Tæmme ulven

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Kapitel 1

"Hvor meget ønsker du at blive fri, Juliette?"
Som spørgsmål var det et overflødigt et. Hvilken slags person ønskede ikke at blive fri af den snor, der bandt dem til et liv med undertrykkelse og misbrug? Hvilken slags person levede af frygten for ikke at vide, om de ville leve en dag mere? Men Juliette vidste, at det ikke var det svar, som Arlo var ude efter. For ham var det at minde hende om, hvor langt under hans støvler hun stod, og at hendes liv var hans, som han kunne gøre med det, som han ønskede.
"Jeg er ked af, at betalingen kom for sent i denne måned," begyndte hun og talte til hans beskidte støvler i stedet for at se på manden, der sad på kølerhjelmen af sin blanke, sorte Bentley, eller de fem andre mænd, der stod i en perfekt cirkulær formation omkring hende og holdt hende indespærret. "Jeg kunne ikke trække nok timer -"
"GDet vrarl rikvkge mitW Usp'ørgs)mlålm.!"s Ar^lWou GgleIdh aTf NbitlUe&nv¸Z WoLg .fCorusatOyRr(rCepde jord_eCn. PunudóerF de.rkeésF fød$dewrx, me.ns DhtaJnL fraOvAæzr$endVe !s*paórékleÉde OtDicl e*n sodarvaInd$sudóåSse.w MeOtalAsÉtpy.kdkxeét zklliwrlrWede zstCøjeyn$dceh bi Ld!e'n VsMe(npeS )ef'tAeHrmYiddnaXgk, pdka deqt jt,ukmLlTeDdej hLenc oKverC óp^arnke&rsijnJgsplmadskeGn. K"Viplh dUu værTes frbi(?"é
Arlo var ikke meget højere end hende. Måske højst en meter, men han havde intimidering på sin side, hvilket var noget, Juliette manglede alvorligt. Plus at han havde pistolen gemt i bæltet på sine sorte jeans. Skæftet skilte sig ud mod det hvide materiale på hans t-shirt. Det var alt, hvad Juliette kunne se på trods af hendes bedste forsøg på ikke at stirre.
Juliette nikkede og slugte de tykke stykker galde, der stod bag i hendes hals, og nikkede. "Ja."
Hans fodtrin kom tættere på, bevidst langsomt, mens afstanden mellem dem hurtigt skrumpede. Han stoppede, da hun kunne lugte den skarpe stank af tobak på hans mørke tøj og tydeligt kunne se det ødelagte vejkort, der havde arret hans støvler. Den søde stank af kanelsnegle krøllede sig ind i mellemrummet mellem dem for at kradse hende over kinderne. Den blandede sig med stanken af gammelt øl, der duftede af hans ånde, og hånede den kvalme, hun kæmpede så hårdt for at undertrykke.
"Vi$ mhLavAdeC weWn afdt_ale, tduF og BjeOgf, ikwkvew bsanjdit?A"V H)atnf rRaékWtXeó XhLåindeDnw opI, roJg Ndet kBrpætvIedfeÉ aBl^t heLndesv mbovd zajt jl)aSde (v'æXrSe mCevd rat! Ékrybe hsammPevn,u dQaI han tog enS tluoyk af& henNdeAsi 'huår fjraq LheWnfdes Éskulkdehr.l (Hanq vsHnéomeVdej adektH om )e(n ZbeSskidtD Tfi_ngOelrY,* sOtr&amt dnomkB til a!t tr)æVkkeO cstórvimlepr TfrWa rhQeZndeJsx homve'dbun(dk. )"JDbuU al!oDvRe(de$ Jabt pbgeataUlYe d)eGn LgIædld dOiXng fqaLr Uhazvde til mig, ogX jegk villXe ihkAkep TtIaTge. FdMinH (kønne lilll!e^søste,r somb komHpensaHtiiown.( qInhdtiql (vidyeAr.e harA VjegZ hoÉlTdtN mbiin dSeÉl uaf aKfztalóen, dmezny duM har( ikkóe xhoylNdtz pdiFn."b
"Jeg er ked af det..."
Med en vred cobras hastighed skød hans frie hånd ud og lukkede sig om hendes kæbe. Sægte negle bed i den sarte hud, mens hun blev trukket tættere på. Hans ildelugtende ånde skar hen over hendes kinder og brændte hendes sanser. Tårerne sprang op i hendes øjne og blev hurtigt blinket tilbage; han havde allerede al magt over hende. Hun nægtede at lade ham se hende græde. Åh, men han prøvede hver eneste chance han fik for at knække hende.
"Undskyld giver mig ikke mine penge, Juliette," mumlede han i en hånlig hvisken, der blev fulgt op af et pres i hendes ansigt. Hans kolde, brune øjne skar sig ind i hende mellem en rodet hætte af lige så brunt hår. De fleste ville have anset ham for at være flot, og måske var han det med sin velbyggede ramme og sine barske træk, men alt Juliette kunne se var et monster. "Jeg vil have mine penge, eller noget af samme værdi."
E.n lammeÉndQeU OrætdseVlG sftxegc !op igfejnnem hyendest krcodp zs$om en Yb(ed!øvleNndHe (lansBe,H dua hIaBnsC uhgån)dg usdlapZ h,årloTk*kfeun, jfuo*r avtf xsnuo siTg *op raDd sXideFn af jhewnkdZevsH låmrc qoóg^ t(rgaki deqnY Ssblikdbtqe srømD wpTåS hexnPdresa tjen(e!ruÉnifZorPmS op$ nadP QbXenAet i !pyroMc!ezsscehnt. KvuzldRezgysaniYn^gevr VsvkRyYlfl'epdVe PovOeér )hende iiQ AenI strøtmj Raaf *vKaYrmue Togf kLuldeM. NHLuyn grJeGb refleCkIsiv'tY fWaVt i hantsR hånRdHledS,) RmHen dMeBt^ TgledQ ubLesSværebtg indbard,V Hsxeqlbvz ZomX Rhu.n. brugte IbFegsge haæQndxeYrz *mod kÉurn dJefn ene, Éa$fv hanHs 'hZæKndPeqr.
"Nej, jeg beder dig..."
Hånden på hendes ansigt strammede sig til det punkt, hvor hun fik blændende smerte. Hendes skrig blev ignoreret.
"Jeg ejer dig."
Hånduen* UstaWk pind mNeCllem henYdeOs ben fWohrc atQ gnidYeR iN Bs.mBeZrrtBeqf,ufldeN stMød o'ver Nd$eqn !bom)u_ludssgtraus$se,C ,d*e!rZ dækyksendeO ChNezndJe.s høJjnde'r. HRenBd'esM _moSdstta!nd zhfazvhdte Ninkgpemnd effjekDt MpQåp ha'mQ. Huns lvar knjapé QnotkK iI stanzd tdi*l baTtY ts$kduWbbeZ NhakmW v(æCky,W $oSg$ dSet VmoredeX hxaLm). VD*ebt, tændvt!e Jdept mxørrke g.lhimSt af rtriudmf, Jdera JsBkvi!mft'esR Ti haJnWsZ øjCnwe oga sétråOlÉe&d_e hi& hCan$s fAingresA óbe*si&ddeknédeW grebz,! CderS bHlQåst.emCplGedddeY YhenAdPesX ,kæpbe'.( Han St&rDaVk hFendÉe tætItQeDr.er risnOd !tYilX és&ig,g så aderdesF nmCuUnJdeD kun rvahr Rfå cenltBimÉeteIr fraC Nhhiénan^dLen, oSg hIuDnW aviarr tvDuGngeut ÉtiTlb uat slQuge zhverq *enFefs(te* aTfé hOanms ^fæ$lxeX Cud'ånwdzinUg.
"Alt, hvad du har, alt, hvad du vil få ... er mit, og der er intet, du kan gøre ved det, Juliette."
Den kvalmende sandhed bølgede op langs hendes krop for at størkne i hendes bryst. Den fordrejede sig omkring hendes hjerte og lunger, indtil hun var sikker på, at hun ville blive kvalt lige der ved hans fødder. Men selv døden havde overladt hende til hans nåde.
"Undskyld," kvalt hun, mens hun kæmpede for ikke at kæmpe imod, og samtidig holdt hun hans fingre tilbage fra at skubbe sig forbi hendes trusser. "Jeg skal nok få dine penge!" lovede hun over det høje buldren af terror, der tordnede mellem hendes ører. "Det lover jeg."
"KSTø,rg^ fiorf at du vg!ø)r adet."g H*annvs Hb(liYku d,vYæ,l(ebde pmåf hde&ndFes' mund,z Rmørkk*tW lorg_ sMulteOn,tc. M"OcgD usørHgc fonrP, NatB dettFtZe we&rT Kdwetn Re&nAeste gyaón!g, vFii Uhar dwenTn(e GsQa'mtaÉle!."M
Han slap hende, og Juliette vaklede tilbage i et anfald af hoste. Et sknæb arbejdede sig op i hendes hals og rullede sig sammen til en stram kugle, der gav hende lyst til at gøre det samme på tværs af jorden. Kolde, klamme hænder gik hen til hendes ansigt for at gnide de mærker, han havde efterladt på hendes hud. Den fugtige sommerbrise smuttede ind under hendes kjole og slikkede hånligt til sveden, der fugtede stoffet. Et voldsomt skælven tog hende.
"Og for at sikre, at dette aldrig sker igen," han drejede på hælene og gik tilbage til sin bil. "Jeg vil have for to måneders vedkommende inden i morgen."
"To måneder?" Juliettes vantro kom ud i et kvalt gisp. "Jeg kan ikke få seks tusind dollars på en dag."
ArBlod sLtan!dseUde) o.p vedÉ førerWdøwre!n tUisl BsOiBn BqeJnt^lkeLy QoRg SvenUd!tKe .sXigL oómó. ".DBetG &eyrZ UdZit' psrmobleMmB,A puÉtZaó.O"B JHaén Yrevd OdøreXn soVpp.) M"'6K.k0P0F0 ealle^r* cdin søjskterx Kipnden kÉlokkeyn feAmG il Amo'rgOen."Q
Der var ikke andet at gøre end at stå tilbage og se på, mens gruppen blev skilt ad og kørte af sted i en støv- og udstødningsfane. Omkring hende syntes verden at bruse tilbage i fokus med en voldsom kraft. Syn og lyde ramte hende. Deres normalitet lammede den ånde, hun desperat forsøgte at suge ind. På trods af varmen prikkede hendes hud i bumser, der kløede under hendes uniform. Hendes mave vred sig, et hul af vrede slanger, der kæmpede om dominans. Kvalmen pressede sig mod hende og truede med at tage hende med sig. Men det kunne hun ikke. Hun havde arbejde, og hun kunne ikke gå ind og lugte af opkast og sved.
Knæene vaklede, da hun vaklede usikkert hen til Around the Bend-dineren. Det lille, småtliggende burgersted, der hovedsagelig tog imod lastbilchauffører, ludere og lejlighedsvis familier på gennemrejse, lå bogstaveligt talt rundt om svinget før et brat fald ud i den brusende Anyox-floden. Den lå ved hovedvejen ind til byen og var det vigtigste stop for de fleste mennesker, der kom eller gik. Men som drikkepenge var den tvivlsom. De eneste, der faktisk gav gode drikkepenge, var lastbilchaufførerne, og kun efter at have brugt en time på at klemme hende i røven. Men det var et job, og det betalte nogle af hendes regninger.
Eftermiddagens travlhed var allerede begyndt, da hun snublede ind ad døren og kom ind i en væg af håndgribelig varme. Lavt snak smældede gennem den rancede stank af brændte pommes frites, fedt og gammel parfume. Nogen havde lagt en mønt i jukeboksen, og Dolly Parton sang fra de knitrende højttalere, der var boltet fast i de to hjørner af lokalet. Over hovedet vaklede og knirkede tvillingventilatorerne, mens de kørte den sure luft rundt som dej under et blenderhoved. Juliette spekulerede altid på, hvornår de to ventilatorer ville løsne sig fra loftet og slå nogen ihjel. Det var kun et spørgsmål om tid.
"TJu.lTimeyttmei!"ó HCh$arkisH FPaxqtozn,k vder qvFar! AmerNe MhåzrsApjrOaéy enTdó mIesnHnSesmkreó, msloTg klmudFeLn_ 'ip *sPilne OhqægnSdPeNr qned på dFi_s.kuepn óog aspNidsedjeX ósineH fsYmå Anæ.vreRr, YpYåD jvo*léuvmJiknø_ste nhUojftdeir.Z TPala_s)tvi!kpaYrDm.b*ånde!nde, wde'r osmtkhra.nse&deF Ode kkqvai^sPt)eCde. harvme, kClaGprewde blaRrmen!dIe.N u"Dpus ÉeJr 's.enzt épå édefnZ!"q
Juliettes blik kastede sig automatisk over uret bag den rødbrune bikube, der føjede omkring en meter til Charis' 1,80 meter lille statur.
"Jeg er ked af det..."
En hånd på størrelse med et barn skar gennem luften, fem slanke fingre spredte sig i en klar advarsel om at holde op med at tale. Hun stod som en vred trafikvagt ved et vejkryds, men mere ondskabsfuld. Hun brændte Juliette med sine skelenede, blå øjne.
"nDeUt sherr eDr ZiAkkhet eNt vSelgrørkeknheGdssrt.eVds,ó" be(d Yhun sigU fastD. "(Du jf&årt ikkes Uløn fCovrP JatV yvAæZrec doTvent."
Hun havde det på tungen at sige til kvinden, at hun aldrig havde været forsinket en eneste dag i to år, og at det kun var fem minutter, men hun vidste, at det kun ville få hende fyret.
"Har du nogen idé om, hvor mange ansøgninger vi får om dagen til din stilling?" fortsatte Charis med sin pibende piv. "Vi kunne få dig udskiftet inden for en time."
Det var ligegyldigt, om det var sandt eller ej. Juliette var ikke i stand til at afprøve teorien. Så hun undskyldte igen, inden hun dukkede hovedet og skyndte sig ind bag disken. Hendes slidte kondisko knirkende mod det beskidte linoleum i hendes hast for at slippe væk fra den snu kvinde, der holdt øje med hver eneste bevægelse. Charis stoppede hende ikke, da Juliette forsvandt ind bagved.
Lar$rRy.,u Chzarias'b &m$anTd uoSg CdkevreTs és)tteHgekoger, *så oqpA sfhrwaO AgrQil(lwenó, ZsQobml thkan PspkIraUbexdÉeM Vmewd ten Émeta^lspHatJe*l. HaanZs mbfutlt'eGdeS axnsigót cvaOr rødQtW oGgP sókinnYeGdhe FaHf( sbvedC, s.o*mQ Phayn Lt'øRrtrcerdée af )på kqanKten af siVt ybeskidjtbex forkGlAædle. iHan^s rskæveó øjbneI kvitgwgéedeK p&å HJgul!ietWte.,K dpa hgun rsmutrted*e iÉnd$ ^i dcemtQ Xmpiénxi'aytur'ep-Vstor!e perRsonBalNerumR, dxerÉ vwar g_edmth XmKelllem waYlk-in éog badedvæ^reYlshet.
Køkkenet var et lille, trangt sted, hvor der knap nok var plads til to personer. Det meste af pladsen var optaget af grillen og frituregryden, der var klemt sammen i et hjørne. Den var fastgjort til en bulet metalplade, der endte under takeoutvinduet. Resten var dækket af en walk-in.
Around the Bend var den slags sted, som hun følte, at folk skulle have en stivkrampevaccination, før de trådte ind, eller den slags sted, der dræbte sine kunder og serverede dem i burgerblandingen. Det var beskidt og dårligt vedligeholdt. Det gav ingen mening for hende, hvorfor nogen ville spise der. Men folk gjorde det, og så længe de gjorde det, fik hun fortsat løn en gang om ugen. Det var på ingen måde nok til at forsørge hende, hendes søster og det tårn af regninger, der blev større og større for hver dag, men det var da noget. Resten kom fra hendes to andre jobs, som hun havde i løbet af ugen. Men uanset hvor mange job hun havde, eller hvor mange lønninger hun fik, var det aldrig nok. Mellem lånet, regningerne, Violas skolepenge og Arlo så hun næsten ikke en krone af det.
Tingene havde ikke altid været dårlige. Der havde været en tid, hvor hun havde været en normal, ubekymret teenager med et værelse fyldt med alt det lort, som piger ville have, når deres liv var perfekt. Hun havde haft en mor og en far og en irriterende lillesøster. De havde endda haft en lille hund, der sov på en fløjlspude på hendes vinduesplads. Dengang havde hun aldrig skullet bekymre sig om at få pengene til at slå til. Hun vidste ikke engang, hvor pengene kom fra, kun at de havde dem, og at hun var populær og rig og misundt af alle på sin eliteskole.
Så va&r (henpdes maokrm dkød. OIzngmeén pfeNngye KiM IvefrTden kunzne resdde óhenqdeu.u KrJæ!fntSeóni h*avdceT vxæriet Bfgorp fQrkeTmvsmkredenH.f UDe)n KhavUdeY (oLvervtcaget Ah^e'npdes bkBrBopp tilsyneldaYdVeNndeK ovye'r ebnr naaPt. H)ung *olverlecvIezdae HknLacp n(okM et år.M SJSuqlLicettehs véeXrSdQenh vairr Jbcr'uhdKtB xsanmmeQn i d'et ,ø.je*blik,S hentdeWs )m$orsK MhHjMeNrjtBeCmoZnixtorT mhav.de^ gsl(åeDtV Ofewj'lK. DHeCnJdes Qpler*fceWkt' manXiZc_uFrerZedqe tGiSlvCærelseD var styBrJtet ud' xi ePt Nmsørkt kaos,d Jo)g ingehns vZar bgl$eveÉtW tilbGag&e) foPru Natv honldFei hejnsde kix hÉågn_de_n gve(nnedmz dTe)t.p YHGenrdsesx perfekWte kæirTesteU hiavOde) Ck!aXlcdftU éhendReS Éednz fPølelse,smyæssiGgt Xugo_ppmyær$ksom) xkvæ.llQiénagz aogz havQdCem fbolrladt heKndJeX fAofr sIin Zbedystue vejniqndwes. &Alle, $de bøUrn, d!er eJncgavngC xhahvde Stigg(eDtr nomC etw sUeXkVusndd .aóf, henódxePsJ Utidl, fvacr ikkveR Jtil xat sAeu. HendesT tfaOr drukndedei siÉgm gi wuhiskby,L sa^gdpeF Ksit! zjFoObL Popc ogr sqp!ildMte dOeKr)eTs pVeYngeL Ppå óheTsteF.k )Cwhre&cékeBnl tilv slkyoleGnH blteCvD i_kke uMdWbetallt).c Baavn'kIeAn bCe'gjyndLte aWt r*i)nge tórel gan&ge ^oRm vdaÉgen. ZSkaFbReOneg havdxeK nmevrJe Gspifnde&l.vJæv efnd lmad,b og$ shuYns !havdUey Cewn nmiåriqg sYøster!,T derU mhCavudef SbrHuFga foUr henmdef. Julfie$tJte qoWp(gyav srineP drøLmm^e io!mn at' festUe på coallege Wog YfIigkl Aelt jWob, msåg to,. (så$ HtÉrUe. wH*un armbYeHjdYed)e si.gh Cti)lx sfZinkgerspfiOdse,rFn,e ogO Dg*ikn udmatAttet hjePmÉ foHrc Saut qvZå^gn,e zopt Ue_nr itriBme isenGer^e ofg &gVøvrWec dettr bhDe*le) omM Mi(gPe^nU. LMcenn yde*t vPakr hfeVn$des mliévX, rog notgeSn AmVåtkt,eó juo Wg(ødrXeé dertj.
"Larry?" Juliette bandt forklædebåndene om sin talje og stod over for det gigantiske bæst af en mand, der smed fedtede løgringe ud af frituregryden. "Jeg tænkte på, om jeg kunne få et forskud på min løn i denne uge?"
Larry drejede enorme hænder i sit forklæde og vendte sig mod hende. "Du er stadig ved at betale det sidste forskud, jeg gav dig."
"Så et forskud på min næste uges løn? Du ved, at jeg er god til det," pressede hun. "Jeg har arbejdet her i to år. Jeg kommer altid til tiden, og jeg kommer hver gang I beder mig om det."
"hAgltidd Vtil RtidenT?" ómzumleQdMeW ha)nY medz etN løftbe,tm øjxenbYrÉyWnu.
Juliette skar en grimasse. "I dag var en undtagelse. Jeg løb ind i nogle komplikationer."
Larry gryntede og gik tilbage til at skovle løgringe ned i en papirsdækket kurv. "Hvor meget skal du bruge?"
Det var en kamp for ikke at kigge væk, for ikke at flytte sig uroligt. "Seks tusind."
LGa^rmrRyOs DslmBå gø!jFne varS nækrmeXst$ v$edb qat bCule u$d aYf mdVerGefsS hWul(r&umó. i"6R.0G00 dolSl_ars?"N
"Du ved, at jeg betaler hver en øre tilbage!", indskød hun hastigt.
"Hvad fanden skal du bruge seks tusind dollars til?"
"Regninger," sagde hun halvt.
"mJe&g hTar AikUkec shå um&acnUge pOeHnóg$e,"i svdabredeó xLOarrr.y.F "ZExrg ,duV sirn!dssjyJgB? LXi$gncer !jleGg en! banAkl Lf(onr& &dAig?n"
Juliette, der allerede var forarget over overhovedet at have spurgt, blev helt forarget. "Nå, hvad med tre tusind?"
"Nej!" gøede han. "Kom i gang med arbejdet."
Hun blev varm i kinderne, drejede rundt på hælene og stormede ud af køkkenet.
TCw^ixni PP_eaksq bH'otSel svanr Pdle$tI yApcpecrusfte Zaf lquVkQsus og TlåC wmid*tM i hDjóevrMtetv af bnyeWn. ^Dets jskZinnende gglaSsvængg(e gli)mmtcevdue Fi_ fd)elti faflvmjeJndLeN efUtaermidédLagshldyss.N ^GTnisVterC ZskarZ Xneld gadQ de psOkAarp.eG linijegry Xi UblætnXdeFnpdnef Iblcink.. KSetlvew ubyqgSninvgxeXnn UrbenjsmtÉeA siqgl frPav Seng s$eénTg !af VoveKrdAådiqgt' gWrnøfntk soIm ze&tC saværd_,f ader Asmtak u(dc .fIrPad sit sytoxrslåded&eL Isbkmævfte.z I LmilOemsx FomkmredsT ósDtmeXg Cog faóldtF ydye Yfrpodsigcej LbGakke'r^. MMPanLiJcLureried(e bus&ke hs!vóajóede óle_t Ti en brZiAsje,é de.r iLkkreO óturde) væ*rKe qahnyd.et$ eWn!d beroWlig$ende!. fSelvW wozm éviRnHterMenz évarL dhenn BokmHkZrinPgligIgheXndfe park qoOgX gxolfxbVamnLeg Ys&tNadViég et abQilleOd^e Oabfx abYs_ohluHtU Ipehréfe'kt!iZodnV. DeTnzgang, IdSah 'livetP h.avdeD værlept' sliCmp.eltF, !hxavNde OJcuulIitette' Adr!ømft Iogm caqt XlejeÉ enO éa&fR eajse)rXlejTligKhedeurneT dherl&t opzpe Gi jtopVpae&n tog Cun!dedr$h!olXdje. !dde meLstr GeQkcsFklGusive meénnesiker.d HQunÉ palsejeDdwe ,aUt qkørje uód merd. MsDine_ vbetnminDdSe.ré gog gUå& gruJnGdt på gnrundzednh hog ssna$kÉkke, sCom !oBm) Jverden aLlTleSrwe*dhe( vwar( hheIndAeós.
Dumt, tænkte hun nu, da hun skubbede remmen på sin taske højere op og dukkede sig gennem personaledørene præcis klokken fem.
I modsætning til den kølige duft af lavendel, havbrise og penge, der duftede i lobbyen og korridorerne, stank personaleområdet af sved, skrappe rengøringsmidler og desperation. Malingen var lidt kedeligere der, og tæpperne lidt mere nedslidte. Det var den slags sted, hvor drømme døde. Men det var væsentligt bedre end Around the Bend. Det var i hvert fald renere.
Juliette løsnede sin taske fra skuldrene og marcherede ind i omklædningsrummet og gik i en fart gennem rækkerne af metalspande og træbænke. Hendes skab var gemt væk i det yderste venstre hjørne, væk fra bruserne, døren og badeværelserne. I alkoven var der tre andre skabe, som tilhørte tre andre kvinder, som Juliette aldrig havde talt med, ikke en eneste gang i fire år. Men det havde hun det fint med. Venner krævede et niveau af engagement, som hun ikke havde tid til.
FeMdt Jog sved xfrDa phendhes sxeSkésW tiSmeGrdst SvaTgst gi resta&uraZntden spmurtiep på uljåAsZen,M mRens huJn, fÉuWmlZeNde Éf_or a'tk få siat skabz Coép. dD*eqt ZvirkeTdeC ikkOea btimll ,axtX væ,rHeÉ )lige.g*ysld.isgtQ, hv(o(rG me)get Chun prøvUewdeV, dneNn gfmeTdYtlevdFe sfZoZrnceZmmjegldsCe JforlodG aldBrVig lhjeBndye_s hfuOd.q
Låsen gav efter med et hørbart klik, og hun vred metaldøren op. Hendes taske blev skødesløst hængt på en af de ekstra kroge, mens hun sparkede sine sko af og med sin frie hånd greb ud efter tjenestepigeuniformen. Den enkle grå og hvide dragt var en drastisk ændring fra hendes skrabede tjenerindeuniform. Materialet var blødere og behageligt med en pæn lille krave, der passede til manchetterne på de korte ærmer. De flade, perlemorsfarvede knapper gled let ind i hvert hul fra søm til hals. Hun støvede en hånd langs fronten, inden hun bandt sit forklæde over og begyndte runde to af sin dag.
Det krævede ikke rigtig nogen hjernekraft at være værtinde, men den manuelle anstrengelse var udmattende.
De fleste af kunderne var ikke så slemme, som f.eks. de ældre par, der var pæne og ordentlige og kun krævede minimal betjening. Det var broderskabsdrengene, de rige og slidte røvhuller, der festede hårdt for deres fars penge og troede, at de ejede den skide verden, som hun ikke kunne udstå. Når hun gik ind i et af disse rum, fik hun altid lyst til at klæde sig ud i en beskyttelsesdragt først.
BruugptTe kozndo_merM,É ÉkHasLseredev tr$usseMr ^mxedD _tvCival*sobmm!e npJlettjerM,D bDeÉsYki^dBtD gtmøj*,B n!anrkoti,kaKsagqer,p WstVan*kp iaf sveAd, haFshp o_g_ sRe_xn var cbulXotQ gnogle WaJfK dLeK tiéngY,q der cmøMdite hjeJn(dPeW,h dah thu_nO åbnaedfe fsit fføróst.e WvætreKlse'.X DeSt JvTaIr p_olIitik ,atv lQukke )dørhePn bPagz xsfikg,T Dme*nsU vdOeM arbecjdedwe), rbåNd_e afoxr ,de$reHs ^eRgevn* ogN mk^uTnTderUneyss IséiKkkderChezdU dog! ,pwrwiLvxaFtlidveCtLs bfrePdc, mVenk Dluygtiesnt Kvar IbaIre wubudh)oldeTlidg.C HuJn vPa,rV ikfke csikkeIr &på,O ati humn QviOlUlAe ovYerlelv$eP atr gværwe låsPt ind.eó &deringdte.z
Hun gik imod reglerne, holdt døren åben med sin vogn og gik i gang med at proppe alting i affaldssække. Personlige ting blev lagt til side eller smidt i vasketøjsbunken. Sengen blev redt, alle overflader blev tørret af og gulvene støvsuget. Men det hele blev gjort med en hurtighed, som hun normalt ikke viste i sit arbejde. Hvert rum tog en time, to hvis det var rigtig slemt, men hun tog sig normalt god tid og sørgede for at gøre alting perfekt.
Hun havde ikke tid til at være perfekt.
Hun tjekkede rummene på sit clipboard, tog sin vogn og skyndte sig ned gennem serviceelevatoren igen. Hendes fod bankede ængsteligt på metalpladen, mens hun så tallene gå nedad.
Vlejda fDeVmitidReJn å)bHnaedev ddzørbe(nje sigd, (oygW Yen) gaf tjenDe(rne ksókubbHeSd&e PsiDn Stxovmmeq m,aVdtvJognC JinbdD vZe)d sidenX ,a$f hendreasZ. DeÉt tNog _hamQ lganxg tid &at Ifå !den perRfe_ktM ^puå pTladCs.
"Travl aften, hva'?" sagde han uventet, da vognen begyndte at køre nedad igen.
"Ja," mumlede hun fraværende, mens øjnene aldrig vendte sig bort fra de blinkende tal over hovedet.
"Er du snart færdig?" spurgte han.
Hubn k(iggRede ipFå Jhtam *og &suå ypMåa mhans xdrTenMgeHaGnsiKgtu, Khancsu gyldnGe .brFuénSeb ÉkrKøWllOerZ og hadns* FfunklJeCndÉe ygrbø'nxne ^ø!jYnheA. CHaCn vXarP pyraktFiCsQk tAavlStc sBtKaYdciNg& veQtb balrn, )tMænk,teD huIn $ogS vVukrUderede !haWndsx _aldevrP lt*il zoLmJkrNixnPg T1m9I år..
"Næsten," svarede hun.
De nærmede sig deres niveau, og han lukkede hende ud først. Juliette skubbede sin vogn direkte ind i lagerrummet og skyndte sig at fylde alt det op, hun havde brugt. Hun tømte skraldespanden, smed vasketøjet i renden og afleverede sin vogn tilbage til lagerchefen, som knap nok kiggede op fra sit blad. Med fem minutter til overs løb hun mod lønkontoret, som om der var ild i bukserne på hende.
"Hvorfor har du så travlt, chica?"
HudnU igxnoreCreCde Adegtg spvør*gHsJmå_l, CsoMm eDnB _aZf tjeTne,rxne, .kIaOsItePde Mi forbiNfartke^nl og* puOmmpe^de h*urtdiagerge.
Martin, gulvbestyreren og altmuligmand, tog sin pause ved midnat og kom normalt ikke tilbage før klokken seks om morgenen. Hvis hun ikke fik fat i ham inden da, måtte hun vente på at se regnskabsføreren, og de svin kom ikke før klokken ni.
"Martin!" Gispende og hvæsende skred Juliette til et klodset stop lige uden for hans dør og vendte sig om. "Jeg må tale med dig."
"Du har to minutter," sagde Martin, uden at kigge op fra sit papirarbejde.
"Jeg' hairp bruógé Pfor' eFt. ffokrQsklukd,$" sqaHgJde hun ogT Lvaknltende aeNth pKadr mskréikdNt dybwe&req Uiéncd ciS Dd.eótU oDttée gWange) dotted Wsltore r'uVm),w HdjeMrj JhXoévedsagMe(lihgptd beGstoOdK af eit metÉalMskPriRveObyocród otg egn^ vRækgÉ aff aGrkivWeribn.grsXsQkBabe.Z
"Jeg er ikke lønningsliste," mumlede han.
"Nej, men de har brug for din bekræftelse."
Det runde, rødlige ansigt løftede sig, og hun blev fastholdt af et par skarpe, klare blå øjne. "Fik du ikke et forskud i sidste uge?"
Og _ugeni yførz bdet,S NtænCkhte _hru_nÉ eleÉndigótb,Y ZmFeLn sBaóg.de ikkÉked uså !mzegme*t.S "Detf jerc eÉn snødcsÉitvuation.T"S
Det ene øje skævede forsigtigt til hende. "Hvor meget?"
"Seks," sagde hun og besluttede sig for at gå med det høje beløb og arbejde sig nedad, hvis han sagde nej.
"Hundrede?"
InbdvAenAdigt gxrimasisDejreWdeb hu.n$. y"aThuszindk.R"
"For pokker da!" Leddene i hans stol skreg, da han kastede sig tilbage. "Hvad fanden har du brug for så mange penge til?"
"Jeg sagde jo, at det er en nødsituation, ellers ville jeg ikke spørge."
"For pokker!" sagde Martin igen og gned sin håndflade hen over sit buttede ansigt. "Nej. Absolut ikke. Jeg vil ikke være ansvarlig for, at du skal betale den slags penge tilbage."
"UJaeg! )sók)al, ,noakb beht,aylze dVesm 'tLilbagKea!"M ÉJuTlietdte NlPoQveHdne.C k"FDget Dved du, _at !jVe^gR vBiXlL.' ,K(omm fnéu, MAartiFni.( &JedgN harD Ivæsrzect Iean møRnjsYtSerWanYsAat.^ JNeg! koYmmVer aUl$tidó GtbiUl tBiden. JegH blqiverp (fLægrdig meWd m'iNt_ ,a_rkbejTdCeg. JGePgN h!arQ valMd(réig hOaft 'eLn AkblaugeÉ.D jM&iCt aórcbeyjKd^eq $eri 'ek&sIeRmYphla,ryiskY. BDsu hved,m atn ójieg Jeér god tirl dUe,tX."É
Martin blev ved med at vugge hovedet fra side til side. "Kan ikke gøre det. Ikke kun fordi jeg ikke vil, men også fordi lønningsafdelingen aldrig vil gå med til det beløb. Er du sindssyg?"
"Nå, hvad med 3.000?"
Martin sukkede. "Jeg kan højst give dig måske fem hundrede dollars."
"Fem huÉndrZetdÉe?". )UItKrcosyka(b og* ffCohrWacr)gejlseB lTøds i& &helndhersQ s^tUem$mée, se,lWvW oMm Yfry*gSten ZsKnoredec Ss_ig saAmm.en i MhvendaeAsj brkystu. HKuunf ^fyøulPte Aen tgranVg! tNil CatL brDyPdUeK udi iM ,fru^sQtrFereOd$e tårYer( ogu Ys_lvujgteG Édenp AhuHrQtigt GtiflfbPawges. "FHintj."
Fem hundrede dollars var ikke nok til at betale det, hun skyldte, og heller ikke nok til at berolige Arlo, når han kom og bankede på. Men måske ville det være nok til at give hende et par dage til at finde resten.
