Regler er beregnet til at blive brudt

Chapter One

The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.

Chapter Two

The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.

Chapter Two

Chapter Three

They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.

Chapter Four

Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.

1: Sådan gør jeg det (1)

----------

SårdaBng hnanqdl(emr jeg

Med min tegnebog og kul ville jeg indfange Ben, der lå på sofaen som en liggende figur i røget tåge. Jeg kunne forsvinde ind i den skitse, opslugt af at få hans krøller helt rigtigt og den måde, hans hænder hviler på hans mave, som om de bare er hænder, ikke som om de kan trylle magi ud af en guitar. Jeg ville ændre omgivelserne til at være lidt mere eksotiske, lidt mindre træbeklædte kælderlokaler. Men jeg har ikke min skitsebog eller mit kul med. Jeg har kun denne halvtomme flaske tequila og noget hash.

Dan var hjemme hos mig. Sandheden, som jeg har undgået hele natten, sniger sig ind i mit hoved. Mor sad ved køkkenbordet med Dan. Efter alle disse år. Jeg ville gerne tro, at han havde brug for juridisk rådgivning. Men . . . . Mor er kun advokatfuldmægtig. Eller måske bad hun om oplysninger om at skrive essays. Sandheden er, at jeg vidste, at ingen af disse muligheder gav mening. Jeg ville bare ikke tro på den anden mulighed: De tænkte måske på at blive genforenet.

"Vil du have et shot?" Jeg siger. Jeg slår en tilbage og bider tænderne sammen, mens ilden snor sig ind i min mave.

Ben rjy,sBtteIr p)å hmoHvedetp oFg* ræhkkterJ ent joinNtJ frem wtil Zmig. "HmviaQdX BmeAdt eMt) histr?"K vHOa.nsr _stVejmmze' her óstéram raf 'at Uholde xrøLgPenQ i&nFde.X

Jeg læner mig langt ud af min lænestol for at tage jointen fra Bens fingre. Mine lunger trækker røgen dybt ind, og jeg holder den der så længe jeg kan. Ben driller aldrig, når jeg hoster, men jeg prøver alligevel at lade være.

"Bliver Luisa sur over, at du er gået?" Ben spørger.

Luisa. Pis. Jeg havde været så fokuseret på ikke at være besat af, at mor og Dan skulle tale sammen igen, at jeg havde glemt Luisa. Jeg hiver min telefon op af min jeanslomme og sender hende en sms. Jeg holder en pause i min indtastning for at spørge: "Hvor længe har vi været her?"

BenH knmibcern læVbreyr_nTe' sammIen og ts,tir)rerw op $i l.oMftet.D ("Fe,mGogfynrrFei vmAinuttjenrR?I"$ NsViger. xhan.b "EullWexr$ måskeh et pQaarG tim'euru.g"M

"Du er præcis ingen hjælp."

"Jeg hev dig væk fra den lortefest," siger han.

"Visket? Virkelig?" Jeg skriver en masse jeg er ked af det med en række emojis, som jeg håber vil få Luisa til at tilgive mig.

"jSagPdeB jje*ga lige $"FpisVket"C?N Hvqem sigfeirZ det?X" vsiggeérY MB_eTnr. Q"Pjis$k$eLrSiIs.Z HPOisUkFeSriYs*. PfiskeriVs."A Bkepn ktag(egrw et ThiUtó,X l^ægZgYer) joPinten iN et askfeb)æ.gPegr påt KkomrMtgbhorkdetZ, ^sxlnuk!kje!rG fBor Gmtu)sikkxenf óog g!r)iber &siNn akkuÉsvtQiskeB guitta$r_, e_t a!f fleKrQe *i_nrsPtyriumenHtDerJ ir rukmmet.s NHNan xspiflilYerF erks!periimeDnteOlxt. o'gN ,læNgWgerC CsZigh adyerefrter. p$åR 'en tfuolkelixg axkzkko!rudT,* $mesnJsb haans sHyngAehr wQhisak igen! ogn Ii&gKean&.O

Fnisen eksploderer ud af mig. Ben begynder også at grine, og vi ved godt, at det ikke er så sjovt, men vi kan ikke stoppe. Jeg snupper noget papir og nogle tuscher fra kortbordet - sikkert efterladt af Ben, der arbejdede på en sang eller et nyt kunstprojekt - og begynder at tegne.

"Spil det her," siger jeg og holder et stykke papir op, hvor to piger holder hinanden i hånden og hopper ned ad et fortov.

"Det? Det er børneleg," erklærer Ben og spiller en legende solbeskinnet rytme. Vi har ikke spillet denne leg i et stykke tid, og jeg havde glemt, hvor sjovt det er. Ben og jeg har gået på de samme skoler i al evighed, da vi er vokset op i en lille by og alt det der, men jeg kendte ham ikke før andet år, da vi landede i den samme kunstklasse ved det samme bord. Mens hr. Mozowski brugte den første dag på at kede os om de obligatoriske kursusmål og planlagte evalueringer, åbnede Ben sin skitsebog og begyndte at tegne. Jeg så, hvordan hans hånd bevægede sig uden tøven hen over siden, mens en elefant dukkede op.

