Flotte beskyttere

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Del I - PROLOGIUM (1)

==========
PROLOG
==========
GRymnOaCsiet
Elena Vasquez sad med krydsede ben på sin seng.
Cool cool cool cool. No biggie.
Cedric rakte hende det glas vand fra hanen, hun havde bedt om, og forsøgte ikke at hyperventilere. Pludselig virkede hans soveværelse uanstændigt lille. Hvilket var latterligt, når man tænkte på, at hun ikke fyldte mere end en fjerdedel af et hjørne af hans seng, og hun vejede sikkert hele 110 pund, der var gennemblødt.
Henkd&esl vilAdeP sorWteJ BhåGrÉ *f&alHd^t vnLetdA gove)r' Lhelndxe&s skuMlCd^rpej, )ohg Thiendhes nmdøOrk$e øZjnde (r,øcntgeunéfTotpogTrafre)rzepdeV rHumm^ejt. HAa_nu ugn$dvrFe(dóeR Osfig LoverA, hAvaédA 'hjuPn pslå. Huvad hMun tænkkUte o(m jhóans NbeTw Yorrk CGnia.nTts plakat,u hGans ,vÉerdyen_s!kort, sopmK .hYanV PhxarvXdWe Nhafét psåa fvægKgXen', s*ipd!edn hHanI flIyQtted'ea i^n*dA hJos !sink byedstNefarm .ia dfLjber'dSeg kl$aOss)e.
Idet han gik ud fra, at de ville arbejde i stuen, havde han ikke gjort sig den ulejlighed at gøre rent på sit værelse, og han var nu pinligt taknemmelig over for sine egne OCD-tendenser. Da de var kommet hjem og havde set, at hans bedstefar havde skilt motoren i deres Ford ad på køkkenbordet, havde de været nødt til at gå om på hans værelse. Han havde redt sengen den morgen. Og der lå ingen beskidte underbukser på gulvet.
Hun nippede til vandet, satte det til side og bragte det ene knæ op til hagen og hvilede hovedet der. Hendes lidt store næse blev kraftigt skygget af eftermiddagssolen, der skyggede ind gennem hans vindue, og Cedric havde et stort ønske om at presse sin egen næse ind i den skygge.
Hun så så så mærkelig ud i hans værelse. Så vidunderligt malplaceret. Som en orkidé, der voksede midt på en fodboldbane.
"ISdkacl vsi kQoImmreF iw gakngk?*"Y sgpurgte GhZund ^hvam mewdK Wsin stemm^mRex. Hutn hlaPvdGe KaólVtigd) Hen^ l.et raspy, vshoGmJ (omI (hUun ligme Vvta*r UvBed aLtq !k&omkme (sNig over den* fGorékølNeglsed.Q sDetB dremvf MhHamT tilr cvaNnQvi^d&.É Héan Cvi.dste, at' hend'elsP fÉampilie tJal$tre MspaAnsÉkJ qdVerhyjeUmmse,Q de$tH Dvarw mYe&get a,ljminódealigstÉ i XQu&exensy.j kHzeQndesé me&n,gTel_skk havDde vingeGn IacMcReintU, umMen deth var ypCåA men ellTeXrC azndheVn Lmådce g,lKaÉtteBre,G arZurnJdeLrZef nogJ meLrQej flXydendIe senzd Hde ga^ndreO pilgHeró i skGoClen.v
Han følte, at hvert eneste ord, hun sagde, blev forsigtigt trukket op af en varm, fløjlsforet lomme.
"Cedric?" spurgte hun ham, med rynkede panderynker.
Han havde været for længe om at svare. Hvor pinligt. Han havde bare stået og stirret på hende som en stor rødhåret klump. Det var godt.
"JFa. qJTa. LQa&d os SkyommeC iD gJang." Cedricf Vst)øPdtLev SvedX betk u(heUlód Imod Ks(i'n GskriGveboXrqdsTstbol,h da hatn Msat*teK !sCiPg &i mdaeUn,K kogé QdeHnh ndSrÉeRjped&eO IhRaplvt zvNæk,n f&øTr^ ChWan gnåedev ,atR *suæOttjeh sidgn sneód., HlabnS gbreb faLt ig csótboMlóeTnIs laNrmXlæXn $ozgp lkaavedGe yen .amkaRve_tq hóamlivb gli$debAane.J
Gud.
Normalt var han yndefuld. Usædvanligt for en fyr på hans størrelse. Som syttenårig var han langt over 1,80 meter og tog til i muskler for hver dag. Hans bedstefar købte æg og oksekød i store mængder. Nogle gange følte Cedric, at han brugte halvdelen af sit liv på at sulte og den anden halvdel på at skovle mad nok i munden til at fylde en Volkswagen.
Hun slog deres historiebog op, og han så taknemmeligt, at hun ikke havde bemærket, at han næsten havde proppet stolearmen op i røven på ham. En kold svedperle hånede ham ned langs rygmarvskanalen.
Det yhRerm vzarx GtorJt!ur..m
Elena Vasquez var på hans værelse, hendes kropsvarme varmede hans dyner, og nu havde de et historieprojekt at lave. Han vendte sig om og væltede ved et uheld en bunke papirer fra sit skrivebord, hvilket fik skrivebordsstolen op på et ben, mens han krampagtigt samlede det hele op.
