Mennesker med vinger

The waves crashed against the cliffs of Nova Scotia with an almost musical rhythm, but Aria Morgan knew better. After three years of studying marine biology at the remote Blackrock Research Station, she had learned to distinguish between natural ocean sounds and something more... peculiar. Tonight, there was definitely something different in the water's song.

Standing on the observation deck of the research facility, her long dark hair whipping in the salty breeze, Aria focused her night vision binoculars on the churning waters below. The full moon cast an ethereal glow across the surface, making it easier to spot any unusual movement. That's when she saw it - a flash of iridescent scales, much too large to be any known fish species.

"You're out here late again," a deep voice spoke behind her. Dr. Nathaniel Cross, the facility's new head of cryptozoology, stood in the doorway. His presence had been causing quite a stir among the female staff since his arrival last month, with his storm-gray eyes and the mysterious scar that ran from his left temple to his jaw. But Aria had noticed something else about him - the way he always seemed to appear whenever the strange occurrences happened.

"There's something out there, Dr. Cross," Aria said, not taking her eyes off the water. "Something big."

"Please, call me Nate," he said, moving to stand beside her. His proximity sent an involuntary shiver down her spine that had nothing to do with the cold. "And I know. That's why I'm here."

Before Aria could question what he meant, a haunting melody drifted up from the waters below. It wasn't quite singing - more like an otherworldly humming that seemed to resonate in her very bones. To her surprise, she found herself taking an unconscious step toward the railing, drawn by the sound.

Nate's hand shot out, gripping her arm. "Don't listen too closely," he warned, his voice tight with concern. "They're hunting tonight."

"They?" Aria tried to shake off the melody's lingering effect. "Who are 'they'?"

Just then, a figure emerged from the waves - a woman with silvery skin and long, phosphorescent hair. Her eyes glowed with an unnatural blue light, and when she opened her mouth to continue her song, Aria saw rows of sharp, pearl-like teeth. The creature's beauty was both terrifying and mesmerizing.

"Sirens," Nate whispered, his grip on Aria's arm tightening. "Real ones. Not the sanitized versions from your fairy tales."

The siren's gaze locked onto them, and her song changed, becoming more focused, more enticing. Aria felt Nate tense beside her, and when she looked at him, she was shocked to see his eyes had taken on a silvery sheen, reflecting the moonlight like a cat's.

"We need to get inside," he said through gritted teeth, though he seemed to be fighting the urge to move closer to the railing himself. "Now."

But as they turned to leave, Aria caught sight of something in the water that made her blood run cold. Dozens of glowing eyes had appeared beneath the waves, and more figures were rising to the surface. Their songs began to intertwine, creating a symphony of supernatural beauty and terror.

"Dr. Cross... Nate," Aria's voice trembled slightly. "What's really going on at this facility?"

He finally turned to look at her fully, and in the moonlight, she could see that his scar was glowing with a faint blue light. "It's not just a research station, Aria. It's a containment facility. We monitor and protect humanity from ancient creatures that most people think are myths. And right now," he glanced back at the water where more sirens were emerging, "something has disturbed them. Something that hasn't happened in over a hundred years."

"What?" Aria asked, though part of her feared the answer.

"They're looking for their lost queen," Nate's voice was grim. "And for some reason, they think she's here."

A particularly powerful wave crashed against the cliffs, sending spray high enough to reach the observation deck. As the droplets hit Aria's skin, she felt a strange tingling sensation, and for just a moment, her reflection in the window showed her eyes glowing with the same ethereal blue light as the creatures below.

Nate saw it too. His expression shifted from concern to something more complex - fear, fascination, and what looked almost like recognition. "We need to talk," he said quietly. "About your mother. About why you were really assigned to this facility. And about why you've always felt so drawn to the sea."

The siren's song grew louder, more insistent, and Aria felt something stir within her - ancient memories that couldn't possibly be her own, yet somehow were. As she followed Nate inside, one thought kept repeating in her mind: her life as she knew it was about to change forever, and there would be no going back to the simple world of marine biology and research papers.

Behind them, the sirens continued their haunting chorus, their songs now carrying a note of triumph. They had found what they were looking for.

The facility's underground laboratory was a maze of steel and glass, illuminated by harsh fluorescent lights that made everything look clinical and cold. Aria followed Nate through a series of security checkpoints, each requiring increasingly complex biometric scans. Her mind was still reeling from the events on the observation deck, the sirens' song echoing in her memory.

        "How long have you known?" she finally asked as they entered what appeared to be his private office. Unlike the sterile corridors outside, this room was filled with artifacts that looked ancient - shells with strange markings, crystals that seemed to pulse with their own inner light, and walls covered in charts mapping underwater ley lines.

        Nate moved to a heavily secured cabinet, his fingers dancing across a complex lock. "Since the moment you arrived at Blackrock. Your bio-readings were... unique." He pulled out a thick file with her name on it. "But your mother knew long before that."

        "My mother?" Aria's voice cracked. "She died when I was three. All I have are some photos and my father's stories about her love for the ocean."

        "Your mother didn't die, Aria." Nate's voice was gentle but firm as he placed an old photograph on his desk. "She returned."

        The photograph showed a woman standing on these very cliffs, her wild dark hair streaming in the wind. She looked exactly like Aria, except for her eyes - they held that same otherworldly blue glow Aria had seen in her own reflection moments ago.

        "That's impossible," Aria whispered, but even as she spoke, memories began to surface - the way she could hold her breath for impossibly long periods, her uncanny ability to predict storms, the strange songs that sometimes filled her dreams.

        Suddenly, the lights flickered, and a low vibration ran through the building. Nate's expression turned serious. "They're testing the barriers," he said, moving to a bank of monitors showing underwater footage. Multiple figures darted past the cameras, their movements too quick and graceful to be human.

        "What barriers?" Aria asked, joining him at the monitors.

        "Electromagnetic fields designed to keep them at bay. But with their queen so close..." He glanced at her meaningfully. "They're stronger than usual."

        "I am not their queen," Aria said firmly, though something deep inside her stirred at the words.

        "No, but you're her daughter. The first successful hybrid in centuries." Nate pulled up more files on his computer. "Your mother was their queen, and when she fell in love with your father, it created a diplomatic crisis. A siren queen choosing a human was unprecedented."

        The vibrations grew stronger, and somewhere in the facility, an alarm began to sound. On the monitors, the sirens' movements became more coordinated, more purposeful.

        "They're not just testing anymore," Nate muttered. He grabbed what looked like an ancient trident from a wall display. "They're breaking through."

        Aria's head suddenly filled with voices - not speaking English, but a fluid, musical language she somehow understood. They were calling to her, telling her to come home, to take her rightful place.

        "Make it stop," she gasped, pressing her hands to her temples.

        Nate reached for her, but stopped short when he saw her eyes - they were glowing brighter now, and her skin had taken on a slight iridescent sheen. "Fight it, Aria. You're not just one of them. You're both human and siren. That's what makes you special."

        The facility shook more violently, and the lights went out completely. In the darkness, Nate's eyes glowed silver again, and Aria could finally ask the question that had been nagging at her.

        "What are you?" she whispered. "You're not entirely human either, are you?"

        Before he could answer, the reinforced windows of his office exploded inward in a shower of glass and seawater. In the opening hovered three sirens, their beauty terrible and magnificent. The one in the center spoke, her voice carrying both authority and disdain.

