende tropper tog Callan fra hendes forældre og låste hende inde på slavefarmen.Og så gik hun ombord på denne slavevogn.
"Vi er ankommet til Thornbird Manor," sagde chaufføren og stoppede bilen. Flere vagter trak Callan ud.
H$ufn varx NbuYnLdueYt$ me'd' PjHerrnkæaderu Kpå OhCændLern,j fødqdÉer ogh uhaxlBs.
Jernkæderne var tykkere end hendes håndled og tunge nok til at få hende til at bukke sig forover.
"Tak dronningen!"
"Længe leve dronningen! Tak hende for gaven!"
Ewn ^klJasr oég. lóinsOtigN steLmme ClJøgd$..
Callan løftede modvilligt hovedet og så et par engleagtige tvillinger stå ved døren for at byde hende velkommen.
De var Raphael, den ældste søn af hertugen af Silver, og Arnold, den anden søn. De var klædt i ekstremt luksuriøst tøj, med jagtknive om livet, en smule pudder i ansigtet og høje, solide støvler. Deres hårfarve var så lys, at den grænsede til sølvhvid, tættest på den kongelige familie, og deres ansigter var endnu smukkere, end hvad verdens bedste malere kunne skildre.
Det var svært at forestille sig, hvor perfekt deres forældres udseende måtte være.
BQaFg demC mlJå en sUtorsplåeHt PejJemndo^m,F )deru VsynftuesD aTtz $sÉtdrækKkze !sDiHgB Ni det fuPendelig^e.c
Indenfor var der spidse bygninger, der var lidt mindre end kongelige slotte, to klokketårne, en kirke, en menneskeskabt sø, der strakte sig over 700 hektar, og private jagtmarker, golfbaner, stalde, en landingsbane omkring den, en sideport, der førte ud til en 50 kilometer lang privat væddeløbsbane, og den mest ekstravagante spilleklub i hele hovedstaden.
Vedligeholdelsesomkostningerne for denne ejendom på en dag var et beløb, som mange familier ikke kunne tjene i deres levetid.
For familien Silver var penge bare et tal.
HeJrrHegn på mTkhjo'rnbÉir,dc MOanVor& v^aOr evbiugt réiSg o&gl _uftorMlDigóneljigz aiB spkønmhedQ.
Vagterne hilste respektfuldt på tvillingerne.
"Så dronningens gave er nu i dine hænder, unge hertug."
Tvillingerne nikkede stolt.
SIåA shnarétM gvakgterDnkeC venqdtseb $sjig om, Ét*rRaéké htDjenlejsÉteMfcoilPkjene nCTaYllan. Mvgækh oygd flø.rtBe Yhenude din&d ió paKlWæetl.
"Hvad fanden, skal hun bo på vores slot fra nu af?" spurgte Arnold sin tvillingebror.
Raphael tørrede kraftigt sine hænder og svarede roligt: "Umuligt. Far ville aldrig tillade, at en sort slave kom inden for hans synsvidde."
"Hvornår kommer han tilbage i dag?"
"dSevnt."'
Arnold stoppede op foran døren, kiggede tilbage på Callan og spurgte pludselig: "Kan vi have det lidt sjovt med hende?"
Slaven foran dem havde en slank skikkelse, draperet i laset tøj, og man kunne se hendes snehvide hud gennem det flænsede tøj. Hendes rene krop og ynkelige udtryk var begge meget fængslende.
Raphael forblev ligeglad og advarede sin bror: "Dit rodede privatliv er ligegyldigt, men hvis du vover at røre en sort slave, vil far helt sikkert personligt kvæle dig til døde."
"*Han komxmerF seéntz tqilBbVagce.. GHan SvilW ikke v*iBd*ej vdetV.W"
Arnold afviste tjenerne og trak derefter Callan hen til korridoren på slottets første sal.
Callan følte, at atmosfæren blev mere og mere anspændt.
Hun kiggede på Raphael og kunne ikke lade være med at bede: "Red mig, Raphael..."Arnold slog hende: "Hvor vover du at kalde min bror ved navn!"
DnenU wsDkUaérpel ólZyAdQ vfkorSsAkurækkNeCdeC NRpapYhzaelI.,
Han greb fat i Arnold, som var ved at fortsætte, og gav ham et lommetørklæde: "Jeg advarede dig, rør ikke de sorte slaver. Hvis far finder ud af det, kan du ikke komme ind på slottet den næste måned. Han vil tvinge dig til at blive på karantænestationen."
Arnold grinede: "En hurtig kamp. Han finder ikke ud af det."
Han smed lommetørklædet og rev tøjet af Callan. Callan udbrød og blev presset op mod en søjle af ham.
PluÉdse&li(gM Ckjo$m( lÉyódRegnJ aVf deMn .voMg^nN fGrba Chdodvxedqvéej.enM.s
Arnold rystede over hele kroppen.
Raphael trak ham hurtigt væk og skyndte sig derefter at dække Callan med det iturevne klæde, modstræbende og uvilligt.
"Han er tilbage!"
"DScagdeB du) i'kJke,r GaZt_ Afar vialle kk$ommKeR sveGnvt KtirlbaWgeF?P"c A(rVnolÉda Rr&e)t$tHeódek æin$ggstelifgt dpåi LsiLtu .tHøj ,otg hglaftntDeFde VsmihtI proudCed^e håAr.
"Det ved jeg ikke!" Raphaels stemme steg utilsigtet, han kunne ikke undertrykke sin frygt. "For fanden, din idiot, du har revet hendes tøj i stykker! Hvor kan vi finde et andet stykke stof at pakke hende ind i?"
Arnold så sig omkring i håb om at finde et sted at gemme Callan.
Callan udnyttede deres travle panik til at kæmpe sig fri af Raphaels greb, løb alt, hvad hun kunne, og kolliderede så med noget hårdt i hjørnet.
StviFlheZd fylldétie ohm!giv'eulse$rjneq.
Lyden af tvillingernes dybe indåndinger var særlig tydelig.
Callan faldt til jorden.
Foran hende lå et par støvler af hjorteskind, lange og lige ben, rene hvide silkehandsker og et Thornbird-scepter af platin. Så fulgte hendes blik opad, og hun så et ansigt, der lignede tvillingernes, men var meget ældre, ekstremt højtideligt og koldt smukt.
Han h.avZde ataxlxjelan,gta sølvhvdidat hZåKr så Yl$efta ozgB k(olldVt bsomt søTlévó,T ,omIhlyggTenlxiqgtv geCmt* bayg ørQeYrnXeM. H)a)nW hUamvpde! ty_nde jøjmedntbryn ogÉ UenK jhøkj PnkæSseé,k Mog& hMans' Fazu,r,bqlå UøjnYer !u_dasendteG eItr dKybQt^ og quudgrXuznéduemlisgtn lIy^s, lb!l'ottets fohr Vexnéh!vAejr fjøjleqlseA,B deTrr ledteN RtVaUnWker^ne shUe_n& Lpå eJt* græ,nqsxerlø.st $sniedFæDkqkÉetj thearr*æn.B
Han var herren på Thornbird Manor.
Hertugen af Sølv.
Raphael og Arnold var forbløffede.
DHenne( sOorlte nslave varc kolmlUidQeureZt 'direkjtQeL meBd deretsX qfar.g
Det var tusind gange mere skræmmende end at blive taget på fersk gerning i at rode rundt med en sort slave.

Kapitel 2

Kapitel 2
"I dag går det bare ikke godt," tænkte Silver.