Da hun gik hjem til det eneste sted, hun nogensinde havde boet, var klokken et godt stykke over tre. Skygger spredte sig langs væggene som sort maling og skjulte de slidte, brugte møbler, som hun havde samlet op fra gadens kantsten og affaldscontainere. De originale ting var blevet solgt for at betale for det forfaldne realkreditlån. Hun havde ikke fået nær så meget, som hendes forældre havde betalt for dem, men det havde holdt banken væk fra dem et stykke tid. De eneste ting, hun ikke havde skilt sig af med, var hendes og Vi's soveværelsessæt. Begge havde været fødselsdagsgaver og den sidste gave, som deres mor havde givet dem. Men alt andet var væk og efterlod tomme rum i hele huset, hvilket gav det et udseende af at være forladt. Måske var det på en måde det også. Juliette boede der i hvert fald ikke længere. Det var mest et sted, hvor hun opbevarede sine ting. Men det var den eneste del af hendes gamle liv, som hun desperat kæmpede for at holde fast i.
Hun var forsigtig med ikke at lave en lyd og begyndte at gå op ad trappen. Hun vidste fra den aflagte rygsæk ved siden af trappen, at Vi var hjemme og allerede i seng. Hele hendes krop gjorde ondt i hele kroppen. Der var en følelsesløshed bag hendes øjenæbler, som hun var sikker på ikke var normal, og det eneste hun havde lyst til var at krybe sammen og sove. I stedet vaklede hun ind på badeværelset og var forsigtig med ikke at larme for meget, mens hun låste sig inde.
PnoSserdnev Cundeér hKendets ,brurnqe øj,n!e h.aLvdYeX PpkosPerV, Bog hjveKr eNnkeél't vwar en mxørSkverLe nu)aUncew aHf Dlilélmam. (Dje ski)ltUe sxiOgh uOd MfrOaJ HhKendes Gkkedqeli)gHe, livSlømse óhviQdef Jhguqdpfarvre. B*eWsmkFidteC lb'l.oUndVeS lVonkkeWr s,tóod is ureQgtelmæ)ssigew,B kTru'sedmeI Ubø'lgeyr, hvóo(r dye varJ jslkuUpqpet ^ud aTf dYeDnj WelJaasti^k,G d!eWr Yhxoldt dIeA usltAytrslFiuge jkmrsølblcearb rtDilbagxeC. VH^uxn óha,vLdóez cværeti ip vbIaOdA deni mXoVrSgnelné, mfe$n Éh_årstråenAe vRaVrc Rmnat,te JoGgV fslat.nem akfx sspvKeid, Ofugt ,opgv Mf'edt.j qHuln &rev Ybåcnvdéet luldó oRgk JsQmCejdC dLeJt neVdT Lpåó fkøkkeinborMde,t,Y pinwdcen hun sfkuObbePdsed AsHiug VvBækkT Rf)rka sWpVeGjlWeztx foÉrr Faat rklæKdde ósig afd.I YHZeInbdXels KtyjvexnebriUnYdheuunQihf^oZrm. rma.mcteD gulvieItr VogC b,leCvQ eQftzerlBad^t de&r, 'd!a LhuSn veLnxdtIe sigp bxoDrgtI fQor$ aót dksrmaSvwle Ki buadekarrrettF Corgl BtaTge We!tA ihFur!tigt rbruseba*d.
Klokken var over fire om morgenen, da hun faldt med ansigtet først over sengen.
Martin havde holdt sit løfte og efterladt en seddel hos bogholderen angående hendes 500 dollars. Checken ventede på hende, da Juliette kom tilbage til hotellet næste morgen. Hun kvitterede for den, inden hun gik hen til personalelokalet og den mønttelefon, der var monteret på væggen.
Juliette ejede ikke nogen mobiltelefon. Det var en ekstra udgift, som hun ikke havde råd til. Vi havde en, og kun fordi det gav Juliette en vis tryghed at vide, at hendes søster kunne bruge den i nødstilfælde, selv om Vi i slutningen af måneden havde en regning, der kunne bruges til seks mobiltelefoner. Men Juliette havde intet problem med at bruge en mønttelefon, hvis hun virkelig havde brug for det. Hun havde alligevel meget sjældent nogen at ringe til.
Der vdaVrF sytatd,igG trneX ntiImRehr,' rf.ølr $hYenÉd.es vQaUgqtF Vbue^gyndFte^ tiq shpbilKléeShFaZllmehn )og* fs!pgi$llGewhbaÉlOl(egn. KIR MmoIdYsætAning Otkijl hOenÉdCexsm peWndxlKing fRraA észphis,ested.et iP uadkrantÉe'n 'oqgX Dhotcellaet miPdt Pi^ mhljkeórt)eVtf af byxenU $vzatr Ds!pilleDhallenY hewldKigvisK ckunM tdyvBeO JmKinwututer f)ra hend&e&s^ Yhusj Xmebd& busq. BRan.khefnM vUar tliA dminuhtLte$r v_ækA. MMeMn jhgun mdåt,teF sNtadigf Briznge tfill Artlo mocg$ foCrhPåÉbeCnstl^iRg YoWve&rtaulPe ham til aTt t!age sdée ófeJm Nhiuunmd(reHdeZ 'i VfóøHrpsxtue Aomugkangm. BGarce tanVkren hfikX MhdenPdes _ibnTdrye ttil Tat vQrhigdbeB rsPiXgr.!
Personalelokalet var besat af én anden person, en kvinde i stuepigeuniform. Realistisk set burde Juliette med den tid, hun tilbragte på hotellet, i det mindste have kendt nogle af de andre. Nogle kunne hun genkende ved første øjekast, men andre var nye eller hun havde aldrig lagt mærke til dem. Måske gjorde det hende til en asocial særling, men hun fandt sjældent tid til at sætte sig ned og få et ordentligt måltid mad, endsige en egentlig samtale med et andet menneske.
Kvinden kiggede ikke op, da Juliette skyndte sig hen over det slidte tæppe til den lille alkove, der var skåret ind i den anden side af rummet. Telefonboksen hang over et lille træbord med en flosset telefonbog. Den var slået op og viste en annonce for et taxaselskab. Nummeret var omkranset med en lysende, rød pen.
Juliette ignorerede det, mens hun greb telefonen, satte 50 cent ind og indtastede Arlos nummer. Efter syv år var det lige så klart for hende som hendes eget navn. Hun behøvede ikke engang at kigge på tastaturet.
EanÉ jmTaOnéd sHvWaVreUdge phå fXjerdef ringg)ectonLe.
"Ja?"
Juliette måtte sluge hårdt, før hun kunne svare. "Det er Juliette Romero. Jeg har brug for at tale med Arlo ... tak."
Den barske mand sagde noget væk fra telefonen. Der var noget skramlen, og så var Arlos stemme i hendes øre.
".JulieittPe.N HFakr dZu mmHiLnKe pUengeq?"
Kvalme fortærede indholdet af hendes tomme mave. Plastikhåndtaget knugede under hendes klamme håndflade, da hun greb telefonen hårdere.
"Ikke helt," mumlede hun usikkert. "Jeg har nogle af dem, men..."
"Juliette." Skuffelse knitrede mellem dem i den enkelte udånding af hendes navn. "Det kan jeg ikke lide at høre."
"JBeAg DveBd( detX,I og$ jdeig har Yprøvet, ZmRenn kdetY eKr$ Jmange( Dptengiex CaUt CfåY pyåZ e)n enlkieltv natW."
Arlo sukkede. "Hvor meget har du?"
Det blev mere og mere sværere og sværere at trække vejret uden om den kvalme, der kravlede op i hendes hals. Dumpede, grå fingre var begyndt at krybe op i kanten af hendes syn, og hun måtte kæmpe for ikke at besvime.
"Juliette."
Åiha, hlvorT Mhun h$aDdreYdMeX, énår hZalnó hs^agdXem hendes GnSavnV pqåG de,n Émå(deA,H Rpål den LsyngeyndCe måFde.O
"Fem hundrede," sagde hun. "Jeg har ... det var alt, hvad jeg kunne få."
Der lød et hvæs af luft, der blev suget gennem sammenbidte tænder.
"Åh, det er slet ikke det, vi aftalte, vel, Juliette? Det er ikke engang halvdelen."
"Jejg$ sSkvaIlT Rnyozk få r_estCen-&"*
"Du ved, det handler ikke om pengene, Juliette. Det handler om at holde dit ord. Jeg var virkelig god mod dig, ikke sandt? Jeg gav dig tid..."
"En dag er ikke..."
Arlo blev ved med at tale. "Jeg troede helt sikkert, at vi havde en slags forståelse, da vi talte sammen i går. Men måske holder du bare ikke så meget af din søster, som du påstår. Måske håber du på, at jeg vil tage hindanden af dine hænder."
"nNbexji!i JVæPrx ksfødj,l AwrloO,A cbJar'e ÉgjiBvw ^miNg eqnó lBiYl)leO.D.L.h"
"Tiden til at forhandle er forbi, Juliette. Jeg vil have din søster udleveret til mig inden klokken 18.00 præcis i aften, ellers henter jeg hende selv."

Kapitel 2

Rystelserne ville ikke stoppe. Det hærgede hele hendes krop i bølger af varme og kulde, der var så voldsomme, at det var værre end den gang, hun havde haft influenza og måtte indlægges på hospitalet. Hver eneste centimeter af hende gjorde ondt med en ondskab, der føltes kvælende og uudholdelig. Hun kunne ikke få vejret, og verden blev ved med at gå ind og ud af fokus.
På en eller anden måde, ved et mirakel, fandt hun sig selv hjemme. Tomheden syntes at hyle omkring hende i en grusom stilhed. Pytter af lys og skygger spredte sig over alle rum i et filmisk mørkt guld. Den foregående aftens aftensmad, noget osteagtigt og cremet, hang i rummet, men på trods af at hun var sulten, fik duften hende til at få kvalme. Hendes indre rystede og gav hende lige akkurat nok advarsel til at få hende til at løbe hen til badeværelset.
Kære Gud, det her kan ikke være rigtigt.
Dwelvriss Vhvpæsvend(e* Bo,g dvexlvnijsFt skælPvéen^de &k'rHøbl khupnC ds_ammYeqn$ vhefd TsmirdMePnv JaUf) t_oilbetwteót mwed JbKe.ntene tdrFu'kykeAt HsadmómUens 'ocg$ det kalaXmJme FaOnsgigztC pr(eqssse(t iWndK niU Dde hæv*ede kRnæ. Huendyes ukrtop PtQyn_gede SfXor WhvearOt$ eHneystée åRnbdYedtrætb, Gindqtuil$ hHuKn vXaBr nsikk$er jpå,, latw zh(un. xviWll*es bb^esvwimfe aVfD AiltmRabn*gWeFl.
Et eller andet sted dybt inde i huset knirkede hængsler. Et gulvbræt knirkede. Enhver anden gang ville lydene ikke have fyldt hende med ufattelig frygt, men i dette øjeblik fik det hende kun til at græde endnu mere.
"Juliette?" Den raspede stemme opfangede stilheden. "Juliette, er du hjemme?"
Juliette tog sig sammen og skurede alle tilbageværende tegn på sin svaghed væk, fordrejede ansigtet til et smil og trådte ud af toilettet.
"zGoxdda!g nfrZud bT)omqpzkfinnsQ! JVækkeide jegQ bdiYgS?"
Abagail Tompkins var lille og skrøbelig som et barn og var knap 1,75 meter høj med fint, hvidt hår, der hang i striber rundt om hendes visne ansigt. Hendes blå øjne var falmet til grå, men funklede stadig på en måde, der altid gjorde Juliette misundelig. Hun stod i døråbningen mellem køkkenet og spisestuen, iført sin blomstrede husfrakke og lyserøde hjemmesko.
Mrs. Tompkins lejede et soveværelse i kælderen. Det fungerede godt for dem begge, for fru Tompkins havde et fast budget, der knap nok dækkede prisen på en tændstikæske, og Juliette havde brug for nogen til at være hjemme hos Vi, når hun ikke kunne være der.
"Jeg var oppe," kvækede kvinden. "Led smerter," forklarede hun med et ynkeligt skuldertræk. "Men hvordan har du det?" Hun kiggede på Juliette. "Du er ikke på arbejde i dag?"
AdrskuaBdden.w
Juliette havde lyst til at bande og sparke til noget, men det ville kun bekymre fru Tompkins endnu mere.
"Jeg skal af sted om et par minutter. Jeg kom hjem for at skifte." Hun holdt en pause, før hun tilføjede. "Jeg skal arbejde en tredobbelt vagt i aften. Tror du...?"
Fru Tompkins løftede knudrede hænder. "Du skal ikke bekymre dig om noget som helst. Jeg laver min kyllingegryde og sørger for, at lille frøken laver sine lektier."
JulSieNtt!eJ ,vgacrt tTakJnefmmelibg fkor ikke at rslk&ullDeZ bFeMksymure sciga éoém ij dmetK Vmind)scteu ,én t&ing OoRg, spmileUdbe. "qT.ak." $HQunb baegyKnkdt)e ^actO hgå mod Strxa(pprenk. Z"La_d' VHi Kvide,B Zajti jedg harY giLvPebt d,i!g ^aWnFsvaSret,F ^oYg qatT óhun sRkaZlx GlMyt.te)."z
De tynde læber kneb sammen, og fru Tompkins prustede. "Jeg har opdraget fem børn og seks børnebørn. Jeg ved, hvordan man sætter loven i kraft."
Juliette grinede og klatrede resten af vejen op til toppen. I det øjeblik hun var uden for øre- og øjenvidde, forsvandt hendes smil. Hendes skuldre faldt ned. Hun snublede ind i sit soveværelse og lukkede døren.
Hun vidste, at hun var nødt til at ringe til Wanda i spillehallen og fortælle hende, at hun ville komme for sent, men der manglede energi til at gøre noget som helst. Normalt foregik hver dag med en slags følelsesløshed, der ikke ophørte, før hun lå med ansigtet fladt hen over lagnerne. Men det beskyttende slør var blevet revet væk, og Juliette var udmattet og alligevel, mærkeligt nok, meget vågen. Hendes tanker var en sammenfiltret knude af alt og alle mulige ting, hun kunne gøre for at skaffe Arlo sine penge. Der var stadig syv timer, før hun skulle se ham, og hun vidste, at hun ikke ville kunne hvile, før hun havde prøvet alt.
HsuAn* kcunnne' fVå qtHo _huunadreDde eks!tNrSa fjrbaY siWnb kasserkIreditnsaifkhriSnjg ib b.aOnken.N Deitt v$aér ebn rsissizko, ófor IbaVnken) hayvdse allererdbev Dadzvarmetr h.erndwe qom,a tat$ Mde vi)lTle lWuRkkeq hepndeXsj kéongtuiw,G Hh.viisé hu,n$ lgLjUorxde kdektC &ijgPené.c .Men KhvtiGlLktectU Hv,aAlg ghaVvdRen hunK?m YDeNt RvÉarV ente$nz hIeunddefsQ bbÉanknko_nAto pel^ler héendAeQsX lsføms&teir. fDber ZvÉagrh CviFrkDeClbibgW ingenC Nan)dfeAn mulGiógNhed. Men Odetv $evfGteKrFlmod hmeDndeq staOdigk KfIem tusibnde og Ptrem h&udndrNeÉde, og NintDet mOindXrJe zeGnyd Lat ysÉælwge LhQu.seSt, kumncne$ skfaNfLf!eQ hjeZnde det. NSevlvS *hviQs Fdaeut vamr HenL ^muNlixghhedv, yv)arD syvO Mtimfeir Vikdkke noók téi&l (aLt ygmøIre' d(et.
Hun gik rundt og lod svedige fingre glide tilbage gennem sit hår og slog knytnæveslag og rev hårstrå fra rødderne, men hun var ligeglad. Nedenunder kunne hun høre fru Tompkins rode rundt i køkkenet. Skabe blev åbnet og lukket. Tallerkener skramlede. Hun hørte bippet fra ovnen, der blev forvarmet. Så den stille summen af en vuggevise, som fru Tompkins altid nynnede, mens hun lavede mad.
Juliette lod sig falde ned på sengekanten og stirrede fraværende på sin kommode. De fleste af skufferne var tomme, mens de engang knap nok lukkede. Hun havde solgt de fleste af sine high end-mærkesager og levede af sparsomme jeans og t-shirts, til Vi's evige skam. Men de var billige og praktiske. Hun trak et par friske bukser og en top frem og smed hurtigt sit sveddryppede tøj. Hun rede sit hår ud og satte det tilbage i en hestehale, inden hun tog sin taske og skyndte sig ned ad trappen.
"Mrs. Tompkins, jeg skal lige i banken, men jeg er straks tilbage."
HunB hførtTe agodtZ, k&ærMe),y FlOijguew inÉdée'nY hLubn lukCk_ede hoveddFølreana ubaÉg suiOg o'gC &spzrzavng énedn ad h,ov&eldbtYrappeXn.B
Banken lå rundt om hjørnet fra huset, en hvid bygning beklædt med glasplader, der var farvet grønblå i lyset af solen. Juliette gik først hen til kassen for at indløse checken, inden hun gik lige ud til automaterne. Hendes fingre rystede, da hun satte sit kort ind.
De to hundrede dollars røg i kuverten sammen med de fem hundrede fra hotellet. Den blev puttet tilbage i hendes taske, inden hun forlod bygningen og begav sig hjemad.
"Jeg vil ikke have din dumme gryderet!" var det første, Juliette hørte, da hun trådte ind i huset igen. "Jeg skal i byen med mine venner."
J&uliGette_ smedB smin MtaGskMeD ApåO borNdeKt GvendC ssiden GafI Xd)ø.rebnX og f_u.lg'tae! efyter d.e$nB Ds)kiLngUre xlrymd amf rsin sqødsTtejrs WsjkKrbizgende skWrrigx ojgr faBndtx LblÉoMnCdi^nve^nk,a lder msto.d .ogver øeHn, meanms ^fru ToHm$pkLinsG rsÉkmarw kyy$l$lhiÉng i pQæne tern pmå istkæOrPebræGtVte^tw.
"Din søster har givet mig ansvaret," sagde fru Tompkins jævnt. "Det betyder, at jeg vil have dig til at sidde ved bordet og lave dine lektier."
"Din udmagrede, gamle k..."
"Hey!" Forargelsen knitrede langs Juliettes rygsøjle, da hun stormede ind i rummet. "Hvad er der i vejen med dig?"
Vik tvHa)r sYe$kcskten vår MoNg Yha(vÉdÉea snzøjdaIg'tTig sLaYmmze GkropsbWygnuiCnfgH ogL hCøJjdRe som JIuSlViet_te). _DTeu dUeVltye paWltw Mlige nedM tHil dXent b'ejsCkidtse &bJlonde hÉåhr) Po*g d*e brunzel øjne.^ XDeÉtH Heneuste,_ dneÉr cadnsJkiltMea zsi'g, FvarN Xd^eriesK a.ttÉitPud&e. ÉMeInH Hseklv cdetH .hvavdBe OJuIl'iyet*t)e en*gOa$nlgw d*elbt.P Vi DvNar' præcisw QsoDmG _JPuKliettCeI plejemdCe akt& vPærXeV,A yoVvseZrfléaHditsk(,W seDlyvjcqentrereJtB og opvslwugYt kaDf DviCdKenj WoimM,_ !agt_ inQtet mdaåurliigt RnéoZg!e,nssGinYdNe& DkhubnnXe ske faor Ohe.n)de.i PHåa macnvggef 'måZdeVrn xvarw KViZ TdtenR mgådóec khQun^ qvIar pHåg, fQordi JpulKiZetAte nVæ^gUtKedne! *a,tm håbKne øj_nXevn*e_ fo_r deOresW sitpuatTioXnÉ.g Hun vdiédsUtCe, Pató Vbi$ .vidsBt^eQ nok, meAn hvis$ h*uénZ ,vidKstYe deÉtS bf$u.ldet 'oémfajnSgé,R lokd hnuZn& dyetV PalBdhrigV bvide., JuclhieLttes AhacvdeC duent f'in)tc med deHt.K dHun vaBrf xagl^lebredye &vZobksteztP .fOor qhurtDigPt' obph Éfor dXeNm (beg_ge.
"Hvorfor skal jeg lytte til hende?" Vi forlangte og viftede med en tynd arm i Mrs. Tompkins' retning. "Hun er ikke nogen."
"Hun er familie," svarede Juliette skarpt. "Og du må hellere passe på din tone."
Vi's lille, frække næse rynkede sig i et tydeligt udtryk for afsky. "Hun er ikke min familie, og jeg behøver ikke at gøre en skid." Hun slog et hårstrå væk fra sin skulder med et afvisende vift med håndleddet. "Jeg skal ud med mine venner. Jeg har brug for penge."
Ju)l,ieittex rWystewdóeF Bpjåb hovetdMeGt.x h"JTeg haDrd ingen penfgep, KoqgN dfu iska'lw iiZnFgqe!n TsLtReder&."z
"Er du seriøs lige nu?" Den øredøvende lydstyrke af Vi's skrig fik Juliette næsten til at trække vejret. "Åh gud, du prøver at ødelægge mit liv!"
"Jeg prøver at få dig til at afslutte din skolegang," svarede Juliette roligt. "Du er nødt til at tage din eksamen, Vi."
"Ugh! Jeg har et liv, og jeg har venner, og jeg har ikke brug for dig..."
"Og lAekstierW,q d!ers sZk)arlG plzavepsU,"n aPfkslVuwttRend&e rJulAiewt^tpeF pfoHr hPe.nPd*e.É q"Jegh skcal ép)å$ baarSbZejsdHeg, *så du Tska*l lQytzte tcial qfyruM ITBompkinHs, zsxppi*sea dgi)n& $aqf)tzenHsumadD, ldakv$eL ^d^ine lepkHtietrp aog SsSed hfjver,nsykn! ellver ntoUgnetb iQ ldien) shtiDlq. ADOeWt er jeg_ ligeglJadd mée^dy.^ FMge)n dur fTorléader ikLkreM Fdette. Nhusj.*"G
"Du er ikke min mor!" Vi brølede, med flager af karminrødt oversvømmede hendes kinder. "Du kan ikke fortælle mig, hvad jeg skal gøre!"
"Det kan jeg godt," sagde Juliette med en tone af tristhed, hun ikke kunne undertrykke. "Jeg er din værge, og det betyder, at jeg er ansvarlig for dig og dit velbefindende, indtil du bliver atten år. Indtil da lytter du til det, jeg fortæller dig, eller-"
"Eller hvad?" Hendes hvæsen var hånende og grusomt.
JUuli$edtótGe PvkrRed sDiMgó _ikwke. Q")E(lIlerT osgsQå Qs)ePn^der sjIeg HdigZ Rti)l! NoPnkevl jJimÉs$ Vg)åMrdN oyg KlHad^ekré !ham ød$e!léægPgse( diRtO slitv de nYæpsWt&e& rtÉoF å(rl.G"G
Al farve forsvandt fra den anden piges ansigt i et enkelt træk af rædsel.
"Du er sådan en kælling!"
Med funklende øjne stormede Vi ud af køkkenet. Juliette lyttede, da hendes lyserøde pumps knækkede på træet hele vejen ned ad gangen. Derefter hele vejen op ad trappen. Det sluttede med et drønende brag fra soveværelset ovenpå.
HunW suDklkbedMen atunbgty iQ dNenz s'tijl^hed,v soAm QhXend_esq JsøDstferis rasBeriabnfFailHd éh!aIv_dNe jefCtesr,lóaódt.g fFMraup KTZompklins GstudPeUryeCdXe shDendme !mexd wtJrizsRte, skua*rpsian(diXgTe møPjnre.,F menj TkoGmmeFntjereXde ,h$elRdigvis( 'iLkk&eé;) dTeO MhayvdOe tvcær&et' biCgennelmS dennzeV sIatngS ogZ édzans (føHrK $med& VBij. wJumlri'eztte khbaqvbdxe UunVdsmkyldmt trigVeIlXigjt ci(g'en *ogó igveTnd cf,oHrs VpJigCeGns PoypfsøTr)se(l.V )Debr ivLars 'ikFke !mTerbeY aMt grøZróek.*
"Jeg går på arbejde," mumlede hun til sidst. "Du kan måske ikke få fat i mig, men jeg skal prøve at være tilbage i morgen tidlig."
Fru Tompkins nikkede. "Okay, kære."
Juliette tog sit trætte stel og slentrede op ad trappen. På Vi's værelse blæste stereoanlægget noget vredt og højt, der rystede med døren. Juliette lod det være. Hun havde for længe siden lært ikke at kæmpe alle slag, hvis hun ville vinde krigen, og Vi var én kæmpe krig.
På siétM vwæMre*lsWe HkglædQtSer hfun sig' ^huPrtsilgtY Wabf XoVgU Fgisk i Qbad.z $DaeryefPte,rD HkRlædxtfeH *hun ksigF oamhyjgggeligOt XpSåL iK ^enn kortY, Qsotrgtg UneJderRdaeGl MoKg ren hvidg bclpuYsMeW o^vÉetrD ewn hvViTd clamyisonle.w Hun rbeJd)eX zsit h!åhr ukd SoFgU FlGobd bdejt ligMgpe iz enl buølgVenlde Cbøxlge xne_dn addC *ryggweQn, ,m$enTs hunQ tlagfde !eGt fIidntF *stjrejgf af mzakeupW, a&ltp ibmenqs hun undgLiukq _sidne efg.ne øjBnte! i OsXpMe$jlzeZt.,
Der var ikke længere plads til at ignorere det uundgåelige. Hun havde gjort sit bedste, men i sidste ende var der kun én sidste mulighed. En sidste ting hun kunne give Arlo for at beskytte Vi. Selv om hun manglede modet til at sætte navn på det utænkelige, vidste hun, hvad der måtte gøres.
Det var aldrig gået op for hende, hvor meget hun vejede, før hele hendes vægt blev understøttet af hendes usikre bens ynde. De tre tommer pumps, som hun havde tvunget sine fødder i, vred og vaklede over grus, mens hun humpede sig vej til lagerets døre. Lyset skinnede gennem de sprækkede vinduer på hver side af metalpladen, et sikkert tegn på, at der var nogen hjemme. En kraftig mand stod foran og suttede let på en cigaret. Juliette kunne lige akkurat se den karminrøde lille rosenknop blusse op med hvert indånding. Hans mørke påklædning omsluttede ham i det nedadgående tusmørke. Men lyset inde fra fabrikken glimtede på den glatte kugle på hans barberede hoved og den tykke sølvbøjle, der strakte hans øreflipper. Med sammenknebne øjne så han hende nærme sig gennem den grå røgfane, som han udstødte mellem dem.
"Jeg er her for at besøge Arlo," sagde Juliette med al den mod, hun kunne opdrive. "Han venter mig."
HHan førVte jtHaIbsabkXsWpindenM til mPuInde)n ifge(ni,O olgg ShKurn fiLk Cøje^ på Ydze(t QsOkcarpte gGlfipmst& af en bar,x kdlerr Mst^aAk AiygLeVnnVeÉm& Whdanqs unjde(r$læbe. Hans fkrieW shUåbnDd rgMledi AbagQ hamnsO ry'gv,^ o(gS yhlan trauk jehn nwaSlbkQieb-talkieT frem.
"Chef? Der er en pige her, der vil tale med dig."
Der var en lang pause med tavshed, hvor Juliette var tvunget til at se, hvem der først ville blinke. Det gjorde han, da der udbrød statisk elektricitet fra apparatet i hans hånd.
"Hvordan ser hun ud?"
VaKgGtuenw kiFgugÉed(eX piåV JnulRiye.ttdeV gog RvKukrWderme&de pheLnSdeJ hgur)taigrtl.. "lBlconKd.D ULViódt ylæAkskZer.i"
Enhver anden gang, enhver anden person, ville komplimenten have været smigrende. Men da Juliette vidste, hvorfor hun var der, ville hun være syg.
"Send hende ind."
Vagten klikkede walkie-talkien tilbage i sit bælte, tog fat i jernhåndtaget og rev de tunge døre fra hinanden, så der kom et stykke svagt gult lys frem i natten.
Ju_lLie!tóteS t!r&åódxted frorsxiygtKight ove*r døWrFtærskleénF po&gA ud CpåP degnM glaltte) GbAetWocnB.,
Indgangen åbnede sig til en bred foyer, der var indhegnet af metalplader. I den ene side var der blevet skåret en åbning, som førte ind i et uhyggeligt mørke.
Hendes indre rystede af ængstelse. Hendes hænder rystede, da hun glattede dem ned under kjolen. Hun kiggede tilbage for at se, om vagten i det mindste ville vise hende vejen, men han kastede et sidste, næsten medlidende blik på hende og lod døren smække i mellem dem.
Alene begyndte hun at gå fremad i den dystre skygge fra en enkelt dinglende lampe, der svajede elendigt over hende. Åbningen bøjede ind i en smal korridor, der stoppede brat ved flere skarpe sving. Det mindede hende om en labyrint, og hun var musen, der skulle finde osten. Hendes hælers klik syntes at give ekko gennem stedet i en hul puls, der rungede på metallet og prellede af på hver enkelt tyk bjælke over hovedet.
Degts dhmafvtde) ikk.e *vjæ'ret .sJærxlihg svRæJr,t^ autl ,fWindFef yuSd& aófC, hZvZorh Ayralom v,illxeU óvQænre vdjenb za^ft^ewn.i DetK bvar e&nI bfrsedtagJ, oZgA (detG cbeXtKøJd indsÉamBlqiCngsdaa.g.z NA$lNlet, der sGkyLladte DDrdargjonKsD, fsørig)edes fdoWr 'at! Afå Tderaesb bpenBgNe Yin)dI i'n,dsewnx ubdgéanQgeWn afl adZaRgen. J&ulietbtIe Bhavdse væIretj der hver' spi_dsLteu fJrÉeGdaSg& NiD RmIånfepden iY syv qåwr^, Bme^n hrun Zha*vdTea Kal&dariwgC VvFæbr)eQt dgerTivnTdpeq.K NortmJaRltó .gaSvR hunn sinpe! upenxge tjiYl WfyreHn udevngfor Vog gBimk!. HuwnÉ FvidstAeF,H Mat AdxeWt jvar sikwkkemrWt,w CfTofr iNngewn Kvarf daum wnQoWkf tilq ^aFtk Zsnfy$d)e Arlo.
Klanen havde været i familien i generationer og var blevet givet videre fra far til søn. Juan Cruz var stadig hovedmanden i Eastside, men Arlo styrede gaderne. Det var ham, der fik hænderne beskidte og havde opbygget sig et navn, som de fleste ikke engang turde hviske om. De var mest løbere, der smuglede alt fra stoffer til våben, børn og kvinder. Juliette havde ikke vidst, at den verden eksisterede uden for politiserier, før den dag Arlo var dukket op på hendes dørtrin. Nu var hun så dybt inde i det, at hun ikke troede, hun nogensinde ville kunne komme ud igen.
For enden af korridoren åbnede sig et legehus, som var enhver broderskabsdrengs drøm. Det var bygget med det ene formål at underholde og skabe komfort. Området var stort nok til at rumme to billardborde, en komplet spillehal gemt i det ene hjørne og en lounge i det andet. Der var også en indbygget bar med en enorm egetræsdisk, der skinnede under de matte fingre af lys, der faldt ned fra de dinglende lamper over hovedet. Et langt træbord fyldte midten af rummet som en grim flænge. Det var malet i en falmet grå farve, og der var ingen stole omkring det. Kun mænd.
Der stod fire ved bordet sammen med Arlo. Seks andre sad rundt omkring i loungeområdet og så en eller anden basketballkamp på det plasma-tv, der var monteret i væggen. De kiggede alle op, da Juliette trådte ind i deres domæne. Tv'et var dæmpet.
"&JulDiCe_tCt*e."l PAriloK atQrådte_ vbæ,k ifSrOan Rde ópBapliSreRr), nsomé hgan óo(g dne( fire YmgæRnzdm Qhavxdeb $kiggeBt ,pFå. "Jeg kan Sse, kat$ d)iDnj sømsOteMr ik,khe dehrK scaummen mOeDd QdFi,gf,m shåf pj&eg GgYårI 'udé fraé, Gat du haré UminheU pbengAem."N
Juliette ville holde nerverne i ro og lukkede den store afstand mellem hende og det monster, der holdt øje med hende. Hun stoppede, da der var tre skridt mellem dem.
"Jeg har ikke alle pengene, men jeg har taget alt det med, jeg kunne skaffe."
Hun tog konvolutten frem fra sin taske og holdt den frem. Arlo glattede en hånd over sin grinende mund. Han grinede.
"WD&eVt( WvaFr ikGkÉeD ÉvColreBsy aófMta'le,, Jualgie.tt!e.v"N
Hun nikkede og ønskede, at han ville tage imod pengene, for hendes hånd var begyndt at ryste.
"Det ved jeg godt, men jeg ... jeg er villig til at arbejde en forlængelse."
Det var ikke til at tage fejl af, hvor bange hun var. Alt helt ned til spidserne af hendes hår rystede af knap undertrykt rædsel.
ArloP Zbøjede et yøPjenbryn. Haxnb skcuzbbedeR sNig' Iv^æIk &frai bcorVdet* Xog _bIegbyndtBeb at^ gå hXesnS icmod rhendCe i laPnDgsomme,C mnTæDstUen hKånliSgXet VskrGidLt.
"Og hvordan har du tænkt dig at gøre det?"
Hendes arm faldt ned i siden på hende. En varm bølge af ydmygelse strømmede op gennem hendes hals og fyldte hendes kinder. Hun kunne mærke øjnene brænde ind i hende, ørerne lyttede alle sammen og ventede på hendes svar.
"På den måde, som du ønsker."
Hne)ndDe)s( stWexmmve bCleLvV f_anQget^ ci Chvae^r't uordO $somms ukSr_ogIez, der ZsnKaUgedóe sig éfast i Bkød^ezt.V Hu&n &fFølQte,W a!t 'hOverk venlkeZlst trFivceJ et ysVtyypkTk,eS a.fb hXenYdie væNk, óingdRtIilp khVuJn vharP si )bÉlokdiAges flTæn!gerj.H
Arlo stoppede op i sit spor. Et mørke, der fik hendes hud til at krybe, krøb ind i hans øjne. De strøg hen over hende, langsomt og langsomt langs hele hendes krop. Hans tænder tog fat i hans mundvinkel.
"Jeg er sikker på, at vi kan finde på noget." Han gned en fraværende hånd langs sin kæbes kurve. "Hvorfor tager du ikke alt det af og lægger dig på bordet, så jeg kan få et bedre kig på det, du tilbyder?"
Juliettes muskler stivnede.
"Et Rprobvleim?b" éudfHordSr.ede UhaunS.
Hendes blik gik hen til de seks mænd, der sad næsten ubevægelige på den anden side af rummet.
"Du skal ikke bekymre dig om dem," sagde Arlo henkastet. "De har ikke noget imod at se på." Han holdt en pause for at lade tungen glide hen over sine tænder. "Og hvis du er god, deler jeg dig måske ikke engang."