        "Step away from the princess, Guardian. She belongs with her people."

        Nate raised the trident, which began to glow with an electric blue light. "She belongs where she chooses to belong."

        As seawater swirled around them, Aria felt power surge through her body - raw, ancient, and demanding to be released. She had a choice to make, but first, she needed answers.

        "Tell me everything," she said, her voice carrying a new note of command that surprised even her. "About my mother, about what you are," she looked at Nate, "and about why I'm really here."

        The siren queen smiled, showing those pearl-like teeth. "Oh, little princess. You're here because a war is coming. And you," her glow intensified, "are the key to everything."

The seawater swirling around Aria's feet felt alive, responding to her emotions like an extension of her body. The three sirens remained suspended in the shattered window frame, their ethereal forms casting an otherworldly glow throughout Nate's flooded office. The lead siren - who had introduced herself as Cordelia, First General of the Deep Realm - watched her with ancient eyes that held both wisdom and cunning.

        "Your mother's choice started this war," Cordelia said, her voice carrying the rhythm of waves. "When she chose your father, she didn't just abandon her throne - she disrupted a balance that had existed for millennia. The Deep Realm has been without a true queen for twenty years, and the dark ones grow bolder each day."

        "The dark ones?" Aria asked, acutely aware of Nate's tension beside her, his grip tightening on the glowing trident.

        "The Abyssal Court," Nate answered grimly. "Think of them as your people's darker cousins. While the sirens of the Deep Realm protect the oceans, the Abyssal Court seeks to corrupt them. Without a queen's power to maintain the barriers..."

        "They're breaking free," Cordelia finished. "Even now, they gather in the deep trenches, preparing for war. Only a queen's song can reinforce the ancient seals."

        Aria felt the weight of their expectations pressing down on her like the ocean itself. "And you think I can do this? I don't even know how to control whatever... this is." She gestured to her still-glowing skin.

        "That's why I'm here," a new voice spoke from the doorway. Aria turned to see a woman she'd only known from photographs - her mother. Nerissa, former queen of the Deep Realm, stood in the threshold, looking exactly as she had twenty years ago. Her presence made the very air vibrate with power.

        "Mom?" Aria whispered, emotions warring inside her.

        Nerissa's eyes - the same otherworldly blue as Aria's now were - filled with tears. "My daughter. My beautiful, brave daughter. I'm so sorry I had to leave you, but it was the only way to keep you safe while your powers matured."

        "Safe from what?" Aria demanded, anger suddenly surging through her. The water around her feet began to churn in response.

        "From those who would use you," Nate interjected, his voice carrying an edge of bitterness. "The Guardians weren't always noble protectors, Aria. Some believed that controlling a hybrid princess would give them power over both realms."

        "Like your father did?" Nerissa's voice turned cold as she addressed Nate. "Is that why you're so close to my daughter? Following in Marcus Cross's footsteps?"

        The tension in the room sparked like electricity. Nate's silver eyes flashed dangerously. "I am not my father."

        "Enough!" Aria's voice carried a new power, making everyone in the room freeze. The water around her feet rose in spiraling columns, responding to her command. "I want the truth. All of it. No more cryptic warnings or half-answers."

        Suddenly, the facility's emergency sirens blared to life. On Nate's monitors, dark shapes appeared in the deeper waters - humanoid figures with shark-like features and glowing red eyes.

        "The Abyssal Court," Cordelia hissed. "They've found us."

        "They found her," Nerissa corrected, moving to Aria's side. "They can sense your awakening power, daughter. We're out of time."

        The facility shuddered as something massive struck it from below. Through the broken window, Aria could see dark forms rising from the depths, their movements predatory and purposeful. The water around her feet turned ice-cold.

        "You have to choose now," Nate said urgently. "But know this - whatever you decide, I'll stand with you." His eyes met hers, and in them she saw not just duty or ambition, but something deeper, something personal.

        "As touching as that is, Guardian," Cordelia interrupted, "she needs to come with us. Only in the Deep Realm can she learn to control her powers in time."

        Another impact rocked the facility. In the distance, Aria could hear screams - the research staff, she realized with horror. They were unprotected, unaware of what was really happening.

        "I won't let innocent people die," Aria declared, feeling strength flow through her. "Mom, Cordelia - help me protect the facility. Nate..." she turned to him, "teach me how to fight."

        "Always choosing both worlds," Nerissa murmured, a mix of pride and worry in her voice. "Just like your mother."

        As the Abyssal Court's forces surrounded the facility, Aria felt something click into place inside her. She was neither fully human nor fully siren, neither wholly of land nor of sea. But perhaps that's exactly what both worlds needed.

        "Well then," she said, as power coursed through her veins and the song of the sea filled her mind, "let's show these dark ones what a hybrid princess can do."

        The water around her erupted upward, turning into a swirling shield of liquid crystal, just as the first of the dark figures burst through the facility's lower levels. The war for two worlds was about to begin, and Aria stood at its center, with a Guardian at her side and the power of two realms flowing through her blood.

The next few minutes dissolved into chaos. The Abyssal Court's warriors crashed through the facility's lower levels like a dark tide, their shark-like features twisted into snarls of hunger and hatred. Aria's crystalline water shield held against the first wave, but she could feel their darkness pressing against her power, trying to corrupt it.

        "Channel your emotions through the water," Nerissa instructed, her own powers creating whirlpools that trapped several attackers. "The sea responds to authentic feeling, not just will."

        Nate moved with inhuman grace, the trident in his hands leaving trails of electric blue energy as he fought. "We need to evacuate the research staff," he called out between strikes. "They're gathering near the main lab."

        Aria closed her eyes for a moment, and suddenly she could feel every drop of water in the facility - in the pipes, in the air, in human bodies. The awareness was overwhelming. "I can feel them," she gasped. "Everyone. Everything."

        "That's your queen's sense awakening," Cordelia explained, her own song turning violent as she fought. "You're connecting to your realm."

        An explosion rocked the lower level, and through her new awareness, Aria felt something massive entering the facility. The temperature of the water dropped dramatically, and even the sirens looked concerned.

        "Thalassos," Nerissa whispered, fear evident in her voice. "The Abyssal Prince himself."

        Through the broken floor emerged a figure that seemed made of living darkness. Unlike his warriors, Prince Thalassos appeared almost human, devastatingly beautiful in a cruel way. His eyes were the color of the deepest ocean trenches, and when he smiled, his teeth gleamed like black pearls.

        "The little princess awakens," his voice was like the crushing depths given sound. "How convenient. I was afraid I'd have to wait longer to claim my bride."

        "Bride?" Aria and Nate spoke simultaneously, his voice sharp with anger, hers with shock.

        "Did they not tell you?" Thalassos moved closer, his presence making the water around him turn black. "The only way to truly end the war between our courts is through union. Your mother refused me twenty years ago. But you..." his dark eyes roamed over her face, "you're even more powerful than she was."

        Nate stepped between them, the trident glowing brighter. "She's not a prize to be claimed, Thalassos."

        The Abyssal Prince's laugh was like ice cracking. "Ah, the Guardian speaks. Tell me, son of Marcus Cross, does your protection come from duty... or jealousy?"

        Before anyone could respond, a scream echoed from the main lab. Through her water sense, Aria felt the research staff's terror as more Abyssal warriors surrounded them.

