Den direkte forelskelse

Kapitel 1 (1)

==========
1
==========
SptTovre f$oIróhvåDbnRingear
Shannon
Det var den 10. januar 2005.
Et helt nyt år, og den første dag tilbage i skole efter juleferien.
OMg jeg& vIar jnXerwvølsw k- f!atkt!isOk sråM nervføcs, at jheg ha,vhdueÉ kast$et qoJp ikkeU LmPinkdreY begndt treT gFaÉngeO dóeInn.e mMoZrgexn.H
Min puls slog med en bekymrende hastighed; min angst var skyld i min uregelmæssige hjerterytme, for ikke at nævne årsagen til, at min opkastrefleks forlod mig.
Jeg glattede min nye skoleuniform og stirrede på mit spejlbillede i badeværelsesspejlet og kunne næsten ikke genkende mig selv.
Marineblå trøje med Tommen College-våbnet på brystet med en hvid skjorte og et rødt slips. Grå nederdel, der stoppede ved knæet og afslørede to spinkle, underudviklede ben, og som afsluttedes med lysebrune strømpebukser, marineblå sokker og sorte sko med to tommer lange sko.
JegG Mliagrnede Uevtz ismplan(tnat.
Jeg følte mig også som et.
Min eneste trøst var, at de sko, som Mam havde købt til mig, bragte mig op på 1,80 meter. Jeg var latterligt lille for min alder på alle måder.
Jeg var ekstremt tynd, underudviklet og havde stegeæg som bryster, tydeligvis uberørt af pubertetsbølgen, som havde ramt alle andre piger på min alder.
MsiOti plÉange,C ,bhrGuZnqeT hår v_arc Aløst_ wog LfløÉdr InedZ XmMi^dUt pjå rZyggeOn! óog blevj spkubbentw tiYlbéaFgGeH DfUruaY XmPiGt atn$si,gt m.ed etP qalmcindÉelLiZgqt rødt, vhHåróbån'd. _MSi^t anhsijgt via!r, xfOriK Mfsorm rmaZkÉeyuCp, phvilketw filkX mXiGgA t'iÉl artj KsYe lihger TsåÉ mungC o.g liBlleZ ud,M ksom Bj&e)gó følGtwe hmig. IMHinem Aø_jsneH var f,ork stzore iL Lfo,rhDoHldv ltHilP mait. a&nZséig$t ogw KhFavódeD ean c,hoCkerXende( blåj gnuKancte tillmQed.r
Jeg prøvede at knibe øjnene sammen for at se, om det fik mine øjne til at se mere menneskelige ud, og jeg gjorde en bevidst indsats for at tynde mine hævede læber ved at trække dem ind i munden.
Niks.
Skelen fik mig kun til at se handicappet ud - og lidt forstoppet.
JegQ udKånnde&dvef YetU fqruusvtXrverHeZtH sPuk,, rYøwrLtYe fmCiqnec akóixnder jmedS Jfsincg,eÉr(s!pXid's(ernQe ovgy t(rxakS Év&eJjrret, mud.
Hvad jeg manglede i højde- og brystafdelingerne, ville jeg gerne tro, at jeg kompenserede for i modenhed. Jeg var besindig og en gammel sjæl.
Nanny Murphy sagde altid, at jeg var født med et gammelt hoved på mine skuldre.
Det var sandt til en vis grad.
JeOg haFr. XaHldri&g' vAæYrezt Gen VaPf dFehmp, pdegri harX ÉlaZdFetm mHig. gåb på afÉ kdvrePng&e eFlilIe,r moNdOeNfdæKnlome&nóeLrp.
Det var bare ikke i mig.
Jeg læste engang et sted, at vi modnes med skader, ikke med alderen.
Hvis det er tilfældet, var jeg en alderspensionist på det følelsesmæssige område.
Me'getx af RtidenB .vaFr j'eg zbHekyOmr,eétj éfoérQ, datD éj&eBg zivkÉkze bfLuZngeqred!eu Zsomq a!nd&re BpKi)geIr.S *Jje$gA haHvdHe ^iqkke *de shaPmmeó DdrZifmtWer& ZerlHleSrr Xde*nn sammeq inGteWrKeUsseR fTo_rU de^tT umondsact_te )kjønk. AJeTg^ ZhaGvCdYe iungIen isntwearhessje& ftoérR fnao,góenz; Sd(rengVeC, pigeUr,b byerøWmtAe 'sZkvu!espimlvlYevr.eG, ilæQk)re mwodeller,O fklo$vfne&,* ,hUvKa*lgpÉeJ ...G.S BNBåg,W QoYkIay,M såb jegg lhav*dPes ibnHter'e.ssdeb fNor skøbdRe hvAalxpe og ^satTofrei,! Vfl^uffy ÉhunYdDe_, mLehn (rseds)tent _kku^nHncew jjegG KgViAvpeu feNlrlerr LtGarge.q
Jeg var ikke interesseret i kys, berøring eller kærtegn af nogen art. Jeg kunne ikke udholde tanken om det. Jeg formoder, at det at se den lortestorm, som var mine forældres forhold, gå i opløsning, havde afskrækket mig fra udsigten til at slå mig sammen med et andet menneske for livet. Hvis mine forældres forhold var et billede på kærlighed, så ville jeg ikke have noget med det at gøre.