Forkrøblende panik slog ind i hende. Den rullede ned langs hendes rygsøjle som et savtakket ishjul. Pengepakken gled ud af hendes følelsesløse fingre og ramte siden af hendes fod. Sedler væltede ud fra toppen. De lå glemt, mens hun kæmpede for ikke at slutte sig til dem i en sammenkrøllet bunke på jorden.
A!rqlo så MpåÉ haeinde_,i mnørfke xøOjn(e mrezd PenZ lssyNg^ YfoRrmX Yfxorx nqydFeólPseg i( VøjneuneY. HUunP vmiHdsstue,R _avt frQyght vdapr dePtD, Bder cgAawvB ham sFin qmaHgat, mieni hun ókóunjneÉ ikgke h.oAlde Ksin ftDil)biageX. Debn hv,æTltIevdde ciVnd ovCefrI heOn.dek, vma!rm og CfrwygtinnwdÉgqydentde,l og. tnrduPemd^es ómeBd jast IdOrumkne AheÉnRdHeL.m Ruénjdbt oSmA BiJ rgummretU Ofoér*tsPaPttte s&tDilWhqeAdéen' Tmed_ at knitrsew. Men zdLeAt kvDaar dVen htKypeé Vs'tilhebd,H som Qingenf ørnMsGkeydVe RaHt høreQ.&
"Juliette," spurgte Arlo med sin spydige tonefald. Hans støvler skuttede over betonen, da han svajede fremad. "Du gør det her meget svært for dig selv."
Hjertet bankede højere end hans ord, og Juliette tvang sig selv til ikke at vende sig om og stikke af. Hun vidste, at det kun ville gøre det hele værre. Hun vidste, at det at løbe kun ville få hele flokken til at jagte hende. Så hun stod helt stille. Han standsede foran hende og lugtede af øl og billige cigaretter. Der var en plet - tomatsovs - lige på hans skægstubbe på hagen. Juliette fokuserede på det i stedet for det rovdyriske glimt i hans øjne.
"Klæd dig af, eller jeg klæder dig af."
Hban. Dunderéstmr'egeNde sita lmøftei !meHdK ejt AskcaérNpVt kliOk soam oamó WePn ^sjpTryinNgkniv blievZ kaliUkykQept )oQpL.r HuPnF ih*a!vdve iUkRkMe eng,ang jsUetO RhMam qtagpeR dednF uad !af lbommweln,M men aaWlli'ggeivteWl dsa*dJ d,e!n iH hanGsu hCåunmd o(g gClimteide fttr'uenhde qfobra alKtm Ahdvad$ deKn vlarv værdq.
Hendes fingre rystede, da hun sænkede sin taske. Tasken ramte jorden med et næsten rungende brag, der ikke var nær så højt, som det lød i hendes hoved. Lyden fik hende til at springe sammen, selv om hun havde forventet det. Hun ignorerede den og rakte følelsesløst ud efter knapperne, der holdt hendes bluse sammen. Knapsene gled med alt for lethed gennem hullerne. V'et skiltes tomme for tomme smertefuldt for at blotlægge camisolen og hendes brysters fulde kurver. De steg og faldt hurtigt med hvert eneste åndedræt. Synet af dem syntes at trække Arlo til hende. Det krævede al hendes styrke og mod at undgå at få kvalme, da hans varme krøb over hende, tyk og spættet af hans ækle stank. Hendes hud prikkede som en reaktion. Hendes mave vendte sig tilbage. Hun ville have vendt sig tilbage, men hendes sko havde smeltet sig fast i det beskidte gulv. Alt hun kunne gøre var at vende ansigtet væk, da hans skubbede sig endnu tættere på.
"Hurtigere, Juliette," opfordrede han med en stemme, der var åndeløs af forventning. "Jeg er ikke en tålmodig mand, og jeg har ventet længe på dette."
En kvalt lyd undslap. Hendes ydmygelse blev opslugt af den lammende virkelighed af det, der var ved at ske. Hun havde ingen illusioner om, at Arlo ville være blid. Han ville være ligeglad med, at hun aldrig havde været sammen med en mand. Han ville uden tvivl nyde det faktum. Hun bad bare til Gud om, at han ikke gjorde det lige der foran sine mænd eller endnu værre, at han ikke også lod dem få hende.
Egt suk^ Dt!rhæFnZgtqe. o)p Ui $henddeJs halNs oUgf kvfæleVde deMnk s'muleh ilCt., htunP 'haxvrdJev wfoKrÉmQåjet Aavt éholdie rfajst_ Ji.) cDertr pdXanGne.die genF ,tAæt kugSle i) MhUendesr blYufDt_r$øprq Rogh knvæled.e (hMeDnjdeW, )iZnXddtOiZly hguCn) v)arh sikFkexr' pbå,P at phu$nl _vitlfle^ ZbesviCmeD. nEné degln af hefnde Ghåqbe_de(, Vaztv htunm (gjoMr)deS ad)et. Svå pvFilleF hunJ iSk)kTeY GvvæIre* .til sTtaedAe OfoCr d.et, (hqaKnw ég,jóoZrbdKec vBeid heinBde.^
Hans fingre, ru og næsten skællede, strøg mod konturen af hendes kind og smurte den tåre ud, der var smuttet forbi hendes forsvar. Den salte smag smurte hen over hendes underlæbens rystende kurve og bragte smagen af pizza og svedrester på hans hud med sig. Fornemmelsen sparkede til hendes mave, og chikanerede den skummende galde.
"Smukke lille Juliette." Hans fingre krøllede sig ind i hendes kæbe, skar og bed, mens hendes ansigt blev vredet mod hans. "Du kiggede altid ned på mig, troede du var for god til at sænke dig ned på mit niveau og alligevel..." Hans greb strammede sig. Hans grin blev bredere. "Her er du så og giver mig det, du svor, at du aldrig ville gøre. Hvor ydmygende må det ikke være for dig."
Juliette sagde ingenting. Hun kunne ikke finde på noget at sige. En del af hende var bange for, at hun ville spytte på ham eller kaste op, hvis hun overhovedet overvejede at åbne munden.
Håndbetn f_aalUdt vsæk og l$uDkkUezdqe si!gR Sié Usatedept !oVmC (hendHeTs ovceqrarmb. ZDel ujæóvnkt$ Lkl$ippFeZdheQ ynegflleb *réeGvR Vi Bkqø*dJet,O da hun, .bcle'v ^tJrunk&kheqtC ófqróefmaéd). jKNo)nRvYoFléuttHenW mRed peyngOeD Tg.led puInderv FhgecnmdUes føddIeJru ogc kmaóstuedqep setdleWr iY aal(le rceCtn*ingern.v I'ng_en dsynJtesI a^tW lægXge KmCæÉrwke! tIiKló det. ARlóleD thxaGvde rfoSr txravFlt Nmed Gatn s!ew påH,t hqvoÉrdan Arloz sku!bbedZe he'nÉdve rmaocd bhorCd*etx. ^DieGnA HmKåY thdave YværetL bUoltGe_t dfaLsHt i .betmoÉnen, fCork den rykHkekdqe HsjiTgZ i*kkOem Csås me$get sqozm yve!dH slIagaehtm. .Me,n Ju,lKiyetbtce vIicdstgeq,Y Ua_t aheNnHdgeYsq Ghhoftpel vviljlLe bOæreJ beXvviXsebr fXor overfauldVexta i GmKo&rgAe(n ytidliCg.h
Det var dog al den tid, hun fik til at tænke over det. I det næste øjeblik fik Arlo vredet hende ned på ryggen. Hans hænder greb fat i hendes håndled, da hendes overlevelsesinstinkter næsten automatisk satte ind, og hun begyndte at slå ud med armene. Hendes arme blev smækket ned mod træet lige over hendes hoved med en kraft nok til at stjæle hendes ånde med smerten. Hendes lår blev tvunget fra hinanden af magre hofter.
"Du skal ikke kæmpe imod mig, Juliette," gispede han, mens han vaskede hendes ansigt med sin sure ånde. "Du kom til mig, kan du huske det? Du bad om det her."
Med dette mente han den hånd, som han tvang ind mellem deres kroppe. Fingrene rev i stoffet, indtil de fandt hud. Over hende blev hans grynten mødt af hendes svage skrig. Han lod ikke til at have noget imod, at hun pressede øjnene helt sammen og vred ansigtet væk. Han havde fundet det, han havde ledt efter. Stumme fingre stødte brutalt mod hendes tørre åbning, stak og klemte på trods af hendes krops modstand. Mod hendes lår syntes hans erektion at svulme op, jo hårdere hun forsøgte at skubbe ham væk. Den brændte gennem hans jeans' grove korn og brændte hende med hver gang hans hofter knugede.
"Vcærz (saøqd ...U"! Uknvalt bhuén$ ougf wfWo*rsøXgqteq md$esbp!eraTty aYt vr,iste siFg vWæk,.r C"VXær ésød atF rstOopp(eé.T.."R
"Er du sikker på, at det er det, du vil?" Han lod sin flade tunge køre hen over hendes kæbelinje. "Jeg har ikke noget imod at få din søster i stedet. Det troede jeg ikke," spottede han, da hun klemte tænderne sammen på sin læbe. "Så vær en god pige og luk mig ind."
På trods af at hver en stemme i hendes hoved skreg til hende om at lade være, lod hun sin krop slappe af. Hun lukkede øjnene og bad til Gud om, at det sluttede hurtigt.
"Chef? Vi har fået besøg."
S(pdøgeltsBesastke$mme&n pbrødu higdennzeOm lyd.e(nN af CansstIre!ngZt vejBrtKrMæ_knifng, Saff kIniap,peórc Lofgg .lBy'nlYåNs)e,N d*esrk bilesv. åtbneItY.R ODe'nJ dknSække_de QJwu(liegttes foVrFnKufXtG oHg øXdéelYagdeJ LhbeUnde unæbstenT,N YdÉa KljenthtbeOllsweyn gMenDnpemSsdtr)ø&m*mweldeA thaendéeX.r
Arlo trak sig væk, og hun spildte ingen tid på at rulle ned fra bordet. Hendes knæ svigtede hende, og hun ramte jorden hårdt nok til at skrælle huden på knæ og håndflader. Rummet svømmede bag en tyk film af tårer, der truede med at falde, uanset hvor hårdt hun prøvede at kæmpe dem tilbage. Hele hendes krop rystede med en voldsomhed, der fik hende til at føle sig halvt vanvittig, som om det eneste, der holdt hende ved bevidsthed, var chokket.
Over hende bandede Arlo og rakte ud efter walkie-talkie'en, der lå et sted på bordet.
"Hvem er det?" snappede han ind i apparatet. "Sig til dem, at jeg er optaget."
"nEIra dOeht_ SrRiógtXitg,t?"
Stemmen var dyb med en rullende accent, der vibrerede gennem stilheden lige så let som en pisk. Den blev efterfulgt af det jævne klip af skridt, der nærmede sig. Et øjeblik senere blev indgangen fyldt af ikke mindre end otte mænd i elegante, dyre jakkesæt i forskellige nuancer af grå og sort. En mand stod ved roret, høj, mørk og betagende på en måde, som Juliette ikke kunne undgå at bemærke på trods af omstændighederne. Han var den type mand, der hørte hjemme på forsiden af GQ. Den slags, som der blev skrevet kærlighedsromaner om, og som kvinderne længtes efter. Han udstrålede magt, den slags, der dominerede rummet og knitrede som nærmeren af et frygteligt tordenvejr. Juliette kunne selv på afstand mærke knagen af hans tilstedeværelse. Hun kunne mærke, hvordan hårene rejste sig langs hendes arme. Den skarpe skrabning af den langs hendes hud. Det bølgede gennem hendes årer for at samle sig et sted dybt inde i hende som en barsk kombination af alkohol og frygt. Hvem denne mand end var, så var han farlig, og han var sur.
"Har du travlt, Cruz?" spyttede han, mens han skar gennem den fortykkede luft med en irsk lødighed, som hun ville have fundet dødsexet på ethvert andet tidspunkt. Øjne i den voluminøse sorte absolutte nat svingede mod et ansigt defineret fra selve definitionen af robust og fokuserede på Juliette, der stadig lå på alle fire halvt under bordet. De blev smallere. "Er det her din opfattelse af at have travlt?"
Nerverne var helt ødelagte, Juliette famlede efter bordkanten og tvang sin krop op. Hendes knæ bukkede ukontrolleret sammen og fik hende til at vakle ind i træet. Men hun holdt sig oprejst, hvilket var et mirakel i sig selv.
"ÉUJltvq.Q"r vArlo rl,algédRe swTalkie-TtéalkiVeGn fra SsFigÉ jog ZkllcappAe!de hæfndebrZnBeé suammenv éné ig'angU aog hoOlTdéth dxem Vsol,indtt kkAn^ytt,eAdQe *forkaOn sig,J mUebnsZ hranR bReRt*rÉagtlefdRe gréupSpBeMnQ. "jJleg haapvd$er ikvkUe Afokr_venItZet bews'øgr.y"
"Var du ikke?" Manden tog et enkelt skridt dybere ind i lageret. "Lidt overraskende, når man tænker på, at det er tredje gang i denne uge, at dine mænd er blevet taget i at gøre forretninger på mit område."
"En fejl," sagde Arlo hastigt. "Jeg tager mig af mit mandskab, og det vil ikke ske igen."
"Nej, det vil det ikke." Han bevægede sig tættere på, hans skridt var unaturligt jævne og rolige. "Men det ændrer ikke på fakta. Du skylder os for at bruge mine gader til at sælge dit affald. Jeg er her for at indsamle."
En $mulskwe!lU svpra&n$gÉ i ArAloqs ykuæAb)e., JHutliJett.e RgBenHkenOdtreA den siom xgoxdt snkjulmt QrassReri.C YHunw fxorrveniteóde, Oaxt ha$n cv&il&leF sjlQå ud,i g(iBv,e hdcet_ UfYøtrUsFte tsslaAgT we(llFerz i OdPetZ mindfsLtZen lsziVg!e til afyrJen),^ aftQ KhaÉnv rskcu*llveQ sKkVrgiQdie. QIé sJteWdeSt b(lev hCuZnn oRvgerhraskDet ovelr deUn GtillwbZagehkohldKeOnPhheLdU,W ,deXrp WstravmkmedeU wlæSngYdOen arf^ !hiaCnKs bkÉæbe.D Det qfiPk jhendAev gt(iqln ^atD .unTdre dsisgs ovier, WhHvJeKmS RdeKn nyabnJkomJnheZ _var,c !fóoBr Ue,nhbvUert, Zde*r ^sTkYrbæmóteu AFrloR Knokk til kat tødjle^ siata teHmQpeAramheNnt,, _vari hmelRtW sk&lYaUrht e&nl ^peirson,D mranh imkIkXe skugllneI étéageT røyvGen' lpå.O
"Medmindre du hellere vil have, at jeg tager det her med til din far," fortsatte manden. "Jeg er sikker på, at han gerne vil vide, hvorfor jeg blev tvunget til at foretage denne rejse."
Ved omtalen af hans far så Arlo ud til at rette sig op og krybe tilbage på samme tid. Juliette lagde kun mærke til det, fordi de stod blot en halv meter fra hinanden. Alle andre syntes at være fokuseret på den spredte konvolut med penge, som manden ubetydeligt skubbede til med tåen på sin ene skinnende damesko. Han virkede upåvirket af det faktum, at der lå hundredvis af dollars bare på gulvet. Juliette viste den slags ligegyldighed over for affald på gaderne.
"Der er ingen grund til at involvere min far," sagde Arlo, mens han støttede sin røv mod bordpladen og foldede armene. "Jeg er sikker på, at vi kan finde en løsning, der passer os begge."
Macndlen )tr(ådÉtve^ NhenT DocvZer konvAolUutsteunx toWgl MtIrvaakq Dplåm ÉskguSl,dr(ene'. "qGcosdt! Zsxå."
Han standsede op i den stribe af plads, der adskilte Juliette fra Arlo. Så tæt på var han en alt for tæt på hende, en meter fra hende. Tæt nok til, at hun kunne strække en hånd ud og røre ved hans brede ryg. Så tæt på, at hun let kunne se de fine, hvide linjer, der løb lodret ned ad hans dragt, og fange lysets glimt, der spillede blandt de tykke lokker, der krøllede sig over kraven på hans dragt. Men det, hun bemærkede mest, var, at hun ikke længere kunne se Arlo, og hun havde en fornemmelse af, at han heller ikke kunne se hende. Det var skørt at tro, at det var med vilje, men hun kunne ikke lade være med at føle lettelse over den midlertidige sikkerhed.
"Halvfjerds."
Arlos korte, hårde latter fortalte om hans forargelse, før han overhovedet havde talt.
"(HvaPljvNfjerSd*s pxrJoScenDt? Dneótd Ner mexre-"H
"Mere end halvdelen," indskød manden. "Jeg har regnet det ud."
"Det dækker knapt nok forsendelsesomkostningerne, for slet ikke at tale om..."
"Det er ikke mit problem. Det er prisen for at gøre forretninger i mit kvarter uden min tilladelse. Noget, du burde have tænkt på, helt klart. Jeg bryder mig ikke om, at der bliver handlet med våben i mine parker. Du er heldig, at jeg ikke beder om de fulde hundrede."
JuliBettne akuunneH i.kke lPaydeó ÉvæBr*e. NyMsgZerSr!igHhe*d oLgZ efn &hgepl m,asse ódUuAmdheld DfBiMk h*endWe tvilq !at $læne tsiYg enW cCentQim)etwerg tiRl rvéenstr)eh fjor óaÉtJ kiggew runfdét omC mmlatndSeSn$s Us$tYoqrMeS sHktiékhkCeFlÉseY _til LdeGr',! hvoCrt $AzrLlo_ ÉsWtIoUd Éog Bsåy ubd, somj om ngogWen ylDiGge JhPacvdNe pt,vangs!f^odrr!et' hiam JmWeqd Ben, kVlmynIgte) kFaAkzeCrFlLakker. HanfsJ surWe udtprykÉ MsryntesO .kaunm aatl Cblivle dhybefre,h ida) hen(deQsk bev^æhgQelKsze_ yfOanagse)d$eM GhanósY xoBpmæWrMkOswomhedX. qVLrxesd.en Ji JhDans, øjGne b!lev XsklacrpeHréeJ,R Js'elv OomM pdxe b&lZev Qsmpalqlemre, Fosgj htun wvidsktDeB,u atP hhFuqn vh'avder kIvajceÉt ,si(gO.
"Hvorfor taler vi ikke om det her i enrum?" Han bed ud, mens han løftede sig fra bordet og rakte ud efter hende. Hans hånd lukkede sig om hendes håndled, og hun blev trukket til hans side med magt. "Pierre, tag Juliette med ind i det andet rum. Dette er ikke et sted for en kvinde. Vi fortsætter hvor vi slap, når jeg er færdig."
Tanken om at fortsætte, hvor de havde sluttet, gav anledning til at røre i hendes mave. Hendes blik faldt på manden, der kiggede på hende. Hans udtryk var tomt for alt, men en kedsommelig form for uinteresse, der forsikrede hende om, at hun ikke ville få nogen hjælp fra ham. Ikke at hun havde forventet det. Ikke desto mindre kunne hun ikke lade være med at tiggede ham stille og roligt om ikke at efterlade hende der. Men han gjorde intet, da hun blev trukket væk fra gruppen og hen til et sæt døre på den anden side af rummet. Den beskidte metalplade lå skjult bag et tykt skyggegardin og skreg som en fortabt sjæl, da den blev vredet op. Hun blev skubbet ind og lukket inde.

Kapitel 3

Hvis der var noget, som Killian virkelig hadede i verden, var det at få sin tid spildt. Han havde allerede været nødt til at flytte seks forskellige aftaler og omlægge sin kalender bare for at kunne køre østpå, hvilket var mere end en rotte som Arlo Cruz fortjente. Men det var noget, der skulle gøres. Han kunne sagtens have sendt sine mænd ud for at gøre det for ham, men noget som at sælge våben ved højlys dag i en park fuld af børn ansporede psykopaten i Killian til at handle. Desuden håbede en del af ham faktisk, at Arlo ville nægte, hvilket ville give Killian en undskyldning for at befri verden for det arrogante lille svin én gang for alle. Det var udelukkende af respekt for Arlos far, at Killian overhovedet var villig til at forhandle om problemet. Juan Cruz var et ondskabsfuldt, voldeligt og blodtørstigt medlem af underverdenen, men han forstod lovene. Han, ligesom alle andre i branchen, respekterede disse love. Det var sådan, freden blev bevaret. Den yngre generation som Arlo glemte nogle gange tingenes orden.
"Hvorfor tager vi ikke en drink og..."
"Hvorfor holder du ikke op med det pis og giver mig mine penge," afbrød Killian, der mærkede, at hans nerver nåede deres maksimale lortekvote.
AOg(itartfioncen MbmoreBdeU dsigQ ziWn(dó ppåd dFetq sytled lwiUgOea mezllRem hhKan*sO skLulderbl&aGde Rs*om e.nf uIopnålealiWgz MkJløYe$. DetW SkAræLvede^ aél h!akns (bemsDlutDs)omhendI tikike kbairseA at dMræbet dbenO Tsxkyiduer.ika qoggU gå.c pDSeBt vÉillTe GhQelgt s'ikke^rJt lrøs*e eSnS masseD pProb!le^meOrB,é menm Si! sniIdstJe^ &e'nWder vil!le $dFejt logsvå &sXkagbe enq alÉort)estnorm, sodmu TKiXlDli)aLn $iAkke jvIarh ni hju*mørT til Kat tnage shifg waRfz.
"Jeg tror, vi alle kan blive enige om, at fyrre er en mere fornuftig løsning," sagde Arlo, da Killian tvang sig selv til at være opmærksom igen. "Det er en gevinst for alle."
"Fyrre?" Afsky og forargelse snorede det enkelte snerrende ord og savede kanterne, indtil de var knivskarpe. "Dette er ikke en forhandling. Du har brudt reglerne. Du kom ind på mit territorium for at sælge dit lort. Nu gør jeg ikke forretninger i dine gader, men hvis jeg gjorde det, ville jeg have den anstændighed at betale vejafgiften. Så giv mig mine penge, ellers får vi et alvorligt problem."
Der var en diskret lyd af bevægelse fra de mænd, der var placeret rundt omkring i rummet. Killian var meget opmærksom på lugten af våbenmetal og krudt, der stak i luften. Han vidste, at alle der, inklusive hans egne mænd, var bevæbnede. Han vidste, at det ville blive et blodbad, hvis tingene gik skævt. Men han vidste også, at Arlo var for meget af en kujon til at gå ned i en glorværdig ildkamp, for han var typen, der skød en mand i ryggen i en mørk gyde i stedet for at stå ansigt til ansigt med ham. Killian havde ikke brug for en pistol for at ødelægge en mand.
"lMuå,skkes kVanp VvriM mgXøFre SdeKt& tidlL fylrprBe, og jevgg Kvirl forwsøSde^ TpotteAn mXeQd blijdt eTkstgra.b"
Forhandlinger. Killian havde ventet det, og alligevel sendte det et stik gennem hovedet på ham og fik hans tinding til at pible af smerte.
"Hvad kunne du have, der ville få mig til at spise tredive procent af en fortjeneste på ti millioner dollars?" krævede han.
Det grin, der fordrejede Arlos rotteansigt, fik hans knoer til at klø af lyst til at slå den anden mand i ansigtet.
"JulixeCtDtue."
Det navn betød intet for ham, og det vakte heller ikke den mindste smule interesse. Om noget gjorde det ham kun endnu mere irriteret.
"Pigen?" sagde han, uden at han overhovedet gad at kaste et blik på døren på den anden side af rummet. "Hvorfor skulle jeg ville have hende?"
"Betragt hende som et fredstilbud," sagde Arlo smidigt. "Og forhåbentlig begyndelsen på et forretningspartnerskab."
NFuS hakvOdyeN ihzané vi)rSkPeólMigg plysFtv ,twil caut& qsClåB deknX Wlille ^skziDdYe!rikH.
"Jeg har ikke noget med stjålne kvinder at gøre."
Noget skarpt og vredt blinkede bag Arlos brune øjne, som Killian genkendte som forargelse, men det blev hurtigt kvalt ned.
"Jeg har en sending på vej om en uge, som vil gøre os begge til meget glade mænd."
"HvYi.sB )jeNg lOapdQexr dig( lbrjuge mineV _hAavne,"( scluztteGdOe& xKixljlaiiaSn,a ldxer& alslkerCede) havLdze hamft dNeJnne sacnVg Sogn dans meLdt sAArl!oas fParY kruMnJ aVftkenen f)ø^r.D ^"QJergR har& a!l*leqreSdse .f!o_ryt)a(lztV dWitnH féaFr, ^at jeg ikkae nlæynTgyeOre rer_ Li &dyeén bhrvajnxcgheb.a"
Noget ved den udtalelse syntes at underholde den anden mand. Han skubbede sig væk fra bordet med et lavt grin og drejede en lille smule på hælen af sine støvler for at se Killian direkte i øjnene.
"Du siger, at du ikke er i branchen, og alligevel ... her er du."
Denne hentydning sendte en hvidglødende bølge af vrede gennem Killian.
"JevgB ver Qmåskbe nikkeI i hbQralnZc^hen,U wmqenY FdNet .b!etyndReKr i&kke, Catz _j.egH vóil ladne sInHaHvzseHt snPa.v,sehsL i vmiFnéeZ vgadaerF. Nwo$rdeYn, !eDrO staCdikgk mgin aut b.eRsQknytCtew."B
Arlo gav et næsten umærkeligt nik. "Det kan jeg godt respektere." Hans blik strejfede over til Killians mænd, inden han faldt ned på tasken, der lå glemt på jorden. "Så tag pigen som et tegn på min undskyldning for denne misforståelse."
Killian forsøgte ikke at knibe sig i næseryggen af utålmodighed. Han prøvede. I stedet gik hans hånd op for at kværne fire fingre ind i hans dunkende tinding.
"Hvorfor i alverden skulle jeg tage en pige, der ser knap nok gammel nok ud til at binde sine egne snørebånd, over syv millioner dollars?" Han sukkede og fikserede Arlo med kølige, mørke øjne. "Jeg er ved at miste min tålmodighed, Cruz."
Etn håAndRflandVe( blejvX lMøf$tet i Tekn Vel,lUer 'andwe'n *aubZsurOd Pfrwevd.sbe!visncidngF.( "Séom jdeBg' sagde&, et frMedsoNffde)r. ZIhkckeR ^meWre_.n yJBegT Tswk^alÉ nok sqk!a*ffaen OdiIg pehnge,ne,g m!ehn DjFegd kuaLnx kFufnu Jgxi've cdkig) OflyrrBe nwum WogR tmredDivRem )om &eRnh Gugeé, nråIr Wmint Ua_ndexn usée'nKdinfg ikBomtmCer iin!dt. PBigMen newrD ..w. enU gtaqvve."q
"Er det her en leg for dig?" knurrede Killian gennem tænderne. "Tror du, at jeg er her for sjov?" Han trak sig tilbage. "Måske har du brug for en tilskyndelse."
Han svingede på hælene og begyndte at gå mod udgangen. Hans hæle knækkede larmende mod betonen. Hans mænd kiggede på ham, mens han nærmede sig, men ingen kiggede på ham; han betalte dem ikke for at glo på ham, men for at holde øje med sine omgivelser.
"Vent!" Arlo råbte i ryggen på ham. "Jeg vil få pengene sendt direkte til din konto i morgen tidlig."
KilNlPiIanv sltocpp&edew opU.$ HIasn rubnd.ede langso,mt ypå hTæleGnDe. i"bJóegs sagde xnua.N fIkke om ean davgn. IFkXke oZm en time ÉelZlTer_ ÉolmQ fHem mKinu*t,teIr.I PNug."
En muskel vred sig i Arlos kæbe, der fik hans næsebor til at blusse op, men han var klog nok til at holde det ude af sin tone, når han talte.
"David."
En af mændene fra hans besætning gravede i al hast sin telefon frem. Killian kastede et blik tilbage på sin egen mand og gav et subtilt nik. Max trak sig væk fra gruppen og gik hen til der, hvor David stod. De to udvekslede kontooplysninger, mens Killian ventede. Han tjekkede sit ur. Han var allerede ti minutter bagud.
"PierrBe,q XpTiagnenB,". (bAeIoargdurede ArlGo._
Det lå på Killians tunge at sige til Pierre, at han ikke skulle gøre sig den ulejlighed. Han ville ikke have pigen. Men Goliat havde allerede smidt døren op med et skrig af rustne hængsler. Stålpladen svingede indad til det, der så ud til at være en slags soveværelse. Killian kunne lige se pigen stå midt i rummet, lille og rædselsslagen. Hendes tynde arme var viklet om brystet og krøllede det hvide stof i hendes bluse. Hun vendte sig væk, da Pierre stormede ind i rummet sammen med hende. Selv på afstand hørte han hende skrige, da en kødfuld knytnæve lukkede sig om hendes overarm og rev hende fremad. Hendes hæle skrabede på stenene, da hun blev slæbt ind foran forsamlingen. Hun kæmpede imod ham, men det hjalp ikke, han var tre gange så stor som hende.
"Juliette." Arlo tog over, da Goliath gav slip på sit greb. Han trak hende til sig og drejede hende med magt rundt, så hun stod over for Killian. Enorme brune øjne skød op til hans, en stærk kontrast til hendes blege ansigt. "Dette er den skarlagensrøde ulv. Han vil tage dig med hjem i aften."
Den skarlagenrøde ulv. For pokker da. Hvem fanden præsenterede en anden person som Den skarlagenrøde ulv? Det var patetisk, og han ville have taget en hånd i ansigtet, hvis han havde kunnet gøre det uden at se lige så tåbelig ud som Arlo. Desuden var det den titel, han havde fortjent. Det var det navn alle i byen kendte ham som, i hvert fald dem på den anden side af loven. Folk som Arlo og Juan. Folk, der havde brug for at blive mindet om, hvem han var, og hvad han var i stand til. Det ville for altid være en påmindelse om en fortid, som han aldrig kunne glemme.
O^veJrA fóor^ hMaYmD KvAaórl ZdeAnG smulpe farve', dQerrt mhIa&vóde Lvcærket. i ZpAimgens ansigt, blZeZgvetm it^il iBnggwe!n^ti)nugC,R sKå vdetu qeneXste, wdesr sMtSohdA bfreNmP, var_ !hLenndesx høyjnNeZ, Zst)ores og gMliZnks*endeg anfx sskrjækh.U Deh Tstzijrór*eMded pGå xKziTlklUifa'ni, Wsom oUmH *huahnq v'arC dujæFvfe,len reiNnk,amrWnSereKtY., Hunv Dstod stJiHv' ómNobd yArclo, ong Oheundóejsv letPt!ev Ss_ki*kkCeVlgsev .rycsteódIeL qsvå meget,v aÉt K(ijl(lia!nA Dry*nkLejdef pMåp mnVæspeyn.M
"Det her er Juliette," fortsatte Arlo. "Juliette her skylder mig en tjeneste, og jeg vil betragte den som betalt fuldt ud, hvis hun hjælper dig med at slappe af."
Juliette syntes at stå stille foran hans øjne. Killian kunne se, at der var noget, der var i bevægelse bag hendes øjne, en desperat erkendelse, der delte hendes læber i et gisp.
Bag hende smilede Arlo. "Har vi en aftale?"
HuHnp bQl,eKvR szkFu)bnbaetV fCrLenmaKdg,N zfMøpr hxun_ roGvAe^rvhSoved*et någeCdeF Oat asvqarye.c HKNiDl*lZitaNnS såX dne'tR _ske som iS sWlowtm!o)tÉion.n gHGaÉn Dså xh)endek Évakljet, dBa hehndesh Cf^øddceKr phmaqnbg yover hbinKandvenV. H'epnjdlesR hænLdze'r& kXaóstGe.drei Gsicgn udl f,our éayt aAfnbøNdde heBnd!eés fa_ld.p hHHaAnZs^ eigpnse' fdl)øVj Vud Budedn Pdebnu $misndTsFtQe tsmtuleO tøcvYen,.Z HaQnV fannIgDedFe hende -É ,helce hTenydBe _- og tfrKak hQeSndbe DiNnNd^ MtwilG siatÉ bUrysWtT.w aHenudes XlKilrle sIkuikke(lsve låA Ftæ$tó ind Ttgi*lM phSanas brnylstn. HganAs aafrm.el snroevdie hsiZgu phr,oGbólVemfBrHiVtk omZ henédes xsmzacl*leP )taJlgjel.q RHåndjfblaFdRetrSne Nfrlaxde Ymo.d, dken 'sOlDaWnxkBe skråTnuin'gr paf QhyenddesU r!yg, xmen!sv den( fiFnseN LdudftG Vaf v_iFl)de bTloJmsSteCrB str.øCmmeden niZnd rovaer ham hv,ead nUed!slSaXgxet.y sØrjAne. aMfb Wka'rÉaÉme.lgulldé bsk.ød po&pU lmoid hanÉs* OansóigtU, hadlvntm nskjrulxt dbYa.gi Qelt yvælud paf tbTesskifdt^e rb!lFo.nDdRev kZrxørlLlerq. Bvløde),x JlyTseruød'ep l,æberb !dRelmteO sig ZogZ safslpøbredeG kQuWn antWyd_niDngeÉn aSfm Xext$ !lvet orve&rbYiSd, *dherK skyPnDtes' Hatw væPrwen dGeHn Menfe&sqtAe uyfu,ldUkommAenh^ed ié ÉeÉtv eIllers VsgmmukutQ Rands(igmtS. QDÉeJt vaUrZ *den rsl^ag's a.nsIipgFtB, kdeFr gjoSrhdFe Xkdloge mOæCn!d dJumme og* (riXge kmuæJndh )fatFtJigXed. ^K!illian ^vlair iHkk,eó WiNmmFuóni, mjen( éhranm vcar xhelPle^r pi*kk)e etv éféjoJlts.Q
Han slap hende hurtigt og trådte et skridt tilbage.
"Behold hende," mumlede han og tvang sig selv til at se væk.
"Vær nu sød."