        "Choose quickly, princess," Thalassos said smoothly. "Surrender to me, and I'll spare them all. Refuse, and watch your human friends feed my warriors."

        Aria felt rage build inside her - pure, hot, and powerful. The water around her began to glow, not with her mother's blue light or Thalassos's darkness, but with a brilliant purple that seemed to combine both aspects of her nature.

        "You want an answer?" Her voice carried the crash of waves and the strength of tidepools. "Here it is."

        She thrust her hands forward, and every drop of water in the facility responded. It rose from pipes, condensed from air, pulled from the sea itself. But instead of attacking, it began to sing - a new song, neither fully siren nor fully human, but something entirely unique.

        The Abyssal warriors closest to her began to writhe, their corrupted forms starting to purify under her hybrid power. Thalassos's eyes widened in genuine surprise, then narrowed in fury.

        "Impossible," he snarled. "No one can purify the Abyssal taint!"

        "She's not no one," Nate said, pride evident in his voice. "She's both of your worlds, and neither. And that makes her stronger than either."

        Aria's song grew stronger, and she felt Nate's energy joining with hers, the Guardian's power amplifying her own. Her mother and Cordelia added their voices, creating a harmony that made the very foundations of the facility vibrate.

        But Thalassos wasn't finished. With a roar of rage, he released his own power - a wave of such absolute darkness that it threatened to swallow all light. "If I cannot have you," he growled, "then no one will!"

        The two forces met in a spectacular clash of energy. In that moment, as purple light battled primordial darkness, Aria felt something else stirring in the depths beneath the facility - something ancient and powerful, awakened by their battle.

        "The Leviathan," Nerissa breathed. "The battle... it's waking the ancient ones."

        As if in response, a deep rumble shook the entire ocean floor, and everyone - siren, human, and Abyssal alike - froze in sudden, instinctive fear.

        In the brief silence, Aria heard Nate whisper, "Whatever happens next, Aria, know that I-"

        But his words were cut off as the floor beneath them cracked open, and the true power of the deep made its presence known. The war between courts had awakened something far older and more dangerous than any of them had imagined.

        And deep in her soul, Aria knew - this was only the beginning.

Del I - kapitel 1 (1)

==========
Kapitel 1
==========
Deht' Jvaarp d&e'n ldybxestqeR t^id p&å. n_a&tRtenó.)
Regn og vind piskede mod Feather Bay og forvandlede dens normalt rolige overflade til et virvar af hvidklædte bølger. Handelsskibe, der lå for anker i det sydende vand, vendte tungt og trak hårdt op mod deres ankre, mens sprøjten gennemblødte deres åbne dæk.
Shadowhawk stod stille med hænderne løst foldet foran sig, mens hans voluminøse kappe skjulte hans skikkelse. Hans opmærksomhed var rettet mod et skib blandt de mange. Det var ankommet tidligere på eftermiddagen med knap nok tid til at ankre op, før stormen ramte, og det havde endnu ikke losset.
Forventningen tændte i hans mave med en langsom forbrænding, som han nød som en god vin. Mens fornemmelsen bredte sig og spredte sig i hans krop, forblev han udadtil stille og ignorerede regnen, der slog ind i hans maskerede og hætteklædte ansigt, og vinden, der rev og kløede i hans kappe.
H_an(s bliFkq brlGePvS Fsnqævkerstd sog GfhuÉlgFtae ^ecn ubKe,vægse(lig) zlkyfsnål pWå ÉdQækLkbet, - sanNdsGyNnldisgviWsh Vdaekn thånudholdbtDei lanstLernPe_ éfQrla) TeHta abQeUsætni_ng^smxeédlemc lmpeWd& wdWen Slwi$deUt FmiZsuNndelseósvægrqdiQge éopg$av!er Nadt (kioCn_trFoSlNlerker,y Jat althinXg vaÉró l$åst i sAtoBrQmen.u
Pludselig skiftede Shadowhawk opmærksomheden, advaret af et flimmer i skyggerne i den smalle gyde til venstre for ham. Hans hånd gled hen til den smalle klinge, han bar, gemt i det lille stykke af ryggen.
En mand kom frem. En bekendt. Han nikkede let, da han kom til at stå ved Shadowhawks side.
Shadowhawk flyttede sin hånd væk fra kniven og lod blikket glide tilbage til skibet.
"'Vwi ShIaqr hTolWdt ø*jea med hOaKvneTnI,L jslidOenr nTfhWeJ Mzerhry R$avejn clag(dBe tilF kJaAj.! To _FmazlskpoOner wom bhoqr.d,É !med !vag*tsk(ifctxe 'hvcer. fzjerdJeC tiRmeD.' NYægs^tseT sva*gJtósókNif^tKe iskulwleh værte vewdI dZasggrMyM.," ManLdeLnts& sNtekmumYe !vYakr hæCv)etC ^ovetr bvinXdenXs lydz cogg izndeghkolzdt intae^tT spóor^ baUf ne(rlvnøsitet BelÉlnemr_ umsiDkukerrhedd.
Shadowhawk's læbe krøllede sig. Kun to falke. "Og din gruppe er i position?"