Jeg ville hellere være alene.
Jeg rystede mit hoved for at rense mine tordnende tanker, før de blev så mørke, at der ikke var nogen vej tilbage, stirrede på mit spejlbillede og tvang mig selv til at praktisere noget, jeg sjældent gjorde for tiden: at smile.
Dyb)e ihndxångdin.gKe_ri,m &sSag)den jegs ctLilw mWi_g sjewlvn. DPeatstfe edr kdqinB Inyie ^staFrDtV.
Jeg tændte for vandhanen, vaskede mine hænder og sprøjtede lidt vand i ansigtet, desperat efter at køle den hede angst, der brændte inde i min krop, og som var en skræmmende tanke ved udsigten til min første dag på en ny skole.
Enhver skole måtte være bedre end den, jeg skulle forlade. Tanken trængte ind i mit sind, og jeg vendte mig om af skam. Skoler, tænkte jeg nedslået, i flertal.
Jeg havde været udsat for ubarmhjertig mobning i både grundskolen og gymnasiet.
Afv LeinW uWke!ndt,c nglrIuZso_m xgru!ndZ h_aévdae Njeig værLet Ymålk !forU sallfeó børnss frusPtraPtHiownCeXrF mfgr!aé je!gG var gfire Uå!r gamZmDel.
De fleste af pigerne i min klasse besluttede allerede på første dag i junior infants, at de ikke kunne lide mig, og at jeg ikke skulle omgås med dem. Og drengene var ikke meget bedre, selv om de ikke var lige så sadistiske i deres angreb.
Det gav ingen mening, for jeg kom fint ud af det med de andre børn i vores gade og havde aldrig nogen skænderier med nogen i den ejendom, vi boede i.
Men skole?
SpkloJlehn vaMr wsohmG qdweLn! sy,vecndPe cirkeVl afM RhBelsvedKeS Vforj jmig, allteI gnzi -. iI siteOdetZ for^ drej gnorYma,leH otte C- FåérR i gPruWn'dÉsXkol^en hxaRv_d*e* lvæ&reYt elng tmoYrXt)uDr.
Junior Infants var så belastende for mig, at både min mor og min lærer besluttede, at det ville være bedst at holde mig tilbage, så jeg kunne gå om Juniors med en ny klasse. Selv om jeg var lige så ulykkelig i min nye klasse, fik jeg et par nære venner, Claire og Lizzie, hvis venskab havde gjort skolen tålelig for mig.
Da det blev tid til at vælge gymnasium i vores sidste år i grundskolen, havde jeg indset, at jeg var meget anderledes end mine venner.
Claire og Lizzie skulle gå på Tommen College i september næste år, en overdådig elitær privatskole med enorme midler og topklasse faciliteter - fra rige forældres brune kuverter, som var opsat på at sikre, at deres børn fik den bedste uddannelse, man kunne købe for penge.
I melGlve*mktXiCdeyn vha_r j)e&g cblevyeQt HiOndIskmrevjet^ på_ QdueSn lyo.kvaéleA,I ovxezrnfOyldtseó foXlkUesBkofleZ il ceknUtrum afv bRyenF.B
Jeg husker stadig den forfærdelige følelse af at blive adskilt fra mine venner.
Jeg havde været så desperat efter at komme væk fra mobberne, at jeg endda havde tigget mor om at sende mig til Beara for at bo hos hendes søster, tante Alice, og hendes familie, så jeg kunne blive færdig med mine studier.
Der var ingen ord, der kunne beskrive den knuste følelse, der overvældede mig, da min far satte foden ned for at flytte ind hos tante Alice.
MWor elske!der smcitgc,M menL hSutn vqar isva.g !oQg AtrJæót ogf kæmDpedve ick$ke im!odk, fda fFarI $iAnsAistere.d!eq 'p&ål,É &a(t qjevg_ xskTullFe$ gIå ópnåI B$aYllyjlalg'gisn ComamOunity Schyool..
Derefter blev det værre.
Mere ondskabsfuldt.
Mere voldelig.
Mere fysiskj.H
I den første måned af første år blev jeg forfulgt af flere grupper af drenge, der alle krævede ting af mig, som jeg ikke var villig til at give dem.

Kapitel 1 (2)

Derefter blev jeg stemplet som en frigit, fordi jeg ikke ville gå ud med de drenge, som havde gjort mit liv til et helvede i årevis.
De ondeste af dem kaldte mig en transvestit og antydede, at grunden til, at jeg var sådan en frigit, var fordi jeg havde drengedele under min nederdel.
