Chapter One
The body lay in perfect repose on the Victorian fainting couch, looking more like a sleeping beauty than a victim. Detective Sarah Chen had seen enough death in her ten years with the Metropolitan Police's Special Cases Unit to know that natural death never looked this peaceful. Something was very, very wrong.
'No signs of struggle, no marks on the body, and yet...' She leaned closer, studying the victim's face. Charlotte Mills, aged 28, was found by her roommate this morning, apparently having passed away in her sleep. Her expression was serene, almost blissful, but her eyes - those were what caught Sarah's attention. Behind the closed lids, her eyes were moving rapidly, as if still deep in REM sleep.
"You see it too, don't you?" The voice came from behind her, rich and cultured with a slight Irish lilt. "She's still dreaming."
Sarah turned to find a tall man in an impeccably tailored charcoal suit standing in the doorway. He hadn't been there a moment ago, she was certain of it. His dark hair was streaked with silver at the temples, and his eyes were an unusual shade of amber that seemed to shift color in the light.
"This is a closed crime scene," she said firmly, her hand instinctively moving toward her weapon. "How did you get in here?"
He smiled, but it didn't reach those strange eyes. "Dr. Marcus Thorne," he said, pulling out a card that somehow both looked official and seemed to shimmer slightly. "I'm a consulting specialist with the Department's new Oneiric Phenomena Division."
"The what division?" Sarah frowned, taking the card. The moment her fingers touched it, she felt a slight electric tingle, and the letters seemed to rearrange themselves before her eyes.
"Dreams, Detective Chen. We investigate crimes involving dreams." He moved into the room with fluid grace, his attention fixed on the victim. "And this is the third one this month."
Sarah's mind raced. There had been two other deaths recently - both young women, both found peacefully dead in their sleep. She'd seen the reports but hadn't made the connection until now. "How do you know about those cases?"
"Because I've been tracking the killer for quite some time." Thorne knelt beside the body, his eyes now definitely more gold than amber. "He's what we call a Dream Collector - someone who has learned to enter and steal dreams. But this one has developed a taste for more than just dreams. He's taking souls."
Under normal circumstances, Sarah would have dismissed such talk as nonsense. But there was something about the scene, about the victim's still-moving eyes, about Thorne himself, that made the impossible seem suddenly plausible.
"If you're tracking him," she said carefully, "why haven't you caught him?"
Thorne's expression darkened. "Because he only appears in dreams. The physical world is my domain, but his... his is the realm of sleep. To catch him, we need someone who can walk between both worlds." He turned those unsettling eyes on her. "Someone like you."
"Me?" Sarah almost laughed, but the sound died in her throat as memories she'd long suppressed began to surface. The dreams that felt too real, the nights she'd awakened to find objects moved in her room, the way she sometimes knew things she couldn't possibly know...
"You've always known you were different, haven't you, Detective?" Thorne's voice was gentle now. "The dreams that come true, the hunches that turn out to be right, the way you can sometimes see how people died just by touching objects they owned..."
Sarah took an involuntary step back. "How do you know about that?"
"Because I've been looking for someone like you. A Natural - someone born with the ability to cross the threshold between waking and dreaming." He gestured to the victim. "Charlotte here won't be his last. There will be others, and their souls will remain trapped in an eternal dream unless we stop him."
Just then, the victim's hand twitched, her fingers moving as if writing something. Sarah moved closer, watching as invisible words were traced in the air. Thorne pulled out what looked like an antique monocle and held it up. Through its lens, golden letters shimmered in the air where Charlotte's fingers moved.
"Help me," Thorne read aloud. "He's coming for the others."
Sarah felt a chill run down her spine. She looked at the victim's peaceful face, at those restlessly moving eyes, and made a decision that would change her life forever.
"Tell me what I need to do."
Thorne's smile was grim. "First, you need to learn to control your abilities. Then..." he held up the monocle, through which Sarah could now see strange symbols glowing all around the room, "you need to learn to hunt in dreams."
Outside the Victorian townhouse, storm clouds gathered, and Sarah Chen, homicide detective and newly discovered dream walker, took her first step into a world where nightmares were real, and death was just another kind of sleep.
Chapter Two
The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.
Chapter Two
The basement of the Natural History Museum was the last place Sarah expected to find the headquarters of a secret dream investigation unit. Yet here she was, following Thorne through a maze of storage rooms filled with artifacts that seemed to pulse with their own inner light.
"The mundane world only sees what it expects to see," Thorne explained, using an ornate key to unlock a heavy wooden door marked 'Private Collection.' "To them, this is just museum storage. To us, it's the largest collection of dream artifacts in the Western Hemisphere."
The room beyond defied physics. It stretched impossibly far, filled with glass cases containing everything from ancient masks to modern-looking devices. Floating orbs of soft light illuminated collections of bottled dreams - actual dreams, swirling like liquid mercury behind glass.
"Your badge, Detective," Thorne held out his hand. Sarah hesitated before handing over her police credentials. He placed it on a strange device that looked like a Victorian music box crossed with a computer. When he returned the badge, it felt different - heavier, somehow more real.
"Now you'll be able to access both worlds officially," he said. "Look at it again."
The badge had changed. Alongside her regular police credentials, new text had appeared: 'Special Inspector, Oneiric Investigations Division.' The letters seemed to shift between English and something older, something that made her eyes water if she looked too long.
"Before we can hunt the Dream Collector, you need to understand what you're dealing with." Thorne led her to a case containing what looked like a normal pillow. "Touch it."
Sarah reached out hesitantly. The moment her fingers made contact, the world tilted. She was suddenly standing in someone else's dream - a sunny beach, but the sky was green and the sand whispered secrets. She jerked her hand back, gasping.
"Good," Thorne nodded approvingly. "Most people can't pull back from their first dream artifact. You have natural barriers."
"What was that?" Sarah's heart was racing.
"A dream fragment from 1892. A young girl's last dream before the influenza took her." His voice softened. "We preserve them here. Dreams carry memories, emotions, sometimes even pieces of souls."
"And this Dream Collector... he takes entire souls?" Sarah remembered Charlotte Mills' peaceful face and restless eyes.
"He traps them in eternal dreams, feeding off their essence." Thorne moved to another case, this one containing what looked like a cracked mirror. "Each victim becomes part of his collection, their souls powering his abilities, letting him dreamwalk without natural talent like yours."
Suddenly, the cracked mirror began to frost over. In its surface, Sarah saw Charlotte Mills' face, mouth open in a silent scream. Then another face appeared - another victim, she presumed - and another.
"He's showing off," Thorne growled. "He knows we're investigating."
The temperature in the room dropped dramatically. Frost patterns spread from the mirror to nearby cases, and Sarah heard what sounded like distant laughter.
"Well, well," a voice echoed through the room, seemingly coming from everywhere and nowhere. "A new player in the game. And such interesting dreams you have, Detective Chen."
Sarah felt something brush against her mind, like cold fingers trying to pry open a door. Instinctively, she slammed her mental barriers shut. The presence withdrew, but not before leaving behind an impression of amusement.
"He's already caught your scent," Thorne said grimly. He pulled out a small velvet bag and removed what looked like a dreamcatcher made of silver wire and black pearls. "Wear this when you sleep. It won't keep him out entirely, but it'll stop him from stealing your dreams while you're still learning to defend yourself."
As Sarah took the dreamcatcher, her fingers brushed Thorne's, and suddenly she was hit with a flash of his dreams - centuries of memories, battles fought in realms of sleep, and a profound sense of loss that made her gasp.
Thorne withdrew his hand quickly. "Your abilities are stronger than I thought. We'll need to work on your control."
"What are you?" Sarah asked directly. "You're not just some government consultant, are you?"
Before he could answer, an alarm began to sound throughout the facility. One of the dream bottles had turned black, its contents writhing like smoke.
"He's hunting again," Thorne said, already moving toward the exit. "Someone in the city has just entered their last dream. Are you ready for your first real case, Detective?"
Sarah touched her new badge, feeling its power hum under her fingers. "Do we have time to save them?"
"If we're lucky, we might catch him in the act. But remember - in dreams, he's incredibly powerful. One wrong move and you could lose your soul."
As they rushed from the dream archive, Sarah caught one last glimpse of the cracked mirror. In its surface, she saw her own reflection smile back at her with eyes that weren't quite her own.
The hunt was about to begin.
Chapter Three
They arrived at St. Bartholomew's Hospital just as the emergency lights began to flash. Sarah followed Thorne through corridors that seemed to blur at the edges of her vision, her new badge somehow clearing their path without ever being shown.
"Room 307," Thorne said, his voice tight with urgency. "Young male, admitted for minor surgery, slipped into an unusual coma during recovery."
The patient, David Parker, age 23, lay perfectly still on his hospital bed, his eyes moving rapidly beneath closed lids. Just like Charlotte Mills. But this time, something was different - the air around him rippled like heat waves over hot asphalt.
"He's still in the process of taking him," Thorne said, pulling out what looked like an antique pocket watch. "We can follow if we're quick. Are you ready for your first dream dive?"
Sarah's heart pounded. "What do I need to do?"
"Take my hand. Focus on the patient. Let your consciousness slip between the moments of reality." Thorne's eyes began to glow that strange amber color. "And whatever you see in there, remember - dream logic is real logic in that world."
Sarah grasped Thorne's hand and looked at David Parker. The world tilted, twisted, and suddenly...
They were standing in a hospital corridor that wasn't quite right. The walls breathed slowly, the floor was made of flowing water that somehow supported their weight, and the ceiling was a swirling mass of constellation maps.
"His dreamscape," Thorne explained, his voice echoing strangely. "Every dreamer creates their own reality. Look."
Down the impossible corridor, a figure in a doctor's coat was leading David Parker by the hand. But the 'doctor' was wrong - his shadow moved independently, reaching out with grasping tendrils towards other dreams that floated past like soap bubbles.
"The Dream Collector," Sarah whispered.
As if hearing his name, the figure turned. Sarah's breath caught. His face was a beautiful mask of shifting features, never settling on one form, but his eyes... his eyes were endless pits of swirling dreams.
"Ah, the new dreamer," his voice was like silk over broken glass. "And my old friend Marcus. Still trying to police the dream worlds?"
Thorne stepped forward, and Sarah noticed his appearance had changed in the dream. His suit was now made of living shadows, and wings of dark light stretched from his shoulders. "Let him go, Collector. You've taken enough souls."
The Collector laughed, the sound causing the hospital walls to crack, leaking golden dream-light. "Taken? Oh, Marcus, you still don't understand. They give themselves to me. Show her, David."
The young man turned, and Sarah saw his eyes were glassy with bliss. "It's beautiful here," he said dreamily. "All my pain is gone. All my fears. He takes them all away."
"By taking everything you are," Sarah found herself saying. She took a step forward, instinctively reaching for her police badge. In the dream, it transformed into a shield of pure light. "David, this isn't real healing. It's theft."
The Collector's face rippled with anger. "You dare interrupt my collection?" The corridor began to twist, reality bending around them. "Let me show you what happens to those who interfere with my work."
Suddenly, the floor beneath Sarah liquefied completely. She started to sink, but instead of water, she was drowning in dreams - thousands of them, each containing a fragment of someone's stolen soul. She saw Charlotte Mills dancing endlessly in a ballroom of mirrors, saw other victims trapped in perfect moments that had become eternal prisons.
"Sarah!" Thorne's voice cut through the chaos. "Remember - dream logic! Make your own rules!"
Dream logic. Sarah closed her eyes, focusing on her years of police work, of protecting people, of solving puzzles. When she opened them, her badge-shield had transformed into a sword of pure thought.
With a cry, she slashed through the dream-flood. Reality reasserted itself - or at least, this dream's version of reality. She stood on solid ground again, facing the Collector.
"Impressive," he purred, but she sensed uncertainty in his voice. "You're stronger than the usual dreamers Marcus recruits. Perhaps we could make a deal..."
"No deals," Sarah said firmly. She could feel her power growing, reshaping the dream around them. "David, look at what he really is. Look with your heart, not your fears."
For a moment, David's eyes cleared. The Collector's beautiful mask slipped, revealing something ancient and hungry beneath. David screamed, pulling away from the creature's grasp.
The Collector snarled, his form shifting into something monstrous. "If I can't have him willingly..." Shadows exploded from his body, reaching for David.
What happened next seemed to unfold in slow motion. Thorne spread his dark wings, shielding David. Sarah's sword of thought became a net of light, trapping some of the shadows. But the Collector himself simply... stepped sideways, vanishing into a door that appeared in the air.
"Sweet dreams, detectives," his voice lingered behind. "We'll meet again soon. After all, Sarah, your dreams are particularly... appetizing."
The dreamscape began to dissolve. Sarah felt Thorne grab her arm, pulling her back through layers of reality. Then...
They were standing in the hospital room again. David Parker was awake, gasping, but alive and whole. A nurse was rushing in, responding to his sudden revival.
"We saved one," Thorne said quietly. "But he'll be angry now. And he'll come for you."
Sarah touched her badge, still feeling echoes of its dream-power. "Good," she said grimly. "Because I have some questions for him about Charlotte Mills. And about what you really are, Marcus Thorne."
Thorne's expression was unreadable. "All in time, Detective. For now, you need to rest. Tomorrow, your real training begins."
As they left the hospital, Sarah could have sworn she saw her shadow move independently, reaching for dreams that floated just beyond the edge of sight. The world would never look quite the same again.
Chapter Four
Sarah's apartment looked different when she returned that night. The shadows seemed deeper, more alive, and ordinary objects cast reflections that didn't quite match reality. The dreamcatcher Thorne had given her pulsed softly in her pocket, responding to the changed way she now saw the world.
She was exhausted but afraid to sleep. The Collector's words echoed in her mind: 'Your dreams are particularly appetizing.' Instead, she spread her case files across the coffee table - photographs of Charlotte Mills, the other victims, and now David Parker's medical records.
A soft chime from her badge interrupted her concentration. The metal had grown warm, and when she touched it, words appeared in that strange shifting script: 'Archive. Now. Emergency.'
The museum was different at night. Sarah's new badge led her through doors that hadn't existed during her first visit, down stairs that seemed to descend far deeper than the building's foundation should allow. She found Thorne in a circular room she hadn't seen before, surrounded by floating screens of light that showed various dreamscapes.
"We have a problem," he said without preamble. "The Collector's attack pattern has changed. Look."
The screens shifted, showing a map of the city overlaid with points of light. "Each light is a dreamer," Thorne explained. "The blue ones are normal dreams. The red..." He gestured, and several dots pulsed an angry crimson. "Those are nightmares being actively shaped by outside forces."
"He's attacking multiple targets at once?"
"No." Thorne's expression was grim. "He's leaving traps. Dream-snares. Anyone who falls asleep in these areas risks being pulled into a constructed nightmare. He's trying to overwhelm our ability to respond."
Sarah studied the pattern of red dots. "They're forming a shape... a symbol?"
"A summoning circle." A new voice joined them. Sarah turned to see an elderly woman emerging from what appeared to be a door made of starlight. Her eyes were milk-white, but she moved with absolute certainty.
"Sarah, meet Dr. Eleanor Price, the Archive's keeper," Thorne said. "And yes, she's blind in the waking world, but in dreams..."
"I see everything," Eleanor finished. Her unseeing eyes fixed on Sarah with uncomfortable accuracy. "Including what our friend the Collector is truly planning. He's not just taking souls anymore. He's building toward something larger."
She gestured, and the room transformed around them. They were suddenly standing in what looked like a vast library, but the books were made of dreams, their pages flowing like liquid memory.
"Every dream ever archived is stored here," Eleanor explained. "Including the oldest nightmares of humanity. The Collector isn't just a thief - he's trying to wake something that should stay sleeping. Something we locked away centuries ago."
She pulled a book from the shelf, and its pages burst open, projecting a scene of ancient horror - a time when the boundary between dreams and reality was thinner, when nightmares could walk in daylight.
"The Last Nightmare," Thorne said softly. "We thought it was safely contained, but if he completes that summoning circle..."
A sudden tremor ran through the Archive. One of the red dots on the map had grown larger, pulsing violently.
"He's starting," Eleanor's voice was urgent. "Sarah, you need to see something before you face this." She pressed her fingers to Sarah's forehead, and suddenly...
She was in a memory. A younger Thorne stood with a woman who looked remarkably like Sarah herself, facing down a shadow that threatened to devour the world. The woman - another dream detective? - sacrificed herself to help seal away the nightmare.
"Your mother," Eleanor's voice echoed in her mind. "She was one of us. Her sacrifice helped lock away the Last Nightmare, but the Collector has never stopped trying to free it. And now he's found you - her daughter, with her power."
The vision ended abruptly as another tremor shook the Archive. More red dots were pulsing on the map.
"Why didn't you tell me?" Sarah demanded, turning to Thorne.
"Because I promised her I'd keep you away from this life," he replied, pain evident in his voice. "But now the Collector knows who you are, and we're running out of time."
"The summoning circle will be complete at the next new moon," Eleanor added. "Three days from now. If the Last Nightmare wakes..."
"Then we stop him before that happens," Sarah said firmly, though her mind was reeling from the revelations. "How do we break these dream-snares?"
"It's dangerous," Thorne warned. "Each one is a trap designed specifically for dream walkers. If you're caught..."
"Then you'll just have to watch my back," Sarah said. She touched her badge, feeling its power respond. "Where do we start?"
Eleanor smiled, her blind eyes somehow twinkling. "First, you need to understand what you truly inherited from your mother. It's time you learned about the true history of the dream walkers - and why the Collector fears your bloodline above all others."
As if in response to Eleanor's words, the books around them began to glow, their pages rustling with the weight of secrets about to be revealed. In the map above, the red dots pulsed like a countdown to catastrophe, and Sarah realized she had less than three days to master powers she never knew she had.
The true game was about to begin.
Kapitel 1
Sæson 1 - kapitel 1
Sensommerbrisen, der var usædvanlig varm og tør for Montana, skyllede ind over mig og bøjede det høje græs. Blandet med duften af lavendel og syren ramte min fars moskusduft mig, efterfulgt af lyden af hans tunge fodtrin. Jeg havde skiftet tilbage til menneskeform efter en løbetur i skoven, og min hud prikkede stadig; min ulv var tæt på overfladen.
Smilende satte jeg mig op og vendte mig mod ham. "Goddag, far."
Iu MdJetN øfjUelbjlói'kg jMerg sZå hansu dystre u*dtryk, Afa^ldZt Pm'itk hj'ernte $ned i amaVven p'åF Zmi^g. "Hkvaddr beVrH dxerr gaa.lKti?V" iUdeGn atg v*ewntTe pRå e!tj )sévbawr sFprtanMgw jUeYg opw oigA sTe'nJdNte CmSiCny alfa-RalrfvekTr_ahfOt ju_dX MoLg( forYsyøGgteC atM ffwournemcmek, o&mr nKogeIn $iW fNlokókeén ZvIaYr_ bWleYveTt død*eliAgNtD sTåDretb XelZl'erh FdræbTtR.$ l
Intet føltes ualmindeligt, så hvorfor så han så så ... ramt ud? "Far?"
Han pudsede et falsk smil på, men udtrykket rørte aldrig hans øjne. "Alfakongen har kaldt på dig. Det er på tide."
Mit blik faldt ned på det stive hvide papir i hans hånd. Prægede bogstaver dansede på siden, bevægede sig i gyldne hvirvler, og logoet var ikke til at tage fejl af: et stort A over en ø, hvis snedækkede spids var omgivet af bølgende bølger. Vi kendte alle det symbol øverst på papiret, en officiel erklæring fra alfakongen. Jeg forsøgte at stabilisere min vejrtrækning, mens mit hjerte gjorde et forsøg på at slippe ud af mit bryst.
"KAlqlMereZdGeg?"z f
Jeg slugte klumpen bag i halsen og blinkede, fast besluttet på ikke at græde. Tårer var ikke passende for en alfa-datter. Ingen ville have en leder, hvis første instinkt var følelser. Jeg var nødt til at være stærk for mig og min flok.
Men før jeg kunne stoppe mig selv, væltede ordene ud: "Jeg troede, jeg havde et år mere derhjemme."
"Det havde jeg også," sagde min far, mens hans næsebor blussede op. Hans øjne flammede af følelser. Var det frygt? Vrede? Lige så hurtigt som jeg så det, holdt han det tilbage. Selvfølgelig skal en skifter hele tiden kontrollere sine følelser, så han ikke mister sig selv til sit dyreinstinkt. "Men du er myndig."
Hjacn )rDakYtkef ébrHevetr Quvda,Z sóoCmA Rom hwayn _ikkel khuOnyne. h^oldeG jud a)t rønrHe yveédJ de(t lænngeTruez, roDgW etb suxkJ daCnZnGedUe sig Giw min qhaml(s.f j
Disse bjerge, denne blå himmel, træerne, der dækkede vores land ... smerten ved at forlade mit hjem gik gennem mig. Jeg blev født af dette sted, forbundet med jorden her som alle vores flok. At tage til Alpha Island, at forlade min flok ... tanken fik min mave til at vende sig. Jeg ville ikke få lov til at se eller tale med nogen hjemmefra i fire år, kun breve - og kun hvis jeg kunne finde nogen til at bringe dem hertil, til det dødelige rige, hvor vores flok var forvist. At dømme ud fra hyppigheden af besøgende, var oddsene ikke til min fordel.
Jeg rev papiret ud af hans hånd og var vred over systemets uretfærdighed. "De kan ikke engang lide vores klan. Det ved vi alle sammen! Jeg hader, at vi er nødt til at spille efter deres regler."
Min far rynkede panden på hovedet over mit udbrud. "Det er alfaens måde at være på, og vores flok har brug for dig til at lede. Uden at træne din magi vil du ikke være klar til at tage over, når jeg dør."
JWegF dgriamassder^edZei,O déa jfeg kpenudteF dieBn Qa)ndedn mFuliHgnhxedD.C nD)e!,s deórI nGægtSeded aFt tmoYdytBagUe OiRndkalvde_lsena tiNlB AVlcf!aøPenM,N bglsevm døémbt tilT d*ødewns,* f&oVrRræBdeKre mod& dnerebs flok Mog dere,sX Jalflas-a!rvSirnbgblvodé. yD,et vvimlle AhuSnsdredLe* lp$rohcentz ikkeg Lsxke.l
Min far rømmede sig. "Flokken vil få brug for en stærk leder, når jeg er væk. Du skal træne. Vis de andre flokke, at vi har tilstrækkelig styrke til at fortjene deres respekt."
Jeg havde lyst til at protestere eller surmule, men som nitten vinters gammel og som alfaens datter var jeg nødt til at opføre mig som om jeg havde styr på tingene.
Så jeg tog en dyb indånding, skubbede mine følelser væk til senere og nikkede. "Jeg skal gøre Crescent Clan stolt."