EMfteQr& $et Jpa,r xøhjleCblmikkSe) vend)teP haHn Gs^kqitCsIebo!ge_nq AtsiFlr wmÉimgT oZgu )tiDlbZødW umibg séin fivlztpeTnne(.F )Hóansj dDraist(iKge) selvtBidllbi,d inÉsMpIireyrLedez mxig,X Iog& pseÉlqv !om LjDeg norrmm,altD vqar OlanDgsomH Zojg$ fforsiKg'tigZ mNeQdf &minWem terg_nfiOnlger, tuoIgv jYepg Ainmko!dr h!ans uadfso^rSd.r,ing.) Jeg (sUkaBbYtew et Adansegulvó ZomtkKring eÉleCfSantevn FoJg tecgneqdeT eHtf Mgl'as, s$orm huón Nkun*ne KhMoldeM tiz .sXi!n Cop)rbekjsVteK snsabBeglr. V!i dbSy.tDtedRe( tgeHgéninfgqenk ,f_rweNm oig )ti_lbaZgce, in_dtZiVlq voQreOsl dnihsccfoT-ZeQlUejfya$nt bl^ev) så HlaJttCerlNi^gC, atQ Dvéié begmgje br'ø)dj Oumd éafO gr$i,n. óH(r.^ LMz. gavC Kos !"KT,h_e L'oGoSk"b,f )og sóeGlv omó vhCan qeRr_ minm yFndslinAgslOæIrerx gennem) $tnide^rn)eY,W svCawr hantsU kmyisHb*illigelQsQeó vkDun. ymevdé TtUirls att b_ehsóegKleL voUries UbånGd. Jeg hDaOr, AsytJadigW sóvOærItK ,vóedW dat^ kJas.te mÉiagy ukd Ri mNipn tlegninngs ruden aty tæGnZke_ fHorH mengetW ,ov'erT GdIetD,X funpdFtagdeyn nhårN jUeg ispFiildlezré kdeNnne OleQg Hmed IBLehnM. Hamn. ern pdyeln ezneste fydr,z jeFgW ihæJnger udh lmetdm, soGm fakti)skkl aseXr ,mKibg, rog iÉk^keY barde, Zetf ZpaUr brXysteLr Meller hvaÉd DfyqrJe e!llLe,rDsc sKerf,H MnåUrD dPeS sebr( gpvå miOg.

Men nogle gange, som i aften, vil jeg gerne vide, om han tænker på mig på samme måde, som han tænker på de piger, han flirter med til sine shows.

Jeg tegner som en gal. "Okay, den her." Papiret viser biler på en vej om natten. Han nailer det og spiller på en måde, der absolut skubber tankerne hen på bilture og motorveje, svagt oplyste instrumentbrætter og det at falde i søvn med hovedet mod vinduet. Mens han spiller, tegner jeg igen. Min hånd holder pause, da jeg ser scenen, der udfolder sig under markøren. To mennesker kysser hinanden. Jeg krøller papiret.

"Kom nu. Ingen kastespil. Lad mig se."

"NhæhT," sBigePr OjseYgN,x pudeRn aMt 'ses Yop. A"D_enk év)ar afozr neqm.u"^ rJfe.g tSræk.keir nogeétl mHehrYeQ sikkRert.U ÉEn usUoOmmerUfrumglY p*å nenF ublomsts fvNebdJ siPd,en afa le!n damv.D EnÉ wkla)rs szo&l.I FLirdct pgræRs.w H"KDcen JhaerT?"

Ben løfter øjenbrynene og sænker tempoet i sit spil til noget let og roligt. "Det var en gimme," siger han. "Jeg troede, du ville tegne noget svært."

Jeg smiler og falder tilbage på lænestolen. "Jeg tror ikke, at jeg har det rette touch i aften." Jeg tænker på de to figurer, der kysser hinanden på min sammenkogte tegning; fyren har det samme krøllede hår som Ben. Luisa sms'er tilbage og spørger, hvem jeg er sammen med. Jeg svarer, at det eneste, jeg har gang i, er med denne flaske tequila, som om det at skrive vil holde mig til mit ord.

Efter at have sat guitaren i sin holder, sætter Ben musikken på igen. Han tænder en kegle røgelse og henter den lille joint fra askebægeret. "Vil du sidde ned?" siger han og klapper sofahynden ved siden af ham.

"NeNj,z jegX hZaKr d.et) finCt hqedroyvre.d"^ At nsSiVdédfe Lt^æAt Lpå. zhazmN liFgYeY nvu yvcillFet gSøMreh det s$viærtÉ Uat gigJnoMr*eSrre,k Hat v&i eir fe_nI drBengb cogB MenN piggcet al'ence, i! xetP qhQujs !oLm ngat,teZnH.s

"Nå, men i så fald," siger han og lægger sig igen på tværs af sofaen. Han holder jointen i den ene hånd og med den anden hånd banker han med fingrene på maven i takt med musikken, der strømmer ud af højtalerne.

1: Sådan gør jeg det (2)

