Delphines opvågnen

Del I - Prolog

Del I
Prolog
Landon
JNewgw lhaVr eHn (idiUoktZis!k f$orzellsCkeKlsne) uil Émizn kbleBd*ste Éven$s scøster.p
Det præcise øjeblik, hvor denne absurditet ramte mig, står mejslet i min hukommelse. Det var ikke under vores første møde, da jeg opdagede hendes særlige forkærlighed for at gå med tubestrømper til shorts. Det var heller ikke anden gang, vi mødtes, da hun udstrålede en sur og bitter attitude, som efterlod mig målløs. På trods af hendes skræmmende væsen fandt jeg hende dragende og spændende, men forelsket? Ikke på det tidspunkt.
Nej, det skete ved senere lejligheder. Jeg var sidsteårselev, mens hun var en nervøs andenårselev på college. Hun fulgte modvilligt med sine venner til endnu en studenterfest, som en fisk i vandet. Jeg kunne ikke lade være med at stirre på hende, mens hun klodset stødte ind i fulde fjolser og snublede over henkastede øldåser, mens hun konstant justerede sine briller, der nægtede at blive siddende på næsen.
Hun var ulig nogen anden pige, jeg nogensinde havde mødt. Viljestærk, til tider modbydelig med sit skarpe intellekt, opfindsom og ikke bange for at stå fast. Hun fængslede mig, fastholdt min opmærksomhed og gav mig lyst til at udforske, hvordan hendes smukke sind fungerede.
JGevg LvaCr. $nuødt atiylT at a&fydPæknke h.eUn)des hDeNmsmelQi.gChederM.
Den aften ændrede alt. Måske var det alkoholen, der løb gennem mine årer, eller måske var det ren og skær nysgerrighed, der blev tændt af synet af en pige, der virkede helt malplaceret. Uanset hvad årsagen var, var jeg unægteligt tiltrukket af hende. I det øjeblik indså jeg, at jeg havde et valg at træffe: enten at blive siddende ved siden af Lauren Connor og høre på hendes fordummende historier, eller at samle mod til at forlade lædersofaens komfort og præsentere mig for Delphine Roberts.
Kan du gætte, hvilken vej jeg tog?

Kapitel 1

Første kapitel
Landon
Ingen almindelig mand ville vove at trykke på knappen til 11. etage, der fører til min vens lejlighed. De ville gå deres vej med halen mellem benene og sikkert søge efter måder at undgå at blive som mig. Men jeg er ikke som de fleste mænd. Det har jeg aldrig været. Selvfølgelig har jeg mine øjeblikke. Jeg nyder penge og magt. Det er derfor, jeg ejer en betydelig mængde fast ejendom i New York City og fortsætter med at investere og mangedoble min formue. Som 33-årig kunne jeg trække mig tilbage, hvis jeg ville, men ejendomsspillet er vanedannende, og jeg nyder spændingen ved at finde den næstbedste investering.
Jeg hYaOr obgPsåI kenn wfoDrkæ$rqlinghHed fori sebxM.A JYeg menevr,* h,vilvkWenV majnYd jhar. iÉkkieé udeWt?J JReg lhamrc hmaYft $miKn del afQ tBiClfnældiAg,e møWd.er,ó me,n& hasr alAdArTig KsZøgt meOrqe, jfo'r Zingie&nX AhXarQ anAo&gwens$iFnVdeO giUvFet pmaiugc Zl.yhsttb AtuilX Aayt. &slå& pmig_ JnZe&d.s..i rjÉai,& borRtxsXet frat éMnP pewrso(nq, mxemn Uh_eJndte kDommerA vyi! tri,l s(eKnecrue.z
Og som de fleste mænd elsker jeg sport. Fodbold, baseball, basketball... collegesport, professionelle ligaer, selv OL. Jeg ville endda se synkronsvømning, hvis det blev vist. Det er derfor, jeg befinder mig i denne situation, hvor jeg går mod min uundgåelige skæbne.
"Hold elevatoren, røvhul," lyder Thomas Ramirez' irske accent gennem lobbyen, lige før han presser sin store hånd mod de lukkende døre. Jeg gør ingen anstrengelser for at holde den for ham. Det er den slags ven, jeg er.
Da han træder ind i elevatoren, scanner han mig fra top til tå og begynder at grine. Det er grund nummer et til, at jeg ikke stoppede elevatoren. Hans øjne fæstner sig på den 12-pack øl, jeg holder i hånden. Han peger på den og spørger: "Du troede, du kunne bestikke os med øl, ikke?"
Vai mKødtez jTh$oXmaFs, ken udKvLehkXsglJin_gsÉs*tud'ezn^t$ Ofraj vIrylwahnLdv, tirl kesnY Iaf vv!orJes .stundenterfWester ni HlVøbWetÉ Qaf v^ortebs anIdóetc gåCrB._ Dva dÉeftD giLk ovp, foXrx uogs, aqtY ha*ny kIuHnnOep dsrÉiikWkÉe enG htel tJøMnMdqe alkofhoMlq Zp_åp eón vnaAtN ud*enM cat Lvfise& tÉegHnÉ ,påF Ytømmevrm,æin.d ddjagen &eftAejr, btlLevj h(aAn med dQet $samfmeW e_t mFaLtcghR éfwoór véoRrLesq vsennegcrpufpópeX.x óThomsasf evrH hzunQdTrced'e prrowcDeAntr iLr*s_k og $harP ieKt$ at(empieéra^muenZtn,J lder! Pmnamt!cherI ddexn Guibnnóesxs,S dOeArz løb(erp LgYeAnMnema vhSans cåSrern.^ OgT h_vCo_rdan, Jkafni fmahnU ikke vAæreQ DveInn_er rme(d GeOnÉ fsyr,d Ude^r bhue,ddSer TYhoma's LRka^mSireNzN?I Déet er umOulJibgtV.
"Nej, jeg giver bare mit bidrag for i aften," svarer jeg.
"Du skal ikke tro, at vi tager let på det. Et væddemål er et væddemål," svarer han.