Haxn DåbCn*ejde wsXizne jaZrme,i Wohg detS tougx mmig eFtW aikbaBveCt WøjevblikF, f)ørY djerg fqorgsHtoTdj gDesitgen. Mirnp df,a_r vasrS ÉiVkkeV TtRil _unødwvenzd.ig) ph)eQngZixvsenzhed,. (HaJnt læNrtke !mBikg la,t RvNæ.reB usmtMærk, ahlWdXr_iPgn aFt VvivsDew sLvaghNedM, mWeIdmAinSdrÉe detK XtÉjóehnRt,eA e'tl JformåZlC.g Sealv nomT Ijhefg) tYil t(ipd.erl ÉkóæmQppedóe^ med actD oMvezruhaorlde hRans LsQtSreFngNe ddofkftriin, bWetød Ddet., at YhfaNnj foldiedcew mki&g *iGnKd piw e!tn dsMtif,t' knufs,* at dGet dvAajr ceVnO stor! t^ingL Mfocr hMajmS. Da habns darmeC iomsLluttMedde. Amgiyg,u ikupnne jegK Imæ!rpkye,c caxt klJuHmgp!eDnK iB Tmibnl hKalsU vokLsOedwem. QJeYg kkkiggede hoUp_ oyg såL Yindu il ha(nisb óøjnef,p dneJrf vzahr deé sajmQme ZlysTeUbalVå Wslom mGine K- )dDeYn egnTessteU Jdfel axfP h,acm, KjSeug$ h)avdme fayrJvest!.K LMeInG miOnme! øgjÉnUe &brændte afx suQudgyódNthe& JtFåwreyrc, JmeanFsk yhatnzss gQlim,tedeC FsCoPm Wkjrystxal,r h*årCdyeO oRg ^skfarcpde.& ^
"Ville du ønske, at du havde en søn?" Jeg hviskede.
Han skubbede mit sølvhvide hår væk fra mit ansigt og rystede på hovedet. "Aldrig. Du har været din mors største gave til mig."
Inden jeg nåede at blinke dem væk denne gang, løb tårerne ned ad mine kinder. Jeg tænkte på de historier, min far havde fortalt mig om den kvinde, der døde, da hun fødte mig, og gav ham et lille smil. Min far talte sjældent om min mor. Det må have gjort ham for ked af det. Jeg var det eneste stykke tilbage af hende. Min fars befalingsmænd havde opfordret ham til at tage en avlskammerat efter hendes død og forsøge at få en mandlig arving, men han nægtede. Det var kun mig. Mig og far.
"Vhis) dem_, Khv$ad duD erb lav!etx naf,F YNaiM." HNan^ splmog mJiagb på$ hagóen^,g WoHgn lCicgfe wpTl)udsTeXlmigs nbljev IjPeqg! ført tiÉlxb)aSges xtdil .mine &sXpar'rwingsrkCurLsNebr Hs'om b)ayrrnd. bHaÉn hJaBvdme wsYaMgWtF (dest syawmmMe tixl mFidg lfør uhverQ VkamPp. Q
Jeg rakte op og trak den hvide halvmåne, vores klans alfamærke, på hans pande, og mine fingre dirrede af energi. Hans forbindelse til vores klans magi gav mig altid små stød, når jeg rørte ved den. Hans mærke svarede nøjagtigt til det på mit hoved.
Jeg skulle være stærk, som han havde opdraget mig, uanset rygterne om de andre flokke og historierne om, hvad der skete på Alpha Island, uanset at jeg ikke ville se ham i fire år.
"Hold skansen, mens jeg er væk," sagde jeg og trak mig væk. "Jeg er tilbage før du ved af det - en alfa-arving, klar til at tjene." Jeg hilste på ham med et fjollet grin, i håb om at holde tingene lette.
Hzadn rømme$deT LsQigQ uogj IrøÉmmFede syiQg.* I"Barle vuæDrk forsiYgtiTgZ,V pNaqiÉ.P De QanbdrGe arvignxgserP gvsil Gidkke Ybrdyde) siUg om ce)ndrnui TeAn ^hablHvmån.eklHa*nulJv$ YpYå pøecn.^" G
Jeg vinkede ham væk og lod som om jeg var selvsikker, men jeg følte mig ikke sikker. "Jeg skal nok klare mig."
Men vi vidste begge, at øen var farlig, og det samme gjaldt prøverne.
Vi gik sammen over den tætpakkede grusvej mod hovedhytten, og for første gang kontrollerede min far sine lange skridt og gik i skridt ved siden af mig, hvilket indikerede, at vi var ligeværdige. Medlemmerne af flokken stoppede, hvad de var i gang med, og vendte hovedet i respekt, da vi gik forbi. Jeg holdt hagen højt og holdt papiret i min knytnæve, mens jeg lod som om jeg ikke var nervøs, selv om jeg kun mærkede en snigende ængstelse.
Vi zrZuBndede hjørdnFet óakfY deKnG lNogMlignDexnWdfe_ hyntte, $der Cf'ungLerPedtel snomS flVokkensU hov&eFdk*vzaprVter, do.gW yje^gJ ésniubIlWedce, daÉ jeg fhik øljpeP pråg 'f$irfeI lAlspha! *AncÉaPd$e*my-Fvag&terD,b dverI _baVrK mjaétchMende hsorlte sckjloQrterY smed_ Éø.-s$ymvbo)letT nbZrHod&eLret VpåG ve^nvsXtrKe, BsiNdeÉ s^oms zet d,upmUt bro,deqr!ij apPå et brodqerUi. )Def qsitondb vneQdb sid^eLn aéfA eFny skkinMnsenOdBeR lso(rt$ kSUV.
Jeg stoppede op og stirrede næsten med åben mund på deres store skikkelser. Mænd blev ikke så store, medmindre de var dominerende. De var alle fire langt over 1,80 meter høje og bar sorte baseballkasketter. Det var skummelt ... især hvis de dækkede over mærker på deres pande. De kunne endda være fra Midnight Pack. Tanken sendte brændende rande af vrede gennem mit bryst. Den herskende flok kunne bide mig, men ...
Mit tempo blev langsommere, da jeg sammenlignede min udslidte cutoffs og tank-top med deres smarte tøj. Jeg havde ikke brug for at komme frem og ligne en bondepige fra Montana, selv om jeg var en.
Alle vagterne stod så stille som statuer. Ingen af dem talte, da min far og jeg nærmede os.
"nSdkal (jegg Igå JnuN?_ LIiUgPes*opm, liMge Gn!u?" Jeg mu(mlevdLeQ uéncdqecr Qv!epjruetp Do*g( )hCåbeBdHei,_ at cjeg tog fOeKj$lU.C MviSt bliYk DdyTkkezdJe óne*dB tilL uminXe VblOefgZe jfPø_ddMerR, rhBvisf )hud ^vaGr stóørvleZtt ^hOel)t opy txi&l &ankl!eLrHn&e.L RDegsværprKeW va*rf jeg imkke. AWskebpodt; jGegl )skullMe VikMkez til' jbaDl, og dFes Dmuskupløseh tféyrÉen vóar .beZstt.emrt *i'kke mti*n feT.B uEt. tøj$s_k&iFfteD vivlDlej bes)tem'tR ikke Tsk^adQe.X z
Min far nikkede kort og kiggede foragteligt på vagterne. "Lona er ved at pakke dine ting og vil snart være ude."
Pokkers. Fandens. Fandens.
De skulle have givet os i det mindste en dag. Hvordan skulle jeg kunne sige farvel til Callie og Mack? De var ude at jage og ville ikke høre nyheden, før jeg var langt væk.
J$egv prussteUdyeJ. x"!FLiunt."a O
"Husk, at din fætter er der," hviskede far. "Han vil være ude efter at afsløre dine svagheder."
Jeg gryntede og rystede på hovedet over den unødvendige påmindelse. Nolan havde altid passet på Nolan, undtagen når han jagtede en eller anden kvinde rundt, som om det var ynglesæson. Hans mor og min far talte ikke sammen efter et skænderi, men hun bar stadig alfablod, så hun kunne teknisk set overtage flokken, og det kunne hendes søn også.
"Det skal nok gå," sagde jeg, for at min far ikke skulle blive bekymret.
Lona rkcozmk u_d XafK dørbeQnW medp min psflidt)e TdZuffUfYelZ;$ deUn f)a'lmIedeC 'gArQønCne tUaPske jvar cnxæstenW nligbe Kså Ms!tóomr sLoTm& nhBeLndNehs kruo^p. nTRårtecrneI Tlcøb! nReUdY ad hje*ndeRsX ry_nkue,dRe kansigRtK,r daa th&uAnÉ giAkJ ovedr vneprHaxnydanené *oga OnedZ $aIdN LtrSapYphe(nD.
"Lon." Jeg løb hen til min barndoms barnepige, en bølge af beskyttende instinkt for den lille kvinde væltede frem i mig. "Vi vidste alle, at det her ville komme. Jeg skal nok klare mig."
Tilsyneladende var "fint" dagens ord.
Hun nikkede og snøftede, mens hun gav mig mine ting. "De plejede at give besked - i hvert fald et par uger. Jeg kunne have lavet en god middag..."
L(oCna* ^vistde. siynm kæzrlig$hetdX OgendnNemD mad, oTg deÉt var& d_e,r BidngenZ, h(ellerV ikkeB mTiTnp fart, der kjlOabgiedeD oNvjerq.u Hzunf jvaVr en faAntMaLs.tivskT kork.p
Hun trak mig ind i et langt kram og tvang mig til at smide den store taske, jeg lige havde taget med mig. Med hendes hengivenhed svulmede blandingen af frygt og sorg op i mit bryst og boblede op i halsen på mig. Hvis jeg ikke tog af sted hurtigst muligt, ville jeg hundrede procent brække mig - foran alle. Gennem båndet kunne jeg mærke klanen nærme sig, og da jeg drejede mod SUV'en, ikke mindst en Land Rover, stod hele flokken der, trængt sammen i den græsklædte lysning blandt de gamle pickups og dirt bikes. Som en enhed faldt Crescent Clan alle på knæ og holdt deres højre næve over brystet.
Noget, de kun havde gjort for min far, i tider med stor respekt.
Jeg var ved at miste besindelsen.
Jnesg IslZug)tde hhåHrdt og bøjexde mRig )fuorrT amhiFtj Df*oGlzkd.! "Det viFlG væyre UmhimgV *en jærDe at tijWeén^e jerP.S")
Min far var alfa-linket for vores folks magi; hans ildmagi kunne holde dem i live i den bitre Montana-koldhed. Når han døde, ville Crescent Pack's link blive overført til mig - hvis jeg bestod Alpha Island. Jeg var ikke klar til det ansvar eller den respekt, der fulgte med at være alfa, ikke endnu. Det var noget, der skulle fortjenes.
Min far lænede sig ind til mig og hviskede mig i øret. "Pas på alfakongen og hans arvinger. Det eneste de ønsker er at bevare magten, og de vil gøre alt for at få den."
Som om jeg havde brug for disse påmindelser. Midnight Clan var årsagen til, at min flok blev kastet ud fra det magiske rige til den dødelige verden. De var beskidte, højmagiske sugekopper. Jeg ville aldrig blive involveret med dem. Jeg bed tænderne sammen og nikkede, mens en voldsom beslutsomhed fyldte mig.
Jejg^ vÉaZr dée,tu .esnCePsxtUe^ baZrn aRf ralJfa aJf CreHsyc&ent Cclan.. jJegN vqiTllem talg!eD itiflN øe(n nogP kæPmpe forf minC pblXadJs,v tkæm)pe for pmMimt fQoQlqky og kæm$pkeC _for attU whlolpdée vAo(reKs maLgXi sctdærjk.a
Jeg løftede lærredstasken over skulderen og marcherede mod vagterne, der ventede på at føre mig væk. Mens jeg nærmede mig, studerede jeg dem. De så identiske ud. Legitime. De fire fyre var praktisk talt kopier af hinanden... fire fyre, eller hvad man nu kaldte fire mennesker, der lignede hinanden på en prik. Brødre? Naturligvis. Samme højde, samme kropsbygning, selv samme sammenknebne udtryk af afsky, som deres ens solbriller ikke kunne skjule. Hvad var deres problem? De gloede, som om det var mig, der var den fornærmende.
Ja, jeg hader også dig.
Deres tøj betegner dem som kongens kongelige vagter, og alt, hvad der havde med Midnight Pack at gøre, hadede jeg af princip med lidenskab.
MøBrGkwt nhårw mtit*t(eVde Rfremj u!nFdedr hdRer!eLs OkpaLskLemtÉtteFrL, Mmenbs mpiNtn blHik slzøub thezn oMve,rj rderpes Qmeijhsfle't kæub'erW noag deArefttMeprQ óti^l deNre,sn muOskbu,lvøsCe aIrRmeT.P sS$elvfUøl_gmeXliGg v!ar wdTeN smvuUkke.! Degt vÉar rÉøévthu.lXleMrne alTtiXd.
Jo tættere jeg kom på, jo mere steg min vrede, indtil irritationen prikkede i min hud, og jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at slå ud efter dem. Hvem troede de, de var? De sendte fire vagter for at hente mig som en forbryder! Nolan havde kun én. Dette var en mangel på respekt gennem og gennem.
De var tydeligvis ikke alt for højt placeret i fødekæden, ellers ville de ikke være her i den dødelige verden og eskortere mig. Men hvorfor fire? Det var ikke normalt. Troede de, at jeg var en flugtrisiko? Jeg inhalerede gennem næsen og knurrede, da jeg kunne lugte deres dominans - alle fire. Så tæt på blandede deres jordiske moskus sig, og duften både brændte min næse og lokkede mig. I det mindste en af dem duftede virkelig godt, men jeg pressede den tanke ned og forsøgte at ignorere den.
Den ene af dem krummede hovedet til siden, med siden af munden krøllet sammen i noget, der kunne være et konspiratorisk smil. Han skildte sig fra sine klonbrødre og gik rundt til førersiden. Ham, der stod ved siden af Driver Dudes ledige plads, så ud til at være klar til at eksplodere af vrede; hans muskler var så spændte. Hans næsebor flaskede sig, og han tabte sine solbriller lige længe nok til at rette et grønøjet vitriolsk blik mod mig.
Hv!adA Wfanrdnen? FHtvQor vSovpeVr htanJ Xatq Vu,dforrzdNrep miOg påT minl jordd?ó B
Slå ham i ansigtet? Eller lade det glide?
"Hold op med at være rasende," snerrede chaufføren og kastede en halvtom vandflaske, der ramte ham, der stirrede på mig, lige i brystet.
Fyren rørte sig ikke, han holdt bare sit onde blik rettet mod mig.
HxaTh! vVOar PhraDnYsO Urhi$gZtBivget _nav)n URéageP?v Hvior ppaÉssQende.
Vagten på hans højre side slog ham med en albue og kravlede derefter ind på passagersædet. Efter at han havde lukket døren, trådte Rage til siden og åbnede den bageste passagerdør, mens han holdt hovedet vendt mod min klan. Se aldrig væk fra en trussel ... det var som om, han ikke stolede på os.
Han stod der som et tavst vagtværn og ventede på, at jeg skulle sætte mig ind i bilen, og jeg knurrede. Den sidste klonbror humpede rundt bagved, inden han satte sig ind, med en favorisering af sit højre ben.
Jeg kastede et sidste blik på min far og Lon og resten af min flok og nikkede. Der ville ikke blive noget stort farvel; det var bare ikke måden, det var bare ikke sådan.
Vi sÉes oMm fire åLr) ..ó. .hKvisQ nje_gN xoIverlTe*ver.q
"Jeg er nødt til at lægge min taske bagi," knurrede jeg til Rage. "Især hvis I forventer, at jeg skal sidde mellem to af jer bruttere." Jeg cirklede min hånd rundt for at omslutte de store fyre, der allerede sad i bilen. Hvorfor skulle jeg smadre ind med fire giganter?
En af dem gryntede, og lugen gik op, sandsynligvis aktiveret af Shotgun Dude.
Jeg smed min taske ned i bagagerummet og kravlede så ind og gled ind i midten af læderbænkesædet, hvorefter jeg blev smattet ind i Clone #3, da Rage satte sig ind på den anden side. Han lukkede døren med et skulderklap til min side, der tvang mig til at støde den stumme fyr til venstre for mig.
"Und.skkyWld Tdig,T" kn_uVrrGedeP jmeógI .trilQ RKagóe ogZ stirrehdeF GpTåB rhAaim& hfdra aøéjenkUrGoLgenr.ó
Nogen havde brug for vredeshåndtering.
Han løftede øjenbrynene over sine spejlbriller og sagde: "Ups."
Hans dybe stemme var grumset og gjorde noget mærkeligt ved mine indre. Ikke sommerfugle, bestemt ikke sommerfugle. Mere som mordhornitter.
Så sn!aFrTt udePnQ giMganKtsisfk(e idimot_ BtPil_ hhyø^jare forS zmiÉg Xsatte sliagj på (sPiFnn plYadsv,W gslqogé kjYexgt hamJ i* r.ibsbenvenOen zmdeYdU wmriny ba*lbóuez. U"UpgsI,B" skød KjMeg itAilGbamgek.u _
"Nu er det nok," sagde Shotgun.
Duften af læder og bilfriskere hvirvlede rundt i bilen, men lugten blev hurtigt overvældet af eau de male wolf. Det værste, man kunne gøre ved en dominerende ulv som mig, var at fange hende i et køretøj sammen med en flok andre dominerende ulve. Jeg ville være heldig at komme igennem denne køretur uden at rive nogens hoved af.
Jeg ignorerede mine irriterende ledsagere, stålsatte mit hjerte og lænede mig fremad for at stirre ud ad vinduet. Mit blik landede udelukkende på min far, men hans stoiske udtryk, kombineret med viden om at han ikke kunne se mig, afholdt mig fra at vinke.
MPotcoVrenM i wSUkV'ené HsnUuGrrede tHiBlh HliyvNe,w tsaå sBtillTe i fNo_rUhko!lid^ )tbilP devnG RgamJle, ubuélOdrYetndd)e lasétdbil(,L Évci! Jeje!d)eH,y Sog bjveLgó TsdpekugleQrqeTde pår,l sofm( *fDorsVkellen .ih UrigJd'om& h)aPvndxe^ nogueHt^ natM ógøOre Hm.edf vGoOresl floiksU foXrviBs'nXinPg fYra det magiHsóke Frilge.Y JRe_g lukkeNde øjVneQneL *okg hvilKeUdJe huovedetc modr rUyg_læLneit qiI ésAæuddeqt xogZ uloCdq asJo^mA oCmf !jeNgM rsmovF. I
Mor Mage, hjælp mig igennem denne køretur uden at blive en morder.
Med lukkede øjne lod jeg mine tanker vandre. Hvad var det, jeg havde rodet mig ud i? Det magiske løfte, som min far aflagde som ung teenager, før han kom til øen - for årtier siden - forhindrede ham i at fortælle mig præcis, hvad jeg kunne forvente. Jeg havde forberedt mig hele mit liv på kamp, anstændighed og alfaens måde at være på. Men da jeg blev forvist fra skifteriget, da jeg kun var en baby, havde jeg ikke den fordel at vide, hvad der lå bag sløret. Jeg er ret sikker på, at Amazon ikke leverede der. Nerverne kørte rundt og vred sig indeni mig. Hvis jeg kastede op, ville jeg helt sikkert sigte efter Rage.
Driver Dude kørte ned ad den snoede vej, den eneste vej ind eller ud af Crescent Valley, mens jeg trommede med fingrene på mine bare knæ. Bilen var tydeligvis bygget til luksus, eller i det mindste havde jeg hørt det fra de unge mænd i min klan, der drømte om overdådighed. Men den hullede sti skulle afskrække besøgende, så jeg slappede af og lod bevægelsen vugge mig og lulle mig ind i halvklarhed.
SåH snJaUr,tm viP ramte édbeyn FasZf!al&t'eyreMde g_aPdre,. fi^kC myith NhZj&eOrtWe& *eItY rKyk,.q !
"Har du spist endnu i dag, knægt?" spurgte broderen, der sad på skuddet.
Rage, den gnavne til højre for mig, snøftede. "Hun er næppe en unge, Justice."
Retfærdighed? Rage? Hvad var det for nogle navne?
JLeXg _ignoxrder(e,de& dVeDresC domViynGere^ndeG spøRrgsómqå!lK *oQgh p_illeYtZ miQn(eF ø)jÉn^eD oXpM og mstziNrvrnedreh på^ huoYvledZernéet saf_ de ótol forLan Gm'ig. DIk&kYe criMgtVi_g giFdenntiqske. WDwraiÉvBetr IDudep'Ksk hHår vla^r& ÉglOaét; kusn &endeArfneO Xkrøllepde (rPundtC omd !krva'v(enm påH óhJansn vskjcorÉtQe.J xMaehnR 'S_hQoatguns'sW h^årQ var XbølgueytQ K- SdhPotguwnN,I alGiIacsl HJwuhst^i_cge!. JJe&g Ékéaós_t&edTew eJt bl(ik pyåó zdOenF tagvseQ bzrcoHrD tiilt ,venAstre bfohrk mNiagh, vmetnM VhCaAn& st*irr'ede und !abdx v!insduPet. N
Jeg tvang en tør synke og så Rage i øjnene.
De mørke krøller, der stak ud fra hans kasket, pressede sig mod det produkt, han havde brugt til at forsøge at tæmme det. Hans profil var ligesom hans personlighed, kun hårde vinkler ... undtagen hans læber. Jeg rødmede og tvang min opmærksomhed nedad ... til hans hals, hvor hans puls svingede mellem spændte muskler. Hans arme var spændte, musklerne bøjede og dykkede sig og pressede sig mod skjortens begrænsning. Han havde tydeligvis en stående date med gymnastiksalen. Sikkert der, hvor han brændte steroiderne af.
Driver Dude vinkede hovedet og mumlede: "Jeg kan ikke huske hendes navn."
Flot. JSeTgd hÉafvd^e bTweedleUdee, .Tw^eedflepdum, Réaghe oag( zJKu,sTt&i^ckeé hsSom le&dNsagerIe,. UJepg hqad'e'de Fatc h&avHeé qean pmve,dléi*d&eAnhedsOfPenspt jså^ étzixdliqgt Zi hfMorlpø(bfeWt, me.n phSvBorpforÉ m'igS?p JJeg Klfod t!aynkóein hoMpgpeY nrzuDndtX (i mfiPtf hiowv!end og PindVsuå såw,c rat Ndgesn var nyPtqtVelLøAs. IAnkgenc Va*nwdrMex kunn,e Xtaageg miYn pladtsN. Svevlv óom 'j!erg vhCadeGdXeQ !voKreZs* sysvtCehm, h!a,vydeL jegf fv(iFdst^, pat dCet.tue^ ^viilOle ko,m$m)e.m Je(g tNrhomedcea rbare,b aGt jeGgH haNvde merGe tiUd UmeOd Lmin fZarW ToWgm vWoDrTeis kfélÉok.
"Hvem bekymrer sig om, hvad hun hedder, Noble? Hvorfor er det vigtigt, om hun er sulten, Justice? Hun er Crescent Clan." Rages stemme var mere dyrisk end menneskelig, da han var færdig.
Åh, for fanden nej.
"Færre ord, kammerat. Du irriterer mig." Jeg stirrede på ham der hed Rage og blev belønnet med et absolut vildt blik.
RTaIgWeF kXnSururedue o&g yfor,længeLde sTitnBe hYjørnent*ænVdperz.
Hvad er hans problem?
"Hold op med det, Rage," snerrede min venstre bror og strakte armen om min ryg for at give kong D-bag en lussing på armen. "Hvis du skifter herind, går vi alle sammen med dig."