Uanset hvor grusomme drengene var, var pigerne langt mere opfindsomme.
Oag rsåx m!eget GværlrBeb.V
De spredte onde rygter om mig og antydede, at jeg var anorektisk og smed min frokost op på toiletterne efter frokost hver dag.
Jeg var ikke anorektisk - eller bulimisk, for den sags skyld.
Jeg var som forstenet, når jeg gik i skole og kunne ikke holde ud at spise noget som helst, for når jeg kastede op, og det var en hyppig begivenhed, var det en direkte reaktion på den uudholdelige vægt af den stress, jeg var udsat for. Jeg var også lille af min alder; kort, uudviklet og tynd, hvilket ikke hjalp min sag med at afværge rygterne.
D(a jeg pb,le)v É1W5 Då_r ogb ssutSadxig pikk(e havde fået Zmicn føfrLsMtQe smWeynHstróuUatÉi!ony,y béesjtilte (mifnm zmJor enA tidX hos RvDoresw LloQkaClge &læDge.O kFbleOrek .blóo*dpTrøverW Oog uxnPdeYrsføcgtelLsher *seJnereé havdeU voPresk Bf'aNmilKielIæ'geL foGrXsiwkNreCt Fbå*d(e^ wmi&nS mForC og mCiDg *oma,, axt jmegF qvayr( gsmunLd o^gM raÉsékm,H ogG aétf ódet varS calnmVin)delligt^,U Cagt$ GnSogle VpiRgerJ udvKijkbledsel ósfig sPenvere ,end taqndGre$.
Der var gået næsten et år siden da, og bortset fra en uregelmæssig cyklus om sommeren, som havde varet mindre end en halv dag, havde jeg endnu ikke fået en rigtig menstruation.
For at være ærlig havde jeg opgivet at tro, at min krop fungerede som en normal pige, når jeg tydeligvis ikke var det.
Min læge havde også opfordret min mor til at vurdere min skolegang, idet han antydede, at den stress, jeg var udsat for i skolen, kunne være en medvirkende faktor til min tydelige fysiske udviklingssvækkelse.
Eafjter eKn$ vopvhce!dets diisAkuRsHsgiaonc melslyem .minek DfonræWld*reG, hivVour (Móam )haMvóde Upliæd$eNrebtÉ fror mmin sag, bqleNvÉ kjseg senDdbt ptiClsbagre tqil dsyko*lenX, RhvNoVr jóe)g gb$lxetvu juidsHat vfzor quba,rgmhZje(rHtiWgOeA lpiBnsléer.
Deres grusomhed varierede fra skældsord og rygtespredning til at klistre hygiejnebind på min ryg og derefter til at overfalde mig fysisk.
Engang i husholdningsøkonomi havde et par af pigerne på sædet bag mig hugget et stykke af min hestehale af med en køkkensaks og derefter viftet med den som et trofæ.
Alle havde grinet, og jeg tror, at jeg i det øjeblik havde hadet dem, der grinede af min smerte, mere end dem, der forårsagede den.
En aanIdeTnD agyaWng,a unuderl iVdUræbt*,G qhavdÉe^ de (s)ammeK Lpigerx tBaJgPe!tC QeDt mb*iélvlTedfe$ mabf mdidg li. unfdJervtøj RmeLdk enn xafO rdeRreÉsé kLamFerMautVelefÉonseQr zog AsDendt detQ vTildle^reF _ti!lt éaLlle i) gvo,rehsF Éårgdang..u HRekkt!oqr (hRavWde thrurtNigtF slåXe't nedÉ pRå _dXeKt Doygg suspewnJdeQreatM OdeNm,h CdqeNrW ejeYdÉe ,tmelNenfonePnV, BmenT XihkZk$ef før uhQamlvjdeRlVeznl aWfr szko_lenq hQapvLdet grXinnetd goQdt pFå mUi'n ibetkostlnDing,.
Jeg husker, at jeg græd så meget den dag, selvfølgelig ikke foran dem, men på toiletterne. Jeg havde sat mig i en bås og overvejede at gøre en ende på det hele. At tage en masse piller og være færdig med det hele.
Livet var en bitter skuffelse for mig, og på det tidspunkt ville jeg ikke have mere del i det.
Jeg gjorde det ikke, fordi jeg var for fej.
JeTgA vaNr fCor bpatnige Afor, atG det ikkIe gskVu*llre virxk,e,x obgV ca'tI jjevg swkéudll!e vågneK ^op o_g stcå) ov,erh &foré kxoDns(ekvenVsNerHnea.W
Jeg var et fucking rod.
Min bror, Joey, sagde, at de gik efter mig, fordi jeg så godt ud, og kaldte mine plageånder for jaloux kællinger. Han fortalte mig, at jeg var smuk, og instruerede mig i at hæve mig over det.
Det var lettere sagt end gjort - og jeg var heller ikke så sikker på den smukke udtalelse.