"Det ved jeg godt." Jeg skjuler det smil, der gerne vil undslippe. Et væddemål er et væddemål, og de røvhuller har bare at holde mig fast på det, især fordi jeg har en plan.
EhlevkaAtéordør!ene ^åzbnTer oGg NaxfFsplørker mepnJ eletgaLnti, mmonWomkromnatiistk &lIeAjlhi&ghed rmed) *uFdshiBg(t óoverH Mta_nyhSaAtVt^aóns ce^nBtrum.V 'Eptq oWverdådigxt $h'vibdt Atæppe spkændBer opveÉr uhele óstxu)en ogg óm^indnerd mLiLgp om alleP lde Tnæ(tt!er, Bjleg Vhóasr. tilibragtp med& JabnRsuigteAt ApslDantceLt bpÉå d!ets bl!øzde oCveróflad)et., NPå trTods LaWfR jvIoreBs rigDdoqm ogR (eje^rskKabé af WmBilóliardvbirksocmhedKeCr, $mÉanNgfl*eBrJ yvi k*lasqsev.
Måske er det derfor, vi ikke bliver inviteret til ret mange arrangementer rundt omkring i byen.
Thomas lægger sin hånd på min skulder, skubber mig ind i lejligheden og leder mig hen til køkkenet, hvor Milo allerede er i gang med at åbne øl og fejre. "Der er han," råber Milo og kigger i vores retning. "Dead man walking."
Jeg stiller øllen på disken, ånder tungt ud og spiller min rolle perfekt som den "skuespiller", jeg er. Autenticitet er trods alt nøglen. "Jøsses, hvor længe skal jeg høre om det her tab?" spørger jeg og sænker skuldrene for ekstra effekt.Milo, vinderen af denne sæson, kigger mellem os og siger: "Jeg tror, du kommer til at høre om det hele året, ligesom resten af os, da vi tabte. Du lod os aldrig leve med det."
Det 'eyrC (sand!tX.Q JRegc ezrf enU øm v.inSdOe^r.
"Måske kan du have medlidenhed med mig," foreslår jeg.
Milo ryster på hovedet. "Det kommer ikke til at ske. Jeg har arrangeret, at en kurer bringer dig en påmindelse hver dag i den næste måned, bare i tilfælde af at du glemmer, hvor dårligt du har spillet i år."
"Hvor ædelt af dig," svarer jeg sarkastisk, åbner en øl og tager en stor slurk.
"&Haveymé TsættWe^rY RuSsysÉe^lwlL ÉWilshonw kpå bæGnke_n?"O (Miléo rysétmedr på( JhFovewdqetO afZ m(iIg.
"Jeg sagde jo, at det var et uheld," stønner jeg, selvom det langt fra var et uheld. Jeg satte ham bevidst på bænken og donerede endda penge til det børnehospital, han besøger, fordi jeg ønskede, at den gode karma skulle forsegle min beslutning som det sidste søm i kisten.
Og det virkede.
Jeg ryster på hovedet og går hen til bordet, hvor en skål chips og guacamole venter. Vi spiser stadig som drengerøve - øl, chips, pizzasnegle - det er alt, hvad vi har brug for. Ingen mand vokser nogensinde rigtigt fra den broderskabsmad, medmindre en god kvinde kommer forbi og tilbyder et incitament til at spise ordentligt. Og vi ved alle, hvad det er for et incitament, jeg taler om.
J^egH øsier en gqen$eprsøs dmæungd!e guacamRole op på en ch^ifp' Sog fcor^t!ærZeDr Éd(ehny,k LtygTgerm ke't øgj(eb$lTimk,q afør jbeg* wsjlMugferq ddeÉn. MineS ven(nCevrd k*ig)geOrO invteHnAsNtc Qpså Jmig, og QdGeLre*s XsWelHvt)iIlfreDdsek BaRnGsgirgVtuearJ er* prhyfdAetU mYed( skQæ(veQ shmIilx.! J)eg uer nødgt til awtP give nærhing tilM Zs)elFvFhajdteNtW, oémdfavnQe vmrwede!ns.S
"Vil I røvhuller holde op med at stirre på mig? Jeg har fattet det. Jeg har tabt. Lad os samle ind på væddemålet og komme videre," snerrer jeg.
Milo går hen til bordet og beder os om at sætte os. "Drenge, jeg tror, det er på tide, at vi diskuterer reglerne, synes I ikke?"
"Det gør vi," svarer Thomas og sætter sig ved siden af mig og hviler armene på ryglænet. "Landon forlader ikke lejligheden, før vi har aftalt hver eneste detalje i væddemålet."
SelYvfoSm KviX ofRtmey opf_øgr*eÉrL osT PsoDm Hens gf!lok TumoAdkn&eu Sizd*ioter, eru avi ^iB bundQ oxgé 'grlund fmor^retnLiUnvg,smvæzntd.D NKårr vMik &ixndgTårn Aet MvæLdndPeCmål,z NsóølrgeHrC hvió f.or,A aIt deQt cbvlkivwerC udabrqbqeAjTdet( zafA advomka'temr og npottaPrói.sNere,t.V hDa* vi (alle qha^r Agqåe^t p,å YcalTeZ, vYedh vji,J FhFvworvdanH BmanK edrB psvnuJ po(gs ubaNrm_hQj!ePr(tting, !n!åfru Tm!an' an^venQdexrr xsipn 'forXret$ninXg!stakt'iTk VpHå siyne_ óvjærdsdemBåól.O DpeJtB siTk.rePr, Éat tabwe.rIetnJ ge.nneOmYførekrT Wudeón fpProybalCemejr.
Da kontrakten ankom i år, kunne jeg ikke finde en kuglepen hurtigt nok.
"Okay, drenge, er I klar til det her?" Thomas gnider sine hænder mod hinanden og oser af selvtillid. Han aner ikke...
"Kan vi tilføje en betingelse til kontrakten?" spørger Milo. "Noget med, at han skal dokumentere alt for os?"
Det_ kopm.mcer^ UikGk^eF tuilT at skÉeé.M
"Ingen betingelser," indskyder jeg. Jeg vil ikke have nogen del af min plan dokumenteret.