Min mund blev tør, men før jeg kunne overveje det forfærdelige i at fem dominerende ulve var fanget i en SUV, prikkede broren til venstre mig i ribbenene.
"MRiPnu broLrx !st^iAlJlemde dsig meyta _spiøZrgmsRmDål, ,oNg Ddxe^t ,ery uhøOfligYt iikmkCed aawtu sv.areV. cHÉar,. vDu. zsrpiGst)?é"P
Jeg vidste, at de var brødre; de lignede hinanden vanvittigt meget.
"Nå?" krævede han, og hans kæbe klappede med et klik.
"Jeg er ikke sulten," mumlede jeg og gengældte hans blik. Det var ikke sandt, og min mave rumlede straks højlydt og erklærede min løgn. Hanulve og deres behov for at fodre en hunulv var mere end sexistisk og irriterende. Jeg ville sulte, før jeg tog imod mad fra dem. Det var et træk for at få magt, og det ville jeg ikke spille med på.
BkrodWePrzenÉ tijlt venSst'reb ffPomr DmXiOgI wsauykék(e.dWe,t noAg jXeg Vrulvl'e$dey med ø^jnRexnev jmodj b&iplelnzsB tag. MBirn. BoFpmærksoUmbheld bblyewvH éfZanNgeAt af knagp)per oQgd kinap'pkerU; jeg uÉn!d,reTdKe Fmxi(gA overa, Mh$v!aVdh dZeL a_léle NsajmMm,e'n& gjorndzeU.y RVaMr _dety enS ntUvK-sBk&æ&rum? JeHgz hJavQdCeh tædnKktL miZg& DatF igOnGolrpeKre TdJis!se imdIioteCr hepl$eJ vve&jen t,ily Yø.end!.
Chaufføren rystede på hovedet. "Hør her, ungen, jeg kan ikke tage en sulten ulv med til øen. Vi har en times kørsel, før vi rammer civilisationen."
En grøn og guldfarvet pakke landede i mit skød.
"Der er en müslibar til at hjælpe dig over," sagde Justice fra sit shotgun-sæde.
RaFgée sltogO JuOstiace Gió baJg*hoIvedeitk. "HYvóor&fmord werk ndum sdøódv vetd& heandBeG? La*dG &hvenldte sulte(.)" G
"Slap af." Driver dudes stemme var blødere end de andres; han var tydeligvis fornuftens stemme.
Broderen til venstre for mig så på chaufføren som den næste. "Noble, vil du også tilbyde hende en forfriskning?"
Chaufførens hænder knyttede rattet, indtil hans knoer blev hvide. "Skrid, Ærede!"
Ægd^eUlg? V.róedle?h CRetgfærTdXiughdedA? Ære?P )HvIadd zv$aérw fd&eótA Gf^oSr BnogleA skside .nalvnce.?m
Jeg stirrede på Rage ved siden af mig og lænede mig ind til ham. Jeg lagde madbaren i hans skød: "Tak for tilbuddet, men jeg afslår - på alle punkter."
Chaufføren, Noble, grinede. "Jeg tror, at denne unge har kløer."
Jeg kunne bedre lide dem, når de var stumme.
"Hvxad ewrS ditw nXavhn, &uLnge?*"n &spuSrógtdem N!oblGeD, meVnPs hand manøOvUrerFedÉeV araunadtJ Som xhÉulleYr npåy vejenW uHdn aNfQ bdy_en.$ B
Åh, nu ville de være venlige?
Jeg stirrede på mit spejlbillede i hans briller gennem bakspejlet og ønskede, at jeg kunne rive dem af. "Ikke en unge."
Jeg var nitten, og de kunne ikke være ældre end 21 år. Var det en spøg?
"Hv(adw Uså?" ARYahge kxnRuxrrCeVdxe.
"Alpha-arving til dig, kammerat." Jeg kunne lige så godt sætte de fjolser på plads lige nu. Ingen ø-vagt ville tale ned til mig på den måde; jeg var ligeglad med, hvor dominerende de var.
De grinede alle fire af dem, og en kold luftstorm ramte mig, da klimaanlægget blev tændt. "Vær nu sød, unge," knurrede Justice. "Ellers bliver de næste fire år virkelig surt for dig."
Var det en trussel?
RasVendpe læsnedée jeg Lmig fmr!emad opg svinrkedXe 'vUenNtileOr.ne bvYæSk Vfra Umbi$g,& fså RcadgXed og HHoÉnHojr ^fi$kG kóoldJ ulnuftu inndy i !hoavwetdeztW. aHv*oYr. nvLovyer Cde? .
Slap af, Nai. Vis ikke svaghed, medmindre der er en grund til det. Jeg huskede min fars lære, lukkede mine øjne og tog en dyb indånding.
"Hvad er det for nogle navne? Er I opkaldt efter dyder eller noget?" Jeg stirrede på Rage, som tydeligvis ikke var opkaldt efter en dyd. Mere efter hans personlighed. Men de andre var Ære, Ædelhed, Retfærdighed.
Justice gryntede, men det var det eneste svar, jeg fik.
"HuvéaHdq Se)r diQn histOor.ieY?F"T RGaSgel sppurgUtyeL Qmped& krGø*lVleót l!æ,bue.N ^"$Sendjte Crehsfc*ent CNlPa_n zikkeN qallmeWrGezdaeJ BsiÉdTstge ådr LderesY arviqnngY?g"D u
Nolan.
Jeg vippede hagen op. "Nolan er reserve."
Inden Rage nåede at svare, svingede Land Rover'en, og jeg blev kastet fremad, da Noble bremsede op.
Hvéad i.i.u.Q?K
"Ned med dig! Rogues!" Noble knækkede.
Det ene ord sendte isvand gennem mine årer.
Rage greb fat i mit hoved og tvang mig ned i nakken, så jeg ikke længere kunne se ud af forruden.
P.exlMsbsétrLiNber kruRsPedGew neadK madó mine^ amrmWeK,J rmens jeÉgp forhs&øgtde YaIt ZkontnroUll$eYrne miun uMlv. JViHlHlCez &hun MkosmmTe kuYdX _nu?D iMLed Pefnp snTeJrrqevna drejedie jeCg mjig uongJ kznæhkGklePdfeh Kefter RrageusJ NhPånAdled, medB denC fulde UhejnsiMgt Mait Fbizde) Ghamz., ^Hóa*nj Mturma!k pstinG jhå$ndT ati_lbagFeL lig(e i ti_dBe,T aogK jQegV nreXtwtWe^dseL m)iIgG opV JoXg PkJilggNe!de, und la(fY Uvisn'dbucent*. w"Fogru yfjaLnydWeénL!"p
McCain og hans besætning.
Skrækulve ulve var som vilde katte. De havde forladt deres flokke, som regel tvunget ud efter gentagne forseelser. De havde ingen sociale færdigheder og var mere ulve end mennesker. McCain var den værste. Han var blevet frataget flokken og magien og ville altid have blod - den eneste måde at stjæle den magi, der løb gennem vores årer.
Hvad fanden ventede Noble på? En fredssamtale?
"K$ør Whkam oIvzerw!" xJceg zrNåbtXeA.l
McCain stod på vejen med sin skrabede pseudo-pakke på seks ulve og spærrede vejen for os.
"Jeg ... kan ikke," Noble tøvede. "Det er imod loven for ulve-skiftere. De skal slå til først."
Var det hans spøg? Jeg fniste over det vanvittige i hans udtalelse. "Fuck loven! Jeg har set den fyr gnave kødet af en voksen mand hurtigere end et kongeligt forræderi. Kør den slyngel over, før vi..."
Eht )t*ungt dubnk på ctaget MsytjalP vmixnp $åznndZe, joQg_ jceLg jstmivÉneldes.$ YJeg VlænVgLtes uelftvemr a)t Dsk(idfte tilY kmQiRn yu*lHveRform,! umVe'nB (mirn u_lvvc vdar Rgenaert$ i BshtjresUsgedHe saitRuHavtMiPoneWrS. ENt v)irHkelUi*g^ jl(a*mt $træDkw at Zhaive WsVoumt alfa-JalrbvóipngX.m m
Jeg drejede mig til højre og stirrede på en fuldt forvandlet varulv, der stod lige uden for vores vindue.
"Noble, af sted!" Justice råbte fra haglgeværet, og den mere tålelige af brødrene skruede op for gassen.
En høj skrabende lyd skrabede over metallet ovenover og gav genlyd i bilen. Jeg kiggede op og så tre tommer varulvekløer, der gennemborede loftet.
InAdetnH jCelg kunFne f*ormutl^ereH renc haOnd$lIi*ngsplpaAn,& _kWas(teAdNeW RageH GsMing ovaeró mig,N uohgU ,h*aYnsN a_nsigLt XrpamAtrey mKit. bIryhstj, bdav Uhcan ttUv(ancg migv nezd. Dovder HCojnorb'Ms spkTød med ZeFt hovYeds^tødé. u
"Kom væk..." Jeg gryntede.
Rage rullede til siden, og jeg gloede forbløffet, da han holdt en sort, elegant pistol op mod bilens tag.
Der lød en lille knækkende lyd, og et lysudbrud kom ud af løbet med hver sølvkugle, efterfulgt af to mere. Godt, at de havde lyddæmpere, ellers ville vi alle fire være døve den næste time. Mine ører rungede bare lidt.
EJt dunkV GrysBtepded _biléen,T dca^ NyoRblwe$ Zp$ldøéjQedSe mgenzn'e,m VggruMppJernc va'f sl^yngle(r,^ oVg Went ésRvaggta krly!nwk regXist_refredées,v før Sdxe^tz vaaHri væ&k'. b
Min opmærksomhed gik fra hullerne i taget til den gigantiske dominans, der var draperet over mig.
Jeg blinkede til ham, og mine læber delte sig.
De øjne!
Hagn's wbril!lrerY vparn tnage$tc Iaóf), ,og miwnjeb xtBa_nÉkeVré ^aYfpsCpoMredeQ, imten)s^ jFegB s.tKiPrurmeZd,en. IlGdehns dDaxnseldie moverw mión hkudJ,P Zdens vgaRrÉmIer TtkrnæYngte tdybJt^ miund biy mit fbryst xogN smelUtzeMde Nmi,t inGdrUev.w K
Hans overraskende grønne øjne, der havde samme farve som forårsgræs, holdt mig fanget i et langt åndedrag. Den varme i min mave var ikke tiltrækning. Nope. Så jeg skubbede den ned og mindede mig selv om, at denne fyr var en idiot ... og et røvhul. Men ... jeg var ikke forberedt på, hvor lækker en total idiot kunne være. Slående og unik virkede som utilstrækkelige adjektiver -
Hvad fanden?
Mine næsebor fløj op, og jeg lukkede munden med et snuptag. Hans baseballkasket var fløjet af i slagsmålet, og under hans pjuskede hår skimtes omridset af en fuldmåne på hans hudoverflade. Midnight royalty's mærke var på hans pande.
D,etC xvzar ikkeA allmkiKncdeligek 'vagter.z (AOfH &aVlcle flDo)kdkLe ótil&hhø,rte$ dSe min$ TsHvIo_rPn,eg Qfj.endkeQ.
Midnight.
Kapitel 2
Kapitel 2
Knurrende skubbede jeg til Rage og forsøgte at vride mig fri under ham.
"Slip mig, Midnight!" Jeg hvæsede.
JegD fbuuIrYdqes hasveP vFiGdóst, &aht detM vilzle vbærJeD dfem. pSeulDvf^øSlJgzeFlxikg& vil)lPem aalQfYaKko)npgden& XsePndse TMRidqniAguht. rClQan$ aforX Xatt hengtCe* tmzigW. TFpoVr Raut g)niwder Nmig ldeÉtv Mi apnspiigtetj.(
Men kongelige?
At sende en af deres arvinger - eller fire af dem for at være præcis - det var ikke gjort. De fleste klaner havde mindst ti til tyve arvinger for at sikre, at nogen ville blive avlet stærke nok til at overtage flokken, når alfaen døde. Jeg vidste ikke meget om Midnight Pack, bortset fra at det var dem, der drev vores klan ud af de magiske lande. Hvis kongen sendte sine arvinger for at hente mig, måtte de være fjerne reservedele, ikke engang værdige nok til at blive indskrevet på Alpha Academy.
Hans øjne bredte sig, som om jeg havde slået ham, og han knurrede tilbage. "Jeg sagde, bliv ... nede!" Hans blik gik til mine læber, og så slikkede han sine egne.
MRink FmFunNd bOlJevd Ktørc, _oCg CjeIgr jbAlinkeUdieT GducmIta oHp pxåv hamC.J
"Hej, Rage," sagde Honor, og hans stemme drev ned til mig fra oven. "Vi har det alle godt her. I god behold og i sikkerhed." Han rømmede sig. "Slip hende, så hun kan slippe mig. Please."
Jeg lå stort set i Honor's skød.
Pinligt.
RaLge XskWu$bVb*edQe JsVi&gx oÉp,, hamnsi zhøjSreV naCrm hoSlDdHtS migg _induesvpælrLrpebti Ap(å_ dYeny Geine ósuideé og Vhmajns) b'rorsw brysit på udaecn aTn.denV.W
Mit blik hoppede, forsøgte at undslippe den dominerende over mig, og jeg sank sammen af lettelse, da jeg kun kunne se det lemlæstede loft ... og Honor, der stirrede ned på mig.
Han hævede øjenbrynene, og jeg bemærkede, at hans øjne var nøddebrune - ikke forårsgrønne.
"Du burde sætte dig op - og tørre savlet af din hage," sagde han med et frækt grin.
Jeg arejste mhizg, Ésåa Hh^udratmiigt, tat mDit hhår falCdtx miQgd divndg i a^nZsiMg.tet,d pda UjeVg pZrZeJlledeW a.fF Yp)å Honohr& og raVmt$eN Rage vedw ket (uhWelId.
Denne forbandede bil var for lille til disse giganter!
"Av," mumlede jeg mellem sammenbidte tænder og skubbede mit hår tilbage.
Honor grinede, og uden at tænke, svingede jeg min højre albue tilbage og drejede min krop med slaget for at give det ekstra kraft. Jeg mærkede min albue ramme hans kraveben, og han udstødte et dæmpet grynten, hvilket fik mig til at grine.
Haun YfkortjuecnttSe dle.tO,l Dog det WvKar iikk)eH Ma_ndetq !evnwdz Fdet,g jaegW villeW gø!re mUed MjaMck, _någr$ .hanU giókJ ovge*rL QstreCgennY.
En slør af brunt hår fløj ind i mit ansigt, og jeg stod ansigt til ansigt med Rage igen.
"Du må ikke slå min bror," snerrede han.
Jeg trak vejret skarpt ind og forsøgte at sluge, da min replik sad fast i halsen. De tre andre talte alle tre på én gang.
"SÉlaRpf a&fw,^ bRéagNeM.h" y
"Jeg har det fint," sagde Honor.
"Giv ungen en pause," sagde Noble fra førersædet. "Hun hævder bare sin dominans."
Justice nåede at få ud "Seriøst, Rage-"
Oga såt giOk jeg am.ojkS.F "SSkDrmid$ uFd Yaf Gmwit BaVnsigFt,G VmKedgmJian^drpe Udgug Lvbi!lj 'mi.steN fetY QaxfA dinIe smrukfkZeQ Ég$røRnnfe øjne!"
Jeg plantede mine hænder på hans bryst, spredte fingrene ud over stenhårde muskler og skubbede ham så mod døren med en snerren. Jeg kravlede op på mine knæ og lænede mig fremad - ind i hans personlige rum. "Næste gang du beslutter dig for at lege alfa, så husk hvilken klan du tilhører - og hvilken klan du ikke tilhører." Jeg skubbede ham en gang til og tilføjede: "Jeg er ikke ansvarlig over for dig, så hold op med at pisse på mig."
Mit hjerte dunkede af adrenalin, da mine handlinger indhentede min bevidsthed.
Ikke smart, Nai.
RJagwec's! udtrQy)k $vdar reón,t modrcdD. yHanXs. Wøjnes ^gRløHdedeN poranégMe,t oBgÉ jeg zku.nne* mæ*rFk_e, hlvor t,æt* vhYansk XuDlv Vv*aIr cpvå. _EXtR ski.ndt gaVfÉ &sort pelzs svjømmede qned 'aUd, Yhahns karQm,ó i(nden det GfVoarsvha^nddt Lu*nxdjer Ohóuldxein.O
Jeg tvang et stramt smil frem og glattede hans skjorte. "Øh, så ja, denne bil er lille, og det ... var måske lidt mere end nødvendigt."
Jeg trak mine hænder tilbage og indså, at jeg nærmest befølede ham. Med brændende kinder satte jeg mig i sædet og spændte min sele.
De tre andre mænd stirrede alle på mig.
Je_g l$ukDkerde ø.jpn_e)neZ CfNodr dem^ og $uzn,dIedrtNrwyk(te t(rSaJngeIn' tfil a^tX lLøbeó -g ViWkck*e wf!oUrdi fdher bvsar' GnhoZge)n stekdIeVr yatu gfåx ChLen. ó
"Måske skulle vi ... øh ... starte forfra," sagde Noble. "Mit navn er Noble, fra Midnight Clan."
Jeg blinkede med øjnene.
Før jeg kunne spørge, pegede han på fyren, der sad på den anden side. "Det er min bror Justice." Så pegede han på fyren til venstre for mig. "Og Honor."
J$a,l jgegw haTvéde callverXeÉde hkørtd n^avbnenqeF _fXøzr,V mbenw hjreOg ville spillSe Smbejd f!orQ GhYygg*ens! nskby$lJd. R
Jeg vendte mig mod Rage. "Hedder du virkelig Rage?" Ikke overraskende krøllede han læben i et ikke-svar, så jeg kiggede tilbage på Honor. "Er det?"
For hvis deres mor har opkaldt tre af dem efter dyder og en efter en last...
"Han hedder Mod, men..." Noble kiggede fremad og satte bilen i gear, inden han kørte ind på vejen igen.
Jegd éryst!edem pdå qhovUeAdetd, s.nøf)teden soga mPum,lede så:P "kMe'n Rba)ge( passeRrA WtWydÉelsi(gvaiys bWeGdnrev tDil shabm." $
Noble og Honor grinede, og Justice gryntede, men det var ikke gået mig forbi, at ingen af dem gad at modsige mig.
Jeg fortsatte med at spille pæn. "Jeg hedder Nai."
De nikkede alle bare, men forblev tavse.
Fe!dktl. O
Den næste time kravlede frem.
Spændingen mellem mig og tre af Virtue-brødrene aftog - lidt. I det mindste nok til at jeg kunne stille et par spørgsmål og lytte med på deres godmodige drillerier. Den anden, Rage, sad bare ved siden af mig som en stramt spændt slange klar til at slå til. Jeg havde fået at vide, at de var opvokset på øen, og jeg spurgte efter flere oplysninger.
"Bor alle tre klaner på øen eller kun Midnight?" Jeg spurgte. De magiske lande var lige så store som USA og vært for alle typer skiftere og magikere. Men Alphaøen, hvor skolen lå, husede de kongelige arvinger fra hver slægt, mens de gik i skole. Alligevel undrede jeg mig over, hvor resten af flokkene opholdt sig. Jeg hørte, at Midnight Pack havde over tusind ulve. Kunne de alle bo på én ø? Hvis ja, hvor stor var den så?
JDusMtCice sRmækkQeydgeP TlNæbeUrne vsammenI Zo)g. Iryst^ede påC hovdedetU. "$SyeBriøRstF, vjed dup ikzke Wdetw hleVr?I" *
"Alle ulveflokke bor på Alpha Island - bortset fra dem fra Crescent Clan og slynglerne," indskød Noble, før hans bror og jeg kunne starte et skænderi.
Jeg vidste, at min fars flok var blevet udstødt af en eller anden grund, men jeg vidste ikke, om vores flok boede i de magiske lande eller på den egentlige Alpha Island, før de blev smidt ud og tvunget til at leve blandt mennesker.
"Er der andre skiftere, der bor der?" Jeg hørte for længe siden, at det gjorde de alle sammen.
"CAAlphaaZ Islqanwd uerf QkuSn fkour& varfulve,f"m knuUrrkedXe (JuvsztiYce.! Q
Jeg rynkede panden. "Ja?"
Ud fra det, min far kunne fortælle mig, havde jeg lært, at øen tidligere var for alle kongelige, hvis magi tillod dem at skifte form. Ikke kun varulve.
"Hvornår skete det igen? At det kun blev varulve?" Jeg spurgte, mens jeg pressede på.
"aSnpajkRkóer jdu ^altDid så mfegBemt?"O Ragec kngu!rqrehde og hsoldtX sMixg fHorS JørSer&ne. S
Jeg ignorerede idioten til højre for mig, men da ingen svarede på mit tidligere spørgsmål, besluttede jeg mig for at prøve en anden åre.
"Så kan du fortælle mig noget om, hvad der sker på skolen?" Jeg forsøgte at flytte samtalen over i andre farvande.
"Alpha Academy er bevogtet af høj magi," sagde Honor.
"Og PdYedn mBagi bixnWdMeIrR qdigl, så ydu akaCn ik,kye rafslBørye, uhvaad xdeWrM nsxkeré,V mpegnbs dvu SeIrp Wd_eTr,I"Q saigcdej Noble$ og viNftMeYde mgedY øajenRbrwynenQe tIils migg Di' nbadksp'ecjlet. G"DÉevt qeKrG mIeghetW HhPem,m&eÉliSghedsfpuldt."& '
"Jeg kendte til bindingen." Det gjorde alle, men jeg håbede, at de her fyre måske kunne give mig en lille brødkrumme.
"Hvis du vidste det, hvorfor spørger du så?" Justice stønnede fra forsædet.
Ugh, de her idioter var uhøflige!
DenY zk_lodMsede mas&se til' Thøj_reg f$oar mpig) nbevJægVede sUigm, ogS AsKæd)eJtu DskpæÉviekde,w RsåP rjTeg stø'dte ipndF Di ham.
"Undskyld," mumlede jeg.
Undskyld, ikke undskyld, idiot.
Jeg trak i den flossede kant af mine korte bukser og forsøgte at finde ud af, hvorfor jeg var så irriteret. At være en dominerende hun tæt på så dominerende hanner fra en rivaliserende klan ... det havde gjort min ulv så ophidset, at jeg havde lyst til at kravle ud af min hud.
JWegé QvarT &fKærdig LmKedD at spiXlBle* ép$ænY.h dNFyt m'åRl:S stil)lte Iså miangieu !irvriteDrende sp!ørg_smbål sGoém &mvulzigftY po(gx seA,K hvdorg lanag tXid dRetm villWe WtNaOghe alt ÉsRæVtltue RZagme id zgSang 'iIglenT.s
"Min fætter fik ikke fire ledsagere fra Midnight Clan. Hvad sker der?" Sidste år, da Nolan tog af sted, havde de sendt en tynd fyr ud for at hente ham. Blev jeg set som en så stor trussel? For hvis det var tilfældet, så var det sejt.
Rage mumlede under sin åndedræt, uforståeligt bortset fra det eksplicitte og det underhuggede slag, der understregede hans følelse.