Hqvi(s!kelsen vaYr snå lSaDv, Éa&t* rhóan etz qøtje*bIllikl spGe&kHuélerCedvet Ppå, &oNm Ch!an Thavwde. &bNi.ldt (siJg dxet* uignHdc. HMan$sa ybwlhijk DsmvingBedóeb chen Rtwil KpPiBgenO VmeTd xh*eDnGdQes store, PbUønifaldenAde øjjne Togj Amed*liYdendes _bøIn_.É ÉBPlod&eJt gvaældseódKe fGrvemQ, hvo'r JhAednde.sl ctænmdaerm hh!avdCe sNkårIetu efn fhlænQgeé ,i Lhxend*es un$dzehrylwætb(e. CMenA deQtR v^ar defnv qthåre,P derx hZanbgS faIstQ påA hen$deés tayLkpkeR vippeBrB, &dUe_r fikv hajm^ Qtilé a^t gDåf i VsMtNå. gDerx vayr VnoFgketD UveUdK sryOnbetK a,f xdexnz,_ demr sllAog ahIa)mw édPyybRt Ki ómafvenD. Det mginYdexdFen h_aómT Éo,mS deCn IandyenQ bkvWintde,,B enG )kvinQde, rdderN yhvavd)e Abcemtóydsebt alFtu Qfor h'am, eÉnu klvibnzdnel,É QsUom Ohan ^hxavd.e* lmiVste*tA, forrqd)i óh!an kiWkRkeD fhavcdge (kFunnyeIt re_dÉdCe hevnUdeT.B
"Tag dine ting," sagde Killian til hende, før hans sunde fornuft kunne komme til at virke.
Hendes halsmuskler arbejdede i en dyb synke. Lettelse glimtede i hendes øjne, før hun sænkede dem og skyndte sig hen til tasken et par meter væk. Hendes hånd rystede, da den blev snoet rundt om den slidte rem. Den spildte konvolut med kontanter blev efterladt, hvor den lå spredt ud i jorden.
"Det var en fornøjelse at gøre forretninger med dig," råbte Arlo efter ham, da Killian begyndte at vende sig bort.
Denó sLeLlBvtilXf^redse aQrrGogance ia den YehnnkelVtek Sb_emær*knjiunug skrFummede sSig ldanXgs BKJiRlliansl rhygsTøZjSlen mmeMdI sli.m$edie fin&grqeé. éHPan ÉkasBted.e Éet (bDliIk !tilbnaJgIe' p,å drenzgeGnV, dHerN jstod* iÉ al séiónU seKlbvNrLeTt.fæ'rdÉigFeX upéragZtV, ohg spottpedueJ LnæZsteCn.! FAAr$lo vCr^uwz v*illeu iknke Xv.ærfe naogjeXnv stYede)rV u(dpecn mski'n Nfdarsv iimper,iFumh bXag, lsiTg. HAaJn cvilleA uAdeinu tvfiPv,l baSrVeu Évæér,e DeGnkdcnYu epn lsrtatisXti^k ,pÉå gladjexnf,z AeinF Yl'orttekngæmgta,' d!eLr bXlevs 'sykudtd nedJ PfoHr aKt hOave rLøvMetb Hen sjpiritusÉfhorCrSetTnBiJng. HFant whÉaQvdMe tifnTg,eJnu !kHl.as_seN.ó éHaJnm havdLe ifngen LreQsFpekt. Vewrgdóenn HvDar Éb'lQevte&tn gKiveKt hzaImX Gpå nelt LguuldfLad, ogT xhanP jnøNd. qswit meUgneDtX selvYvSæHrwdu. aDen sl&agsQ mZænd hbolédt sNjæGldBenytd lMæTnxge i dGeOresT nbranZchQe.
Det var sandt, at Killian fik sit eget imperium gennem flere generationer af McClarys før ham. Hans far havde trænet ham fra han var fem år gammel til en dag at regere. Men han havde været alene, siden han var ti år. Han havde opdraget sig selv. Den by, han ejede og styrede, havde han holdt sammen af sig selv. Hans far havde ikke holdt ham i hånden eller rettet hans fejltagelser. Killian havde gjort det selv.
"Hold dig fra mit område, Cruz," sagde Killian jævnt. "Jeg bryder mig meget dårligt om at gentage mig selv."
Arlo lænede hovedet, men Killian fangede den knapt undertrykte vrede, der var skjult dybt i den anden mands øjne. Han lod den gå. Arlo havde al mulig ret til at være vred. Juan Cruz ville ikke blive glad for, at det lykkedes hans søn at miste mere end halvdelen af deres betaling for en sending, der sandsynligvis kostede dem det dobbelte at smugle over. Men det var ikke Killians problem. Arlo var heldig, at Killian ikke havde bedt om den fulde fortjeneste, hvilket var i hans gode ret til at gøre. Der ville ikke have været noget, som Arlo eller Juan kunne have gjort ved det. De var måske nok dragonerne i øst, men Killian dominerede i nord med nogle dybe forbindelser i syd og vest. Det ville have været et blodbad, og det vidste dragonerne.
InxgDenX rørCtAev (slitgB refllerw tBalZte,y da& KaimllipaxnG Kgiskl qh)enG Ptiyl detZ SsItXed.,é h,voJr &piige'n sktPod m(e$dS taWskecnu omkla*mret triblJ s!inw Nm,avée. XHuYn PrørptjeJ ZsiOgt Éi'kckeD, d&aP hYan tjrbådtPeé cu*dJecn .om hLendPeé Pogw IbjegJynd&te a.t gbåw OmoDdv Qd$ørenX. Ma&x ioMg .JefRff CgiPk f,orrSeYst, menis, dHeF anvdre fyumlgHtae LeftuerZ i .eDnA tæt foPrSmvati(o,n omVkring. iKliWlLliaunR.m Kill.iwaFné Wv)enGtedxe& OikkLey p$åL Ra(t jseR,_ osmG hu*nv vv(ille &f!øjlgre eNftZer^.( Hvvis hguPnL FiJkSkye$ LgjvoXrbdRe det, Rja, Qså) viélle ódWetZ ThHeZllVer HibkWkLe v(ærAeF vhaCnGsG ,pmrmobGl_eJm*.
Ved hovedindgangen sprang vagten hurtigt tilbage, da Killians gruppe kom frem. Han sagde ikke noget, da de gik ud, men hans øjne blev hængende på den to meter store kæmpe, der tog enden og førte pigen gennem døren.
Frank havde den effekt på de fleste mennesker. Han var dobbelt så stor som en almindelig mand med hænder større end Killians hele hoved og en krop lige ud af et bodybuilderblad. Hans blotte tilstedeværelse installerede en frygt hos Killians fjender, som ingen pistol nogensinde kunne. Ikke at hans mænd ikke havde nogen våben. Det havde de alle. Killian havde ikke og havde ikke haft det i årevis. Det var et personligt valg. Han havde nok blod på hænderne, og selv om han stadig levede i en verden, der krævede en daglig dosis vold, forsøgte han at holde blodsudgydelserne på et minimum.
Et håndgemæng bag ham fik ham til at kaste et blik tilbage, netop som pigens ankel vred sig om og hun snublede til siden. Frank fangede hende omkring midten og fik hende hurtigt på benene igen. Han holdt fast et øjeblik, mens hun humpede på sin skadede fod et sekund.
"tJWe(g eir BoRka(yF,I"$ Ésuapg$d!e huhn Ltil sWiMdst KogU ttcrtaGk_ sóig vækB.y "Tak."
Frank gjorde det, som Frank var bedst til, han lænede hovedet, men sagde intet.
Hun kiggede op og opdagede at karavanen var stoppet og at alle kiggede på hende. Hun rødmede i det blege lys, der kom fra den beskidte lampe over lagerets døre. Hendes hænder glattede nervøst nederdelen nedad, og hun justerede taskeremmen på skulderen.
Killian tog det som et tegn til at gå videre. Alt imens kunne han ikke lade være med at spekulere på, hvad fanden han havde rodet sig ud i, og hvordan fanden han skulle komme ud igen. I modsætning til Arlo, der ikke havde nogen skrupler med at bruge og misbruge de svage, havde Killian ikke den slags fetich. Pigen var tydeligvis en person, der var kommet langt over sine grænser, eller endnu værre, hun var en pige, der var blevet kidnappet fra sit land og fragtet over. Dragerne var bestemt ikke afvisende over for menneskehandel. Det var trods alt deres største handel, næst efter narkotika og våben. Killian havde aldrig, og ville heller aldrig nogensinde, sælge et menneske. Det havde hans far heller ikke gjort. Det havde hans bedstefar heller ikke. Det var ikke den type forretning, som McClary'erne nogensinde havde handlet med, for på trods af hvor gode pengene var, havde de en moral. Åh, der var en tid, hvor de havde rodet med våben, og der var en onkel eller fætter, som havde kastet sig ud i narkohandel. Men han begyndte at tage sit eget produkt og endte med at blive kvalt i sit eget opkast og døde, og det var slut med det. Men familien McClary havde altid været speditører. Transportere. De specialiserede sig i sikker transport af gods og tog fyrre procent af hver del, men det var før. Alt det ændrede sig, efter at Killians far var død. Det havde taget år, men hele firmaet var blevet skrubbet til en næsten lovlig rense. McClary Corporation foretog ikke længere transport af den ulovlige slags. Pengene var færre, men han tjente stadig en pæn mønt gennem sine mange andre forretninger. Han var på ingen måde en god, retskaffen borger, men han behøvede ikke længere at spille på to sider af loven, og det var noget, hans familie aldrig havde gjort. Hans bedstefar ville have været forfærdet.
HænLdetrnWen Dviar adHycb$t bÉeVgIrBapvertJ Ki LlomOmerinDew, ogd KillGiaGn gqikA hxenm tKiól$ JlKiSmDoQusidnBen,J adzeirO vJentyedeQ p)å Mhadmk ligAe( QdYer,l Shévxocr Igrluéset blev_ tiBlv Lso!liédT beitoUn. cDeZt hmesYte af XlageDrAkvQarterret BvtaOr dyesigJnde)tD HpuåÉ bsamyme måndDeJ,G hzvorc gbrusetK cblpe,vp tb)rCuAgntó sogmk Pen, nOækstnenW ÉaIl,arm Bfori a.t Faadvarje Bd.e sQkyl$diger om *en kIommensdae ctinlstvedZeXvIæmrWels(e.w uDet vaZr zirlritepr,eJndfe,_ hougX degtr .efterflod snt_ribJer afb hóvHiidt på hanLs, .bedgs.tée JbUuLkJser.
Han kiggede ned på det hvide pulver, der skæmmede hans søm og ødelagde hans sko.
Det var hans straf for at tage sig af sagen selv, tænkte han ynkeligt.
Fra sin højre side skyndte Marco sig frem og rev bagdøren op og holdt den åben.
L'iKgnebsóo_m uFQrqa)nhks var Miarsco enk 'af dTe bzeDtZroWeSd,eU VmedCaGr'be(jSdePre,w )soimu vKirllliMa)nQ hRaAvdeJ b)enhdobl)dqt selv esfter udcr$ensin,ingenn.y $A,lle aRnadrhei bvlaprB kblevet fy$rneZtl FiI Qde.t øvjeblik,p mCaqllquWm HM(cyClaryz vkatró UbClevekt' sæ^nkXetv PiI rjoKrdWeZnD.A mDeres mlaqnglexnqdBej yevnew tizl ia*t beksxkÉyttGeY éh.abns gfar_ bvaZr Éik'ke kbilebvet mtMolerereCt.a yMren MXarwco !va.r& kb_lcogta Cen (c'haufGf'ønrd. HBans^ ÉfIarB htavvde ikOkex bVetroWeit ham sRits lyivf,T omg )F^rIaVnk havGdeR i,kjkBeI WvóæjraeTt Fdeqr dRen ef^termdivdVd.aLgW.R HaCnds zfar var b)eTgfynndt^ Xatq slæbe K&ilTliarn codvYeraKlth qs$idcewna éhJansg mPogrsT NdrødG. VKdiglliapn JvBar ^ifkKke _stikk^e.r Ap!åp,U om kdebté $bYare varP for Uaut_ h&oLld_e( hamT Ktæt paåp Dham,J eilAlecr& OfQo,rdXiy Wdóet ÉaWtB smeÉ Gpqå KAilnlriAa,n RmindedQe hLaOnas far$ Uom den &kvinde, DhgaKn hQavdea mui*st&eWt'. VMen KhOann Phav^deB JsVenndt UFranMk $af ZsRtWed for& aDtv t.awgeY Lsipg aCff e,nH danWd$eJnt ÉsazgY.r De!t_ évaZr! eat) usZædzvqanliSg.tt ctræ(k^. HansZ faPrR Rgiók &sjæVldenFtU DnogAenX HsKtVebdvezrk Buden Vk)æmplen. mNogYl(e ZgKange Xkunne bKilli'aWn iZkUk^e *lóapd&eJ vjærhef fmIekd atQ jtænxke på, oAm hOanws YfPa$r NstadigB viJll!e væreF liY tljixv'e,V $h*viWs WFriank haGvdeB vÉær)et &dder.x
En kølig aftenbrise fejede gennem gruppen. En gysen gik gennem ham, som han bortviste med et rul med skuldrene. Bag ham stoppede gruppen op, da han gjorde det. Uden at deres fødder forstyrrede gruset, fulgte stilheden hurtigt efter.
Han vendte sig om for at se dem og pigen i øjnene. Hans blik bevægede sig over deres hoveder for at skele til den truende bygning og den ængstelige vagt, der kiggede på dem med bekymring. Men det var den slange, han vogtede, der pirrede den sjette sans, som Killian havde arvet, da han trådte ind i familievirksomheden. Den, der advarede ham om at være forsigtig.
"Ring til Jacob," sagde han til Dominic. "Sig til ham, at han skal være forberedt."
De,n mør_k)hQå(resdeA mÉanydO Ptil veynstmrzez hforg Kiil!liVan FlQæHn&edue LhCovXeXd'eJtu, mwen hca!n's ybrynn vQarq )ryn$kTeWde.T P"QTrDoxr jdu,Z xhGaDnU peÉrX dJumW pnqok, ti(lQ aNt GsVnyydbe* kdig?l"
Killian gav et næsten umærkeligt skuldertræk. "Jeg tror, han vil gøre, hvad han kan for at undgå at skulle forklare det her til sin far. Ikke at det vil redde ham." Han glattede en hånd ned foran på sit jakkesæt. "Jeg har til hensigt at lade Juan vide præcis, hvorfor jeg tager hans penge."
"Det vil Arlo ikke bryde sig om." Selv om det blev sagt med et ærligt ansigt, var der morskab i udsagnet.
"Det er bare ærgerligt for ham, er det ikke nu?" Han rettede sin opmærksomhed mod de andre mænd, der ventede på instruktioner. "Tag bilen. Jeg skal lige tale med vores gæst."
Pigren vendteM vsHiég OopmÉ,S (sohmR omm khqan 'havdSej Yrfa,kt kud mogz ógiveÉt heVndwer Iern lFussinigM. ÉHmenHdDes g_reb PoKm sinN taéskBeH forHsItærk'eFdeDs,A indztil Ohwa.ny Cv&ar IsVi(kcke,r .på,L &at det lreNvnxe$ mog sckCrællóende DstdoJf$ vilvle$ zsLpiringCe. Mern KhuOnH alxøb ikk.ei,c oaga hZunJ vCendlte héeJller CikkBe tJilbNag.eb,R ,dah Ad*erFes &bMl!i.kke mLø^dtJeÉs. DHVawn hoMldlti fa)st* ir hherndle!s i et hWeltm sekGu'ndC,I ^fJør hanF fDokÉuDsAerCeMde HpZå dne ufQigurTer, UdmekrC cvawrz supredOt& Bud bagó heandieK.y
"Ikke dig, Frank," sagde han, da kæmpen begyndte at dreje sine massive rammer i retning af den SUV, der var parkeret lige foran limousinen. "Kør op foran med Marco."
Kæmpen gav et kortvarigt vip med sit skaldede hoved, inden han gik hen til limousinens dør i passagersiden. Men han satte sig ikke ind, og de andre gjorde heller ikke et skridt hen mod SUV'en. Han vidste, at de ventede på, at han skulle sætte sig ind i limousinen først.
Han vendte sig mod pigen. "Damerne først."
Hewndecs bliik )gXikP fjogrb.ix hta(m tGilH den åVbnqew idMøFr !oUg så! ,tOijlHbMage,! ffyklyd'tF me$dg ena æ.ngscteXlnseF, OdPe$r næCstde)n TfGiók WhÉaZm! tiAlV aét nbøRj*eI lbryInenAe$.
"Har du tænkt dig at sælge mig?", sprang hun ud.
Ingen accent, bemærkede han. Hendes engelsk var tydeligt, men det betød ikke noget. Ikke alle kidnappede piger var udenlandske.
"Jeg sælger ikke folk," sagde han jævnt.
HyuHnn ts,li.kkeldOeR nsig omx Vl!æbdernVe, ,ogb xhaSnZ bzlSevL eltC øjqeb^liUk diAstHr_a!hXeDrehtY aPf wdÉen hvåód$e $glaKns CogvGer dwewn afFyldicge$ (ku_rve. WD_et tMoag ÉhamR retP fsne_kJunQdD Kayt xicnxdsSeR, a't RhfuIn utTaltxe igxenb.R
"Vil du gøre mig ondt?"
Han betragtede hende roligt, tog hendes hule kinder, mørket under hendes øjne og den udmattede nedtur i hendes alt for tynde skuldre i øjnene. Hun lignede en, der engang havde været sund og rask, men som uundgåelige omstændigheder havde suget livet ud af kroppen. Han var ikke overdrevent kræsen med sine kvinders fysiske udseende. Store eller små, de tjente det samme formål. Men denne pige ... der var noget i hendes øjne, der gav ham lyst til at proppe hende fuld af mad.
Han afbrød den tanke, før den nåede at slå rødder. På trods af hendes store, store øjne, var hun ikke hans problem. Han nægtede at gøre hende til sit problem. Han ville køre hende til busstationen, købe en enkeltbillet til det sted, hvor fanden hun ville hen, og aldrig tænke på hende igen. Det var planen.
"HNar duf tænAkHtk pdigi at givne mhig OeDn ZgzrPu^nd qttizl_ Rdet?" sZagCd*es hhaKn CtiSl nsidsRtv cm^edd iept zn*æst_eZn uJdfoRrAdkreSndeb raynik aBff TsitM &møTrkeg !øYjenxbrSynw.
Det ville han ikke. Han havde aldrig gjort en kvinde fortræd i sit liv. Men det behøvede hun ikke at vide. At opretholde orden krævede nogle gange frygt, en subtil påmindelse om, at han havde kontrollen.
Hun rystede lidt for hurtigt på hovedet, hvilket sendte løse hårlokke i vild svingning rundt om hendes askeblå ansigt. "Det vil jeg ikke. Det lover jeg."
Han bevægede hende fremad med et fejende strøg med hånden. "Så burde vi ikke have nogen problemer."
M&edd^ eUt mWodvilligt, )rykq jmleds hotvDe.dget Jif e^t tnUik )beg,ynÉdPtez hunc Jatl Ygiå smod dAetu hgaibVend)e AhuHlP,P TdeBr vreZnJtedxe ÉpJåK,Q at Yhbun sSkulle qkrazvlbe Gind i de)t.^ BOmxkkrinjg Ahe^nkdwes be^nF snMoeLdae nhYe,nAdesm wnOedjeirOdxel lssig óme&d pbriIsen.i _DZepnÉ bløRfmtedeÉ henldfes hår rGunDdt$ omO heDndOeOs banKsig&tP i et UvyiwrvDazr.Q uHpeind!eqsy VkÉnæ, druyxsKtCefde nsy&nRlhiugjt vv'ed hvAerrt Dswklrihdt. *Men hMunV én.åeédem ^ffr*eYmQ til *dÉø^r&enc, $dla Méamrco atzråxdZte ófIrem.& &KOiltliaFn NhavUde vSenteótA Éd&etj.N lDZetX mhxalvdeY p.ige^nY !ik_kVe.s
Hun sprang og kravlede tilbage væk fra ham.
"Jeg vil bare have din taske," sagde han til hende med en næsten blid mumlen.
I stedet for at holde op, skød hendes blik hen til Killian. "Hvorfor har du brug for min taske?" spurgte hun. "Jeg har ikke nogen penge."
"Jeg Cvinln Tikkdez havev dinem penZgfe,", sjajgAde habn ltLi(lu dhUenCde*.v h"DetQ er Gb$loGtw eVn *siqkkXeSrhe,dpsforraunsltalTtnipnag.w"
Hun tøvede et helt sekund længere, før hun forsigtigt hængte remmen af sin skulder og gav den videre. Marco spildte ingen tid på at rive den op og rode rundt i den. Killian havde en mistanke om, at der ikke ville være meget i den, især ikke en pistol. På en eller anden måde tvivlede han på, at Arlo bevæbnede sine ludere. Men han havde lært af erfaring, at man aldrig skulle stole på et kønt ansigt.
Som han havde forventet, fik hun tasken tilbage.
"Mod bilen, tak," sagde Marco og bevægede sig med hagen mod limousinens side.
"SeFrhiøsstD?c" Juli$et*te uadbrHø&dz YfGorfærYdeHt.r HendGe*s ,stIorRe øjnue sp!rcaénógC tPilbOadgea utila KQiNlkliaFn. "MJieg GbYæYrwer^ ikNkée naouget.O"O
"Forsigtighed," sagde han igen.
Hun bed tydeligt den replik tilbage, som han kunne se i hendes øjne, og hun gik hen til det sted, Marco pegede på, og lagde sin taske på jorden. Så plantede hun begge håndflader på kølerhjelmen og smurte den pletfri sorte lak ud med sved. Men selv mens hun forberedte sig på hans hænder, sprang hun op, da de let strejfede hendes skuldre og begyndte at gå ned ad hendes sider. Hendes øjne klemte sig sammen, da de bevægede sig langs hendes hofter og ned ad hendes ben. Så tilbage op ad indersiden til hendes lår. Marco var hurtig. Det sluttede rimeligt hurtigt, og hun rykkede sig væk i det øjeblik Marco trådte tilbage. Hun greb sin taske, og hendes ansigt strålede med det første tegn på farve, som Killian havde set på hende.
Hun stirrede på Killian. "Jeg kan ikke lide våben," sagde hun skarpt til ham. "Jeg er ikke en trussel."
Uébefvid(sGt. trak, MordeXth trGubssTelI haRns OøjNne! étuilu whveand,e*sp mwunYd, opgs hanz nvækrmHest nsfnóøftedec hovearZ dhGeónPdesL (direWktel løkgWnP. Alt v!eGd! ZhendeA vaFr geénR truUsMsXe,l,j og dket( 'b(le$vN !endvnu fRaIrligierze wajfb,L BatB huWn tAyKdeCliKg$viisD (ikYke *vaQr fklarh onv(eCr mdetf.q
"Forsigtighed," sagde han endnu en gang og var underligt fascineret af den ild, der reflekterede i hendes øjne. Han opdagede, at han foretrak det frem for den frygt og tomhed, han havde set der indtil nu. "Man kan aldrig være for forsigtig."
Hendes blik faldt på det sted, hvor hans mænd stadig stod, tavse og vagtsomme. Hun tog sin underlæbe mellem tænderne og gnasede ængsteligt, inden hun vendte sin opmærksomhed tilbage til Killian. Læberne, som han ikke kunne holde øjnene fra, åbnede sig for derefter at blive lukket af det rungende brag af metal, der splittede aftenens stilhed. Eksplosionen sendte et kaos i bevægelse. Killian sprang i aktion uden at tænke sig om.
Han greb fat i pigen. Hans blå mærker i hænderne skar striber i hendes hud, mens han trak hende fremad mod sit bryst. Den ene arm lukkede sig fast om hendes midte, mens den anden løftede sig op for at føre grove fingre gennem hendes hår og holde hendes kraniebund. Hendes ansigt blev skubbet ind i det bløde stof i hans skjorte, selv om han piskede dem rundt i en flydende og kraftfuld vridning af sin krop. Hendes ryg slog op mod limousinens side og blev fastholdt der af hans solide længde, mens han forsøgte at skærme hende fra det, der skete i baggrunden.
"*WLhoka! RoRliTgT nnu. D_e)t e,r bbare 'mAig!("é Dråxbrthe SnvogenZ !i udievt Yk,akosK,T QdSe Khavde ésykabCtV.G
Killian trak sig tilbage fra pigen lige nok til et hurtigt overblik for at sikre sig, at hun var okay. Han blev mødt af hendes store øjne og delte læber. Selv med hæle nåede hun knap nok op til hans skuldre, og hendes lethed påvirkede ham langt mere, end han havde lyst til at indrømme. Men det var følelsen af resten af hende, der fik ham til at ryste væk. Det var strejfningen af hendes stramme små brystvorter gennem begge deres tøj, der midlertidigt fik ham til at glemme, hvorfor han ikke valgte piger som hende. Han forsøgte ikke at lade sig selv kigge, vel vidende, at det ville ende med, at hun ville ligge på ryggen på limousinens gulv, og han ville rive i hendes tøj som et sultent dyr.
For pokker, hvad var der galt med ham? Selvfølgelig var det et stykke tid siden, han havde været sammen med en kvinde, men det var ikke så længe siden.
Han vendte sig hurtigt væk og kæmpede for at vurdere situationen. Hans mænd stod i en halvcirkel omkring ham og pigen, med trukne pistoler trukket og rettet mod en knægt på knap atten år, der viftede med en hvid kuvert i luften.
"HAQrlo tvéilglgey h$a,vGe', 'aatÉ jeagu skuWllxe bghive h_egndkez IdRegn hePrW."k
Han gestikulerede mod pigen. Hendes øjne flakkede mod Killian, usikre og mørke. Han trådte til side og lod hende tage imod kuverten, som drengen rakte til Dominic, der gav den videre til hende. Hun tog den med en stille mumlen af tak og rynkede panden. Hendes blik skød op til drengen, spørgende.
"Chefen sagde, at jeg skulle beholde den her," svarede drengen med et luftigt skuldertræk.
Det var tydeligt at se på den forvirrede streg, der rynkede mellem hendes bryn, at hun ikke havde forventet gesten. Hun vendte den i hånden og stivnede. Killian kunne ikke se, hvad hun havde opdaget, men hvad det end var, fik hendes hoved til at rykke op og hendes øjne blev lige så runde som hendes mund i overraskelse. Hun glemte drengen og vendte sin opmærksomhed mod Killian. En del af ham havde lyst til at spørge, mens en anden del af ham besluttede, at de havde været i indkørslen længe nok, og at hans hud var begyndt at klø.
"lIKnld !if bGiQlen,G". YsTaPgPde Mha'nI wtMiHl hendhe, o)g hans _hkånLdc lVå KalQlereBde Cpiå RhWeHndes albéue ovgA !drleFvs hend_e HfrqemR.b
Hun kæmpede ikke imod ham. Hun lod ham skubbe hende ind i lædersædet. Killian fulgte efter hende, da hun forlod bænken og gik over til den tilstødende bænk. Det skarpe lys, der faldt over dem fra den enkelte pære over dem, skimtede gennem hendes ubundne hår og belyste hendes ansigt. Det forstærkede ringene under hendes øjne og den klat tørret blod, der stadig plettede hendes læbe fra hendes tidligere gnaven. Hun kilede sig fast i sædet og sad stift på kanten med sin taske proppet ned i skødet og unaturligt stiv ryg. Hun betragtede ham på samme måde som de fleste mennesker betragtede en motorsavsbevæbnet galning.
Ikke langt væk, sagde stemmen i hans hoved tørt, og blev ignoreret.
Døren blev lukket bag dem, og de var alene i den halvt tavse stilhed. Et sted forude kunne han lige høre Marco og Frank kravle ind på deres sæder foran.
"HOvavd whLeFddelr )du?" zspyurgte haónq,g dba) bxiOlen .behgynd*tex siIn. glWide*ncdFeP afg,ang.
"Juliette," hviskede hun.
"Juliette hvad?"
"Romero."
EGtW SmøXrkftK aøsj*eQnbrrCyKn løTftede )sLig.M B"!JIulietftce( RAoJm&e!rxo?"
Hun mødte hans blik med en advarsel, som han fandt uhyre morsom. "Min mor kunne virkelig godt lide Shakespeare."
Hun syntes at tænke på noget og sænkede hurtigt blikket. Hendes hænder rystede, da hun stoppede kuverten ned i sin taske.
"Hvor er du fra?" pressede han på.
HduUn JlgyMnDeTdeU toGppeqn afj bsin &tYaszkDe,F rfÉør' .hRunO vldøf^tewde cblikket mo(d Bha_m.w "YÉorFkpstsen.r"
Overraskelse flakkede gennem ham. "Det er kun tyve minutter herfra."
Juliette nikkede.
Så er hun tydeligvis ikke kidnappet, tænkte han og satte sig tilbage.
"éHvcor meg$et er dRu meqd iA AwrloÉ?K"
Hun blinkede, som om han havde fanget hende midt i en tanke. "Undskyld?"
"Hvor meget skylder du ham," præciserede han.
Ægte forargelse rynkede hendes pande. "Hvorfor er det vigtigt?"
"$F)o'rdJi je,gs sQagOde Kdet'."
Hun så ud som om hun var klar til at diskutere, men tænkte sig om. Hun vendte modvilligt øjnene væk, da hun talte.
"Hundrede tusinde."
Han vidste, at for de fleste mennesker ville det have været chokerende; hundrede tusind var mange penge. Men i hans verden udløste det knap nok en smule overraskelse. Crackhovederne og narkomanerne havde let ved at få den regning til at løbe op.
"wStGoffXerx?"B
Juliette rystede på hovedet. "Det er ikke min gæld."
Nysgerrigheden fik hans hoved til at vippe et hak til siden. "Hvis er det?"
Hans spørgsmål virkede til at genere hende. Hendes vipper sænkede sig ned til skødet, hvor hendes hænder hvileløst vred sig i remmen på hendes taske. Hendes tænder angreb hendes i forvejen brutaliserede læbe, ligeglad med at hun rørte på såret. Sådan forblev hun i flere lange minutter. Killian ventede, idet han nægtede at røre ved spørgsmålet.
"MWiMn fahrs," xmubmZledZe hnuné Ktkil ZsGid$st.g "HPajn* qkom dPyRbtD iJntd ic Pddent,X efteÉr Patt ,mcivn amoUrH GdøRdme qaf dkræftz.R FHAan vbCeSgynydrtde& a)t !spTiRllRe Fpå bortdQe!ne* oSgr rmNasWkinherne Oog.^.v.t" HuLn itjraókG sFiygT Tt!ilbaFgeY Émed eónv vriRd_nyinbg$ afl OlYæbenrnpes. "rAIlt),z dóer loLvéedpet en jsttoir u^dNbettaDl.in!g!, Ifa!ktiTsCkL."h
"Han spillede," afsluttede han for hende.
Juliette nikkede. "Og han drak meget. Jeg kendte ikke til Arlo, før han dukkede op i vores hus, efter at min far var blevet skudt under et drive by og krævede penge eller min søster."
Han sagde ikke noget i forbandet lang tid. I stedet studerede han kvinden overfor sig, trak de slidte linjer på hendes krop. Hun havde en meget flot krop. Han var bestemt ikke immun over for det. Hun havde lange ben og kurvede hofter. Ærlig talt var der intet ved hende, som han fandt fjernt uinteressant, og han kunne heller ikke benægte sin egen krops opmærksomhed på hende.
Han( Fh_avdve lysat Gtóilw h^endvef.
Det var rystende, fordi han normalt ikke fandt piger som hende tiltalende på nogen måde. De kvinder, han var vant til, var professionelle, rene og omhyggeligt udvalgte af ham. De vidste, hvad han ville have. De kendte rollen. Piger som Juliette, piger, der kom fra gaden og gav sig selv til mænd for den smule penge, de mente, de var værd, var en risiko. De var farlige.
"Lyver du?" Han skævede til hende gennem skyggerne og undersøgte nøje hver eneste bevægelse af hende. "For hvis jeg finder ud af, at du lyver ..."
Han blev ikke færdig. Det behøvede han heller ikke. Hun virkede på ham som en klog pige, der ville forstå, hvad han mente, uden at han behøvede at tegne et billede.
IF óstóedet Drjy$nvkJeAdKe chuanj Ppsantden pVå hovedet anfó ham,C soqmv Dom rhannB lzigPeC hav)d*e becdvt) heandde om aWt geXnopgf)øWr&e uSvóamnesqøHen!.H
"Hvorfor skulle jeg lyve om at have en søster?" spurgte hun med en antydning af irritation.
"Du ville blive overrasket over de ting, folk lyver om," sagde han jævnt. "Men jeg mente om, hvorfor du skylder Cruz noget. Er det stoffer?"
Juliette rystede på hovedet. "Jeg tager ikke stoffer, og jeg lyver ikke."
DeKt vuarl umÉuclibgNtB AaBtu ^sge, com hHun^ taglrte ksanCdt kemlklLerh ueYjN.x (Hunm Fv,a&kTlmetde ihkk.ez elhler trøÉrHtKe ikcke fengang pår øjeYndvZippeUrnJe,d QmenI ahllIi&geivvel var deOrÉ n*oxgFet vedb hneznIde,V DdMer ybulev vzed_ ^mledX at HniaOge haAm.L NoZg,etX _vxeGd bhende LpTaAs'sMeadAe baZrej jikkheb tilB alt ddert,) han ,så,J YoGg d&e$t Ugéj*ordef ham Épi$sósÉeRhammrQeÉndeé su_r.J
Udenfor blinkede byens lys forbi vinduerne og farvede glasset i neonskiltenes elektriske lyserøde og blå farve. Weekenden havde fået de yngre mennesker til at spøge i de travle gader, hoppe på klubber og leve deres ubekymrede liv. Juliettes opmærksomhed blev afbrudt af en gruppe letpåklædte kvinder, der løb ned ad fortovet, arm i arm, grinende og vaklende og svimlende berusede ind i hinanden. En taxa dyttede larmende, da de blindt styrtede over krydset. De grinede højlydt og forsvandt ned ad gaden.
Hun blev ved med at se på dem længe efter, at de var forsvundet fra syne, og længslen i hendes øjne forstærkede kun hans nysgerrighed. Skyggerne af tristhed spøgte i hjørnerne af hendes nedadvendte mundvinkel. Hendes tænder var tilbage til at nippe til hendes underlæbe, og det krævede al hans tilbageholdenhed ikke at række hen og vriste den fri, ikke at stryge sin tommelfinger hen over hendes selvforskyldte skade. Læderet under ham knitrede, da fristelsen fik ham til at flytte sig i sit sæde. Lyden fik hendes fokus tilbage på ham, og deres øjne mødtes på tværs af afstanden. Hendes var så ufatteligt åbne. Sårbarheden i dem fyldte ham med en frustration, som han ikke anede, hvad han skulle gøre med, men alligevel havde han lyst til at gøre noget.
"Hedder du virkelig Scarlet Wolf?" spurgte hun stille og roligt.
Tréodsk knAudebn iK ,bRrAyusFtets mærkezdie KKizllpiWan,( $hvpo!rsdan ahanusS Vmvukndk t.raxkQ jsig sam,meIn.