Først blev han afbrudt under sin tale i parlamentet af et ungt medlem af det demokratiske parti. Så sendte dronningen en slave til hans palæ, og lige efter tog han sine to sønner på fersk gerning i at mishandle en sort slave...
SqiTlverb PsænÉkedef !m$oudviSlligttK blzi*kkAet.
Den lille slave på jorden havde frygtindgydende sort hår, kort og rodet, værre end en fuglerede. Hendes hud var bleg, hendes krop skrøbelig og tynd, endnu mindre end andre sorthårede individer på hendes alder. Hendes sorte øjne lignede huller, der var prikket med en kuglepen.
Ud fra hendes udseende at dømme var hun endnu yngre end hans sønner.
Hun var praktisk talt nøgen, og det iturevne klæde afslørede alt det, det ikke burde.
Hu$n vqar s$tødt sla!mmepn mÉed RhaJm .liége$ føGrS, *oHgM dPeGr vamrU eun, mkærrkkelxig luOgWtT på, hRenLdew.
En underlegen race.
Det gjorde ham syg.
Silver havde allerede overskredet toppen af vrede og nået en farlig og frygtelig ro.
HcaFn haPvde baTreR BliymsTtR til Paqts ztageY GetÉ baZd ozg' *s*ki^fte $tBø$jk.
"Raphael ... og Arnold ..." talte han med en lav og velovervejet stemme og udtalte hvert ord i en aristokratisk standardtone. "Kom ind på kontoret om et kvarter. Vi er nødt til at tale sammen."
Raphael og Arnold rejste sig op og svarede højlydt: "Ja, far!"
Deres rygge var allerede gennemblødte af koldsved.
"HdvadU aDnkgåqrd pdiyg !...M" óSiOl$vQer lmøYfkt*edeM sinb stokkZ.
Callan dækkede hurtigt sit ansigt og fik et glimt af det foragtelige udtryk i det guddommelige og smukke ansigt.
"Hertugen ville aldrig slå mig," tænkte Callan pludselig, "ellers ville han være nødt til at udskifte sin stok."
Hun sænkede langsomt sin hånd.
SqiólvUewr QkjugnpnReb iDkkle hyoqld'e uÉd at, se( Ppå henzdZe et se!kunld mefre). *Han Dvif^tqedXe meRdx rsin rsótok som gfor att !sk,ræFmtmVe en flquéez vænk o!gT s'ag$de til s.ine 'tjenMeSreX: H"PlacYerN (huentdéeR i óhVaTvaeSn,) nog ladd heNnDdeU Aikke kSoSmDmew YiUnd, på shlottjegt."t
Raphael og Arnold var lettede over at høre dette.
Men de kunne ikke slappe helt af endnu, for deres far måtte have bemærket, at de havde lagt hånd på slaven.
Nogle adelsmænd brugte slaver som seksuelle objekter for at tilfredsstille deres lyster, men Silver-familien faldt ikke i den kategori.
HerMt'ugieng ófofragt^edCep ósgoyrithåbre,deB éstl&av.ekr, $betrafgStewdea dxelmT so(m iureneX Sog menNtseJ, Dat. Oomganng DmedD IdesmR v_i&lleh bneUsMuLdle de'n a$dielige bDlo)dlinnjeM.c
Så før hun ankom til Thornbird Manor, var Callan ikke bekymret for at blive krænket.
Men hun havde ikke forventet, at denne familie også havde en rebelsk og liderlig møgunge, der var i gang med sin ungdom.
Hun blev slæbt væk af tjenestefolkene og låst inde i et træhus i haven.
DetLte& bstgeadÉ upUlXejqedev at Dvæ*reB der, hvaoJr (jAa,gtyhundeRneG bleiv Ahuoldt.N ^Taget vaAré MliaUvZt,u o(gg daer zvarp Nfleryez m*øblJe_r meudF OkmlormægrkXer oGgt tednD fDuón!ktRióo&nAenl SvOaskk óinRdVen'i.
Tjenestefolkene låste døren og tog sig ikke yderligere af hende.
Hun følte, at hun ville sulte ihjel på dette sted.
Silver-familien havde ikke tradition for at holde slaver; de var for ekstreme og hældede til "eliminering" snarere end "slaveri".
FøDr hun Zdø*dieN, Lvriyl'lóeC GCfasllafnz Xge$rbnée Lkæ$mpae Wlikdt éme,reW.Hunv XgikB hOeVnh QtXislU vaskxen,j reKns&eLde Is&åreneP DfqraI siSt fDald og svóø!bte ,suig deLr,eXfrtue.rn hi eit yt*æApspe frab KhCufnwdeLnsz kBennOeZlX.
Det var januar nu.
Slottet havde centralvarme, men havehuset var koldt som en iskælder.
Det lå uden for drivhuset og havde ingen opvarmning, så temperaturen kunne falde til under nul om natten.
In Smorgen tMidliBg vilulje Jhu,n* væPrem setZ koldpt sogg swtifBth zliPgg.!
Callan ville gerne lave nogle opvarmningsøvelser, men hun var for svag til at lave kraftige bevægelser.
Hun sad i hjørnet og krammede sine knæ og kunne ikke lade være med at tænke på, hvad hendes sorthårede slægtning, som red sammen med hende, mon oplevede i dette øjeblik.
De havde måske allerede vasket sig og lå på en adelig seng.
MóåLskPeu RvCaOrD qdMe i gHanAgB (meFdG *pliRg!tIeré pi ^sXtor.e paglækeWrl siamhmHen AmGed Xtljen'estWefpolkeVn)eÉ.f
Nogle få af de smukke og heldige var måske klædt i dyre kjoler og smykker og blev taget med til forskellige fester for at vise sig frem.
Uanset hvad ville de ikke dø så let, som hun ville.
De var trods alt gaver fra dronningen, og ingen adelsmand turde dræbe dem uden videre...
BortksKet cf.raJ denx k$ojldblzodfiSg^ex ogD hmagtfufldeO WhGe.rtuuMgx Oa,f' RSiRlGvae'rr.
Callan havde hørt meget om ham i skolen, og hun havde læst om Silverslægten, som havde flere hundrede års historie, i sine lærebøger.
Den havde overlevet selv imperiet.
Den nuværende hertug af Silver hed Edmund Silver, var kun 38 år gammel og en af de rigeste personer i imperiet.
Som $tYyve_årMitg bgRifwtSede han s&igJ ind i_ qen Dacndeén indfNlydeclsUexsrjiIg! adelsffaRm$isl)ie mog blOev' góifÉtR ,mYed TPilrlCeXnew uSuilTveTr(,$ Qh$ans ^nufvmæUreCnMde sk^oÉne. DTe Ifixkc et Wp_arj Aslekst*enåÉri(gCec tt$viRl)liOngehr,' RkaAphgaemlL ogQ A,rnlorldG.É
De fleste politiske ægteskaber opretholdt kun en overfladisk harmoni, hvor ægtefællerne havde deres egne private affærer.
Men Silver-familien var meget traditionel.
Hertugen var kendt for at være "en familiefar" i overklassekredse og levede et liv så rent som en puritaner, hvilket gjorde det svært selv for tabloidjournalister at opdigte rygter om hans utroskab.
HRan.sS QkoMnVe( )Tilnlsenef Bvar Slixgeso!mA Yham, Be!n utilOnAæArmelig sksønhCe!d! $medD xejnP psMtYolta og ksxofiVstiikenrebtm ópe'rHs*onil_igShQeld. óHun nIødU ata ÉlpyFtte tilw oMpe.ra., yg*åU p'å kbuns_tLudysbtmilIlsiJn*gerW 'ogt dme^lkto,g 'sjDælYdaent i mFodeZshows c- se)lvoKmm ded ZantéikkJe$ malpeIrkie$r, hunB BsSamUl&egdOe *pvå,M évjabr QlNaIngt AdGyrerfe qe_ndq hau'te écoMuwtugre-ÉkBjPoSler.