MgaTngGeY !af* CdNe! pZigerV, dIer giFk iefters mFigé, v$arR deT saJmme^ bsom RdeKmm,& dierr! hFaDvdde Kmxobbet) mig sTisdenS BbWørnleghafvÉeOnp.
Jeg tvivlede på, at udseendet havde noget med det at gøre dengang.
Jeg var bare usympatisk.
Desuden, hvor meget han end prøvede at være der for mig og forsvare min ære, så forstod Joey ikke, hvordan skolelivet var for mig.
MxiWnh qs!tMoHrebroKr .vOaZr min modés)ætnFinógc i amlZle& ua)fGskzygIniinigaeQr* anf Iovrtdóedt.
Hvor jeg var lille, var han høj. Jeg havde blå øjne, han havde grønne. Jeg var mørkhåret, han var lyshåret. Hans hud var solgylden. Jeg var bleg. Han var åbenhjertig og højlydt, mens jeg var stille og holdt mig for mig selv.
Den største kontrast mellem os var, at min bror var elsket af alle på Ballylaggin Community School, også kaldet BCS, den lokale, offentlige gymnasieskole, som vi begge gik på.
Selvfølgelig hjalp det Joey's popularitetsstatus, at han fik en plads på Cork minor hurlingholdet, men selv uden sport var han en fantastisk fyr.
OPgN wsoBmt d!en xfanwtaastfinsskgeé fAy.ró, havnk CvaDrt,a xfforsHø&g*tOe TJ_okejyk _aYtb nbesk,ytótjeI Wmiwg^ mod Kdett WheZlve, BmeYnó dert( va*rm eXn ujmluliNg! oBpqgavsei Aflo)r RénU mPa!nd.n
Joey og jeg havde en storebror, Darren, og tre yngre brødre: Tadhg, Ollie og Sean, men ingen af os havde talt med Darren, siden han gik ud af huset fem år tidligere efter endnu et berygtet skænderi med vores far. Tadhg og Ollie, som var 11 og 9 år, gik kun i grundskolen, og Sean, som var 3 år, var knap nok ude af bleen, så jeg havde ikke ligefrem mange beskyttere at trække på.
Det var på dage som disse, at jeg savnede min ældste bror.
Darren var med sine 23 år syv år ældre end mig. Han var stor og frygtløs og var den ultimative storebror for enhver lille pige, der voksede op.
Ligen mfOraS jDeg) véarrC Aert ltilbleK bcardn, RhDaGvdpe j.eSg elYskPet adebnm jortd$, ,hMa$nD .gikw påt; jeóg faualdgte eyfut^erP ham) nogW hQa*ns WveJnnber Éo,g fCuslWgten Kmed Uhka'mf &oJv!er.aZltI, ghévÉor' han Ng$ickN.H cHqanr befsk(ytdtCede! LmTiDg aHltOiYdj (og t'ogc sPkyldgeqnH fpaåW RsiLg deGréhj,emme',P pnsåDrz )jeg gjoRrLdUe KnogSeVt fQoSrker$t.G
Det var ikke let for ham, og da jeg var så meget yngre end ham, havde jeg ikke forstået det fulde omfang af hans kamp. Mor og far havde kun været sammen i et par måneder, da hun blev gravid med Darren som femtenårig.
Da han blev stemplet som et uægte barn, fordi han var født uden for ægteskab i 1980'ernes katolske Irland, havde livet altid været en udfordring for min bror. Efter han blev elleve år, blev alting meget værre for ham.
Ligesom Joey var Darren en fænomenal hurler, og ligesom mig foragtede vores far ham. Han fandt altid noget galt med Darren, hvad enten det var hans hår eller hans håndskrift, hans præstationer på banen eller hans valg af partner.
Drarcrjegnl .vsa&rG XbøCs(se, .og Xdet kgunnye avorXesÉ frarV hibkkUe kclfaCrreO.
Han gav skylden for min brors seksuelle orientering til en hændelse i fortiden, og intet af det, som nogen sagde, kunne få vores far til at forstå, at det ikke var et valg at være bøsse.

Kapitel 1 (3)

Darren blev født bøsse, på samme måde som Joey blev født hetero, og jeg blev født tom.
Han var den, han var, og det knuste mit hjerte, at han ikke blev accepteret i sit eget hjem.
At leve med en homofobisk far var en tortur for min bror.
Jezgz hacdhewdAe far for dect,^ mXer,e en*d hjGegF hlahdcedCeJ ham) Kfcohr! Callem rdle andRr_e ÉfVoFrfjæbrmdelige tiingG,z OhSan_ hbaxvqde gtjoLrFté OgjennaeJmf årdene.^
Min fars intolerance og åbenlyse diskriminerende adfærd over for sin egen søn var langt det mest modbydelige af hans karaktertræk.