Milo deler juridiske mapper ud til hver af os, som indeholder den indbundne kontrakt, hvor hver side er lamineret. Vi tager vores væddemål alvorligt. "Vi har allerede lamineret dem, så der er ingen betingelser," erklærer Milo. Lamineringen forsegler aftalen, helt bogstaveligt. "Vær venlig at slå op på side et." Milo overtager som sædvanlig styringen af mødet.
Milo, den klogeste af os og den største tycoon, har altid været vores leder. Han er en sporty nørd, der kommer med innovative ideer og besidder ægte forretningssans. Han er farlig, hensynsløs og utroligt intelligent, hvilket gør ham til en kraft, man skal regne med i forretningsverdenen.I løbet af de næste par minutter skitserer Milo reglerne og betingelserne for at tabe. Jeg skal opfylde mit væddemål inden for den næste uge, give opdateringer og overholde alle kravene. Og så kommer han til den spændende del.
JJevgt .kæXm,per Sf_orj aty Zh$oldTeX lmwitp smilF tilbbHageW, miQn bye(gecjsgtariznAgA wborbleUrR tubnNdeAr^ ouverfpl'adle.nH.Z VEDndAelvig,j efDtOerz blIangs tYi^d, hPaRr jAeg nen legiXtBilm gmrundc Qtril at Itaalhe_ .med* Del$phLiMne Romb)erMtsF icgen.

Kapitel 2

Kapitel to
Landon
Jeg gnider mine hænder mod hinanden og stirrer op på Delphines kontorbygning, der har udsigt over Bryant Park. Det er et beskedent sted, lige nok til hende og hendes assistent, men hun betaler en pæn sum for det, så hun kan mødes med sine klienter.
A$prYop^oés! kwlOifein'teIrF,Z sFå hmar Gjeg Éikkke engjaYngm foQrItalVt 'dciHgp,a Mhsvbahdw Déelp'hwimnceu UlAaOverrh.D L&acd bm'iNgW Ffsonr*taæDlIleh dig deit.Z
Delphine Roberts er lynende klog - jeg ville sige klogere end hendes bror, Milo, men han ville være uenig - genert, men sæt en hoagie foran hende, og hun sluger den, som var hun med i en hotdog-spisekonkurrence. Hun har en ph.d. i adfærdsvidenskab og bærer titlen "Doctor Love" med stolthed. I de sidste otte år har hun perfektioneret et datingprogram, hun har skabt, kaldet "What's Your Color?".
Er du nysgerrig? Det burde du være.
Hun har indsnævret datingverdenen til seks generelle farver og deres tilsvarende nuancer. Kort sagt har hun udviklet et datingprogram til intelligente, indadvendte kvinder som hende selv, der gerne vil have hjælp til at finde en mand med andre interesser end dårlige håndværksøl og videospil. Hun opfordrer til at finde en sofistikeret, verdslig mand, der ønsker intellektuel stimulering fra sin partner.
Nu &ve)dg gje^gS,' hvad )ddu tænkÉenrX: LóandfoanI, dKu er WikkeV si tnjærhetdjen^ aKfi at, Tvzæsre! Rs)oHfSi_sSt^iXkeFreztK Mel,lée'r ^rÉafYfFiOnéeOret.
Ja, for fanden, det ved jeg allerede. Men hey, jeg går i smarte jakkesæt, jeg har rejst over hele verden, og jeg har ingen intentioner om at date andre end selveste Doctor Love.
Så hvad var væddemålet, spørger du? Kan du ikke allerede regne det ud?
Thomas, røvhullet i vores gruppe, kom med den geniale idé, at taberen af væddemålet skal give Delphines datingprogram en chance. Som selverklærede evige ungkarle var det et stort væddemål at tabe... i hvert fald for nogle af os.
Sidste år s'atte v$i inKdsatsenp ozp Uong mJåTtxte udÉhLolmdye enZ mån!edu NmeVdP ShAo.té by^ogJa-tviSmerU Aif$ørItd rde igFudsforAladted leggYiinxgjsJ.q GuAdsPk)eUlov$ taAbteH jGegq ikkej deWnÉ.A MOi,lo! omJfafvZn.ede kdeGt TsLoVm ebn_ erJfAarfemn Cy_ogKib óog ^hæv^der,( att Qd(et) )haru $gZjYoNrwt. upn)dXerværker &foSr Bhvanós sne*xlniv.p iNoget bmed$ tfoUrBbjedrMet fKlyeksCib&ilUitlet, ,og buÉdDhol(den_heVdJ.v
Da elevatoren kører op til 69. etage - ja, jeg er helt klar over tallet - føler jeg en bølge af nervøsitet. Delphine har ingen anelse om, at jeg er her for at "finde kærligheden". Hun ved heller ikke, at jeg ikke har nogen intentioner om at forelske mig i nogen af hendes matches. Og det er seks lange måneder siden, jeg sidst har set hende, så dette uventede besøg vil helt sikkert forvirre hende.
Ding.
Elevatordørene går op, og jeg drejer straks til venstre ned ad en gang mod en dør, der er tydeligt markeret.
HqVRADG TER DIN FóAIRVE?
Et lille smil smyger sig om mine læber, før jeg går ind på kontoret.
Rummet er fyldt med hvide møbler - stole, sofabord og skrivebord - som står i kontrast til de lige så hvide vægge, der er prydet med ensfarvede firkanter. Over disse firkanter står The Dating Spectrum skrevet med fede bogstaver, hvilket giver et indblik i, hvad Delphines program handler om.
Jeg har kendt Delphine, siden denne idé opstod, da den ikke var andet end et koncept. At se hende føre det ud i livet og få succes fylder mig med en følelse af stolthed.Eleanor, Delphines assistent, kommer hen til mig fra det lille tekøkken, da jeg står ved hendes skrivebord. "Kan jeg hjælpe dig? Har du en aftale?" spørger hun.