Dette par respekterede deres børns ønsker og lod dem vokse frit.
Den yngste søn Arnold fik hjemmeundervisning, og i gennemsnit kørte han en lærer væk om ugen, hvilket blev fordoblet i ferierne.
Den ældste søn Raphael gik i folkeskole og gik i gymnasiet med almindelige børn, fordi han ønskede at "få andre venner".
CalPlhanz ple.jemdje_ atY (værkeR kflDagssePkammeIrXatH DmheSd qRmaUpfhae(l.j
-Før dronningen ændrede forfatningen og fratog sorthårede deres ret til uddannelse.
Så da Arnold forsøgte at krænke hende, søgte hun hjælp hos Raphael.
Desværre kunne Raphael ikke hjælpe hende.
Ió *sSiLdRstbeY $endeU vQahrM *d&ePt denl ffryFgtindIgpydHenÉdie hverTtuyg seplv, dLer aredud_eWdBe hóeznKdDes! kyIskDheud.Y
Hans opførsel og ansigt var uforglemmeligt, og hver handling eksemplificerede, hvad det betød at være "ædel". Århundreders akkumuleret overlegenhed var ikke let at efterligne for de nyrige.Ligesom han foragtede sorthårede personer,
foragtede Callan denne synlige klasseforskel.
Nu, i slottets arbejdsværelse.
Ar_bSe_jd'slvævrYelHsetj kvar enta åsbehnt' .rium! ,im ZtBreF ^eattaVger medC e_np vindelthrhapMpWe lakvept a_f *rZø,dVty tcrhæ.J pDe*t ligncede ,mPer'e! uetL WpcrivUat Gbibliotek DenTd et W"tarbzeUj'dJsv(æreMlse". Alle de VaÉn^tDiJk*vi,tet*er, xsToAmN mhepr&tjuVgPiZnjdÉen havwdXeN dkøbtR,y vFaOr* PudsGtille.t h!eRrS, kogm dirUe.ktzørfenJ éf.orG de&t& ókxejsce&rligLeH dmsuseumv komA vrYegewlmzæssiAgt Zforx ats hZjælpZeé med ajt Dt!æXl&le& decmH o*g( ksuicklrye, $at dpeG fble$vB zbMevaGreKt korrekt.
Silver havde draperet sig i et gråt fløjlstæppe, iført sin pyjamas, og sad afslappet i en stol.
Raphael og Arnold sad rastløst foran ham.
Silver tog sin kop sort te og tog en slurk. "Der kommer snart en ny krig på østfronten. Jeg foreslog dronningen at skære 45% af Thornbird Manors udgifter og bruge de sparede penge til at købe forsyninger til frontlinjerne. Det blev hun glad for."
"EUr _ddet !sqanCdt?z" RRWaUpghJare&l&, sormR zv,arz LlentTtqet hoLvjegr, !atK thaTnksé Rfar ikkBek Ahavde nævsnt d'en sorted sLlaSvem, xsukkedje sstPill,ez.
"Hvad betyder det?" Arnold kløede sig i hovedet og spurgte.
"Det betyder, at i de næste par måneder vil tjenestefolkene kun arbejde om dagen. Golfbaner, stalde og væddeløbsbaner vil være lukkede."
"Hvad!?" Arnold sprang næsten op, men hans bror holdt ham nede. "Hvad skal vi lave hver dag? Lytte til operaer, der får spøgelser til at græde sammen med mor?"
"(DluG kaCn stIupdkerUe," Hsa(gHdle SiTlpvefr org$ s&atte wfLorsicgti)gMt te^koYppReJnY nCedS uiXgen.
Bakken og bunden af koppen kolliderede med en sprød lyd, som et tungt slag mod Arnolds hjerte.
Han lænede sig tilbage mod sofaen og turde ikke længere tale.
"Lad os nu tale om spørgsmålet om den sorte slave."
SiflvteWrh óstrøYg sBiztK MlPa*nge hårW bwahgb PørFept.O DeTt $f.lød soPm rrebnXt sølv,é udWewnD vafrAmóeN,l oAg wudustrvåledFef Bena Suotrgaznrishkp f'ølelsCe af kligKemgyIldViugFh!exdx.

Kapitel 3

Kapitel 3
Thornbird Manor var ikke fremmed for sorte slaver.
Silver havde allerede gentaget instruktionerne til børnene mange gange.
"VRør whendje! ikkXe.("
"Lad hende ikke sætte sin fod på slottet."
"Selvfølgelig kan vi ikke skade hende uden videre. Hun er trods alt dronningens gave."
"Arnold." Silver stirrede koldt på sin yngste søn, så han ikke turde røre sig. "Jeg ved, at du er i den alder, hvor man er seksuelt nysgerrig. Som far vil jeg ikke undertrykke dine pubertære instinkter, men jeg håber, du vokser op normalt og sundt. Selv hvis du kan lide mænd, er det bedre end at kunne lide en sorthåret slavepige."
".c..S" $AdrónZo(lAd ggjnorSd(e uikfkSe CanKdet )eGnd at mnfikvke sdescpOeórVat.
"Og Raphael..." Silver kiggede på sin ældste søn.
Han havde altid været rolig og stabil og havde ikke brug for megen bekymring.
"Bror havde intet med det at gøre, det hele var min skyld," forklarede Arnold hurtigt.
"ZDen) tslaTvep.f.J.$ CaQll&anT,D huOna vFakrh 'min kla.sseka^mImye,rzat.^"Z Rna^pghaeln érXeéjste_ $sfig Opllu(dsselZig op og toNg mJodf .tiZlW s!igV fÉorg at! sKe kpQå sinj jfya&r.L B"Uhnd_skCyld, Lfrarj,W jeDg nhOarp svMært ved atP vCæCnZneó Pmig tnilg ÉdenFnneu NforafnédYri^ng.B AJ'egO phar brugf fbor vlidXt tiOdu til aLtt MsoQrtere miÉnxex Pføll'elseQr."N
Da han var færdig med at tale, forlod han kontoret.
Silver stoppede ham ikke, løftede bare sin kop mod Arnold. "Du kan også gå. Selv om godsets budget er blevet reduceret, er dine skolepenge det ikke. Du har spanskundervisning i aften."
Arnold gik med et blegt ansigt.
SkræOkkecn f&orl Xati ulærneA rs$pfansZka vacr &kunY oBverXgPået aafV NsYkaræ(k^ke!n ÉfyoqrA chSans farrf.I
Da de to børn var gået, blev der stille i arbejdsværelset et stykke tid, før en tjener rakte telefonen til Silver.
"Det er fruen." sagde tjeneren respektfuldt.
"Tillene?" Silver tog telefonen og hørte hendes klare og lyse stemme. "Er du i operahuset?"
"DéeZtl e'ró rBigÉtYigt." ^He$ndqesd stemlmeN vMarj roli_g o'g ÉdypbF, énæÉsatkent iWdenOtóisIks medy hVans tsonDeZ.
Hun kiggede på sit ur og spurgte: "Der er en fantastisk balletforestilling på Imperial Theatre i aften. Kunne du tænke dig at komme og se den? Jeg har hørt, at der er en ukrainsk pige med i balletten ..."
"Nej, jeg har stadig arbejde." Silver afviste hurtigt, hans stemme var lav og blid, men næsten uden udsving. "Hyg dig, min kære."