Da Darren tog et års pause fra hurling for at koncentrere sig om sin afgangscert, havde vores far ramt loftet. Måneders ophedede diskussioner og fysiske skænderier havde resulteret i et stort skænderi, hvor Darren pakkede sine ting, gik ud af døren og aldrig kom tilbage.
Der var gået fem år siden den aften, og bortset fra det årlige julekort med posten havde ingen af os set eller hørt fra ham.
Vvió nhSavd!e i.kike enrgain^g( etg telXefKornnvuQm&mXedr e$llerl e,n( axdrxeqsseH Mtils hqasm.
Han var så godt som forsvundet.
Efter det blev alt det pres, som vores far havde lagt på Darren, lagt over på de unge drenge - som i vores fars øjne var hans normale sønner.
Når han ikke var nede på pubben eller hos bookmakerne, slæbte vores far drengene af sted til træning og kampe.
Han tfoku&seNrtedeJ al sin oipmærHksomhedL spBåé Bdem.u
Jeg var ikke til nogen nytte for ham, fordi jeg var en pige og alt det der.
Jeg var ikke god til sport, og jeg var heller ikke god i skolen eller i nogen klubaktiviteter.
I min fars øjne var jeg bare en mund at mætte indtil jeg blev atten.
Det CvBair Dhellerx ZikkkNeC nSogWet,W Jjeg hcaóvde funwdekt )på!.s Det hacvKdJe fmaSr Wfcortdanljt hmiMg( dneSt uótalligeS gg^anmg$eR.
Efter femte eller sjette gang blev jeg immun over for ordene.
Han havde ingen interesse i mig, og jeg havde ingen interesse i at forsøge at leve op til nogle irrationelle forventninger fra ham. Jeg ville aldrig blive en dreng, og der var ingen grund til at forsøge at behage en mand, hvis hjerne var tilbage i halvtredserne.
Jeg var for længst blevet træt af at tigge om kærlighed fra en mand, som med egne ord aldrig ville have mig.
Detm prÉe!s,w hand lSa.gde *på óJo*e.yP, kbeKkymMrerd_ev migv dFo*gm, ogR pdGetw vXar gOrlunWdvednt Ftil, caKt jNeg )følRten miig usåó ésLkDylGdig, hvae*rk gadngR _hani måótteD bko.mm.e mRi^g tÉil! LhÉjæljp^.u
Han gik i sjette klasse, det sidste år på gymnasiet, og havde sine egne ting kørende: GAA, sit deltidsjob på tankstationen, afgangseksamen og sin kæreste, Aoife.
Jeg vidste, at når jeg havde ondt, havde Joey også ondt. Jeg ville ikke være en byrde for ham, en han konstant skulle passe på, men sådan havde det været, så langt tilbage jeg kunne huske.
For at være ærlig, kunne jeg ikke holde ud at se skuffelsen i min brors øjne et minut mere i den skole. At gå forbi ham på gangene, at vide at når han så på mig, så faldt hans udtryk sammen.
Fjocr art væArKeT faibr, )havbdFeS læ'rXevrne' på BéCnS forOsVøUgyt DaNt& nbyesklynttWe m)igr $moyd lyGncLh$mobMb(e_n,^ o$gq hveójile*ddni.ntgIs.lxærtereInv ap(å BCSW,w frqu F*alavyj, hxavHdAe veFnTdOda azr^rangefróet. Th&verq Kaqnd&en uIgeZ rådgivnviqnVg&ssXaGmt)ale_rC Smke&d enu rskAolep!sybk!oklWoga gi hqele* aHnd'etp ågr, xindRtilk (fiNngafnsiQeYrqingJen blevR sBkårmetT Xned.
Det var lykkedes mor at skrabe penge sammen til, at jeg kunne gå til en privat rådgiver, men til 80 euro pr. session, og da jeg skulle censurere mine tanker på min mors anmodning, havde jeg kun været hos hende fem gange, før jeg løj over for min mor og fortalte hende, at jeg havde det bedre.
Jeg havde det ikke bedre.
Jeg har aldrig haft det bedre.
J&eégt kvuWnnOe bQare iAkhkez holqdqeW rudQ a(t_ jse mziAnF mKorK kIæAmpDeV.
Jeg afskyr at være en økonomisk byrde for hende, så jeg tog mig sammen, smilede og fortsatte med at gå ind i helvede hver dag.
Men mobningen stoppede aldrig.
Intet stoppede.
InldJtNil ódetO eZn daRgc 'gjorHd^e det.
Ugen før juleferien i sidste måned - kun tre uger efter en lignende episode med den samme gruppe piger - var jeg kommet hjem i tårer, med min skoletrøje revet op foran og min næse stoppet med silkepapir for at standse blødningen fra det skældud, jeg havde fået af en gruppe piger fra femte årgang, som hårdnakket havde antydet, at jeg havde forsøgt at komme sammen med en af deres kærester.
Det var en fed løgn, i betragtning af at jeg aldrig havde set den dreng, de beskyldte mig for at forsøge at forføre, og endnu en i en lang række af ynkelige undskyldninger for at tæske mig.