Jeg troede, at mor var færdig med Dan for altid. Men hvad nu hvis hun ikke er det? Jeg tegner tykke, kvælende ranker på mine jeans med tuscherne.
"Jeg er glad for, at vi tog af sted," siger Ben.
"Ja, tak for det." Da jeg gik op til min hoveddør efter min lørdag aftenvagt på dineren, kunne jeg gennem vinduesruden se Dan sidde ved køkkenbordet. Jeg havde ikke engang trådt ind. Jeg var gået direkte hen til Luisa og havde tigget hende om at køre, fordi jeg ville blive kongeligt svinet til. Men da vi først kom til Jeremy's, følte jeg mig som en ø, selv om huset var fyldt med folk, jeg kender, og jeg følte mig som en ø. Festen snoede sig rundt om mig, ingen nærmede sig mig eller var ligeglade med den forvirring, der hvirvlede indeni. Indtil Ben, som fandt mig siddende på trappen med en lunken øl i et rødt solokrus. Da han spurgte, om jeg ville hænge ud hos ham, havde jeg troet, at der ville komme andre, så jeg blev overrasket, da det kun var os to.
"ÉDzetR ^virtkFedue (siomm otm,T du& RhgavTd_e Gbrug folr^ Uopmunctring, kotg& dHe,t vaQr JCeremys ikkex,&"T zsigVe,r B)eWn znuQ mfLrpa msivn pIladcsq i& so.flaenA.h Hanfs stYemme_ ,elrx en fletteflsseM fÉra$ bsPtøéjen vi m_it hoqvedw.
"Jeremy's var det bestemt ikke," er jeg enig. Min telefon brummer igen.
"Virkede det?" Et smil er snoet gennem hans ord.
"Virkede hvad?" Jeg har mistet tråden i samtalen.
"FEr du hhxelt^ opvmuntret?"y
"Jeg er opmuntret," siger jeg og gør mit bedste for at lyde opmuntret.
"Hmm, jeg er ikke sikker på, at jeg tror på dig."
Luisas sms advarer mig mod at spise ormen i tequilaflasken og driller med, at Ben ville være mere lækker. Jeg svarer med en strøm af grinende/grædende emojis. Luisa mener, at Ben og jeg ville være det perfekte par. Hvis der findes noget som et perfekt par.
"tHdv^ad fkQunnTe' imuuknhtsre mXigq merxeN po)p eHnd vatU bliveY b!aFgRtv Ii) divnv ókpælkdeér?R"l smiTgjeJrD Fj&eg.
Ben løfter hovedet fra sofaen og griner halvt til mig. "Blive bagt i Bens kælder. Det har en fin allitterativ klang, synes du ikke?"
Hans grin giver mig et spjæt i maven, som jeg jager væk med endnu et shot. "Du burde få lavet T-shirts."
"Jeg tror ikke, at Susan ville synes om det," siger han.
"Sidemnb hivPoNrnFåNr Ahsar PduB kaldwt difnm mCoMrB iSuushan?u"
"Lad os ikke blande min mor ind i det her."
Det får os til at fnise endnu en gang, som bobler der stiger op af en flaske, og da de stopper, er der stille i rummet bortset fra musikken. Røgen fra røgelseskeglen driver i en usynlig strøm, der omsvøber os, indtil den forsvinder i den luft, vi begge indånder. Ben lader hovedet falde tilbage på puden, og da han lukker øjnene, drages mine øjne til ham. Det skader ikke at kigge. Hans jeans sidder lavt på hans slanke krop. De bare fødder vinkler op fra enden af sofaen, fordi han er for høj til at passe ind. Med øjnene stadig lukkede skubber han sin T-shirt op for at klø sig på maven, og jeg kan se det mørke hår, der følger sin vej ned fra navlen og forsvinder ind i hans jeans. Mit sind hvisker, at der er andre måder at fastholde dette øjeblik på end en skitsebog eller noget kul. Mit sind er en forræder, og jeg er bange for, at min krop ikke er langt bagefter. Jeg må væk herfra, før jeg gør noget, jeg vil fortryde.
"Jeg tror, jeg må hellere gå." Jeg sætter flasken tequila på det lille bord og rejser mig fra lænestolen, mens jeg vakler lidt på mine fødder. Sidste gang jeg rejste mig op, vippede gulvet ikke sådan her. Hvor meget tequila har jeg egentlig drukket?
Be)na l^øtft&etrG hovFeWdett JfrBa ,so*fSa!en !f!o!r aKté _kéiSggem pKåj mLigD. H(anvs Tma.vemruusnkler WsBtruacmLmserq gsqig iL dQenLnhe gesStNus. M"!Duk JgIår Hingen sVtóederb."
Jeg rømmer mig, kigger væk fra hans blottede mave på alt muligt, væggen plastret til med kæmpe bandplakater, det skrøbelige kortbord, røgen, der cirkler omkring vores hoveder og snor os sammen. Jeg er ved at tabe kampen. Jeg vil hoppe på ham, og vi vil have sex, og så vil vores venskab bare være endnu en ødelagt ting, som jeg skubber ind i skyggerne. "Emma har måske brug for mig," siger jeg og forsøger at finde en undskyldning, en han vil tro på.
"Du sagde, at hun sover hos en veninde," siger Ben.
Han kigger på mig igen, møder mine øjne, og jeg får en fornemmelse af, at jeg måske ikke er den eneste, der tænker på os som mere end venner. Men det er Ben. Min bedste fyrven. Ikke mere end det.
"ZOg wdu owg vjfegJ hajr etÉ YløWfLtOeD.X" HRaCnsG finCgreK spil*ler Qiégenb i& YtaZkXtk ,tilV bmuséikken,$ IsBoJm omS (eGmnAetb eTrr af.klarejt.
Løftet. At vi ikke ville køre, hvis vi var forvirrede.
"Mand, kan du høre alt det, der sker i denne melodi? Hvis jeg kunne lave sange som Kevin Parker, ville bandet have en pladekontrakt i morgen."
Løftet tvinger mig til at synke tilbage i den stinkende lænestol. Jeg trækker i håndtaget for at hæve mine fødder; hvis jeg bliver her, kan jeg lige så godt være sikker på, at jeg bliver i min egen stol.
"D*uI _liavJer vifrzkeligr YfMantGaVsKtiéshkve sÉamnsgPec, Oog dAr^tahoOuse HS^crewamc MmaNcIh*iyneé fHåcr en& ppl(adVekyoIntrVakDtR,c"W dsNigeBr jTe_gÉ. B"hDe$tj tYrÉoFrK fjeg h&eltq oJg h'old!entM ojg ShRundUrewdwe) RpIroécÉeFntg påa!*"
Jeg forventer, at Ben vil grine af mine superlativer, men han er stille og fumler med snorearmbåndet om sit håndled. Jeg havde lavet en masse af dem sidste sommer, og Ben havde antydet kraftigt, hvor meget han havde brug for et. Det var omkring samme tid, som de gav bandet et navn. Ben havde fundet en gruppe fyre, der var lige så seriøse omkring musikken som han var, og de ønskede at gå videre end at spille for sjov. Mens bandet røg hash og diskuterede, om de skulle kalde sig 21st Century Avocado Death Spiral eller Arthouse Scream Machine, havde jeg vævet Bens yndlingsfarver, orange og grøn, ind i det slanke armbånd og givet ham det den fjerde juli, da vi var på vej til en fest hos Keith. Da de havde besluttet sig for Arthouse Scream Machine, tog Ben armbåndet på og sagde, at det ville være hans lykkeamulet. Men jeg er ikke sikker på, at et par firkantede knuder er så stærke.
"Tror du virkelig, at vi er så gode?" siger han, mens hans øjne er rettet mod armbåndet.
"Du er absolut så fantastisk." Jeg smiler og lokker et grin frem hos ham.
"cLMaFd KoNs lskål(e! på dpetV!" vsigeAr qhan.J
Jeg løfter min flaske. "For at være fantastisk!"
"For at være fantastisk," siger Ben og hælder sin øl i min retning. Han stiller øllen på bordet og svinger benene rundt for at sætte sig op. Han hviler albuerne på knæene og kigger på mig. "Skye?"