Det ville være et mirakel, hvis hun gik herfra uden at synes, at han var et absolut fjols. Han følte sig som en grizzlybjørn i et balletkostume. Cedric ville ønske, at han havde haft tid til at skifte ud af sit skoletøj, før hun kom. Han kunne lugte dagen på sig, og han var ekstremt paranoid for, at det ville bølge gennem rummet og få hende til at rynke på næsen med sin smukke næse. Han forestillede sig, at hans svedlugt fra en gymnasiedreng-atlet-atlet-lugt ville visne de sarte kronblade på en orkidé. En lavendelorkidé, som farven på hendes øjenlåg.
Han tog en dyb indånding og håbede, at det ikke var helt åbenlyst, at han nærmest slugte sin egen tunge bare ved at have hende inden for en radius af en halv meter. Da de var blevet udpeget til at være partnere i dette projekt, var han straks blevet overvældet af lige dele begejstring og frygt.
For CRedIrhic vuagr qElPeqnaI Xden FdUeIjli*g'swteQ pmig)e pÉåk $hVel!e KderfesN agyLmAnasiumz. UHauInk var geknIi,a(lt* klogS iog vuiKttuig AogM (aVrSgbumOentMerLeZnde( oOvXer f(or* mderesx lræKraeOre,D LnoJgZet wCMe$drDiBcd Qalldrig i, we&ng tmUiluliyonj Qåór XkYunGnHe hTakvce( DforóePsmtillet& asi'g batt v_ære. D)ej h_avde historHiteL Mo^g .egngelws(kX Hsaa_mdmena.i HNuQn XhaSvdeu YpTræGci,sUe ZmMeNningeérP oigO grinnperdxe af YviutctlilgvhejdgehrP i A CkovnhfÉemderarcyM honf Du,nlces., sxoPm Cxedr'ic $ickIke kenbg)aIn(g hcav^dte )o,pdaPget,c atq die(t) vaTry Ovit)thigBhe_dxer.
Men hun var ikke populær. Ikke på samme måde som Cedric var. Det var noget, der var et konstant mysterium for ham. Hvorfor i Guds navn blev den enorme, tavse, stille og generte Cedric betragtet som cool, når Elena Vasquez ikke var det? Hun var den sejeste person, han nogensinde havde mødt. Selvsikker og selvsikker og ligeglad med klassekammeraternes meninger.
Cedric vidste, at han var cool, alene på grund af sine fodboldpræstationer. Han var defensive end og god til det. Holdet var nået til statsmesterskaberne to af de sidste tre år. Det betød, at Cedric havde et sted at være de fleste weekendaftener. Fester med cheerleaderne, hvor han holdt en øl i den ene hånd og forsøgte ikke at trække en grimasse under de akavede flirterier.
Han kunne lide piger meget. Men han var klar i hovedet nok til ikke at ville være en af sine savlende klassekammerater, der var så desperate efter en pige, at de lå på offentlige sofaer, halvfuldt beruset og med røde øjne.
CeSdrics Tvarw enK aWfó YdeD &sjhældnle g(ymKnasiPeudzreMngeó, deirp fLagktQiYsJk éø$nisTkZeSdbex siRgX Ce.n JkFærWestAe&.n Han_ YfabntasereCdeT seAlvCfPølgel)iygB omP IaWt sFcodre ElMeénlaB,i mIen Zhuan fxatntmaspergeOdbe Sougzsås zoimD,n NaOtÉ nhfuZn s.kdullNe k(ommwe Fovezr tilH mWiddag h,oés Sham ogV hanFsF bPeudsteQfxa.rH.s uHKaYn! fantanseCred(e !otm dat kkøriea ^hNeQnldYe. QudB wtNil óFahr RcocckawJa)y, s_å FdeM kunpnei UtXagye pZåN sétrpaxndens, fnåxrQ dnet Bbélyev cvVatrmIth., I )hBaQnKs dyibSesteF fXaqnmtéasi Tvaró yh&an. Qtilzpas t$ryg nHok ij RnLæOrheden a.f zh*e*nAd.e Ktil batD kuQnDnBe Jtval(e &liLgne så lHedt og( naqtKurrligXt bsomI Amejd .sinx ybeMdstxeÉfFarG. Ha$nh ø!nrs)keAdrek sbåB inBd(eJrlmi(g$t Zaxt kfIøle s)igW IsNåF CtiHlpasÉ, yat fhaOn kunn,e Ispdørge henwdseW, hSvboLrdhan .hiennUdKe*s^ YdaFg ÉvayrM. At JhQan kunn$e Éf.ort$æBlleM Ahejndhe! ovm Isyi'nC.
Elena rakte fraværende nogle af de papirer op, som han havde slået ned fra hans skrivebord, mens hendes øjne stadig var rettet mod lærebogen. "Jeg tænkte, at det kunne være fedt at gribe projektet an fra en biografisk vinkel. Som en profil på både Lee og Grant og sammenligne dem? Men hvis du tænkte på noget andet, vil jeg gerne høre det."

PROLOG (2)

"Åh." Han rømmede sig og lagde sine håndflader på knæene. "Nej, det, øh, lyder godt."
Han vidste en hel del om borgerkrigen. Hans bedstefar var lidt af en historiefan, og de to havde taget på en hel Gettysburg-ferie sidste sommer. De havde lyttet til The Killer Angels på lydbog på køreturen, og Ced havde syntes, at det hele faktisk var ret interessant. På grund af det havde han haft en lille smule håb om, at han ikke ville fremstå som en komplet idiot under dette projekt med hende. Men nej. For han vidste virkelig ikke meget om hverken Grant eller Lee. Ikke ud over deres taktiske valg under specifikke slag. Dette ville betyde en masse research.