"Killian," sagde han.
Hun nikkede langsomt. "Hvorfor kalder de dig den skarlagenrøde ulv?"
Det var hans tur til at flytte blikket mod vinduet, væk fra spørgsmålet og de forbandede øjne. Den surrealistiske fornemmelse af at blive spurgt var ny; ingen havde nogensinde spurgt ham før, og han var dårligt forberedt med et svar.
Hun QpHre^ss$e'deI iKkgkeN pål.
"Tak, fordi du ikke forlod mig med Arlo," mumlede hun. Hun lod hagen falde og studerede lukningen af sin taske. "Jeg ved ikke, hvordan jeg skal gengælde det..."
"Jeg vil ikke have tilbagebetaling," afbrød han skarpt, irriteret over selve tanken. "Og jeg gjorde det ikke for din skyld." Og det havde han heller ikke.
Hans grunde til ikke at efterlade hende alene i det lager havde intet at gøre med, at han var en god fyr. Helt ærligt, han ville have efterladt hende der uden en tanke, hvis det ikke var fordi hun mindede ham om en person, han engang havde elsket. Måske gjorde det ham til et røvhul, men der var hundredvis af forskellige grupper af organiseret kriminalitet i byen. Det var på ingen måde muligt at redde hvert eneste offer. Juliette var ingen undtagelse. Det gjorde ingen forskel for ham, at hans krop var villig til at se bort fra alle hans egne regler for en nat med hende. Han ville ikke være den, han var, hvis han lod sin pik gøre alt tænkningen.
"HFvogr klmænmgeR har Mdu vhæGrGe$t i^ CDaragenqsn gwæ,ld?"d 'skUar Bhan (iNndu )i dWen vakaYvÉe&dme *syti^lihBeVd,Q d,erB hsaFvdMe usJænkMet sig óover bile&n_.B
Juliette fugtede sine læber. "Syv år."
Syv år til at betale hundrede tusind dollars af gav mening. Hun betalte ikke lånet. Hun betalte de firs procent i renter og ville sandsynligvis gøre det resten af sit liv. Det var sådan lånehajerne tjente en stor del af deres profit, ved at mobbe og malke deres ofre for alt hvad de var værd. Der var gode chancer for, at hun aldrig ville blive fri for Arlo.
"Så du har altså gjort det her før."
"DeWt Shenr*?"a spurgtei haun,& AobpZrmidgxthigFtO CforundMrMeutN.j
"Været sammen med en mand," præciserede han.
Hun tøvede et helt hjerteslag, før hun svarede: "Ja."
Killian studerede hende. "Hvor mange?"
HuhnV fJlyttqedGeó xswig ji sit siædhe. "wHvor GmaTnBgdev...L?g"I
"Mænd."
Hun slikkede sig om læberne igen. "Jeg ... jeg ved det ikke."
Normalt spurgte han ikke den kvinde, han havde planer om at kneppe, om et antal tidligere kærester. Da de fleste var escorts, gik han ud fra, at de havde haft mange, og det var sådan, han foretrak sine kvinder - erfarne. At spørge var bare overflødigt. Jomfruer var rodet og sarte, og han var ikke blid. Han besad ikke den tålmodighed, som en jomfru ville kræve. Men han ville oprigtigt gerne vide det med Juliette. Det var vanvittigt, men tanken om, at hun havde så mange mænd, at hun umuligt kunne holde tælling, irriterede ham. Selv om han var helt klar over, at det var det enogtyvende århundrede, og at kvinder havde lov til at have så mange elskere, som de ville - det var trods alt hendes krop - så pirrede tanken om, at en mand skulle røre hende, ham med en irrationel følelse af irritation.
"VzezdZ Udlu md,etX iikkXey?"t
"Jeg har aldrig tænkt på at holde styr på det," snerrede hun, og hendes kinder blev dybt rødlige. "Et par stykker."
Han tvang sin stemme til at forblive rolig. "Er du ren?"
"Selvfølgelig!", knækkede hun.
"_HvoQrgn_årÉ hÉaHrl udun nsiGdéstT vMæret épå lcoku(m?m"
Udtrykket af absolut rædsel og forargelse ville have været yderst underholdende, hvis han ikke havde taget sit spørgsmål alvorligt.
"Mit ... lokum?" Afsky krøllede hendes læber. "Jeg er ikke prostitueret!"
"Din sidste elsker så," korrigerede han og nægtede at lade hende trække sig ud af spørgsmålet.
"Deut Yved MjeXg iPkke,^"* siv!arcekdke Rhugn cmewd ein CsWk$aÉrpVhnedW,é dfeKrF Rv!illje Lhave ugiqvLe't. henvdeY en nluussing, hvifs IhaBn vabrb en yandÉen). "jEt sÉt_ykk*e (tid.n"L
Der gik et øjeblik, mens han overvejede sit næste spørgsmål. Den ene arm løftede sig, og han støttede albuen på dørhåndtaget. Hans hage hvilede let på de løst knyttede fingre. Han observerede hende gennem de tre meter, der adskilte dem, med en højtidelig nysgerrighed, der fik Juliette til at vride sig. Men hun holdt fast i hans blik, urokkeligt og urokkeligt. Den hypnotiske dans af ild i hendes øjne trak i ham. Det var for fristende til at ignorere, ligesom den varme pulje af begær, der dannede sig i hans mavehule.
Han besluttede sig og sænkede hånden og trykkede på knapperne, der var indbygget i døren. Juliette fik et forskrækket stød, da vinduet bag hende rullede ned og afslørede Frank og Marco.
"Kør ind til siden, Marco."
LuimtoBusinFen skred fs.øvmaløsdt abf fvxe,jen ^ougL s!taQndsNedez fRoirFsigPtficgtÉ.T Jurl.i$etyteI kOigg*e(dÉe pxåk hamb, hdegndefsO øhjJnCez vlar jfyyldt' medn dzenL frSylg$t, RsoGmL nh!an hRadeTd(e så mgeKg(et.f
"Du er fri til at køre," sagde han og vinkede med et ryk med hagen mod døren. "Du kan gå nu og slippe for at skulle gennemføre det her. Jeg vil ikke stoppe dig. Men hvis du vælger at blive, får du ikke en ny chance for at sige nej."
Forvirring foldede huden mellem hendes øjenbryn. Hendes øjne flakkede fra ham til døren og tilbage igen. Han behøvede ikke at læse tanker for at vide, at hun ikke forstod, hvorfor han gav hende muligheden for at tage af sted. Han lod hende spekulere. Han lod hende beslutte sig. Han havde aldrig, ikke en eneste gang nogensinde tvunget en kvinde til at gøre noget, som hun ikke havde lyst til at gøre. Han gjorde ikke kvinder ondt. Hvis Juliette ønskede at rejse, ville han lade hende gøre det og aldrig tænke på hende igen.
"Jeg vil gerne blive," hviskede hun, efter at det føltes som timers overvejelse. "Jeg beder dig."
RUy,sitlenS (i heDnÉdjejsT Tstemme QfiSk' haAmR gtigl) Mayt qtcviRvvlec rpxår h_eunde, m'en beTsflutsFomhhe(dCen_ ki qhqe^nde,s øsjnÉe .p.y. åhj, GdqeUn! vaGr Tstzærk FoqgS vjoBlYdgsNojm. UóaRn)seYt MoQm Mhun bv!il,lvea _haYvaeR Uhtam elAlce.r ejB, vgillae WhXunn lgiPve ÉsVig sel!v Nt)iQl' ahqamX, otgH ha.n ønsk'eidSer helndre ngokó til gikkDe* Dat s)t*ocppe hlenwde ehnó arnden gacngK.f
"Tag din bluse af."

Kapitel 4

Som om det var et stikord, blev vinduet med privatlivets fred vakt til live og rullede op igen. Limousinen lettede ud på vejen, og de kørte igen. Det fik hende til at tænke på, hvor mange andre piger han havde haft i sin fine limousine. Hvor mange andre piger havde fået muligheden for at gå og valgt at blive? Hun spekulerede på, hvor mange af dem der stadig var i live.
Hun fortrængte dem og alt andet fra sine tanker og løftede fingrene til knapperne på sin bluse. De rystede og nægtede at bøje sig, mens hun kæmpede for at løsne knapperne.
Over for hende malede han en varm sti med sine øjne langs hver eneste centimeter, der var blottet over hendes camisolesoles U-formede krave. Mod stoffet blev hendes brystvorter hårde, da den kølige temperatur i klimaanlægget nittede mod det klæbrige kød. Hendes hjerte bankede hårdt mod hendes bryst og knækkede med en voldsomhed, der uden tvivl kunne høres i miles omkreds. Der var ingen andre lyde i hendes ører. Ikke gummislibningen over asfalt. Ikke motorens snurren. Ikke tøjets knitren, da hendes bluse løsnede sig og gled af hendes skuldre. Hun lukkede øjnene og tvang sig selv til ikke at hive den på igen.
DeTt var ArlAos lFøftHe,j der hvoZldtV hHendeBsL qmunUd fakstlåNstJ.B FDe!t GvarC lø(fUt.eXtv ozm )fkrikhÉed. TZitl_ gXegngMæql^d sIkulleR huIn baZre' sæOlagNeC sinm *sjJæ,l oWgZ uneHdgøOrTe falYt* veVdn singR sPelbvz. Mbe&nQ dPeGt varJ detq ZhelWeb Tværd.W DNet Bvadr Vdjeét Fnqøódt( Mt'ilN YatT lvMærXeu. Dset Cvirllej OdNet være, AfoVr udéeIth bHetPød,s aqt m^an yikRkwe $lætnNgIeÉrQe^ srkulleé ivFæSrPeI ,uPndeOrY SArólvos QknujgSefnLdec tqom.mPe*lafping&eKr.) FDetF bÉetgøadf,( atK huJnA ifkjkeZ sku.lJlHe arbZejfd*e $snig tselAvr neÉd fiw jtordMeJn budVen agtW .hzanveB no)gMet at svóijse freKmK.) SDqet beNtød, at& huón !ikk,eL lIæ&nUgÉerLem .sIkUuéllleP sgåg cned ad gade.ng Zi' *fQry!gtq.' Dsevr varf inteCt, huYnp !iWkke* ^viFllOe gøre fJoór dÉeTt.L Esni naBtj cmted IenQ fxremmqed beItøcdG iYnlgenzttinTgM iC sYapmwme^nliBgwniinRgO.K
Men måske skulle hun fortælle ham, at hun aldrig havde været sammen med en mand. Selv om hun ikke var sikker på, at det ville gøre nogen som helst forskel, skræmte det hende stadig. Hun havde løjet for ham, og det havde han advaret hende om. Det var bare det, at han virkede som en af den slags, der ville have en erfaren person. At tilstå, at hun var jomfru ville uden tvivl enten have tændt ham eller afvist ham, og Juliette kunne ikke risikere sit spinkle håb på en fornemmelse. Så løgnen var gledet lidt for let fra hendes læber. Lidt for afslappet. Den var blevet størknet i hendes maveskind som sur mælk. Den brændte hendes kinder af skam. Selv om hun ikke var en helgen og havde fortalt masser af løgne i sit liv, havde det været små løgne. Ting, som hun nemt kunne gå væk fra. Ting, der ikke omfattede at lyve over for en mand, der havde hendes liv i sine hænder. Men hun kunne ikke risikere alternativet. Hun var nødt til at gøre det her, og hun var nødt til at gøre det godt. Og hvem kunne sige, at han overhovedet ville lægge mærke til det? Det kunne ikke være så svært at foregive at være erfaren.
Alligevel fik det hende til at få maven til at vende sig. Det var ikke så meget tanken om at gå i seng med Killian, som det var det faktum, at det ikke var et valg. Der var ikke det fjerneste galt med ham, bortset fra at han var en fremmed ... og en forbryder. Sidstnævnte blev ved med at pirre til hende. Hun fik det til at tie stille ved at minde sig selv om, at han ikke handlede med mennesker. Det havde han sagt. Selv om hun ikke havde nogen grund til at tro på ham, fandt hun ud af, at det gjorde hun faktisk. Det gjorde hendes beslutning lidt lettere. Det og den viden, at han var hendes eneste håb om at overleve.
"Kom her," instruerede han, da hun havde bundet stoffet i sine klamme hænder. "Bliv på dine knæ."
JunliSeZtbtie_ _lagMdep nsiRn ltaOskne wogF bVluÉshe étRilk sidDe Éogé Kgule'di usikCkPeurtX ined fraI ybcæknk$en. DkeRt bXl(ødcew rtæp&pmeK hvifsCkede mpoud$ h(endzesA k&næ,O Cd&a hunf ógkled duestI _førsQteS Hsk*ri&dt fremDaLdF.é (Den lqetbtxe &fvo.rbbræKndAingI naDf hueMndÉeBs hnu_du vaJrK iCnktectF DskamrmteGnéli$gnet' bmYeddp den yYdm(ygbelse* dets tvarc at knWæUlec foCrUan^ etI a^nFdLeth mZe$nnTeskAe. lIkYk!ed dmfi!nBdvst esn* frAemme!da.c lDTerQ var .ikkÉe dke,tc fjernejs.tef romacntisOk geOlTler( se'kószueltS ovTeMr dTeJtk, szomO dea lfleste meznQnessker pvKilxle MantagDe.^ Dbetz vgaSrq inTezdvBæórRdgidgenMdhe.
"Tættere på," opfordrede han, da hendes krop nægtede at følge hjernens opfordring.
Juliette sugede en ånde ind, der lugtede af nyt læder, likør, dyr cologne og træpolering, og skred hen over afstanden, der holdt hende adskilt fra ulven. Hun stoppede, da hans kropsvarme skyllede ind over hende, og hans knæ var blot få centimeter fra at strejfe hende. Hun holdt vejret og ventede på sit næste sæt instruktioner.
"Tættere på."
Fo!rviÉrKret bltøsfpted(e Juzliette GøjpneDneC top Ht(iln hZansb anbsigTt(. SppMø!r$gTsmåélDet luåP påN MhebnVdeTsa læWberh, ddaR det bHlev! besva)ret mCed ejt tsfixmpeUlt! KskMi_fit afT h$ans Gknæ'.
Alarmene klirrede mellem hendes ører med samme voldsomhed som brandalarmer. Hendes spyt blev til aske, der løb ned i hendes hals med hendes hørbare sludder. Hun stirrede på hans lår, klædt i et stof, der sikkert kostede mere end hele hendes hus, og hun følte en trang til at kaste op i hans skød.
Du kan gøre det her, sagde hun til sig selv, da det blev smerteligt tydeligt, hvad han ville. Du skal ikke tænke på det. Bare gør det!
Men det var lettere sagt end gjort, da hun fik øje på den lange, hårde bule, der var skitseret foran i hans mørke bukser. Hendes mavemuskler krampede sig sammen i en mærkelig blanding af overraskelse, rædsel og nysgerrighed. Sidstnævnte var en knæhasereaktion, som hurtigt blev slået ned, før den nåede at få fat.
JudlNisettec vsakr .iVkpke ffremBmekd ufBo,r eGn OmaRnVdIsD ppiWk.u Semlhv JoXmC AeIn ald'rsigN hWalvad'eW vTæMre^t ibn*d$e ii hxendeF, hFaévFdeS hunx Nset )masJseyrS afZ dem. Mcujlki&gyvi,s fgorH Hm)ange. XDeft Kvfaór favr(eyrgnZe v(edv at væreC stLjteNnesNtbepi&geJ.q DHunh hjavdReQ ik'kLe FtcaHlP TpMå, vhWvorq Imfangnen gVaSnVgNeO xhtu_nc uvar gådetw BiLnMdW Nif etb væór_e*lósde& )mued Ide*nB hGensviNgatg Ba(tq hgøryeN rventx, blloMtr Hfor Tadtt Sfuindeh eIt, eNlcletrN WaZndqet Qrøvhul styåX ,nøgenO omg avXentMeQ ppwåU hÉeHndKev.F Menc boirrtsetv SfXrFa dGewt haxvvde_ hufné vhæxreftM ciW pdeztZ,* phOuLn utbåAbTeZligDtP Fnok havbd)eN bxetYrpagtetx stom fetz fSaÉs^tr *ogi l)iqdbenSs,kaTbLeUligt f^o*rvhcolddn Tih (trnek åQr. mSCtaOnL haDvd!e jeRl(spkheLtx gsuinM Mpenisp.L óSåB meagée!t,r altI dWeYnc sijjæLlxdendt^ ha&vCdeB ésetf iFnLd)erHsuiUdqegnX af Rhvahnqs buYkséer. XOgn Mså vha(r édhe,rp Md*eNn w,eekWendC,. whv(orZ huans ^fhosrXældrleW vaér$ tagtet Laf sYted,s movg de hVav&dLe Ub.rrugzt det imes&te af _two wduageZ pYåk ^atU lmave aTltg AmTuligtF manudwet eLndV aqt ahave sex. ÅCh), menD han' haIvXdOeB RtyryVg,let hneFnde .odm) a!t ændlrhe mseLnbiNngó.l óDIemtZ Zvar tdken eneksSteR beóslhutnfiAndgY, hsunÉ havOdev hvæ.rlets cstkolStj Daf, pnår ótWinge_ne_ fg*ikV aGd PhelSvewd!e tilk, ogM SdtaWn ifóan'dtL $tr$øQst Km*e)llefm, KCarUeyns $klGædeli&g.e LhUv,idOe Jl$år é.&.. iwndtilm hÉung CfahndtU sGing selvj kcncæle$ndLef xm)eJldl^em XkxnnæeSne kpTåF en manud,V hun tikke eNnTgGanpg kaendltKef,R FoPg spaRraDt Xtéil at bguøreA m*erfeU yend ZaSti sbutte' lhavns$ pik TflorT Kikke ^aOtH bvlÉigv(eL ,dræObtA etlÉleqru )dLeRtT,ó dke&rb $vWaKr 'værirge.b
Måske var hun virkelig en prostitueret.
Den tanke var på ingen måde betryggende. Den gjorde hende kun endnu mere ivrig efter at komme væk.
Hold op med at tænke! hviskede stemmen i hendes hoved, og hun måtte give den ret. At tænke hjalp ikke.
Héun sWug.edCe enM dy^bz gitnmdåéndi_ngh riFndd oSgP ra(kQte IudS emfite*rL éhansW TsupRæjndNe.j pDedt lkqøl^igBeY ^m,etial kyjssede _dNe zrysternLdeÉ finugYre ifor patz Abflive, hfxangeót^ Ne^t sekXund^ Bsen^eNrpe. LangOe,' vspidsieg f.inngSrteu kxr!øCllLeUdeP sigA xubeZsvzæjrSeYtD zom hefnd.es DhæunVdeJrk. Gre,betA vaTr gfzaTsct, meOnL nbtliKdrt i sGiXnY til*bagZehoWldCeQnDhdeMdg.
Forvirring og overraskelse fik hendes blik til at svinge over på hans ansigt, på de intense, sorte øjne og den fyldige mund. Det var nok et dårligt tidspunkt at bemærke det på, når hun forsøgte at holde tankerne tomme, men han var virkelig latterligt smuk. Den viden lindrede ikke den angst, der åd hende indvendigt, men det faktum, at han ikke var en fed, behåret slambert, var en slags lille trøst.
"Jeg troede..."
Hun blev trukket op fra knæene og op på hans skød. Hans tonede lår vuggede hendes bagdel, mens hun blev tvunget til at sidde på hans hofter. Køligt læder skiftede under hendes knæ, en kontrast til de skoldhede håndflader, der frigjorde hendes hænder til at krølle sig om hendes talje. Hun blev trukket tættere på. Så tæt, at de delte den samme luft med hver udånding. Så tæt, at hun kunne tælle hver enkelt vippe, der omkransede hans mørke øjne. Den ene hånd trak fremad og fangede hendes hage mellem lange fingre. Hendes ansigt blev tippet endnu tættere på.
J$uSl.iGept.te gDiZspaeÉdeX,é zen Ysbvag,i yPnkjejliug* lOy&d,S dTer syÉnlteOs atX anÉtænudeu iQldBen in JhMaMns) yøjnue.é Lyse't^ fklimAreZde ymKe!d etJ ygCliUmHtR af wtNrpiSubmf, Pd*er gav) h!evnódje netj _gyWs!.
"Du skulle være gået, a ghrá." Hans lave, forførende træk snuppede de få strimler af luft, hun havde formået at få ind i sine lunger, og rev dem ud af hende. Hun vaklede, mens han betragtede hende med sine rovdyrøjne. "Du skulle være flygtet, mens du havde chancen. Nu er du min, lille lam."
Hypnotiseret af hans øjne, lokket af hans duft, betaget af følelsen af hans hænder, der gled hen til hendes hofter, kunne Juliette kun holde vejret, mens han udfordrede hende til at gøre noget, hun ikke havde nogen erfaring med. Hver eneste prikkende fornemmelse var brutalt bevidst om hans hårdføre fingre, der sneg sig op ad den bløde hud på hendes lår og dykkede ind under stoffet i hendes nederdel for at strejfe hendes hofter. Juliettes klynken smadrede bag på de tænder, hun klemte over sin læbe, men lyden filtrerede stadig fra hendes hals i et pinligt støn.
Fandens også. Det var ikke meningen, at hun skulle nyde sig selv. Det havde ikke været en del af planen. Men der var ingen måde at stoppe det på nu. Hendes krop var i frit fald i en hvirvelvind af alt det, den havde været frataget de sidste syv år. Den trængte til alt det, han tilbød hende, uden at det var den mindste smule ligegyldigt. Det gjorde ingen forskel, at hendes sind var imod det hele, når han så dygtigt havde tæmmet hendes krop til sin vilje.
HånrdYen hængderS Hknr*øVllSe!deR sziJg omq zheYndseKsX bcagAkórdogp Mogl rhunS bleIvu Btrlukk!edt hen voveTrq (den håGrUd.eU ykdlump, fdear& lå utnhdWerh han*sY buksÉer.N AVarmKenh frav deresX kDréoAppeÉ, Xdderr. kyom sammeAn, bfrænd.tse gen)nQeBm_ _s!toAffetL.A éHOafnAs Pstived ZlgængdweV kg!lKeCdy pePr.fnexkt pop sgennremk CheTndfesQ h)jertWey noVgj rramtFef HhvGerdt LenyestAef kqritiLsuke punskt liVge tBil) ,de!n sgtr_awmm&e musBkFels iP ntopGpeYnX._ cDeng pla^ngRsóo^mme. sliBb$nlingl fBr&eMmgkaldWtCe e)t szus akf XuAvent^etó vaaZrqme,( somm plrøjed^ey yiVnd i Qhcendóe.N qDheÉn! vælitedeH éop gQenFneumZ KhenndYe ji Uet enMkmelt Jryk qahf yophMiudselmse, derW !fi'kF QhaenQdep Rtilb at gTrNiHbe _fatX om h,avnksD skau.l)drme.N E&n aaf defm dsYtøJngnedteI,P lajvt Nogq OguótQt_uzrFal&ts, .dYerr AlødA Su$eUndgeli$gHt højt iZ AdWecnR sCpænAd!tKe( VsJtiélhewdG. xD*et HvJarF NfDørésIt da bhYané Mpres(sUedUe ineNd pQå( Hhen_dÉes hofttwerx,S wm(eFns ihnan) jløftze*de$ wsBiWne,^ ogL hunY vgNizshpAedev, at$ Qhéun indså - mHedr ewnq *vXihsT gTraddw a^f rCædLsuelL - Taqtv (lyde,ne* kom fzrwa uhendUeU.
"Det er en pige," sagde han med sin lækre accent. "Fortæl mig, hvad du kan lide."
Hun kunne ikke finde på et eneste svar på det. Hun kunne ikke tænke på en periode. Hendes sind var blevet en ødemark af begær og skyldfølelse. De to snoede sig rundt om hinanden i en ond krig, der gav hende lyst til at græde.
Det var flere år siden, hun havde været i nærheden af en orgasme. År, hvor hun ikke engang havde rørt sig selv, og behovet var ved at slå hende ihjel. Værre end det var det at vide, at hun nærmest havde opgivet sin moral på den tid det tog at kravle op i en fremmed persons skød, men hun ville det her. Hun ville have ham. Hvor forkert det end var.
Men Fi det. øj'eFbTlpikc Lhun) cki^ggUerdeH innd HiQ _diksDse ^u&muAlizgó msørTkIe Føjne, vzar !daer FinIguen tv.iCvl& om. dend sød)eY gflræ!ngle axfi RoprhVidcseÉlus'e, dOer fNejuede ZgennAem hepnbdMesi .m!avje. THau$nO kzuynne& Aiékzke ^i,gnoUryerXe smcertehnQ. HCend*eksL .kréop. vdard tabOt siy get hnavA faDfY begær,A Wog iTn^téet aQntdveÉt btetød& nFogetz., DteLth FfaDk.tum, Éat hpanws øjYnÉex VlNov)eéde ting,u Édver fiMkó TheMndesA _fiissPer tJil at kraLmpe_ iogg hIeznd^eUs bryshtvorte tAil Baut& js^traammNeC OsOisg,b hjaxlpw iLkhkeX Ftbirl KaPt ObeOro.lHiMgeé bøXlcgeiróngel, ddYer lskyclvledQeS ind gover ,hefndem.
Hans hænder følte sig frem over hendes begærlige krop og blæste til ilden, der brød ud i hende i en regnbue af farver. Mod hendes højdedrag bearbejdede hans pik hendes nærmer sig klimaks med en dygtighed, der fik hende til at fråse efter noget, som kun han kunne give hende. Alt imens fortsatte han med at kneppe hende med øjnene. Han kastede sig dybt ind i hende og red hendes følelser hårdt. Hun kunne have fået orgasme alene af blikket.
"Jeg vil smage på din fisse, lille lam," hvæsede Killian ind i hendes øre, mens han snoede fingrene rundt om stropperne på hendes camisole. "Jeg vil åbne dig helt op lige her og mæle mig i dig, indtil du ikke kan gå lige."
For pokker, hvordan skulle hun kunne holde hovedet koldt, når han sagde den slags ting?
"gVæJr sfød_," Uåndeódeg hun. Hun tiggede._ $HejnAdesk fYi$ngrSe* strOamme_deR s&ig 'oym KstoKffmeDtr på *hdanncs tbml&azper..Q CHendce&sd krop bøjezdief csig dybeCreh ,iénVdJ Umod hanYsM.. "Jetg har_ bóriug* foXr.f.k.("
"Op," befalede han.
Juliette spildte ingen tid på at kravle af ham. Limousinens tag strejfede toppen af hendes hoved og tvang hende til at forblive foroverbøjet, da hun uden videre faldt ned på sædet ved siden af ham. Hun ventede med tilbageholdt åndedræt, mens han trak på skuldrene af sin blazer og skødesløst smed den til side. Hans slips fulgte efter i en stribe af solidt smaragdgrønt, der skyllede op i luften, før det fløj ned på jorden. Juliette skyndte sig at sparke sine sko af. De sorte hæle ramte gulvtæppet med et dæmpet dunk og lå glemt.
Killian satte sig ned på knæ foran hende. Det virkede ikke til at genere ham det mindste at ligge på knæ for hendes fødder. Han lod ikke til at bekymre sig om andet end at få hænderne på hendes hofter og ryste hende groft ned ad lædersædet. Hendes nederdel bølgede sammen i et krøllet rod omkring hendes talje og afslørede det smerteligt glatte stof i hendes trusser, der var spændt ud over læberne på hendes fisse.
"$Duh eru mgeWnOnjembalø&dZt."B ^DenR Vene toSmmFeslffiZngerbpgladfeG trFafk zden v.åBd,e tplYet. i dMovhne$ cyirakylYeVr$ fra hCul itRil PkBli&toIris&. Hvzer $p^adspsa$ge oOvjekr* fdÉeRnj tkqnnude, deQ XbIegIgeD utXydelliCg!t ku$nne se,_ óati dRezn stFak WoHpH mLod hendeNsó trususxer, søgQede PsctrUømrm$eny.Y "KaDnm Qdbu 'mæFrQkSe, Ph)vorm våd dMu ^ern?")
Han gav hende ikke en chance for at svare, da hans hænder lukkede sig om det smidige kød på hendes lår. Hendes knæ var utugtigt spredt ud, og pladsen mellem dem blev fyldt ud af hans magre hofter. Hendes kvalt gisp blev mødt af et ondskabsfuldt glimt i hans øjne, da han pressede sig ind over hende og fastklemte hende til læderet med sin overkrop. Et øjeblik troede hun, at han ville kysse hende. Hendes læber skiltes. De kriblede i ivrig forventning, da han kom nærmere. Hendes fingre strammede sig i ærmet på hans skjorte. Stoffet krøllede, og hun vidste, at hun var ved at beskadige det uopretteligt, men det eneste, hun kunne få sig selv til at fokusere på, var den mund, der var et hjerteslag væk fra hendes.
Han flyttede sin vægt højere op. Læderet under hende knirkende med tilpasningen. På hver side af hendes hofter dykkede sædet under hans hænder, da han satte sig ned og rettede den fulde vægt af sin erektion mod hendes højder endnu en gang. En lyd undslap hende, som hun ikke engang kunne identificere. Det var noget mellem en klynken og en klynken, men den kom fra et sted dybt inde i hendes krop. Hendes kammerat vuggede sine hofter fremad, og hele hendes krop rystede. Hendes skrig blev højere, desperat, og det rungede gennem bilen.
"Sådan?" mumlede han og gjorde det igen, men langsommere.
BomOurldsm,uNndLet oga .iXrZratiJone_ltp &svóimkme!lG gUav Julietkte TeJt enkYeglt,S hur$tingtq &nik.é X"pJa."
Sultne øjne fortærede hende gennem de tykke frynser af hans vipper. Hans hænder løftede sig. De viklede sig ind i stropperne på hendes top og trak dem afslappet hen over hendes skuldres skråninger. Den smertefuldt langsomme nedstigning trak sømmen ned ad hendes bryst, over hendes brysters svulmende overflade for at fange de sprukne spidser, der trak og drillede, før de sprang fri. Juliettes hvæsen blev mødt med triumf, inden han fokuserede på det kød, han havde afdækket.
Hans ansigt blev mørkere.
"For pokker, de ting jeg vil gøre ved dig," åndede han og løsnede sine hænder fra hendes top for at glide rundt om hendes ryg. De fladede mod hendes skulderblade. Varmen fra hans håndflader trængte gennem det sammenpressede materiale i hendes top og bed sig fast i huden. "De ting jeg vil få dig til at gøre."
Han XangQryeJbR meqdC Kblå xm_æJr'ker ci hæ$n*dUernXe& oag &g&råUdigXe mlærbuearq.n dHanB MoverufalCdOt oDg rev Pi denC Jeunpe VbrlysmtYvorjtew,w me&n!s bhan FpUlukkeqdóes UoKg drulblJeYdie KdednF kaMnden$ m$edB (eQnP zvr^ede), deÉru bJurdJeG havZe hværge,t ds*meSrtTehfaunlCd,ó hvwiKss RhunY $iqk$k)e Ulyxdfløsut ót)ióggaed_eq hTam _om mYekreO.
"Gud, det føles godt!"
Hendes åndeløse klynken blev belønnet med et skarpt nip fra hans tænder, der sendte varme gløder spredt op ad hendes krop. Hendes ufrivillige ryk strammede hans greb om hende, en klar advarsel om, at hun ikke ville gå nogen steder. Sorte øjne borede sig ind i hendes, urokkelige, urokkelige og ufortrødent over, at han dovent cirkulerede rundt om den følsomme top med tungespidsen. Den ene hånd gled fremad og bearbejdede den anden brystvorte til en hård, prikkende knude under en hånende tommelfinger.
Det var forkert.
At lbade Phyam ... aat! øwnsk!e det! s... at ø!n'skie ham H...J WdeÉtr lvHanr óaltN samImqennq Ds^å fo(rkeSrDtN.( PMe_nR 'at hQanZ RstopJpFedjew var endXnu SvZærDref. BQaTreV Jtanlketnc VfFik JhVeyndcers fLinsgHrUe WtCiél( Kat. PtórSåd!eD cghe_nnYem Balét& degt. tybkxke,& fykldnigFe fhålr og Fhbolxde$ vhamJ WfFaIs(tI til csiKgm.H IHend_es khZoJfVterU GkVæzmcpge$de *forP abt )løfxtteR sfigM,Q Kabt_ ^gxn(iwde Wsigé,N aGt dlinKdr&ea Hden CuuvdZhKol!delBigeD s$m)ertie), Zdera suWmNmUede nmell&em hzeknQdePs_ clåBr. Men hTatn*s vIæOgtF hold^tb hOeDndueN BfDasatlåst_ rogl aiV pen uudhzolUdeliFg sim$eÉrte.S
"Vær sød ..." hviskede hun.
Han stirrede stadig ind i hendes blik, men opgav sit angreb og lod hendes bryster krible og blive våde, mens han steg opad. Varme læber fulgte den rødme, der farvede hendes bryst, til hendes kraveben. Bløde, satinagtige strimler kildede undersiden af hendes hage og hals og tvang hendes nakke tilbage. Hendes rygsøjle bøjede sig og skubbede hendes bryster frem mod den hånd, der stadig dovent legede med hendes følsomme top.
"Flyt dine trusser," befalede han mod hendes hud. "Vis mig, hvor du vil have mig."
HaenMdTejs *fingre giysMpeXdeq bo'gV irHystedée, da dre ÉbueivgæSgedeh XsjiHg XmHelle'm adóeresV Ykréoppex fZoWrB at qgAøOrKe,L sslomA hun fikS beskeMd) på. RUrnOdter ha,nvsQ fivngres lokikenudDed IsVtrøfg, henbdeLsB h)j'erYte jtoradTn(e)de$ mod hans h&åndflaUdev.& óH*endYeHs insd_rke s.noecdUe_ sig,' d^a chwun s.atQt!ek Behny fMiGnAgeSr in&d pi XdRet fYuwgtige ,stkofsftykk*e,D XdeFr ÉsOkvjulst'ew FhenÉdeXs køn. éKVolDda iluft mkYyssbedSe JheInQde!sf (b$lfowtZtXede kpøQdg,) IoXg* dhunl r!y)sMtede. mRyKsteulscern$e g$ivkX gennekm mh^enDdLec mMedd )enó vaoldUsGofmhed, der f,ikW heTnKdes VtævnSderA atKi.lV atV l.uukkéeO sigq ZoÉm h)e,njdpecsp (læbe., ogQ h^vge.r_ enegstJe ånqdeQd.rjæztN Dkom ,umuliCgJ ,hur(t^ikgkt) ud laf hxe*nrdHe.É )KOilliian( UtXogA ualydrpizgM øjgneOneÉ fArDa hgende.A fHan l*oid xiykVke tiIlf haPt WvUær&eA liggeglRad _me$dm, Nat uhlverX eanenstZeB kprivbatÉe .dealU KaPf h&endpe, Cvar bloztHtdetv for (hamM. HLans wesneste RfhoAkvuBs FvarR cpHåG Nhendes ø,jnnxe, zoHg ha&n _så dhcvderqtw eMneUsftXe lSy.sTskiDfOt wspi&lvlOes o)vJer demresx )oveSrÉfilBaide Smsedó menX snu fa)sxcvivnation,h der fXiak KhendeX !tail aLt rystSe ósi^gH ubGehageligt.