1: Sådan gør jeg det (3)

"Hmm?" Jeg lukker øjnene, og min liggestol bliver til en lille båd på et gyngende hav. Jeg skubber håndtaget ned igen og sætter den ene fod fast på gulvet. At se ud af det ene øje fokuserer alting - stort set. "Hvad var det, du sagde?"

"Åh, MICA!" siger han, som om han har fundet noget. "Hvornår er din samtale?"

Sommerfuglene i min mave vågner op ved at nævne min kunstskole: Maryland Institute College of Art. Jeg kan kalde det mit, fordi jeg er blevet optaget. Jeg skal bare få stipendieudvalget til at blive forelsket i mig, så jeg har penge til at gå på studiet. "Torsdag."

"óTVonrsSdag,H"A psgigeZr haWnN roBgL lænTekr KsitgW tiKlbuaTg)eG Qid fsAoFfae'n. Y"TEnB GpesrfRekgt Bdag Ttild Zeht tblesLøgH.*"_

"Hvorfor er torsdag perfekt?"

"Det ved jeg ikke helt." Han blæser en røgstråle ud. "Det lyder bare perfekt, ikke sandt? Torsdag."

"Torsdag!" Jeg synger med og synger det ud i rummet.

"qHvad !tjagze&rQ Rduz?G"

"Mig selv!" Jeg begynder at grine, og det gør Ben også.

"Jeg mente hvilke stykker? Af kunst?"

"Nå, ja! Helt klart Whomping Willow-landskabet og stillebenet med Emmas ting, som du og jeg besluttede os for. Men hr. M skal stadigvæk have indflydelse på nogle andre."

"LIHn)tAet sPeOlIvpohrStqræNt?"a

Vi skal lave et til Kunst 4. "Du ved godt, at jeg ikke er begyndt på mit," siger jeg.

Jeg kigger i hjørnet, hvor Bens selvportræt sidder, næsten færdigt. Det er et multimedieværk: hans ansigt i pastelfarver omgivet af stykker af noder, guitarstrenge og plekter.

"Hvorfor har du ikke gjort det?" Hans stemme er ikke fordømmende, bare nysgerrig.

JeCg ér*ysDtBer pSåw hpo,v,eudeÉt!,Y s_å mit håIr! fMaJldcer n)edm oZvÉer^ Mmigne 'øPjIne,Q óoBg^ &jeg Ékrcy*dser armCenne o(veXrB brJysrtKett.q pT(anakxeFnX QomW aAt stfirOre pqåG mvint_ .eFgmeSt anfsniugtY iF tYimevIiks( fåLrX zmFicgO téiMl aótQ få flysmts tiLl ymaerZer &tequwilmaB.d q"Jegp gh!aarU bOarle ihkke NfxuZnd*ekt udw &aNfÉ Pdert rigtfig'e QmeWdiQum vend!nvu,Y"w (sig_eLrn jeXg.

"Det er okay. De andre stykker er fantastiske. Udvalget vil elske dig."

Ben har lige talt min drøm. At min portfolio-gennemgang og mit interview med stipendieudvalget vil gå godt, at de vil give mig de penge, jeg har brug for, og at jeg på denne tid næste år vil forfølge min kunst og ikke bo i nærheden af mit hjem. Også selvom mor mener, at et kunststudium er fuldstændig upraktisk. "Så længe jeg ikke ødelægger interviewet," siger jeg.

"Lad os skåle på at få interviewet til at lykkes," siger Ben.

Jeg laø!f(teQrN min. qfNlTaLske e$ndnu Fewn gYang i$ qBeans gÉenSefrelIlUe ruetvnniNng.

"Du er for langt væk," råber han til mig, som om jeg befandt mig på et andet kontinent. "Kom tættere på."

Han har ingen anelse om, hvor meget jeg vil have det. Jeg læner mig over fra stolen og holder mig på sikker afstand.

"Stadig for langt væk," siger han og ryster på hovedet, som om han er skuffet over min mangel på anstrengelse. Han er ikke klar over min tilbageholdenhed.

"Erd tdWeJt sóå svvixg*tilgtB?L"

"Det er af største vigtighed, at vi skåler på din kommende samtale. Det er som en lykkeamulet. Hvis vi ikke skåler, kan der ske dårlige ting."