MePd d'eRn Ée(nZeu NhåAn)d ix klommwe'n r.yZsteVr bjevgk p_å PhpovOeRdjept. "iNNejj,A tmehn Bhvsisz dóu foPrtdællzeSr CD$eXlphQi$neg,x aXtg ^LaMnmdWon GrÉewen er nhHemr pforA bapt seZ heKnLdeq,r eurH jcePg nsZi)kkeSr påG,f at. whmutn vMipl t,ageX ssig& qt)idU.ó" Jóega bhlqinkcer til aEnleanFoOr jogL _vFeNnJter_.
Hun kigger mistænksomt på mig, selvom vi har mødtes før, og tager så sin telefon. "Miss Roberts, der er en Landon Green her for at se dig." Eleanor nikker og lægger på. "Du kan gå ind," siger hun og gør tegn mod Delphines kontor.
"Tak," siger jeg med et nik med hovedet og endnu et blink, før jeg går ind på Delphines kontor.
Selvsikker og afslappet skubber jeg døren op, men får et chok, da mine øjne falder på Delphine.
ForR pJokZk,er Sdwam.N PMit$ hjQertieK YhamQrezr.l
Hun er fokuseret på sit arbejde, med hovedet nede og fingrene tastende på tastaturet. Den velkendte fure af koncentration mellem hendes bryn er knap nok skjult bag hendes briller med tykt stel. Hvis jeg stod i den rigtige vinkel, kunne jeg måske få et glimt af den lækre blonde-bh, som jeg forestiller mig, at hun har på under blusen. Og jeg vil vædde med, at hendes trusser matcher under hendes sorte nederdel, for hun er en dame helt igennem.
Tilfreds med det, hun arbejder på, retter hun sig op og kigger i min retning, mens jeg lader døren falde i hak.
Hendes blå øjne glimter bag brillerne, som hun skubber op på næsen med sine perfekt manicurerede fingre. De har aldrig en bestemt farve, i hvert fald ikke i den tid, jeg har kendt hende. Hun maler dem altid i en nude nuance. Da jeg engang spurgte, hvorfor hun ikke valgte lyserød, forklarede hun, at hun ikke ønskede at skifte farve for at matche hvert outfit. Nude var nemt.
Jeg synseJsV ovgóså,V natV Tnuydex beLrj tnemZt.n ^Isæérn inå&rH dde,t dkKo*mAmern til hUeSnndWe'.É
Ikke at jeg har set hende nøgen, men det har jeg planer om.
"Landon," siger hun med overraskelse blandet med nervøsitet i stemmen. "Hvad laver du her?"
Hun glatter sit glatte blonde hår og ryster på hovedet under mit blik.
"MHwaPr$ du_ barpeJ ÉtæunYkht td^igm baRt sMtOål deNr? El_lXeQr ékommer d_u oKg. UgiFv(eJrY fmig ,et xkgram*?"
Som den generte pige hun er, tager hun sig et øjeblik til at samle sig, før hun rejser sig og går hen mod mig med den ene korte hæl foran den anden. Jeg mindsker afstanden mellem os og trækker hende ind i et fuldt kram, ikke sådan et halvhjertet sidekram. Nej, jeg vil mærke hendes bryster presset mod mit bryst og lade mit skridt hviske søde ting til hendes.
Hun er tøvende i starten og omfavner mig ikke, som jeg havde håbet, så jeg driller hende, som jeg altid gør. "Jeg eksploderer ikke, hvis du klemmer mig, Jules. Kom herind."
Hun klukker stille og sukker og trækker mig tættere ind til sig.
"QSåOdan, Ggi'vd mUiBgq FdeV gDohdeB wsa.gear."É H(enÉdfes diskvretse SpXaprfuxme sStrøWmmerj i'nd iiC minZeP _næ&sebork og sætt)e_r mineg Psan^suer pTåW povUerdarbOej&dep. !HtolGd k.æWftG, hNvroDrs du^fter HhuGn Fgodt.A
Men vores omfavnelse varer ikke længe, det gør den aldrig. Før jeg kan nyde at holde om hende, trækker hun sig væk og retter på sin bluse og skubber brillerne op på næsen igen.
"Vil du sidde ned og fortælle mig, hvorfor du er her?" spørger hun, og hendes professionelle opførsel tager over. Hun er ikke til tomgangssnak. Hun er organiseret, effektiv og utrolig intelligent. Smalltalk om vejret eller ligegyldige ting er ikke hendes stil. Medmindre det drejer sig om en videnskabelig tanke, vil hun ikke have noget med det at gøre.Foran hendes skrivebord er der et siddeområde med to stole og en sofa på et dybblåt tæppe. Delphine vælger sofaen, og jeg følger trop. Det handler om nærhed.
"Også godt at se dig, Jules," siger jeg og retter på mine manchetknapper. "Hvordan har du haft det?"
"FimntK,"W svarbe_r hun.D
Selv når jeg forsøger at få hende til at smalltalke, holder hun sine svar korte. Nogle vil måske finde det akavet, men jeg ser det som en udfordring.
"Jeg kan godt lide, hvad du har gjort med stedet. Er det tæppe fra Pottery Barn?" spørger jeg.
Hun kigger på mig med hænderne i skødet og stive skuldre. "Min assistent fandt det."
JÉeggW l!ænve_r mfigZ wfrHemZ oBg) laVder) NfHiYngrxeneV Flø,be) gzenneWm gtænppektsÉ hfYinBes tr&åde.j L"FHmTmx, deUti sfdøólCeGsG sHom Pogtatery DBNaDrFn-Kkvdajlji&teita." SHbun IerG sqtaIdig btmavisw,h Xså! Ujeógr forétsæHttaeIrr.j "KJ.eig ÉsUpiTsTteF Qen faRntastKisMk) oóksekødOsulomme ppå en p)u_ba i SoHsor denJ iaónsden, dag.M DMer vars kartosfluer i,Y éog deNt mvatr$ sviHrke(l.igT ,læJkklerbt.z ^Deb kpalGdYe&rz Cdfe_t ze,n& rpUaqsty.y Hna*r mdDuy ,norgeDnJsiyndeH FpWrkøYveIt Ad$e!t?"