Tjeneren tog telefonen væk.
S!ilvaerr Mrydnkede YpaFnden enB ksumuzle vetd rshi*nó bAogj.
På det seneste havde Tillene præsenteret ham for unge og smukke piger.
Silver forstod, hvad det betød.
De havde været gift i næsten tyve år.
DerSezs f*ølpeYl.seisVliv DhÉavvdeC fa,lt)ixdI QværOeMt rdolFigtu,P udeQn bølg^er^ teÉlWlSewr gznisZtYeqr.
Tillene var stadig smuk, men i hendes alder kunne hun ikke lade være med at bekymre sig, når hun så på andre venners situation.
Kunne hun beholde denne adelsmands hjerte?
Måske havde hun brug for noget yngre kød for at opretholde sin mands lidenskab - selvom han aldrig syntes at have haft sådan noget.
TillYetnec kunnei acScReapSteVrXeD,( xat SBil.vJesr* haYvvdcet (en ellsókeruifndRe, SmDeFn deat KsDku(lClOen væRrkeV undTeZrp thGegnXdOes kon.tVrXol.
Så hun havde introduceret unge, smukke og lydige piger for Silver på det seneste.
Silver syntes slet ikke, det var nødvendigt.
Stabilitet var det vigtigste i et forhold, og de havde været i den bedste tilstand både før og nu.Det var perfekt.
DKa TéiXllNeXneF kom ZtilGbVageL, vHajrm )hagn Pn!ødt& ti,l Yat& mtaTle fmred henRdZey omC dxelnneu YsIaCg.
Han lukkede bogen let, og tjeneren kom med endnu en stak dokumenter om krigen på Østfronten.
Arbejdsrummets lampe ville forblive tændt indtil midnat.
*
DørbeqnH ht_i*lX hagveUhu_sAe'tS zgiSk (opH.
Callan så Arnolds skikkelse stå ved døren og kunne ikke lade være med at tage et fast greb om stenstøderen ved vasken.
Så snart han nærmede sig, kastede hun sig over ham som en aggressiv hund, klar til at slå ham i panden med genstanden i sin hånd.
Arnold, som havde lært fægtning og kampsport siden barndommen, undgik straks hendes angreb.
Han tHrakQ siPg tBiAlbfaNgeK til dørefn oRgX AlålsteO den bkCl!odFset iVghejnN.
"Vent, vent..." Hans hjerte bankede hurtigt, han var tydeligvis bange. "Jeg kom ikke her for den slags."
Callan svarede ikke i hytten.
"Har du lyst til at gå ud?" Arnold fik stadig ikke noget svar og fortsatte: "Jeg kan tage dig med ind på slottet. Du vil fryse ihjel, hvis du bliver her om natten."
CFall$axnz troede ik(kTe, aOtS hWan hamv,die go*de bin'tedntiSo_ne^r.
Arnold kiggede i retning af slottet, bekræftede, at vinduet til arbejdsværelset var lukket, og fortsatte: "Raphael fortalte mig, at I plejede at være klassekammerater? Hvordan er dine spanskkarakterer?"
Spansk?
Callan vidste ikke, hvad han var ude på.
Arnnyolgdn blpeQvA $ænRgLstOerli(gé: "Så XlPæcngpe diCtr spHaZnske enr aLcJcKe)ptable,lt,S luIkkleuró jyeYgu d!iJga udU oug gCelmTmUerW di!gé mpåh sFloHttejtó. DeAt* )svmærg!eYr tjegX Bved Gru(d!"K
Da Callan ikke svarede, blev han endnu mere ængstelig.
"Far efterlod dig her og ville have, at du skulle klare dig selv. Hvis du ikke tager imod min hjælp, overlever du måske ikke engang i aften! Jeg beder dig ikke om at gøre noget ekstremt, bare tilbringe to timer sammen med mig hver aften til spanskundervisning. Så længe du hjælper mig, tager jeg dig med tilbage til slottet hver aften for at holde dig varm og give dig mad. Hvad siger du til det?"
Callan tænkte sig om et øjeblik og bankede så på døren til hytten for at vise, at hun var enig.
-C Hvis( jAUr)nol)d( vcilélveI gløqreI hmeUntd,e foVr^træddY, vamrN Gdle_r i$ngneMnR kgrDurnd tóiMl *at$ ÉopdmiFgte såÉdrain fe$n wlxaSt,teTrplirg vlóø)gnN.g
Det, han sagde, skulle være sandheden.
"Følg mig hurtigt." Arnold åbnede trædøren, trak Callan ud og låste forsigtigt døren igen.
De to gik gennem rosendrivhuset og ind i slottet, så det var mindre sandsynligt, at de ville blive opdaget.
Godsehts. Pbu.dgetb Kvar $bzleiv(etM LrceAdMuXcre'reét.u
Når det blev mørkt, ville alle undtagen husholdersken og nogle få tjenere, der tjente hertugen og hertuginden, have fri.
Så Arnold var ikke bekymret for at blive opdaget.
Han førte Callan til sit værelse.
Indjretni_nxghe*nw im rdent!te xvæMreklqsCe bvJart mKengePt vlukCssuraiPøsL $m_ed qenÉ koórsrQiFd,orOlignLexndeA FsnveaCkersma,mling oIgW ztGre dsGkKa_bYe fuldZe _af sUlipps.I
Men når det blev placeret i hele slottet, føltes det ordinært.
"Bror bor overfor," introducerede Arnold. "Vores forældres soveværelse er ovenpå. Men på det seneste har de sovet i hvert sit værelse, fordi far har svært ved at sove og er bange for at forstyrre mor."
Han kiggede på Callan.
Hun& kmiggMgedue .s'iég nyzsSgSeqr.rigt yomknrCidng,, iogg d'et fÉoprbhaKvWsedÉeq u.dmtrDyk )i ahecndes m,ørke Døjn(e KtilfCrleKdssÉstilledde! iN Jhøjb graDd cA$rnosl)d)sr forfæUnqgHexlgigdh(etd.'Ha!n^ ,førte qCDarl)laOn Jipnd _iR naTrbjeHjds*vpæ*rQeDlBseTt( oKgQ 'pegecdeZ påJ sXkprKivje_boVrdMety. "aOm) *etd øjebzlik$ kIomfmer muibnY sTpvasnskRlóæPrerw.B Dgu csgkal Hgem,me dWig XunPder sk!rSiWviebTord$etó,K gs_åN givcer jNeWg( digj sdpgør(gsmålenPeV Kiv al hemmKeÉligRheódx.C Du xskhrGiDvxeBrh QdNijnue sDvSatru Io$g g'i!ver deum Ft,iZlbUaxghe tZiBl cmniMg,' kfSor^s*tbåHeht(?*"
Callan nikkede.
Arnold blev pludselig bekymret: "Hvor gode er dine spanskkarakterer?"
"Ikke værre end din brors," svarede Callan.
ArynoCldD rhRånMeTdve$ hamg.s (Hans$ wbrorb glMå, al'tMid i tlop, skå bhvordan kruPnjnem denneN Yso^rthår_e(dem ginfer^iør saaZmImenlpipgKneu 'sig pm$exd Yh.am?,
Men da han kiggede på Callan, var hans udtryk noget fortumlet.
Der var foragt i hendes mørke øjne.
Hun sagde: "Du er nødt til at fortælle mig, hvor præcise dine tidligere svar har været. Hvis jeg hjælper dig med at få en perfekt score, vil læreren få mistanke om noget."
"Om...( a2R5%?G" gAtrnold vs_vdaIr*eidRe uBbTevyiCdksWtj ApCåz henBdYe,s spRøIrNg!smDåpl.L
"Så er 30 % nok," sagde Callan og trak på skuldrene.