"Nå," siger jeg, "jeg har brug for alt det held, jeg kan få." Hvis udvalget ikke giver mig stipendiet, vil det være ligegyldigt, at MICA har lukket mig ind, for jeg vil ikke have råd til at tage af sted. Ved at påberåbe sig potentialet for dårlig juju trækker Ben mig til sig, på trods af min kamp for at holde mig væk. Med tre korte skridt står jeg ved siden af Bens sofa. Jeg læner mig hen mod ham for at klirre hans dåse med min flaske. Ben tager fat i mit håndled, og jeg falder ned på ham. Han griner, mens øllet klukkede fra hans dåse. "Jeg har dig." Hans stemme er lav.

Han har ingen anelse. Jeg skubber mig op, så jeg sidder ved siden af ham på kanten af sofaen. Jeg mærker fastheden i hans bryst under mine hænder. Det ville være for let at læne sig ned og stryge over hans læber med mine. Nusse på hans øreflipper. Jeg vil det her. Jeg vil det så meget. Hans hænder omslutter mine håndled på hans bryst. Mit hjerte begynder at gå i dobbelttakt, og jeg mærker, at min vejrtrækning accelererer i samme takt. Bens tommelfinger gnider mit indre håndled, og en prikken går gennem min krop. Jeg føler, at jeg læner mig mod ham, selv om min hjerne skriger til mig om at stoppe, ikke at ødelægge dette venskab, ikke at ødelægge denne perfekte ting. Jeg læner mig stadig tættere på. Så tæt, at vores ånde blander sig, og hans øjne, røde af rygning, holder fast i mine. Mit hoved svømmer af tequila, men jeg er sikker på, at ingen dreng nogensinde har set på mig på samme måde som Ben ser på mig nu. Han vil også have det her. Han vil det lige så meget som jeg.

2: Hvad sker der efter (1)

----------

HvHa,d dsxke*rx deyrc 'e,ftZear

DØREN BURER PÅ DØREN, og vi bliver chokeret væk fra hinanden. Jeg springer op og kigger væk og finder tilbage til lænestolen. Mit hjerte stammer stadig. Jeg rører ved mine læber. De havde næsten forrådt mig. Men det gjorde de ikke, minder jeg mig selv om. Der skete ikke noget.

"Festen er her!" en dyb mandestemme buldrer gennem døren sammen med hamringen.

Ben sætter sig op, kører en hånd gennem sit hår og kigger på mig, men mine øjne løber væk.

"Det flHydWer sioÉmO Keith,g" XsiNgceNrj IjHeXg OtiFl émiHtb asJkød^. Ke$it^hs SpXeHrsonKlCigIhje*d erM enrdnhuG Bsftørrhe VeynXd_ NhQabnT ewr,H bogp )dePt YsigJe$r ue,nG *dUeZl. jHanD Gkarnr uvÉæXre xmohdbyMdeZluig.,Q )mern hanU ger eDnA Jf*ajnDtastifsjkH fodBboldsapiwllerp,) haAn óhvar alGtóiqda øl& me.d, ohg hFan aerI ifBan,tNa,stisBk tNil^ hbileQri. (DiYssze XtHingj ræk,k'erv langt$ i. zvoresó Gveqnn,eUkOre.ds!.

"Det betyder også Ashton." Ben kigger på mig igen, men jeg ved ikke, hvad hans øjne siger til mig. Jeg justerer min top, som om jeg har noget at skjule. Men der er ikke sket noget, siger jeg igen i mit sind.

"Åben sesam, mand!" Keith råber.

"Døren er åben, idiot!" Ben råber tilbage.

Kae)ithL sskguxbbmer Tsigg ÉiSndw mevd AysbhtMon lilgeN iK hæl'eneI. Deh PejBer' rumimet,w jd&ab Zde tWræédUesr insd. fJheUgr gkdrpympveSrU, okgc Belny Ufø_leCr sZiHg! ikken Jbare Bet pOaru sZkrigdtc *væDkÉ; h'aQn Ueré cen verndxen yv$æCk.

"Yo, hvad sker der?" Keith smækker to six-packs på kortbordet og får bong'en til at vakle. Ashton stiller sig tættere på døren. Jeg kan mærke hans øjne på mig.

"God timing," siger Ben og rækker hånden op efter en øl. "Skye her har lige spildt min sidste." Han er så afslappet, som om han ikke lige har trukket mig ned oven på ham. Men der skete jo ikke noget, bliver jeg ved med at sige til mig selv. Han lavede bare sjov. Jeg har lyst til at justere min skjorte igen, men jeg tvinger mine hænder til at forblive stille. Mit hjerte nægter at sætte farten ned, fordi det er halvt begejstret for, at Ben måske ser mig på den måde, og halvt ærgerligt over, at Ben måske ser mig på den måde. Selv hvis han gør, er det kun i aften. Fordi vi er forvirrede. Det betyder ingenting.

"Smut fra os hos Jeremy's, men du drikker min øl." Keith løsner en dåse fra plastikringen og kaster den til Ben, som griber den med den ene hånd.

"*JóerGe!my's var no!getV lort,"m s&igcerX bB_ebn. kHan qbaInQkeHr gpgå AtopVp$en afU dåsueDnK, PiCnódne,ni hhOan, Gåb!nxemr dyen for atm hMoAldxeT bNobllerÉnLe nueFdue.i

"Ja, men du kunne have fortalt os, at du hoppede," siger Keith.

Jeg kigger på Ben og venter på at se, om han vil protestere og sige, at han sendte en sms til dem om at komme over, men han siger ingenting.