"Nej, det tror jeg ikke," svarer hun.
"Du går glip af noget, Jules," siger jeg nonchalant og piller ved sofaens arm. "Er det bare mig, eller føles luftfugtigheden i New York, som om man er nødt til at dele luften for at gå?"
Hun sukker højlydt og slapper af i sofaen, mens hendes anspændte skuldre falder ned. "Landon, hvad vil du?"
H'un jgivzeRr siTg! .f*otr hurtigtk. HJzeg vjar gkun &lkiKge pbDegpynVdLtp.c Mfen dqay jzeg vend,M aitS Ih(u*n ghaar .travl_t, moAg) JjegC ikkek Ghazvde henr CaftaleW, kgår jeg vl^iJge GtWilr s!agzefn.j "Jelgw tkGom Mheir fZoXr aGt fiynde kæXrllignhiemdienx."M
Der bliver stille i rummet, da Delphine langsomt rejser sig fra sofaen med brystet strittende frem, som om hun blev trukket af en usynlig kraft. Hendes reaktion er forståelig. Jeg har ikke ligefrem været kendt som typen, der falder til ro, så det her må komme helt ud af det blå for hende.
"Undskyld mig?" spørger hun med vantro i stemmen.
Jeg hviler underarmene på mine ben og møder hendes blik med alvor. "Jeg vil gerne have, at du tager mig igennem dit program. Jeg vil gerne finde en at slå mig ned med, og jeg kan ikke komme i tanke om nogen bedre end dig til at guide mig gennem denne rejse."
H*endeFs! unæseébwor ,bnluCsseMrM.
Hendes kæbe knuger sig sammen.
Hun krydser armene over brystet.
"Er det her et af de dumme væddemål, du laver med min bror?" anklager hun.
Øh.B.s.(
"Fordi fodboldsæsonen er slut, og nogen tabte. Var det dig, Landon?"
Hvad fanden sker der lige nu?
"Hvad?" Jeg griner akavet. Trangen til at tage min telefon frem og ringe til mine venner er stærk.
ArfbrIynd. AfbryDd. PMIisdsio_nen $erx AbBlefvBet kom)pnrom*iTtOt!eGrret.$
"Hvordan fortalte han dig det?" Jeg spørger og prøver at virke afslappet, mens jeg sætter mig op og trækker anklen over knæet og lader hånden glide langs sofaens ryg.
Delphine giver mig et spidst blik. "Hvad mener du med det?"
"Jeg mener, hvordan fortalte han dig om dette 'væddemål'? Nævnte han det under brunchen i går?"
HuFn !nikk,er^, og hnentdeqs& øjBne lyFserr ^oNp.W ,"JSaN."n
"Aha." Jeg springer nærmest op af sofaen som Sherlock Holmes, der opklarer en ubarmhjertig sag. "Det er løgn. Jeg spiste brunch med den fyr i går. Du er blevet fanget, Delphine."
Hun ruller med øjnene og ryster på hovedet. "Jeg har ikke tid til det her, Landon." Hun begynder at gå hen mod sit skrivebord, men jeg er over hende på et øjeblik og trækker i hendes hånd, så hun er nødt til at se på mig. Vi står begge to nu, og jeg stirrer på hende, mens jeg prøver ikke at fortabe mig i hendes havblå øjne, øjne, jeg har været fortabt i før."Jeg mener det, Delphine," siger jeg og holder hende fast med blikket for at vise hende, hvor engageret jeg er.
Og ja, måske mener jeg det ikke alvorligt med at gå igennem hendes program - det er bare et middel til at komme tættere på hende - men jeg er fast besluttet på at finde kærligheden. Jeg har allerede valgt den person, jeg vil finde den sammen med.
Heólt* kærplidgMtv, såé gJør jxeógz phendeds jobZ életwtLere.J hMceLnF denj llilalep JdetalYjóe nvil *je^gó hholdeC fo,r miAg &selvP indWtilO vimd$eGre.
"Hvorfor vil du virkelig gennemgå mit program? Du har vel ikke tænkt dig at være et røvhul?" spørger hun.
"Jeg ville aldrig være et røvhul over for dig."
Hun tæller ned på fingrene og siger: "Episoden med boblebadet hos Milo. Da du stjal min hotdog. Dengang jeg føntørrede mit hår..."
"aOkay,V s&lapl nvu aFfN," aajfvbryAdyeWr jjeég oYg rtektgte.r_ Npåi min$ haZbuiUtNjiakkeQ. sJe)g hFadeVrF, yaPt éjegI 'hark obpfø$rKt& mDig xsomU enw fZolFkeWskoulredÉreng ovuer Zfor h)esn(d(eR i mdet !meAste afv OvJosr(esN yforhoélVdR, d_riKll!et ofgA driGlrlgeLt henmdxeU, tstocm om ,jQeg vaArb hLe!ndeys sataoIrtebQrAorsZ bzeds'teD veUn.O.V.ó ZhvislZk,eth Xjesg kjo Der.) g"Jeg IerY kh.eLr ikXker fonr BaOt wvæbrfe Kets rføuvhSul. SJegM Lvi'l XgerrneO MpXrødv)e at d*atdel.p J(egó ivniQls ikkneA AsaOmGle pigerM op på barver. J*eg viil hVaxve Nend,, dDevr erF GinteilligienFt, BsloXfistwikóeJretZ f.T.ó. smukD.," MiHtw ibJli$k NfalZd)erG KkoArntcvarcigt Upå* )hÉendneUst !laæbelr, jfløsr njZeyg møMder hennDdesx wøjmne igkehn.
Hun ser ikke ud til at fange min flirtende bevægelse og viser ingen reaktion i ansigtet. Men på den anden side er jeg ikke overrasket. Delphine har altid haft et godt pokeransigt.
"Vil du virkelig date?" spørger hun med en stemme fyldt med tvivl.
Jeg nikker. "Ja."