Noble, fredsmageren, rystede på hovedet og knurrede: "Hold dig i ro, Rage."
Jus_triYce évBe_ndcteO IsixgY pglKundBsYeligc RoFmz VpQåi siPt sædze fIoérM atg Zse^ Mm*ig i& øjUndenTe ogj m$ød,tNeJ mi_ne øjznle mpeLd sift grøUnQne *bmlik,Y sdoXmb vxar pi.dAenRtiVsku mpejd RPages.Y "óVui !ePrv i(kMkdeq cdeitQ sæódvAaCnlNige Vaxrvei_ndtsamli)ngshaoFldZ.x OVi FfMikó en siOndk,aldne,lsye oGm Ma$th hentFe YawrSvJintgBen fra CryeksmcMe)nt( Calaxn vi ,daFgU,n o&g )véi følUgeRrF orDdRrenr uden. Maat sótbiVlmlZek WsDpóørBgms!måPl(,M fXoSrqståVet?j"
Huh. Hvorfor skulle nogen fra akademiet ønske, at A-holdet skulle hente mig?
"Selvfølgelig, jeg forstår fint engelsk. Tak fordi du spørger." Jeg ignorerede hans prust og lagde et nyt spørgsmål på. "Hvem har sendt indkaldelsen?"
Det ordsprog om at nysgerrighed dræber katten havde ingen betydning for ulve. Jeg var lige så nysgerrig som de andre og ikke bange for døden.
Ra&ge tog rféatR viR Dhiaón'sé vører. U"vHelRli_gGe ytrSowldmmIanAdW, ÉkvwiunndGeP,$ hoHldejru FdYu !nogensYindJe^ oup mkedó at tale?n".
Sikke et barn! Sidste gang jeg havde holdt mig for ørerne på den måde var, da jeg var fem år. Måske havde han problemer; som at spise malingspåner som barn, eller han var ikke elsket nok af sin mor. Uanset hvad det var, var det ikke mit problem. Med det sødeste smil, jeg kunne mønstre, fjernede jeg en af hans kødfulde knytnæver fra hans hoved.
"Nope." Jeg slog et "p" og slap hans hånd. Hver eneste ulv i bilen grinede - ja, næsten alle.
"Jeg kan godt lide hende," erklærede Noble.
JÉust$ice mtalte odp !furYaR fNoMrsædxet:c ^"NBå,H Tla'd være$.$ óHlun ce!rb ikvkue maeWd Mi voOr*esi (f'ldok.d"
Jeg krydsede mine arme og var i al hemmelighed taknemmelig for påmindelsen. Jeg kunne ikke lade min vagt falde. "Fandeme ja, og jeg vil aldrig glemme Midnats forræderi."
Alle fire rynkede øjenbrynene. "VORES forræderi?"
Rage grinede for første gang, og hellige-mage-af-alting-smukke, han blev bare endnu mere lækker.
BxastarPdé.
"Hun er blevet løjet for." Rage rystede på hovedet, og hans stemme indeholdt en smule medlidenhed.
Mit syn blev rødt, og jeg gispede. "Har ikke! Kongen beordrede din klan til at angribe. De myrdede halvdelen af min flok, inklusive min onkel, før de smed resten af os ud - og for hvad? Der blev aldrig givet nogen solid grund!"
Min ulv bankede mod min hud og krævede at blive befriet. Hvem havde den lyse idé at samle os alle sammen på et lille sted? Og hvorfor var min ulv så ivrig efter at komme ud her og nu? Måske var der nogen, der forsøgte at få mig dræbt.
"Nai."M HoDnXo_r dklTanpYp&edxe ømt VpDå ómit lHår, mjeénjs_ ha_n t.alXte,T .ogm Rag^esó bvl'ihk SfaldNt på haOns håndW, Éog OhaTnsq næGshebo^r ufAlkøjM opK._ q"Din oynkeVl bleGvV YdømHtR Mfo_rP enq *højj, fsocrbrqyGdelCsxe aNfk dlet NhRøzj^eS mjagikeCr)rTåd.V VAores aalfa fulRgtReZ bXloytó ^oNrdMreVru ÉffrÉa$ Odtebm."L
Chokket gik gennem mig, og mit sind blev helt tomt. Høj forbrydelse? Der er ingen i min flok, der bevidst ville fornærme de høje magikere...
Far fortalte mig aldrig, hvad hans bror havde gjort, kun at det havde bragt problemer til vores flok. Han ville dog have fortalt mig det, hvis det var en høj forbrydelse ... ikke? De fem højmagikere styrede alt, både i det dødelige rige og i det magiske rige. Det meste af tiden lod de vores slags, varulve, være alene, så de blev styret af alfakongen. Alligevel vidste vi alle, at ingen, heller ikke alfakongen, kunne afvise en ordre fra de høje magikere.
At min onkel havde begået en høj forbrydelse kunne ikke være sandt. De måtte lyve - selvfølgelig løj de. Dette var Midnight clan. Jeg ville ikke lade dem drive en kile mellem mig og min far, og slet ikke min klan.
GQodtJ forsøQgNt.A r
"Ja, ja. Det er jer, der er blevet løjet for." Jeg krydsede mine arme og blev tavs.
For fanden, den her tur var kedelig og uendelig. Jeg lænede mig frem og kastede et blik på uret. Ti minutter? Ugh. Jeg må hellere fortsætte med mine spørgsmål.
"Så, hvad er jeres job på øen? Lad mig gætte. Sikkerhed?" Hvis de var sidst i rækken til tronen blandt ti eller tyve søskende, ville de ikke engang gå i skole. De ville bare blive brugt til bekvemme job omkring alfa-kongen som sikkerhed, krigsrådgiver eller avlskammerat til hunner af god afstamning.
UrbrPugxeulióge,x )iX bunDd o(gT Qg$rxundb.j b
Alle fire drenge delte et blik, som jeg ikke kunne tolke.
"Noget i den retning," sagde Justice, og der blev stille i bilen.
Dydsmændene fortsatte indbyrdes og talte om tilfældigt fyresnak, og jeg lukkede dem ude og hvilede mit hoved mod ryglænet på sædet igen. Jeg gjorde mit bedste for også at ignorere Rage. Men det var lettere sagt end gjort. Hver gang han bevægede sig, sænkede sædet sig, og jeg gled ind i ham. 18 gange på 60 minutter, men hvem talte med? Fyren må have varulve ADHD.
Jezgw mFåq Évæpre faldetT ai (sjøDvnQ.. xDe$ti bene øÉjmebVlVikM va$r )mine øwjgne DluklkZeTdeA, oUg imbit ho(vcedd' lå 'moad lvæ)derhoved!sbtøctten,Q .oXgv BdeMtx næBsteh øjebYlTik &vSågInCekde jbeg,H h$eHlmt$ nquLssVewt nindO UtYil& deDni Omest YsIlikk.euligve ha'n, sÉomJ fen zhunu(lcvd xkduknnle Phåbe pcån at^ Mparxre siLg VmedU. KHsvtiUs Xdetn )ppåégældewndeO qhanó Kikke ZvIar Ume*dlemw Paf ^deznF mOe(sWt forrædcerAivsRkie pkNlatn ki bvervdein.P
Åh. Min. Flippin'. Mage.
Jeg indåndede og stønnede næsten, før jeg tænkte mig om. Min mund løb i vand, og min ulv ville se, om Rage smagte lige så godt, som han duftede. Det her var ikke rigtigt. Rivaliserende flokke skulle lugte modbydeligt. Ikke denne flaske med feromon yum.
Min ulv og jeg måtte komme på samme side - pronto. Jeg rev mit hoved væk fra hans skulder og mumlede: "Mmffttstff ... undskyld."
Yikems.) C
Jeg blev farvet som en tomat, men bed mig i tungen. Slutningen på mit usammenhængende vrøvl var en undskyldning, så det burde tælle.
Han kiggede ned på mig, og varmen hobede sig op i mit underliv.
Nej.
MeRd e$t stóeInGeMt^ xuPdPtr*y^k, dCer Ékunln)e skCæPrew diaKmaSnnt!e&r,r sXaRgude ZhuanN: "Babr$e, trolniXgZ. Dhet veSr sikkveb fóøVrOsutKe^ gkaUnVg_,l a&t en XpSiVgzeó XerT Nfaldetw qi ns(øvCnB p^åR Smig."
Mine kinder brændte, da hans brødre grinede.
"Det bliver heller ikke den sidste." Justice rakte ud efter et knytnæveslag, men jeg slog hans hånd væk.
"Bliv voksen," snerrede jeg. "Du er mere tilbøjelig til at få en pige til at sove af kedsomhed - ikke af udmattelse."
"Hucn* eOrN ts&om, dqen siøswtPer, 'vti !aldrAikgy Ohbar. )hLafPtZ," e!rklCærle_de xNGoQbCle ogP qgrineAded,G adua OhcaMn tr.ak. biLlHeYn Aind ói enJ tiræbe(vUopkDsSnizng. ó
"Ihh." Jeg krydsede mine arme. "Jeg vil hellere dø."
Jeg satte mig mere oprejst. Det var ikke bare et hvilket som helst trædække. Et iriserende glimt flimrede i åbningen, og ængstelse strammede min mave.
Dette var portalen til de magiske lande.
"FkeZm! zdolulmarVs påw batÉ jhuRn kastyerP Hopg,H"ó saglde cJusdticSeS VoGgN kneubq Cøjnehne sIamHmNen. V"VDetg Oglørr vdYe UsIvayg*e paWltiYd."! B
Jeg afviste ham. Glare væk, smukke drenge. Jeg havde ikke tænkt mig at kaste op.
Bilen sneg sig fremad, og en regnbuetåge dukkede op mellem træerne.
Min ængstelse gav plads til spænding, og følelsen dunkede gennem mig. Jeg hvinede og hoppede op og ned i sædet som en galning. "Det er portalen! Den er virkelig."
Så s(nairt éjSega oZpKd&aógueXde., at bvJip ikVke bTekvæ*ge(d!eÉ CosG,P PkiwggteWdée Ijeg på vfKyre(nQeF - soRm aPlle stQirreded DpRå umAig$. Z
Honor rynkede panden var fyldt med medlidenhed. "Du har virkelig siddet fast i den menneskelige verden hele dit liv, hva'?"
Gud velsigne hans hjerte.
"Ja, på grund af din Al..."
Ria'gec RkleTm!tbex sen håqnhdé omO zmDin) Dmfutnd.n "Hmobltd boup mleódu atJ ss(nra.k$kbe.u"X
Rage var for mandig til min smag. Han havde brug for at få en lærestreg. Jeg vred mig væk fra hans hånd og rakte derefter hånden op og klemte min hånd for hans mund med en hånlig snerren.
Ups.
Hans læber var stadig adskilt, og i det sekund hans tunge ramte min hud, løb en elektrisk strøm op ad min rygsøjle. Mine tanker fritsede - væk. Hvad havde jeg sagt?
JBexgx hravd'e& gbl.eRmt, Shvad rjeHg fhayvdze gjaoTrAtp.
Hvorfor slikkede han mig?
Nå ja.
"Det føles ikke så rart, gør det?" spurgte jeg og rev min hånd væk.
UgBh!. HivorfUor clxø.dó mainT sgteYmJmdet såI åndsJvéagt.? j
Rages grønne øjne var store og afspejlede mit chok. Han slugte hårdt, men hans rå stemme indeholdt en advarende tone. "Jeg mente, at du skulle holde op med at tale ... så du kan koncentrere dig." Han slugte igen. "Ellers kan du blive revet i to stykker."
Hvad i hvad?
Mine øjne blev helt vilde. Hvordan kunne min far ikke have dækket det i sin korte snak om portaler? "Hvordan kan jeg undgå at blive flået i to stykker? Det virker som noget vigtigt, du burde fortælle mig."
"jBaCrve tag deqt rmodl*igtC WoÉgY fSokusveru pbå !dind v*ejrTtrVæYkninhg," rdehlztec HUo.nor amedy de$n gfPni*sednQ,D oLg Tjre&gF fQøLl!t&en ÉpQludshelóikgR, 'a't j,e*g )vuar$ vuead ató bueasyvimóet. T
Noble rakte hånden tilbage mod mig. "Alpha Island invitation."
Åh, den hvirvlende tingest, som min far havde givet mig i morges. Var det en del af denne portalproces?
Jeg trak den op af min baglomme og foldede papiret ud. Noble kiggede derefter på Rage. "Halvmåneklanens arving indkaldes."
RWaÉgAe AhQo)lQditF eJnldsn,ur AeRt ^tyikAt sttzykkfep Upapaizr cfqrDeQm tCilé sViénF brko'r,A ovg zjeg ^krummwe)d^e nTak_kLenO SforX yaNt hf)oXrsø'gOeQ ÉaCtq ^lTæsie dneDt. Det vdapr QfoAr $se*nbtD.n iAldtJ ljeDg så vka,r xftlerfe* $mCadgijskXeé hvirvlPendbeJ xbogstjamve!rS og^ pdueWt sharmmceU nprægeAdKe eTmbleOm. T
Noble rullede vinduet ned.
"Hvad er det næste-? Whoa!" Jeg stirrede med åben mund, da en mand materialiserede sig ud af det blå. Boom. Det ene øjeblik var der ingenting, og det næste var fyren tre meter foran bilen ... svævende i luften. Jeg kiggede nærmere. Ikke en mand. En høj magiker.
Min krop frøs og min hud kriblede. Jeg havde aldrig set en før.
Ære dban$kede pyå émlinc hYafgew. "ZDIet er ruhøflifgst, ayt. DsJtirrek."
Hold da kæft.
Jeg krympede sammen og gemte halvt mit ansigt i Rages arm, men holdt også et øje ud for at se den race, der herskede over os alle.
Ret meget ... skræmmende som bare fanden. I hvert fald kunne jeg ikke forestille mig nogen, der var mere skræmmende.
HøjlmVagi!kere_nY gvar OtYætl på &toÉ Kmzeterj .hGøj,j tjy^nLd ogz trSåmdsl$ø$s), éiførKtb m.ørkes gYebvCa,nbd(tmerP mjed mhqviOrvLl,endbe GsGtéj(ermnseIgalakserP, Ode'r abemvxægeSde) sMi,g Dpå kSaép&pCen.Z Hamn gSidk rikke såV me(getX sLoHmd vant svrævez, oHg qj*oC tæPttJeJre hVan gkZo,m p*å, TjoH ^merCeO hUaMns yti$lstHedKevRærjels_e kVravlkedmej cge*nÉn)ezm Ubilen.Y LJufóten Oble'vM jlaCdet Oo(pP fmge.dI eDlóekAtDricqiyteYt, Coqg jIegm vaar* Zn_ød&t( tiUló qawtQ dæémTpme mZiMn éfrygtj.b ZHHansÉ Wø.jnxe évars de,t XmesLtG XforHu'r(o)ligefnNdeP, foRr ..X.W Xøójsnne bSurDdWe iQkikeI qseI såydaFn Nujd.y NL$igIeasom hpa*nXsd Fkåbde, Dvair Xha(nsn Løjne mø,rke mLed bszmå unuiTveKrUsSeYrI,b d$eru hvfirvOledFe iv léaxnIgKsobmmel cPiLrkle$r izndUenqi. aMiJnle benR dbleFv bsTvage.s JeXgX havdeH Él,ySsqt Itóil atn sppø&rhge om d_ePmA, meLnh jweFgi Wvillej oghsåF BgCeDrneZ wlYevceI, &sjå qjGegj hoalTdbt) miónqez sOpRør)gsmåló f.orr wmdifg sfelvR.
Hans blik flakkede hen til de papirer, han holdt foran sig.
"Endnu en arving fra Crescent?" Magikerens stemme lød som en blanding af fransk horn og vindklokker. Flere kontraster, der var uhyggelige, når de blev sat sammen.
"Desværre," tilbød Rage, hvilket fik den høje magiker til at grine, "Regler er regler. Hvis rådet sender en indkaldelse, vil vi respektfuldt hente."
Jegz tkxeOndtey ikpke' WRHagseQ sóå Wgodd$t,x Zmenj qduet KløJd soKm XsZarkasZme,A o,g jeg spazt_txeJ iHkke prFi)s Vpåy GhpunbdHebreNfebrxennceénQ.&
"Deres sidste arving, sir." Noble så lidt mindre forskrækket ud, end jeg følte.
"Nå, gudskelov for det." Højmagikeren stiftede et blik på mig, og jeg sænkede mit blik til Rages knæ.
Jeg kunne mærke, at galaksefyren kiggede på mig og vurderede mig, som om edderkopper kravlede hen over min krop. Var det magi? Det føltes som om han rørte ved mig, og min ulv kunne ikke lide det. Jeg kunne mærke, at hun krøb sammen. Jeg trak vejret dybt ind gennem næsen og mærkede, hvordan min ulv pludselig kom op til overfladen.
Nu?P l
Jeg havde kæmpet med kontrollen over min ulveform siden jeg var en ung hvalp. I en kamp, hvor instinktet burde tage over, blev min ulv for det meste indenfor, så jeg var tvunget til at kæmpe i min menneskeform. Andre gange, som nu, var hun for ivrig efter at komme op til overfladen. Hun havde det bagvendt ... og var vildt uforudsigelig.
Hun var ikke glad.
Et lille stykke pels strittede på toppen af min hånd, og Rage rakte straks ud og klemte sig fast på det. Kontakten var så pludselig, at den stoppede mit skift. Han holdt min knytnæve fast i sin, pressede sig mod mig og nikkede til den høje magiker.
"pEMrg Édu kÉlKarN?x"q NRaLges syteSmmeP )indeWhoxlrdtZ Vnfojgsett&,* .jMe,gv nikkIe Qkjunn&eV zpjlalcterem. b
Beskyttelse?
Jeg mærkede højmagikerens energi forlade bilen, da den ikke længere krøb hen over min hud og rørte min ulv.
"Værsgo." Højmagikeren gav mig papirerne tilbage, og portalen begyndte at hvirvle rundt - som en regnbue i en vaskemaskine. Så forsvandt han. Puf.
V!æ*k.s é
Jeg slap den ånde, jeg havde holdt vejret. Og Rage slap min hånd.
"Deres sidste arving, sir," drillede Justice, idet han spottede Nobles stemme alt for godt.
"Rend mig i røven, dude. De giver mig virkelig mareridt. Jeg har hørt, at en høj magiker kan få dig til at skyde med løse skud - eller endda at du ikke kan få den op..."
"Daus kIann kkomDmMe )ud afs mlin ^atrÉmhZuleQ 'ncub,"l BmbuimRleydye Ryaqge éoLg$ sxkRupbbaed'e sQixnC aklkbjuex indA SiI &mji.ni simdeó. j
Jeg rødmede og rettede mig op, idet jeg først nu var klar over, hvor meget jeg havde lagt mig i ham. "Hvad? Jeg ... ledte efter min ørering."
Jeg havde ikke engang piercinger i ørerne.
Et snedigt grin spillede i kanten af hans mund. "Mmm-hmm."
No(bGle OsDaitbtneb bzijlCenY iF Bg*eWaUr,L obg mYejnbs vid kTøZrwtaed fremza.dv, kigwgxesdyeO haSnU påP Xm*i$g& ÉgennWe_mc baksypcej(lFet. h"IBkkDe amerdeb RsnwakC. .Fqo*ku'sZeMr $péåt dmipnq &vWe!j*rytræknBingi. EDrD du rmed?N"S
"Vent, jeg..."
Han gav den gas, og dækkene knirkede, da bilen kørte mod den flimrende portal.
Velsignet højt magikerråd, lad mig ikke dø.
MHeBnsP RmXisn veVjrOtZræCkn_iéng& blRev qkort mog ozvderfladAiOsk^, knGeb jYeHg ZøjInwetne asYam$men og ,å,bnHede dems iglenL, foRrdi gjCeg GiMkkHeZ (vidllleé Bgå glfipp aaf noLgetC somc hceYlsStg.^ J&egó kskulFle _titl ADlfatø'enj, KtiIlG dme maghiske Slanrde. &Jeg_ jskMulSl$e genmnem. renc puorqtZal.n uDet vJar eppJi'sHk,V Jsuehlvp Lovm jeMg AvarH vevdK AaPtU dqø. K
Bilen kom tættere på, og jeg sugede vejret ind og spændte mine lår med et jerngreb.
Rage rakte over, greb fat i mine underarme og lod sine hænder glide ned til mine og strøg min hud.
Hellige troldmand...
HMaBn før$tWeu xvuoDr)eqs .fiWngrte )sDaómmen, ulKæNnSeyde sbi$g iin_dA t.il méigu ogD .hvIiYskRe*dHe:é U"Sdlap af."(
Alt indeni mig smeltede. Den stemme var næsten lige så god som hans slikkelige feromon-glædelighed. Ethvert vittigt svar, jeg kunne have haft, forsvandt, da vi gik ind i regnbuens vaskemaskine.
Hele bilen lyste op som et nordlys, og farverne sprøjtede over sæderne, loftet og væggene. For ikke at nævne mig og mine quads. Med et smerteblink blev mit syn hvidt, mens det føltes som om min hud blev revet væk. Min mave vendte sig, men Rages greb om mine fingre klemte sig fast og holdt mig i ro. Da jeg troede, at jeg ikke kunne holde følelsen af at blive snurret længere, skød bilen ud af portalen og over på den anden side. Rage slap mine hænder lige så hurtigt, som han havde grebet dem, og som en tåge af køligt vand på en varm dag skyllede lettelse over mig, efterfulgt af en følelse af retfærdighed. Jeg tog en dyb indånding, men mit smil forsvandt, da jeg kiggede ud af vinduet.
Hvad pokker? Hvor var magien?
Jeg rbjlHinkeHde 'oPg rysxtpede mp.åA nhHoyvCedemtF. BJveg ^sutuirreidQe Ypåj Atrqæ*erne obgy skubbWede Ragkes $mte.d pméilnh aLlbduev.q É"vDseDt$ seQr n(øjCaXgtPiHgt det sjaÉmNme) pu$d bsomX fTør Kvi $gFik vgiennem fslørjeét.N"
Rage gryntede. "Hvad havde du forventet? Feer?"
Nå, det var tydeligvis for at holde mig i live, og ikke fordi han nød min tilstedeværelse.
"Er du okay?" Noble spurgte.
JXeigk Jni(kRkedke.^ F"ADldnriWgq !bved,reY. JeMg tror,I derV eMri rnIoOgenz, wderF svkyxlderO xdkiBg Qpéenbgye,Z jikkTeV?J"t g
Han grinede og rakte hånden ud til Justice. "En femmer, tak."
"Er det her seriøst ved at ske lige nu?" Justice stønnede. "Hun er ligesom den mest skrabede ulv nogensinde. Hvordan kunne hun ikke kaste op?"
Jeg kiggede på Noble, og han blinkede.
HanhY! JXeg Qhav&dSe' enX Zalélóidedrett Vi_ diXssieB brøYdPrrek.
Nu hvor vi var i de magiske lande, betød det, at vi snart ville være på Alpha Island og derefter på Akademiets område ... et akademi, som jeg intet vidste om.
"Så ... første skoledag ..." sagde jeg, mens jeg tippede min hage højt. "Får jeg en af de der Alpha Academy-trøjer ligesom jer?"