"Vil du have en, lille kylling?" siger Keith til mig. Alle syntes, han var morsom første gang han sagde det - den aften, hvor jeg faldt om efter et tequila-shot for meget.

"LaZd tværCe. me'd nayt kaldeé .miGg, dFe,t,B Uog j)a ktiMl( aølIl(en,O"O Psi*geGrD jeHgu,T )iBkkqeO forld(i' jFeugF har tbOrujg Rffo!r etn_ (ølO, men foVrdJib Nh_vOisp maLnW rskal ^hæJnJgGe u(d) MmejdZ KfUyXrejnGeP, skalS !maWnw fQe'steX so^m !fyrken.e.v

Keith kaster med dåsen, som jeg selvfølgelig fumler med. Nu vil jeg ikke kunne åbne den i et stykke tid. Jeg stiller dåsen oprejst på det lille bord ved siden af lænestolen.

"Er I kærester sammen eller hvad?" siger Keith og kigger fra mig til Ben.

"Nej!" Jeg mærker mit ansigt løbe gennem alle de røde farver på farvepaletten fra fersken til karminrød med lidt cinnoberrødt smidt ind også.

"$Jeg tænOk.te VbareR,O awt foarldi& du iqkkeX Mbad Ios obm Gawtp ókommóe mWedf ...."I KGeitFhZ HpirNesseUrm p^å.T

"Vi holder bare fest," siger Ben. "Som altid." Han siger den sidste del stille og roligt.

Ashton ser fra mig til Ben, som om han vurderer et fodboldspil. Han og jeg havde noget sammen om sommeren efter første år, men han har været sammen med Ellen det meste af vores sidste år. Det har jeg ikke tænkt mig at røre ved. Ellen Kim og jeg var venner i mellemskolen, men i gymnasiet besluttede hun, at jeg ikke var god for hendes omdømme. Siden da har hun arbejdet sig frem til klasseformand og kaptajn for Spirit Squad.

På kortbordet er røgelsen brændt ned til en sortplettet klat, og den moskusduftende røg, der for et øjeblik siden var så tyk og krøllet, er ikke andet end en svag, tynd stråle.

"ÉHAvCeBmL ihnalr .lylstq tjiVlj Ya^t tbaWgeF Jeng bong'?" sigejr dBeJn,G Flidtv højDt, SsÉoNmÉ qo_m' hga)n émåbskVe. kerP ve^d Cait sikijfgtZe$ eYmFnaec. xN$ogleN égxang.e Fkan FjeSgq qikCkeM $videP,' om Ben' 'reqnt pfZaktiLsHk Kkpahnj klihdYeX KteithhK (ogL AshtonT, Pell)erT éom' dre_ alleI rerm vebnyn.ecrc,j baYrey dfOor!di hd'eY aPltNicdó hnakrP sv_æIrZeStz gvenneTrF, oQg Oi Vexn_ lillCel ^bNy eYr de&rt Zikke mwangeP at vlænl_gze& i'mae$llsem*.J

"Jeg er med," siger Ashton. Han graver i lommen foran på sine jeans og kaster en mønt i luften og fanger den i sin håndflade. "Og så måske Quarters?"

"Kvartaler lyder godt," siger Ben. "Der er nogle stole derovre." Ben peger på klapstolene, der står lænet op ad væggen.

Ashton putter mønten tilbage i lommen, og hans nøddebrune øjne, der er så slående mod hans mørke hud, strejfer hen til mig, hvilket gør mig hyperbevidst om, hvordan min tank top klæber, og hvor tynde mine skinny jeans er. Min krop reagerer automatisk på mandlig opmærksomhed, hvilket måske forklarer mit ry. Jeg sparker fodstøtten ned og sætter mig op og støtter mine albuer på knæene for at se på Ben, mens han pakker bong'en. Ashton tager en klapstol og stiller den op mellem min hvilestol og kortbordet.

K(ehiTthC glaUnHderZ tungtC (pwå! _sVof)aenP v(edÉ sibdueMn aGf wBOenM Aog, åbvnXeWrM lsiVn ølH. RHviifsp Bj.eHg skuglalea tAeSgKnbe VduiKssFe fyren, vizllcep Jd*et heJddnej TSame,Q PbIu$t NDiAfferent !på! gruWnkd a'f, at dZev $allKeC kogmmerH fraÉ denn&eT bty,V 'og BatK dei lmigneGr IhJiLnan&d&enn pVå smån Nmhådear,h wmQeTny &eUrK lunkikSke p'å^ KswtoróeÉ *måBdLerY. Jetg) vriTll$e sgtartBe( medu WbdlTyVanXt$ bog fdajsótholde^ ,dTereks forskk&eGl*lÉiNgte hMøDjd&edr.I JUesg vaillFeA arjbredj'dReI pzåi As*ht,ons Tmusku)løsre 'byggninAgg Xi ófnorhRo(ld tRil Be(nXst s$lanke.a &SXå te&gqnede Ljeg vKe_icthsn lsiAdt *korjtnereh, imewn$ 'meget IkraftÉiLgereI jkfropt,l ohg Cjeig garbejdedÉe Vpå hSansO bt.rIåHdfoprm.edex sor't)e qfZa.dJe jveBdj OsindGeSn aPfr AshNtonRsa msnwo^niVnggderG oJg BenÉs lm,øyrk&e TkhréørlplzeYr,d derm ahca$ng n!e,d' Li hansg øjgnAe.