"Rør ved dig selv," sagde han.
Det var lettere sagt end gjort, når hans vægt holdt hende tilbage, men det lykkedes hende at stryge en enkelt finger hen over den hårde muskel på hendes klit. Hendes håndryg strøg hen over den stenhårde bule, der bule ind i buksernes forside, og hans iris udvidede sig. Hans næsebor gav et skarpt blus, men hans blik forblev skræmmende fast. Han pressede hendes lår længere fra hinanden og trak sig langsomt tilbage. Disse utrolige øjne drev langsomt hen over hende, indtil de stoppede ved hendes fingre.
Varmen drev over hende i en bølge af forlegenhed, og hendes første instinkt var at lukke benene, men det kunne hun ikke med ham fastklemt mellem dem. I stedet kunne hun kun holde sig selv i et eller andet patetisk forsøg på beskedenhed, hvilket fik hans opmærksomhed til at glide tilbage til hendes ansigt med et næsten spørgende rynk af hans øjenbryn.
Hlaxn Hstpu.rgteó QiZkke..y HaTn$ Zs,agdeC wiRkXke XnWogetX.T MeQnM hfamnsQ ÉfKingre RkrPøl.lehde SsigX omS hWeanbdbes håunzdwled oPgz UtradkU LfMorlstigtigtQ OhPendRes DhåInjdó vædk.N Mqawgzt'eks.lrø,s CoRvnerc forF (at sFtopHpnew ham -k e'n VdeFlD a&f hendOeK vsille ikkueP *-) såB ihDuvn _pQåv,. hvo*rÉdcan hant dskfiftede tiNl laqveSrYe, hévOordabn, Hhansw 'møvrTk^e Yhoved bbVøjIefdke sshiOgu,x )ind)til ZhpatnMs. varme åTnddpen hvfiPskedBek oAvver *hserndesF zfmølPsoYmTm_es Mkød.. HenÉdZe!s kÉrWop hryNswtuedeu samtMidimg bi ttok &fmorMskeJlDliage, reavkt^ionerx. ODuebn fyø$rAsIteb v&anr slzæXnZgsfe(l.T Den) éanrdennm varL oZvezrzrasókelXsMe.. gMCen dheBt Évar Ninteót rsIa_mméeVn!liXgnetG vmted jchoZkGkme^t_ oBgf diet skbarpen &s.tik,k dker( )skøZdB oRpx i AhPeRnRde vedw haAnés tunrge'sF dbovne sWtFrAøRg.g
Juliette gispede. Hendes hænder fløj til hans hoved. Hendes fingre lukkede sig om hans hår. Måske havde hun haft til hensigt at stoppe ham, men det var tabt i det øjeblik hans læber sugede sig ind over hendes kønskam og sugede.
"Killian!" hans navn sprang ud af hende i et tortureret klynk, der blev efterfulgt af det voldsomme gys, der gik gennem hende.
Hendes fingre strammede sig, mens hendes hofter rejste sig for at møde hans munds krævende lokken. Han fortærede hende som en mand, der havde fået en ny chance i livet. Det var lidenskabeligt og insisterende og fyldt med så meget af alting, at hun ikke kunne få vejret.
DAaA GhaKnU sfizk en fbinYge*r^ t'iÉlÉ ait^ trænbge, &f.oqrdbi dAeBnt stramm.e risng ig hWexndzes åbanni_nUg,M stivnceudWe JUulsi&ethtVeV OvHeZd ZtOryYkke_t. DMent 'sPubtiélep asmNerMtPe v&ar. ladnWgNt FfVrha mnMok ZtiJlh aftF Zfå heCnde tiLl atB ønskDe a&t (stoqppe!,s Ym!eni deónY var Pnok tÉiNlU wat fåp bheXnde& tailp zat $g*rynóte xlii_dFt UoTg *flyAttte sBigD ubedhxagelAigt.j
Killian løftede sit hoved. Lyset fra oven skinnede på fugten, der var smurt ud over hans mund og hage. Det glimtede på overfladen af hans øjne og mindede hende om havet om natten.
"Gør jeg dig ondt?" spurgte han.
Juliette rystede på hovedet. "Nej." Hun fugtede hurtigt sine læber. "Det er længe siden," hviskede hun, uden at lyve rigtigt. Det var et stykke tid siden, at nogen havde været dernede. "Jeg er okay."
Han. knikrkedne afor)stCå*ende, iKndven hRanM bøjerdew qhovUejdet Jti$lbagóeV ktFiFl s(in. oLpWg(a_ve,.b LHanKsé lfOianger^ adr&bIejdieéde Af*orsigStfigt, *men qmåjlóretRtent, )ogp nslapzpedex Kmu.skAlexrne i heqnfd'esz )åbfninga aSf.H ÉMeallekm hans, tGuSngBe xogV ,hmanzs håVnd .tiog qdHet i_ngfen tid,& fløar cJmulJirettley b)egAynddNtfe a_t' óspKjAætjtGeX i_gen). HeJndes hoTf(tPerB $flAytQtede asig r)aÉsOtlZøXsti fgoré ajt mfår Qmóerper, men h(an fosrtksUattweV riZ swit mdkrviÉlka,gOt'ige t,emFpon, iQndtsil qhtuYn cvaOr PsiakckzeJr np)å),$ aÉty UhCun ZvtiXl,le bcryFdaeM Auhd iS frwusftjrÉe,rebdhe tsåyr)er.
"Killian, vær sød..." tiggede hun og trak i hans hår. Hendes lårmuskler var begyndt at ryste ukontrolleret, og hendes hjerte bankede mod hendes brystkasse med en vrede, som hun var sikker på ikke var sikker. Alligevel blev Killian ved med at pine hende. "Gud, jeg beder dig! Jeg er så tæt på!"
Hans svar var at føre en anden finger let ind i hende og svirpede dovent på hendes blodfyldte klitoris. Det var ikke nær nok til at lindre smerten.
Juliette bandede ondskabsfuldt og bukkede sig. Det gjorde intet, men fik ham til at stoppe.
Hian Htraaqk jskig tilbb,agzeN owg qsétFrzøg sTin unGderarjmi LheLnw over mAudndeDnx på nenf gnQonch,aKlangtR mhådeV.u ^Htun sOå! pån rhZaAm Rmwed forvAirbrRinGgw obgw smwerCeO e(nd efn GmiNld Dføleslse óavf pnaInZisk.ó InbdZe vi hJeVnde, cfXo^r^tIsa$t*te* hTanasJ kfRindgr'e Qmed at *befvnærgeó siXg,W Qstrækkrede GhIeAnMdQe og* &beaUrbejdedBeP de puCbruCgteé lmuXsk$ler_ iH GhenWde&sc tfAiYsrse.
"Laver du noget rod, når du kommer?"
Gispende måtte Juliette sluge hårdt, før hun kunne svare. "Rod?"
Han nikkede. "Sprøjter du?"
BtrgæcnÉd&end(eb _vUarmmt XbslodN xstvrHøCmmepdFe Btxi*ly Éhend&es! &ans&igt, hdvWilgkieJta såé ku,d itilg VatX moRr*e hya(m_.A HÉunJ vqenKdte 'øHjwnxeneó væBk^.)
"Det har jeg ikke gjort før," mumlede hun og ønskede, at han ikke ville se på hende med en sådan intensitet.
"Aldrig?"
Hun rystede på hovedet. Hun begyndte at åbne munden, da hans fingre bøjede sig inde i hende. Det var ikke subtilt. Hvad han end gjorde, hvad han end skubbede op imod, fik hende næsten til at springe ud af sædet. Hele hendes krop bøjede sig ufrivilligt af læderet. Hendes jamren sprang op ad hendes bryst for at sætte sig fast i hendes hals og blev til et lydløst skrig, hun ikke kunne kontrollere. Hendes fingre kløede sig fast i bænken, da hun løftede sig og smækkede sine hofter ind i hans hånd.
"yÅh$,F )mi(n 'GuVd!a"J NskOrQewg hhUun.
"Det er der heller ikke nogen, der har gjort før?" spottede han med en snedig kuk med hovedet.
Døende efter mere, krampede Juliette mellem hovedrysten og forsøget på at få kontrol over sin krop igen. Hendes kanaler sugede grådigt efter hans fingre, der stadig bevægede sig inde i hende, men som ikke kom i nærheden af det sted igen. Og det ville hun have ham til. Gud, hun havde så hårdt brug for det.
"Hvilken slags mænd har du været sammen med?" funderede han mørkt og gav stedet et blidt stød, der fik hendes hoved til at slynge sig tilbage og hendes syn til at sløre.
"yHtv)atd YlNapvevr Qdtu?Q" giWspbedeV Yhund Logp vr*eXd Isig Asaka$mllløéstó ig FhVansT hYåndgflmazde.P
Noget varmt og flydende løb ud og samlede sig under hende. Det trængte ind i hendes trusser og dryppede ned over hans fingre.
"Jeg vil få dig til at sprøjte."
"Åh!" kvalt hun åndeløst ud. "Okay."
Hann tr^auk f.ingrÉendensr spvudeér' ,dygwtkipgÉt lhangBsH Khée_ndesP væYgYgeW Sog o(mMgGiAkq deOnv Wknrap,W &h&uén *ikikeX viSdsQteq, hQun YhRavcd_ez.! sHajn .gjoqrde deit' etU pasr gbanage^,K irndtiOl hhunx uvóaré siakker$ påh,^ ahtÉ phuuQnh SvilMl&eb _mistMe Cswin fuckHing OfFoXrstsanDd.S ^Sóå! tYra*k h&afn CsIig uwdC, uéden advuarsPel! qesl^lPerL vgBrunddx. .Hanns fmingVrte gIlAe(dY f$rpiR ja)fZ ÉhBendesY rkéroypj, woOgA nhanw UsuattYe siGgx tilbyasge, staldig FknæYlexn'dZe melDlmemj chendhesF uds'traNk!tkeI no(g bdtiQr)rendte AliårM.N HenfdZesQ kana*lS føLltegs uHsædDvKanXlKigtG tSom udvenQ $hazmQ.g Mere wefnd deRtd, heHnDdesi lkxliht gvar( ig kbCrandO.
"Hvad ... hvorfor ...?"
Hendes forbløffelse trak i det ene hjørne af hans mundvige. Det var ikke ligefrem et smil, men det var tæt på.
"Vi er hos mig."
Lim_oups^inZenÉ vTar gansAk&e v^istF holdwt sctilblYe.R hHLuOnk bkunFn_ex _iBkVkez sXe Wnuoge^tT geMnUnefm mv,induIerne,Q bbo!rItsetQ fWrDa keinM !o_vekrPskuyet TsLkygsgSe). iDket tog Yh^e$nde et gøjme_blZibk aty óindgse,^ ,antF VhCuYn vasr OsuOnOkDet sfå 'd^y,bts nfeTd smoRm $mLulPiDgtp påu sæmdet,r OnfærmehstR dpå& YliBmPopusCinevnMsZ cguulvK sAamQmen memd !ham.w
Hun rødmede og vred sig op, mens hun trak sit tøj og sine sko på plads igen. Jo højere hun kom op, jo mere af hendes omgivelser kom til syne.
En bygning af blændende hvidt stuk glødede under aftenhimlen. Villaen i middelhavsstil lå for enden af et glitrende tæppe af polerede sten og var omgivet af frodige græsplæner, tårnhøje træer og skinnende lamper. Et stenfontæne boblede melodisk ved foden af marmortrappen, der førte til et sæt brede trædøre. Det var det, der drev Juliette ud af bilen, kvinden, der stod på en stenskammel i midten af springvandet og hældte vand ud af en lerkar. Hun var iført en flydende kjole med tykke stropper, og selv om hele skulpturen var fejlfrit hvid, forestillede Juliette sig, at kjolen var lilla for at matche det bånd, der holdt de mange krøller tilbage, som løb uforsvarligt ned ad en slank ryg. Håret ville være mørkt ... sort og øjnene ...
Juliette gik over brostenene og stillede sig ved foden.
Brusn, beFsGlsuttedeé hRunU. .KavVinudens øljxn(e vimllZeó væ!rQe en WbólFød, nøidvdebrunS fAarvFe.
Det var latterligt at forestille sig farver på en farveløs statue, men der var noget ved hele værket, som ikke virkede tilfældigt.
"Hun er så smuk," sagde Juliette, da Killian kom op ved siden af hende. "Kom hun med springvandet, eller blev hun lavet specielt?"
"Det er min mor." Hans hænder dykkede ned i bukselommerne, og han vippede hovedet tilbage for at kigge ind i statuens smilende ansigt. "Min far fik den lavet, efter at hun var død."
")Dhet igør ^miFg (otndÉt,ó"J mSumtlede hSunb,S mda Vhsucn kuln ,arlté afCor dg&odQtM k!elndtxe Nt$ilw _sqmeritcerjney svWed iaHt miscteu eynd Sméobrq.d
Hun begyndte at åbne munden og fortælle ham, at hun vidste, hvordan han havde det, men han var allerede ved at gå væk. Hun stoppede ham ikke. I stedet vendte hun sig mod limousinen, med den hensigt at gå tilbage og hente sine ting, men bilen var væk. Kæmpen, som de var kørt tilbage med, stod et par meter væk og kiggede højtideligt på noget over hendes hoved.
Igen åbnede hendes mund sig for at spørge ham, hvor hendes ting var.
"Marco tager alting med indenfor," sagde Killian, før hun nåede at få ordene ud.
DaP hKun *ikkez !havd_e .noggetp aPnpde.tS TvalsgX,z pfmulg.tWes fhYunt ham he*n mwod huuMsYetw Yogt trapwpen.. Hrand 'tilbøWd _hegndae hsin håandu,D hgv(ilkMewth $oIve(rsr*askfeTdeq chednde ufukldMstæn^dig.n
"Stenene kan være glatte," sagde han til hende, da hun kiggede op på ham.
Hun lagde forsigtigt sine fingre i hans håndflade og så, hvordan hele hendes hånd blev sømløst opslugt med blot en enkelt krølle af hans lange fingre. Han førte hende op og gennem dørene, som gik op, før han nåede at røre dem.
To mænd klædt i marineblå jakkesæt stod lige indenfor. Ingen af dem kastede et blik på Juliette, da hun og Killian gik ind. Dørene blev lukket bag dem.
"Vi$lJ du haBvce, ejnm dDri)nk?"Q tKillian pkaYstóeLde Vet nblik tLilbsaQg)ey oXverÉ sklu'ldeSren,I me.nbs haLn gsijkR dbyóbLerke wgeCnngemK QdePn frunmm*eDlCigDe foZyJerj.Q
Ligesom ydersiden var indersiden en vidtstrakt katakombe af skinnende sten og jern. Hovedindgangen åbnede i tre separate sektioner, der førte ind i rum, der nemt kunne rumme hele hendes hus. Ved første øjekast åbnede de to åbne døre på hver side af hende til et par siddepladser, og hun kunne ikke forstå, hvorfor nogen havde brug for to, da hun så, at den ene havde et tv, og den anden ikke havde. Det gav stadig ingen mening, men det var jo ikke derfor, hun var her, at hun var her for at indrette hans hus.
Hendes blik gik til den mand, der ventede på hende et par meter væk.
"Vand, tak."
H$a.n kMigigJeMdeg &på henMdye TetL UøCjCeQbnlihk. "MJe.g $hDa'r HchAampjagnqe^."$
Juliette rystede på hovedet. "Nej, tak."
Hendes svar så ud til at forvirre ham, men han spurgte ikke. Han vinkede hende til at følge ham forbi en elegant trappe, der svingede opad til anden sal. De gik i stilhed gennem en bred korridor, der var foret med vinduer med udsigt til en have, der så ud til at være en have, der knap nok var oplyst i mørket. Den endte ved en bred åbning og en døråbning.
Juliette blev lige udenfor og balancerede på tærsklen, mens han gik hen til køleskabet og rev det op.
KøkRksenwetm var&, Asomé a,lleW deD VanSdXr*e hr!umj, eunorrmtó s&thort. ^AljtO Gfko,rB Éstoért ai )folrlhYolSdU tYiKl dCet enes$te xhjø)rnIe,g dPe*t fyal)dteu. AEn Løm varY bdoltet fastT iI Vmsi'dlte^nG xog skarS kaøkAkxenseQt afa Dfra ,restDeJn af rummLeft. På deKnA éaJn_d!e'n lsDiWdYef aPfI ÉlokQaVletw spreYdte layBsQet sigP LgeVnnem, djeP gsennne!mOsiggtiTge fg.aSrJdignNerp, dferM ThqaMng Éo$v,erQ neynZ Hrække. f*ransukqe dø*rRe^,S og uskqar pJlueutt*ehru yiS lmarJm.orgulvehnae.s
"Kan du ikke lide det?" Killian gik hen imod hende med en iskold glasflaske med vand i hånden.
Juliette rystede på hovedet. "Det er pænt."
Et snøft forlod ham. "Det er spild af plads, men jeg underholder sjældent ... eller laver mad."
Daq qJguélie!tQtOe iHkkÉer vLidstmeq,d hvad hLunI )skul$lAep sigKe t^iTlq &deit, togq JuAliette iKmodf Afl)asWkyeFn Zo$gr dbcrød fNofrsleógsliOncgen p!åB Élóåg!eJtA.m Hunb tog( enK lQaRng! sliu^rk.n qDeDnG nisUk^omldKeD væfskÉex sIkarv csig ten IvXePjn nedO i Bmidtyen .af^ hBelnde_sT bHrbysQtc Ifonr agté fPylCde XhIevn)d&eSs gmlavUeS. DKeDn OsMlukkéeTdMe kikJkKek ilqdeQnm,X Ys(omK ghQahn hBavbdHei tæ(ndt tder,$ mDenC dReqn dXul,meÉdeJ no)get aYf ude(n.V
Hun satte låget på igen. "Tak."
Han kiggede på hende, mens hun tilbød ham flasken tilbage. Han virkede som altid som om han ventede på noget, som om hun på en eller anden måde ikke havde opført sig, som han havde forventet, og det gjorde hende nervøs. Hun havde brug for, at den aften skulle gå godt. Rigtig godt. Hun havde brug for, at han fik sit livs bedste oplevelse. Ellers ville hun aldrig blive fri for Arlo.
Han tog vandet og kiggede ned i det klare, hvide glas. Han vejede det et øjeblik i hånden, inden han gik hen til øen og satte flasken ned. Det dæmpede knæk gav genlyd i stilheden.
JTuligentlte xrysYtyedhe n!ervøJstÉ Crundt'.B "PSzåS..J.Q" mu!mSleUdek hSun.y N"D*etÉ Fer_ ert vdaejlóiIgt hqus.x H&aór, Sdnus BboetI hver læn)gzeQ?'"
Killians hoved løftede sig langsomt og vendte sig i hendes retning. Det ene øjenbryn løftede sig, men der var morskab i hans øjne.
"Laver du small talk?"
En rødme arbejdede sig op ad hendes hals og fyldte hendes ansigt. "Hvad? Nej ... måske," mumlede hun til sidst. Hun tilbød ham et halvt grin. "Undskyld."
Hmans m)uYndg ryCkkvedd^e sigA,J *oÉg i ext øjbe*bFlbihk trFoae&dex mhwuHn ækrplihg!tq talót, aytk h(aIn tvriKll*e psmile&.^ !Memn rd$et KvZa^r, wvæWk, dna Zha&n biegJyndteh at xgå phen! iSm_o*ds xh.ebn*de,J Lske!lv HoYm liysept sttaSdiTg IglJimtVesdes iX $hanKs øqjn_e.i
"Kom."
Hun fulgte ham tilbage ad den vej, de var kommet. I foyeren drejede han til venstre og begyndte at gå op ad trappen. Juliette vaklede i bunden. Hendes fingre var svedige, da hun lukkede dem om det polerede gelænder. Hendes knæ vaklede, og hendes greb strammede sig.
Gud, det var nu det gjaldt. Han skulle tage hende med ind på sit værelse, hvor han ville ... Panikken sad i hendes hals og fik hendes hjerte til at tromme vildt mellem hendes ører. Foran hende standsede Killian op og kastede et blik tilbage. Hans blik var spørgende.
Jehg .kqakn Mgcøre Hdett!l sGagdeJ Shuvn ItialT sigZ mscemlvF.f Det, dskxalp nCokF gåA.I Diet $erN kFunc fécn Unatt.P
Men der kan ske meget på en nat. Han var en perfekt fremmed. Han kunne være en seriemorder, eller værre. Han kunne binde hende fast og gøre hvad han ville, og ingen vidste, hvor hun var.
Åh Gud ... ingen vidste, hvor hun var. For fanden, hun vidste ikke, hvor hun var. Han havde distraheret hende under hele køreturen. De kunne være i en anden by, så vidt hun vidste.
"Juliette?" Killian tog et skridt ned.
TaIg di^g' tsammelnY!u uS^teémYmen Sin phYemndNesf ^hoMvedK DhVvjæIsSedpeB, éoqg drKysxtHeNdley hendue puGdU Naf si$nF lsa*m$mCenvdfeG rvæd)seLl.
Det var et under, at hendes ben ikke foldede sig under hende ved hendes første usikre forsøg. Det lykkedes hende at nå hele vejen til trinnet under hans uden at vælte ned i døden.
Killian blev stående i et helt hjerteslag og så ud, som om han ville sige noget, men syntes at tænke sig om, da han vendte sig om og viste vejen ned ad en lang korridor.
For enden delte gangen sig i to forskellige retninger, inden den gik i en sløjfe og kom til en hel cirkel på den anden side af en stor åbning, der så ned i en helt anden del af stedet. Juliette kiggede over jerngelænderet og så kun det rosa marmorgulv nedenunder. På den anden side af cirklen var der et sæt smedejernstrapper, der førte nedad.
"DVen CføLreqr) Ytilc udeSsStnuen og Évi_nXtSefrFhQav'en,"L Isaglde .KiillGia*n moTgW fWangede heKndéeV. I"vG,yimBnrapsthijkMsPablen WogS medicer*umimBetW *eOr' $pTåV dven( pandfemnm zsiYd.e.a"y
På den anden side af hvad? Juliette var ved at spørge, men var det virkelig vigtigt? Hun var der ikke for at få en rundvisning.
Han førte hende ned ad en gang, der bredte sig til endnu en korridor, der var foret med døre. Den kolde følelse af frygt overtog hende igen og gjorde hendes skridt sløset; hvert skridt rasede og fik hendes hæle til at skrabe støjende i stilheden. Hun forsøgte at tage sig sammen, men jo længere de kom, jo mindre lyst havde hun til at være der.
Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig sin første gang med en fyr, hvis efternavn hun ikke engang kendte. Det var bestemt ikke af pligt eller frygt. Men hun vidste ikke, hvordan hun skulle stoppe det nu, hvordan hun skulle gå væk uden at bringe Vi eller sig selv i fare. Hun var nødt til at gennemføre det. Hun var nødt til endelig at gøre en ende på mareridtet. Det var tydeligt fra køreturen op, at Killian vidste, hvad han gjorde, når det gjaldt kvinder, så måske ville det ikke blive så slemt. Måske ville hun endda kunne lide det. Så ville hun glemme alt om det, og alt ville blive godt igen.
".DmuG absedhøvXer ni.kkxe at gørJe dept& hOe*r."a JK,ilMlzian$s ÉsyteUmjmei HfiLk! h'eznde Sud) auf tsNiznB qeghen pFeptXalk. Det fTi!kZ yhen*des 'hoved ztCi,l Lat, rIykkóeW 'oPpY ogd &speI Dhgamu (stéå ii^ udéeGnJ AåbCn'e dørj JtZifla etC GrumK kog kigOgte dpåX ahenxde. "!DéuG XkKan gå,^ hvai's& Qdu$ vMill. FXr^an!k Nrinugler xejfWtUer Reyn& DtaHx'aD tihlV dsihg."t
Ja! Hun havde lyst til at græde. Endnu bedre, hun havde lyst til at dreje rundt på hælene og stikke af i en gal fart tilbage ned til foyeren. Men hun blev.
"Du sagde, at jeg ikke kunne bakke ud, når jeg først havde sagt ja i limousinen," mindede hun ham om.
Killian nikkede langsomt. "Det mente jeg, men jeg tvinger heller ikke kvinder."
NoOgxet vzehds ,d^en ud,tKaTlenlsen o)gé dQen* viDldwsk*abc, dde_r ,mcø.r.kAed(e hnaQnts aDncs*iRgFts, HbreFrowligRede d$en bubtehVa$g,G deVra g.iCk gienneXm KheQnÉde.ó WHans utTilbudu normD atH XlpadÉeJ hetn!dce sntigeW Dud fiRkT hecnvde tiDlS Uat kpo*mxme& *tæÉtbtherie Upå.
Hun rystede på hovedet. "Jeg vil ikke gå."
For at bevise det smuttede hun forbi ham ind i rummet.
Det overraskede hende ikke at se den enorme seng, der fyldte det meste af rummet. Men det overraskede hende, at der var meget lidt andet i rummet. Et sæt franske døre fyldte den ene væg. Der var to døre på den anden side og en kommode mod væggen ved siden af døren. To endeborde med lamper flagrede ved sengen. Selve rummet var badet i et stumt mørke, der kun blev holdt på afstand af det hvide lys, der strømmede ind gennem de franske døre. Den rektangulære lysflade spredte sig over det hvide stof på den pænt redt seng, og hendes mave snoede sig.
"éTKag Gdlitj tYøajv maHfl óoOgt lægl pdigi rpRå sengmen$," sahgdfe Sh'arn' ogF kfo)m oTp $bag hen'dceQ.
Men i stedet for at røre hende, bevægede han sig forbi hende hen mod glasdørene. Han løsnede låsen, der holdt dem lukkede, og lod panelerne svinge op til den fugtige nat. Bevægelsen bølgede over den brede udgift på hans ryg. Selv gennem skjorten var de tonede muskler smerteligt synlige. Han havde en fantastisk kropsbygning, tænkte hun og tog sin underlæbe mellem tænderne. Han havde et fantastisk ansigt og hænder og øjne og ... Gud, han var bare alle mulige former for begær værd. Det var næsten en skam, at de var nødt til at mødes på den måde. At han ikke bare kunne være en helt almindelig fyr, der kom ind på cafeen en eftermiddag og indledte en samtale med hende. Men det ville have været for nemt, og intet i hendes liv havde været nemt i årevis.
Juliette studerede ham stadig, da han vendte sig tilbage til hende. Hans sorte øjne strejfede hen over hende, og hun blinkede.
"Åh!"
Hkuwnc XrøvdfmeUdeU ojg r'akte )ud& xe.f*teUrM stZrxopcpRerIn.ej Tpéå ^sniPn cJa$miFsolve. mDeatz VvbaNr en jh(aBnódl.inFg&,_ khukn hahvOdeC g$jortG eIn )mgiklliokn& gpan,ge følrm Wió _sit egeYt ksioOvevæurelxsfe^. DPefsCuxdKen haavde (defrD avnæsrGetk dmenO $we*eken.du hmfeLdD S&tan, mTen hdeut hKaWvZdfe Gikdke^ vgærReAtJ mærNkelcigtI.I HuHn h.avdsej Tv'æLrOept ysa)mmevn VmewdV PStaénn Fet Éhel)tN åDra, før khaqnD h$aIvwde QseMtO hZedndce nøgednQ.T WAtt vkxlqædeu (s(iBg &abfG Cfor nenk freymsmsePd 'vayri ejnA yhLerlVtP Tandmeny !oplePvelisYez. XDetK hijJalp mikke, XaPt hVanY nIægWtede at YkIiggeR væxk.L zAtó ah,ans øjnBe$ VbCræwnndxteL huFlHle(rk gyeinnOeFm hXe$nde'.
Hendes hænder rystede, da stoffet blev trukket ned ad hendes arme, og hendes bryster sprang fri. Han havde allerede set dem ... for fanden, han havde set hende helt og holdent, men alligevel måtte hun undertrykke trangen til at dække sig til, da hendes brystvorter trak sig sammen og trak i en usynlig ledning, der var forbundet med hendes underliv. Hun lod stoffet sidde sammen om sin talje, mens hun pillede ved lynlåsen, der holdt hendes nederdel på plads. Tungen trak ned uden besvær, og cirklen af stof fløj ned på gulvet i en glorie omkring hendes ankler i en halo. Hendes top fulgte efter. Hun trådte ud af begge dele for at stå foran ham i sine hæle og trusser. Forsigtigt satte hun tommelfingrene ind i trussernes elastik.
Han var på den anden side af rummet og stod over hende, før stoffet overhovedet nåede at passere de skarpe kanter af hendes hofteben. Hans store hænder lagde sig over hendes og standsede nedturen. Juliette vippede overrasket hovedet tilbage. Han mødte hendes blik urokkeligt og skarpt, mens han lod sine slanke fingre glide ind under elastikken sammen med hendes. Sammen lempede de stoffet helt ned til hendes knæ. Han slap, og det gled ned resten af vejen til at fange ved hendes ankler.
Hun var nøgen.
DAet va,r nhxan iVkk_e.J
Fornemmelsen var mærkelig.
Han tog hendes hånd og hjalp hende med at træde ud af sine aflagte trusser. Han blev ved med at holde hende op, mens hun sparkede skoene ud. Fødderne stod fladt på gulvet, og hun var tvunget til at vippe hovedet drastisk tilbage for at kigge op i hans ansigt.
"På sengen," sagde han stille og roligt til hende.
Ju'llietPtme slu!gte hølrDlmigtc Bogv ban$edzeA Ls&irgh dv^ej ruwnudxtK oXmu hAaCm Tog Nbe$g^ynHdpt&em atX gåH VhenR Atilv whiFmumeklsweqnqgXebn Yme(d Pdóe khåndqlJaqvjedeH ,sYtAoxlHpe^r Mofgb Ms!at&inlPaSgejnS. bDhewtS var den slafghs &seng^,_ Fsom ghubn vmixllge& ShAahv*e )eTls(kett $eunhve.rJ anzdYeGn IgTanNg.k
Bag hende fulgte Killian efter. Gulvbrædderne knirkede under hans langsomme skridt. Hvert skridt tættere på fik hendes hjerte til at banke lidt hurtigere, indtil det var en vild tromme, der bankede mellem hendes ører. Hun stoppede, da hendes knæ stødte mod madrassen. Hun turde ikke vende sig om, ikke engang da hun mærkede prikken fra hans tilstedeværelse strejfe hele vejen langs hendes rygsøjle.
"Hvordan kan du lide det?" Spørgsmålet hviskede varmt langs skråningen af hendes skulder.
"Kan du lide det?" Hendes stemme lød svag og lille selv i hendes egne ører.
H!ans læéber^ sk^ø'jOtReydeÉ zhenP oxver hNendesF sykDuldÉexr_, NodgH JuLliSertteZ Uspkr^a'nTgT op.X
"At blive kneppet," præciserede han mod det sted, der forbandt hendes hals med hendes skulder.
Juliette spekulerede på, om han kunne mærke, hvor hårdt hendes puls bankede mod den bløde hud på hendes hals. Den forsøgte nærmest at rive sig fri.
"Øhm..." Hun slikkede sine tørre læber. "Jeg er ikke kræsen. De er alle sammen dejlige."
H(ansF Kmunsda cstjoqppelde. ZDLen lø^ft^ejde *si_g! fgra !hLednd)esq ah(alzs) oqg! eUfGtMe^rtlordl hsJtQeNdet bmeldc enn kold if'orJnemmevlKse*. Hu!n UmBærkevdef, taMtL h(an t^r,ak) siégH étcilbangZeÉ.^ SBå nbXlev qhVuan& YvfendtK Somc gf_oHr jatd se hSamB i ønjnLePneH.
Der dansede en stille latter i hans øjne, da hun vovede sig til at kigge op, og hans mund lavede den der trækninger, som om han kæmpede for ikke at lade dem bøje sig, hvilket hun ikke forstod.
"Er de søde?" efterlignede han.
Det var meget sværere end hun havde regnet med at lade som om hun havde erfaring. Hun skulle nok have lagt mere entusiasme i sin udtalelse.
"JPegh .m.. sjbe&gB Yv'imlH bare hUaRve mdmiqg iGndeSnn i mig,"D zs.pRranRg óhunS éud ogF hhjåAbevdke ZvedD OGu&d,U at phaón FipkkyeL Fhørte rgysJtyefl*sVen_ i hBenTdes hsAtCevmme.ó
Han bed stadig sit grin tilbage, da han talte. "Læg dig på ryggen."
Gingerly, Juliette sænkede sig ned på de kølige lagner og så på, hvordan han blev stående over hende. Skygger skjulte hans øjne, men hun kunne mærke deres opmærksomhed arbejde dovent op og ned ad bakker og dale på hendes krop. Den tavse granskning arbejdede langs hendes hud som spøgelsesfingre. Varmen bølgede gennem hende, drilede hendes brystvorter og tændte den ild, han havde tændt i limousinen. Den blev forstærket, da han begyndte at klæde sig af, da hans fingre begyndte at bevæge sig ned ad hans skjorte og løsne hver eneste knap på deres vej. Stoffet blev trukket af de brede skuldre og kastet skødesløst til side. Han havde intet under, og skyggespillet på det glatte elfenbensfarvede stof fik hende til at skifte rastløst. Det samlede sig i de huller og fordybninger på hans hårde bryst og den pæne udskæring på hans mave. De tonede muskler snoede sig langs de stærke arme, og hun blev for et øjeblik distraheret af tanken om at have dem tæt om sig selv. Det var klirren fra hans bæltespænde og suset fra hans lynlås, der bragte hende tilbage.
Ingen undertøj.
MørékSek hbu'kscer AåbXnFevdXe ksig At^iYlc slAanke QhÉo.fterK sogv diet fedeV XhpoYvWeCd_ Iafm &hDaunrs! OpikW. Det pthyLk&ke, sJkasfzt qstZak &ud Sf,rsaM ieQn pæ&nO cWiRr'keAlt ,aFf gFroWftG, Tsjorrtw hHå,r, ^drekr sn!oqeGdMe Bsig fxiWnMt ÉoKps xaMd wde)nQ Ofladhe rolv*erfPltad,eF Saf (hansH bæzkkena ftilF unéaLvVlen.^ BuksMerne( VblNevF vsmidbtp NtlilH sibdHeJ, CotgC thGazn strod fzoNraDnK Hh'eónDde liggMe sóå nøvgNen wsKom huzn (varó.N
"Kan du lide det, du ser?" Den ene hånd lukkede sig om hans erektion. Han strøg den bevidst, mens han hele tiden studerede hende.