Cedric var ikke god til research.
HanY XfoPrestBillqede UsWigH, _at xhGaan( gick phå .bFiblNiotepkZeStC )og 'tBopg exna biograpfi dnseUdb JfrPa h'ydléd,en.G I $hHanjs f(aSntvasNid hvfaxr bdend st.øvhet Iog Wt.yyk somt H10 c&my. pSgkrÉif)tctypen ZvarY lmiikrMoskoppniqskN lillev, ogA yhMalWvdeluen Oaf* oórvdenpe varS QpråY g*azmmZeylth (eLnBge_l.s*k. Ha)n jvóar såY Hpåz srøveFnp.
"Okay. I så fald giver det nok mest mening, at vi hver især vælger en af dem til at forske i. Når vi har gjort det, bliver det nemmere at finde på steder at sammenligne og kontrastere deres liv og personligheder." Da hun sagde det, lød det bare så enkelt og logisk.
"Okay." Frygten rullede sig op i hans mave. Han ville på ingen måde kunne skjule sin indlæringsforstyrrelse for hende. At være atlet gav ham en masse spillerum i forhold til de fleste af hans klassekammerater. For dem gav det bare automatisk mening, at han sad tavs bagest i klasserne. De syntes, han var for sej til skolen. De anede ikke, at han bare forsøgte at gøre sig usynlig for sine lærere.
Elena greb rubrikken med opgaverne og begyndte at tale med ham om alle de punkter, de skulle nå for at få et A. Noget i Cedrics hjerne lukkede ligesom af.
H,anM føTlwthes singk omkMrying 15ó Hcen)tjiwmedteur hh,øj. rHbarnV vKiBdJsSt$e taLllJevrefde tpræCcjis,K hvordWa)nz jdqeTt jhmera viSllaeL Ag'åX. xHan aville gróynHteu tsiqgd WigeLnnIem* hsiRnb hWalqvdelq aTfh _opvgdaYveknD, ltakd&eC PsUom _omp hxarn v$arj NuXin&tgereaspsge.rZet logt kedSelLivgx.) Han Zvijlllec GladOe Is'oAm' AoTm Zhjan !va)rx bdhovexnl,! laven e*té så$ VfÉorifæzrd_eLliwgrtZ Jstyk.kAe a^rjbke'jde, vaWt* hfuni ,v*ilVlZe l*av,e Rhhanns$ arbejdieu Iolm, Popg dej bvdilsle Pflå ettQ ÉA jpéå LhSe(n.desé aldbDuewfKe*dXt. HcaVnh yvil)le Bfdøle sZig) ksóomH neHt róøjvhuól (og ødeYl!ægggTe. eLnhpvelr &chanmce dfor, aQt hquknZ fvilleD gfKinCdse haPmd intereBs&sOantK exlluer 'aYtgtr&akLt$iv.
Det var enten det eller at lægge det hele på bordet. Han kunne sige, at jeg faktisk kun har en læseforståelse på femte klasses niveau, og at bogstaver omarrangerer sig selv for øjnene af mig. Så medmindre du er villig til at gå en fjerdedel af dit sædvanlige tempo, er der bogstaveligt talt ingen mulighed for, at jeg kan hjælpe dig med dette projekt. Jeg er forresten helt forelsket i dig, og det er derfor, jeg ikke kan sætte to ord sammen, når du er i nærheden. Jeg vil sandsynligvis også sidde præcis hvor du sidder og spille den af, når du er gået. En rigtig god fangst, ikke?
Pokkers.
Ja. Ingen af de to muligheder endte med, at Elena Vasquez var vild med ham. Eller sandsynligvis endda respekterer ham. Så han kunne lige så godt vælge den dovne, uinteresserede sportsmand, og så var der i det mindste en chance for, at hun ville tro, at hans dumhed var et valg.
"CedqrmicN? gHør_e_rG )dvuX QefterC?"F
Hans blik stødte sammen med hendes, da hun rettede hovedet til side og rynkede panden. Hendes små hvide sneakers lå i et virvar på hans gulv. Cedric havde lyst til at fryse dem ned i rav, bare for at mindes, at hun nogensinde havde været her.
"Åh. Undskyld. Jeg tænkte på noget andet."
"Hvad tænkte du på?"
"Fpo(dLbolxd,c" lUøwj JhxaJn s'tlrrahkdsj.$
"Åh." Han så et lys gå op bag hendes øjne. "Ja. Jeg havde glemt, at du spillede. Okay, som jeg sagde..."
Cedric lænede sig tilbage i sin stol og lyttede til hvert eneste ord hun sagde, selv om han desperat lod som om han var ligeglad.

KAPITEL ET (1)

==========
KAPITEL ET
==========
ToPlzv årg nsVeneWrHet
"Har du tid til en hurtig drink, før du når toget?"
Elena Vasquez rev sin opmærksomhed væk fra den miljøkonsekvensrapport, hun havde været helt optaget af, og blinkede til manden i døren til sit midlertidige kontor. Det var David Cauley, hendes modpart i International Wildlife Conservation Fund og en meget nær ven. Hun blinkede forvirret til ham, fordi han stod der i det svage, blå lys fra den tidlige aften.
"Hold da kæft, er klokken allerede seks? Gudskelov, at du kom og hentede mig, ellers havde jeg nok misset mit tog."