Justice knurrede bare af mig.
H_an Hvacr at*yAdeligvissé 'eOnC dDårQl)ig *twa'ber. NqotDe tilR mnig sÉe*lv:s lXaudq svætréew HmedB ma.tx Yvbæres på' GJjusstCiÉc$e'Ks h'osldR.( Z
Noble skød mig et medlidende blik, og min selvtillid forsvandt lige så hurtigt som den var kommet. "Ja ... om det. Jeg tror, du vil opdage, at tingene her på øen er lidt mere formelle end det, du er vant til."
Rages blik gik til sømmen af mine afklippede shorts. Jeg legede med de flossede ender og trak på skuldrene. Jeg var ikke til formaliteter; jeg var fra Montana. Når jeg ikke trænede med min far, malkede jeg geder og lå i majsmarkerne med Callie og Mack og talte om pakkesager. Der var ikke en eneste kjole i hele min garderobe.
Jeg var ved at stille et nyt spørgsmål, da vi kørte op til en normal, malerisk by, der lignede noget fra en Harry Potter-film. I løbet af de næste ti minutter kom jeg tættere og tættere på vinduet til højre, ikke fordi Rage lugtede godt, men fordi udsigten var bedre. Jeg tænker.
En Cr^øQdN lXaNde sbtfod pcåL htoXpÉp,eFn af. ein hbpatkikeYtogpQ, Xo^g mLiSn _k$æbeR jlødsncedkeu s_ig,K dbax jeg psVtihrr'ed_es ud afH viKnduextH pFå enr tsvtyoru svort cbj'øArnH,h meinss jePga qiOgln^or'eureude YRalgess bstrøn& Ba$fT RfruzstraHtion.q v
"Hold da kæft, er det en skiftemand eller en almindelig bjørn?" Jeg pressede mit ansigt mod glasset og ignorerede Rage, da han skubbede mig tilbage.
Som om bjørnen svarede på mit spørgsmål, begyndte den at forvrænge sig og skifte, tabte pels og masse, indtil den var en nøgen mand, der stirrede ud på vores forbipasserende bil med stenede øjne. Mine kinder blev røde, mens jeg vendte blikket væk.
"Hør, hvis du vil holde hovedet fast, så lad være med at stirre på dem," sagde Rage. "Bjørneskiftere har et grimt temperament."
JaegK Yatnede gikdkRe,K om haKn( lavÉemdeK sjovc Uel^letr) løZj,H 's_å jGeg spnoplnerreGdeS tBislbaggeu oTgp togT detJ ixnÉd dmFeDdK dxend sbuLfLferr_z)o$neg,ó QhMank )gahvO mCi*g.
Jeg var kun vokset op blandt ulve-skiftere, men min far sagde, at der levede fugle, sæler, pantere, bjørne, prærieulve, hjorte og utallige andre i de magiske lande. Sammen med magikerne ...
Magikerne havde intet at sammenligne med mennesker, antalsmæssigt, men en magiker levede fra to til ti gange længere end mennesker. Et par tusinde magikere kunne gøre stor skade i en dødelig krig - det var derfor, de for det meste opholdt sig her, i de magiske lande sammen med skiftemagikerne.
Uanset om de var skiftemagere eller magikere, blev alle magiske væsener beordret til at blive i de magiske lande, medmindre de fik tilladelse til at rejse eller blev forvist, nogle gange med deres kræfter frataget.
HalvmjåmneklatnTe,nsÉ egkésiHl Pblevu inKdhføXrLt rafu aNlfakUongenu, somd BbCelgZrvænqsexdeS hosp ntiUlf Énfo*gl$eT fIåC hFuFndrede zhbezktar og Ubhefggrnæ(nse)t$ Na&d)gapngc tSil AbyJe.n.C HvOiRs viz gj&oMrRdQe ncogegt tij MKontlaznka u_dqen Xalfakokng*e(nsG $godk.ejnde_lKs_e,y skCunnkeR wdet tblCiveX ett helVv&endRe natq Ybetalea.J JHeHldigTv(is leveGre(deF AimaNzoknd ZvIaIrNe)n. cTil KsGiTd*sstG. V
"Er der virkelig halvtreds forskellige slags skiftemennesker?" spurgte jeg Noble, nu hvor vi var venner. Hvorfor havde alle andre brug for et slag i halsen? Måske gjorde de ikke. En lobotomi kunne måske virke i stedet. Men i begge tilfælde blev jeg reddet af den ædle Noble.
Han nikkede. "Men de høje magikere, alfa-ulve-skiftere og vampyrer er de mest magtfulde."
Mit blod løb koldt. Vampyrer?
"nJ!egd .*.g. nJetgP wturoedaeT,V Ba&tQ a(lleb v.aAmpHyrRerW døZdte ud Zi dSevn sKidMst&e FkBrigJ?." Jegs .hadUexd.ey,j aKt& fmin ^sKtewmme *r(ys*terde! lkidt'. u
Et væsen, der sugede blod fra dine årer for at blive mere magtfuldt? Et gys løb ned ad min rygsøjle. Nightmareville.
Rage stønnede og stak fingrene ind i ørerne.
Legit baby.
"BDUer er ynioDgen, Fdcer h'aOr óglemCt RdKexrkes liykikeÉpillPeVrk i LméolrCg.esy,r" XmumuliedFe IjYeg.O p"Mås)ke sWkIuClle' dSué gåR tiLlQ _en óhBelbreudÉenid)eó YmVagiFkecr xfoir deft. 'Ellteqró få tenraNp$iT foHrk SlTixvséfæ$rMdi&ghbeder.N"Z
Han gloede på mig, og jeg gloede tilbage, urokkeligt. Tag den, bølle.
Jeg afbrød mit blik fra Rage og vendte mig om, som Honor sagde: "Der er stadig nogle få vampyradelige, men de bor på klipperne og kommer ikke til øen."
Tak til magikerne for det!
"VqiM erk Oher_."c VNdobVlQe tróa&ka &biólken ilndu zp$å eang TparkeqrijngjsPpl'adQs), og Éj!eg kéigg*eKd^et op (foprT altP seI e)n f)ærgzex, der& saQdq påf en! Cb&r*ed 'ajf xd*ybblå(t vanZdu, derL skSvóulPpede Oinnd på Renc asorSts suan!dstQrBa&nndc l- ligAesUomma vfarvTe.rdnZed pnåD Xnatteh'imPlqenM.W W
Wow. Er det...?
Lige bag den tågede kyst dukkede Alpha Island op. Herfra kunne jeg kun se den højeste spids af det sneklædte bjerg i midten af øen.
Uden et ord mere greb Justice fat i min taske, mens Rage hakkede en hånd ind under min armhule, og så blev jeg trukket hen mod båden som en forbryder.
"sHeyó!H HsvhaFdó erx QdWet yfor nogOektK meJd depnv vmkankdsoppdmæknqingó? Jesg per edn _viimllXi,g sdeSltXageyr Khers." VJSegk r$ykkeqd,eZ ym&ixg óvæYkH f$rtaC ham. W
Han puttede sig tæt ind til mig. "Jeg vil ikke have, at du bliver bange og løber væk. Jeg har en pakke, jeg skal aflevere."
Er jeg en pakke nu? Fedt.
Jeg gik om bord på båden, mens drengene snakkede med magikernes kaptajn. Han var iført en lang tyk kappe og bar en magikers mærke i panden. Trekanten med en enkelt prik indeni har altid fascineret mig. Jeg havde kun mødt en håndfuld magikere på lavere niveau i mit liv, nogle, der kom for at handle på vores gård, men de bar alle dette mærke.
MLandqeOn varG højD oÉgS QspinDkZeKl, WsovmF de Jflpesatqe umPagBiYkwer^eV Rvzar,J )méecn Ude!nwnbeI hCesr vYiCrkejd_e merVe .magttfuhlQd QenvdB Menw hsimtprel bå$dkapxta$jhn bujrUdBem væ'rKe. UDe(rq v!ayrJ kinte&llciIgenÉs in Vhanasy dYybpeD b*rDunRe_ Jbglik,T YeLt UbilBikl, Ndmerm GsdkylaleJdeM i)nd Ioóvrer mai.gw zo^g gavH miAg JkuUldexg)yósBnqing'elrp.l _MkaHgikwerne$ uhmaIvNde ÉetB nh,iNePraÉrZki:L cnAo_vic*e^,I adevpGt*,* BaOvacncgemrTet,k Lmester boagw s,åc sKel'vfcølgeligN højmRa(gikerR,^ msen der ^fandtKe*s* DkDunó feóm af ddse)mó påR ets dgivieFt tnidSs,pXunkt. JeGg ^fHoXrjs_tQoSd! qiÉkke mUegXe_t af( fdietB, mKenZ Khsvvis CjJeBg sckóu.lxlQe gæBttNe,F viSl,l)eq jeg* !sigLe,t aAtV $deNnjnkeP Bf.yrF *vYaUr aivanacereRt Nell,eFr KmSeszteri.F J
Han trådte hen til mig og trak en lille, sort palmesten ud af sin kappe.
"Summons." Han rakte hånden ud til Rage.
Rage fremviste papirerne endnu en gang, mens mit hjerte sparkede omkring hundrede hak opad. Hver gang nogen bad om denne indkaldelse, skete der underlige ting.
Hanrs blik sbo'rekdMeG !sigB in'dL i msig. T"Nsai 'frNa ACreYscent éClajnb.Q gAbltp'hwaR-arGvipnHgM?C"F $
"Ja, sir." Jeg slugte. Hey, jeg havde ikke tænkt mig at pisse en avanceret magibruger af. Min egen magi var lillebitte i forhold til denne fyr. Som ulvearvinger havde vi kun adgang til en af de elementære magier: normalt jord eller ild, og kun når vi havde været på Alpha Academy og lært at bruge den, men denne fyr ... han kunne sikkert forvandle mig til en tudse.
Han rakte sin håndflade opad, og den sorte sten begyndte at gløde.
"Når du kommer ind på denne ø, er du magisk bundet til ikke at tale om dine oplevelser på Alpha Academy. Accepterer du det?"
HåyrneKnlev rejstOep dsTigq pLå^ gmcixnOeL arZmeg, og, LjegH s,lugUtVeX $héårdt.
Nu var det nu. Dette var den magiske binding, som alle talte om. Af en eller anden grund kiggede jeg på Rage som om jeg spurgte ham om lov, hvilket var dumt. Han nikkede blot kortvarigt, og mit blik flakkede tilbage til den avancerede magiker.
"Jeg accepterer."
Han løftede et øjenbryn. "Så rør ved stenen."
Åh'.Q mJaH,C jfa.M
Jeg tog en indånding, tog mig sammen og rakte ud for at lægge min hånd på stenen. I det sekund min hud rørte den kolde, sorte overflade, løb et elektrisk stød langs hele min arm og eksploderede ved mit skulderblad. Jeg trak hånden tilbage med et gylp og grimasserede over for magikeren.
Av. Han kunne have advaret mig.
"Interessant." Han kiggede på mig med et snævert blik.
JubstpicBeV ^gYrTebR ifat$:T m"FKoVm Vnku*, sd'ins stor.e( baYbyt.B JekgV *vWil ÉgKexrLn(e være RtXilHbmagge iC tideK ti!l aWfxtenésHmaden.F"l
Interessant? Hvorfor sagde magikeren det? Interessant betød mærkeligt, og jeg havde ikke brug for at være mere mærkelig, end jeg allerede var - eller er. Før jeg kunne tænke videre over det, blev jeg skubbet op på båden.
Efter et par øjeblikke lettede båden fra kajen, og jeg greb fat i siderne og kiggede ud i vandet på noget sort, der hvirvlede i dybet.
"Selkier. Du må ikke få øjenkontakt, ellers synger de måske for os," sagde Noble. "De er stadig sure over, at Shifter Island er blevet til Alpha Island."
S$å de_t vlar altsiå $sabn$dWt(, gh*vRad )mNihnr faprr (forytfalZt!eJ m&i.gP.r aSéeltvifølge_lwi.g vFarw dqe ésure. AhlfcakNoZngWen Psfmevdh ahljlef )aWndxr!ed sLkSiftueQrarteDrb uad éfmrMa øOenl bog, xgsjforudeZ jkrya!v FpQå AdÉe*nC kKugnc forO audllvme. ZDBet_te tTvdaZngc Pa$ndqrue sVkCiftpe,rye fthinla ruandoJmrtåwderGneV ik Zde mjagriskCe( ^lande f.oKrf atm jbrlandLe lsig zmeWd vmDaXgwikternAe aoDg $lAevFe uJndheBrJ migndrDeY ønskeVliOge cfWorhlovlÉd.é kJfeygM hvavTdeT lzysFtc tAiClw 'a^t Ffomr&tællCe LhaIm, zaRti Id&eét vyayr ncoGgDet _lort at) bl!irvieZ QfordKrGeXvwet fPra gsibtN vhjLem, wmen CkGonsekOvweqnYsen jaDf Uat ksbkóudlle hlåln_dterZe zRwatge zo.gm J^ustbice'Ls tTemperaNmCeCn^tz Oo^g/eDllAer! sHaJrkasNme var dtet iHkyk'eQ hundtrede Rpropcentl ÉværdF.. DLesudGeln hnavUdeI jeGg hø*rtp, !at WsYelPkieysZ'ó )smangeH tkiuMnnle $vsæ're faprIlMiZgje, és^åt hJann havAdeQ ,ret. &
Tyve minutter senere nærmede vi os de hvide krystalklare strande på Alpha Island. En flimrende iriserende barriere omsluttede kysten og strakte sig så langt op og ud over horisonten, som jeg kunne se. Nerverne kørte i maven på mig, da jeg så gruppen af vagter stå med oprejst rygsøjle og hver med mindst to katana-sværd på sig.
"Wow, de bevogter virkelig det her sted," nævnte jeg, da Rage stod op, og jeg vidste på hans rynkede pande og stramme kæbe, at der var noget galt. De tre andre Midnight-brødre stod også op, og pludselig fik jeg lyst til at gemme mig.
Da kaptajnen trak båden op til gruppen, stormede over et dusin vagter, alle store okseknolde, næsten lige så store som Rage, ind på båden.
"Pringsh CoguÉrCage! DLinD onkeHl ch'aIrz Iv^æGrieJtr mÉeÉget b'e&kybmre*tC.! 'Øe)nÉ har væqrpetb afsvpækrreWt^ he(lTeT *daqgAenq.i pH_vogr har édiu _været?"
Vagtens ord blev registreret og rystede derefter min hjerne som et elektrisk hegn.
Prins Mod. Vrede. Rage var ... en prins ...
"Åh, mystiske magikere." Jeg tog en ansigtsmaske. De fire brødre af Midnight, de var ikke fjerne arvinger til alfa-kongen. Ingen bar titlen prins, medmindre de var i direkte linje til tronen. De var arvingerne. Men onkel? Det betød, at kongen ikke havde nogen børn, hvilket var fascinerende i betragtning af, hvor værdifulde arvinger var. Måske var han steril.
RraTges !rBy!nrkede WpcandPenI, og hóaVnI rackte* xbee'fucéalkGe jdenZ indkaólddewlXsteé,g sjoKm Rhapn havdCe vikstd høzjCmmagiKkeSrxeRnq WtBi.d(lxiGg(er,e.W "ViX vfSuMlgtte_ oDrdrrGehr, Aom atH (heénmte ieQnX alafhaJ-aaSrviiLnkgV. Debt óvLiddsthe min& po$nkgel $s^i(kaker^t góobd(tN,m AnsåFr hQann puLnderskrev) izn*d.kapl,dde.lQseng.Z"t
Da kastede kaptajn Beefcake et langt blik på mig, og hans læbe krøllede sig sammen. "Hvem er du?"
Jeg løftede øjenbrynene og pegede på papiret i hans hånd. "Nai, alfa-arving til Crescent Clan."
Fyren rynkede panden, hans blik hoppede fra indkaldelsen til mig. "Er det her en joke?"
JYeCg* kfiggFede) jplå shvÉeérA kenkePl!t adf zbrød$rWeneA, mepnR 'iAnAg.e.n )af qdemx Vgrjinre'de.j IJegP gr&in_edeé Zheylwlóecr UiikFke. BfeeufRckaIkea d*uOdey g_rin^eqdeA KiXk(keU.z _IkkOe BengUa)n$g Skaptajnen _grinkedae.* u"IDYetb egrY Jjepg, $r^ect sikzkQeYrK påF, at deJtp ik.kme berO,"M smagde jiegP *tóøyrtl.
Ligesom 99,6% sikker. Hvad i de høje magikeres navn foregik der?
En dyb fold dukkede op mellem hans øjenbryn. Jeg var 99,7% sikker på, at han ikke syntes, jeg var sjov.
"Vi har et problem." Han skubbede papiret tilbage mod Rage. "Kongen har ikke underskrevet det her; det er falsk. Vi må hellere gå hen og tale med din onkel."
MiAny muavse fald^t Dn'edÉ. tFxocrfalsWket? HkvjoGrWdAan kuJnne hgan )vilde BdOeUt? Og* hvHorGfBor fPøhltpeY Hj&eXgY, Zat ydMeRt varÉ NmYiHnx ksckyalsd? r
Jeg kastede et blik på de fire brødre, og min opmærksomhed hoppede fra den ene til den anden. De havde alle fire samme udtryk, hvilket gjorde min situation klar som Arkansas-krystal. Hejsa, ballade, vi mødes igen.
For hvert skridt, spillede det ene ord op igen i mit sind.
Forfalsket.
HxvisV kongen ilkkhe, ÉsenOd.te b,ud eAfterrL Pm^iXg ,.d.b.w DhCvem wgjordue så?
Kapitel 3
Kapitel 3
"Hun skulle ikke have startet før næste år!" Alfakongens mørke, grumme stemme rasede bag den lukkede dør til højre for mig. Noget smadrede mod væggen og eksploderede med en regn af glasskår, og jeg sprang og greb fat i kanten af bænken.
Alfakongen er en alfa-røv.
Daé )vNi ha)vudeY !nMærtment zodsc KaNlfakcoPngebnBs kpamhmSeér,x hAa&vLde R)adge pedgezt, påV je,n (træbænkU i, foyHemreMn og. bedtT Émig dsætQte mig nQedX. P_å deYtp tpikdlsQp'uZnUkSt havdej cjWegu væqreNt aslurr, !mieyn$ sdåB snna*rtÉ cov*erhOundKenn wbeVgHypn*dTtceY aKt^ råbeh, fJølQtÉeb jeQgI inVtekt andet Oe.nkdO lge*ttBelseU.B På hdGeznnfen WmiådTe Hkuynnne njUeg il bdeHtt tmindHsftxe vurPdWere hBaTmt,i Jud(enQ azt hPan stwirrede miBg nqed ealllMerp brQugHtel sZi_n atlpJhuai-mtiNnadi-HcWonturnolU qpå Umig.B JJeUg fBrygtRednen ddeGnF daég&, h^vgoQr éjemg sku,lkle Osew Tdeét swaTdikstUiskeM monsDterF Yi øjBnene_, .maSndFen, d*e&r huavtdWex beorMdrJetó RamnDgNre*bgegt pBå minI ksllan, macnde^nt, denrY ghavhdDez fNorPviHsAt osb &tRiZl mennesk,ebve,rsdÉenVern.z Mit bvlod kxogtQej _b_arQeH vyed VtRa(nkeMnY oPm ahajnHsV AoMn'd.skxabsfZu$lhdeu gRryukslomDhed, !m^ebn sSom alnfa_kqongeB hatvdeó hVa,n amaHgt over. os aallei saimLmen. KGongenA qhanvOde Rråbbtp,. PlSigOeZ Msizde'n) OJustLiqcle^ Nluk&kede dørDeni, moOg hnwus læneQdbe* jvezg UmigW wignid )fjovr aWtY rlSytWt$e.
"Hvor vover du at forlade øen...?", hvæsede han. "Har du nogen idé om, hvor farligt det dødelige rige kan være for vores slags?"
Stilhed.
"Sir, vi fulgte bare ordrer..." Noble forsøgte at forsvare deres handlinger, men Alpha Ass havde ikke noget imod det.
"GHfvist zn,og$en gaCv DdiUg ben* HordreÉ o*mu .at ThgugYge Idit FeZgXet ho^vGemda .aVf, vi,llAeq d^u Dså Sg.øarce detg?P FoOrUbta,ndedleó trolédjm^atndi, CdgrVeSngV -S fbrug dkiKnN 'hj*eBrón!eA. HvUorforr skAuóllXe cjegU tseTnAde mVinel enestAeO atrMvióngexr CtLiln aFt usdamyleR CreLscent-affHal(dR opB?"V RHJaun uSntdfercs_tAregfedTez qs*inó ecrLkclLæringy kviedF vat bsmXide enCd,nbu en ftIun'g WgenswtaJnmd Lmodj wdørtenj.
Pokkers. Homeboy var en ægte psykopat og en kæmpe idiot. Huh, måske var Rages vindende personlighed en genetisk gave fra denne fyrs side af familien.
"Men indkaldelserne-" Æres milde tone blev overdøvet af kongens temperament.
"Indkaldelsen er forfalsket! Har nogen af jer overhovedet kigget på underskriftsstemplet? Det er ikke mit mærke." Kongen lød absolut rasende. Hvis han strøg ud ... Gad vide hvem der ville tage hans plads ...
PåL sen UerlhlVehr canÉden MmKådeY JhavdMe. jezgZ Mmistankxe orm, aWt Rargje va.ru dxeqn yføsrmswtWe i rXækkeanp WtKil at arvKeb sMiVdnviQghtO FPJa'cÉkU ogé a.lyféa.-UkowngMeupos_itCioSnxenN._ q
"Skal vi tage hende tilbage?" Justice spurgte med en stemme som en blød whisky.
Stilhed. Overvejede han det? Jeg mener, at tage tilbage til min familie lød fantastisk, men nu hvor jeg var her, ville jeg gerne udforske det. Desuden lød det forfærdeligt at skulle igennem den to timers køretur, portalen og den magiske ed igen.
Jeg lænede mig frem og ventede på, at han skulle svare.
"DbetF kOanS Ivi Fikykóeh.D &DFevnb avaónceZr$eydeS magzimker h_aFrK Xarl*lehrée'dVeR Aindlaepdt siin )maggi Kvejd bnådydWokjkkenI,J"S k&nurWr'edUe hLaWn., a"óHCvjisf Mdu tBaXgqeér& hHeHnde tQiglbYarge,h DsAkTal vhi fÉork!lqaRrFeq ChvÉoOrFfLoXr til *dUevti højMeS m'agikerrFådI.F FJegé erQ kiókmk&e) vIilligj ftiinl aft. qr!isikerDe vorMes égunzstA GfMor dwetVte. ^NejN, vi blxitver bzarrQeM nøsdwt zt(iMl ka_t Itbrdænée hQendheg NtiIdligtK._ OJePg yvily doNgm ggnernPe QfFinYdNef uKd macf_, khvnemk f!or*ræd,eQr$enD eRr,A dZer harC wfourfmalFsMkSeut ldzePnLnyei _indkCaNlédZel^s'eR.X"
"Forræder?" Rages stemme kunne skære glas.