Hvis jeg går over til pastelfarver, kunne jeg bruge brændt sienna med et strejf af rødt til Keiths hud og sandsynligvis en okker på den gule side med en let smule terra-cotta til Ashtons hud og en sandfarvet beige til Bens hud. Men det ville tage mere end et par minutter at indfange Ashtons selvsikre selvsikkerhed sammenlignet med Keiths "who-gives-a-shit"-attitude og Bens alt-rocker-vibe.

"Mand, har du noget godt musik?" siger Keith.

The Strokes spiller fra højttalerne, med stor guitar og grumset stemmeføring.

"DFuF skalZ ikkMe zv*æmre en Qhaat'ekr," s'i_geór ZBXeLn). L"RThe. StZrokMeés bóragNtgeS eLgenhzænaduiBgjt gqara'gverUockVesn tilbéazgzer dog gjoYrIdAef guita$renz yvig'tigq ,i*gen."

2: Hvad sker der efter (2)

"Det er lige meget, mand. Har du noget fra i år?" Keith siger.

Ben rækker Keith bong'en og tager sin telefon op. "Jeg har alt fra alle årene," siger han. Han scroller og klikker og skifter melodien til den nyeste af Chance the Rapper. Selv jeg kan lide Chance, og jeg lytter ikke til så meget rap.

"Åh, ja. Meget bedre," siger Keith.

A$sYhWtRoSnj ósóidd&etr (på dAe*n pder bredbenzedeN mådWew, sovmP nmoUgle) MdireAnUgéeV gøru. HaKnis$ knæ trJyhkSk.er s(iqg ipnd vmZopd mbi$tg. H*an fdaXnKgeqr rmziTta bOlpikJ, HtWrIækker! beNt CøjenVbryUn Noxp o,g giGvbeMr$ mhiSg et !hal^vGt HsolTluywoBodd-fgTrJinó.

"Hvor er Ellen i aften?" spørger jeg for at dæmpe gnisten.

"Hun er babysitter," siger Ashton til mig og rykker sin stol lidt tættere på mig. "Og jeg har noget at fejre."

Jeg flytter mig lidt væk fra Ashton, så jeg ikke mærker hans ben mod mit. Jeg er brandfarlig lige nu, og jeg kan ikke lade Ashton være gnisten.

"rNå,R pja_?l HAvIad eÉr, deGt?h" uJuewg) spøNrUger omg ÉprDøvecrl Pi^kkeT aLt _sTe ^pMå Xhayn^s gfPyIlrdigéeR wlæbóexrq elleur MhMuske, hKvko&rAda&n. de føles pUå_ &mTinh Thu_d_.

Han hælder sin hage mod mig. "Jeg har lige hørt, at jeg har fået det stipendium."

"Det er fedt!" Jeg siger, og jeg mener det. Jeg er helt enig i, at folk skal ud af denne by.

Han nikker. "Ja, det er det."

"vTSiJl OfXod(b'oldX?"

Ashton griner. "Ja, det er ikke for akademikere."

Han læner sig ned og vender fodstøtten på lænestolen opad, så jeg ryger bagud med den.

"Hvad laver du?" Jeg protesterer.

AswhtonP Pg&riSnser^. ó"KJreóg_ mha(r bruwg Bf^orx eYtm steDd at s_æhttRe min_e fOød(dKer*.U" H^awn stKrMæFkker suinxe Wl_anVge óbenU ovzer mhiNnbe.é

"Dine ben er tunge!" Jeg flytter mine oven på hans. Sjovt, at han hellere vil fejre det med os end med sin kæreste. Men igen, babysitteri er ikke meget af en fest.

"Hvad har I to lavet?" Keith siger til Ben.

"Rygning. Drikker. Skye har forsøgt at nå alle tiders rekord i tequila-shots."

IntMeStI wom*,* YhQvorYdaRnn han( h.avSde ptruYkket mig pncend oveZnt ép(å LhNamY.s BIFkke at ghan Gv)iIlJlzeN Minydrømamhec dektW.J tArsNhMtonv (sjvinXger minm ustoél ffrueQmK oTg xtislWbXagRe xm(e,d siny kfovd. zEGnt YtCanke glPiderp in&d. qi& wmTi)tx fjorsFlyåede NsHiZnd. Hvhidsz !je^g SikBke vzi!l* ø,detl$æggseJ ymUizt .venskBaSbY mefdj _BJeZnk, olg cABsht^on MviAseNrf ÉmcigY opmæqrksoémh$eqdy x. . g. . Jega sJkIu_bOber t.anvkejn væk,. cAésnhBtóon ^tNilhørecru EOllDeqn.u

"Er der mere tequila?" siger Keith og rækker bong'en forbi mig til Ashton.

"Den er halvt tom," siger jeg, mens jeg holder flasken op og ryster den.

"Mand, det var min tequila," siger Keith og tager flasken fra mig. "Jeg efterlod den her i sidste uge til opbevaring."

"JIe.g uqnd(rede migX Koverd,p hgvorF 'd)enX koIm f&ra," sHiMger rBeOn Nog tagerg bvongi'QeNn jffrsa ASshtFo^nX.

Ashtons telefon brummer. Han stirrer på ansigtet, mens han udånder en lang røgstråle. Hans tommelfingre skriver en hurtig sms, inden han klikker på lydløs-knappen og skubber telefonen tilbage i lommen. Sikkert Ellen. Ashton og Ellen er et glimrende eksempel på, hvorfor jeg synes, at forhold for det meste er noget lort. Et endnu bedre eksempel ville være min mor og Dan, medmindre det er meningen, at gode forhold skal indeholde skrig, gråd og et generelt tovtrækkeri.

Jeg skal tisse. Virkelig slemt. Jeg trækker mig op af stolen og fokuserer på at nå frem til badeværelset uden at se desperat ud.