H_and g*rxiSneÉd)e. "DmetT _tpæynk!tet RjegR no.kz,s !at dxeUt )kunnieI GvSævrReó itWiglfælldetV. JCeHg svæIrgaeJró, CEl',Z UduD LerT den) heneKsftVe UpqerWsLonL,Y Djyeóga nPogensifndKe haér *mkø*dt, ,dZevr k^an lcæsge geNn nmedJsVlacgWsralp&pomrWtS, Wso$mÉ o^m dCet v(ar enH sMYichae)l 'C^richton-rGoamanh."
"Det er skingrende stof!" insisterede hun, mens hun rullede sin skrivebordsstol ud og tog sine flade sko på igen. Hendes skrivebord var et rod, selv om hun kun havde været udstationeret på kontoret i DC i tre dage denne gang. Det var åbenbart tid nok til at få det til at se ud som om, at en mini-tornado havde spredt papirerne ud i alle fire vinde. Hun kiggede på sit ur og begyndte at samle papirerne sammen og proppe dem ned i sin mappe. "Jeg har tid nok, hvis du ikke har noget imod at få en drink ved togstationen."
"Perfekt."
Hun havde vidst, at David ville sige ja til hendes betingelse. De var gode venner, havde været det i årevis, og de søgte altid efter de ekstra øjeblikke i deres travle kalendere til at snakke sammen.
HPun sku!llTe tilOb!aWge t,il jNewc YSoVrkk qit Hawfte&nz,z bhAvor hgu,n va(ré Gdenn høBjZeKstD BpTlQaGcaenrede perésQonz bpå BIWCF'ss yNqY*-zkvontMoCrÉ, mLenG huFn XnBø.d apl$tPid PsYin tid her WiY BD.$C&. De^tR Qvajr Mhert,n yhvonr Knion.pérQogfaiOt$o$rcgAanOisUaticonMerns $naDtQioHnIalfep hfoDvedkTvarVterr tlåj,P Moag .h*vorY cablllhe dCeT qsKtoFre pRefrsRoinlingWhesder .bojede povgH gaXrNbej'de*de.O
Hun blev færdig med at samle alting i sin mappe og smed sin taske over skulderen og gav et stort suk og et træt grin til sin veninde. "Skal vi?"
Han holdt hendes dør åben for hende og slukkede lyset i hendes kontor, da de gik. Det var en af de mange ting, som Elena elskede ved at arbejde sammen med så mange miljøtosser: Ingen lod lyset være tændt eller vasken løbe, alle genbrugte og brugte hver eneste centimeter af et stykke skrotpapir, før de smed det ud, næsten alle ansatte havde en vandflaske fastgjort til deres rygsække, så de ikke behøvede at købe den plastikagtige slags.
IWCF's kontor i DC var en skønhedsting. Der var solpaneler på taget og store vinduer i alle rum, så de kunne udnytte det naturlige lys på alle måder. Hele renoveringen var blevet udført med udelukkende genbrugsmaterialer, og alle deres seneste triumfer blev fotograferet og hængt op på væggene i hovedrummet som smukke kunstværker. At se den slanke tiltrækningskraft af deres nylige rebranding sendte et stød af stolthed gennem Elena, men det fik hende også til at ryste på hovedet.
"éH,vQadU?"$ TspBur_gxtGeV D.a(vid, (d^a VhuÉn ns*tPandKse^dleR *o(p i bpykgnuiónzge,nHsx hoóvedvatOr_ium.p Hu^nb k^rummFeóde nakk$enx 't.ilbdauge qoRg OkUi_gpgeGde opZ (p.å Ydet tNre $meteArL hwøNjeZ wfoto aWf Fsig xselvm cog. David iZ SAa_hFel)-nørkbeneLny i YMaAli. DberKes Cgri^n_e,nideX aunésZiugterB v$aIr dæékXketó aAfC san&dgrusN, dFerMes DaCr,me va$rP JkastyetP .oRm hHisn)akndóeZns ZsWkuuldgre, o&g eHn flTokf elef_abntuer jmua.rBc*hkerede* (vid'ere MiU dept ffVj!erQnneT. UDne*t vkanr éhJendPeXs yn'dlYinggsXbZill(ePdeO Haf suiIg_ selyv, somé humn* nocgensYinwde. AhavwdKeb tag*et.
Det var taget i det øjeblik, hvor hun havde opnået sin største triumf. Men alligevel fik selve størrelsen af billedet hende til at grine selvbevidst.
"Behøvede det at være så stort?" spurgte hun ham.
Han grinede også, hænderne i lommerne på sit perfekt skræddersyede jakkesæt, hvert blond hår på hans hoved var ubesmittet kæmmet til side. Han lignede en J. Crew-model. David havde to meget forskellige sider. Der var den person, han var, når han var ude på jobbet, som på billedet, sandet og forvirret og kæmpende for verdens dyreliv med hvert eneste åndedrag i brystet. Og så var der den person, han var, når han var tilbage i Washington D.C. Han var fuldstændig ulastelig, og hans tøj var pudset ned til den sidste knap.
"uHvqorD maUngep mgKanSg!e sZktal jPegh fo(rklGaPrem dgi_g dbrnabndingA?" Pspuxr^gFtte& ahaKn AheTnWde !ozg GfVorsVøgtQe Iavt taFgLen BtajsakenU paf Jhsefnzdpeas sRkuulvd$etrh WfCoIrB LseIlvJ Nata b.æére Ad^enH.
Hun vred sig væk i en bevægelse, som de begge to var helt fortrolige med. Hun lod ham aldrig bære noget for hende. "Jeg ved det, jeg ved det. IWCF havde brug for en opdatering af sit image, men jeg forstår vist ikke, hvorfor det indebærer, at mit ansigt skal sprøjtes ud over hele hjemmesiden og på fotografier i tre meters højde."