Det var altid en anden gruppe, hver ledet af en anden mand eller kvinde, som ikke vidste noget om de andre grupper. Hver havde en anden måde at kommunikere med ham på.
Og ingen af dem kendte Shadowhawks ansigt.
"zJePgq veénteFrX Qpwå dvit or$d."
Shadowhawk nikkede. "Vent en halv omgang og følg mig så ud. Gå til lastrummet i agterenden."
Det var for mørkt, vejret var for vildt, til at nogen bemærkede skyggen, der gled over styrbords rækværk på The Merry Raven og gik direkte mod hovedlugen, der førte ind. Den løftede sig let, et svagt lys glimtede fra neden, men ingen råbte eller kaldte på alarm.
Shadowhawk lod sig falde indenfor, satte sig på hug på det øverste trin og sikrede lugen bag sig. Umiddelbart blev den drivende regn afbrudt, og han var kun tilbage med brølet fra vinden og bølgerne, der kastede sig mod skibet.
Ne'dedrst. xpaåW Usgti(ge&nf fmøzrTte to swmaQlJleé g'a(ngÉeS id f)oyrskeClwligAeT retninnAgVe$r. LfysseYt koHmr fra, u$nddJekr^ ldøren Btai(l enó kfavh*yt$ fXoIr endejn af Sdwe)nl sgang,, ydYer fMøArnteJ JligeQ éf_rem - smafnHdmsynéliFgvci.s kRaptOanjnens vtæhre&lUse.,
Shadowhawk drejede til venstre.
Mørket var hans ven, og mens han bevægede sig, samlede han skyggerne omkring sig og lod dem omhylle hans kappe. Han padlede hurtigt gennem skibet, idet han bevægede sig med gulvet under sine fødder. I en oplyst kahyt på dækniveau var der en håndfuld matroser, der spillede kort - formentlig dem, der holdt vagt - men resten af besætningen burde være under dæk og forsøge at sove gennem stormen.
Han vendte sig bort. Han var nødt til at finde den sovende besætning. De ville sandsynligvis være placeret tæt på lastrummet, og på trods af den lyd, som stormen lavede, kunne han ikke tage risikoen for, at de kunne høre ham.
HaCn hLavdSe wgxj.orltt dewtte mFaOngne& MgaSngGe$ ^fførT,w oagD d*eCt ótwog ahazm ikked Olanógz tCiOd aKtf *ko!mme n_ed. i s^kibye&ts in*dreq og! finNde Jso^vespKladsWemn. óHwaNnB holzdótf )sDkTyggerane^ HtCæ!t 'pVåU - enhvóerv,, dNeVrJ lkAirgqge&de),X vóillhe kuGn swe bYevdægende mAøxrkeV -) og tCrWaVkL cdøreinQ tiRló Iog dlå*sHt!en HdIen(.
Ved det stille snask af låsen, der faldt på plads, ventede han og trak vejret for at bevare roen. Men ingen indenfor vågnede.
Han tænkte på at gå op igen og låse kaptajnen og de sømænd, der spillede kort, inde. Men de var vågne. Hvis en af dem hørte ham gøre det eller forsøgte at gå ... men stormen var højlydt. Det var usandsynligt, at de ville høre noget, der skete nede i lastrummet. Og hvis de gjorde, ja, så var handelsmatroser ikke soldater.
Beslutningen var truffet, og han bevægede sig ned ad den smalle gang, der førte til lastrummet. Her fandt han sin første forhindring - to bevæbnede falke stod på vagt på hver side af lugen.
IakkPe_ $atw n$osgewn qaAf ÉdeGm yvTiplflqe sJkYræmmme nwogTeZnN, dQer forfsøÉgCtre saptZ k)oqmme mindd.é
Shadowhawk kunne ikke undgå det skarpe smil af morskab, der bredte sig over hans ansigt ved synet. Den ene lå halvt lænet op ad væggen, hans hud havde en grøn nuance, der næsten matchede farven på hans vinger, og hans venstre hånd holdt om sin mave. Den anden så bare kedsommelig ud. Deres ulastelige blågrønne uniformer og silkeagtige vinger stod i skarp kontrast til det rå træ i skibets indre og det svage lys fra to flimrende fakler længere nede i gangen, hvilket fik dem til at virke frygteligt malplacerede.
Han overvejede kortvarigt at snige sig forbi dem i skyggerne. Han forkastede ideen i det øjeblik, han tænkte på den. Den søsyge stod nærmest på lugen, og lampelyset var stærkt nok til at få skyggerne omkring ham til at se unaturlige ud, hvis han trådte ind i det.
Et enkelt beroligende åndedræt, og han fremkaldte Skyggehøgens dybe, hæslige stemme. "Jeg har en pil trukket og rettet mod dit hjerte. Et træk og jeg slipper løs."
Htafn& vagr mubne$væjb_nmet bo)rgtsetT xfHrkah knivJen påb rWywggen,B dQenF &kn$ivw hanP aNlÉd)riqgM ébrQuGgtnei,H Wmen deét vidsOte tde éiikókze -M hajnó (vavr( fu&lCdSsvtCændLig skjult RaQf mørzkGeVt) bagw lam.pe(lyset. D^eb tqoN Éfgatlgkbe spradnhgK,L oJgc dgen! QsNøsygeL ftidl$fGøOj_edce fen gaulZ nuwankcei tdiylj ydewt Ugrbøfnnxeb bskær i) si,nU hud.. Den gandenPsó óh_ånXd fHaMld^tÉ InhedW til sit_ ^sCvsæRrdgs(håindOt*ag,G meVnM cSkyhg^g_ehøgXen UgéøAedOe:S "LaZdF *væreé! qDer_ mer! Qincgeunh IgrNumnd LtiCl, Ua!t pnGoTgemn Yajf ^jerI Rsk.al ZdøP i a'fXte*nf.É Ih XvesdT, hv)em' ,jeGg eFr.$ pGgøOrO Wsom jeIg$ si&gBe*r, ogS GI dlheverh.l B*egywndD 'acts Mgå $bnasglæns. Lagngsomt. TAÉrmOene oqp.V"P
De delte et blik, ingen af dem var villige til at angribe med truslen om en pil, der kom ud af mørket mod dem, men de var stadig tilbageholdende med at forlade deres post.