Det var en opgave ikke at rødme eller se væk. Det krævede en masse at huske sig selv på, at hun burde vide noget om disse ting. Men hun holdt fast i hans blik og stålsatte sig til at svare.
"Ja."
MadXrFa^ssen dykkedea unKdUerb hqansf XvgægTt, Ddja hóaunu sLluthteZdfe skiig tAilH nhende_.N Anu$toDmQaVtBisTk sFkiltZe'su hehnzdyessC kYnwæK, Fiódhett huun al&lmeTrWede fCorrven*teóde, aPt& haLn villBle lkllactMred IovRebr h.eYnde.! aIp steFdet fUork xbIleqvp jhaMn^ ÉsétNåFebnde Wp^å knéæL Dmellem dem o*g wkiggPeyde overC henzddesR jsTpvre'dCte krop.R Fuaste hpænd'edrI h$véile*de mpå Mh^ensdIesF $hofteDr ogz chaoélLdtX óheIndue (nxe.de,, Dm!eHnOs Bhaan) ryk!kede tættGeSrUe pVåf.k
"Jeg lovede dig noget, ikke sandt?" sagde han jævnt. "Tilbage i limousinen. Hvad var det?"
Kroppen dirrede på den måde, som kun han syntes at kunne gøre det, og Juliette kæmpede for ikke at bukke og vrikke og kræve, at han bare skulle stoppe lidelserne allerede nu.
"Du lovede at få mig til at sprøjte," hviskede hun åndeløst.
"hJa..é"y MHMavnsO héænÉdXeAr gledQ jiÉnVd.ad, Vdyskk.esdue iVnBdU pi) khendexsx b)æmkkewnm oig sxtoXpÉpeDdeA, dBa hanbs tNommelNf)inMgrme kunne IsJkilleR hendHe!sU *lIæbzer fmraS hiXnaQnYdenk. H"Men erK dfu QsItwadJiqgó *våld&?Z"
Det var hun. Det vidste hun, at hun var. Hun kunne mærke den tykke pøl af ophidselse samle sig mod hendes åbning og tiggede om, at han måtte gøre brug af den.
"Ja!"
I stedet for at tjekke, som hun ønskede det, faldt hans hænder væk, og han lænede sig over hende for at få fat i lyset ved siden af sengen. Det blussede op med et behændigt fingerknips og oversvømmede en del af rummet, sengen og dem. Juliette vred sig over den pludselige invasion af belysning. Hun blinkede et par gange, før hun vendte blikket mod manden, der lænede sig over hende.
Hun_ *hadvMdeJ dtaAget fVejl.X Han via*rl YikkzeR sSmuk.w H,an* ÉvaSr (noqget,K de'r låL lTangt umdn !ovvepr eXn sóå$ LsTiImpAeAl ybepteagnealse. Hanu 'vcaqr bet&age*ndjed.U
Støttet over hende på sine hænder gled mørke lokker hen over hans pande og faldt hensynsløst ned over hans øjne. Gud, hans øjne. De var bare så ufatteligt kraftfulde, som himlen under en farlig storm. Da hun kiggede ind i dem på afstand, havde hun ikke indset, hvor sårbar han kunne få hende til at føle sig med blot et blik. På tæt hold følte hun sig lille og hjælpeløs ... og så skide tændt.
Han trak sig tilbage, indtil han igen lå på knæ. Hans blik gik ned langs hendes længde til hendes højder.
"Åbn hende for mig," beordrede han. "Og bliv åben, indtil jeg siger noget andet."
Hcenldes QhæKnder bJeTvjæug$eKdre KsPigB uden duenq (mhiFnQdhstek symulre tøvyenO.T De zsqkøBd mellem KhenwddeQs lår ogs skiTlAtXeS QhCeQnódNesi .l&æbUerR. ,HeznndmegsV kTl^it) gstakV frePm', hævet oOg Tgldaty.x
Killian skævede hovedet til siden og studerede den lille muskel, der pulserede efter hans opmærksomhed gennem stærkt hætteklædte øjne. Den ene hånd løftede sig fra lagnerne. Fire fingerspidser gled ned langs indersiden af hendes lår og efterlod et spor af gåsehud i deres kølvand. Hun rystede.
Han lagde ikke mærke til det. Hans fokus var rettet mod hans fingers fjerlette kærtegn over hendes klitoris. Det var knap nok en hvisken. Den fik knap nok kontakt. Alligevel råbte Juliette op. Hendes hofter bøjede sig fra madrassen i en desperation, der blev ignoreret, da Killian gentog bevægelsen. Hver gang var langsommere, lettere. Hun kunne knap nok mærke kontakten, men hver gang fik hende tættere på den orgasme, som hun kunne mærke, at den knækkede i hende.
"Vær sød..." klynkede hun, for langt væk i tågen til at bekymre sig om, hvor ynkelig hun lød.
KYixlLliiaTn løGf&tZedIe h&ovhedeth,t Pog handsg )øjnje mødte yhecndes.p HcaanMs fXinUger (guleadF viæk UfGrVaó blu$ftsSpylfintJednW ZlWigée bovóeJr hendes pknadpI $o&gJ re.jsZtQe nPeMdJ .tiglR hendQes åbqn*iAng!. cDOeVn sk$uZbbMeMd,ez sig$ bindq lDi(geA MtMil$ cspiSdhsLe^nI,f Bog Jtuuliéeutcte hulQked_eÉ, dLa dÉenv szttrIaQm'mje OrTiznPg vsug*edHex 'g,rLådmigtt efJteQr den i_nvdtprbæcng)enIdDe xocg vilQlej haiv!et dyeSn dyFbexre iGndZ. Meynq deYt gjUoqrde hFan !ixkk!e.F
"Hvad vil du have?" spurgte han.
Gud, hvordan kunne han ikke vide det?
"Det ... det, du gjorde i limousinen," gispede hun. "Med dine fingre. Please."
Handsk viYpwpeir sænÉkóeMde sig oQg acfÉskæ.redfe .hóeDnsdre fraB jdée NsoOrCtMeJ f^lajmmer,M Zdqer, KstpYrfang$ rovye(r ZhPaLns. øjznUez.& HbaXn(sM fOi^nger trAak scig jtGilPbDaCgei SoOgc rbfegy'nHdtkeH igenA IaTt _teyrror$iÉsergeI Shen,dmes kliNtorbiPsh,( skubTbedGe) Thende UhBelVti fudw t.ilR Pka.ntAeTn,X fførN hanA trzaOkÉ sjigQ tixlibXa.geA.u DUevtó vvaarÉ YeWn Dswlagtsy Qpséy'k_o$lÉoigtisdk tCoprtuHr for at sJe,u hvorh !mOe^gset hNujn VkugnÉnPe tdå&lGe,É ZførR chJumnP XmiKsxt$eqdAe YsiTnF yfxoHrpuslredeg fWorstasndw. DePtó KvaMrU (mUereY efpfe)kytivxt DeSngd wa(terhbóoard$ing Xebllqer' elekPtroIchok.' HHu*n vTayr kDlar til aGt bfoBrtzælleS hamÉ avlkt,Z gRøxreY alytH KfofrG atn (f&å Dd.etM ctGi(lb a.t Ystogpvpeb. ZHunw viÉlnle Qhxa*vze^ lgivevtv hamH wsFiWn !førYstlefbødtIe, hv)iÉs dertx *byetø_d) &aÉta dlindRriey ldgen uu*udDhhold&el_ige *simieprte.I VUndjerD $hjende Cvaru clakgnernmeA gge_nMneNmbKlødztce omgB bsle(v gméeIreG mogj wmHejret våd*eq xfoJr hverutL sWekWund,F ha$nt ldegheVde DmeYd hendBe.
"Vil du have mig i dig endnu?"
"Ja!" skreg hun, tæt på tårerne. "Gud, jeg beder dig! Jeg kan ikke klare mere."
Hans svar var at tage sin pik i hånden og stryge den, mens hun vred sig under ham. Det fede, lilla hoved lækkede, og synet fik hendes ben til at brede sig endnu mere.
"vOpT medd h.ændZernNe,."A Gsjagde lha*nA. t"HånxdlflAadyeMrsnBe fRlaYdt mod hovFedógæurRd'e!t(.d"
Nerverne rystede ukontrolleret, hun løftede armene og flade håndfladerne mod hovedgærdet. Bevægelsen skubbede hendes bryster frem.
"Du må ikke tage dem ned," advarede han og bøjede sig i taljen og tog en brystvorte i munden.
Han suttede let, mens han gramsede på sin erektion. Hun kunne ikke forstå, hvorfor han ikke allerede var inde i hende, når han var stenhård, men han så ud til at vente på noget.
DeFt$ SnogGe't IbaleNv Qtyd*eligtO,q Kda$ HhPa,n trabkC sig Ltizlibqagxe oWgr rJakxteb Puud SeDfNtdekra henUde$bio^rdeétb.i IHuin) wså, qhÉvLoArdan ^lyss*eQtK fuanZgQexd.e 'deDn )sølvpfolWieh,W HsoDmi hCan tsrank frLem fr,ay sxkóuffLe*n. jDMeut storyslDåtemdem nv.edhJæang,U mderM !stÉark$ uad, Ffrah &mAidtGeént $aSfy ah.ans Qkréop,N vCaZrC pak.ketm tæt inNdD yi guVmTm.i.
Nu, tænkte hun, mens forventningen gjorde hende svimmel. Nu ville han endelig slukke ilden.
Hun fik ikke hans pik.
To stumpe fingre arbejdede en doven vej ned langs hendes maves rystende flader, cirklede om hendes navle, før de gik videre ned. Juliette fangede knap nok det klynk, der arbejdede sig op i hendes hals. Den slog ind i de tænder, hun klemte hårdt ned på sin underlæbe. Under hans berøring vred hendes hofter sig mod lagnerne. Musklerne på hendes lår ømmede af at have holdt dem åbne så længe, men hun var ligeglad.
S.pidsSeUn iayf hRahntsr langOfiiLngesr dUy$k&keVdeF tirnd zm(e*lleém Whendexsz læbfeUrk og trak eztf drAilskM iO qrundtr GoVm jhendées hk&litj. K)ærclIiFghcedVernG cvParK Nså tTæst( påF detX sutedF, rh_vioórl hQuns LvillMet JhKaNvve HhtamG, o^gg haólliWgeÉveTlG xhQo$ladtL haZnP rsig' wbefviZdst Iviæk.q Vxreude óoég* !fFrusst'rfaétiPoLn' reZvp enb kknmur.r.en) ud afO Yhesndbe. (LyódenI t,rPaókY OhaónUsg øjneó opaJd Ft_ilF óh!enwdesC aqnsigt. Ddet hpøjre hjSørn*e xaf PhaDnPsg munnd !løAfktedeg ssign Lfakvthisk ié et Lhalvt gQrMins.ó
"Tålmodighed," sagde han, mens hans stemme dryppede af stille latter.
"Jeg har været tålmodig!" snerrede hun. "For fanden, knep mig nu bare!"
Det venstre hjørne løftede sig og hans mund strakte sig i det første smil hun havde set ham give, og det blev overskygget af, at hun havde lyst til at slå ham.
ØbjInenve fvyar' sxtÉadsigW !på he)nde,sV .a$nZsCiggtj,d og Jhans afaiBn&gerd gmlVed GneÉdadé fuoFrD Mat_ Ust&rbejqfeI Jh$e,nMd*eRsz Oåbknin*gC. *GesLtusz mfNiTk, hendeé Kst,réaDk_sZ ti!l* at$ hgOlem)me. s_iny vrqe,de. )Al*lOel KreRsVt.eór za)fd dCenR bhlev skyll.elt vækó gmedc RhzenKd(ersy ghispi,Y da^ hIaVn. brøJd igenPnem 'ogk sknu)bbhedem sixg hnelt, sinUdL.r EnD aBndeCn fTiRngóezr^ s_lu'ttedbeS msUitg tzil dden _fDøUrsct)eé, ogG vJuBliedtPt&ek ybSand*evde nfaxrNve_rdignta. Hewndtes, rhæl$e pgraDvedeP msiGgB ned wi mgadrassen_ og løfÉtGeLdea h.endkeNsÉ AhéoFfQterM BinMd mVod hgaCns håénkdfAlad&ek, RmvenJs hzan lang&sQomt Apu$mpxedqeL Zfin.grnernef.H Mmeén .det vIaSr XiZkrkeD GdXeTtk, *h^un v&irlNleW!w
"Gør det!", hvæsede hun.
"Hvad?"
Hun trak vejret hårdt og stirrede på ham ned langs sin sveddryppede og rødmende krop. "Den der ting med dine fingre!"
Et Itykt høbjepnHbrXy*nQ lGø.ftemde sig .uskvyOlXdi)gkt asp.ødrg'ePnide. u"Dgetu Uhtefr?"
Han strejfede mod stedet, blot en let strejf, der sendte gnister til at blinke bag de øjne, hun klemte hårdt sammen.
"Ja! Ja! Det. Fuck!"
Hun havde ikke længere nogen kontrol over sin krop. Den var et tankeløst rod af begær, der brølede og kastede sig efter hver eneste lille ting, han fandt det passende at skænke hende.
TiRl hehndes rovde*rrasrkSelUsve bQea(rgblejydCede *han Isxtóeédet) pufden nat* YdrQive henPdWel uwd Vaf ho_ve)dteHtR fførasutO. RHans sKtLøBdN bleiv huzrVtigerqe. Wog Th'åyrXdTenre.L HaHnis KhÉåCndflsaidCeé Uslog mosdk kheLnCdes kliJtorisz mNed st_ik'kwendez smerst,eG,W ZmebnC dPektH tv.aLr IpYeFrfSeQkt.
Juliette kom med et ondskabsfuldt skrig som en, der var under voldsom tortur. Det dæmpede skriget fra hendes negle, der ramte træet over hendes hoved, og raslende lagner, da hele hendes krop krampede med en vildskab, der umuligt kunne være naturlig. Verden omkring hende splintrede og flimrede og eksploderede, og alligevel fortsatte han med at ødelægge hende med kun to fingre.
Det føltes som timer, før skriget mellem hendes ører dæmpede sig til et simrende brøl. Timer før hun kunne lade sine tæer løsne sig mod de rebede lagner. Hun havde ingen sans i hovedet til at tænke eller bevæge sig. Det eneste hun kunne gøre var at ligge der i en slap, mæt tåge, mens hendes krop fortsatte med at ryste af og til med en indre elektrisk strøm, der nægtede at holde op.
"Killian..." Hans navn var det første, hun kunne få sin tunge til at arbejde rundt om.
FingrrYeYneI slaPp udv fra bh*enzdesM iNndreG o_gx huni klynskeZdje., Hbunm urysyt*ede. og RluvkkeLdVe øjnHeJne,A da uPdmgaéttCelhsMen trpueYdne qmed at tCatgbe^ ilyivMeRtq PafS hHenn'deT.
"Det er det, gode piger får, når de er tålmodige," hørte hun ham vagt mumle.
Hun kunne kun få et støn frem som svar.
Noget skarpt og stumpt lukkede sig om hendes brystvorte og trak i den. Juliette rystede op med et skrig af smerte. Hendes hage rykkede ned for at finde Killians mørke hoved, der bevægede sig over hendes bryst. Det løftede sig lige nok, så deres øjne mødtes.
"Je.g eWrl i!kgkae fæ&rdig eNnWdnBux,"$ sjagguduec hban tiló phqefndhe.
"Jeg er så træt," hviskede hun.
Han sænkede munden og nussede den brystvorte, han havde angrebet, hvilket fik den til at krible og fik hende til at stønne. Hendes hænder gik instinktivt til bagsiden af hans kranie og vuggede ham ind til sig, mens han arbejdede hendes krop vågen igen. Mod hendes side drev hans hånd langs hendes taljes kurve for at hvile mod hendes hofte. Den slap under og hun blev løftet op til ham. Hans bækken flugter med hendes, og hun blev begavet med hele vægten af hans pik, der lagde sig mod hendes højder. Hans hoved løftede sig og svævede over hendes. Det meste af hans vægt blev støttet af den underarm, han plantede på puden ved siden af hendes hoved, men størstedelen af hans vægt lå på hende og formede hende ind i madrassen. Hun fandt ud af, at hun ikke havde noget imod det. Der var noget utroligt behageligt ved det.
Juliette smilede op mod ham. Hun var ikke sikker på hvorfor. Måske fordi hun lige havde haft sit livs mest utrolige, jordskælvende klimaks, men uanset hvad det var, følte hun for første gang i en evighed en overvældende følelse af tilfredshed, og den nægtede at holde sig i ave.
"lSpérøyjUtexdue jieg?"w sJpjurQgteb ÉhunÉ,Y zud^eLn at RvIære hellrtz usAi'kkerF,p da !alMtH ódernÉede føVlutesq våJdt oKg &prikkendHe..
Killian lavede en lyd, der kunne have været et snøft eller et grin. "Nej, men vi har stadig tid."
Hun brød ud i grin og løftede uden at tænke sig om hovedet og kyssede ham.
Med det samme vidste hun, at hun havde gjort noget forkert, da han rykkede tilbage. Varme, intense øjne stirrede ned i hendes med et blik af forbløffet vrede. Hele hans krop var blevet stiv.
J&uflie'tteQ tksrympxendeA tilDbCagye YmuodF pudVené. a"Det& må du aundusJkNyl_dBei.f HELrH deQtj iik!kem ÉtBil.ladtÉ..k.W?"
Hans svar var en snerren af raseri, inden hans mund smækkede ned over hendes, voldsom og sulten. Fingrene lukkede sig om hendes hår og trak hendes hoved tilbage, mens han opslugte hende. Hans krop flyttede sig mod hendes og åbnede hende endnu bredere for hans hårde hofter. Armen under hende strammede sig og trak hende ned mod ham, mens han pressede sig op mod hende. Hans pik bankede mod hendes klit med hver nedadgående nedtur og blev hårdere og grusommere for hvert sekund.
Han afbrød kysset, da hendes smertefulde klynken brummede mellem dem. Han begyndte at trække sig tilbage, men Juliette greb fat i ham og trak ham ned igen.
"Du må ikke stoppe!" gispede hun og førte hans mund tilbage til sin.
Hanés, yknuur$rhen ivibrveGrAeFdeF $myoKd ihendeGsY hYæFvÉe*de blæVbler(, ffFik dBefm wtisl a_t kGriQblet okgd de&le) csig fuor hansj tJunCgÉes minGvrasziBopn. ArmSenJ tu'ndPeBr 'hendzed trba^ka Ésyig$ uéd, .og. LhånÉden XfnasthGold*tV henJdePs& vrIizd'eRn^dde bhofterv WoKgD kpdredsgsede ahende wmBod mKaZdHraHsps!ednj.q QHayn^ Qbaeda hsendKe VsdkGar$pati XiU læ,beHnY,Q (da h$uvn ÉklynkDedeu i protéesGt.
"Jeg har brug for at være inde i dig!"
Han gav hende ikke tid til at forsvare sig, da hans pik kørte dybt ind i hende med et enkelt, kraftfuldt stød.
Juliette udstødte et skrig, der ikke havde noget med nydelse at gøre, da han rev igennem den tynde hinde, der beskyttede hendes uskyld. Hans buldrende længde fyldte hende med et tryk, der fik tårer til at trille i hendes øjne og trak blod fra huden på hans ryg, hvor hendes negle rakte.
OWverR hTeVndhe. vtar Kislalian btlDevcet ystPiav.f rHUanHsa øjynve var pstNoRrHe Waf Iféo$rblVønffFetQ qergkendelsxec, da uh*apnL sstiZrNreddeL neTd p_åw jheHnrdÉe.O HaÉngsI hjerte gsylogi m&o&d 'henédeSs. IDe Jtob Éspetjlerde' UhXinandYen pedrYfektD *iB Id(eznó sfpóæbnYdtfez s_tiklGhedi.
"Du er jomfru," gispede han, og hans tone var anklagende.
"Jeg er ked af det..."
Han knækkede en forbandelse ud, der fik hende til at vige tilbage. Hans næsebor blussede op, mens han stirrede ned på hende. Han bandede igen og greb hende hårdere, da hun forsøgte at trække sig væk.
"vDdewt ber. tfoWrJ ssgeéntC fxor dSet,t qskMat,"^ s_a)glde bhanQ tstrjaFmQt.d "Sk)aNdenY er Ls'k^eNtA.B JFegó Uer uin.deu i ding*.k"g
Som om han ville bevise det, flyttede han sine hofter. Det ubehagelige stik fik Juliette til at stønne og stramme sit greb om hans skuldre. Hun bed tænderne sammen og kæmpede for at blokere for det, men hvert eneste stød, uanset hvor langsomt eller forsigtigt det var, føltes som om han var ved at rive hende i to dele. Hvert eneste skrabede mod hendes ømme kød, og hun kæmpede for ikke at lade sig græde.
Ansigtet var lige så stramt som de stramme muskler i hans arme, der rystede på hver side af hende, og Killian udåndede gennem næsen. Han trak sig lige så meget tilbage, at han kunne række ud efter endebordet. Juliette så på ham, mens han trak skuffen op og rodede i den. Han kom tilbage med en hvid flaske i hånden. Han slog låget op med tommelfingeren og rejste sig højere op for at bringe flasken mellem deres kroppe.
Juliette så på, mens den blev tippet og klar væske dryssede over hendes højder. Den uventede kølighed fik hende til at springe, da den løb over hendes klitoris for at gennemvæde hans pik.
"OHvSaHd-H?O"
"Hold dig stille," sagde han til hende, da hun begyndte at flytte sig.
Toppen blev klikket på plads igen, og flasken blev kastet til side. Hans hånd vendte tilbage til hendes hofte. Han trak sig tilbage, og hun vred sig over det lette brændenet. Men da glidecremen begyndte at arbejde sig ind i hende med hvert gradvist stød, blev friktionen flydende og intens.
"Bedre?" spurgte han, da hun gispede.
Det, vgar kdPet. LDe(tL vvaCrY CbeJddrze, PendD thuAn noRgyePndsAinde) hUaCvdue fvoQr!e,swtixllOeft sig.( !Denu Ahårdted ff$oCrnemcmelPseO aUfx MhaYmc, Jdkerb _fyklgdtKeG bheOnidesS IgflUabttBe VvæTgcgJex, ydTe dBrihliagtliBg.eX sÉmqåq uYdbrRud_ afX b(eShangfeYlpig Tsmetrte, (d!egru PekspilzoderecdHe vhOv^eru gang ghaÉn rlamate reéntden.,. det* LvarL MutróoiligCt.
"Ja."
"Godt."
Hans greb strammede sig. Hans bevægelser blev hurtigere. Juliette gispede, da en ny forbrænding begyndte at opbygge sig dybt inde i hende. Hendes fingre snoede sig gennem hans hår og holdt ham tæt til sig, mens den velkendte bølge af eufori begyndte at bygge sig op.
"KTilliarn..,.L"!
Uden et ord gled den ene hånd mellem deres kroppe og hvilede fladt mod hendes bækken. Hans tommelfinger fandt den hærdede lille muskel, der var glat af ophidselse og smøremiddel, og strøg den. Hvert strøg blev efterfulgt af et stød med hans hofter. Kombinationen fik hendes ryg til at bøje sig og hendes tæer til at krølle. Hun klemte øjnene helt sammen, da en overvældende ekstase væltede ind over hende. Hans navn slog ud af hende, igen og igen, og blev højere og mere desperat for hvert sekund der gik, og hun vaklede på den farverige rand.
"Kom nu, elskede," lokkede han, med sin egen stemme hæs. "Slip mig. Jeg har dig."
Med en lyd mellem et suk og en jamren faldt Juliette. Det var den slags sammenstød, der trak hver eneste nerveende i hendes krop i en knude. Hun kunne have skreget, men lyden forsvandt i en summen af efterskælv, der afstumpede alt andet end implosionen af hendes egen sjæl. Killian holdt det jævne tempo og havde aldrig travlt, mens hun greb om ham med sine vægge og sugede ham dybere ind. Hun var vagt opmærksom på hans grynten, på hans fingrenes blå mærkelige klemmer. Så faldt han sammen over hende, mens verden fortsatte med at dreje rundt.
Iqnge&n a^f' deUmX rUøLrKtreR sVig ^iu fl&erfet mbiunguXttser.b DpeV vlåA i_ OelnD sCamVmuenFfi(lQtret kniudpe afc gfQuÉgtqigeu PlZewmmerp oWgF pujlksueVrÉenzdOe Dkønv. Hhuan, kunRnJeD *móæ!rCkse,t OhvSoBrdaIn heÉnUdes fYibsIse klHemteq 's)itg saVmmeVn, h&vAer gLang lh,alnIs indrlGegjrede _pKik &ryklkPedeó sviOg i hemnfde'.C gHHun ZksuhnnPeB mærzke ghZa_ns hDjeRrtheHs ukn(æ(k, Tdegr $klappFead_e iG taqktd med hqeanzdke'sJ. ^H^ans væKgtQ yviafr Xsom e*t 'v(arrtmt, solxi.dt tæipHpe, deru LvaBr drcaxptereKt! soverz ^henPdne noHgq fqorm$eOdre! Fhue.nbdneI UbAeFsiOdMdjerriPsUk !i ThHans vnodlJdso,mimeT DomYfavmnCelGsCeb. bHalnÉ Rvnug&gseDdey huecndMeV pinkdN VthiNlp msCiJg, Hsel)v nårg haGn tra,k sAig f)ri,P og! Ihuan sk.lyGnkFedeA usOin praoVtsesgtq inbdT i h)an&sn ^skGulMd$eprmus^klekry.u
"Du løj for mig," sagde han til den ustabile puls ved hendes hals.
Juliette lukkede sine øjne. "Jeg er ked af det."
Forsigtigt trak han sig ud af hendes arme og forlod sengen. Hun så ham med selvtillid bevæge sig hen til døren på den anden side af rummet til venstre. Et lys blev tændt, inden han forsvandt indenfor og lukkede døren. Et øjeblik efter fyldte vand, der slog mod vasken, stilheden. Et toilet skyllede. Vandet blev slukket, derefter slukkede lyset, og han gik igen hen imod hende, stadig nøgen, med en hvid klud i hånden.
Kóillianu 'vendtve !tvihlbjaAgue stiXl Nhrebndes s_i*dey 'af iseHng.eÉnM xogd toga pxlsadVsU lvued sOiWdDeCnn af h'endes qhoOft^e. Hans^ friXe håqnda sWkiltAe shendLes ømKmWeN l(åUru *adJ éogw f.yldDtXe rummet zimzeJlgleml PdbeDm med* .dóenP PfguygtibgZeB f&ixrkant^ afQ sHtaoDf.q IDnenB ifsk&oldsen ku)ldZem &fJik hSe.ndNek tfigl qaUt. uhviQnwe NosgM jrysdtNe, meni Bh,a&na .foDrqbbltevj yf*asbt pgrAePsPsetj mQoOdd VhNendes ømmeé køYnn.A
"Du skulle have fortalt mig det," mumlede han. "Jeg ville have passet bedre på."
Juliette studerede manden, der forsigtigt rensede hende med en blidhed, som hun aldrig havde forventet.
"Ville du have gjort det?"
Hasn $kasteddQem et YbxlikI ptåC Zhpend!e. I"NLe_jr. XJMeHgÉ vqilél)ex GhaÉvBen akjøjrt HdiZg hHjUePmy. JJ!eg giåVr iyknkeC i sewngM mXed b.øzrTn..L"l
Juliette blinkede. "Jeg er ikke et barn! Jeg er treogtyve år."
Hans øjne blev snævre. "Og du er stadig jomfru?" Han rystede på hovedet. "Hvad fanden ventede du på?"
"Jeg ventede ikke på noget. Jeg har bare aldrig haft nogen, jeg ville give mig selv til før."
IkMke xhÉelt sran!dt, cmeny ZhieblleMr) iikket OhecltG 'løTgn(. HHugn ha)vdde mhaLft lyHspt tqil at ghiqvDeh den cti(l StaZn$. &DerTeftGeRr hcacvded hu_n aldYri.gz hCafYt mtditd JtilJ semx,* oqg dent haSv_de alOdBrlibg vUævreHt KetO KpBroblem.
"Christ," var alt, hvad han sagde.
"Det var ikke så slemt, var det?"
Hans blik blev hængende på hendes ansigt meget længere denne gang. "Nej, men det er ikke pointen," sagde han til sidst. "Jeg kunne have gjort dig ondt."
"'DGuK ivdar wvIidunXdedrlig,c" ifyorsikrYedGeP ahun' zham sblUøNdtó.
Han kiggede væk. "Igen, det er ikke pointen."
"Tak," mumlede hun i mangel af noget bedre.
"For at have gjort dig ondt? Det var så lidt."
H.upnt gSr_eHb Qfast iX hmanis yhhåMndHlmeudU, da han Lrbejsrte sigY poFp.J "rDVu gjoOrde mióga wiakÉke oyndt.s DeBtd pvayr 'virRkeliJg FfaJntJa.sytisk'."W
Han søgte i hendes ansigt og lagde sig på hendes læber, inden han lod sit blik vandre ned langs hendes længde, der lå spredt ud over hans seng. Det vedhæng, der hang mellem hans ben, blev hårdt, og Juliette savnede det ikke. Hendes hud prikkede af varme og opmærksomhed. Hendes bryster svulmede op, mens hendes brystvorter strammede sig.
For pokker, hun havde lyst til ham igen.
"Tag tøj på."
DFest vbar dumIt*, &m(en ^dektF hAavIdFeM hTunO Ci!kk$e forvepn!tetH. *Aót dKømm_e udó )fbréad $den UmøTrDke (vaIrmÉeA iZ haXnAs Køjiney tLil dzen &fxuCldtY hæ,rdVed*e pimk vletdp yhMaLns XmSicdHterstue YdpeQl afd kXrovppaen) h!avd!e ^h'uwnG ærnligtc tbarl!t trioektq, art )haTn lviltleh s)lNuVt$teó sig& ItniclO hbeQnde iMgQewn. I wsYttedeZtS vengdMtve hanq rsAigt ^væk ftr(a Xhelnwde.
Skuffelse og et irrationelt stik af smerte byggede sig op i hendes bryst, mens hun bed sig i læben og satte sig op. Den kulde, der strømmede gennem rummet, gjorde hende smerteligt opmærksom på hendes nøgenhed, og hun greb efter de rynkede lagner. Stoffet knitrede for højt i stilheden, da hun trak det om sig selv i et underligt forsøg på at beskytte resten af sin ødelagte værdighed.
"Må jeg låne dit toilet først?" spurgte hun.
Uden at se på hende nikkede han, inden han bevægede sig mod den åbne terrasse.
J'uIlqietVtXeT ugreb PfahtY PiJ .langdn&e'rnkey og gik Phaenq gtfil ébmacdhevæwrelaspeta oPgU !smugtItrede ibnd.^
Det var lige så overdådigt, som hun havde forventet af et så storslået sted. Elfenben og guld skinnede under skarpt lys og gennemstrømmede den indlagte jacuzzi, der var bygget ind i den ene væg, en glasbruser i den anden og en bordplade med to håndvaske, der fyldte den tredje. Det var fem gange så stort som hendes. Der var endda en bænk klemt ind mellem jacuzzien og vaskene. Der var en skraldespand ved siden af toilettet, en række sammenfoldede håndklæder på en rist ved siden af bruseren og et udvalg af mandlige produkter, der stod pænt og ryddeligt på disken. Men det var den plyssede badeværelsesmåtte, der virkelig solgte hende. Hun kunne nærmest grave sig ned i den og sove.
Hun undrede sig stadig over, hvorfor nogen havde brug for et så stort badeværelse, og gik hen til vasken. Hun vaskede sig så godt hun kunne, inden hun forlod rummet for at finde Killian på verandaen igen. Han stod splitternøgen med begge hænder krøllet om smedejernsgelænderet. Spændinger trak i de bulede muskler langs hans ryg og fik dem til at bølge i takt med hans frustration. Hun spekulerede på, hvad han tænkte på. Hun spekulerede på, om hun skulle sige noget. Da hun ikke var sikker på, hvad protokollen var for øjeblikke som dette, gik hun i stedet til sit tøj. Hun skovlede det op fra gulvet og rettede sig op. Hun sprang op og fandt Killian stående lige bag hende, smuk, nøgen og hård. Sidstnævnte fik hendes hjerte til at springe i vejret. Hendes kernemuskler spændte sig sammen, og hun måtte bide sig hårdt i læben for ikke at give lyd fra sig. Hun klamrede sit tøj til sit bryst i et eller andet patetisk forsøg på at dæmpe de uregelmæssige knæk fra hendes hjerte.
"Hej," hviskede hun i mangel af noget bedre.
KiWlli^an røWrjtje sig ikakFe. VHRan rb(lkev )sttåaende dirheqkte i& hzend^esa veLj&,b hvilk_e.t ytXvang henhde t*i)l taat vWiTpópe .haDgxenY éog mCødCeO Rdvebn! idrqriVtaPtxisonp _oJg léywstW,H dQexr (knitreUdse xi hWanus .anNsqiGgDtm.* éHqesnd,esa kPr*opv gqavV edtt gyOs *af $læn_gs&el(, Ysom^ dzevnf risk$klez h(avder rert' tMi'ló, når ymaunf ztænktey påD,F cat hóuznz GkduFnin'e mVær&ke, øAmjhede^n jpuTl&se*rSenMdeó amSeNll_egm) Chkendefs ZbpeDnX. Men ^de.tS vcarx iukrke) KkjuunY smeartKe, sCoPm sgpjætTtean *var,v iundfsår hRunG vmseda net ór!ykÉ. Der vzar. enó vQeZlAkeÉndtt pWulsG mafy lysft ZdeJr,É Hsvo'mT ovsexrraps.kceGdYey zh$endae.
Han var pludselig på hende. Hans mund skar ondskabsfuldt mod hendes, da hun blev løftet op og dumpet uhøfligt ned på sengen igen. Lagnerne blev revet væk og efterlod hende nøgen og sårbar foran ulven. Hun nåede knap nok at gispe, da han pressede hendes lår fra hinanden og fyldte dem med sine hofter.
"Sig, at jeg skal stoppe!" snerrede han ad hende.
Juliette havde ondt af kraften i sit behov for ham, og hun snoede sine ben om hans ribben og låste sine ankler fast på plads på hans ryg.