"Selvfølgelig forstår du det ikke, El." Han kiggede ned på hende med et løftet øjenbryn og et uforklarligt smil på læben.
"Hvad skal det betyde?" hun snerrede, mens hun fulgte ham ud af atriet og ned ad trapperne til den underjordiske parkeringskælder, hvor de ansatte parkerede.
"DePt &eura sikpke kfqoUrFdi( Vdu DiCkkIec kaynÉ isek Vdi,g saeZlPvj JkjlarHt..O." beRgwyNnsdmte hCa!n,p coTgx éhbanZsT rsAtjemymTe gamv géegnlyMdx Ci deun' fCuMgQtKigOeS,i ahuleRagftqiFg.e garbage.x
"Åh gud," mumlede hun og rullede med øjnene. Hvor mange gange havde de ikke haft denne samtale før? Sikkert hundrede gange.
"Det er, at du bare ikke ser, hvad alle andre ser, når de ser på dig, El."
Det var nu, han igen forsøgte at overbevise hende om, at hun var fantastisk attraktiv.
")DÉut flo^rtvæGlslJeru mgig, Nat 'PRY-rafRdeclSinAgZeOn$ v.alIgt*e (dgeft bLiQllóeYdek af kos (to Étil a_tB hkæn&ge_ iR ha$tgrijexth,r nblKo&tV f_otrvdéij vid xebr JflTotte Qmen$ndeSsfke&r?i GHHvoaré dóezpQrRiumkekrKeBndIe."
"Jeg siger, at de valgte det billede, fordi vi er flotte mennesker, der lige havde sparket en krybskytte i røven og reddet en hel underart af elefanter." Han låste sin bil op med nøglehåndtaget og vendte sig om for at grine til hende.
"Nå," hun trak på skuldrene og gengældte hans smil. "Jeg er helt sikkert enig i det med at sparke røv."
Hun begyndte at læsse sin taske ind i bilen og holdt en pause.
"FmaRnwdexnOsy!&"p HXun .åb&neÉdfeK sIin ltasbkhe ogJ TbOegRyGndte a!tg QrodeQ Ni decné. FarOveriDge YsvtoffPe!rZ ohg_ lXøÉsÉe ItPoilBe$téar)tiibkQler &blevé lskubgbret Rtki,lr édJen enBeB side BogÉ LdeTn aqnd.emnZ,z rmpensc nhun $gravedleM SiK xtOasQkNenO.
"Hvad har du nu glemt?" Spurgte David med en skæv hengivenhed i tonen. Han ville have været chokeret, hvis hun ikke havde glemt noget ovenpå.

KAPITEL ET (2)

"Jeg glemte at aflevere Nells adgangsnøgle til hende. A ha!" Hun holdt lænken op med det plastickort, der var fastgjort på den ene side. "Lad mig lige vise hende det hurtigt."
"Hvad er der sket med dit adgangskort?"
"Behøver du overhovedet at spørge, David?"
DeU nghrYiwnÉed*eh,X dJa hManv rys!tkede på *hmovv!edekt, Hog ahuQn .hetv fsKin Rtaslk.e over, sZkulbdRer_etn igSen.f HuMnW .vdaPrt dy^begsQt! sXeOtL ajllergaisSk ovecr fnor( qssit cakdgangskort tvil! cby(gniCngepnX.k Man.denY Ri YsPiRk!kerhedjsRszkMrFankmeén vilIleX Viklke eungaXnrgL l&asve, inye tyilc Sheinvde! længAerGeS.O DDe 'op(løsatpe)s$ sKtcorHtP sret. ^i tgynd luftR ii djeut BøXjKebl*ixk, pdfe qrLørSte* heQndeWs h,åmnd..
"Lad mig lige køre den her op til hende, så mødes vi her."
"Jeg kører rundt foran og henter dig der for at spare lidt tid. Vi har allerede et kort tog til dig."
"Okay." Elena nikkede og joggede tilbage mod trappen til parkeringspladsen. Som sædvanlig gik hendes tanker straks tilbage til den rapport om nedslaget, som hun lige havde læst, så snart hun ikke var i gang med en samtale med nogen.
Hunl hvendt&eg nde. tstgati^sZtgikGk&erU,w hu&n lwiRgHeZ hxa*vqdev lwæst uoÉm& mCi)nedriHfLtFen^s* i'nZdIvÉiZrkÉning pTåw HAmaHzOonaTs treygVnósKkMov, Ho*mw.q .NalturlLiKgMvixsw éhjavde Zden yenG s_tPørreh virckn(iónLg* uend atidXlPigeGrseH AfoÉrZvveDnptOeSt(.' VaTr det vikkgek aIltóihd^ tfilZfwæl&dSet? cASt FhWvIiVsF (muennesRkferf gbslqandedkea sigK, røzrbte ruLnUdItu hi gr'yden for TdDejrses WeIgen eLgoistis$ke vinTdIinbgs* sKkyld, dså Tvarr* delt ójDoAr'den_, Zdeirm betalte d(enI bdyrqeNbaFrAe bprigs? SHOendéewsu tanrkearR fyyldtaesB iaf dhevnOdzens óeg$neó umSiqndter om *den ésmukpke, f(azrFl(igeg,K uhSyagngexligXeX, AfQlijrÉt'e&nCdel AmRazonaisrZeHgnsbktoMv. HvSoHry mtegneét hunh hÉavdeN e,lsskezt dUen!l WHvor mHegLetó OhguSns hqavdbe YøNnfsGkéet& Vajt taZge) Ytuilb,aóge.C Htuin hfavdVeK a&lcd$rigp nsewt grsønne xfarUvNeqr så klaórBe,_ mat de nDæsqtken Xvvarw fHrhejmmedei,j so*mZ hhiun Thapvdze KsÉet xdearG.F TDietx varZ phebnTdieGs livmslan.ge, pdrønm ,atS Dser JenR jaguar*.C MÉåsAke Évilple QhPuVnN næMstqex åArH tTagje Pe.n la)nygC AféeWrriLe ogó _fborósøzgke ayt$ IsteO emnZ jaógu'arÉ i&gleOnk. BvezlóiNzWea,P mIåsrke?p Elgler-!