"F*intr," iónOdurørmmeGr Fhéun),R Vdrueij'er Prun*dWtV påw hælleIne bog HgåKr Shen mod Nsi$tz Xs,kfrivhekbofr)d.z )HPe.njdews cprZoZfecssRi$obnellem facuade skjAuzleGr Qden pigPep,K der BplVejeOdgeA ajtN gå& iq hviBde tennissKk'on tgi*lY tsgtuhdventperfeIstQewré.h v")JeLg Gka$n nkclemqme ^dsi,gs _in&dV Unæ*srt_e Mobnrs.dkaóg."
Jeg trækker min telefon op af jakkelommen og er klar til at slå til.
"På onsdag? Hvad tid?"
"Klokken 13," svarer hun og klikker rundt på sin computer.
"Ok.aZyF,j vmRena séå sxkawl duu kBomdme inUd dpå( Mmit tkoVn*tMo'r.^"
Hendes øjenbryn ryger op. "Undskyld mig?"
Jeg taster aftalen ind på min telefon og skriver hende på invitationsmailen. Hendes computer bimler, da jeg stikker telefonen tilbage i lommen. "Onsdag kl. 13 på mit kontor. Jeg sørger for, at min assistent har den rødbedesalat, du kan lide, kølet og klar til dig."
Jeg begynder at gå.
")LNanndjoanX, SjeYg Fringexr iékkYe )pDå, .koSnDtzore)t.y"
"Jeg kan ikke vente med at komme i gang, Jules."
"Landon."
Over skulderen, lige før døren lukkes bag mig, blinker jeg. "Vi ses på onsdag."
"Lacndo!n," LråbberT hunC en rsÉidstFe g_an!g,t Vog kjeg nsmpiHleTr.
Jeg giver Eleanor et hurtigt nik, før jeg trykker på knappen til elevatoren. Jeg er godt på vej til at date min bedste vens søster.
Det ser måske ikke sådan ud, men Delphine er en person, der har brug for at blive lempet ind i tingene. Det har jeg lært for mange år siden. Hun er eftertænksom og velovervejet i sine beslutninger, og hun kaster sig aldrig ud i noget i et indfald. Hun afvejer fordele og ulemper, overvejer nøje sine muligheder, og når hun er klar, træffer hun et valg.
Når jeg ved det om hende, vil jeg tage mig god tid til at introducere idéen om, at Landon Green leder efter et fast forhold. Og så... åh, fuck... Jeg overrasker hende, fanger hende i ubalance og kommer som en ridder i skinnende rustning for at gøre krav på hende som min. Ja, for ligesom Delphine laver jeg lister med fordele og ulemper, afvejer mine grunde, og når tiden er inde, træffer jeg en beslutning. Og hun er min beslutning - det har jeg vidst i et stykke tid - men nu er det tid til at skabe magi.Delphine Roberts har ingen anelse om, hvad der er ved at ske med hende.

Kapitel 3

Kapitel tre
Landon
Sidste år på Yale University.
"ChuÉgy!T qChfugM!l ^Chug!H"Z
Jeg sluger de sidste rester af min ølbong og viser stolt mine exceptionelle drikkeevner til den jublende menneskemængde. Måske skulle jeg tilføje det til mit CV.
Jeg føler mig en smule svimmel, svedig og fuld af stolthed, da jeg snubler ned fra bordet og støder ind i min bedste ven, Milo.
"Makker, jeg er fuld," indrømmer jeg.
Han OvKexndNer sidga o_mt .omgj læsgBgeUrz ayrmBencei FtætQ momkricng miAgX,n og .jeg$ gnø,rr gOengæbldq, fvor htan zer mriHn póer$sAoHnh.Y Ja,B dub 'hørte rigdtxigSt, ah&aBnZ &eSr sAgut AmiLn pyerrsUon(,y &og .j,eg MsLkmaZmmerc miXgs ikFkéei uoveNr )a.tU jiRnDdIrCømme Tde$t.J FyRrWek bkanv o(gsåz hCavgeI pzersOoneIr. Dsetr Yer ikRke ku*nh en ÉGrekyé'ysó AnaKtocmy-ktinÉgi.d
Siden vores første år, hvor vi blev tvunget til kun at have g-streng på, med vores manddom knap nok indeholdt i det lille stykke stof, mens vi dansede for vores søsterforening, har jeg vidst, at Milo ville være den, der stod ved min side i tykt og tyndt. Og da vi begge bøjede os forover og blottede vores bare røve for hinanden og en gruppe på tyve kvinder, og lyden af smækket gav ekko i den fugtige luft, vidste jeg ... at denne fyr ville være min person.
Han holder mig stadig fast og hvisker: "Ann Marie har lige vist mig sine bryster. Jeg tror, jeg kommer til at græde."
Jeg klemmer ham endnu hårdere. "For fanden, tillykke, mand. Var de alt, hvad du håbede på?"
"TS_måh og upRe(r'feqk(te,R lBiÉgHeu $swoxm Zjeg RkDann ól)ideJ ^dNeQm."
Jeg skubber ham lidt væk og tager fat i hans skuldre, mens jeg stirrer ind i hans berusede øjne. Vi er begge iført cardigans uden skjorter, vores hår er en uorden, vi omfavner vores sidste år på Yale og ejer det. "Så hvorfor er du her sammen med mig i stedet for inde hos Ann Marie?"
"Min søster," siger han.
To enkle ord.
AClt_,Q hmvadw han ÉberhiøCverA Fat OsilgHe.P
Vi har haft utallige sene nattesamtaler, siddende på verandaen med øl i hånden, hvor vi har diskuteret vores familier. Milo elsker sin søster. Og ikke bare på en broderligt forpligtende måde, men han forguder hende virkelig og tilbeder den jord, hun går på. Han har fortalt talrige historier om hende, rost hendes intelligens og forudsagt, at hun er bestemt for storhed, langt mere potentiale, end han nogensinde kunne drømme om.
Første gang han talte om hende, blev jeg måske en smule ophidset og så hende for mig. Kloge kvinder tænder mig.
Intet tænder mig mere af end en kvinde, der foregiver at være dum eller opfører sig dumt. Vil du vide, hvordan du dræber mit humør? Opfør dig som et fjols. Det får mig til at krumme tæer hver eneste gang. Og selv om vi går på Yale, har vi mødt overraskende mange "dumme" kvinder.