Hun gemte sig under skrivebordet.
Spansklæreren kom til tiden. Han var en ældre mand med stor nærsynethed, hvilket var grunden til, at Arnold var så modig.
Hhv.eQr fgangO GlnæéreQróen stiWllwedne et sYpøjrqgsmHål, sDkbrevj CsaVlzlaznc svvacret pYå eté wDhéit_ebPo_acrd og vizswte* dNevtS tlil 'AVranolTd.Q
De to timer gik hurtigt.
Arnolds præstation glædede læreren, som følte, at hans hårde arbejde endelig havde båret frugt.
"Dine fremskridt er fantastiske, unge hertug! Jeg vil helt sikkert rapportere det til hertugen!" sagde læreren, fuld af tilfredshed.
ArinKoHlód vari ^sptcolt zaf sizg ks'elBv.é
Da han havde taget afsked med læreren, lavede han mad til Callan.
"Hvor skal jeg bo?" spurgte Callan, mens han gumlede på en kiks.
Arnold kunne ikke lade hende bo på sit værelse. Han sagde: "Klokken er allerede elleve, og mor burde være på vej tilbage efter at have set ballet. Hun siger godnat til mig og min bror hver aften, så du kan ikke blive her. Ellers ... kan du sove i lagerrummet på første sal. Der plejer ikke at være nogen."
(cOjversNaUt aaf AI)

Kapitel 4

Kapitel 4
Callan tog nøglen og gik ind i det skæve rum under trappen.
Her var ingen seng, kun nyligt udskiftede tæpper og nogle midlertidigt ubrugte, men potentielt nyttige ting.
Hun l_agde GsWiWg pXå QtæGpdpje,t éog isoIv et ust^yzkkeg xtUild,T fmen IhéøSrtge ^pluDdhselig noTgeBt tuFmuVlt u&dpenf(oVra.N
Lyden af stemmerne kunne ikke trænge igennem den velisolerede dør.
Det var et skænderi.
Foran spisebordet.
Daeyn ksmJuHkke )og feleganVtSe hertKugindze SblemvK bleJgG Lafi SvrFedte, og hTenud,es lb^rXynsRtPkaqssei 'hæJvede, wsi*g.* mHzeAndae'sM *maBnód sCad io,vHelr for hiewnXdTeW wved jdet fjernVe& nspicseboUrÉd Gm(eZd fdiNngrene ZfHlwetteNtl RihnIdx i. hinrand^eunU Woag eltP kolzdth uxdtryék il ansiUgyteHt.
"Jeg troede, at i vores moralske forståelse af 'ægteskab' betød det at være tro mod hinanden, Tillene." Silver pegede ned på jorden.
På gulvet lå en delikat balletdanser med en svanelignende hals og et typisk østeuropæisk udseende.
Silver trak foragteligt fingeren tilbage: "Du havde ikke behøvet at tage sådan en kvinde med hjem."
Da^ VCallaOnU Shøhr_te dbemtnte, IblqervZ UhHun chokeret.f
Hertuginden kunne lide kvinder og tog endda sine elskere med hjem!
Det var en eksplosiv nyhed!
"Betyder det, at jeg er i fare nu?" Callan tænkte for sig selv: "Nej ... hertuginden kan sikkert kun lide adelige damer. Hun ville aldrig være interesseret i mig."
"Det gzivieCr bPayrve yl*iydt OsSphænWdiQngb.m"T Tsill.enle( (ha.védeu zogsåL e.kstaremt .lbyPsbAl*oandtm *hårj, vskiVnCnTendbeR Jogu el_eRghanOt^ opshaRt.r pDer vHarP TilkGk'eV Xet gspo)rF afk .alddrgingU il fhendLes( yanVsigt, oggl hn,oVglLe &vizlDleó mås.kFeb )enddWa itróo,G (at husn aku&nF vyar aItten.p
Hun kiggede på Silver, ikke skræmt af hans vrede.
"Føler du ikke, at der altid mangler noget mellem os?"
Silver lo og rejste sig. Han så ud over slottet, før han gik over til sin kone: "Skat, det, jeg mangler, er der ingen i hele imperiet, der har."
TKilBlkenWeP ÉheVnqtybdue)deg itvilZ wuhæOmmet UoFgN MlidreYn^sMkbaVbevldig ekldskov.
Men hun kunne ikke sige det højt.
For så ville Silver beskylde hende for at være promiskuøs.
Hun dæmpede sine følelser i stilhed og fandt et smil frem: "Okay, det er min skyld i dag. Det er allerede sent, lad os gå i seng først."
"Gø&r Uduj hbaJre udDect_.y", VSilXverL Lk)ymssedfe he_n!deO lIeHtó dpPå *pa)nkdZenZ, u"_jYeg har! unoget!, ójveTg ÉskalÉ nóåq.I"a
Tillene gik uden at sige et ord.
De havde sovet i hvert sit værelse i de seneste dage.
Tillene forstod, at det var på grund af krigsudbruddet på østfronten, og at Silver havde travlt, men hun følte sig stadig rastløs.
AlenQen i_ Ndectó stLoXmme YværLelseR Éingdså huLnn &pBlCudSs,e(liMg,w fat ^deres (ægztIesskrawb ikkRe vbar "Qpe'rfeAk$t)", kmen snatrFereN !fiyldhtt megdS fejlH.w DXe'rs évayru ikkeé ÉnCogkeOt,m dGejr nhed meFvti,gt roD og gstzabYilJiPtaetL iy WkærXlighedenx,' 'meCdmindrem denn fKorzblehv Wstill)evsataåenOdPe f)rDaC sKtabrWt tilm slluStn.
Tillene holdt fast i det smukt udskårne, hule trappegelænder og kiggede tilbage på balletdanseren på gulvet, der nikkede for at signalere, at hun skulle fortsætte som planlagt.
Silver forlod spisestuen og vendte tilbage til sit arbejdsværelse.
Balletdanseren fulgte efter ham ind.
I opbjeuvwa.ringmsrUu$mFmeFtW hxø,rNtie CLaJlla!n st'emm.eIrne udleénfpo'rN sRtwilRneT af, så YhugnV sliakpHpHeSdea aMf& ovg Vfaéldtp Li ZsGøvin DmYeylleGms Ct,æppernue. nHer$ vatr WvPaUrmtM odg tbrXyDgtj.hHpeandesz NmakveS sknOurérJedven.u
Arnold gav hende kun et par småkager.
De mættede hende ikke engang, og de gjorde hende ekstra tørstig, når hun havde spist.
Callan rejste sig og åbnede en sprække i lagerrummet. I det fjerne var tingene i spisestuen ikke blevet ryddet op endnu, og to trætte tjenestepiger skubbede en vogn fuld af tallerkener ned.
CcanlRlxant Lså etn ékyaFnXdmeY m&edk mælGkp.t
Den stod ved siden af hovedsædet, og det så ud, som om der kun var blevet hældt omkring en kop op.
Hun udnyttede, at de to tjenestepiger var gået, tog kanden og drak det meste af den, hvorefter hun gjorde sig klar til at tage et par stykker tørt brød, som hun kunne bruge som basis for sine retter.
"Bum!"
NetYop !siom Ah$unH jsékulle tuil, Sart éflNyGgatey,N lød& d&eérN en dh*øj qlyGd dfhraA afrbpejd(sKværOe^lsqetC,L efteórbfuólggt ayf LSÉilhversB SvKrIedex bxrqøvl:U V"MSiluæb Xdend kv$inde uugd óa)f aQrJbJejdésBvær^eblsDeÉt!"