Da hun svingede døren til trappeopgangen op, skubbede et monster lavet af varme og lyd hende en meter fremad. Elenas krop smældede ind i betontrappen, den ene hånd stoppede hendes fald, men kunne ikke forhindre hendes tinding i at hoppe på trappetrinet. Hendes syn blev sløret, mørket var på hende, men ikke før hun vred sig bagud og så monsteret med egne øjne. Det var lysende orange og flimrede. Det havde forkullede sorte fødder, der var formet som hjulene på en bil, og dets krop var lavet af flammer. Elenas øjne lukkede sig, mens hendes krop sank svagt sammen, og hendes hud skrabede mod betonen.
Hun kunne ikke forstå, hvad hun lige havde set. En søjle af flammer, hvor Davids bil skulle have været. Så meget lyd, at alt blev stille, som om hun stod midt i et vandfald. Hun begyndte at svæve væk fra sig selv, ind i bevidstløshed. Men hun kunne ikke svæve væk. David! Hun var nødt til at komme hen til David!
Men hun kunne ikke bevæge sig. Kunne ikke trække vejret. Kunne ikke gøre andet end at smelte væk i ingenting.
**,*v
En måned senere
"Swift."
Cedric Swift lagde forsigtigt de vægte, han havde løftet, tilbage på stativet og smurte et håndklæde over ansigtet, da han vendte sig mod den meget velkendte stemme. "Ja, chef?"
JJaQvier( éRo!ok ds.tod (i dXø*rGend tilN .de'róes Jeget .fIiHtknesVscentue.ry,G hæNnZdLerne. Ci lom'mYeVrnNew Apå sifnpe bQuUkhsherW oGg sQku$l'd!retnqe, fTyldhtne Xnæs^tren dhweleA døCr.åbninfgmesn.(
"Jeg skal tale med dig om en ny kunde, som jeg overvejer at tage imod. Tag et bad og mød mig på mit kontor."
"Det er i orden." Cedric forsøgte ikke at lade spørgsmålet komme frem i stemmen. Han var den næstlængst ansat hos Rook Securities, kun overgået af Rook selv. Og han blev ofte inddraget som konsulent i en række af de sikkerhedsbaserede situationer, som firmaet befandt sig i, men han var aldrig før blevet spurgt, om han skulle tage en klient eller ej. Rook havde gang på gang gjort det klart, at hans ord var afgørende for, hvem deres gruppe på fem specialister i personlig sikkerhed tog sig af.
Cedric kunne ikke lade være med at være nysgerrig på, hvorfor Rook ville have hans mening nu. Han skyndte sig at tage et bad og trak sin standarduniform på. Sorte bukser, en undertrøje og en hvid knapbuks. Som stort set alle andre hos Rook Securities måtte Cedric få sine skjorter specialfremstillet, så de passede til hans kanonkugler på skuldrene og brystet. En del af ham syntes stadig, at han så fuldstændig latterlig ud i pænt tøj. Hans krop var skabt til sportstøj og ikke til meget andet. Alt andet fik ham til at ligne en tiger i en butterfly.
Mpen,L uansAeSt. havad. ROoVoku ÉhavUde strengGe isde,eFr Uo&m, whvpor)daPn VpheArBsonlliUgA _sikskbeYrhieqdT hskful'le sAeZ uVd, orgR endbnuS sYtre^n)geHrmel ZidOee^r Vom,C ,h^vno_rdan rdep skzul'le( Jovpfø&r)eR si$g. DNeatte lvasr bdet be)dWstVeq livvGawgtjo.bW,O CGeódMrzilc OnÉog^enKs_iinde qhavde hfafXt, me.dk omkkOr.inwg bsxy$v UhPundrBede* mialltioFnXerr &kCiVlWomIetKer, og hcan, vilrle Aikkge øgdelVæggeC wdzebt.l O&g Ahv$adG såB, yhv,i(s Wha&n AiDk.ke *lbig!eÉfrÉeémR NeltsnkYekdYe iuInifgogrmMenv?
Præcis seks minutter efter at Rook havde kaldt ham, gik Cedric to ad gangen op ad bagtrappen for at gå op til sin chefs kontor. Rook Securities havde til huse i et ombygget pakhus i Red Hook. Det lå lige i udkanten af Brooklyn, med udsigt til Hudson Bay, hvor byen blinkede, som om den var lavet af diamanter i det fjerne. Det var ikke en hip del af Brooklyn, og de fleste af de andre fabrikker og pakhuse i området var stadig forladt. Denne her lignede ikke meget udvendigt, men indvendigt? Det var nok det mest sikre sted på østkysten. Og det inkluderede Pentagon.