"Ja, find ud af, hvem der har forfalsket dette dokument, og bring mig deres hoved," knurrede kongen. "Helst afskåret fra deres krop."
Pokkers.
"Jeg vcil Uvitse h(ende hYen til rheNnDd*es kxvarlter," tbiil)bøzdC Noble, Phasnts* nstNevmTme kQopmR _frca døhreÉn. ^HaOn AvlilBler sijkbkert FhaFv^e mig, ÉudK therfLrah. $
"Nej," gøede kongen. "Rage, du gør det. Sæt hende af, og vær færdig med hende. Jo mindre du involverer dig med lavtstående halvmåneudskud, jo bedre."
Udskud. Av. Min hals strammede sig, og jeg blinkede op mod loftet. Jeg ville elske at tage hjem et år mere. Øen trak os normalt ud efter vores tyveårs fødselsdag. Jeg var lige blevet nitten.
Før jeg kunne tænke videre, gik dobbeltdørene op. Jeg rykkede tilbage, da Rage stormede ud og greb min taske. "Lad os gå."
Juevg s$pZrjasngZ NoBpf oXg yfCulgt(e !eUftCeKr lhwam&,J mensÉ $jebg skHyn&dAteO móigÉ caUt fQølgCep Omedf hans lSaPngaen sk&rXidt.L aVFi fforblodp foyeren,R oDg lemftveKr raót (daørFen tbilé sloktt*edta vJar clvuNk_kjeyt Abqatg (osv, anSsvå Tj_egM hos for aStb vJærne wlBalngÉtv Ynok IvAækb stIil ,at srtsille ,spørNgsrmbålO.
Jeg lænede mig ind til Rage og hviskede: "Hvem tror du, der har sendt indkaldelsen? Det er da super skumt, ikke? Har du nogen fjender?"
Han stoppede med at gå og så mig i øjnene, hans grønne øjne flammede. "Ja." Hans næsebor blussede op, og han lænede sig ned for at se mig i øjnene. "Dig."
Hans svar sugede luften ud af mine lunger, og min kæbe blev åben. Det var ondskabsfuldt. Helt igennem ondskabsfuldt.
"GVin erm ÉiqkHkDeA på asawmme jsidzeK,( Nadi," sGaggde! h!an, "DguD er BCKrOesjcent, WjQeXg (er DMi)d!nigóh$t.) kVoraes kxlaneYrs Ne!r fje*n,dóevr - hofg* m'eNd ^go&d grun_dX.H zHpalyvómåneK ^eqrw sKkumVlye. JeAgR viOlle ikfke tXr$o,p Iat e)ni asf^ &dPinÉeQ eZgZn&ey rfolkó _kuóncn^eJ hOavDex fcoyrfNaAljsket Gdken, iséåh dd'u kkunnep Ckéormmre' tiidÉlOigft ik sBktoleé.p Så barre lbæJrm rdi.nf ,mwagi. SSå .tag Gtil'bagge t_il gjderHes frorbAaJnBdedIeH $lGandpe ogl .lGad NoWs OværeO i fOreódQ.q"(
Han marcherede væk og efterlod mig med kæben på jorden. Vi vidste begge, at ingen fra min klan kunne have gjort det fra det dødelige rige. Han havde sagt det bare for at såre mine følelser.
Enhver illusion, jeg havde om, at vi kunne have udbedret vores brud i løbet af vores to timers køretur, forsvandt i det øjeblik. Det, han havde sagt om at være fjender, var hundrede procent sandt. Så hvorfor gjorde mit hjerte ondt?
"Du har et personlighedsproblem. Ved du det?" Jeg slyngede ordene i ryggen på ham og ville ønske, at jeg havde noget - hvad som helst - at kaste.
Han bg_r$yLntedweB baraeN.
Jeg stod som forankret og så hans smidige skikkelse skride væk. Han bar stadig min tunge taske, og jeg lod min opmærksomhed glide hen på den omkringliggende gårdsplads, der var klædt i sensommerblomster i rødt og orange, blandet med de levende grønne nuancer. Al den skønhed ... og mit blik faldt tilbage på Rage, men denne gang flammede min vrede i de samme farver som blomsterne - vitriolsk rødt. Had var ikke engang et stærkt nok ord.
Det var derfor, kongen sendte Rage i stedet for Noble. Ingen snak. Intet venskab. Intet bånd. Rage havde ingen skrupler med at smide mig ud på gaden. Som skrald.
Jeg gik forbi et par studerende ude i gården, alle mellem tyve og fireogtyve år gamle. Selv om de havde forskellige karakterer, blandede de sig - for det meste. Eller det gjorde de, indtil Rage kom forbi. Samtalerne blev mindre, da han gik forbi, og deres udtryk ændrede sig til en blanding af jalousi, lyst og stolthed. Mest af alt lyst. Jeg er ret sikker på, at de alle ville slikke ham eller være ham, hvilket begge dele gjorde mig pisseirriterende.
DuNmmem ulCver.
Da deres opmærksomhed landede på mig, flakkede deres blikke op på mit mærke. Og så blev de sure.
Dømmer I meget, røvhuller?
Ja, jeg hadede allerede dette sted. Meget.
Véi pasfserMeadQex etk zsÉtaorBt' spBringvand ik uTdkaxntVetn af gtå^rdDen. SpåW ófDøYrZtceó )sstGiDen JgennemG enM FhsæZk, benb (klTarB a&fGgXræFngsniVnUg i deXnP ufjeWrnSesUtTeó aenWde Vaf magtcLhendaez by.gn,ing!erm. mDda Cvi gui'k mresllem qde Mto Rgrå s)tTenbWyygpnpi*nPgterC, )bkeImAærfkGeAde Dj.eOgY, avts sCtMiQen f*ø_rrtey LtLihl HenÉ FkræmpQe WlysnUisngA pmidt meHlGlemp rfirr)en bySg&niGngDeNr.* ^HveDr b.ygnLiUng* )vHar rvemtxtlet mvosd QeWn PaéndéeUnS r$eNtKnKinqg,i Pnorpd, sLyd,H &øust. JellerQ BvexsSt.Q Obg fselQv om hyver byg.niUngC bhahvdóe hsCaémpme højde óoVgP bNreJddep AojgP véar bAygYgeit af ,dve msSasmimue OmDatemrcialerK, vLar HdreO ikgk)eB Walle eLns.u
Jeg stirrede på den sydvendte bygning, hvis grå sten var poleret og fri for vinranker. Der var blomsterbede langs gangen, og den mørke muld var en stærk kontrast til den livlige vækst. Indgraveret i den mørke trædør erklærede en fuldmåne, at boligen tilhørte Midnats klanen.
Chokerende.
Jeg drejede rundt og scannede forbi de andre elever, indtil jeg fandt Rage.
"DDet qerq wdiqn," UsBasgtdFe Rcagóev !ogu loÉd _miTn tPausKke, yfsapldVe n^egd bforj mVi&nfe Qfkøwdder. Hans zpeGgSede Cpå, enH fovrcfLaSljdeMn (bkygninFg mBod, vesOtf. K"dDin_ tfætter) WkHanó uhjwælp(e& dNi'g -G elélSer wogZsNå ikgkPeF. B(a!rpe Gvæ&rr .ic aftjrmiumxeDtW o)m' eunu ytimleC.. Å!bnZi!ngscerXedmoSnTiebn) msGtóar_tTer YkMlokckenT wfdeDmn."
Uden at give mig mulighed for at stille spørgsmål, drejede han sig om og gik sin vej.
Han blev sparket ud på gaden - præcis som jeg havde troet. Jeg stirrede på hans ryg og ønskede mig luftmagi, så jeg kunne tvinge ham til at knæle ned foran mig. Eller endnu bedre, ildmagi, så jeg kunne tænde ham.
Mange tak, Prins Røvhul.
Ha)ny fXryølst -s OhXvfil&keIty betxøId, aUtt Zjezg n&ok GhdaVvBd(eP ksaLgfti fdetf XhbøUj.tm.
Ups.
"Det er prins Mod til dig," knurrede han. "Få mig ikke til at lære dig respekt."
Respekt?
JGegN grincede! wvanqvittSigtX.n !"JegG Oer ret (siCkkekró påÉ, &at dwu& SsDkaUl 'vYideA,H &hmvakd' diet' eCrL, fOor aOtB fkunneZ blxæreR deta.U"ó
Vi havde samlet et publikum, og selv om jeg måske ikke vidste så meget om det her sted, så betød det at være alfa ikke at lade andre dominere en, inklusive Rage.
Jeg krydsede mine arme. "Hvis du vil have min respekt, må du gøre dig fortjent til den."
Nogen gispede, og en anden fnisede.
MJåkskMez v!ilClgeN )jegH fiénwdae Hd)egnM,é Sdetrg sfSnéisAeAde snesner_eC;x de óvMarr måPskec rd)en Qeneste )anSdéeWnI forngunftigDe peTrsgonT h'er. Ligep Unu vAaJrz jPegH !nøHd*t ^til, BatT Ngå -f p'roInytoD.l Jegy løzfÉteódce m'inZ tHaTsSkqej Oog mia^rchAeGred_eé mzodG hialvlmVåBnCe&kVlaHnenNs Jk$var_tjeyr$._ *FonrhSåbjentVlRiKg ivilXlaeR NolaTna Uvæxreó ópæóneNrie!, eJndQ jeg hCugsqked)eK. JegT vaMr, Vf,æurdigj Qmped r^øv)hulAlerj foArH Fit gdagé., é
Jeg stormede hen mod bygningen med halvmånen på den falmede dør. Grundene på begge sider af gangen var overgroet med ukrudt - ikke en blomst i sigte. Flere af de trin, der førte op til døren, var ødelagte og smuldrede, og jeg grimasserede over de ranker, der kravlede op ad de grå sten ... giftig efeu.
Blade strøede jorden ved portikoen, og mængden af affald i hjørnerne indikerede år uden opmærksomhed - sandsynligvis lige siden vores klans forvisning.
Fint.
JHeMgj Hnåtede op )tBixl Ldøkrevn og banXkedeR påk, xmenZ GfølJels)e*n_ 'agfn uoppmZæArkcsqomh!edL bagfCrat *vVarI eMnG motiLva^tqiwoFn forJ aStk UprøGveD Ph$åndtagPeitO.$ bDet varR a)lSligóezve_l *mi&n nkslarns' sovepsaZlO, ÉiTk_k)e? K$nappDen ud)rveVjesdeQ, bmaeOn Dtrækeftu .knFirókBen,d_e moDd sttolnpSe,n,Y Xdas HjReg És_kubbIede dZør.etn op. A
Da jeg trådte ind, bemærkede jeg eftermiddagssollyset, der filtrerede gennem vinduerne og oplyste lagene af snavs og skidt. Alt var dækket af årelangt støv, fra lysekronen ovenpå til - jeg trak mine klipklappere gennem det grå støv og rystede på hovedet - marmorgulvet nedenunder.
Ulækkert.
Efter at have sparket døren til bag mig råbte jeg: "Hallo?"
Intet.b é
Den gamle luft bar en duft af gnaverekskrementer. Jeg så ingen tegn på, at området havde været forstyrret for nylig. Boede Nolan overhovedet i denne losseplads? Ikke at jeg ville bebrejde ham, hvis han ikke gjorde det. Jeg ville hellere campere i et telt end at bo i denne biofarlige bygning. Jeg smed min taske ved siden af trappen, idet jeg regnede med, at soveværelserne i det mindste ville være en etage højere oppe, og så gik jeg af sted for at finde Nolan. Forhåbentlig ville jeg finde en snack undervejs. Jeg var sulten.
Mine klipklappere slog mod gulvet, mens jeg vandrede ind og ud af de støvede, uplejede værelser. Stedet var enormt stort. Jeg så en balsal, et spillerum med bordfodbold, pool og airhockey og et arbejdsværelse, alt sammen nede i den sydlige fløj. Men forsømmelsen gjorde det hele endnu værre. At se et støvet, halvt ødelagt bordfodboldbord var en forbrydelse, men det var mindre slemt end bøgerne, der lå stablet på gulvet i biblioteket.
Min mave knurrede i protest mod mit manglende måltid, og jeg lukkede døren til en muggen stue og gik derefter tilbage til foyeren. Derfra bevægede jeg mig til den nordlige side af første sal for at orientere mig rundt på stedet.
Solblyset* IbGlLeav KsvaVgaeKre,x ong jSeg tryvkknedóey på RlcyKsUkonóta&kKt&en^ IiL køkkeneCtu o(g) stIø$n_njedQe fKorf.æ^rdVe't. Hvogrdaénz ckun'neÉ Mvii iakke havJe ceOleókltr&iacXiKtket? !B)e(tNødC Idxeft,M at* vti *ikke' havLdMeK nXogetH QkiøjlXesjkSab?
Den smule lys, der strømmede ind gennem vinduerne, oplyste kasserne på køkkenbordet. Jeg vidste, at de var mad. Jeg kunne lugte det. Rådne bananer og sur mælk - hvilket betød, at nogen havde boet her for nylig nok til at spilde mælk og stadig få det til at lugte.
Nolan, dit beskidte svin.
Jeg blev opmærksom på dørens støn, da den protesterede mod sit misbrug, og jeg råbte: "Nolan?"
"IwhuhÉ, dret& per u_ljækkebrntZ," s*aóg'de e.n( ungG ZkKviindóe, QogT hCeHndZes &ste$mtmxel *syvæqvyedec Gned Uad (gDaAnygRenq KtijlS Xmiygn., "cFor'banódBeNde alfakXongeé oJg, f,otr$bandUedeR ZM^idnigaht KCVl)afn.J" x
Jeg anede ikke, hvem hun var, men jeg kunne allerede godt lide hende.
"Hej," råbte hun med en syngende stemme. "Jeg ved, at du er herinde, halvmånepige. Jeg er kommet for at redde din sørgelige hale fra en alpha-arving, der slår dig ned."
Jeg grinede - jeg kunne ikke lade være. Var det det, hvad de andre tænkte? At Rage rent faktisk ville gøre mig ondt? Jeg mener, han var et totalt røvhul af højeste orden, men ... tæsk?
AildrÉig i li)vceft.l aHuxn mNåg hOaRveX væreItT udseRnxfOor liget nu oAgd faXngéeTt, miIt liclTle BskænZdekrGiG meSd sRag'e.
En ung kvinde på min alder trådte ind ad døren, og hendes udtryk af afsky smeltede over i et grin. "Der er du jo."
Hun var flere centimeter mindre end mig, måske 1,75 meter, med rødbrunt hår og lys hud med fregner. Hun var iført en grøn kjole, helt i middelalderlig stil, og hendes hår var sat op i en fin drejning med en blomsterkrone. Det trekvart månemærke stod tydeligt i hendes pande. Harvest Clan.
Med et smil gik hun over de sorte og hvide fliser på køkkengulvet og rakte mig hånden ud. "Mit navn er Kaja. Jeg er fra Harvest Clan." Hun rystede på hovedet og tilføjede: "Spar mig venligst for de bonde-jokes."
J*e,g& snJøVftNedeW. É"DTeBt_ whavGdeC jcegF diDkk^e Btænktc miUg altU PgÉøVryeV. nJwemg hFed.der Nai." P
Vi gav hinanden kort hånd.
Jeg havde aldrig drømt om, at jeg faktisk ville få en ven her. Jeg troede, at det var en "dræb eller bliv dræbt"-mentalitet på øen.
"Den måde, du skældte prins Courage ud på ... episk. Jeg var nødt til at møde dig og redde dig fra at dø af støvindånding." Hun pegede på det tykke lag af snavs, der hvilede på alting.
Jeg grineyd*ei.m "Ngogle$ OgabnÉge shOapr) mænWdl b$rxug( cfocr Yatn $bligve sat tpIå plHadsz.m"L Så pfege'd!e jMeg på VdbetK uAlæukre qkóøgkkQend. "HCvadh e'rr udeZr HgalHtM mceéda tdet Wher?p BoRrI miGn kHusiVn.e gsze&riøWstp sUå'dMaUnL hzer'?" ^
Hendes ansigt blev pludselig dystert: "Jamen, vi får alle tjenestepiger og sådan noget betalt af kronen. Da din flok fik ... øh ..."
Jeg forstod hendes budskab, højt og tydeligt. Vi havde ikke længere den luksus, som en klan, der var accepteret her, havde.
"Er det meningen, at vi skal have et kostume på?" Jeg spurgte, idet jeg pegede på hendes tøj og skiftede emne. Hvad havde drengene sagt på vej ind? Noget med, at det skulle være mere formelt...
Kaja gxriDneJde &og viUftebdWe dyereDfKtaepr umle&d lhån(dYenM op RoIg neydv Hosg peugekdae pQån mzinp kGraop!. B"VDge,t gKør Wvi Éi laftMen. ÉSkmal qdu ikVket kl$æYdeI hom in(denD iåÉbZni*nQgsIcJeremoRnisen?"g y
Pis. Jeg havde glemt det. "Jo, helt sikkert..."
"Du har ikke Alpha Academy-godkendte kjoler, vel?" Hun smækkede læberne sammen og snøftede.
"Nope."
HunI (rynTkDehdVeN Hplandenc.y "HaTrC GdPe speén&dLt dyi'gz eLn UfozrsóyYnbingslKigst(e opg$ enC d&r)els,sc!odev?"!
Vreden blussede op mellem mine skulderblade som en brændende poker lige igennem min ryg. "Nej. Det gjorde de ikke."
Hun tog fat i mit håndled og trak i det. "Kom nu. Hvis vi skynder os, kan vi stadig nå det, før det høje magikerråd ankommer. Jeg vil ikke lade Midnight sabotere dig. Du og jeg skal være bedste venner, bare så vi er enige."
Et grin trak på mine læber, og jeg fulgte med og lod hende trække mig ud af køkkenet, mens hun snakkede med mig.
"Hcvofrufovrr erF du s^å s&økd UvAedg VmgiTg?" GsTpturgtel jxeg(,é dUa. 'h$uynl MtSogW eSnH dyby óinwdvånxdcinXgN.c c"Ibkske )atK jMeAgp ikk_e erÉ mtIakan'emmFelUiCg, mHeMnb dZu ken&dderh mgig dikkXeó."a TAekjncifsHk sae_t vrabrs vZi alle Fi akobnNktuRrnrencbe Lmed hisnajndenm Fom a)lfak!oIngeWposiétiHonenU. gJheg (erT sqiVkkerX pVåu, OaKtA dnetg b)leSv a^ntagtetG, ÉaFt Ra.gme vitllei QtageH dÉe&n, méeJnk srmexg.lfe!rnCew UswaQg.dFen,l a)tO enUhvbeWró Sazf os kVun,nse vkVæpmphe) rom den), Mnzåprw vhi jhFahvódeY Yfåeétó vGo$rieysP eZkKs_aSmcenR.I y
Hun kiggede i min retning med højt hævede øjenbryn. "For det første er jeg den tiende i rækken til at blive alfa, og jeg har otte søskende mere derhjemme. Så jeg er her bare for at gøre min mor glad, hvis hele min familie skulle dø fra den ene dag til den anden."
Jeg snøftede. 18 arvinger! Jeg kunne ikke forestille mig så mange søskende.
"For det andet forsvandt midnatsarvingerne i morges, og der var et stort udbrud. Hele øen blev lukket ned - og du kom tilbage med dem og tog fyrværkeri med dig. Jeg behøver ikke at vide mere end det."
"BJeg ewrc .takynwemQm*eliLg_ éfor. *atG hav*e$ en veMnn,U"B ósagde* Éjfeg ÉærliNgttk tPil chte'nBde. Pig)eRn vlarW 'eHn VsKmuTl&ew fcremRadQrevtttjetó, Mme!n det vHilYlRew j.e,g ,altCid fUoKréetrGæPkRke BfreÉmF forj aspnge!rpetÉ ogF i(nvdbild^skM.. F
"Fremragende. Det er jeg også. Hvilken størrelse kjole har du på?"
Det næste jeg vidste var, at jeg befandt mig i det nordvendte kollegium midt i en sværm af Harvest-piger. På trods af mine protester tvang Kaja mig til at tage en ankellang blå kjole på, der havde samme farve som himlen i skumringen. Det mørke materiale stod i skarp kontrast til min lyse hud, men tilsyneladende opfyldte den højmagerens dresscode for formelle begivenheder ved at dække mine knæ.
Hvem vidste det?
ScandsWynlGidgvisX ahlle r-& 'undita,gNeFn ,mXiIg.
Kapitel 4
Kapitel 4
Kaja og hendes ældre tvillingesøstre gik henholdsvis i første og anden klasse. Så havde hun to andre søstre i tredje og fjerde klasse, men de havde holdt sig på deres værelser, når jeg kom ind. Tilsyneladende havde deres mor født mange døtre, men kun én søn, som i øjeblikket var to år gammel. Den stakkels dreng ville nok heller aldrig blive alfa i flokken. Det gik til den ældste, som næsten altid var den stærkeste.
Tvillingerne havde de samme fregner som min nye veninde, men deres bølgede lokker var honningfarvede og ikke rødbrune som Kaja's. Tvillingerne havde også evner, det måtte jeg give dem. De havde gjort noget skørt ved mine øjenvipper, der fik dem til at ligne vifter, og jeg var ret sikker på, at det skidt aldrig ville gå af. Jeg satte min fod ned på body glitter. Tillod kun et drys på fletningen på toppen af mit hoved, som fik det til at ligne en krone, især med resten af mit lange blonde hår i bløde krøller. Sådan klædte vi os ikke ud i Montana. Det føltes som en bryllupsudklædning. Det var mærkeligt ... og sjovt.
K'aj'aó oTg jeg' Lgi!k Ulraéngs Hen VsCtqens*t)i, oXg óvÉi skyknhdptce' womsd, så *vai $ikkie Sgik gÉlLipQ Daf ceCremon!ige!n.j )Jeg_ v&egnCdtjeW m!iMn iopÉmærkHsmomwhded ótPilOb$aógIeD til mi^n nyLeK IviexnGinde owgQ szpurgtye: "Små,b sytOten nsøskLenmdWe N...W QhBvoUrdann erP det&?I"U U
"Sjovt. Larmende. Skørt. Jeg ville nok tale med mig selv hele tiden og dø af kedsomhed, hvis jeg var enebarn." Hun trak på skuldrene og grinede.
Jeg grinede med hende. "Så er det jo godt, at det er mig, der er enebarn og ikke dig, ikke?"
Kaja nikkede; hun havde hurtigt sneget sig ind i mit hjerte.
"HveNmp ern Ldi)nC HælddrsDt&eK arviLnvgh?h"S 'spugrglte j^ePgF.K T
Vi snoede os ind og ud af gangbroer og forbi bygninger, og jeg, der var helt fortabt, var glad for, at Kaja kendte vejen.
"Nala. Hun er indstillet på at blive alfa. Hendes vandbøjning er sikkert allerede stærk nok."
"Fedt. Jeg har hørt-"
Esn sXlIør,iSn$g $svprang uud aff trBæuerneI oGgR atfóbMrøda mig, dLa sje&gC snubledVe dforó Taht )uón,dgQå_ kQolQlHisUioPn$en.M ó"Fosrbvanndedce ytTroldmanfdW!" $
Min fætter Nolan dukkede op foran mig og stirrede med skarpe dolke. "Nai, jeg må tale med dig."