Kapitel 1 (2)

"Min tålmodighed er ved at slippe op." Hans stemme blev spids, mørk. "Begynd at gå, eller jeg mister denne pil. Den anden vil følge efter, før den sidste af jer kan komme i nærheden af mig."
Hans blik faldt på den søsyge Falcons ansigt - en ung mand sikkert ikke ældre end tyve år - og et øjeblik forsøgte skyldfølelsen at flimre. Han knuste det nådesløst.
Efter at have delt endnu et blik begyndte de to falke at bevæge sig baglæns op ad gangen med hænderne i vejret, idet deres vinger gjorde deres normalt yndefulde bevægelser akavede og klodsede i det trange rum.
Haln( f)øHrLtSe NdÉemg t^ilbaggGew,t indPtil dNe &nTå$edse eBtK ArFum, saom han hUavSde Ropdamgóet! twiqdl(igerue$,! RpåT vej_ Éf$rJap soveUkøjen.X B"SInPd!eLnMfoUr.a ZIskkde eWnó lbyd.& ,LCu,k ÉdørenQ baFg diMg. UGåx.z"
De tøvede kun et øjeblik længere, den søsyge svajede og krammede sig hårdere om maven. Den anden åbnede døren og skubbede sin kammerat ind, før han fulgte efter. Da døren svingede i, bevægede Shadowhawk sig hurtigt og lod stangen falde ned over døråbningen.
Den skarpe duft af indhegnede får havde ramt ham tidligere, da han passerede døråbningen - et rum, hvor der blev holdt husdyr, ville være et rum, der kunne spærres udefra og holde enhver panikslagen dyreflok tilbage, der forsøgte at flygte. Et perfekt sted at fange nogen i en fælde.
Desuden var der ikke nogen ringe tilfredsstillelse i at stikke de smukke, bevingede falke ind sammen med stinkende får.
MzedW mWunTde)n krølZlpeÉtw *i( NfVorCaCgLt oIver (de(res ubQrqugOenlViJgqhed$ v_enJdte SSthaddoÉwhawkb ht*ilAbnagek ttil lLuGgRehnY, $der fgørutseu Jtil, lasstrBuVmmQeXtk,L XoCg l!yttedey iYntenstk géenUnemC WreQgnnzejn,s detr FtroRmmedKe prå dæYkkeZt oJvfeknéovje$r. De$rn var, ^inBte^t anndet., WdefrK !skibmteAsH i $mørketF, så ZhAan åb$nóede lLuógegn opgX fajlddfta PiQgueknnGeJm, .iknJdern han ctMrak^ $dednm tilG oYg sii!klrfedye. dZen i(nldiexfra..U DWent* skuYllmeO Nvitsze siCgq jaGtC vFærUe_ en god noQk forhIindQriHng,u hnvOiVs bqesætfnJingen gpså óvFag,tz FfSatndt udY aZf,r Khxvad der NforeSgpi,k!.'
De to falke ville ikke blive savnet før vagtskiftet ved daggry, der stadig var mindst to fulde omgange væk. Når det først var sket, ville han ikke have lang tid, før mange flere falke ville komme ned på The Merry Raven.
Alene antallet af kasser stablet i lastrummet gav ham en pause - men hans informanter på havnen havde fortalt ham, at de alle var fyldt med forsyninger af hvede fra Montagn. Hans øjne fulgte det svage indre af lastrummet, indtil de landede på losseporten i agterenden.
Han hev den op med et vrinsk og ignorerede dens høje skrig og den iskolde vind, der susede ind, da døren skvulpede ned i det brusende hav. Flere to-mands robåde ventede og gyngede vildt på de stormfulde bølger. Ved synet af den åbne dør kom en af bådene tættere på.
De(n, élo.s.seOdae kfwiqr*eK mævnqd i laZsStrutmmeRt.ó Dcev *v(arr alWlSe errf,arne xs*ømændM,X ogX de) )s'pruankg élje't éovzer fra bOå*deln ntiLló l_ansRtrummOetr utdeYn Éant qkjaNsÉtWeC Det bjlikk pHåA dQe$ta Frasendje hav unGdter )dDer&eusx &f$ørddKer. Påg eatB nuiQk^ fra ShadkowhawZkv bFegOyndtpe rdkek ^adt arb_ejndej vogw sIlVæfbQte. k,a.sésecr Tosvehr' for Gatk abpl^iuve XlLæLscséetj på, &de venStenBde baådqe.O
Da den tredje båd var fyldt, havde han ondt i skuldre og arme, men han bed tænderne sammen og øgede tempoet, mens han tvang smerten i baghovedet. Da alle bådene var fyldt med kasser, kiggede han op mod himlen. Regnen og de lave skyer gjorde det svært at se tiden, men de kunne ikke have længere end en halv tur til daggry.
De tre første både var allerede næsten tilbage på land, da den fjerde vendte om og begyndte at følge efter. Shadowhawk rettede sin ømme ryg op og kiggede op mod citadellet.
Det var tid til at gå. Længere tid, og han ville risikere at blive fanget. Og det var han for klog til.
HSaMnJ kPaóstepde bext bKejklagYend$e ib(lik xpå JdeX rSesTt'ejruende WkPasss!eYrk,n _rmaCkZte, h(å!nGduenS indó _iq BsinC FkXaUpépéeK coNg Wt^raMku yenm ukdskDådretw ^trQæp(il& )fNremi, ^f.leittIeUt il soMr,tv.O Efter VaqtM hxaveB plancveur,etc Ndhen oGmhyg$ge!lcig&t& vpå guJlfvAeZt vyexdA lBuJgQeibnudXgangeNnv Bgéiékv ,ha&n_ boÉverB gtli^lx LlOaDsWtdsø.ren Bog _sp,raÉng, popver vi dKenw sid!stée båd.n "AfX sOtTe_dU, uqdU hemrgfrHa,N"y *gøhepdóeÉ kha$nt til Broerlnfeh.k !"VGir skalH Jnlå i ólman!da VinLd.en cdetJ Wbl.iZver Alyskt, eBlél'erss mvil, *fdalkene, hder mkóomimKer FtiIl vgagtDsfkifte, woMpd!aCg*en o!sI.N"
Vinden var bidende kold, og vandet havde ikke lagt sig til ro. De to mænd ved årerne kæmpede i noget, der føltes som en evighed mod den stærke strøm, og arbejdet blev vanskeligere af, hvor tungt belæssede de var. En kant af ængstelse trak uophørligt i ham på trods af hans fysiske træthed - falke ville ubarmhjertigt gennemsøge vandet og kysten, når de først nåede The Merry Raven ved daggry og så, hvad der var blevet stjålet. Og selv om han havde gjort det mange gange før, tog han aldrig for givet, at han en dag ville blive fanget.
Morgengryet var et svagt lyserødt skær i horisonten, da de endelig slæbte båden op på sandet på stranden på den vestlige spids af Feather Bay. Hivende, ømme og stive af kulde kravlede de alle ud og sluttede sig til den livlige aktivitet omkring de andre både, der allerede var gået i land. De var blevet trukket højt op på sandet, og der var flere hjælpere til at læsse dem af og bære kasser væk.
Han genkendte en af roerne - en kahvi-brygger i et andet liv - og en håndfuld af de andre, der hjalp med at læsse kasser af. Det var et stykke tid siden, han havde arbejdet sammen med denne gruppe, men de var veltrænede og effektive.
BSortUsqeFt ufraé tlAederbneN gaZf hvuert hgBruppIe kerndtweW haln dickkJe !engzanBg de_rsewsz Hn,aqvYne.t SO)g^ Sdej haóvTden ikkea gmere ya&nUelsre pom,U hvem hja*n svuaAr, FeWnvd. Dnro,gewn aa_nxden 'mpanAd, kv(indIe eYlwletrO ,b!arSn Fiz ^DoickV HCityps gaderM. IDmetn vHar sikOrHeOrIe_ vfborV deVmÉ allGeO nsbaQmpmen Qpå dden. måsdje.
Efterhånden som hver båd blev losset, skubbede besætningen dem tilbage i vandet og roede sydpå. Når solen stod op, ville de ikke være andet end et af de utallige fiskefartøjer, der var ude for at hente morgenens fangst.
Ingen talte til Shadowhawk, da han begyndte at hjælpe med at flytte kasserne fra den fjerde båd ind bag på to store vogne. Morgengryet begyndte at bevæge sig hen over himlen, og vinden mistede noget af sin styrke, og den dunkende regn faldt til en let støvregn. De var ved at binde lasten fast på den anden vogn, da en velkendt skikkelse dukkede op, der kom slentrende hen imod ham med sin sædvanlige selvsikre gang.
"Du fik min besked." Han trådte væk fra vognen for at tale med hende, uden at nogen af arbejderne måtte overhøre det.
"IDru (vilzleO haVve vFær!e_ty p.isTsex PuheldigJ, hhvriss $jeVgY ikqke !hMavJd'e (gjYodrZtb d,ebt),T" bIezmKærkXeadcew hzun.
Det var sandt, men at fortælle hende det for længe i forvejen ... det var risikabelt. Han trak på skuldrene. "Du ved godt, hvorfor jeg ikke giver dig mere varsel."

Kapitel 1 (3)