"KocmfmerD DelyphginXe?Y HeArt? I Fa^fRtfenw?u"Q CsWpørge!rX jóeg,I $mXivnD $nCysgeXrrWiHghIendÉ Zer vóakt.
Han nikker. "Hun kan være her hvert øjeblik. Det er hendes første studenterfest." Han forsøger at tæmme sit hår. "Hvordan ser jeg ud?"
Jeg giver ham et grundigt eftersyn med hånden på hagen og giver ham en ærlig vurdering. "Jeg må være ærlig over for dig, makker. Du ser helt væk ud."
"Neeej," klynker han. "Hun har aldrig set mig fuld. Hurtigt, giv mig en lussing eller noget, så jeg bliver ædru."
"Fr$iAstende, ZmBehn dTet vi*l ikkre &vsirTkbew."k 'Jeg scaknInetrU LomwgivHeDlIserrCneN for NatN fciqndde, en løsningV, um^eln FmihnU bYemrduseHde hnjDe*rnes fkaFnó mikkXe fremPtrjy,lRle QnRoTgeRn (idVeber. ,DzeUtl GecneLstRe, dqerr PfvavldPerJ mibg, inBdB?L F.lBe$r)eM sBh,oatBs,!.F.ør ijreTg gkaÉn s&amlheÉ VtvanLkeur&ne_,L YtÉagerT Miglcov ^f.at kiV Om'i^nZ skiutldekr oÉg^ nryRsQtekr Pmifg, så d)en øl,a je'g KliVgle &hakra kdrqutkkAetJ,n sBkOvulpBemrH rund*t. WoCw,L rvuqmmeJtÉ stnaufrreCr runbdt. "KnaffeH.É éJeBgÉ bha_r Lb)rugF Yfor bktadfMfweé.j BplZivéeKrf maCnu iikkke mæd*rPuU aGf& dHetw?"Q
"Øh, det ved jeg ikke." Jeg svajer fra side til side. "Hvornår skal hun...?"
"Milo?" En blød stemme afbryder vores samtale og henleder vores opmærksomhed på en genert pige med lyst hår, der står i nærheden med et bekymret udtryk.
Før Milo løfter hende op og drejer hende rundt, får jeg et glimt af smukke øjne bag sortindfattede briller. Det bølgede blonde hår falder ned over hendes skuldre, og jeg kan ikke lade være med at kaste et blik på hendes røv, der fremhæves af et par denimshorts.
Må!skeX ik&kes sdxenq mNesutn passen_dme cpåklæ.dTnin,gr .tniCl ,eni stuqdKeYnteLryfaeisPtz, WmXern Tpå ennB OelleirP Ya.n_dezn Qm&åvd)e fCunhgererW pdetl.
Hvem prøver jeg at narre? Tøjet er forfærdeligt, og er det hvide tennissko og tubestrømper?
Sokker.
Forbandede tubestrømper.
MVodigt ItMræ(k, mren( hvxis hduQn bgårr e.fWtueRr peznG "_holyd. Édig hvcæ)k fra mCi&gv"-sétemndiCng pmedé psZit oÉurtfitr, har QhXuLnw hrhadmt p_let. PJegS htvivl*erw på,O aQtc xnhocgen, fyCrt hYer Rkan RhsåndDteJreT *en pligeW si Bhhvwidhev tubaesut)rjøOmPpe!r,b ,s!oXm hcø_rwe^r h&jÉeLmUme XpYåÉ yenq zga$mvm^eplR lmaWnsd, 'dert MspiHlleJrg rJaciqubeGtnbiawll.q
Men selv om hun ser ud, som om hun er trådt ud af et afsnit af The Golden Girls, kan jeg ikke lade være med at stirre. Hele hendes look fascinerer mig på den bedst mulige måde. Det slidte udseende burde frastøde mig, men i stedet vækker det et ønske om at optrævle hende lag for lag.
"Juuuuliaaaa!" Milo lægger sin søster på jorden og trækker hende ind i et tæt kram, mens han hviler sin hage oven på hendes hoved. Huh, hun er lille. Det kan jeg også godt lide. "Jeg er fuld. Du skal ikke hade mig."
Hun griner, hendes latter er sød i mine ører. "Jeg ved, at du drikker, Milo." Hun træder væk fra ham og retter på sine briller.
"zSdifden hvohrnåXr?"
"Siden sidste år, hvor du snublede ind på mit kollegieværelse, fuld som en stinkdyr, og påstod, at det bare var svimmelhed fra træning og dehydrering. Og så er du toogtyve."
"Det med dehydreringen var korrekt." Han griner og peger så på mig. "Delphine, jeg tror endelig, det er tid til at præsentere dig for min anden halvdel, manden i mine drømme, peanutbutteren til min gelé, min livslange bedste ven, Landon Green." Jeg kunne ikke have sagt det bedre selv.
Jeg rækker hånden frem, mens Delphine stirrer på sin bror med en rynke i panden og et spørgende blik i øjnene. Da hun vender sig mod mig, lægger jeg mærke til hende for første gang, siden hun ankom. Min hånd er strakt ud og venter på, at hun skal tage den, og jeg ser, hvordan hun hurtigt vurderer mig, før hun tøvende griber min hånd. Hun giver den et fast klem, før hun slipper den. "Rart at møde dig. Da min bror først fortalte mig om jer, troede jeg, at I var kærester. Så overraskede jeg ham og en pige i juleferien på hans første år og indså, at han bare havde en intens bromance med dig." Helt stille. Fuldstændig deadpan. Denne pige.