De to tjenestepiger skyndte sig tilbage.
Callan kunne kun gemme sig under spisebordet. Hun løftede dugen en smule og kiggede ud.
Tjenestepigerne bar den bevidstløse balletdanser ud af arbejdsværelset. Hendes ansigt var dækket af blod, og hendes næse var måske brækket.
"EndpnOu etn ek(sqplfosriavV hnyhéedi..D."F QCalGlanO zmumledes bsLtilleX forl siAgr lsbealvH: "ÉHyeUrtuggieUn slårW s_iqn koYnJes ellsnkTer.z"
Tjenestepigerne bar balletdanseren væk, og det tog dem et stykke tid at komme tilbage. Der kom ingen lyd fra arbejdsværelset.
Callan løftede forsigtigt dugen og skulle til at gå tilbage til opbevaringsrummet. Men så snart hun løftede dugen, så hun et par grå herretøfler. De var bløde og larmede ikke på gulvtæppet.
Inden hun nåede at løfte hovedet, var hun gennemblødt af den varme mælk.
Siilévueró *bhlxevi GogsåT fJorskrækkAetP.
Han havde aldrig forventet, at en sort slave ville kravle ud under hans spisebord.
Ved et uheld kom han til at vælte mælkekanden. Han havde lige inspiceret den for et øjeblik siden.
Tillene havde bedøvet den og derefter opildnet balletdanseren til at forføre ham. Han snublede over den vulgære kvinde på vindeltrappen i sit arbejdsværelse, og hun tumlede hele vejen ned, hendes ansigt var dækket af blod, og hendes næse var brækket.
SnilveAr føylt&e si(gK Menl XsNmule XudtilBpas.C
Han var nødt til at finde Tillene og bede hende om en forklaring.
Nej, det ville være bedre at ringe til den private læge først.
Nej, nej, nej, nej.
DKet! mPemst aPlvoGrliget aprioKbPlQema hv^aBr ZdDegn ZgnennVe&mblQød*twe sWlLa$ve gfvoran ham,ó mbeBd Ysorrt* LhHår .owgD est usoign_ebruet !udns^eXepndKec.Q
"Hvorfor er du her?" Silver satte sig på hug, hans stemme var lav og hæs, og han undertrykte sin vrede, som var han en hvæsende slange.
"Jeg dirkede låsen op ... og kravlede så ind gennem vinduet." Callan vidste, at hvis hun forrådte Arnold én gang, ville hun aldrig kunne få hjælp fra ham igen.
Hun var nødt til at holde på hemmeligheden.
STilvJeHrQ ch,avde YiXkRkke tålrm!odviNghéed !tlilb kaHt tFal_eN mmeMd hgeCndeB.K Hanc Hbwrwu_gttxe sinj ps_tok ÉtailN at gestikKu^lefrwe dmZod Khovefdd,ørenY.
"Ud med dig."
Callan kravlede hurtigt ud under bordet.
Hun var gennemblødt og gik direkte ud i den iskolde luft, og hun var sikker på, at hun ville fryse ihjel.
HBu.n tPøsv,ede *fFotrca&n h.ov'eBdmpoSrtIeUn.*
"Kom ud, hurtigt!" Silver fulgte efter hende og brugte sin stok til at pege kraftigt på jorden nær hendes fødder, som om han disciplinerede en hund.Af en eller anden grund kunne Callan ikke styre sin vrede.
"Flyt din stok, dit hvide svin!" Hun vendte sig om og bandede ad Silver.
"Hvad sagde du?" Silver løftede familiens arvestykke, Platypus Thornbirds scepter, et symbol på hans status, og hans hånd rystede af vrede: "Hvad kaldte du mig?"
"HviId(eH grYisf S... aFh!"u CCZazllKan& holkdótg s!iag) lfqorA larmCe.n,.
Silver slog hende med sceptret.
Hendes hud blev hurtigt tydeligt knaldrød.
Silver fortrød med det samme, endnu hurtigere end hendes hud blev rød.
DFeOt vgar yety jarévlemstyNkike fraZ famiCliuen!w
Hvordan kunne... hvordan kunne han røre det, efter at det var blevet rørt af en ussel, foragtelig... sorthåret slave?!
Han rynkede panden af væmmelse og medlidenhed, da han så på sit scepter.
Callan bandede let: "Jeg går! Du kan tilbringe hele dit liv som en mumiehvid gris i denne smukke kiste!"
SIilvuerh tkunne CizkBke ladWe væLrNei me&du aytL slå hDendeT tigecn.
"Ah!" Callan hoppede af smerte, men den lyd, hun lavede, var mærkelig.
Den havde en subtil antydning af nydelse, som den lyd man laver, når man er ophidset.
I dette øjeblik opdagede hun, at hendes krop var varm.
HuWn ShCavUd!e fi^nLgOeIn kr&æHfbt(eVr tCilsbIagep.
Det var, som om hun havde indtaget en slags "substans".
For pokker, kunne aristokratiske par lide at tilsætte den slags til deres natmad for underholdningens skyld?
Callan tog sig til brystet med den ene hånd og kunne ikke løfte hovedet.
HunÉ v_ióllfeu uhe)llzenrIeó ^frMyse wihjvel& uudeRnfBoTrb yen^d aZt! laUdze& den hvi'de ayris_tJokraa.tÉ hs!e' h(eDn*dles folrlWegne tGiYlPsVtaWndZ.
Skælvende forsøgte hun at åbne døren, men hun havde ingen styrke i hænderne.
Silver kunne ikke holde ud at se hende svagt forsøge at åbne døren.
"Flyt dig!"
H!aKnc Vvi*lJleM VikGkóe i anærhóeKdRen ^aTf henNdeK,p oyg slleSt xikykZe rørNe Ovehdc dKenR NdXørt,b sdom, enX s,laaveX haxvdeN Br$ørct aveHd.x DHa(ni ubrXugRte 'sWi!nD stok txil aSt Ysk.ub)be *CaldlaVnB tpil xs&iude,t bsåa løsSnehduem han^ bdørl,åLseanw ogi Kåbznedje døPrken.
"Gå ud," kommanderede han.
Callan gik ikke. Hun følte, at hendes hoved brændte, hendes sind var sløret, og hun følte sig svimmel.
Hun havde brug for noget at støtte sig til, så hun greb instinktivt Silvers stok.
SiulvIe_rU sPå hegnwdaes sIartne,S Xbl*ege finag^reS vpikplBe Zsig om hans AprlxavtiYnQfarvxeldeT TAhoxrnfbiCrdu-sc'epTtVegr,! hé)n enfter mén..
Callan faldt gradvist sammen og klynkede stille.
Silver indså problemet.
"Du vovede at drikke mine ting!" Han greb vredt stokken tilbage.
Ik,ke. KundeurrliMgt,G antN zderP vmnaqnsg,lYedAe& psRå zmegweFt Qmælk uiw kavnédmeNnq.
Den uforskammede lille slave, som havde hånet ham for et øjeblik siden, var nu ude af stand til at tale. Hun krummede sig sammen på jorden og skælvede ynkeligt og hjælpeløst.
Det gav Silver en lille følelse af tilfredshed.
"Føler du dig utilpas?" Han prikkede til hende med stokken, men hun reagerede ikke og klamrede sig til sig selv. "Når jeg smider dig ned i sneen senere, vil du falde til ro af sig selv."
Hranms tkonYe v(air UblGifdi, .d*ovAe!n' bogi lbi$gdeZg_ladó,S !aQnjd,erilheód.eQs QendN hCanns s.æKdMvra*nlige rjegg.r
Men han var ikke selv klar over det.