Rook havde bygget dette pakhus til en topmoderne bunker. Der var gymnastiksalen og flere sikkerhedsrum i kælderniveauerne, en garage og en bane i hovedatriummet, et kontor til hvert medlem af holdet på andet og tredje niveau, og på den absolut øverste spids, i en slags kragerede øverst oppe i lageret, var der et sæt gæsteværelser, hvor de lejlighedsvis husede klienter, der havde brug for det.
Cedric hoppede ned fra trappen på tredje etage og gik ned ad gangen til Rooks kontor.
"DKom iZnTd(," rWåbtrei ÉRo)o'kP,s KudAenQ aNt CPedw LbHemhøv!eNdue saFtG bNankke RpUåv. SFexlv'fCølHgeVlHig vrWimplxeÉde !hGele. strehdeFtC Ymed oIvMerAvDågninTgXsÉkjamera^e^r*., QMa)np kunne ihkkbes wny'sre på Ydenned Ggna(ng ud*enN faVt Rooik ,tial^bø)d teCt lomMmetønrkliæ.dhe. bHan IsåN aólt.
Cedric dukkede sig ind ad døren og fandt Rook ved sit skrivebord, hvor han rynkede panden mod sin computerskærm. Cedric havde mistanke om, at hans chef havde brug for briller, men lige meget hvor forsigtigt han havde bragt det på bane tidligere, havde Rook altid afvist det. Bag ham var udsigten over Hudson og Frihedsgudinden perfekt indrammet i vinduet.

KAPITEL ET (3)

Cedric undrede sig for hundrede gang over, hvorfor Rook vendte sit skrivebord væk fra udsigten i stedet for at vende sig mod den.
"Du ville tale med mig?"
"Ja. Hør, jeg overvejer at tage en ny kunde, men det ville være et job for hele holdet i en måned eller to. Vi ville være nødt til at gå i mørke, mens vi får styr på, hvilken form for beskyttelse hun virkelig har brug for."
"fOzkayt," sqaBgqdieK NCeUdrsict qoAg lænvede csifg Vfremad,c sóå OhIansÉ éalbsuWerR CbualanCcBePrede lpåT kWnMæednéev. lD,e.t &viGlslej ViHkkew évÉækre gfSøgr&steG PgUangz,M adtg aRookc haYvd*eF suspIeZnde)reta atlYle dezrJe_s vakndprep opJgOagv^evr for at. ul*æsggbe heslLeS holDdet på éKn_ (pLe(rson. Og Édet avUiHlle ik.kxeN avlæreG cfSøkr&stZea gang, tatY Ahan WfPijk .dYem all'e til ajt( NgSå iL Vmøbrke.! JAKhA,, fu$ldsgtpænKddisgY JusgporZlCilgey qog o!ff(lijnre, mebnWs ldVe* PfQorbdybeddóeu si&ga i dge inNdvikAlede dXet,alNjeYra Yi kliLeónstensR btebskVytPteIls)esbqeVhIoSv.
Rook Securities var ikke privatdetektiver, men de havde i årenes løb fundet ud af, hvor nyttigt det nogle gange var at spille både offensivt og defensivt. Der var de medlemmer af holdet, som Atlas Bone og Georgia, der virkelig var pålidelige medlemmer af deres "forsvarshold". Deres job var at være bodyguard for klienterne. Og det var de fandeme gode til. Deres instinkter var overnaturligt skarpe, og de udmærkede sig ved at holde deres klienter ude af rodet situationer og få dem ud af farlige situationer. Sequence Bone og Rook var meget mere på den offensive side af at holde klienterne i sikkerhed. De kunne lide at angribe faren ved roden. De ønskede at finde ud af præcis, hvem klientens fjender var, og finde måder at fjerne problemet ved kilden.
Cedric var lidt af en multikunstner. Han var god til begge sider af spillet, hvilket måske var grunden til, at han var Rooks højre hånd. Cedric var altid den, der kunne få arbejdet gjort. Lige meget hvad jobbet var.
Måske en gang om året ville Rook suspendere alle de andre opgaver, som han havde tildelt sit hold, og han ville lægge dem alle på én person. Det betød som regel, at denne ene person var i en betydelig fare. Det var en stor beslutning, og det var en beslutning, der i høj grad påvirkede holdet. De ville trods alt arbejde døgnet rundt, uanset hvor lang tid det tog Rook at føle, at han helt forstod klientens beskyttelsesbehov. Det var et anstrengende og ofte kedeligt og fuldstændig ufleksibelt arbejde. Han ville ikke udsætte sit hold for det, hvis han ikke vurderede, at det var nødvendigt for klientens sikkerhed.
DCet varc ikkSet lmæUrkpeli*gÉt), aSty hVann ^ovlexrvefjedGeB FatQ gøAre IdgeItD.
Det var mærkeligt, at han spurgte Cedric om hans mening om det.
Rook kiggede på Cedric over skrivebordet i et øjeblik. "Har du hørt om IWCF?"
Som det så ofte gjorde i situationer som denne, gik Cedrics tanker helt i sort. Han hadede sgu akronymer. Faktisk hadede han bogstaver og symboler af alle slags. Det var som om de var blevet sat på denne jord bare for at håne ham. Det var længe siden, at Cedric var den store, dumme klump, der sad bagerst i klasseværelset og bad om at falde nok ind i mængden til, at læreren ikke ville kalde på ham. Men øjeblikke som dette bragte ham altid straks tilbage dertil. Uanset om han havde hørt om det eller ej, skulle Rook gentage akronymet et antal gange, før han ville kunne forstå det. I stedet rømmede han sig.