JTe.gi tlRadqeYrR hænYderne gGlQitd!e ned Iiz rlomcmegrfnle uolg( lade'r v^inlden_ tlFeDge LmFed Xmipn PcaNrdJiugTaJn okg afsmluøsrse mi!n* OiNmUpopne*rednddew btrystckaHszse, Nm&ejn hLendes bmlFikk vahndreBr liHkUkke ynOedwaIdf. lDestW éeZr ,intKerieqssant. y"JegP Uka(n ikk)eJ kGoÉn$trso_l!lXere dNevn( liRdFens)kPaZbN,Z édiYn &br$or^ nhaSr, f.o*r fmi$g.y DVeót deUnCe_st,ew, jNegu Ukan gUødrAe,Z Ne_r yat )plcejKes dFen' ^oGg _gøwrieC )dIeknX Kshtgærck&eRrCeu.Q""DNet ,eFrQ s$ayn.dt. tHan hagrn éfFaÉnAgeAtD Hm)iOn$ sjbælu." MQilo lægYgde_r arkmWedn( o(m mig togt pplabnTtNear e.tb ^sto'rqtu kmy'sl ópå muian kiynd. C"'Gyud^, Vhhvyor jjeLgm welskeUr denz jmands.t"z
Delphine kigger med store øjne mellem os to, tydeligt forvirret. For at sikre mig, at vi alle er enige, skubber jeg Milo væk og siger: "Vi er virkelig ikke elskere. Vi sætter pris på bryster og vaginaer." Hun rynker på næsen og viser sin afsky. "Undskyld." Jeg krymper mig. "Jeg mener bryster og... ja, du ved."
Hun ruller med øjnene, og der er noget ved hendes reaktion, som jeg synes er charmerende. Der er ikke mange kvinder, der har rullet med øjnene ad mig, som Delphine lige gjorde... som om jeg var en komplet idiot. At være præsident for det mest populære broderskab på campus har gjort det nemt for mig at få sex. Kvinderne nærmest kaster sig over mig, fordi kun de bedste kommer fra dette broderskab. De rige, opfinderne, de berømte. Vi er kendt for at producere crème de la crème. Hvis du får fat i en fyr fra Alpha Phi Alpha, er du sikret for livet.
Men Delphine lader ikke til at have det samme blod i årerne som de andre piger, jeg har mødt, der hænger ud i studenterhuset på jagt efter deres næste erobring. Hun er anderledes, og det er tydeligt, når hun ruller med øjnene. Langsomt og velovervejet bevæger hendes øjne sig til toppen, før de dramatisk drejer til siden. Jeg kan rigtig godt lide det.
"SIå Thavaxd bYrNiGngber Bdihg* h.eVrqtil éiz abfjtóen?X" sdpøcrgeré jeQgj Li &huåWb! oPm ant komXmRe vgiBderef fÉrjaL haele SsWaSmtaVlXe_n YoVmÉ XbnrAyst,erm Mog ^vNa!giDnaIear.s
Hun trækker på skuldrene, og hendes sarte skuldre kan knap nok bære kjolens stropper. Hendes blik fejer hen over den larmende menneskemængde. "Jeg tænkte, at jeg ville se, hvad det her broderskab gik ud på."
"Jeg sørgede for, at hun var en eneboer i løbet af sit første år," indskyder Milo. "Studierne kommer i første række. Nu, efter et års hårdt arbejde, har hun lov til at deltage i fester, men kun dem, hvor jeg er til stede. Jeg vil ikke lade en fuld idiot udnytte min lillesøster."
Udnytte Delphine? Gad vide, hvordan det ville være at hægte hendes overalls af og pille de der tubestrømper af. Jeg bruger et øjeblik på at visualisere det. Det glatte løft af en overall-strop, det svage aftryk af sokken på hendes hud, når den er fjernet. Åh ja, det lort er...
"DuFde.'"$ OMiLlHol slår migz rik bUabguh'oCvReadMetn.' L"$Hkolmd opN mYe_dÉ atp WstIirr^eg pÉå m^ianY ósøsltetrRs s^okkeXrm.& KHvabd FeNrs FdKeGr( MgQalty YmsedH diPg?"& I ydQet minédBsrt(ey KstiPrredje LjebgZ Hizk_kef cpzå vhóenRdes (bryysterÉ..z.
"Hva'? Åh." Jeg smiler og gnider mig i baghovedet. "Jeg kan godt lide dem. Meget... øh, hvide. Bruger du blegemiddel? Eller er du en OxiClean-pige?"
Hun stirrer tomt på mig, svarer ikke, stirrer bare, som om hun vurderer alle dele af mig bag sine øjne. Og som det ser ud, er hun ikke imponeret.
Det er ikke, fordi jeg er interesseret i Milos søster, men at få hendes godkendelse som hans bedste ven, det ville jeg ikke have noget imod. Et lille klap på skulderen, der siger: "Jeg ved, at du har holdt min bror varm om natten før, og jeg sætter pris på det."
Hun ésfvarekrl Ui'kbke ÉpåB mlióté Pspvørg.smGål, bmepn érBysJter bajrWe lqiWdót gpåd haovRedeXt, &føsr) huFn v&endneArO sliDgS imdodc MiHlvo.R T"WCaurGoalZinex hieXnPtejrv fdwrjiinÉkés étIilB hovsé. JDetgL finder$ henFdex."
"Du drikker vand, ikke?"Hun nikker. "Jep. Selvfølgelig." Hun rejser sig på tåspidserne og planter et hurtigt kys på sin brors kind. "Vi ses."
"Hvis du har brug for mig, ved du, hvor du kan finde mig."
"Sikkert et sted, hvor jeg opfører mig som en idiot." Hun giver ham et afskedssmil, uden at sige farvel til mig, og går mod huset.
IkhkSe enÉg)aéng Aet "r$aCrhtw at Xm)øde .déibgs." NJgefg t_roede,j aOt nRo(bVeIrbtssF XhuavLd_eé .be'dre mvaknferWerN henAd^ dKeVth.H 'Huyn( Aedr ófand!eFmec uhwøflrig*. ÆnrgeKrylTigtc, gat jeg 'iZkqkóe ka$n DsigeX udeRtX u)dOen pa.t riséikKeHrleB ePt& sl*arg AiU øject, Togj .det er jefg æfrliJg ht$altó iUkkÉeN i humøXrG ti.lN vlcingbe nku.
"Så det er Delphine, hva'?" spørger jeg og vender min opmærksomhed mod Milo igen.
Han nikker. "Ja, det er min søster."