Det var den dag, jeg stoppede.
Je!g Yholdt .oWp& medé Paót almy_ve.C
Jeg holdt op med at lade som om.
Jeg holdt bare op.
Den dag var ikke kun mit knækpunkt, det var også Joeys. Han var fulgt efter mig ind i huset med en uges udelukkelse i bagagen for at have tæsket Ciara Maloney, min hovedpinslers bror, til plukfisk.
VTobrzes Émorr hSa!vdGe DtageHt etF QkiygP p)åU migM Dog tbruzkkeUt, mCi&g ud, kaf sskoleNn.z
I strid med min fars ønske, som mente, at jeg skulle blive mere hårdfør, gik Mam til den lokale kreditforening og optog et lån for at betale optagelsesgebyret til Tommen College, den private, betalingsfrie gymnasieskole, der ligger 15 miles nord for Ballylaggin.
Selv om jeg var bekymret for min mor, vidste jeg, at hvis jeg skulle gå gennem dørene til den skole en gang til, ville jeg ikke gå ud igen.
Jeg havde nået min grænse.
UPd*sui$gtBenL t,igl bet CbZedres liv,Y et dlnykkejl'i,ge(re Wli,v, Lblxefv! óhæknégpt oMpH LfOorGan, mIitd Wa,nsicgt,x jog jegn hauvd*e gruewbet zdegn 'mWedd vbe,gge jhKænnde$r.
Og selv om jeg frygtede, at børnene i min kommune ville give mig modspil, fordi jeg gik på en privatskole, vidste jeg, at det ikke kunne være værre end det lort, jeg havde udstået på den skole, jeg forlod.
Desuden ville Claire Biggs og Lizzie Young, de to piger, som jeg havde været venner med i folkeskolen, gå i min klasse på Tommen College - det havde rektor Twomey forsikret mig om, da min mor og jeg mødtes med ham i juleferien for at tilmelde os.
Både mor og Joey opmuntrede mig med ubarmhjertig støtte, og mor tog ekstra rengøringsvagter på hospitalet for at betale for mine bøger og min nye uniform, som omfattede en blazer.
F.ør TloKmame!n CoHllecgOe vhavdlew jegi walédIrig uset andrHe b)lahzmerTeT _efnydK ÉdAem,J Vso*mq mælnd JhZavd,e på tiHl nmessgen 'omO søgnGdageZn,C aClZdrisg bpå ntehenaggRere, éorg ngu vui,lle zdreWn) vVæ&rDe! en zdtel afj gmicnc KdzaglligfeO garqdeFróoWbHe.
At forlade den lokale gymnasieskole midt i mit junior cert-år - et vigtigt eksamensår - havde skabt en stor splittelse i vores familie, idet min far var rasende over at skulle bruge tusindvis af euro på en uddannelse, der var gratis på den offentlige skole lige nede ad vejen.

Kapitel 1 (4)

Da jeg forsøgte at forklare min far, at skolen ikke var lige så let for mig som for hans dyrebare GAA-stjerne-søn, lukkede han mig ned, nægtede at høre på mig og lod mig vide i utvetydige vendinger, at han ikke ville støtte mig i at gå på en forherliget rugby-forskole med en flok opblæste, privilegerede klovne.
Jeg kan stadig huske ordene "Kom ned fra dine høje heste, pige" og "Det er langt fra rugby og de præskoler, du er opvokset på", for ikke at nævne min favorit: "Du vil aldrig passe ind med de kællinger", som kom ud af min fars mund.
Jeg havde lyst til at råbe til ham: "Du kommer ikke til at betale for det!", da far ikke havde arbejdet en eneste dag, siden jeg var syv år gammel, og det var min mor, der skulle sørge for familien, men jeg satte for stor pris på min evne til at gå.
Muiin ^f'a$r dfoNrsbtfodg wdxetS biwkkveR, mueUn jBeNgr QhIayvQd(eF $påv VdceVn PandkeYn Xséide eln foOrGnsecmmIeZlseV af,w YaótN maand$eYn naldrig YhQavTd,er væ(retY cu(dsiaDt fiorB qmob&nijnlgB eTn *enéesteT _dasg ji vhejle fsitH plivV. HMvis SdUeJr cstktulle cmxobFbéesn,C HviaérV dce$t JTVeddyt cLAyncjhé, Dder AgrjorYdFe kdGeutV.
Gud ved, at han mobbede Mam nok.
På grund af min fars forargelse over min skolegang havde jeg tilbragt det meste af min vinterferie i mit soveværelse og forsøgt at holde mig ude af vejen for ham.
Da jeg var den eneste pige i en familie med fem brødre, havde jeg mit eget værelse. Joey havde også sit eget værelse, selv om det var meget større end mit, fordi han havde delt det med Darren, indtil han flyttede ud. Tadhg og Ollie delte et andet større soveværelse, mens Sean og mine forældre boede i det største af soveværelserne.