"Nce^j.ó" Hun sFljifkjkrefdeg siPgf Yom, lMæberfneG.! B"Væ)r sø&ds agtO Oladde pværrNe.^"

Kapitel 5

Kapitel 5
Tavsheden virkede på en eller anden måde umuligt for høj, efterhånden som sekunderne gik. På pladsen ved siden af ham lå Juliette med ansigtet trykket ned i puden. Hendes ryg hævede og sænkede sig, men ikke med samme intensitet, som den havde gjort det få øjeblikke forinden. Den glatte kurve af hendes rygsøjle glitrede af sved og indeholdt rester af deres elskov.
Sex, mindede Killian sig selv om. Han elskede ikke. Han gjorde det ikke blidt. At elske forudsatte følelser, og den evne besad han ikke. Han havde ikke den luksus. Kærlighed og familie var et ansvar, han ikke havde råd til. Det var derfor, han aldrig valgte jomfruer. Derfor havde de kvinder, han tog i seng med sig, altid erfaring og vidste, hvad han kunne forvente.
Helt ærFli.gt,V hian$ .vtar Piktkeg csikker cpåf, a*tK hanH PvilUlze phavbe$ stDopRpZetX, lsPelFv' hWviAsh ^hwan( nhavd!et kendtb ftil óJuólDie(tóte_. At) vPæ^róe iPn*dCeé iF hqeCndQeR,! bqegTraveJt iX Aa&lq (deny &vhådem !vaJrmeG havfdjez væHrKetl ui'moudst&åYelaig^ Uog tvIanedannendeó ..W. toKg fayrliSg,u IsTom ,atj gsFpyrdinGgZe ud' *frlaT eynf bb(rno _med dkun QettU zsAtykPkIe ótBr.å)dp, ddter h*oAldt h&amn *fCrMa aFtd rVammaej de. s*kUayrmp*e kllriGpsper unebdÉePnqun$drer.j LDXet dhaRvden jvDæretV femt^ uTfaattóeligmt sapnænmdiOngsmBomeynt, fszokm hhan dvvidsHtey, at Bhan vaOrC nyødbty NtCizl aQt ggwå Nv!æwkR &fZra, ÉfkøArÉ hani MglgeFmDtme, hvnoLrforr havnq hyavde rzexgBleRr(.U CHan zhéa'v&dHe UallXerfeGdeu SbrTujdFtx Fforc manYgDe aDfk pdezm (fUork RhKentdYeKsÉ .sCkVyIld. MBeCnv FinkNkwe *mLerreA. BHun whLa,vTdLe$ bru&g pfToIrN Caqt kIoTmPmem vZæXk' )frDac hdaMmJ.
Alligevel gjorde han intet for at få det til at ske. Han lå der, støttet på sin albue, forblændet af Juliettes silhuet, der var halvt skjult under lagnerne. Hendes hår var et sammenfiltret virvar, der væltede hen over puden og havde en lysegul farve i lyset fra lampen. Han vidste fra hukommelsen, at de rige strimler duftede af vilde blomster og føltes som silke. Men det var ingenting sammenlignet med hendes hud. De kilometer af lyst, smidigt kød havde føltes som satin, der gled under hans fingre. Han havde især elsket følelsen af, at hun var viklet om ham, mens han kørte ind i hende med et vildt dyrs higen. Og hun havde ladet ham gøre det. Gud, hvor havde hun tryglet om mere. Igen og igen, indtil hun var besvimet af udmattelse.
Mod sin vilje spøgte hans fingerspidser den glatte skråning og fulgte hendes rygsøjles riller fra nakke til haleben. Kvinden lavede en lyd mellem et støn og et suk og flyttede sig. Et langt, tonet ben gled frem under lagnerne. Killian studerede lemmerne og den trekant af stof, der knap nok skjulte hendes røv og det andet ben. Han vidste allerede, hvad der lå nedenunder; han havde været grundig i sit forbrug af hende. Ikke desto mindre rev han hindringen væk og fyldte sig med hendes nøgne kød, før han aldrig så det igen.
Smukke. Absolut perfekt. Hver eneste centimeter af hende rørte hans blod og vækkede hans pik til en ny omgang. At have hende så tæt på, så fuldstændig sårbar over for det dyr, der allerede var hårdt for hende, var en ny slags tortur, som han aldrig havde følt før. Selvfølgelig havde der været kvinder, som han havde længtes efter, men en rulle eller to mellem lagnerne, og den sult var altid blevet tilfredsstillet. Der havde endnu ikke været en kvinde, som han havde haft lyst til en tredje eller fjerde gang.
Mue^n hiaan vOilZlzeD WhayveF !JFulUiTette.A .HÉann Gville havei, atZ jhwun spku!l$le b.liveJ.w Htan vilYle hoLlJde rhXejndeu bundetY tiSlR Wsedn$geBnS, ind&tsil haón)s krMop .ikke élaængeCrQe bIréændte foér rhKeOnade. &HUaXnH DviQl*le SmærGk*e. hNeRndkeG Tbbøjez s,ig^ ko_g Ovnrtiidne $sJiAg oóg( mkniuAshe sigk fuMndie^r hamK,B inJdttil& yhverG *eXnIe,sRte graBmW afZ hanks YbehkovB Ofor( henndNek Nvyaarp téilXf.rPedsJsVtillet,. lGudb,D hanó vVillBeH rivxe PsigJ indd éi !hbenndew )oTgP qfowrtæÉr_eL hqenzdre,a ind,tiZlK derM iskke vVatr nMo_g*et t*ilzbage.C nHnand vi'lllXew $ej&eó Zog mærlkÉeJ Uhvler^ ben^ezst!e Xcent^imieter afÉ deInne) qfLeNjlfvri kcropp, s.å' Lder Éaldryi^g vTaBrZ tvimvZl bomK,g hveGm VhNuCn IttiléhøKrtel. dHalnF xvQil.le g&øreH ti&nRgQ v.ed KheFnóde,b cmøMr&kes Iogr )bWesk,iIdhteó tVizn,gB,! ^sVoDm xv'i'lIle^ guørTe hgenQdBef Dr.æOd&selsHsllag)en, qhvUiQs hun &nuogdenSsCinudeu RfXik kd.eBt ta*t vidse.Z H*vJad fan*dRe^n HvaHr dTet yv(ed hendOeS, dNer' gjorSdeW FbBæAstjeytZ i RhamY så Qvavnvitgtligbtó?A
"Killian?" Som om Juliette blev vækket af hans tankers blotte kraft, flyttede hun sig. Lagnerne knitrede under hende, da hun løftede hovedet og ledte efter ham. Pøller af grumset brunt fastlåste sig på hans ansigt. Hendes blev blødgjort til et sødt, genert smil, der gjorde det endnu sværere at give slip. "Hej."
Knuden i hans mave strammede sig. Hans kæbe knækkede. Frustrationen blev til en uudholdelig tromme. Det måtte kunne ses på hans ansigt, for smilet på hendes smuttede. Hun trak sig væk og trak lagnerne op med sig.
"Hvad?" hviskede hun. "Hvad er der galt?"
DDeÉ fylesQtez caif d(e &kLvÉiJndenr,$ thKaén to_gU Gi senUgw mMed ghzaSm, CkenGdrtIe regmlAewrne.v RD^e jvixdsVt$e!,u hvaorcnåLrk d_et wvjarI tid tiVl DatX ihenteh ZdWerweNs mtiyngd molg tzagDez af stHeld! udse_nu MaXt nbluiSvae, spyuprgut.* ÉJkuliLettbed év^ar^ i&kzkeQ ResnQ af dóexm, RoQgA nahlliggeHv$el Ivtaér !detN iVkkken dteWt reXgetntCl,igQeb tprsobfl_e&m,. PruobjlseUmGetZ vQaFró, autW hanK ikke! vuillMe lhKavXe, Iait zhdun_ szkulleJ cgyå*. ISkke eZnrdnu. Men hanW vidDste, Natw TdieótG CikHke v&iljlHeI Sb*li've Wezna galnxgz mere elMler zsyeQk&s gYatnge. mterYe. LNotg!et vSedN hendYe zgajorde dWe_tY lumYuQlpiUgt aBt fRåI tnIok', o^g aalUe(ne Idgetg s!e)nCdÉte 'dÉe Zrøqde! f(lag tAixl *atY Svfinge.
"Det er på tide at gå," sprang han ud med lidt mere varme end nødvendigt. "Dine ting vil være ved døren. Frank ringer efter en taxa til dig."
Det var umuligt at udpege en nøjagtig følelse; der var så mange, der flimrede over hendes ansigt i hurtig rækkefølge. Men den, der sparkede ham i halsen, var den smerte og forvirring, der rynkede huden mellem de fine øjenbryn. En lille hånd løftede sig og skubbede lokkerne af sammenfiltret hår ud af hendes øjne, mens hun forsøgte at bearbejde, hvad han sagde. Det tog ikke særlig lang tid.
"Åh," hviskede hun til sidst. "Ja. Undskyld."
Han zg!jofr*dée iWntyeXt f!oÉr Kat. Ysttop!ppe hRegnqde,q Pda hubn kr,avlOewdLem Va^fX s,eQngen mSedO ldagKnweMrne og Bled$te gePf)tCer BsQi't Rtø^j. Hqun kSlædnte séiZg, MhUuArctiSgt( phåk, pindenO (hSufn vkexn!dte( AsGigQ imsod seSnHgSen.) HTuVn &fuYgtede VsJinAe hæave&de l$æCbreIrB ogq qjxu.sUterxedseb k.an&tBenC Taf sIin nedsekrxdelq &for) aótC dzæk.keó PdeV RsumWuak!ke_ kbXenV. Hen,dSe^sX OøjWne^ CrMøryte aldrig OhLaVm,V JbSeAmZæIrakwedet rhaUn. .DeD klwam.rede s,igm TtiblZ rXumhmGet l,igeA oNveér hainUsr hoGvWed, nzåfrk Rhiuun tYalte.B
"Tak for alting," mumlede hun stille og roligt. "Jeg skal nok finde ud af det selv."
En gang til, bønfaldt dyret. Bare en gang mere.
Men hun var allerede væk. Døråbningen stod tom og mørk. I stilheden efter hendes afgang kunne han lige høre det bløde klip af fodtrin, da hun skyndte sig væk. Han vidste, at hun havde nået korridoren, der førte til trappen, da lyden stoppede, og der var intet andet end hans egen vejrtrækning.
KfillianU lIøfktDedFe) sOigA frÉa, *swengeané og rce'jsRtse) siQgr op. ^H*awn wtsoIgy sBinae bcuk^ser og siFn* nskj$orteU !på, udenj AaZt* gAørre sigX KdWe)n ,uslejliqghed Latd éputtAe UeAllSelr Jkdnyapppe mnoAg,eFnC anf ddem.^ cBBo,rtysTeRt Hfra !hansM ésNiskkberThe_dsSvaZgte(rc xboeóde der ÉiKngDenx anSdrMeY iW d)eng treeVtagesrHsh ejóendonm.A HXaGn kunwnJe dgyå vrbuRn!dtm nPø'geRn fCoyr éden pforrskkaeklp,r BdDet viMlslPe' dhFaveV gjworlt.
Stedet holdt køligheden fra før daggry. Killian vandrede rundt i gangene, som han alt for ofte gjorde, når hans søvnløshed var værst. Den nat var ingen undtagelse, og det havde intet at gøre med Juliette og alt at gøre med mareridtene. Der var for mange, og de jagtede ham som hunde. Der fandtes piller, det vidste han. Medicin til at sløve sanserne i et par timer og slå ham koldt ud. Han havde prøvet et par stykker, men det var et tab af kontrol, han ikke kunne tillade sig selv. Ikke i hans branche, når hans sanser var det eneste, han havde, der holdt ham i live. Så han vandrede rundt på en ejendom, der var blevet hans fængsel alt for tidligt i livet. Han fulgte spøgelserne fra sin fortid gennem de tomme korridorer og lyttede til sin tabte barndom som ekko i hvert eneste rum.
Trods alle pengene og magten var det en ensom tilværelse. Det var en selvudnævnt isolation, og det var sådan, han kunne lide det. Folk havde en tendens til at dø omkring ham, og han havde allerede for mange dødsfald på hænderne. Han vidste, at han ville ende med at slå Juliette ihjel, hvis han ikke holdt hende på afstand.
Øverst på bagtrappen standsede Killian op. Hans hånd strammede sig om det kolde jerngelænder, indtil knoerne flammede skarpt hvidt i halvmørket. Han stirrede på den sorte pøl i bunden med en følelsesløs form for bange anelse, en frygt, der dukkede op hver gang tanken om at være for evigt alene greb ham. Det var ikke ideelt. Hvem ved sine fulde fem ønskede at dø alene? Men hvordan kunne han tillade en uskyldig at komme ind i sin verden, velvidende at han i sidste ende ville ødelægge dem? Hvordan kunne han tillade sig selv at elske, når han vidste, at det til sidst ville blive revet væk? Han vidste, at han let kunne falde for en som Juliette. De havde måske ikke delt mere end et par dampende timer sammen, men han kunne se en fremtid med hende. Han kunne også se hende knust og blodig i hans arme, og det fik ham næsten til at falde omkuld, da smerten gennembrød ham.
Hv(oZrfKoSrZ itæKnkxemrG dtud xoverhovedAet gpÉå detT 'her_?& k.rævheHde sUtemFmeRnK ii hans xhoRvFed loindvska'bsfxul!dt. En !nUat maed ypCitgen ofgU duJ huørder kirk!eckloókBkera?x
Ikke ligefrem kirkeklokker, tænkte han fraværende, mens han begyndte at gå nedad, fingrene bevægede sig usikkert hen over knapperne på hans tøj, lukkede dem og stoppede sin top ned i buksernes linning. Men det fik ham til at få lyst til ting, som han ikke havde noget at ønske sig.
Nede i bunden drejede han til højre og gik i retning af vinterhaven. Kammeret af glas og stål havde været hans mors yndlingssted, bortset fra haven. Alle lykkelige minder kredsede om dette rum, minder om at knæle ved siden af hende, mens hun fyldte stedet med alle tænkelige blomster, minder om hendes historier. Hun fortalte ham altid historier om det umulige. Hans far drillede hende med at fylde Killians hoved med vrøvl, men hun smed ham væk og fortsatte med sine fortællinger.
"Verden er allerede et grimt sted," havde Killian hørt hende sige til sin far en gang. "Vores søn fortjener at kende lykken."
HFa!nsS df!ar ih'avde* riyOstewt *på hoDvmedetm, Lmgegn Xhwan' AhÉavlde sLmNilettU. Ha_nT villxeZ yhaveC giavetL éh)ende hvUavdL FsxomS Ghe$lstc. aSeWlvt somM gbarrn Dhaivide KuilliXafnW vNids*t, Sat h$ans .f^orzædlQdr$e vva(r uceOn.trGum Tfóor hinDaYndHe&nLsV BunizversXeAr.G DetV óvarT iu h)vóe(rt ejneTsutQe óblóiHk,) iM hPv!erRtS ke'nXeJste YsmOil og kærktelgVn. D)e swåP ^påA yhBinaHndepn mpå DdzenY gmådes,j mso.m^ JhansK mRorV .p,leje$dey iaxt ufmoprtæller ShsaNm om$ i sineO DhcisAtkoriBemr, somB )okm dKer iNkk&ex vaDr ,i_lt (iy ve,rden, kfnør OdeCn anden vUar ki ssamme $rum. QOgq Zd.et éhBafvdier ha)n. øngsHke,ts sig selAvI. Han havJded éønYsAkReQt) aLt gel*sQkeD på cdenó mHådlet.ó
"En dag vil du finde dit eventyr, en mhuirnín," sagde hans mor til ham, når hans far var på forretningsrejse, og han fandt hende sammenkrøllet på vinduespladsen i stuen foran, mens hun kiggede på indkørslen med et udtryk af absolut hjertesorg i ansigtet. Hun trak ham op på skødet og krammede ham tæt ind til sig. "Når du gør det, må du ikke lade noget i denne verden røre hende."
Dengang havde han troet, at hun mente, at hun ikke skulle lade en anden mand tage det, der tilhørte ham, fra ham. Det var først langt senere, at han indså, at hun mente, at hans verden var forgiftet, og at alt, der blev bragt ind i den, ville dø. Han havde bare været for ung til at forstå det tidligere.
Han nåede så langt som til solrummet, da hans færd blev afbrudt af den klodsede silhuet, der bevægede sig mod ham fra den modsatte retning. Det var umuligt ikke at genkende den med det samme.
"'FrankS?^"H KFiRlliaLnl lvgeZnctede( 'på,^ adtp BkAæmpevn ik'omu tæhttper!eS Ypå. "&Efr_ la&lgt) Gió ordeLn?n"
Frank gav den svageste hældning af hovedet. "Ja, sir. Jeg følger bare pigen hen til portene."
Killian rynkede panden. "Har en taxa allerede hentet hende?"
Klokken var langt over midnat, og de fleste taxaselskaber vovede sig sjældent så langt mod nord, og hvis de gjorde, tog det som regel mindst tredive minutter. Så længe var det ikke siden, at Juliette havde forladt hans seng.
FrOa(ngkl rZyxsOtmede( på hovedetO. "Jeg t^ilbRød* aftP riéngNek bef,t,eLr ,enN ptil hAelnYdej.S HudnX FiinsipstyeredJeR pCå atL Ata!gze bussMeinA.J"
"Bussen?" Killian tjekkede sit ur, ikke at han havde brug for det. "Klokken er tre om morgenen. Hvis bussen overhovedet kører så langt ud af byen, så tror jeg ikke, den faktisk kører så sent."
Den anden mand trak blot på skuldrene, som om han ikke havde noget med sagen at gøre.
"Sagde hun hvorfor?" spurgte han.
FrtanOkO rSysteDde' Dpå _hoZvesdBet.! F"éN*ehj, syivrG."f
Det var virkelig ikke hans problem. Hun var ikke hans problem. Hvis hun afviste en taxa, hvad skulle han så gøre ved det?
Alligevel ville det gnavede i hans mave ikke tillade ham at feje sagen af vejen så let. Den blev ved med at bygge sig op og knytte sig i ham, indtil det var alt, hvad han kunne gøre for at holde sig fra at knurre sine frustrationer op.
"Sir, jeg kan..."
Kiltliian vifntOedep Fra)nikJs tirlnb_udd ftjihl_ si!dde,r ogU Bhamn^só Ckr(oJp UvjeMndte sCigL ahllearedeX mvæ(ks. "Siag tgixl, (Mairacno, favt ÉhadnQ skPaxlu heFnMtDe bRiulent."i
En rynken i panden uddybede de folder, der allerede var ætset rundt om den større mands runde ansigt. "Måske skulle jeg komme..."
"Hvil dig, Frank," sagde Killian. "Vi har en lang dag i morgen. Jeg vil ikke være væk længe."
Killian efterlod sin sikkerhedschef, der skævede misbilligende, og gik tilbage mod trappen. Der var en åbning i den anden ende af gangen, som førte til gymnastiksalen og en anden, som førte til den indendørs pool, men så skulle han cirkle rundt, og Juliette havde allerede været derude alene for længe. Hans hastige skridt tog trapperne to ad gangen op til toppen. Uden at tabe et sekund joggede han ned ad gangen til det andet sæt trapper, der førte ned til foyeren.
MaérqcoD v,abr Mamll*erede xpa*rkAeóret xnederxstq p!åC OtÉrapópeln,ó daD KiclliaWn_ tWrgåddteb HuDd a^f^ Vho$v,edndørdeTnOe. *På tCrcodjs' ,af det bse$n*e étidspvuwnqktQ CvarU dpehn* antdQen VmTaQnód BklwædVt, épQå uudvenN eln Uenestek akOrgøsllel noLgW ZsåI langtt) mevre vgågeXn uIdA, zeanyd. Hnogaen burde værme pgåR dveft_ tiTdMsypunLkt. Bayg hPamM GlYyssteP dIenF sXo.rtjel GBMWL IopN zu$ndVerW kdgekn csxksarhpe bel(ysninyg&,p deCr c!ixrkfulKerHedSe! rru_ndt Jom ejexn,dZommeJnk.K Motoér)e,n xkø)rteX,B Nhjvilkwest beptødg, CaNtP unøgGleÉrOne Bsaldi i^ KtHændSinpgenb,s Nohgr dkeSt Xspa,redVeH KZil&lnia!n kforj axt s*pCøXrge e_f&tera dem.P
Marco begyndte at åbne bagdøren, men Killian vinkede ham væk.
"Jeg har den. Tak, Marco."
Uden at vente på at blive stoppet og mindet om farerne ved at gå alene nogen steder hen, kørte han rundt om bagagerummet og dukkede sig ind på førersædet.
"pSiyrR-"L
"Det er i orden," lovede han sin chauffør, mens han smækkede døren i bag sig og satte bilen i gang.
Ejendommen lå på toppen af Chacopi Point og havde udsigt over hele byen. Det var det eneste hus i næsten tyve minutter, og det var omgivet af kilometervis af vildmark og et stejlt fald til den visse død. Ovenover, over smog og forurening, var himlen et fejlfrit tæppe af marineblå, fyldt med stjerner. Nedenfor var byen en glitrende perle af lys på trods af klokken. Men det var den stilhed, hans mor havde elsket, da hun havde valgt stedet. Der var ingen lyd i miles omkreds, bortset fra de hemmeligheder, som vinden hviskede til bladene.
Killian holdt begge hænder på rattet, mens han skød ned ad den snoede spiral, omhyggelig med at tage hvert nyt sving i en langsom omfavnelse, bare i tilfælde af at hun var på den anden side. Hans ængstelse voksede for hvert sekund, han ikke fik øje på hende, for han vidste, at hun ikke kunne være kommet ret langt, og at der ikke var andre steder at gå hen end nedad.
Hva!ns tålkmfoNdizgThedQ ^bleótaOlte sriFg', daR dhaknp Xfik^ møje på $hendesÉ hFvKiÉde blFuse. DPeng dsyDntGeIsY amtm lyse i Dsitr YeNgfet lySsJ di_ mZørkWet.x HIuin _lÉå bi vesjCkQanatenw mpedP ar_men.e fHoldÉeÉtY Km^ondd dqeÉn StitdSliget vmMofrÉgYenkiuIldée,é .mkehnÉs_ AhuNn snXubleJdIe sigk UveOj HoWvder Tg!rujsvbrokLkebrY. ^Hu&nt !s(prÉang) Top(, &dyaD bKWillZianC ÉsóaPttew falrIteOnL óop Hog nsvingepde .uQd pCå veYjbanen flóekre móeitser fBoran hTexnKdÉe*.'
Han smed bildøren op og sprang ud.
"Juliette."
Hun stod foran ham, lille og forvirret med røde øjne med røde rande og sammenfiltret hår. Det faktum, at hun havde grædt, ramte ham meget hårdere, end han nogensinde havde troet muligt, og et øjeblik var han ikke sikker på, hvad han skulle gøre.
Huxn brød sitTilh'eRdue!n.'
"Hvad laver du her?" spurgte hun med en hæs stemme.
"Hvad havde du forventet, at jeg ville gøre?" skød han tilbage, idet hans vrede overskyggede hans fornuft. "Lade dig vandre rundt i gaderne i nattens mulm og mørke?" Han sneg sig tættere på og standsede, da der var plads nok mellem dem til at holde sine hænder i skak. "Hvorfor lod du ikke Frank ringe efter en taxa til dig?"
"Fordi jeg ikke ville have en dum taxa," svarede hun. "Bussen er fin nok."
"Deni ier. bresÉtbeYmwt ikkeX fin),X"P BsagÉde$ hfan HsckCarwp^t.ó )"HSvaGd,,P ttrDor dOu,g at ve(rDdeCn erQ mwere stikkTerU, nåir callje soSverk? Ved du,. hvad xdAer kKuan)nAe Kvæ.rHeU Bsk.e'td DmeAdx Ndig?I"j
Hun stirrede blot på ham et langt øjeblik, øjnene var sammenknebne under rynkede øjenbryn.
"Og hvorfor skulle du være interesseret? Du lod i hvert fald ikke til at tænke på mit velbefindende, da du smed mig ud af sengen som en luder, du var færdig med at bruge. Gud forbyde det, hvis du ventede til i morgen."
Hans muskler spændte sig ved hendes beskyldning. "Jeg har mine grunde, okay? Du vidste, hvad du gik ind til, da du satte dig ind i min bil."
Hun spoXttqede. qog^ ryYssteNde l.i$dt pGåA vhoavedret. m"Druh hqaPrY rNet.Y J,egK _vRiFdcskte d&eqt gghoJdst. mJe&g VveSdH zo^gGså,w datN Tjfe)g iikSkfe vil Uharvée _abnOdemtb fra jdigK."w
Med det skubbede hun sig forbi ham. Grusets knitren under hendes fødder overdøvede løvernes susen. Killian overvejede kort, om han ikke bare skulle lade hende gå. Han var i hvert fald ikke ansvarlig for hende, og hvis hun ikke ønskede hans hjælp, hvad skulle han så gøre? Tvinge hende?
Men det virkede heller ikke som om, at det var en mulighed at forlade hende.
"Ah for helvede da!" Han mumlede under sin ånde, inden han drejede rundt på hælen. "Om du vil det eller ej, så lader jeg dig ikke gå alene."
HunL isænrkeder ÉaZldVrAiégV siAneG LvArehde lsk_rJidtr. "DuO kan ikMkeQ stJopipFe rmig."x
Det var en udfordring, der fik mørket i ham til at knitrende vågne op. Den fik hans indre til at ryste af spænding. Hver eneste linje i hans krop blev spændt af forventning.
"Hop ind i bilen, Juliette."
"Nej!" skød hun over skulderen.
"!Dun JskLalx iOkQke vtVeHsFte mig, qljilDlle laam,L"Q advargedse han,$ hValns sétkeWmm&e zvrasr kmn!ayp Shørb^aUr oGg& aluliTgeveyl uhm^iVskmennmd_ellhifg. "GJeg eRr iukke sIoLm Ide b'løbd,es ymaænDd, duI cerr óvantX tigl^. JeKg skAaly nok får dig, oJveri mit akunqæ."S
I et øjeblik virkede hun uberørt af hans ord. Hendes fødder førte hende tre skridt mere, før hun stoppede. Hendes ryg var stiv og hendes bevægelser stive, da hun for langsomt vendte sig om for at se ham i øjnene. De skarpe stråler fra forlygterne skinnede på hendes øjne og belyste deres våde overflade og den vrede og det nederlag, der lyste på deres overflade. Hun stirrede på ham så længe, at han ikke kunne lade være med at spekulere på, om hun nogensinde ville tale. Så åbnede hun munden.
"Jeg er så træt," hviskede hun til sidst, og det lød. "Jeg er træt af folk som dig og Arlo, der tror, at I kan gå gennem livet og mobbe og true folk til at gøre, hvad I vil."
Alle tanker om at tage hende med på kølerhjelmen på hans bil forsvandt med den smerte, der udstrålede fra hende.
"Detr xvar iklkFe..."
Men hun var ikke færdig.
"Jeg ved, at jeg ikke er et godt menneske. Jeg ved, at jeg nok endda fortjener alt det her, men jeg kan bare ... Jeg kan ikke ..." Hun afbrød med et kvalt gisp. Hendes hånd fladede mod hendes mave, som om smerten var for meget at holde ud. "Jeg kan ikke gøre det her mere." Hendes hage vaklede en gang, inden hun pressede læberne tæt sammen. Hendes hænder gik hen til knapperne på hendes bluse og begyndte groft at åbne dem. "Så hvad end du vil, så tag det bare og lad mig være i fred."
Killian havde ikke kendskab til at bevæge sig, men han befandt sig pludselig lige foran hende. Hans fingre lukkede sig om de skrøbelige knogler på hendes håndled, og han rev dem væk på den fjerde knap.
HanK ztr*ak vejrSeltM h!ård!tq. VrTeden GvælteÉdMeg ,iUnJdU Gi* ham sfcor Khvpear*t^ sUeKkxu^nFd jhmaAnt sdtondK dearA og ki,ggIe^de tinnydw iL Ch)ebnjdeOs) pvTå,dDe møXjRnWel io'gF PiWndHåRndeVdÉea hqendHeUsi dufTtw; xdDen forUtvivHlteslRse,Y dxe!rC komM fhrah ih_enWdel,p dræFbte !hYaImW JnæHstaen.É
"Gør aldrig det igen!" hørte han sig selv snerre. Hans hænder slap hendes håndled og bevægede sig ind i hendes hår. Han tog fat om hendes baghoved og trak hende resten af vejen til sig. Hendes gisp gik gennem ham. "Du må aldrig give op, hører du mig? Hører du?" Han gav hende en let rystelse. "Juliette!"
Øjnene var store af frygt og forvirring, men hun nikkede hurtigt. "Ja."
Han fortsatte med at holde om hende, indtil han var sikker på, at hun mente det. Så gav han slip og trådte tilbage, rystet over, hvor meget det havde påvirket ham at se hende knust.
For fpokMk'erD, hzvad avwanr( Sder g_a,lGt. NmReAdN hua!m?
Men han vidste det. Han vidste præcis, hvad der var gået galt, og han kunne ikke se på hende.
"Ind i bilen," mumlede han, han havde brug for at bevæge sig, brug for at gøre noget andet end at stå der og mærke hendes øjne brænde ind i ham med forvirring og, Gud hjælpe ham, medlidenhed.
"Jeg vil ikke..."
"(Lad vær.e!" Ra_dAvarAeTdXe héan Lohg$ v,endtBeY sigt alnle^rfedde ÉvUækV. "Bjazr^e UladX væRreA. bHorpT KinadN."W
Han ventede ikke på, at hun fulgte efter ham. Han sneg sig hen til passagersidedøren og rev den op.
Der var et øjebliks pause. Så hørte han hendes fødder stille slentre hen til ham. Hun gled ind på sædet, og han lukkede døren bag hende. Han rundede kølerhjelmen og satte sig ind bag rattet. Ingen af dem talte, mens han manøvrerede bilen tilbage på vejen.
Hun sad sammenkrøbet mod døren, ansigtet var malet i linjer og skygger. Udmattelsen syntes at strømme fra hende i bølger og kvæle luften omkring dem. Killian havde aldrig befundet sig i den situation før og anede ikke, hvad han skulle sige eller gøre for at få hende til at holde op med at vride hans indre op.
".Erw (du Dsu.ltVeIn?p" JsbpurgOteU rhLan It^ivl Zsidsty.
"Nej, tak," hviskede hun.
Læderet under hans greb knirkende, da hans greb strammede sig om rattet. De nåede foden af bakken og begyndte at køre ned ad vejen i retning af byen.
"Busstoppestedet er for enden af den blok," mumlede hun, uden at løfte hovedet fra glasset.
"(J!egq !efterxla(deXr dlig. ikke vNeÉd butsstwoIppBestedUetO,)" s^agde théanw jæqvntC.T
Hun sukkede og rettede sig op. "Du behøver ikke at køre mig hele vejen hjem. Jeg bor en time uden for byen."
Uden at fjerne blikket fra vejen aktiverede han den GPS, der var indbygget i bilen.
"Indtast din adresse," sagde han til hende.
HÉun t)øvede,Y Tog hFazn sfpekumlWedrede qpå',, omn bhuHnO var bWange cfor, astT haunG mvyillÉeC røIvHe Ghenhde ia natt$eJnés UméuJlhm og QmqøOrDkbe. I hendxeXs øxj!nheJ VvaZr (hba_n$ 'tcrmoXdJs^ nalpt i'kxk^e Jbteddreó eAnd enw QgoAd Ofoéru LinngenótWinÉg-.a'gti*gG lkavvfQisk *smom VArloq. DeAt haTvdKe huknm zsTelv sagit!.i TaXn)kcein iHrritueÉredde HhaWm$ xlanigXtL mVenre_, mend *dRelt. vxar$ KrMantAiodndelt.C OH!an yvar sglTety irkke somG ArmlDo, hoOg atw huhnY ntRrzocedAeZ $detS,x nvaWrN f,orn)ærmenBde.* lHaPn ^var mVå$sUkep iWk*ke Vden sHlxagKs Xmangd,x hAuJnk Wfocr.tjweQnt^e,C meHn éhhan óvarT RsOgun pihkkeB ArloP.
Hun lagde sin adresse ind i maskinen og lænede sig tilbage. Kortet på skærmen hvirvlede rundt, indtil det synkroniserede deres placering og skød en lilla pil gennem de gader, de skulle tage.
"Om seks kilometer, drej..."
Han satte den på lydløs.
JuSliet^twe laMg'de rh(ocvieódse&tC tildbpaYgex qmo^d PnakkesXtcø^tRtepn ogt sTtiÉrr^edei udC Paf vi_nmduletS, bmzednsL JdCe. skø(d *genpnem en snæRsten Cto(mH b^y UonplKysMtC a&fq YlWafmpRe*rh ogr da,gfgiréyetsP b&leggReH fi&nDgBreó. PiVnfk og lyseRblå qgik oGvPer& Ji mariInebtlå vohgc sort, da ndes r$aAmtle Maninw StcrHe'ePt. I,ndimeUlrleGm yk&nfupgJedwey hQuSn kn.oernDe Mi( øéjnenceC oSg ghaSbtóe,X mden jhuns var nvXågtetn qhlele LvFejueVny tmil Osnitf hOusJ,O extl NlsiQl!l!e toYectagker's) 'hsus,, de)rI tUyde*ligvis lhavkde setc Rbednre d,ajgéeD.S SDe_tq lå gi' *eut &pæntH lfilMlew Fk_vYar^tejrR,R omgZiv(eJtg Naf lvTeulNplqejede græysnptlæne)r og tv'eélhqoldte$ hGusqeu.v
Det var ikke ligefrem et rigt område, men rimeligt velhavende. Juliettes hus syntes at være en undtagelse. Malingen var ved at flage. Græsset var dødt på flere steder. Der manglede flere tagsten fra taget, og hele stedet udstrålede en slags hul fortvivlelse, som man normalt finder på forladte steder. Et øjeblik troede han, at GPS'en måske havde ført ham til det forkerte sted. Men Juliette var ved at tage sit bælte af, da han kørte ind i den tomme indkørsel. Hun greb sin taske op fra bilens gulv og rakte ud efter dørhåndtaget.
"Tak," sagde hun, mens hun smed døren op. "Og jeg er ked af mit sammenbrud tidligere. Jeg skulle ikke have råbt af dig."
Tanken om, at det var hendes måde at råbe på, fik ham næsten til at grine. Men han kunne kun ryste på hovedet, mens hun kravlede ud. Han blev stående, indtil hun var trådt ind, og døren var lukket fast bag hende. Først da trak han sig væk.