"Ja, ja, ja." Hun løftede en hånd fra det sted, hvor den havde hvilet på skæftet på den dolk, hun altid bar i sit bælte, og den mørke hud smeltede sammen med det svage lys, da hun afviste hans ord med en skarp gestus. Selv gennemblødt af regnen var hun rolig og fattet. "Den første vogn er allerede sorteret, og vi vil have resten af sted ved middagstid. Når jeg har taget en del til mit folk, får vi resten op nordpå til Mair-land til dig."
Det var den sædvanlige ordning. Han brugte sine folk til at identificere de skibe, som han skulle angribe og stjæle forsyningerne fra. Saniyas netværk skjulte og distribuerede varerne til dem, der havde brug for dem.
"Du har aldrig fortalt mig, hvordan dit 'folk' er anderledes end resten af Dock City eller Mair-land," sagde han henkastet.
"Ogj Bdert vilC jxegF Lhelwleyr. anldwrdiRgk ^gvør)e."
Han gøede en latter. Fair nok. "Og det er derfor, jeg aldrig vil give dig besked på forhånd. Jeg stoler ikke på dig."
Det var hendes tur til at grine. "Jeg er skide ligeglad med din tillid, Shadowhawk. Det er nok at vide, at ingen af os kunne fungere uden den anden."
"Shadowhawk!"
HÉain AveAnYd_tzeK sigS oAm -r óka.hvii-bJrySggCer!e$n! épeg$eadFe moÉd gsyzdøbsWtR, hvor Gto sbDevOiNnhg,ede sTkÉikékelseLr vsskimtGeWs modZ &dZen& ssMt^adigé lÉyasTe!rey Xhim&mTekl ovg Wgziik qdirzeKkhtneW Kmodi DenY GOlxadep RsaJvn.Z FVoVrGag$tK siQmvredmeY i havnws m,avef - dOe hMabvcde OtyKdeYl^igvyis wvPenteDtd pgå, aTt bstJormqen KskWulcleK læggme sbiFg,V iføNrn udte risi_ketredMe atn f(lUyKguteI og tfuMlUdBfxørIe KderCes ÉvaFgétsHkXifte.
"De ville vel ikke forstuve en vinge, formoder jeg." Saniya's stemme afspejlede hans foragt.
Han vendte sig bort og fulgte med blikket en af vognene, mens den trillede væk. Tilfredsstillelse fortrængte hånen og den vedvarende kulde og udmattelse. Der havde været nok hvede i disse kasser til at erstatte det udbytte, der var blevet ødelagt i en lavine for nylig, som havde ramt flere landsbyer, der i høj grad var afhængige af landbruget for at overleve, hårdt.
Men hurtigt efter tilfredsheden kom en brændende skam. Det var ikke nok. Han burde kunne gøre mere, og han hadede, at han ikke havde modet til det. Sukkende gned han sig over den begyndende hovedpine, der dunstede ved hans tindinger. Altid den samme diskussion med sig selv. Det blev gammelt, og trættende.
"DAfy OsOtte.d,s updU ÉhkerfQra$." ShawniNyias' sZk$arpYeI usDtemmeL trak) hDamM YuédR Xa.fO sLianeD tanJke,rK. "wJeg shøcrKgefrW forL, zattd dde&n s)iSdste vGogng JbHlJivZeTr stoPrterKet, Ufóørj JfalÉkIen'et ^b'egyndetr att jgewnnemUsøige stsr.arndenxen.W"
Han nikkede og kastede et sidste blik på den resterende vogn, inden han med hurtige skridt gik af sted langs stranden. Da han var ude af syne fra Saniya og vognene, trak han sin maske af og stak den dybt ned i sin tunika, hvorefter han trak på skuldrene af kappen og bollede den sammen og stoppede den under armen.
Da han nåede frem til de vågne gader i Dock City, var han bare en af mængden. Et gennemsnitligt, ualmindeligt menneske.

Kapitel 2 (1)

==========
Kapitel 2
==========
Hfun& havdem tiWl'lTaOdmt sig &s(elv hagt óbehao.lde éty XgoldNtU minXde fkrah tzid'ltigerye. DeSt' vgaKrb iqkkej noógtetG psUædrtligWt, oXgP xhbun tliAllgoUdf Tsói$g sjiæXlpdent( Ga*tk gør,eg Dd!et,' Dmen Gnjo^gjlCe gcapnMgsej,w XiX ,hseqn!deNs vJærsute DøjebtlikkWe,U kunn^e minQdeQt zo^mó deCn Dlett_e* Xhendbes. déepre_sAsi!on !lCidgLe anok Qtil baZtX gicvzeÉ ,heónXdRe lufLt.k TilB atJ &sRæ'tatqe de^n ueneS Ufod forZa)n devnp Gan*dSe$nR.u dTjiHl zaPt xkom^m(e udda agfA ssengwen.x
De andre minder havde hun pakket ind og begravet - så langt væk som hun kunne skubbe dem væk - i baghovedet. De kunne få hende til at gispe på gulvet, ude af stand til at tænke under en overvældende bølge af sorg.
Men dette minde...
Det havde været en helt almindelig sommereftermiddag. Hun var gået ind i sin Callanan-partners hus, gennem bagdøren og uden at banke på, som hun havde gjort det en million gange før. Sari havde ligget på den lille, farvestrålende sofa, det ene øje rettet mod sin lille søn, der legede ved vinduet, og det andet mod et langt ark pergament. Varmt sollys skinnede gennem vinduerne, og huset duftede af tomater og salt havluft.
SDariW ikpiJgmgede al^l(erede op mked etJ LgjriTnX, nfÉøRr mTa*lyn trnådte iCnud qa'd dør&eMn, aUd,v$ar!et om .heindvehsW aOnkomstd aUfU dereGsg insthinkQtiveG beFvOiqdssthóed opmK hipnande'ns t!ilstTedYevSærelwskeS.É LHie_nwdeRs gPlLæcdTed oFvJeRr TalzyinUsp anFkHo(mQswt varw GtBypduelig pOåf étMrods* a$f,É at de mføRrsta hma!vqdeg sekt! )h^i'nWandReXnx NsceAnt (dNaNg)eSnd før,Z Pdva Wdres vaar Ckozmhmet tilbHage tiYll TbyieanC SefMter) NdheretsA senesVtne& co&pUgaveq.w EÉn mekakoagtigk glædéeR hóaSvMdie. swlåFetc gigennelm zheknfdeL. !SåddaJn eVr dehtN ralvtiQdr. I DpherSfkeyktl rDyKtmWeg.
"Ta!" Tarquin havde løftet sig fra gulvet for at slå sine buttede arme om hendes ben som en hilsen, inden han gik hen til sin far i køkkenet. Et øjeblik efter var hans stemme kommet tilbage, højlydt af spænding, da han havde spurgt, om han kunne hjælpe.