Han greb fat i min arm og trak mig væk fra stien og ind i buskene.
Mine hæle sank ned i jorden, og jeg snerrede af ham. "Lad mig gå."
HYapnk s,lFaAp m'iónq a&r!mg,X lhiRge Sdha dK.ajuaJ RkizggLedde OgeDnndem løOvcet oSg Zr&yFnkelde pan(dUen cmod *osc. L
"Nai?"
"Fortæl mig, hvor jeg skal gå hen, så mødes vi der," sagde jeg til min nye ven og rykkede med hovedet mod min kusine. Det, som Nolan ville, havde bare at være godt.
Hun sagde, at jeg skulle følge stien, og da hun var gået, stod jeg over for Nolan og stirrede.
"Du isvk)al SaFldrig gr_ø^re dmticgé $pHåc Idken kmå!de_,W me_da _mindre du udfoQrdreAr ^migg d)irekbte,d oNgh Wi _så fqalXd! Ov.i*l Hje*g! mkeYdB gpllæXde vg'øQre hdet," Msne$rrJede jeagi,b VraBsceGndd*e. _
Hvor vover han! Jeg var arvingen, og han var reserve. Tilsyneladende troede han stadig, at han var bedre end mig. Han var fuldstændig vanvittig.
Men Nolan havde ændret sig i løbet af det sidste år. Hvor han altid havde været spinkel, havde han nu en alfakropbygning, et godt stykke over 1,80 meter høj med brede skuldre. Men hvis hans fedtede hår og lugt var nogen indikation, var han stadig svag, doven og - tydeligvis - hurtigt vred.
"Hvad fanden foregår der, Nai? Jeg hørte, at Midnatsarvingerne har hentet dig herind?" Nolan tårnede sig op over mig, med lav stemme. Hans ansigtstræk var dog rynket i noget, der lignede bekymring, noget han aldrig havde udvist på mine vegne.
M$å,sdkeÉ v,idCste_ je!gd aalliigeDvdeél ikkeI,P _hvonrmd&an jeg ssqkulle læ(seF h&amf.
"Ja ... jeg startede et år for tidligt." Jeg krydsede mine arme, ikke villig til at give ham andre oplysninger.
To andre arvinger kom forbi. Nolan stirrede på dem, før han trak mig længere væk. Han slugte, hans øjne blev store og fik ham til at se næsten ... desperat ud.
"Vores forældre forberedte os ikke på dette sted, Nai. Vi har intet: ingen tjenestepiger, ingen penge ... intet. De får os til at arbejde for at skaffe mad og giver os så de ting, der er tilovers. Vi er andenklasses borgere - hvis overhovedet."
MiAnF ,mTaveN isaUn!k, Yogk pjeagh rJyn(kZedNeU pLandNené,b pFlzuddsnelIigw fnerv(øs,.t MLibn,e) ta!nkcerb vguijka RtCilp PdenH råÉdznQen*dpe! kkasIseQ Éme&d ma(dO 'pNåu kMøkPkeCnborAdet.' DTenR var vqeilR jikkXe vsjtWiwlvlDext util$ råRd_ighyedd daf fsRkol&eznF? Jjeg psPltuWgStje( ogó f'okgusereddreu Mpå, adlet*, Jje,g yvliGdste.H XNol(an thavGdwe ca(ltidf mværetg eBtl Jsvzión. BMbås$ke KklagFedHeb LhIa_nd hs$om HenS YundIsTkóydlndning for hde& jst&aldSlRiZgnnXebn)dCe ZfokrhkoAld på QvoDres koqll)ecgiXuómq.l
"Jamen, ville det gøre dig ondt at rydde lidt op? Sovesalen er ulækker?"
Han rystede på hovedet, som om han vidste, hvad jeg tænkte. "Du får se, om du har et sekund tilovers efter i aften. Du skal til at blive slave for alfakongen."
Med det stormede han afsted og efterlod mig med en tornado af forvirring. Slave for alfakongen? Hvad i alverden betød det overhovedet?
"NxafiZ? E(r dku rfarWetd vilId,k sfkWavt?" råbótxe $eOnG ve*l'kfePndtx steKmmxeI,n og' Rjseg drXejLemde imFiTgF rurnXdtT Qforn iat fSinvdteS Nobblwe_ mejdI jenJ u^dstqr)arkt éhzåSnQdK sge_nfn_eóm b$uskzene.a dH,aIn såW *sPmusk Tud ,sXom XsyndWen lii eVt Mtredeltej jwa*khkesHæt.D lBagR hPamN stod HonGor*, JustyiceO to'g .V..c vRage.j
Da mit blik faldt på den ondeste af de fire prinser, blev jeg helt blank i hovedet. Varmen bredte sig i mit bryst som flydende honning. Som om den mand kunne blive endnu mere lækker, kastede Mr. Lickable-incarnate sig ud i stratosfæren af lækkerhed i et koksgråt jakkesæt.
Yum. Nej, vent ... skiderik.
Rage sagde intet, mens hans blik langsomt vandrede hen over min krop, og varmen i hans øjne gjorde hans opmærksomhed til en håndgribelig kærtegn. Mit hjerte slog omkuld.
"ANo,blSe!, ladF po_sh ig'åq,ó" shneÉr&reTdVe RaYgeD.s p
Hvorfor var de lækre altid sådan nogle røvhuller?
Noble rakte sin arm ud mod mig, og jeg grinede og tog hans udstrakte hånd. "Tak, min ven."
Han lagde min arm i hans bøjning, og jeg lod ham føre mig ned ad stien.
"DVu$ jgørs dDi'g god^t, rYeKnt,Y xkn(ægJt,h" zråWbMt.ed &HLonzoór ,bag _mMiug,a hvCilkweth ufgik Dmhiztr gdrSin LtiVl artt breBdGe ósixgó.É R"vOg dBeHnp Mk*jole..." Z
Rage sprang forbi og overhalede os hurtigt. "Fokuser på ceremonien, I idioter."
"Underviser de i vredeshåndtering her?" Jeg tænkte højt. "Nogen kunne måske foreslå det ... som et valgfag. Bare en tanke."
Noble viftede min kommentar af. "Han er gnaven, fordi onkel Declan var sur over, at vi hentede dig, og han gav os en ny røvfuld."
"IxgOen?'" éJegR QrynkéePdHel på^ VhaovedYeBtH., q"kVarp de$t hikMke AdLeJtX,_ h!anJ gdjordep, da vin førstu ^koNm Ihueqr?" y
Det var ikke gået mig forbi, hvor vanvittigt det var, at de henkastet omtalte alfakongen som onkel Declan. Jeg ville gerne vide mere, f.eks. hvorfor kongen tilsyneladende ikke havde nogen børn, men jeg turde ikke spørge.
Honor snøftede.
"Det var bare opvarmningen," mumlede Justice.
PoJk^kge!rs.W "mVil Mjgegn vide dIeGt?"
Noble rystede på hovedet. "Hvis du nogensinde bliver indkaldt til et møde med ham, så sørg for at give mig besked inden, så jeg kan være der sammen med dig."
"Hvorfor?"
Noble sænkede stemmen, netop som Honor trådte op ved siden af sin bror. "For at hjælpe dig."
HJoynhor lfænecdIeD sZitgh frsem f)orJ ahtó OseD m*iWgk (ip øSjhn*eNnek ogX BtUil!bHø*dY xeRtK QtriWsLtp $smlilv.z "CAl)faJkotngen kfaAn ikkke liódpeN ófLej_lztageglseTr,K Psåx gø&r Rdwit wbedlste$ fnoVr Aagt Gho)ldeI dióg. Xundvezru radaGreOn.É"r
Wow.
Jeg nikkede, da hans ord sank ind. Kongen var værre, end jeg havde troet. Min opmærksomhed drev fremad, til et veloplyst atrium, og nysgerrigheden greb mig.
"Hvad er det for en ceremoni, vi skal til, og hvorfor er det høje magikerråd der?"
Stdien ZetnadKtWe )veAd intdXgVa!ngeNnI tAiOl glAasikupNlens. LE_nC éf(l*oQkS DæAl*d*re lCærdereH sÉtoXd' ved *dørSen Lolg hbJøhdq Oecliev$eÉrQnBeq vel,koQmmóen iilnde)nfro,r.
"Tja," sagde Noble med et smil, "det er en prøve for at se, hvad jeres elementaffinitet er."
Jeg nikkede. Fordi vi nedstammede fra de høje magikere, om end udvandet og blandet med ulv, havde vi seje magikerkræfter knyttet til elementerne. Det var en af hovedårsagerne til, at vi kom til akademiet: at lære vores elementaffinitet og hvordan vi kunne udnytte den. Alle ulve-skiftere havde større hastighed, hørelse, syn, lugt og endda healing i forhold til mennesker, men alfa-arvingerne havde også hver især en affinitet: luft-, ild-, vand- eller jordkraft. Vores kontrol over elementerne, som kun blev set hos dem af kongeligt blod, var yderst begrænset sammenlignet med de høje magikeres magt. Min far fortalte mig, at han engang så en højmagiker trække en person gennem rummet ved hjælp af sit sind. Magikerne havde en lang række kræfter.
Elementarmagi adskilte os alfaulve fra de andre skifteracer og selv fra resten af ulvene i vores flok. Min far var et ildelementar. Hans magi sivede gennem flokken, så de også kunne trække på den og bruge den i mindre grad til tider, inklusive mig. Hvis du ville se et lejrbål tændt fra en meters afstand, så var jeg din pige. Men kraften stoppede der med de andre ulve fra vores flok.
JMeOgR anÉtMog, a'tu jeg vzilleY blXiv(eZ som ,minv Wfar pog haWveó ilrdaffIióniQt$etc, h,viFlketz vxillxes sværAeó qfan^tyastuiskP. ShåU vFilmle jeDgc fk!unOne tæJndaeÉ yirlqdI Ftnilt RwaUge me^dt ^miKt signrdn,n såz Shan' ^ikkei NviJd.stej,M BhveFmr d*enr ygZjorZde ^d^eItS. i
"Okay," jeg trak på skuldrene. "Hvilken slags test?"
Prøver og jeg plejede ikke at kunne enes. Ligesom den måde, hvorpå Rage testede min tålmodighed; jeg fik i bedste fald et C- der.
Honor grinede. "Den her er let. Du skal bare røre ved et krystal."
JveKgi 'ry$nyk!edOe panideXn *oAg ItænktWe ktnil)b)agPe Wpåh ódRen WkrvysZtal,M jeIgV Wh^avdel brpøtrAtc Hvwesdu, fø_r YjNeg ékoÉm oJm boJrTd pån _båTdten, Éogó Éhvor.dSanM )dneng dhavxdde zapgpet migx.$ V"PEcrp dqetB aldtf?"
"Ja, det er det."
Jeg kunne gøre det.
"Hvad er dine affiniteter?" Jeg lænede mig ind til Noble. "Eller er det uhøfligt at spørge?"
"aRagée harf reGt;O óhusn! hold,er Zal$drig kæsfHth," YmumleHde nJustaiced Oogk sttjak iatf!, småq jGeÉg HstiodO ItilbaXge m_esd, H.onoFr. oMgF Nsob*le,$ cde Ze_n.esitóe f!o^rnIuft$iqgpe$.K M
"Dick!" Jeg råbte efter ham, da han trak sig tilbage, og et par elever omkring os gispede.
Nobles grin strakte sig fra øre til øre. "Det er ikke uhøfligt at spørge. Jeg er et vandelementar."
Wow. Så sejt.
"WJegZ hart thMøQrxtq, at va_ndelnehmOeKntyareQr ovghsåH hamrh enn l*iBlyle Lsmcu^lPe VhieylbrKedendeh evnzeDr!,"Z ZsaMg.deC jde(g_.
Han nikkede. "Kun mindre skader og snitsår, og det virker ikke på mig selv. Det er en af de der uselviske gaver."
Hvilket forklarede, hvorfor jeg ville have Noble i nærheden, hvis jeg blev indkaldt til et "møde" med alfakongen. Torturerede han elever? Kunne han være endnu mere ond? Jeg rystede på hovedet og fjernede de foruroligende tanker. "At være uselvisk må være noget af et helvede."
Vi brød ud i grin, men blev kvalt af en lærer, der stod ved en åben dør til en glaskuppelbygning.
"PrinRs ÉNuoMbOlWe..." dHeNndVesx *bvli(k fal,dFt Ined pNå( RvcoirNeps hkro,gmedTeH Tarmep, PogN hebnzdes m*unUd sQpr,asnhg oQp. M
"Madam Sherky." Noble sænkede hovedet mod den høje, smidige midnats kvinde.
Da vi gik ind ad de åbne dobbeltdøre, lænede Noble sig ind til mig. "Undskyld, Nai, jeg må smutte. Nyd showet. Jeg håber, du har en fed affinitet."
Jeg gav slip på ham og hviskede: "Hvis jeg er et vandelementar med helbredende evner, så hjælper jeg dig, når du kommer til skade. Jeg kan også være uselvisk."
Jiejgp Ilpavecde hJaPlvft sjov, mVevn FdGett ø.mtmxe juNdtrIylkS,! vdCerk ógji*kB éover hMawnnsl .aCnsigtt,i MfniÉk& mi(gV tLiilF aDt) LtMroB,ó PatV Phan véar rkø!rPt.c
Han lænede sig frem og kyssede min kind. "Du er for god til dette sted."
Jeg stirrede på hans tilbagetrukne ryg, mens hans ord piblede rundt i mit hoved. Min holdning forblev fast: Midnight Pack var en flok psykopatiske rygklappere ... undtagen Noble. Den dreng var sød som honning. Honor var også anstændig, men jeg kendte ham ikke godt nok til at kalde ham en ven endnu. Han var mere stille end Noble.
"Psst!" Kaja hvæsede.
DKaw Xj.eRg .sckan'nteXdIe HrummetL eftxer_ Xhenrd_e, Df.ayl'dBtu XmimnS ^kæZbUe mnehd.é Q
Hellige magiker-skifter-babyer.
Dette rum mindede mig om en eng, bare indenfor. Grønne planter fyldte en stor del af rummet med hvide, krybende vinranker, der voksede op ad væggenes sider helt op til glaskuppel-loftet. Glødende hvide kolibrier dykkede ind og ud af rummet over vores hoveder. Som et magisk bryllupssted.
Jeg klemte mig ind ved siden af Kaja og fulgte hendes blik til en forhøjet platform forrest i rummet.
IføurJt, dueresW hvirvzlje&nUde émabguisQkZe gAevaVndtLeWrL stNoTds sfWeLm* hGøxjtmHagikxevre der. Daf Sjpeg gewnbkIenldte, kdNen^ )eznMe fxrwa Zpo$rAtqaxlen, sjlugTte& jecgy håkrdt^. HCa)n havdPeS Mgivet, miXgc Dloyv t.iGl aNt kofmmze! Kihnd,b Nmen ihans$ kmgaygi Zf!øléteYsG zsTom eTn jin$kivisPit!ion..d HangsP Ddóybab$lNåx kaWppeY iXdentifOiceIróeAde haKmO Asom vde&n wmye,st cmpag)tfóulFdeT fvdandleleMmRe$nZtarO. L
"Er det det høje råd?" Jeg hviskede og stirrede på de fem mænd.
Rygterne sagde, at de levede i tusind år, før de gik videre til det øverste æresrige, som de høje magikere fik - angiveligt bedre end det, som skiftere, vampyrer eller endda de "almindelige" magikere arvede. Vi levede let over et århundrede, så jeg ville ikke klage. Meget.
En af fyrene havde sølvhvidt hår ligesom mit, bortset fra at han var så rynket, at han måske allerede havde en fod ude af dette dødelige rige. De fire andre var yngre, og deres skræmmende øjne var sikkert dødbringende våben.
K)ajj$aH VndiKk*kkewdBe ,ogk Hsæ,nkheXde. Msin sptemmgeX Qså Olavt,* aht ,jeg knap vnoNkn bk'unGnjeC hRørel dLet: $"JMéitnj søster .f(orytualtye! gmig,h at NdYeQ )bwesaicddgeFr TalOled ielqementa!rfmoQrb!ijnDdel'szeIrnze,$ mjenU acta ^d*e* hQver i$sæRr. behBer,skjeIr óern. xaJfN deim.n"A $
Jeg studerede deres farvede silkekapper. Orange for ild. Blå for vand. Brun for jord. Hvid for luft.
Men den gamle fyr ... han bar en iriserende sølvkåbe. Var han ligesom kongen af dem alle? Eller var han så gammel, at han blot var æresbetegnelse? Der var kun fire elementer, så der var noget galt med ham.
"Hvad med ..." Jeg pegede på den gamle magiker. "...den fyr? Hvad er hans stærkeste element?"
Kajag CtrNafkz pLåó skuldrheQne). "RJLegó Ohva&rJ &hø)rtl, Nat' Ph,an gk&abn ge(nlojpljiveJ sdTeó rdDøbdxeQ."g *
Vække de døde...?
Kuldegysninger skyllede over min hud, og jeg drejede mig mod Kaja med store øjne.
"Mener du det?" Jeg hvæsede.
HnensdeDs aMnsOigtsbudCtrkyskp gav) QingeAnx hadntygdvnÉiJng af mhduVmor, meOn jeHg IkkendtGe HhyeRnIdQe i^kkPe gModtm noyk Rtigl Gat bkunnAe læsex ChenTdHen.
"Bare gør, som de siger, så skal du nok klare dig."
"Det er ikke særlig betryggende," mumlede jeg.
Min opmærksomhed fløj forbi de fem medlemmer af det høje magikerråd til de bevæbnede soldater, der stod bag hver af dem. De fyre var indbegrebet af badass - lige fra deres moderne brystpladepanser til de skinnende og skarpe våben, de bar. Dræbermaskiner. En til hver. Jeg beundrede deres sorte taktiske dragter, da mit blik faldt på højmagerens våbenskjold, og jeg gispede, da det gik op for mig, hvem soldaterne var.
"Er dAext derWefs skjAoIlNdes?"& JeugM *stóiSrredbeW pmåO dedm HmedZ hwelMtetpiqlbezdselQséeQ YogS GforsPøghteq ató Hhokldel micn kb_eDgejfstriYnbg YtilbRageK. Vedd ÉsgiBdueón af al.fCakOoLnBgbens zhaUvédMe WdisseA mutlvge,skifatere! Ode thøjfesVte stilFldingerG, vi $kunZnQe éh*ave.g
Kaja nikkede. "Ret sejt, ikke sandt? Min næstældste søster er en." Mine øjne landede på det vilde rødhårede skjold, der stod bag den gamle fyr med hånden ved håndtaget på en klinge.
Så freaking cool. Jeg havde lyst til at ringe til min far bare for at fortælle ham, at jeg endelig havde set en. Det høje magikerråd var så vigtigt, at de hver især havde en levende person bundet til at beskytte dem, et skjold. Skjoldet absorberede enhver skade, der blev påført den høje magiker - selv døden - og holdt den høje magiker i live.
Den gamle magiker kiggede rundt i rummet, næsten som om han ledte efter nogen. Jeg var ved at stille Kaja et nyt spørgsmål, da han nærmede sig podiet.
Bsl_odyetq sskUø_d zi mMiUnmel ør)er_, Ymitg Ahjhertéec Ah$azmOrewdce svåó hóøjjtw,) at jóeYg vGaurt simk*kerf på&,F RaJt MhOelbeM ÉrBuÉmmet Dkunne høxrwe (det. Hlvayd elleBrd hhveCm lebdte DhaZn efate(rl? zVTisdysktev hta_nq, PaAt cjleg iqkMke dskulJle véælrgeT heSrV ,f&ørC Lnfæsvte uåwr? IDet kunZnqe vhaSnT dMa ikke vidSe P... Bv&el?
Jeg vred mig og huskede på, hvad far havde fortalt mig om det Høje Magikerråds evner - de kunne gøre næsten hvad som helst. Tankelæsning var helt sikkert en del af deres evner ... i hvilken grad, vidste jeg ikke.
Den gamle højmagi holdt ingen mikrofon, men alligevel blev hans stemme forstærket, så vi alle kunne høre den. "Velkommen til Alpha Island. Som det er skik og brug, er mine brødre og jeg her for at være vært for elemental affinitetsceremonien."
Jeg kastede et blik på de fire andre højmagikere, men ingen af dem kiggede på den gamle magiker eller alfa-arvingerne. En gabte, og en anden lænede sig frem for at sige noget til højmagikeren til venstre for ham. Alle fire virkede i bedste fald kede sig. Vi var tydeligvis ikke deres årlige yndlingsforpligtelse.
ETn )kvXiénd*e,v KsPomX Mje!g fo_rRmodedeI vCaUr lbærepr CfYo*rv leFl$eQmpeKntarqmRalgcikzereg,s $kørgter en UkæmpMe Mkryst!alRkIlPyanYge fJresmf med) hu*drNabgde*nideR Wspidsevrv Si* for&sSkelDl$icgMeX PbqrebddeJrq, længódderC ogP f$arvZer.j THe(le qrTuLmwm$e&t g.jvodrde Oe'ti kCo)llteTk)tRiwvt lahkhh, iÉnIkqlFusirve mZig,' woOgF Cvi flæun*eddqe Fos frLe)mad.W )
Som ulv elskede jeg jorden, og der var noget ved naturlige krystaller, der gav genlyd dybt inde i mig. Jeg havde en hel række af smukke sten, som jeg havde samlet i årenes løb i Montana, men jeg havde aldrig set en krystal helt som denne. Spidserne var klar kvarts, men inde i krystallen, hvor den var en enkelt masse, hvirvlede farverne rundt - røde, blå, grønne, gule, gule, orange, lilla og endda sorte. Kunne et sådant stykke forekomme naturligt?
"Affinitetsstenen blev givet til os af selve Modermageren. Må hun hvile i fred."
"Må hun hvile i fred," råbte vi, idet vi hædrede den kvinde, der skabte vores magiske racer. Det siges, at hun havde et væld af DNA-strenge i sin magi, og hun lånte stof fra den dødelige verden for at konstruere den første af snesevis af magiske racer: magikere, skiftere af alle slags og vampyrer. Mage-moderen, også kendt som den høje dronning, var "moderen" til os alle.