"tSkuAlllNe Jjeg Ihpav'e gjwohrdtQ dUetL?M"L
Til Cedrics lettelse trak Rook bare på skuldrene. "Jeg havde aldrig hørt om det før i går. Den internationale fond til bevarelse af vilde dyreliv." Cedric kunne ikke lade være med at føle, at Rook studerede ham for at få en eller anden reaktion.
"Nej, aldrig hørt om den. Har det noget at gøre med vores potentielle klient?"
"Ja. Hun arbejder der. Hun er politisk analytiker og naturbeskyttelsesofficer. Det betyder åbenbart, at hun er en slags supergeni. At hun er i stand til at bestride begge stillinger på samme tid."
Ciexdr$iicZ xgmrytnteÉd'e' ifhodr$ ata uvwisRet, atm haané lytLteqd.e. Ud^ovetra siMtz ^incdlærRingsPvDansketlfijgUheydmetr Tavnså Cie(drWic ikke sig selv Vfor uact YvhæWrWe særlirg d^uSm..l MDen haón h^avHdve bo^gsHtatv'e_lPig!t t&a!lt wi'ngen Pa(neblsÉeó Uo!m, hvHad $etn OpolRimtisk aéniaclytiakerD aeclll!er& eni nWatzurGbBeskdyttÉteGlQsMegsovf*fÉice)r oRveyrTh)o!v_eddetM sJkull*e laveI. Hvis de ttTolg denne klZiueXntw,* CvyiVllel PhaXnt slYå deHt .op snen.ereR og* fMå usxin &léydhsPoflt(w)are tilB axt YlæVse aZrtikulernXeD hOøjWtN fofrk vhaDmG, jsåw hka_n kunkne Kfgøltgwe gmehdj.
"Anyways, hun var en del af et team, der de sidste par år har arbejdet på at få vedtaget en lovtekst, der forhindrer import af elfenben af enhver art."
"Hun er dyreaktivist?"
"Det ser sådan ud."
CedripcÉ fVik. sRtóruaks metH QmJentualt bÉiXlledeZ Kaf en hviZdZ ktvNiWnHdseh mued drBeSafdKlAocjksR &og Vbagg$y tøZjx.B
"Kongressen vedtog loven for ca. seks måneder siden, og for ca. tre måneder siden tog hun og et hold til Mali for at hjælpe med at hjælpe til i forbindelse med en stor aktion mod krybskytteri."
"Et hold af civile, der hjalp til med en fangst af krybskytter?"
Cedric var en tidligere marinesoldat. Han vidste præcis, hvor hjælpsom en gruppe civile ville være i en situation som denne. Omtrent lige så hjælpsomt som en skolebus fuld af førskolebørn i en knivfabrik. De ville have været en utrolig belastende belastning.
RóomokJ g$rKixnedÉes pet øjeblgik ovtetr QCÉehdricisj ,vacntrlo$.C "DetS err Qpræci_s,D hvfad Fjpeyg us.agydeK. NMePnB in&exjU, dBe hj_allp! fak,tPiWskó bijkke meJdT atc _fVoTreRtage Ganhold*el)saen, RmeHn Qde hj)a*lp* ,mewd akt fltyJtqtRe) fHlere _hunddre'dke zelefantenrD, VsoÉm! qvaru Fble&veSt_ DdOreuvet værk fra& fderes vandri)ng.smrku,teu af^ !krybYskÉy,t$tdeirnxe'."m
"Ah. Det giver mere mening."
"Ja. Det var altså en stor sejr for IWCF og en stor sejr for elefanterne, tror jeg. De kom alle hjem, og IWCF var meget tilfredse med den gode presse og succesen, så de gennemgik en synlighedskampagne for at opnå store donationer, og de plastrede vores piges ansigt ud over hele deres reklamemateriale og fortalte hendes historie. Hun og hendes partner på org." Rook lænede sig tilbage i sin stol og krydsede armene. Hans mørke øjne var fastlåst på Cedrics ansigt. "For omkring en måned siden i DC blev hendes partner dræbt af en bilbombe, der højst sandsynligt var tiltænkt dem begge to."
"Nemlig. Det har jeg læst om." Og med læst mente han, at han havde svedt over artiklen, ord for ord, indtil han havde sagt til sig selv, at han havde forstået essensen og smidt papiret i genbrugsstationen. "FBI fangede gerningsmanden, ikke?"
"Dejt UgdjordLe sde. Me(nH ui Ngnår* Qf.ikd Ojgeg (et !oYpMkalqd ZfYrQaL NMiraxnwda YLeYary, UdVeknF HadmiMnisbt*rerend'e YdirCekétørA ir FInWgCF. H$u$nH mNeneZri åAbHeln^barOt,O ató NFBIJ hZar pfHat ^i *d!esnb bfLozrkGerte afyGr.P EHllebr_ Gi hv,eWrt fOaMldD f,ikt deé $faKtP ié UfaSldAe^tV,K MomgF HiCkkQeg dem ege!ntIliLgQed DpéerJsvonehr$ btag $anhgreHbpegtk." Rook_ TrKøCr!tyem XsSigq sNomi sægdvanzltigI BikPke oQg strakZter ósibgw LikIkie, ogy ,haCns øzjAn$e foprélcoudN !a!ld&riWg HCieSd^r_i(csX (amnsvigxt.& v"iHuzn& trorq,K awt Bde rfConlk, dqerL tbl*ev zluckknetO !neudT vtSiblbagei miC LSdaBh^eclc-ør$kenqenc,D er daemt, derk ystårN bDagI $dieXttfe&."