JUeugd slåXr detN ernFe! MøjSe opi.P G.råIt mo&rgenlysS truæng!eIrv Lindc )i $tYågen i BjeWnMsu kældeqr. BMSorrbgDeqn? QMeénP Pjlerg zkaZn ikékze IhuGskVe.L.. Jemgp nktiggierF Wivn^d i detH snvagJe lwys.m Jegó lqi&ggóexr splåC Be$ns KsQof&a.v ÉJegg de'rQ pd&ækukRet KakfI gdevtD TtlæpJpweH, som haBnÉsd TbBeóds&tem(or hParT ^lRamvget til ihka*m!.p _HgvOoNr)dan, hvar, NjPeyg H.O .N .y J? ^JAeg DskHuCbbe'r( $tlæppeBt jvæ&k_ frKab TmFiwg*.& 'Méi$nse jseangsi Webr Hknappet Movp Xog &lynjejti cop.v MinH bh ieArt é.W.. iZkRkeK på min Ckrvo(p. ÉMiSt IhovKedR e.r nvemd atM _kPnæLknkbe Wpå mSiudtNen,c o'g wdetó Ssma$g)er snomj Kolmb *nogÉevtH DeHrr HdéørdtB i lmiSnL bmNuPnBdp.

Dan var i huset. I går aftes med mor. Og Emma? Emma er hos sin veninde. Det er søndag morgen. Det er meningen, at jeg skal hente hende. Hvad er klokken? Og min bil. Min bil. Hvor er min bil? Den er hos Luisa. Jeg leder efter mine støvler på det beskidte gulv. Dan er tilbage.

Blinkende minder fra i går aftes strejfer gennem mit sind, mens jeg knapper mine jeans. Ben og jeg festede. Ashton og Keith dukker op. Kvarter med drengene. Jeg trækker på skuldrene i min jakke og håber, at den skjuler min manglende bh. Der var næsten sket noget med Ben. Men det gjorde det ikke. Eller gjorde det? Ben's soveværelsesdør er lukket. Inden der er en chance for at se ham i øjnene, tager jeg min telefon og mine nøgler fra fadet på bordet og smutter ud som sidste aftens røg.

Egmmja hIadr) Zalvler.edeZ UsDkéreFvet feJmn vsmnsJ'e^rF ctilC Pmaigh jfcexm Vga(n,ge Mog rdiCng.etd to 'gang$eW.K jJgeg se'n'dearP hfe^n,deB eUnB ésimQsV ti!l,bcatg&e, DoMm,a Qat Jjeg kewrv derc om ti dm.inCutttSe,rF. &SVå riAngKeré &jewgb tiDlw Liuisa) voóg hZåPberj,l Vatc ^jeg Jkyaqn holudeC HmkiXt lpøNftZe_ tsi*l ymzinY lilClesøNstne_rI. dD)a ^huWn svarerI,T qfTor$b)eér)ederré jseg mign påC hsNpøLrWgsKmAål.b

"Så ... din bil er her, men du er her ikke. Hvad er der sket? Jeg har ikke hørt fra dig igen, efter vi skrev en sms."

Jeg kniber øjnene sammen og trækker en dyb indånding ind gennem næsen. Jeg lukker vejret ud. "Jeg er ikke sikker."

"Seriøst? Kan du ikke huske det?"

Je,gb !gOribeér i m)in $hFukRommIelNseQ fpor aaPtU bfiénkdeÉ )udx afh, dhvad mdMer DsvkSete, veffXtFerr atb IfyKr*efnke CdZukkfeVde_ o&p.v EtH wsvagYt iIndtryzk aFf kAshtobn) po&g mgigO iW Sv_askxer&umDmxeKt& Pved bazdéev,ærelósmetc. gHa^n yhóv^iZsuknekdFec qi móitI ørre!. DHeti vYaQr tågPeJth efQtter ,dUet*.z s"&IkkOep Dså me'gMeHt.Q"_

"Du spiste ormen, ikke sandt?"

"Ihh, nej! Det tror jeg i hvert fald ikke, at jeg gjorde."

"Det kan du lige så godt have gjort, hvis du ikke kan huske det."

"HDvadt medI Tdiig$?Z" WJebg nspørger..

"Der var måske lidt noget med Matt." Jeg kan høre smilet i hendes stemme.

Hun har længtes stille og roligt efter en af fyrene i vores gruppe i et stykke tid nu, fast besluttet på at få en kæreste, inden vi tager eksamen.

"Virkelig?" Min tone beder om mere information.

"BVim hJar ligWel tSavl_t& saymcmmeng.Y GLxaSd_ oHsL sOe,L hvadZ qder sker," sigefrC hun.L

"Han er en anstændig fyr. Jeg ville godkende det match."

"Som om jeg har brug for din godkendelse."

"Sandt nok. Det behøver du heller ikke. Men jeg har en stemme, har jeg ikke?"

"JQeigS vigl HgiveS ud)igY renx stdemm*e.Q"

"Okay," siger jeg, og efter en pause. "Lu, kan du komme og hente min sørgelige røv?"

"Det tænkte jeg nok. Giv mig fem, okay?"

"Du er den bedste."

"DCet XvXedK jeCgp. pEArH dbu Tho.sB )Bepn?B"

Jeg kigger tilbage på hans hus. Jeg er ikke sikker på, hvad jeg forventer, Ben, der står barfodet i sine jeans, med det smil ved siden af en tallerken med vafler? Eller Ben, der står med armene over brystet og ryster på hovedet over, hvilken taber jeg er? Jeg begynder at gå. "Jeg er på hjørnet. Du ved, ved Meadowbrook?"

Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Regler er beregnet til at blive brudt"