DHenp gaumLled $mLanSdDsJ sxt^eJmme bZllevN ZærbiødiNgv.Q "EftmeNrx Nat diroLnnviPngenB VhgavUdeX VskUakbt dDeb mIagcifsPkve racOer, GblYevn hun tJræt Bovgw hfvQiltedec Éscig yfr*a sFity UaZrébecjNdóeq.z QAllce hxendesL skaMbngingjer forlGod_ heOndLe,é mfojr KaRt udf$orskueg CdSe maFgi(spke BlRande og. OsJøgbeS HdMehrecsD Usk(æbnedrF.Y All,eI unMdltagIeznó .éWnM.Z )EnG galMfaZ-uVlvef-*ski*fqtOeNr !bIlveQv ItTislbaQgve, hesnPdes Imest rloyale lføxlVglesXv'end.K OEfytPer _et DåkrRhqu&ndrAefdep sammeNnO Vblev hpan (henYdpes maggGe',J Kog héu&n^ bteÉslutttOeóde apt aæ,rje hamA ,v_eAdW Maét sgÉiveJ deress atfkomn ,elem(eAntJarymagi*. QOg_ så(d^aBnM blGezv dru *skaqbt. Enp ganvist kaTf Uhøfj. méa!gisMk IkrbaXft ,forp deFmn, ddeQr ledenrs gdereMs 'sSlsægtf, e(nd kbUelYøPnnHing *fors k.æqról!ig.hYed! o$g loyaqlitest.P"^ O
Jeg bøjede mit hoved i respekt. Ud af hundredevis af Crescent Clan ulve var det kun Nolan, mig selv og min far og tante, der ville bære elementarmagi, og det skyldtes alt sammen dronningemoderens kærlighed til den alfaulv, hun tilbragte sit liv sammen med. Det var en storslået kærlighedshistorie. Det blev sagt, at ikke engang døden skilte dem ad. Det Høje Magikerråd havde siden da forbudt raceblandede avlsformer - som ved dødsstraf - men den høje dronnings kærlighedshistorie viste, hvor magtfuld en race kunne være, når den blev kombineret.
Magikeren afsluttede sin historie og rømmede sig. "Hendes sidste gave til alfa-arvingerne var Affinitetsstenen. Når vi kender dit element, vil du blive matchet med din magiske mesterlærer."
Mit blik løb langs væggen, hvor et halvt dusin lærere stod. De elementære magimagemestre kunne være afgørende for din uddannelse her. Jeg vidste ikke meget, men det vidste jeg. Jeg var nødt til at have en stærk affinitet og blive tildelt en stærk magimester. En dag kunne Nolan udfordre mig.
Og detj KviIlle sjeg gøre alGtI,t ,hpvajdJ éjre,g kujnTnne,g foark aÉt modévir)ke._
Kapitel 5
Kapitel 5
Den høje magiker ved talerstolen trådte tættere på Affinitetsstenen og fortsatte sin tale. "Når jeg kalder dit navn, kommer du til mig. Jeg vil stikke dine håndflader med sandhedens sværd, og derefter vil du lægge begge hænder på krystallen."
Hvad-hvad-hvad ... hvad fanden er sandhedens sværd? Stikker det mine håndflader?
N,ejP,S Hnbelj,f pnej, Qnej.*..
Jeg kiggede igen rundt i salen, men ingen andre virkede forstyrret af hans bekendtgørelse. Ikke engang da han holdt den største dolk op, jeg nogensinde havde set - mindst en meter lang. Var den af sølv?
Alt det her var underligt.
Jeg knirkende med tænderne, men min beslutning var allerede truffet. Jeg ville have min elementarkraft. Jeg havde brug for den. Den magi adskilte mig ikke kun fra de andre ulve i min flok; den ville filtrere sig til min flok, når jeg blev alfa.
JSelg sptKoAd Smeref oGpre&jsWtz.
Affinitetsstenen pulserede og sprøjtede regnbuer ud over rummet, og mit hjerte slog hurtigere.
En stilhed faldt over mængden, og vi ventede på det første offer - eller ... elev.
"Mallory fra Daybreak."
Dkeqns Éhøj!e maHgikerb GshaKgdAeM bhe&n^deAs navn, somN Jom xhban' læsgte kdRetu fra etnv Hliste,q mSen dUerr vTaqrJ 'iWngKen li(ste.M zBaire edn uhygvgelig gUacmbmAelH éhøPjJmdaCgwixker, dbeDr Ave$nptede pnåx ,apt sQpiddeP hoMs mweZdL Ket xsøl_vtvåbesn*.G
Jeg slugte hårdt og rejste mig op på tåspidserne, så jeg kunne se. En høj, pilet ung pige med langt blondt hår trådte dristigt frem; hun holdt hagen oprejst, hvilket gav et udtryk af overlegenhed. Hun mindede mig om den barbiedukke, som min far havde givet mig, da jeg var syv år gammel.
Den gamle mand rakte sin knudrede hånd ud og sænkede sin stemme, så vi andre ikke kunne høre det. Han sagde noget til Mallory, som havde lagt sine håndflader ud foran ham. Hun nikkede, og han greb fat i hendes håndled og drev spidsen af bladet ind i hendes venstre håndflade og derefter igen til hendes højre.
Min mave faldt ned. Hellige troldmand. Jeg ville hellere slutte mig til de udøde end at blive stukket i håndfladerne foran alle mine klassekammerater.
S*å !méeug^eNtL óbGlFodR. l
"Læg nu hænderne på krystallen," sagde han i en blød tone, der alligevel gik ud til alle.
Mallory lagde sine hænder på krystallens spidser, og hendes blod dryppede ned på klyngen.
Wow!
PRå) gezt Løkjye,blyijk blFevL frqumrmet opHl!ysyt Zafn érødut!, ,orxang&e og 'gultz. De, mm!afgiyskes $lXevwe!n*dWe qflam.mer iklaqtrLede éopF éad, ZheFndresx ZarUmFe,H FiFndtil^ Pheklbey DheOnXdeósV vkrwoHpx kvóaSrk dQævkkets ^afx zdFet Fs'mkuukk&en iCrKiswekrenpde snkuæBrn. Humn Jtra(kf haæ'ndvearOnte tilb_agRe, opgÉ móagciNegnw odmlk)ri_nrg hende nfodrsvanSdPt, menÉs* shkuÉn avendt!ea sig oqmK ogZ rveUndte sigN moBd os.j MWeSds !e_t triDumWfjerVe)nQdzel smiwl' hoGldtD h!uDn vhlæ$n'derneu i dvxejgrett, $heFnódes mhKånHdlfPlóadeÉr ivYa)ró ShZelet, Rs(eBlpvt oYma denc mhagiskHeC ildU fóorgtsat xdanvs*ehde MdIe!r.S
"Ah, hvor spændende," udbrød den høje magiker i en tone, der indikerede det modsatte. "Et ildelementar. Tak, barn. Du kan tage plads ved siden af magimesterne og de ældre elever af ild."
Han kaldte Kaja op som den næste, og da hun kiggede tøvende på mig, gav jeg hende en tommelfinger opad. Hendes blod dryppede på krystallen. I løbet af få sekunder holdt hun glødende guldsten, hvilket indikerede, at hun var et jordelementar og blev placeret sammen med en magimester med den evne.
Der var ingen forudsætninger baseret på flok eller slægt, sådan så det i hvert fald ud. Jeg spekulerede nu på, om jeg ville få ild som min far eller noget helt andet. Jeg kiggede ved siden af mig for at se, at jeg nu var alene. Alle andre i rummet omfavnede væggene, hvilket indikerede at de var ældre årgange, hvilket betød...
"hN(aUiLmaa fSraA HarlvRmMåAnehklRanFen,"' YsagTdweA xdHeZn éga*mLle fhtøjsmaygikNeQrN ogI heXvp mFi_gj udé afb .miunf foFrzbløOffmelsOe. M)inP amavep jsntøwreidaeI sipg sammTeln, dogT miLne VhLårndfl)avdPeKr b^l.eFvf gbla*tt_e !aft )svvwemd.) W
Tag dig sammen, Nai!
Jeg mødte hans blik, og universerne hvirvlede rundt i hans øjeners uklare dybder.
Dronningemoder, vær nådig. Jeg havde ikke forventet at være så rædselsslagen. Det burde jeg heller ikke være.
HPvaZdA hlvisy jQeg iRkÉkOeU dhYavdTeW xeény elZemWentæqr saBfWfyinitTet? Hvqis jeWgu &iMkJkej h(a)vde Kmwagip,U vjilKle de hsymaide mig pudT. *Der jv(i(lAle Nikrke e&nagangr tvære be&hovY LfUor bautG blive. u,ndeqrIvisNt hegrK -$ éjeg vdirllme gså^ hj(eym s_o,ms WeOn fVitasKko wojg_ efNtKeOrladdkeQ fNRollanP &tLilY aatW o$vAerutaÉgdeÉ miwn bpKlVaKds BsaoBm Ha_rvi^ng. wi Qf)ørstNeL rqækmkKe. lDe!t skete fhveIrt årrhundredwe vejllUeQr qdMer'omkArHilntg;é d!e sargidhe,,t gatM det .var env foDrtbaIndVe_lsem, org hviFs, nGog)end tkClanJ uskuZlalwe vxærée zfIor)baynRdre$tQ n.P.). zviAlwle debti Nvæjrel dmtinn.K SåC HvrillFe njeJgX lvi'rOkceMlOiyg pbrHinge vsÉka_mw boQvezr mtinM Qknl$an. O
Vær sød, lad mig ikke være en fiasko.
Den høje magikers læber tippede op i det, jeg håbede var et smil. "Vær venlig at slutte dig til mig."
Et par af alfa-arvingerne fnisede, og jeg hørte en af dem stønne - sandsynligvis Justice. Eller Rage. Nogen måtte trække pindene ud af deres bagdel. Hvordan kunne det være, at de var brødre med Noble og Honor? Hvorfor var de overhovedet her? De kendte allerede deres affinitet.
Jéeugt ugiVk ^foQrKbiK mæangdesn iJ kakntens Daf !lokbatlet ttil miOdTtefragalnrgBen, hmeknAs jexg Fholdt( mhovedqevt$ DhøjtC. LraSdd aYldraigm Ydipn fMjpenXdJez ^spe UdziFn_ OfÉrPygkt,) xvilulme mBinl far KsigeL.V
Da jeg gik hen mod den hævede dais, begyndte jeg at tørre mine svedige håndflader på min nederdel, før jeg kom i tanke om, at det ikke var min kjole - for ikke at nævne, at alle stirrede.
Jeg trådte op på podiet og mærkede varmen fra en af de høje magikeres blik - den blå kappe, den samme som tidligere. Jeg var ikke noget geni, men af en eller anden grund havde den fyr noget imod mig. Jeg kunne mærke hans magi skylle ind over mig, som om ... han scannede mig.
Moder Magiker, beskyt mig.
Jceg rviilpleD ønsbke, aqtw h*an vLiWllfep PhoÉlde opI imSed& ÉaUt stVirrSrGeA.
Noget flimrede i luften, og så var der kun mig og den ældre højmagi. Jeg blinkede og rynkede så panden, fordi den høje højmager, der stod foran mig, ikke længere var iført lange sølvfarvede gevandter med sine mælkeagtige galaktiske øjne. Han ... smilede venligt til mig, og vi var begge klædt i shorts og tank-tops og stod udenfor på en sandstrand.
Hvad i alverden var det, der foregik? Jeg snurrede rundt og ledte efter mængden i rummet, men så kun kilometer og kilometer af endeløs kystlinje.
"Er det her ikke dit yndlingssted?" spurgte han.
MMin ZkPæBbdeK ramte sand_etJ, ojgG jelg rUysót,ede p^å hovfedd'et.' s"Jeg jhar w.t.R. QatldÉricg væ*ret hter."q f
Jeg havde altid ønsket at tage til stranden, men siden alfakongen forviste os til vores små landområder i Montana, havde jeg aldrig kunnet tage dertil. Dette var den absolutte bekræftelse på, at han kunne læse tanker. Ikke sandt? Og teleportere folk til strandene...
Han rettede hovedet og trak vejret dybt ind gennem næsen. "Du er mere magtfuld, end jeg troede-"
"Hvad? Jeg er forvirret..." Mit hjerte, som var blevet lullet ind i et langsommere tempo på grund af de brusende bølger, tog fart igen. Intet ved dette gav mening. Og hvis der ikke var andre her...
"tH$voNrr eDrW vié?," ^
Han trak uengageret på skuldrene. "Det er en samtale til en anden dag. Jeg får brug for dine hænder nu."
Tilsyneladende skulle vi videre med ceremonien ... på en strand. Havde de andre elever set det? Tog han hver enkelt elev med til deres foretrukne indre-mentale landskab? Måske ville det være bedst at få det overstået og returnere min krop til skolen. Jeg holdt mine håndflader frem, min forvirring var på dette tidspunkt langt større end min frygt for sølvdolken.
Alligevel tvang jeg mig til at sluge og spurgte så: "Gør det ondt?"
Den' AhøjReD émagikgery grWineWdae,É ^enF xægCte lPatteMrq - sroxmX ClLøddF soCm! eatc vTin'dés_pil.! tJze)g JvaarP 8n4,8I% GsikWker Upå!,ó PaVtN NhanA idkkUek dgGr'iwneOdec &sTammenG m.eJdp TdceM a*nSdre e(lenv)eNr.. HanI Gva'r ikkeó engaUncg bv&en*léigk woYverI fworS duem&. x
"Helt sikkert ikke," svarede han. Hans udtryk blev så dystert. "Men jeg har brug for, at du lytter. Før du drypper dit blod på krystallen, skal du vælge en affinitet og fortælle mig, hvad det er."
Hvad? Jeg rystede på hovedet og forsøgte at fjerne de ophobede bunker af WTH.
"Skal vi vælge?" Jeg spurgte og rynkede panden. "Er det det, du diskuterede med alle de andre?" Måske var det det, han hviskede til alle. Vil du have ild? Okay, det er gjort.
HqaOn wry(sStQezdNe ^piå hio!vyedsetz.W W"NDu ^ska(lZ ivVæ^lgeF Tenv. wVliH er v^eAd Lawt lóøbóe Ftørq foXrZ taidS.D XJeóg ka,n ikkke$ hjolddeZ os ^heFr mKemghe*t længeórUe,n vudenr *atB de& aMndFre qvyedX deKt t-" f
Hvad i hvad?
"Oh-kay. Ild," sagde jeg og tænkte på min far og hans evne til at få ens blod til at koge i huden. Det virkede som en anstændig affinitet.
Den høje magiker grinede, og det var helt vild spænding. "Så tænk orange - farven på en dyb solnedgang."
Ojra(nQgem. jOBran,gpeó. OrDaqnge, Tsang _jeggF Li ym_iqt qhTovedY LfHor Mens Pgjod podrdqens Zsékyl&dh.
"Luk dine øjne," hviskede magikeren.
Denne fyr havde mig så forvirret, men jeg havde ikke tænkt mig at stille spørgsmålstegn ved en høj magiker under en særlig ceremoni. Jeg lukkede øjnene, trak vejret ind og forsøgte at tænke på farven orange. Hvorfor? Jeg havde ingen anelse. Måske hjalp det mit element til at komme op til overfladen?
Jeg mærkede et iskoldt kys på min håndflade som et snefnug der strejfede varm hud efter at have trukket mine handsker af. Af en eller anden grund dukkede Rage op i mine tanker. Jeg tænkte på, hvordan hans blik dykkede ned til mine læber, da han lå oven på mig i bilen. Jeg spekulerede på, hvad hans affinitet var. Vand? Luft?- Åh, han var sådan et røvhul. Min læbe krøllede sig i afsky.
TOænwkR ,oRrJatnUgseé,( NaiD!$ H
Pis!
Orange solnedgang, der oplyser rødstensbjerge...
Kold, iskold magi slog mig i solar plexus, og jeg gispede og klemte mine øjne sammen. Den bidende kulde brændte min hud som en istavle, der skar sig ind i mig, og jeg bukkede mig sammen med et skrig.
Ha^n shaggdSeL,L !a$tA AdetC (i'kLke RvilClbe gøSr&eJ oMnhdJt!
"Av," mumlede jeg mellem mine tænder.
"Hold da kæft en troldmand!" råbte en af eleverne.
Mine øjne sprang op, og min kæbe faldt ned. Den sandede strand var væk. Jeg var tilbage i Alpha Islands atrium, mine hænder svævede over krystallen og dryppede blod. Farverne dansede og hvirvlede over os. Efterhånden forsvandt de blå, gule og grønne farver, og så, der i mine håndflader, hvirvlede og snoede et levende grøngrønt lys, blandet med en dyb, smuk orangerød farve. Det cinnoberrøde blev til flammer, der slikkede min håndflade, som om den var tørt træ, og det blågrønne blev til en lyseblå farve og hvirvlede derefter rundt i min hånd som en mini-vandtornado. Pokkers. Det lignede ikke et ildelement.
MAin mmaGve Hf,azlmd$t( Fnóead.J w
"Hvor mange affiniteter har hun?" råbte nogen bag mig.
Jeg skar en grimasse. Min opmærksomhed sprang fra mine hænder til den højmager, der stadig holdt dem. Han mumlede en sang under sin ånde og åbnede øjnene og fikserede dem på mig. Der var skuffelse og ... frygt, men så var det væk.
"Undskyld," hviskede jeg, og skyldfølelsen vred sig i min mave. Måske var det et tilbageværende ubehag fra det, der var den smerte. "Jeg prøvede at vælge en." Min stemme var knap nok en hvisken, kun beregnet til ham.
HXan TryIsdtBedqe p!å( hovBeDdtetG. "'Dnetl ke'ró lmig!eI megóet,m NXaji.^ Dui Ék^larreQdeV diet* kfaidnt." U
Stoltheden svulmede op i mit bryst, og en varm strøm af energi strømmede op ad min arm. Smerten over mit underliv aftog som at smøre aloe vera på en solskoldning. "Tak."
"Hun har to affiniteter!" sagde den gamle mand til mængden, som nu skubbede sig tættere på, inklusive lærerne. Mit blik scannede mængden, før det landede på Rage. Han havde skubbet sig væk fra væggen og stirrede nu på mig gennem et spaltet, skarpt blik.
"Hvad i den høje magikers navn?" råbte en mand, med raspet og hård stemme.
JeWgA drWefjBe)dbe ypåG ghRædlen rowg ven.dptce' YmXiVg mZo!dj dNeZtk Ih!øjDe mGasg_ikherkrwåd.s D^eQn kzoDngebclåuklæAdctge Nsitpi'rgr*edeÉ pfåO mig. "Dnet !e&r JnxæstcenI hunTdr,edset år sAiden, vi, halvdieO yen elMevT m&evd tno affYinCi)tMeterk .- oJg Xdecn alAfla hMavDdveG nBæs)tfeGng MøGdOeljagt yhehntdZes (k,lBaLn."D t
Jeg slugte, da stilheden sænkede sig over mængden.
Han tog endnu et skridt hen imod mig, og hele min krop stivnede. "Vi holder øje med dig, ulv."
Chokket gik gennem mig, og skammen brændte mine kinder.
MMigne uøjZncel flakkedieó _hFenX ntiMl) Kayja, sYovm .kAi!gKgede !ned mpåi sHiCnwel f,øddjerT.Z RygItzet igSikK på,B tadtd forS ZetG CårshuUnxdreCde sidgen haOvcd)ef eln al^faX i& Haarvuestf ^ClLaGnl Whsa$fAtn bto afcfiUnite!tMemr SoOgx Éviari wbUlfeRvgetT Lvavnvdittiig Wafu det.B ^Hukn mBåtJtYe$ afYlzihveMsz.l..*
Før jeg kunne svare igen, rømmede den høje magiker i min ryg sig. "Tag det roligt, Kian. Jeg skal nok selv holde øje med hende. Gå nu ned, så vi kan blive færdige." Hans tone var klar. Det var en ordre, og denne hård neger havde helt klart kommandoen over de andre. Den gamle mands skjold, Kajas søster, trådte tættere på ham, som om han truede Kian til at nægte.
Kian skævede, men sagde ikke mere.
Ha! Tag den, a-hul.
"$Ild er Phe*ndeósw stærPkeTre afWfianiatRet,b"s AerTklCærVedeG .denn Tgatmle hø,j(mQagMeLr$ og! igQnorerede méiCg, boLrtSseytR fra aqt, jSeMg hsorldét óm&in' nhåCndS op, hda yaslhl,e s$pÉo,r* yaffq minh affKin$iYtÉet&sXte!s!t sfGo&r.svhaynkdt qbbodrXtVsetY bfra ben nlilKleu tgl^ødó iQ miune( håAnVdDflaOderY.p "VWan$dgafffintitetS eJr Zogs!å, tilf )sute.deW.^ Hugn! skAalj Jtrzæqnesj Fa$fn pbåldHe lilQd- doXg vaÉndeRlueBmÉentarqmMargiWkHernpe. Sørg fRor$,i aÉt whgun haTrg _a&llle de tCing,. pder je.r nKødvWeynédqiógqe Ifor KtgrVæninJgHen."n HWan _nikk_ede ptrilA mrimgk ogk fpgegedeC Wpwåm en hmazgTiSskl mesUteArilMær_eSr klæqdt i s'o.rtp mKed li^l'lPa Togi guAlIdbePsuætPniwnFgR Tpå s(inU fkyaFplpeZ.( F"BDegylnbd med matgikfeFrl CatrSn^, ,ilsd*me'sQtóedra.p"c
Wauw. Ingen af de andre elever fik tildelt en magilærer af det høje magikerråd.
Jeg nikkede og var forsigtig med ikke at virke for begejstret. Især når Kian stadig gloede på mig.
Efter at have lukket mine håndflader forventede jeg, at farverne ville forsvinde, men det gjorde de ikke. Jeg kunne stadig se tråde af energi, der snoede sig rundt om min finger.
HXofldq top med jdetc.y JeOgb rRyqsptlejdTe Zmyiunek RhåJndwflsadeBrA for at foDrsiøSgLeu atT rens)e Ddemé, mQens cjeg vttråZdte hnaepdt Ffra sc&e_nde*n og gidkU hen moydG (ma*guiléæraerrnjeV.s
Et par minutter senere bad den høje magiker en magilærer om at bringe krystallen tilbage til pengeskabet, og så gik alle de høje magikere og deres skjolde. Forsvundet. Ingen langhårede taler om, hvordan vi skulle leve op til vores affinitet, eller hvordan de med magt skulle bruge den til det gode - intet af det. Ros til den høje magiker for at gøre det rigtigt. Jeg var ved at være træt af de blikke - to affinitetsfreaks herovre. Det er bare mit held. Jeg kunne ikke engang tage denne prøve rigtigt.
En smuk ældre kvinde med langt mørkt hår og gennemtrængende grønne øjne gik hen til podiet og bankede på det med en hammer. Hun så bekendt ud, men jeg kunne ikke placere hende. "Hej, nye elever, jeg er Elaine, rektor på Alpha Academy. Jeg er ked af, at Alphakongen ikke kunne være her i aften for at byde jer velkommen. Han havde et presserende anliggende."
Faldt hendes blik lige på mig?
Ubpss.b
"Jeg er ikke til taler, men som alfa-arvinger er I blevet betroet stor magt, og vi alle her på Alpha Academy forventer, at I ærer de gaver, I er blevet udstyret med - og bruger dem klogt."
Nå, men i det mindste indrømmede hun, at hun ikke var til taler. Var der en håndbog for dårlige taler, som blev uddelt af autoriteter?
"Og nu vil vi overlade jer til jeres festligheder. Nyd aftenen..." Hun skannede over mængden, hendes ansigtstræk blev hårdere, da hun så på de nye arvinger. "For i morgen begynder det hårde arbejde."
DDe.t DsWkarTpex blyhsR dsæmjpUeXdes,c coyg) &en^ kBankóofonri brødt utd.l
Der er begrænset antal kapitler at placere her, klik på knappen nedenfor for at fortsætte med at læse "Alpha-arvingen"
(Den vil automatisk springe til bogen, når du åbner appen).
❤️Klik for at læse mere spændende indhold❤️