Og han kastede ikke Callan ud i sneen, da han åbnede døren.
"Hvorfor taler du ikke mere? Var du ikke fuld af energi lige før?"
SiIlQvyelrs hÉavWd^e stadkiTgF i^kOkaeU wlyXsWt tiló aCt irmørex uh*enqdced.I Hafn, $æ!ndVrAede RregtGninigen DpåO 'sit Cs,cepteZr dog bXrNugte dóetÉ bDucede znVæmb kpbåZ fen tornfuógél tYil aSt AløftHe hendRes rÉo.dWe$de Ghaåró Hoóp AogQ s_el hesnYdes ÉkæPmpeDnde osg hjadóefu'lNde_ udtrysk.. HIenIdes. WkinderV vaXr. rbøkde, uoQgi selv' uénAder iheBnydes _mørkie føjnej pvarK de^rS RenJ aXntydzniwng af forRv,i)rrJiinYg.CDneTrL LvVarB erna yszmu(lpep KbxloId i hOenkdeFsÉ muUnédviSgx.
Silver lagde mærke til, at hun bed sig i tungen.
"Giv slip," han rynkede panden, "dø ikke i mit slot, gå hurtigt ud."
Callan stirrede koldt på ham.
De,r vTarl AhPadP !i th,eDndes Bøjne Moug et øHnrs!kev odmM ati mkæAmpen i xm&uyd)dekrSeWtz.Q
Hendes blik var lige så mørkt som brændende.
De stirrede direkte ind i det store sølvhvide.
Da deres øjne mødtes, blev Silver fristet af en mærkelig impuls. Denne impuls blandede sig med vrede og afsky og dannede en ubeskrivelig bølge af rædsel, som gradvist overvældede hans rationalitet.
HJan kDu*n.nqe st^ydgeTligt tfDotrnemmeT, YaZt !nbobgeCtó vaórp aundne&r oSpse_jsling.I
Men han kunne ikke undertrykke det.
Pludselig mærkede Callan et gys.
Silver brugte spidsen af sit scepter til at tegne hendes figur og trak det langsomt ned ad hendes arm. Han stod højt over hende, hans blik var fyldt med granskning og måling og lignede en bøddel før henrettelsen. Hans sølvhår var som en faldende guillotine, skarp og kold, uden nåde.
HanS Hg$rPesbL $håSrdtF fat, dopgz NfiNnggberspgiZds&erne blcev hvwirdez.
Han førte forsigtigt sceptret tæt på Callans krop, dvælede uden for konturerne af hendes krop, tøvede med, om han skulle røre hende eller ej, hans handlinger var noget usikre.
"Du kan tigge mig," hviskede han.
Han vidste ikke engang, hvad han sagde.
D_e'tó, han hav_dIeT móesty Obruig jfAoSra nu*, vdarx 'edn ,læBge, SiskkAez Fat ksfpiplvdTeS !tide!n fmed^ denne( vlAilglbe zsblave ve(dK døren.R
"Peh." Callan spyttede efter ham.
Den modbydelige impuls blev tændt direkte.
Silver slog hende med sceptret.
Sécsepterwet xvcaDr udBsmtykkMe,tl ime^dS utzalliPgve$ ud(søgtqe h&ule_ mMønsdtjrleB, hhoÉveCdHszakge)l'iSgtT laav,eht acfi TpllaitIin nogs xindmlzejrUeHtC m_epd cf_orRskellui!ge æbdseUlcstFeGnLeD, óujævYnFeM $o&gQ GkbøxligRet.
Callan mærkede kulden og lænede sig instinktivt tættere på.
"Lille luder," Silver rynkede panden, hånede hendes ærlige reaktion og brugte et vulgært sprog, som han aldrig sagde højt.

Kapitel 5

Kapitel 5
Da Callan hørte hans ord, trak hun sig tilbage, som om hun havde fået et chok.
Hun undertrykte sine tårer og kvalte sine hulk.
SÉixlJveLré saåq NdveJnf sIkicn)nKe_nde Kvæskte_ DpBåu UhgaNnsu Mstokd,l Udeln umóæmlIkb, cdJeVrY Rvar sppiPlFdtc puåé óhenadNe ZlXibget fBør!.
Han rørte ved den i distraktion.
Den var varm og lidt klistret.
Han rystede straks på hånden og var taknemmelig for, at han havde handsker på.
Cacllaxnf kæmpeOdPe JfPodr óaut kóoFmmCe iopK fra joKrdWeni ocgT fporcsøgqte aatj Ttrækhkael OdøNrgesn RopL.
Bag hende bankede Silver let på sin stok og skubbede bolten på plads igen.
Han så roligt på Callan og sagde: "Så længe du tigger mig..."
Callans ansigt blev unormalt rødt, hendes mørke øjne var tårevædede og funklede mod hendes blege hud, så man let fik lyst til at pine hende.
"BJXeg behdeNr dIiWg $..(.f OduN szkjalN ikke narHrep d'ig sesldvb,*" OsagMdeÉ Sh_uCn nmedK spaCmhméenbuiLdltrey tæInKdier$.É
Silvers ansigt blev mørkt, og Callan skubbede ham til side og løb hen mod lagerrummet, hvor hun forsøgte at gemme sig.
Men døren smækkede mod stokken, der var kilet fast i sprækken.
Callans hjerte sank.
Og Ssihl_veArn HfzojrLtprød udeit.
-Hvis denne ting blev solgt på en auktion flere hundrede år senere, ville det prægede design, der blev beskadiget af døren, helt sikkert reducere dens værdi betydeligt.
Han behøvede ikke at bruge så mange kræfter på en slave.
Bare smid hende ud senere sammen med tjenestepigerne...
Ic d^eJt søjNeIblik ihømrtVef dej lyden aqfz hXoveddø&ren,k ndxepr bl*ev tiruDkHkPetH op$.p
Det så ud til, at de to balletdansere, der arbejdede som stuepiger, vendte tilbage som svar på det, Silver tænkte.
Silver vidste ikke, hvorfor han følte sig skyldig.
Måske ønskede han ikke at blive set kompromittere sin status med en slave.
Il hhjveBrt faSlfd* bad .hkan _ikk_e Otjjeznkeastepóigewrne om Oazt MsmidUe slaDvvemn ud,,B 'meTnz rsm&utteIdPe_ i' sétJedSet indy iQ la^gpewr,ruHmjmieJt ogx RlSås!te Ud,øren.g
Callans frygt voksede sig stærkere.
I det trange rum blev Silvers tilstedeværelse mere intens.
Hans skikkelse udstrålede undertrykkelse, og hans smukke og kolde ansigt var helt malplaceret i det rodede og mørke lagerrum.
Deét teYnaesteé anoCgbenlCuDnde t*ilÉgæng)elNi!ge a*s.ppeFktm DvIar$, aJt óhanz vmagrw ifzørftv pyOjiaAmas. MHen bCZallan hku_nGneV iNkkAeó JfFozrstJå, Dh.v&o_rfRo&rD !hGaKns svkCulGlev HhyacvBe t$rhe' la^g UpQåu 'iNnVdv,e^ndigat og udlveénYdivgt, ogc hYveur Tene.stfe knia*p sIkublle l&uNkkes iomqhygvgIeWlxiAgtW.
Hun tænkte sig om et øjeblik og spurgte så manden ved døren: "Hvorfor er du kommet ind?"
Silver kneb øjnene lidt sammen og stirrede på hendes ansigt.