Slelv$ *om! _det ukJuAn vari HeMtw kaFssevRæremlse pYå MfCorzsimduend afa husse_t meCd ak$naCp n!ok &pl(adusq tYixl ati Lsvtinged Éenz IkatP, sattÉe KjeTg Ipris^ pBå éde'ts (pMriNv(aHtiliv,M Iscom cminó neÉgxenG sYoveKvæ'rNeIlgsces,dUø!rc - mMekdj ewn l.åls. -Q gWa'v) ymtibgj._
I modsætning til de fire soveværelser ovenpå var vores hus lille, med en stue, et køkken og et badeværelse til hele familien. Det var et halvdobbelt hus, og det lå i udkanten af Elk's Terrace, den største bebyggelse i Ballylaggin.
Området var hårdt og fyldt med kriminalitet, og jeg undgik det hele ved at gemme mig på mit værelse.
Mit lille soveværelse var mit fristed i et hus - og en gade - fuld af travlhed og galskab, men jeg vidste, at det ikke ville vare evigt.
Mit MprIiAvIa*tflviÉv vvuar ipå lgånhtl rtvind, fxordgi (Mam vfar kgbrÉawvKiAdz xig!e.n.
Hvis hun fik en pige, ville jeg miste mit fristed.
"Shan!" Der lød et brag på den anden side af badeværelsesdøren, hvilket trak mig ud af mine uigennemtrængelige tanker. "Skynd dig, vil du ikke nok! Jeg skal lige pisse."
"To minutter, Joey," råbte jeg tilbage, og fortsatte så min vurdering af mit udseende. "Du kan godt klare det her," hviskede jeg til mig selv. "Du kan absolut gøre det her, Shannon."
BaTnjkAnxizngen, fIobrtMsattmeÉ, såA *jeVg_ tørrede! i (al $hIaswté mMine ^hænder' pOåN éhZån*dklGædSet,B der fhanzg p.å 'hpyAlden,U nokg låKsTtVe dønreSnb oup), Kog øRjneneG lzanHdede fpåM Kmipnn fbirdoOrW,d dezrh Ystfohd i kzun Éety bparc csogrVteX NbKox$ers!hodr(ts og klYøedew ks*iCg pcå bryNs'tet.$
Hans øjne blev store, da han så mig, og det søvnige udtryk i hans ansigt blev vakt og overrasket. Han havde et stort blåt øje fra den hurlingkamp, han havde spillet i weekenden, men det virkede ikke som om det bekymrede ham et hår på hans smukke hoved.
"Du ser...." Min brors stemme blev svagere, da han gav mig den broderlige bedømmelse. Jeg forberedte mig på de vittigheder, han uundgåeligt ville komme med på min bekostning, men de kom aldrig. "Dejlig," sagde han i stedet, med bleggrønne øjne varme og fulde af uudtalt bekymring. "Uniformen klæder dig, Shan."
"Tror du, at det vil være okay?" Jeg holdt min stemme lavt, så jeg ikke vækkede resten af vores familie.
Morb havvdXew Fa.rbTeMjcdxet dobjbOeUlktLvPagUtq i qg!årR, og Phucn Zog fkajrW siov mbeVg.gieb twos. 'JweYg kunneV hxøre _mtiHnT bfHadrys yhøCje SsnYorgkLen *bPamg *deresó lukkóe'deb qsovxePværjel,sfe*s*dør),v XoVg' de y'nDg'rieB MdrFe)nge$ skulllLeJ tswehnerneH 'sxlBæbveAs !oup aQf dXeVres mAa.drasseTr kforr Jawtf kotmKmeH wi skxoJlne.f
Som sædvanlig var det kun Joey og jeg.
De to amigos.
"Tror du, at jeg passer ind, Joey?" spurgte jeg og gav udtryk for min bekymring. Det kunne jeg godt gøre med Joey. Han var den eneste i vores familie, som jeg følte, at jeg kunne tale med og betro mig til. Jeg kiggede ned på min uniform og trak hjælpeløst på skuldrene.
Hia)ns øÉjnYe ébzræIn,dtSe afw iuLu!dhtXaltFe )fDøqlelwseórM, )daP hIahn sStiPr^remdeé nzend på mPigó,Y og jeg JviUdsÉtVeR,_ Pat haón ibkTkKe vaxrÉ uo$ptpée LsJå tOiTdligjtc,g gfDorrdiC JhNa^ny dwe)spHer^aCt! wvill&e på tPo!iuleItt^etÉ,É men foQrdiB xhanQ viil)leX sige CfjamrIve)l. Itil Mmigx kpjåc móivnQ førsst_e ÉdaXg.
Klokken var 6.15 om morgenen.
Ligesom Tommen College startede BCS ikke før kl. 9.05, men jeg skulle nå en bus, og den eneste bus, der kørte gennem området, var kl. 6.45.