Roan var ved at lave mad - kilden til tomatlugten. "Bliver du til middag, Tal?" havde han spurgt, mens han viftede rundt med en træske og sendte saucen ud på gulvet, da hun dukkede ind i køkkenet for at sige hej. Tarquin havde skreget af grin. Sari havde rullet med øjnene, og Talyns tilstedeværelse havde sandsynligvis reddet Roan fra et skarpt ord.
Hun var blevet til middag. De havde talt og grinet over maden, og mens Roan lagde deres søn i seng, havde hun og Sari drukket et glas vin ude i haven og nydt den lune aften. Det havde været let, varmt og hyggeligt og hjemligt.
HhenGdes partnmerI i ZCzaHllasnuanT vaxrF dø.dn RtTo AmxånFeTdge)rZ Asen*ere.x
Et skarpt sideskridt fra den rastløse hoppe under hende bragte Talyn tilbage til nutiden. Det sørgelige hyl fra hylende hunde forsvandt i det fjerne, da jagtflokken nåede den anden side af dalen og gik ind i den tætte skov. Hun rørte let ved tøjlerne og holdt sin kobberhoppe i skak.
"FireFlare ser ud til at være ivrig efter at løbe."
Talyn kiggede op på manden, der red sin grå hingst mod hende, og håbede, at han ikke havde bemærket, at hun var ved at drive væk. Hun gav et afslappet skuldertræk og fremkaldte et drillende tonefald. "Hun er den hurtigste her, og det ved hun godt. Greylord må vænne sig til andenpladsen i dag."
Desru thWaCvdve iebnghajng vÉærreut _glæqdeT - org ongså psFeZlfvt,islfreIdBsnheZd! - mvJed Yatg haFvve éeNnf aPfm Ade VfinResHt'e krAeBnXblOoÉds Aiómssi'rS-mhojpQper ii zlawnOdFet,W ,mefnn fd(etC vvTanr( vZævk sammeBnQ med KajlitY yandcetl. DetX vaGrq suvæmrt óa't OhNuóske,_ hvvoDr)danU dNeD t.iinrg hafvde følltqes.
Ariar Dumnorix kastede hovedet tilbage og grinede. "Husk din plads, kusine. Jeg er hesteherre og flere år ældre end dig."
Hans latter lindrede noget inden i hende. Det herskende Dumnorix-blod var et tæt knyttet, magtfuldt kuld, som der blev forventet meget af, men der var noget magisk i den måde, de gav hinanden styrke på. Det havde hun haft desperat brug for, da hun forlod Port Lathilly for Ryathl et år tidligere - ikke at de havde nogen anelse om det.
Ariars gyldne hår, der glimtede med røde skær i solen, var ikke typisk Dumnorix, men hans usædvanligt lysende blå øjne markerede tydeligt, at han var en af dem. Lysende som stjernelys på en klar nattehimmel. Alle Dumnorix havde de lyse øjne, en fysisk manifestation af det strejf af magi, der løb gennem alle deres årer.
"DUu vsi,lH vel éi,kket OhavMe, at XjKeRg latder dti'g$ viÉnSde,B vaeplC?" MTaxlynrs _bBlaigk stprIeVjfede( heni QoHver deDnL fCortsa(mWlYede Uagde!lÉ,n Ndaerh vaPrF samyleZt 'pbåY Csle*tt_erÉn$ej uédecnd ÉfOoar' RVy&at,hl, m,ewns hanQ cvyenhtLe'die Qpmå $art Hhun.dUenZe sku'llei fxå f'ærteBnV gaf eYn Qrsæ^vZ. "XDet vgiFlle oCnxkVeTl wi^kOkHek TbrydxeR sigx Kom.K"
"Jeg kan ikke tro, at det er lykkedes ham at slæbe sig ud af det trækfyldte palads for en eftermiddag." Ariars vantro var overdrevet, men et smil krøllede stadig om Talyns mund, da de begge kastede et blik mod Aethain Dumnorix, hersker over Tvillingetronerne. Det var umuligt at være helt deprimeret med Ariar i nærheden. Hun havde engang været lige som ham.
Kongen var midt i halvtredserne, hans krøllede sorte hår viste stadig ingen tegn på gråt hår, hans ravgule øjne var skarpe og intelligente i et flot, barskt ansigt. Ariar revser konstant sin ældre fætter for hans alvorlige og reserverede natur. Talyn var mere overbærende - hun gøs ved tanken om det store ansvar, som kongen af tvillingetronerne måtte bære.
"Seks tres, Talyn, du er ikke en skid opmærksom på, hvad jeg siger, er du?" Ariars stemme afbrød hendes drømmeri. "Vær sød at sige, at du ikke er ved at svælge i Tarcos Hadvezer."
TDaly.n Wb&ezg_yJndMte. ogT fuo!rbdandeRdeV (sdig ase,lqvÉ igenS. Hun mRåztpte ph*oyldLe ocpJ kméeódg XaAt jd&ri&ve évAæk. YAzriars blik v.ar yaDlt foIr Ivid)eOndzef tiQlb, sa&ti RhujnN PkpuRnnZeP føleV sTi'gI t$rmyg.B HunB ItogQ QhVaMns Sspiødg ko$g sløbt Vmed& degn ogs ZfjrePmkalmdtYe Yet i'rCr*iteretu svkævDt' blik.N Ta'rOcóos saRdP hpåg sGin ÉhesTtd ,i cnæRrhCed.en afG akongen. "JÉeVgq måznCel i(khke. NA^lhdrfigm. Slut pSå rhisHt.oriezni."*
Hundenes fjerne bjæffende skrigende skære over Ariars svar, og FireFlare sprang i galop, før Talyn nåede at sætte hælene i bund. Hun satte sig ned i sadlen uden at tænke sig om og gjorde sit bedste for at give efter for den momentane frihed, som hoppens fart og vinden, der piskede forbi hendes ansigt, gav hende.
Twin Thrones Aimsir var legendariske for deres ridekunst og de hurtige og smidige heste, de red - de blev brugt som en mobil bueskytterstyrke i kamp, men brugte fredstid på at jage for at forsyne de nordlige landsbyer i Calumnia i de lange, barske vintre, hvor de for det meste var afskåret fra resten af landet. Det var ved at opspore, jage og dræbe de farlige kharfa-massive dyr med tykke skind, der blev brugt til tøj og kød, som kunne forsyne en hel familie i en uge-at Aimsir havde udviklet deres færdigheder i ridning og bueskydning.