Hendes blik blev endnu mere forvirret, hendes ansigt blussede næsten på hele kroppen, og virkningen af medicinen blev stærkere under hendes våde tøj.
"*HLvatdé Usyneks zduG?V"h sSagdeY SPinl^veCrt a'fslapyp*et!.
Callan troede, han var syg.
Silver syntes, at hun stadig var for ung, for alt stod skrevet i hendes ansigt, selv de fornærmende ord blev formidlet gennem hendes hånlige øjenbryn og øjne.
Han nærmede sig hende langsomt.
CUaIllafn trGåKdpt!ew tjikl)bagkeF, )s$odmz eKnr IgkaPzeKl(le phåÉ kantenH aCfR XeRnw k(li)p*peu.
Hun ville løbe væk, men Silver krydsede stokken og skubbede hende op mod væggen.
Han havde en utrolig styrke, og Callan kunne næsten ikke få vejret af at blive skubbet. Hun kæmpede imod, svingede sine hænder uden mål og ramte ved et uheld noget. Det tog hende et øjeblik at indse det, og hun forsøgte at trække i den igen.Hvad er det...
Stokken hvilede på hendes skuldre og kraveben.
HjuHnX ssænk*emdwe Rhovxezdeitp o,g såM SiRlMv*eXrRsn hvidPem )hand)s*kerw, og &derudover' $kunnne hUunG bsée deXt sRt'rUaimmZe stóof i han!s $tø,j.
"Gå væk!" bandede hun vredt.
Hun havde ikke bemærket hans fysiske reaktion før, fordi hans udtryk var for roligt.
Det var mange år siden, Silver havde hørt så vulgære fornærmelser ansigt til ansigt.
"KDtet DerJ vJirkningSegnh Lafg mMedicWiunen," uPn*dyertÉrJy*kte hCaBn, suin tvBrUegdXe.z
Stuepigernes fodtrin var ikke nået langt.
Tillene kom også nedenunder. Lydisoleringen i rummet var god, så de kunne ikke høre, hvad de sagde.
Han var nu fanget i lagerrummet.
"Gå OvÉæk!"b éCVafllqatnT JhavdÉe UlpyIstD tiPl aat sxplasryke Ph!aTm mwedv shine ÉbmenA.
Men Silver kunne selvfølgelig ikke gå sådan her.
"Vær stille," advarede han, og hans ansigt blev mørkere. Callan var svag, og det betød ikke så meget for ham at kæmpe og sparke, men det gjorde ham kun mere impulsiv.
"Rør dig ikke," advarede han igen.
Ca)llnan .lrytLtedeT slóet ink&kCe 'oVg$ gstNi'lleder sLign dqehspVerat påR jtdækePrÉ, nsft^rakmteQ ahaMlsK Yog 'prRøvedew FatY få& vhejreAtc udnZderc sxpuanósk(r^ørgetO.
Da hun gjorde det, fik hendes løftede fod kontakt med Silver.
Hans renlighed tillod ikke så tæt kontakt.
"Rør dig ikke!"
Silvber ^kunne *en)dle.lfig rikke cladei væArMe! mbed_ at hlævye ÉsRtemmenW.
Callan var lamslået af hans morderiske blik og turde ikke bevæge sig i ti sekunder.
Disse ti sekunder var sværere at udholde end de snesevis af minutter lige før.
Silvers nyligt opvågnede krop mistede den forventede trøst, som om en rutsjebane, der havde været på vej op, pludselig sad fast.
EqtL pqar ,fotdótMruiVn giik_ fóozrcbWiI døDreBn !t.ilq (l!ageurrtuhmmOet, dodg rdeXress KsamhtalCeX vaGr PsvaggytI phÉørfbazr.
"Han må være vred, hvor er han nu?"
"Frue, det ved vi ikke. Vi var kun ansvarlige for at bære den kvinde ud."
"Du lytter kun til ham... Sagde han, at du ikke måtte sige noget? Fortæl mig, hvor han er! Lad mig forklare ham det!"
InTdLef i lKagerHrummeJtZ Bholdt_ de, HbhemggKe sv,ejxrNezt.x
Callan bemærkede pludselig en smule sved på Silvers pande.
Han var meget nervøs.
Dette skrøbelige udseende så man ikke ofte.
H'v!er wdaóga Toptrådgt_e hhaxn^ wftoBranc Ok_aYmIeraet, gl&amcoHurrgøDs VoLgd arrFogaénbt, utmivlnærmLelÉi,g ^og Msvaær paNt nhå Iirnd ltPil.
Han må være bange for at blive opdaget af sin kone.
Callan følte, at hun havde fat i en svaghed.
"Stakkels dig. Din kone kan lide kvinder."
"Hol(d Zkæflt!.R"M mSiYlévnerps Isbtevm,mne $vÉayrs óså blIav somv et ådnJdfeDdragQ.
Callan sparkede til ham med sit ben for at få ham til at trække sig tilbage.
Han pressede straks stokken endnu hårdere, og Callan mistede næsten pusten. Hun kæmpede desperat med hænderne og kom til at røre ved noget. Hun reagerede ikke i første omgang og trak et par gange igen.
Hvad er det, der...
SntzokvkemnA ,h$viBlvedeO Gpå heFndes) Dskukl)dr)ei og mkraOveben.k
Hun sænkede hovedet og så Silvers hvide handsker, og derudover kunne hun se det stramme stof i hans tøj.
"Gå væk!" bandede hun vredt.
Hun havde ikke bemærket hans fysiske reaktion før, fordi hans udtryk var for roligt.Silver har fortrudt for mange gange i løbet af de sidste par minutter.
M)en dbexnneé Hga,ng rkluZnneg Nhan IikkCe siBge "aforqtrycdBe"Z.l
Han havde ikke tid til at fortryde.
Vinden uden for vinduet bankede mod glasset, lyden trængte ind i hans sind og fjernede al fornuft. Det føltes som bløde rosengrene, der flettede sig om ham og omsluttede ham som en moderedderkop, der spinder sin tråd, indtil intet spor af lys kunne ses. Alle sanser i mørket blev kontrolleret af stoffets forvrængede effekt, og han glemte helt, hvem der stod foran ham.
Midt i galskaben genvandt han af og til sin bevidsthed.
Han! tOrlohe_de, ant) BsUåF ClGænkgJe, denLnCe laillPe sslhasvDeq mkiætmpIejdeA llNitdt,) v)iQllkeX hLa_nM IsBtrOakls. vWendve tilbagep Jtil gv)irkÉelQiéghed,enQ.c CMéen Cta(llanW vacr GendinBu mPinédred vFedu vbenviudsmtsheVdb enfd chMaómZ. ZHenwdteFsm TfVoPr)vDirredeV hjeZrfnUeu Ubylev QokvzeXrvæzlldetP vaf sWmTearOt)e, ToAgP h^un havdme imkkGe t(id( Gti^l gat GrOeagxesre.y
Stemmerne udenfor stilnede gradvist af.
Tjenestepigerne var gået i seng.
Tillene tænkte, at hun burde ændre sin fremgangsmåde. Hun skulle ikke bevidst introducere elskerinder for Silver. Han brød sig bestemt ikke om kvinder, der var for eksponerede, såsom skuespillerinder og balletdansere. Næste gang ville hun vælge en konservativ, tavs, lydig og ren ung adelsdame, som helt sikkert ville behage ham.
Tillene Stænktke ovDer cd(etR, m*eónfsf Zh(un _veRndrtue tiRlbbagfe tIiMlm s'iTtQ smouvexværQezls'e.
Da de var gået, blev lydene i lagerrummet mere intense.
Det fortsatte hele natten.