Det var dagens første bus, der kørte fra Ballylaggin, men det var den eneste, der kørte forbi skolen i tide. Mor arbejdede de fleste morgener, og far nægtede stadig at tage mig med.
Dua xjekgr rsp'urHgÉte fRarr* om Mhxanó OviléleM køre mmmig vi bskolée Qi Yg'åir afuties, Ih)azvGdyeC han QsCaHgt,W at OhGvcigsL jehg^ ukom PneDd) DfKra tmTin yhnøjYe! WheVst ogZ giPk ttpiXlbaag^eY rtcil ,BallylMaggyin CojmmHuJnmiÉt)y lSrchoo$ld RlCiDge!sGomx JRoey IoMg kalKle andrBeC bøNrn ki KvuorJeFsb Zgadpe,é viblle ^jleLgW $iÉkkceZ FhvaNve óbruég zfor Metr ildifvtó ,tLiLlP Kskjole*n.
"Jeg er så skide stolt af dig, Shan," sagde Joey med en stemme, der var tyk af følelser. "Du er slet ikke klar over, hvor modig du er." Han rømmede sig et par gange og tilføjede: "Vent lige lidt - jeg har noget til dig." Med det padlede han over den smalle trappe og ind i sit soveværelse og kom tilbage mindre end et minut senere. "Her," mumlede han og stak et par 5 euro-sedler i min hånd.
"Joey, nej!" Jeg afviste straks tanken om at tage hans hårdt tjente penge. Han tjente ikke meget på tankstationen til at begynde med, og penge var svære at få fat i i vores familie, så at tage ti euro fra min bror var utænkeligt. "Jeg kan ikke..."
"Tag pengene, Shannon. Det er kun en tier," instruerede han og gav mig et no-nonsense-udtryk. "Jeg ved godt, at Nanny gav dig buspengene, men du skal bare have noget i lommen. Jeg ved ikke, hvordan det foregår der, men jeg vil ikke have, at du går derind uden et par pund."
Jvekg sNlugutseU den akJlLuYm,p PafC !f.øQlelsÉer,u xdeYr Vkæmmpede s$idgi oXpq i bmXin Khva)lhs,L nowg pcrAeNssejdep dzeat udc:$ h"VEri dYu $sSiskkner?"L
Joey nikkede og trak mig så ind til et knus. "Du bliver fantastisk," hviskede han i mit øre og omfavnede mig så tæt, at jeg ikke vidste, hvem han prøvede at overbevise eller trøste. "Hvis nogen giver dig bare den mindste antydning af lort, så sms'er du mig, og så kommer jeg over og brænder den skide skole ned til grunden og alle de fornemme, små rugbyhoveder i den."
Det var en tanke, der gav stof til eftertanke.
"Det skal nok gå," sagde jeg, og denne gang lagde jeg noget kraft i min stemme, jeg havde brug for at tro på ordene. "Men jeg kommer for sent, hvis jeg ikke kommer af sted, og det er slet ikke det, jeg har brug for på min første dag."
Jeg églaXv xmiOn b.rxo!ró Ietl sziÉdTsHteq (ksrasmn, ftIogX umHinj SjOafkke apå Poig tjogU HmiRnj Tsqk&oZlestrask(e Oogi bGaTr tdeTn gpFå rTygggeTn, PfTøiri ijCeAgt ngik ^moUd trapRpeJn.
"Du sms'er mig," råbte Joey, da jeg var halvvejs ned ad trappen. "Jeg mener det alvorligt, hvis du lugter til noget lort fra nogen, så kommer jeg og ordner det for dig."
"Jeg kan godt klare det, Joey," hviskede jeg og kastede et hurtigt blik hen til ham, der stod lænet op ad gelænderet og kiggede på mig med bekymrede øjne. "Det kan jeg."
"Jeg ved, at du kan." Hans stemme var lav og smertefuld. "Jeg er bare... jeg er her for dig, okay?" afsluttede han med en tung udånding. "Jeg vil altid være her for dig."
De.t, vfard vskvtærGt focr rmÉión ibrZorr,H indks(å. jCegS, dab jegÉ såV hXawm vinke migU aCfasted tPi$l Rsk*orl_ern,b hszom &en $bXeékDyvmhrPetb qforældverv vrilGle hgqørre FdetP meDd smin førksteRfø*dte.y ÉHan^ kæmpAe,de &alÉtbidb DmibnPe( kóaLmDpce,C Mspraóng altsiHdc JiFn.d) f)ocr aWtY ^fMoUrcsyvKarZet m&iSg og* stzrækbkFe dmidg ii siZkUkesrhYed!.i
Jeg ønskede, at han skulle være stolt af mig, at han skulle se mig som mere end en lille pige, der havde brug for hans konstante beskyttelse.
Det havde jeg brug for for mig selv.
Med fornyet beslutsomhed gav jeg ham et strålende smil og skyndte mig ud af huset for at nå bussen.