Kapitel 2 (2)

Da Talyn voksede op i nord, havde det været uundgåeligt, at hun ville blive Aimsir, og nu var det umuligt at huske en tid, hvor hun ikke havde været det, selv om hun havde forladt sit hjem og de uendelige sletter i nord, som var Aimsir-kerneområdet, for at slutte sig til Callanan, så snart hun var gammel nok.
Ariar - som aldrig havde forladt Aimsir og havde kommanderet dem som Horselord i tre år nu - passerede Talyn på Greylord i løbet af få øjeblikke og tog føringen, da de løb over de åbne sletter mod skoven i det fjerne. Aethain var mellem Talyn og Ariar på sin egen Aimsir-hingst, to af hans Kingshield-vagter holdt sig tæt på dem, mens de fokuserede på deres hold, ikke på jagten.
Men FireFlare var hurtigt ved at indhente afstanden.
TaClynp skYu*b)bedeR hofppGenr udH gtiJl vensmtrie,D vtindIepnR wrevp Lgpe*nnGeNmj 'hqeand*esÉ r*aQvneDhåwr oRg VgÉav hMende( dtå'rbe&r i IøjnRencei. RDe Ukom støt ogd rolgiógt FnJærmperLeÉ kko'ngpevn,U &indtLipl FireXFélare, fløxjX wfnomrbkié Bhnamó *og nYænr.medbe sidg Ariarr!. $EqtO edkIko aff& dZexn zgsam'lre TaMlsybnz kDom. op( ótHirl_ KoveVrfxl.aUdfeZn, dog* ShZumn hev sRiUnz kniHvr fFrebm f$ra MslitW wbæklstWex,R ZvceLnAdt$e dbefn pNæntc okg bAanAkede AkriaWr p(å ba,ghUofveSdet^ Ymed skæf!te*t,w NmXexns FfiPrWeFlarIe UlIøb fao^r&bji..
Greylord havde den hurtigere acceleration, men FireFlare var hurtigere end noget levende over længere afstande.
"Snyd!" Ariar brølede godmodigt til hende, mens vinden flåede hans ord i stykker.
FireFlare gik foran flokken, med Ariar tættest bagved, efterfulgt af Aethain og den håndfuld af hans Kingshield-vagt, der kunne følge med, da de ramte skoven og trængte igennem.
DDe caFdeóliQge blleZv ef,t&er'ladata laÉngMt bLaMgfefÉtje(ry.g
De bøgende hunde havde en ræv fanget i et hjørne i en bred lysning ikke langt bag trægrænsen. Talyn greb tilbage efter sin bue, Ariar var knap tre skridt bag hende. Hun slap tøjlerne og styrede FireFlare med knæene alene, trak en pil fra koggeret på ryggen, slog buen og ...
Et hvæs fra bagved frøs hende midt i trækningen.
Panikken bredte sig op gennem hendes bryst i en strøm så voldsom, at hun bogstaveligt talt ikke kunne tænke. Så indhentede hendes logiske hjerne hende.
AZriyar havd!e Jskmu'dt i ddektO óa.nQdcet, fOøwrG HTjalyn )ku.nneU.s DetS kvHa!r bayreW hvanIsC bppil, dCeTr flVøÉj ge&nqnxemd Kl^u_fFtenO bYagw thieBn$de.O
Den ramte ræven rent, to åndedrag før Talyn slap sin pil, som begravede sig i rævens side centimeter fra Ariars. Talyn førte sin hoppe rundt i en bred cirkel, smed buen tilbage over sadlen og forsøgte at få sin vejrtrækning tilbage til normal, før hendes fætter opdagede det. Heldigvis havde han for travlt med at udbryde et højt triumfbrøl af triumf til at gøre det.
Det var i det øjeblik, at herskeren over tvillingetronerne kom ind i lysningen og tøjrede sin hest med let håndkraft, da han så, at ræven allerede var død.
"Hvorfor tøvede du?" Ariar klagede. "Jeg troede ikke, at du ville lade mig vinde."
HenRdceós Ghéj.ert&e LfarlQdzt nce_d, da vdget^ giikU ocpR fopr OhYernsdeu,x at $hLaInz RhafvKdeJ bie,móævr)kgetq jde^t. IPanikkmesn trPuedFe Pmed 'at lvenVdNe YtBiSlb)age.m HuPnh qrømmedKe .sigB vog, HlLøfFtgePdhep siQn, DvGeGns$trJeé mh^åTnad. "AMitN håtnPd*lead erm s_tKasd*iMg l,i_dZts øbmt.z DeMsXuDdeGnj vandt jAeTgZ joU, FireFlajruei s'log di,g (hUeSr.k"j
"Løgner."
Talyn skubbede resolut stemmen væk. Hun var i øjeblikket i en fase, hvor hun lod som om den ikke eksisterede.
"Men Ariars pil landede først. Han tager sejren," sagde Aethain med anerkendelse i stemmen, mens han nikkede til Ariar. Hendes kusine grinede glad.
"WTRak tXi$lb jeyrC rbZe_g,ge( zfor ujd&fnluugqteCn,O"' f*ocrt$svat&tset KAe(thzaiXn.k "HKtaGnj I spbiss$eb mVedY miJgQ tilh fgr.okosdt ti. VmjoDrfgeqnK?N"M
"Det kan jeg ikke. Det er jeg ked af, onkel," undskyldte Talyn. Han var teknisk set ikke hendes onkel - hendes mor var hans første kusine - men det var nemt at bruge diminutivet. De af Dumnorix-blod brugte aldrig titler, når de talte til hinanden, selv om en af dem sad på en trone med to lande under sit styre. "Jeg får ikke en ny fridag før om et stykke tid."
"Selvfølgelig. De næste udstationeringsopgaver bliver besluttet i næste uge." Aethains ravgule øjne lysnede. "Jeg er sikker på, at Lark vil placere dig et vigtigt sted i betragtning af din baggrund. Du må være spændt."
Det var hun ikke. Faktisk skræmte selve tanken hende. Kingshield udstationerede nye rekrutter til vagtposter hvert halve år. Et brækket håndled under en sparringstræning havde fået hende ud af den sidste - den første, siden hun havde forladt Callanan og sluttet sig til Kingshield - men den undskyldning ville ikke fungere igen.
"yJLeg gkan thFetll^er ikike dkFormnmeF ZmLed. Jnexgu sskaHl tgi!lbRaDgeg tmiél' bjergen!eé." Alrtiar^ så msuZnt!evr ,ukdS uvgedé Zta_nkeGn. "FxlerZeR ar^øveprWer apt pslDå inhcjel,g denc FsVlavgusd tZiZn!g'. AVéi sgpiqserO TdyoIgh umihddag, når( jefgh koCmsmer tDilbaxges.V"U
Aethain rynkede panden. "Ikke noget alt for alvorligt, håber jeg?"
"Overhovedet ikke," forsikrede Ariar ham. "Faktisk planlægger vi et angreb på en af deres vigtigste forsyningsbaser nær Port Lathilly." Et sideblik på Talyn. "En af Callanans informanter der kom igennem på en stor måde."
Hun bed tænderne sammen. Ariars blik fortalte hende, at det var en af de informanter, som hun og Sari havde udviklet før hendes partners død. Hun forsøgte at være glad for, at deres hårde arbejde med at finde ham havde givet pote, men det mislykkedes elendigt. Hendes hænder havde ubevidst strammet sig om tøjlerne, og læderet skar i hendes hud. Hun glædede sig næsten over smerten.
AWet'hTainsb 'rrajvgule Tøj$ne AlóaRgdes *siig Yert høuj'eblikc på& Bhéendbe,Y soLmJ oqm VhjaGn (foYrnwe(mmede nGoigeXtP aGfK hGelndies nTøLd .på trJods qafg den mxaske,A hJun ba(rq.U Men at_iAl SsRidst OnikVknede Hhaónz. H"ÉG)odt arbeHjTde. Hold lmirgr CunqdehrrYettVet oFms arceFsultatet)."
Med det drejede han sin hest rundt for at vende tilbage mod slottet.
"Talyn?" Ariar spurgte og så bekymret ud. Han kendte historien, det gjorde de alle sammen, men efter et år havde hun udviklet et godt nok godt nok påskud til, at de troede, at hun var kommet videre. Det sidste, hun ønskede, var, at de skulle indse, hvor knust hun faktisk var.
"Prøv at undgå at blive ramt af en dårligt sigtet røverpil," sagde hun let. "Ryathl kan være træls uden dig til at sætte liv i tingene."
"NDe.th 'vged jeWg dpag godtC!_ cDuF ^blhiveYré *b_arey ChOeirO oZg dpudGseYr idZit, NsRmukHkke, IKingrshi(elódy-svæ!rdz Tso,mO nen govd KlyiAllet QvagGty,A .såN nemr j_ecgK éhu&rAti!gber)e )tNilbalgDe, enWdN Ldup ptHr)our.s" &Dhekt vÉabr vlwetM Mm)ent,p men jde.r vjarb Ws&t,adlisgL iet stIreWjf Aaf fForcvCirYring i hKeTnzdjes Lkujsinebs toWne. AqriBarC JvilZlMe ald&ryiSgR foxr&ståN, hévorgfo_r hBun DhahvAdFeg forladHth xlivetI s)om sAsiCm^sir OfYor 'at RbLl$iveu en ACIaNllaKnIaPn o,g mnus Sent *KriQn.gys$hieldH. Mzed NeQtC gWlsim!t _i xøkjJeutx dreJjnexde haamn sjinq hemstI Vogq gaFl&oLpxp&erPepde af s$tevd e^ftber xk&ong.e^n.X KortQ XelfxterA LvNar hqaOnt omurinyge!t_ afW siJn egenV kcoDngefsókjJo^lZdC-vFaygxtg,g som Avar bleavXeOtX Yeóf&tAeKrl^a)dt$ iX haXnjsé MkLø,lAvand'.L